Spøgelsehaanden
SPØGELSEHAANDEN.
Netop som Klokken slog eet om Natten, blev der ringet paa Doktorens Klokke. Den første Ringen havde ikke noget Resultat, men da een til og endnu een viste, at det var ubønhørligt Alvor, kom Doktorens Karen ud ad Køkkendøren og spurgte, hvad der var i Vejen. Og da Karen havde underhandlet forgæves en Tid, maatte hun finde sig i at vække Doktoren. Hun gik op og bankede paa Sovekammerdøren.
„Der er Bud fra Doktorens Kæreste. Doktoren maatte endelig komme derhen.“
„Er hun syg?“ lød det indefra.
„De ved ikke, hvad der er i Vejen med hende. De tror, hun har set noget.“
„Ja, hils og sig, jeg skal komme.“
Doktoren spurgte ikke mer. Han holdt ikke af at høre Tjenestepigesladder om sin Kæreste.
Noget underligt noget med den Overtro, tænkte han, mens han klædte sig paa. Der ligger nu det Hus midt i Byen; ikke det mindste romantisk er der ved det. Et ganske almindeligt, grimt gammelt Hus, indrettet som alle andre i den Del af Byen. Men Spøgeriet holder sig der.
Havde det endda ligget i en mørk Gyde eller lidt udenfor Byen i en tilgroet Have, hvor sære, gamle Træer slog mod Ruderne saadan en stormfuld Vinternat. Men naar det nu laa, som det laa, i den brede Gade, der førte ned til Havnen og Havet! Og med Kirken og Sparekassen og Kasernen og Sukkerfabriken lige ved! Skulde man ikke tro, at Sukkerfabriken med al sin Sprutten og Syden og med de store glødende Dampkedler skulde bragt Spøgelset til at sygne hen. Men nej, det var langtfra.
Paa en vis Maade fortjente Spøgelset Beundring. Der var Energi i det, en utrolig Energi og Evne til at hage sig fast i Folks Bevidsthed. Man indrømmede jo, at det nu ikke havde vist sig i en Snes Aar, siden Frøkenerne Burman flyttede ind i Spøgelseværelserne. Men havde man glemt det? Det viste sig jo nu; blot fordi Ellen var bleven pludselig syg, hed det sig straks, at hun havde set noget.
Bleven angst for noget, ja det var jo ikke umuligt. Hun var sagtens bleven som forudbestemt til at se Spøgelser ved at leve hele sit Liv med de to nervøse, gamle Tanter. Og at der var et Spøgelse i Huset, havde hun vel altid vidst og troet. Hun havde vel nok gaaet og hidset sin Fantasi op med det, lige fra hun var Barn.
Hun havde sikkert nok ikke glemt det, fordi hun blev voksen. Første Gang han havde været paa Sygebesøg hos Tanterne, havde hun ligesom triumferende sagt til ham: „Her er Spøgelseværelset!“ i en Tone, som om hun viste et Familiestykke frem.
„Doktoren ved maaske, man kan aldrig spille Kort i denne Stue.“ — „Hvorfor ikke?“ — „Jo. hvis en af de spillende begaar den mindste Uærlighed snyder det allermindste, kommer der en Haand og lægger sig paa Spillebordet ved Siden af ham.“ — „Hvad for en Haand?“ — „En grim, gammel Haand med tunge Diamantringe paa de krumme Fingre og med ægte Kniplinger om Haandleddet.“ — „Naa, og saa?“ — „Ja, man ser ikke andet end Haanden.“ — „Men hvordan er det begyndt?“ — „Det er der ingen der ved; den har altid vist sig her.“
Hun havde ladt meget kæk, da hun fortalte det, men hvem kunde vide, hvem kunde vide! Hun troede saamænd nok paa Spøgeriet.
„Se, saadan kommer den, Doktor, listende op paa Kanten af Bordet lige ved den, der spiller. Huha, og saa peger den paa et af Kortene med en stor, kroget Finger! Den har Negle som Kløer, krumme og spidse.“
Naa ja, saadan rigtig troede hun vel ikke paa det. Hun havde jo netop valgt Spøgelsestuen til sit Værelse.
