Fugleungen

by Selma Lagerlöf

FUGLEUNGEN.

I.

Jeg synes, jeg ser dem for mig, da de kørte af Sted. Jeg ser aldeles tydeligt hans høje Silkehat med den store, stærkt opadbøjede Skygge, saadan som man brugte dem i Fyrrerne, hans hvide Vest og hans Halsbind. Jeg ser ogsaa hans smukke, glat ragede Ansigt med ganske smaa Bakkenbarter, hans høje, stive Flipper og den fine Værdighed, der er over hans mindste Bevægelser. Han sidder til højre i Giggen og er netop ved at samle Tømmerne, og ved Siden af ham sidder det lille Væsen. Gud velsigne hende! Hende ser jeg endnu tydeligere. Ligesom paa et Maleri har jeg det for mig, det lille, smalle Ansigt og Hatten, som omslutter det og er bunden under Hagen, det mørkebrune, glatte Haar og det store Shawl med broderede Silkeblomster. Og Giggen, som de kører i, har naturligvis en Agestol med grønne, drejede Tremmer, og naturligvis er Gæstgiverens Hest, som skal køre dem den første Mil, en af de smaa solide brune.

Hende har jeg været forelsket i fra første Øjeblik. Det er der egentlig ingen Grund til, for hun er det ubetydeligste lille flagrende Fnug, men det er ved at se alle de Blikke, der følger hende, da hun kører af Sted, at jeg er bleven fanget. For det første ser jeg, hvordan Fader og Moder ser efter hende, som de staar der i Døren til Bagerbutiken. Fader har endogsaa Taarer i Øjnene, men Moder har ikke Tid til at græde lige nu. Moder maa bruge sine Øjne til at se efter sin lille Pige, saa længe hun endnu kan vifte og vinke til hende. Og saa vanker der naturligvis muntre Nik fra Børnene i Gyden og skælmske Øjekast fra alle de smaa, søde Haandværkerdøtre i Vinduer og halvaabne Døre, og drømmende Blikke fra nogle unge Svende og Lærlinge. Men alle tilnikker hende gode Ønsker og velkommen igen. Og saa er der urolige Blikke fra fattige Koner, som kommer ud paa Gaden og nejer og tage Brillerne af for at kunne se hende, da hun kører forbi i al sin Stads. Men jeg kan ikke se, at der er et eneste uvenligt Blik, der følger hende, — nej, ikke saa lang Gaden er.

Da hun ikke er til at se mere, visker Fader rask Taarerne af Øjnene med sit Ærme:

„Vær nu ikke ked af det, Mo'r,“ siger han. „Du skal se, hun klarer sig nok. Fugleungen klarer sig, Mo'r, saa lille hun er.“

„Fa'r,“ siger Moder med stærkt Eftertryk, „du taler saa underligt. Hvorfor skulde Anne-Marie ikke kunne klare sig? Hun er saa god som nogen.“

„Ja, vist er hun saa, Mo`r, men alligevel, Mo'r, alligevel. Jeg vilde sandfærdig ikke være i hendes Sted og rejse der hen, hvor hun nu rejser. Nej, saa sandelig om jeg vilde!“

„Nej, hvordan skulde det vel ogsaa gaa dig, din gamle, tykke Bager,“ siger Moder, som ser, at Fader er saa urolig for Barnet, at han trænger til at kvikkes op med lidt Spøg. Og Fader ler, for det har han lige saa let ved som ved at græde. Og saa gaar de gamle ind i Butiken igen.

Imidlertid er Fugleungen, det lille Fnug, den lille Silkeblomst, ved ret godt Mod, mens hun kører hen ad Vejen. Lidt bange for Kæresten er hun jo naturligvis, men i Grunden er Fugleungen lidt bange for alle Mennesker, og det er godt for hende, for derfor gør alle Mennesker sig Umage for at vise hende, at de ikke er saa slemme.