Doktoren styrtede afsted, forbi den store Sukkerfabrik, hvor der blev arbejdet hele Natten. For een Gangs Skyld var man da glad over den store, tilrøgede Fabrik. Det gjorde godt at tænke paa, at hun ikke var vokset op ude paa Landet i drømmende Ensomhed; saa havde Overtroen maaske virkelig slaaet Rod i hende. Men nu da hun altid havde levet her midt i denne faktiske, støjende Virkelighed — — —
Han drejede om Hjørnet ved Fabriken, hvor Vinden peb ham i Møde, ligesaa faktisk og virkelig som sædvanlig, og gik opad den høje Stentrappe ind i Huset.
Saa — nu var han nær ogsaa bleven forskrækket. I Forstuen stod en høj Skikkelse, tæt indhyllet i et sort Sjal. Tante Malene i egen høje Person var kommen ned for at lyse ham op ad Trappen.
„Hvordan gaar det med Ellen?“ spurgte Doktoren.
„Det var godt, du kom saa snart,“ sagde Tante Malene. „Jeg ved ikke, hvad der er i Vejen med hende. Nu maa du selv se.“
Hun løb næsten op ad Trappen, saa gammel som hun var. Og at tænke sig, at Tante Malene stillede sig i Kulden nede i Forstuen for at vente paa ham. Hun havde naturligvis været saa urolig og havde bildt sig ind, han kom før, naar hun gik ham i Møde. Først nu fik Doktoren et levende Indtryk af, at der virkelig var Fare paa Færde.
Ærgerligt var det, om der nu skulde komme noget i Vejen med det lille Pigebarn deroppe, som han havde valgt til Hustru. Han havde ikke hele sit Liv igennem set nogen, der havde passet bedre for ham. Tilpas køn og ingen andre Slægtninge end de to gamle Tanter, og naturligvis strengt opdragen, Hjemmemenneske, huslig, blid.
Da de kom ind i Entréen, henvendte Tante Malene sig igen til ham., „Vi vaagnede midt i Nat, ved at hun skreg saa forfærdelig, og siden har vi ikke kunnet faa hende rolig. Vi vidste ikke andet Raad end at sende Bud efter dig.“
Hun lukkede Døren op til Ellens Stue, stak Hovedet ind og sagde, han var kommen. Straks efter blev han lukket ind.
Der var saa lyst derinde, at han i første Øjeblik knap kunde se noget. De havde aabenbart bragt alt, hvad de havde i Huset af Lamper og Lys, derind. Stuen tog sig for Resten ikke ilde ud med de høje Spejle mellem Vinduerne og de hvide, gammeldags Møbler, som Ellen havde skrabet sammen. I denne Belysning saa man tydelig, at dette forhen i Husets Glanstid havde været Festsalen.
Her var det altsaa, de i gamle Dage havde siddet ved Spillebordet — stor Stads havde her været, for det var fine Folk, her havde boet — og netop som Munterheden var paa sit højeste, mens unge Kavalerer stod bag Damernes Stole og sagde smukke Ting, og Tjenere gik omkring og bød Mandelmælk paa Sølvbakker, netop da havde Spøgelsehaanden vist sig. Og saa blev der jo et Spektakel og en Forskrækkelse! Damerne skreg, gamle værdige Parykblokke af Herrer styrtede op fra Bordene og kunde ikke faa et Ord frem. Sølvbakkerne gled ud af Tjenernes Hænder og faldt paa Gulvet. Rædslen for det overnaturlige stod malet i alle Ansigter. De saa selv ud som Spøgelser, som halvt vanvittige. Ja, man behøvede kun at se paa hans Kæreste for at vide, hvordan de havde set ud.
Hun sad midt i Stuen i en stor Lænestol, hun holdt sig helt rank, saa sig om med et underligt omflakkende Blik, var saa bleg, som om hun havde faaet et dødt Menneskes Farve, hendes Tænder klaprede, og hun rystede.
Lænestolen var flyttet midt ud paa Gulvet. Der stod ingen Møbler i Nærheden af den; der kunde ikke ligge noget under den, som pludselig kunde krybe frem.
Hun lagde ikke synderlig Mærke til dem, der kom ind. Hun holdt nu Øjnene fæstede, stift fæstede paa Skyggen af Skabet, der strakte sig henimod Kakkelovnskrogen. Hun havde vist en Mistanke om, at den Skygge vilde fortætte sig og vise sig at være et eller andet, maaske en stor Haand med Fingre som Kløer. Naa, Doktoren flyttede hurtigst muligt en Lampe, saa Lyset fra den faldt ind i Krogen. Hun sank tilbage i Stolen.
Nu. kom Tante Berta og aflagde samme Rapport som Tante Malene. „Vi vaagnede ved, at hun skreg, som om hun var bleven gal, og saadan har hun været siden. Hun vil kun have Lys, bestandig mere Lys. Hvad tror du, der er i Vejen?“
„Hun er bleven forskrækket over noget, slet ikke andet,“ hviskede Doktoren.
Saa, nu var hendes Blik i Færd med at arbejde sig ind bagved et Rullegardin. Han gik lidt omkring i Stuen. Det var jo muligt, han kunde opdage, hvad der havde forskrækket hende. Paa Skrivebordet laa et Ark tilklattet Brevpapir. Hun havde begyndt at skrive noget, men Pennen var falden hende ud af Haanden og var trillet hen over Papiret. En Billet, han havde sendt hende om Aftenen for at spørge, om hun og Tanterne vilde gøre en Tur med ham næste Dag, laa lige ved Siden af.
Hun havde aabenbart sat sig til Skrivebordet for at skrive Svar til ham. Hun var kommen saa langt som til „Min elsk…“ Saa var Forskrækkelsen kommen, og Pennen var falden hende ud af Haanden.
Doktoren mærkede, hvordan Tanternes Blikke fulgte ham. De undrede sig sagtens over, at han endnu ikke havde talt til Ellen. De forstod naturligvis ikke, at det vigtigste var, at han kom paa det rene med, hvad der havde voldt Forskrækkelsen. Han kunde jo ikke tro paa Spøgelsehaanden; det var ganske udelukket.
Stakkels Barn. Angst som hun selv var, var ogsaa hele Luften om hende fuld af Angst. Der var ingen, der ikke var hemmelig overbevist om, at hun havde set noget. Det første, der var at gøre, var virkelig at faa dem ud af Stuen, baade Tante Malene og Tante Berta og Pigen, saa de ikke skulde holde Rædslen levende hos hende.
„Jeg tænker nok, hun fortæller mig det hele, naar jeg faar hende for mig selv,“ sagde han og fik snart Stuen ryddet.
Han trak en Stol hen og satte sig ved Siden af hende.
Det er mærkeligt, saa mange Ansigter et Menneske kan have! Han kunde knap have kendt Ellen igen. Hovedtrækket i hendes Udseende var Ro, stille Ro. Det havde bedaaret ham, at han altid fandt hende lige rolig, en sand Mester i den Kunst at tale Tanterne til Rette. Hun saa knap op fra sit Broderi, hvor stærkt de saa end tog paa Vej. Og saa havde han en Gang haft som en Aabenbaring: han syntes, han en Aftenstund var kommen hjem til sig selv og havde set en fin Skikkelse sidde bøjet over sit Arbejde ved Bordet i Lampelyset. Han havde som i et Syn set den fine Nakke og de smaa Hænder. De havde fyldt hele Stuen. Og lige efter friede han.
Nu derimod! Ikke andet end bleg Angst og opjaget Vildhed. Netop det, han ikke vilde have. En hysterisk Hustru! Aa, Gud fri os, Gud fri os!
Imidlertid maatte han nu gøre noget for hende. Han maatte ikke bryde sig om, at hun næsten var bleven ham imod. Han skulde tænke paa hende som Patient, ikke som vordende Hustru.
„Hvad er det, Ellen?“
Hun svarede ikke.
„Mig maa du sige det, hører du“, sagde han lidt strengt.
Hun saa paa ham; det var, som om et Glimt af Haab skød op i hendes Øjne.
„Du faar Ro, saasnart du siger det.“
Det var Synd for hendes, smukke lyseblaa Øjne. De plejede altid at hvile paa den, hun talte med, med en Glans ligesaa rolig som Solens. Nu var de maaske mere straalende. Men de havde en Glans, som han egentlig slet ikke satte Pris paa.