Aldrig har hun haft saadan en Respekt for Maurits som i Dag. Nu da de har Gyden og alle hendes Venner bag sig, synes hun, at Maurits ligefrem svulmer op til noget stort. Hatten og Flipperne og Bakkenbarterne bliver ganske stive, og Sløjfen paa hans Halsbind bruser. Stemmen bliver ligesom tyk i Halsen paa ham, og han har ondt ved af faa den frem. Hun føler sig lidt forknyt ved det; men det er alligevel stolt at se Maurits i al hans Glans.

Maurits er saa klog, han har saa mange Formaninger — man skulde næppe tro det, men Maurits taler kun Fornuft hele Vejen. Men saadan er nu Maurits. Han spørger Fugleungen, om hun ogsaa forstaar, hvad denne Rejse har at betyde for ham? Hun tror maaske, at der kun er Tale om en Køretur ud ad Landevejen? Seks Mils Rejse i den pæne Vogn med Kæresten ved Siden, det kunde jo nok se ud som en rigtig Lysttur. Og et prægtigt Sted at rejse til, en rig Onkel at besøge. Hun har vel troet, at det hele kun var en Leg, har hun ikke?

Han skulde blot vide, at hun har beredt sig til denne Tur ved lange Samtaler med sin Moder i Gaar, inden de gik i Seng, og ved en hel Skare angstfulde Drømme om Natten og ved Bøn og ved Taarer! Men hun lader, som om hun er dum bare for saa meget bedre at kunne nyde Maurits's Klogskab. Han holder af at vise den, og det maa han saa gerne, saa gerne.

„Egentlig er det saa vanskeligt med det, at du er saa sød,“ siger Maurits. Thi det var derfor, han var kommen til at holde af hende, og det var jo alligevel meget dumt af ham. Hans Fader var slet ikke for det. Og hans Moder — han turde ikke tænke paa, hvordan hun havde taget paa Veje, da Maurits havde fortalt, at han havde forlovet sig med en fattig, ung Pige fra Gyden, en ung Pige uden Opdragelse eller Talenter, og som ikke engang var smuk, blot sød.

I Maurits's Øjne var naturligvis en Bagermesters Datter lige saa god som Borgermesterens Søn, men ikke alle havde saa frit et Syn paa Tingene som han. Og hvis Maurits ikke havde haft sin rige Onkel, saa kunde der sagtens ikke være blevet noget af det hele; for han, som kun var Student, havde jo ikke noget at gifte sig paa. Men hvis de nu kunde vinde Onklen for sig, saa skulde det hele nok gaa.

Jeg ser dem saa tydeligt, som de kører hen ad Landevejen. Hun sidder med et lille, ulykkeligt Ansigt, mens hun lytter til al hans Visdom. Men hvor glad hun er i sit Hjerte! Hvor Maurits dog er klog! Og naar han taler om, hvilke Ofre han bringer hende, saa er det blot hans Maade at fortælle hende, hvor meget han holder af hende.

Og selv om hun maaske havde ventet, at han saadan en Dag, naar de vare alene ude, skulde have været lidt anderledes, end naar de sad hjemme hos Moder — — men det havde ikke været rigtigt af Maurits. Hun er kun stolt af ham.

Han er ved at fortælle hende, hvad for en Mand Onkel er. Han er saadan en Mand, at hvis han blot vil tage sig af ham, saa er de straks inde i Lykkens Havn. Onkel Teodor er saa utrolig rig. Han ejer elleve Smelteovne og desuden Godser og Gaarde og Parter i Gud ved hvor mange Bjærgværker. Til alt dette er Maurits den nærmeste Arving. Men Onkel er lidt vanskelig at have med at gøre for dem, han ikke synes om. Hvis han ikke bliver tilfreds med Maurits's Hustru, saa er han i Stand til at testamentere det altsammen bort.

Det lille Ansigt bliver stadig længere og blegere, men Maurits knejser og bryster sig. Der er jo ikke ringeste Udsigt til, at Anne-Marie vil kunne fordreje Hovedet paa Onkel ligesom paa Maurits. Onkel er en helt anden Slags Mand. Hans Smag, ja Maurits har ikke store Tanker om hans Smag, men han tror, det maatte være noget højrøstet, noget skinnende rødt, der kunde gøre Indtryk paa Onkel. Desuden er han saadan en rigtig Pebersvend — synes, at Kvinder kun er til Besvær. Men der behøves ikke mere, end at Onkel ikke synes altfor ilde om hende. Saa skal Maurits nok sørge for Resten. Men hun maa ikke være noget Barn. Græder hun —! Ja, hvis hun ikke ser taprere ud, naar de kommer der, saa vil Onkel nok give dem begge to Rejsepas med det samme.

Hun er nu glad for deres egen Skyld, at Onkel ikke er saa klog som Maurits. Det kunde jo dog ikke være nogen Synd mod Maurits at tænke, at det er godt, Onkel er en helt anden Slags Menneske end han. For tænk, om Maurits var Onkel, og et Par stakkels unge Mennesker kom rejsende til ham for at faa noget at leve af. Da vilde Maurits, som er saa fornuftig, ganske sikkert bede dem rejse hver til sit og vente med at gifte sig, til de havde noget at gifte sig paa. Det var ikke for det — Onkel var vist frygtelig paa sin Maade. Han drak saa fælt og holdt saadan nogle store Selskaber, hvor det gik meget vildt til. Og han forstod slet ikke at holde paa sine Penge. Han troede, at alle Mennesker narrede ham, men han var lige glad for det. Og saa ligegyldig —! Borgmesteren havde med Maurits sendt nogle Aktier i et Foretagende, som ikke rigtig vilde gaa, men Onkel købte dem nok af ham, havde Maurits sagt. Onkel brød sig ikke om, hvad han smed sine Penge ud til. Han havde staaet paa Torvet inde i Byen og kylet Sølvpenge i Grams til Gadedrengene. Og paa een Nat at spille et Par Tusind Daler bort og tænde sin Pibe med Tidalersedler, det var noget af det almindeligste, Onkel gjorde.

Saadan kørte de, og saadan talte de sammen, mens de kørte.

Henimod Aften kom de til Maalet. Onkels „Residens“, som han plejede at kalde det, var ikke nogen Fabrik. Den laa fjærnt fra al Kulrøg og alt Hammerspektakel, paa Skraaningen af vældige Højder med vidtstrakt Udsigt over Søer og Bjerge. Den var en statelig Bygning med Skovsletter og Birkelunde til alle Sider, men næsten ingen Marker, for Stedet var ikke et Landgods, men et Lystslot.

De unge kørte op ad en Allé af Birke- og Elmetræer. Til sidst kørte de mellem lave, tætte Granhække, og saa skulde de til at svinge ind i Gaarden.

Men lige der, hvor Vejen svingede, var der rejst en Æreport, og der stod Onkel med alle sine Folk og tog imod dem. Se, det havde nu Fugleungen aldrig kunnet tro om Maurits, at han vilde berede hende saadan en Modtagelse. Hun blev straks helt let om Hjertet. Og hun fik fat i hans Haand og trykkede den til Tak. Mere kunde hun ikke gøre i Øjeblikket, for de var midt i Æreporten.

Og der stod han, den meget omtalte Mand, Brugspatron Teodor Fristedt, stor og sortskægget og straalende af Velvilje. Han svingede med Hatten og raabte Hurra, og hele Folkeskaren raabte Hurra, og Anne-Marie fik Taarer i Øjnene og smilede paa een Gang. Og selvfølgelig kom de alle til at holde af hende fra første Øjeblik, blot fordi hun saa saadan paa Maurits. For hun troede jo, de alle var der for hans Skyld, og hun maatte tage Øjnene fra al Stadsen blot for at se ham tage Hatten af med en stor Haandbevægelse og hilse saa smukt og saa kongeligt. Aa, saadan et Blik hun sendte ham! Patron Teodor var nær ved at gaa i Staa midt i Hurraraabene og slaa over i en Ed, da han saa det.