Hun kæmpede voldsomt med sig selv. Hun kunde ikke holde sit Underansigt stille. Hun stoppede sit Lommetørklæde mellem Tænderne, for at man ikke skulde høre dem klapre.
Endelig hørte han hende sige nogle Ord. Hun sad og slog Hænderne mod hinanden og tænkte højt. „Jeg maa sige ham det. Det maa jeg. Ellers kommer den igen. Ja, den kommer igen.“
Saa gav hun sig til at tale, og han blev underlig nedslaaet ved det. Det lignede mest den Stemning, man hensættes i, naar man gaar i Procession og er i Kjole, og der saa kommer en Skylregn. Man syntes, man mister hele sin Storhed og Værdighed.
Pludselig bekendte hun, at hun ikke holdt af ham. Hun havde gerne villet gifte sig med ham, men ene og alene for at slippe hjemmefra.
Hvis det ikke havde gjældt ham selv, kunde han have let af, som det Barn havde længtes efter en Mand. Den første den bedste. Hun var saa opsat paa at komme bort. Det var for Tanternes Skyld. De havde jo været rigtig gode imod hende, og de vidste ikke selv, hvor de pinte hende.
Hun saa paa ham med forvildede Øjne, der tiggede om, at han skulde forstaa hende, føle noget for hende. Han vidste jo, hvordan Tanterne var, han der havde været deres Læge i saa mange Aar. De var saa vanskelige, saa vanskelige, saa fulde af fikse Ideer og Ængstelser. Tante Malene var altid bange for Ildebrand, og Tante Berta troede altid, hun vilde blive kørt over paa Gaden. Han vidste jo, hvordan de var. Og hvis hun, Ellen, blev hos dem, blev hun nok tilsidst ligesaa underlig. Det var hun vis paa.
Men hun vilde være et ordentligt Menneske. Og hun havde bedt, om hun maatte komme hjemmefra og tage sig noget for. Men det vilde de naturligvis ikke tillade. Saa kunde han jo nok forstaa, at der ikke var andet for hende at gøre end at gifte sig.
Doktoren kunde ikke lade være at spørge, om hun ikke var bange for, hun kunde faa det endnu værre, naar hun blev gift med en, hun ikke holdt af, end hos Tanterne.
Aa nej, værre kunde det aldrig blive. En Mand gik da ialtfald somme Tider hjemmefra. Tanterne var hjemme hele Dagen.
Naa, siden hun var saa aabenhjertig — var det aldrig faldet hende ind at blive forelsket i ham? — Hun rystede paa Hovedet, det laa helt udenfor alt, hvad tænkeligt var. — Og hvorfor? Var han for grim? — Nej, hun slog Øjnene op for yderligere at forstærke Svaret. — Var han kedelig? — Hun gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden. — Hvad var der da i Vejen med ham? — Han var for kold. — Naa, saadan, han var for kold.
Doktoren gik en Gang op og ned ad Gulvet. Det var ganske vist uhyggeligt, at saadan et Barn havde gaaet og sat alt det i Scene. Ladet ham kysse sig uden at bryde sig en Smule om ham. Og hun havde paa ingen Maade spillet sin Rolle daarligt. Hun havde holdt ham ganske ordentlig for Nar. Og at han virkelig var saa ubehagelig, at det slet ikke kunde falde en ung Pige ind at forelske sig i ham!
Men naturligvis havde hun ført et ynkeligt Liv hos de to gamle. Man kunde nok forstaa, at det var meget for hende at blive gift. Det havde sagtens været som at redde selve Livet. Hun aflagde sin Bekendelse uden at vise nogensomhelst Skaansel. Det faldt hende slet ikke ind, at hun saarede ham. Hun maatte tro, han var pansret, haard som Jern.
Pludselig løftede hendes Stemme sig til et Skrig. „Du ved jo,“ sagde hun, „at alle, der spiller falsk her i Stuen, ser Haanden. Jeg har set den. „Jeg sad dér, dér.“ Og hun vendte sig heftig om imod Skrivebordet. „Der saa jeg den.“
„Tror du ikke, jeg saa den?“ vedblev hun og holdt ham fast med sine Øjne, som om hun vilde tvinge Sandheden frem.