Nej, Fugleungen ønskede ikke noget Menneske paa Jorden noget ondt, men hvis det nu virkelig havde været saadan, at Gaarden havde været Maurits's, saa havde det virkelig passet godt. Det var et stolt Syn at se ham staa paa Trappen og vende sig om til Folkene for at takke. Brugspatron Teodor var ogsaa en statelig Mand; men hvad var hans Væsen imod Maurits's! Han hjalp hende kun af Vognen og tog imod hendes Shawl og Hat som en Tjener, mens Maurits løftede Hatten fra sin hvide Pande og sagde: „Jeg takker Jer, Børn!“ Nej, Patron Teodor havde rigtignok ikke fine Manerer; for da han nu gjorde Brug af sine Onkelrettigheder og kyssede hende og mærkede, at hun kom til at se paa Maurits midt i Kysset, saa bandede han virkelig, bandede rigtig stygt, Fugleungen var ikke vant til at finde nogen ubehagelig, men det vilde ganske vist ikke blive noget let Arbejde at behage Patron Teodor.

„I Morgen,“ siger Onkel, „skal vi have stor Middag og Bal, men i Dag maa Ungdommen hvile sig efter Rejsen. Nu spiser vi blot til Aften, og saa gaar vi i Seng.“

De bliver ført ind i en stor Stue og overladt til sig selv. Patron Teodor farer ud som en Vind, der er bange for at blive lukket inde. Fem Minutter efter kører han ned ad Allén i sin store Vogn, og Kusken kører, saa Hestene ligger som spændte Remme hen ad Jorden. Saa gaar der fem Minutter til, men saa er Onkel der igen, og nu sidder der en gammel Dame ved Siden al ham i Vognen.

Og saa kommer han ind med en venlig og snaksom Dame under Armen; han kalder hende Bjergraadinden. Og hun omfavner straks Anne-Marie, men paa Maurits hilser hun mere stift. Og det er hun nok nødt til. Ingen skal vove at tage sig Friheder med Maurits.

Men i alt Fald er Anne-Marie meget glad over, at denne hyggelige, gamle Dame er kommen. Hun og Brugspatronen er saa morsomme, naar de gør Løjer med hinanden. Der bliver helt hjemligt paa det fremmede Sted.

Men da de saa har sagt Godnat til hverandre, og Anne-Marie er kommen ind i sit lille Værelse, sker der noget meget kedeligt og ærgerligt.

Onkel og Maurits spadserer om nede i Haven, og Fugleungen kan høre, at Maurits gaar og udvikler sine Fremtidsplaner. Onkel siger aabenbart ingenting, han gaar blot og slaar Græsstraa af med sin Stok. Men Maurits vil nok snart faa ham overbevist om, at det bedste, han kan gøre, er at give Maurits en Forvalterplads paa en af sine Gaarde, hvis han da ikke lige saa gerne vil give ham en Gaard med det samme. Maurits har faaet saadan Lyst til det praktiske, siden han blev forelsket. Han siger tit: „Er det ikke det bedste, at jeg, som dog en Gang bliver en stor Godsejer, straks begynder at sætte mig ind i de Ting? Det er jo ikke Umagen værd for mig at blive ved med Juraen.“

De gaar lige under hendes Vindue, og der er ingenting i Vejen for, at de kan se hende sidde der; men naar de ikke bryder sig noget om det, saa kan ingen forlange, at hun ikke skal høre efter, hvad de siger. Dette angaar virkelig hende lige saa meget som Maurits.

Da bliver Patron Teodor pludselig staaende, og han ser vred ud. Han ser helt rasende ud, synes hun, og hun er lige ved at raabe til Maurits, at han skal tage sig i Agt. Men det er for sent; for Patron Teodor har grebet Maurits i Brystet og krøllet hans Kalvekrøs og rusker ham saadan, at han bugter sig som en Aal. Saa slynger han ham fra sig med saadan Kraft, at Maurits vakler bagover og vilde være falden, hvis han ikke havde faaet Støtte af en Træstamme, og der bliver Maurits staaende og siger: „Hvad?“

Ja, hvad andet skulde han vel sige?

Aa, aldrig har hun saadan beundret Maurits's Selvbeherskelse. Han farer slet ikke løs paa Patron Teodor og slaas med ham. Han ser kun rolig overlegent, fromt forbavset ud. Hun forstaar, at han behersker sig, for at ikke hele Rejsen skal være til ingen Nytte. Han tænker paa hende og behersker sig.

Stakkels Maurits; det viser sig, at Onkel er vred paa ham for hendes Skyld. Han spørger, om Maurits ikke ved, at hans Onkel er Ungkarl og hans Hjem et Ungkarlehjem, siden han kommer her med sin Kæreste uden at have hendes Moder med. Hendes Moder — Fugleungen bliver fornærmet paa Maurits' Vegne. Det var jo Moder selv, som havde undskyldt sig og sagt, at hun ikke kunde forlade Bageriet. Det svarer Maurits ogsaa, men hans Onkel tager ikke imod Undskyldninger. — Naa, men Borgmesterinden da, hun kunde vel nok have gjort sin Søn den Tjeneste. Hvis hun var for fornem til det, saa maatte de hellere være blevne, hvor de var. — Hvad skulde de nu have gjort, hvis Bjergraadinden ikke kunde være kommen? Og hvor kunde et Par forlovede saadan rejse Landet rundt alene? — Naa, saa Maurits var ikke farlig? Nej, det havde han aldrig troet, men Folks Tunger ere farlige. — Naa, og saa til sidst var det Giggen. Maurits havde nok faaet opsnuset det mest gammeldags Køretøj i hele Byen? Og saa lade det Barn køre seks Mil i en Gig, og lade ham, Patron Teodor, bygge Æreport for en Gig! — — Sandelig havde han Lyst til rigtig at gennemruske ham! At lade Patron Teodor raabe Hurra for en Pindevogn! — Han dernede bliver altfor urimelig. Hvor hun beundrer Maurits, som kan staa saa rolig. Hun kunde egentlig nok have Lyst til at give et Ord med i Laget og forsvare Maurits, men hun tror ikke, han vilde synes om det.

Og inden hun falder i Søvn, ligger hun og remser op alt hvad hun vilde have sagt til Forsvar for Maurits. Saa falder hun i Søvn og vaagner igen med et Sæt og hører for sine Øren en gammel Gaade:

„En Jomfru gik over en Ager,
hun bar en Hund paa sin Arm.
Vikker og vakker var Hunden,
nu lægger jeg dig Ordene i Munden:
Hvad — hvad hed Hunden?“

Den Gaade havde ærgret hende tit og mange Gange. Uh, hvor hun dog syntes, den Hund var dum. Men nu i Halvsøvne sammenblander hun Hunden „Hvad“ med Maurits, og hun synes, at Hunden har hans hvide Pande. Saa ler hun. For hun har lige let til Latter og Taarer. Det har hun efter sin Fader.

II.

Hvordan er „det“ kommet? Det, som hun ikke tør nævne ved Navn.

„Det“ er ganske vist kommet som Duggen til Græsset, som Farven til Rosen, som Sødmen til Bærret, umærkeligt og sødt uden at melde sig i Forvejen.

Det er jo ogsaa ligegyldigt, hvordan „det“ kom, og hvad „det“ er. Hvad enten det er godt eller ondt, smukt eller stygt, saa er „det“ det forbudne, det som slet ikke burde være til. „Det“ gør hende ængstelig, angerfuld, ulykkelig.

„Det“ er noget, hun aldrig mere vil tænke paa. „Det“ er noget, som skal rykkes op og kastes bort, og dog er det noget, som ikke kan gribes og holdes fast. Hun lukker sig til for „det“, og alligevel kommer det ind. „Det“ driver Blodet bort fra Aarerne og flyder af Sted derinde, driver Tankerne ud af Hjernen og huserer der, danser af Sted gennem Nerverne og dirrer lige ud i Fingerspidserne. „Det“ er alle Vegne indeni hende, saa hvis hun kunde have taget alt det bort, som Legemet ellers bestod af, og ladet „det“ blive tilbage, saa vilde det have givet et fuldstændigt Aftryk af hende. Og alligevel var „det“ ingenting.

Aldrig vil hun tænke paa „det“, og bestandig maa hun tænke paa „det“. Hvor er hun bleven saa ussel? Og saa ransager hun sig selv og spørger sig selv, hvordan „det“ kom.

Ak, lille Fugleunge, ak, lille Fnug! Hvor er vort Sind dog blødt og vort Hjerte let at vække.