„Lad mig høre, hvordan det gik til,“ sagde han beroligende.
„Du husker, at du skrev til mig i Aftes, og jeg vilde skrive Svaret, inden jeg gik i Seng. Men da jeg satte mig hen ved Skrivebordet, blev jeg urolig og sad længe og tænkte, for jeg vidste ikke, hvad Overskrift jeg skulde skrive. Jeg skulde jo skrive „min elskede,“ men jeg syntes ikke, det var rigtigt. Det var første Gang, jeg skrev til dig. Jeg syntes, det var frygteligt at skrive noget, som ikke var sandt — men til sidst syntes jeg, at jeg ikke kunde skrive mindre.“
„Er der saa stor Forskel paa, hvad man skriver, og hvad man siger?“
„Du havde aldrig spurgt mig, om jeg elskede dig, kun om jeg vilde være din Hustru —“
„Aa, — ja, det kan du have Ret i.“
„Men i samme Øjeblik, i samme Øjeblik jeg havde begyndt paa Ordet, var Haanden der. Den kom listende op over Kanten af Bordet, og jeg tror, jeg sad og stirrede paa den nogle Sekunder, inden jeg forstod, hvad det var. Jeg skreg ikke straks. Jeg kunde ikke straks forstaa, det var noget overnaturligt. Men saa lagde den sig hen over Papiret og pegede med sine krumme Fingre paa det Ord.
Jeg tror, den var glad; den ligesom skælvede af Glæde. Det var, som om den vilde skrabe Bogstaverne til sig. — Det var falsk Spil, den vilde være med.
Den kom krybende paa de gule Fingre som en stor Edderkop. Den saa ud, som om den havde travlt. Det var længe siden, den havde haft Lejlighed til at komme frem. Nu vilde den skynde sig. Den greb ligefrem efter Pennen med de klamme, krogede Fingre. Det var jo falsk Spil. Den vilde være med.
Jeg skreg, som om jeg havde set en Slange, og saa forsvandt den, men jeg ved ikke, om den ikke er her endnu. Jeg synes, jeg kan mærke, at den endnu er her i Stuen. Og hvis den kommer igen, saa dør jeg. Jeg troede, jeg skulde dø.“
„Jeg skal nok passe paa, den ikke kommer igen,“ sagde han trøstende.
„Jeg ved, der er noget, maa jeg gøre,“ sagde hun, „jeg maa gøre det, for at den ikke skal komme igen. Men det er saa forfærdelig svært.“
Hun tog Forlovelsesringen af sin Finger, stak sin kolde, rystende Haand ind i Doktorens og gav ham Ringen. Saa brast hun i Graad — det var saa bittert at forsage.
Doktoren sagde ingen Ting; han satte Fingerspidserne mod hinanden, og lod Ringen glide frem og tilbage fra den ene Haand til den anden.
Spøgelsehaanden var ikke saa vanskelig at komme til Rette med som det andet, syntes han. Haanden havde ligesom taget hans Parti, skaffet ham en lille Hævn. Han begyndte at faa Sympati for den.
Det er sagtens saadan med nogle Mennesker, tænkte han, at Samvittigheden lister sig ind paa dem paa en eller anden Maade, hvor meget de end prøver paa at narre den. Den har sin egen, stille Vej. Her havde nu hans lille Kæreste arrangeret alt, saa hun kunde faa sig et godt Hjem. Hun behøvede kun at gøre sig den Ulejlighed at hykle lidt, og Alverdens Lykke var hendes. Og saa gaar Samvittigheden ganske stille til Værks og graver sin Mine dybt nede i Sjælen og sprænger til sidst al Klogskab og Beregning i et Øjeblik.
Ja, saadan var det gaaet. Hun havde sagtens troet, hun kunde tage sig paa at lyve et helt Liv igennem. Hun havde vel set, hvordan det var lykkedes for andre. Men saa viser det sig, at hun er gjort af finere Stof end som saa. Der er noget hæmmende i at tilhøre en forfinet Race af Samvittighedsmennesker. Naar man mindst venter det, har man Samvittighedshallucinationen fiks og færdig.
Naturligvis antager den saa den Skikkelse, der ligger nærmest for. Det var jo indlysende, at i denne Stue maatte Samvittigheden vise sig som en Spøgelsehaand.
Han sad hele Tiden og vippede med Ringen og lod den glide fra den ene Finger til den anden. Han følte ikke blot Krænkelse over, at han ikke havde kunnet vinde hende. Han var næsten bedrøvet. — Nu begyndte hun vist at tænke paa ham og føle, at der var gjort Uret imod ham, for hun bøjede sig ned og kyssede hans Haand. „Tilgiv mig,“ sagde hun.
Det var mærkeligt, hvor blød hun var. Da det var gaaet op for hende, at hun havde gjort Uret, vidste hun ikke alt, hvad hun vilde gøre for at sone den. — Der var da sandelig ikke Grund til at pine hende længer. Han behøvede jo kun at tale ud og sige hende, at han ikke havde været meget bedre end hun. Fornuftig Beregning paa begge Sider. Den ene havde søgt et Hjem, den anden en Husholderske. Det vilde trøste hende at høre.
Han vilde sige hende, at det ikke kunde blive nogen bitter Skuffelse for ham. Han havde heller ikke elsket hende saa højt.
Nej, der var jo ingen Grund til at gøre Pinen længere. Det var bedst at lade det faa en Ende. Lade. dem allesammen komme til Ro og vaagne i Morgen som uforlovet.
Da han rejste sig for at gaa, fik han Taarer i Øjnene. Det gjorde ham alligevel ondt at miste hende. Og det blev det, han kom til at sige hende.
Han begyndte med at sige en hel Del usammenhængende Ting om, at hun var et Samvittighedsmenneske, at hun tilhørte den finere Race af Nervemennesker, som netop nu var begyndt at komme frem hist og her. Netop derfor var hun dyrebar for ham. Netop paa Grund af det, der var hændt hende i Nat, havde han svært ved at opgive hende.
Hun var fri, ja naturligvis, men hvis hun en Gang kunde og vilde — — —
Han saa forbavset paa hende. Pinte det hende ikke? Nej, tværtimod, nu først forsvandt Stivheden fra hendes Træk, og Øjnene blev rolige. Hun sad med halvaaben Mund og lyttede efter mere — —
Han fortalte, hvordan han havde tænkt at indrette Livet for dem, fortalte, hvordan han havde længtes efter hende. Han talte ganske anderledes om dette, end han vilde have talt om det for en halv Time siden. Men han saa det ogsaa paa en helt anden Maade nu, da han skulde miste hende. Han talte meget smukkere, end han havde troet sig selv i Stand til. Samlivet med en blid og elskelig Kvinde, ja netop Samlivet med hende, stod paa een Gang for hans Fantasi som noget meget skønt, og det sagde han hende.
Da han gik hen og rakte hende Haanden til Afsked, fik han atter Taarer i Øjnene. Hun var saa smuk netop i det Øjeblik, Farven vendte tilbage til hendes Kinder; hun var som en nysudsprungen Blomst. Hun saa saa glad ud, som en, der er sluppen levende ud af en Dødsfare.
Doktoren stod med hendes Haand i sin og drog sine Konklusioner saa hurtigt som aldrig før.
Hun forstod naturligvis ikke sig selv, ikke i mindste Maade. Aa — — Han trak Vejret dybt. Al Tristhed var borte. En jublende Sejrsglæde fo'er igennem ham. Blot med en eneste Kraftanstrengelse havde han talt sig hendes Kærlighed til. Hun havde jo kun trængt til, at han skulde vise, han brød sig om hende.
Han tog Forlovelsesringen og satte den roligt tilbage paa hendes Ringfinger. „Ingen Taabeligheder,“ sagde han, da hun vilde trække Haanden til Sig.
„Men,“ sagde hun. „Jeg ved ikke, jeg tør ikke —“
„Men jeg tør,“ sagde Doktoren. „Jeg har aldrig været af dem, der har løbet min Vej fra Lykken.“
Han gik ud i Entreen, fik fat paa sin Overfrakke og kom ind igen for at faa sin Cigar tændt.
„Din Stakkel," sagde han, mens han tog et Par Drag. „Nu er du jo netop lænket og bunden til at elske mig. Ellers kommer nok Haanden og knuger Livet af dig.“