Hun var sikker paa, at „det“ ikke var kommet ved Frokosten, nej, ganske sikkert ikke ved Frokosten.

Da havde hun kun været bange og genert. Hun var kommen i saadan Sindsbevægelse, da hun kom ned til Frokosten og ikke traf Maurits, men kun Patron Teodor og Bjergraadinden.

Det var jo kun klogt af Maurits, at han var gaaet paa Jagt, skønt det var umuligt at begribe, hvad han jagede nu ved St. Hansdagstide, som Bjergraadinden ogsaa bemærkede. Men han vidste naturligvis, at han gjorde bedst i at holde sig borte fra Onkel et Par Timer, til denne blev god igen. Det var jo umuligt for ham at tænke sig, hvor genert hun var, endnu mindre, at hun nær havde besvimet, da hun fandt ham borte og sig selv alene med Onkel og Bjergraadinden. Maurits havde aldrig været genert af sig. Han vidste ikke, hvad det var for en Pine.

Den Frokost, den Frokost! Onkel havde begyndt med at spørge Bjergraadinden, om hun kendte Historien om Sigrid den fagre. Han spurgte ikke Fugleungen, og hun havde heller ikke været i Stand til at svare. Bjergraadinden kendte godt Historien, men han fortalte den alligevel. Da kom Anne-Marie til at huske paa, at Maurits havde let ad Onkel, fordi han i hele sit Hus kun havde to Bøger, og det var Afzelius's „Sagohäfder“ og Nøsselts „Verdenshistorie for Fruentimmer.“ „Men dem kan han ogsaa,“ havde Maurits sagt.

Anne-Marie havde nu fundet Historien smuk. Hun syntes godt om, at Bengt Lagmand havde ladet sy Perler over Vadmelsbredden. Hun saa Maurits for sig, hvor kongelig stolt han vilde have set ud, da han befalede dem at komme med Perlerne. Det var netop noget, som Maurits kunde have gjort.

Men da Onkel kom til det Sted i Historien, hvor det fortælles, at Bengt Lagmand gik ud i Skoven for at undgaa Mødet med sin vrede Broder og i Stedet for lod sin unge Hustru ride Stormen af, da blev Meningen saa tydelig den, at Onkel forstod, at Maurits var gaaet paa Jagt for at undgaa hans Vrede, og at han vidste, hvordan hun sad og tænkte paa at vinde ham. — — Ja, i Gaar, da havde de sagtens kunnet lægge Planer, Maurits og hun, om hvordan hun skulde kokettere med Onkel, men i Dag var der aldeles ingen Tale om, at hun kunde udføre dem. Aa, saa dumt havde hun aldrig baaret sig ad! Alt Blodet strømmede hende til Ansigtet, og Kniv og Gaffel faldt med vældig Klirren ud af Hænderne paa hende og ned paa Tallerkenen.

Men Patron Teodor havde ikke vist den ringeste Barmhjertighed, men fortalt videre, til han kom til det gode Jarleord: „Havde min Broder ladet dette ugjort, saa havde jeg gjort det selv.“ Det havde han sagt med saadan et morsomt Udtryk, at hun ikke kunde andet end se op og møde Blikket fra hans leende brune Øjne.

Og da han saa Skrækken stirre hende ud af Øjnene, havde han givet sig til at le som en rigtig Skoledreng. „Hvad tror Bjergraadinden,“ raabte han, „at Bengt Lagmand tænkte, da han kom hjem og hørte det: „Havde min Broder.... Jeg antager han blev hjemme næste Gang.“

Fugleungen fik Taarer i Øjnene, og Onkel. som saa det, gav sig til at le endnu voldsommere. Det var, som om han vilde sige: „Ja, det er en rar Talsmand, min Brodersøn har valgt sig. Du er nok allerede falden ud af Rollen nu, min lille Pige!“ Og hver Gang hun havde set paa ham, havde de brune Øjne gentaget: „Havde min Broder ladet dette ugjort, saa havde jeg gjort det selv.“ Egentlig var Fugleungen ikke sikker paa, at Øjnene ikke havde sagt Brodersøn. Og tænk, som hun havde baaret sig ad. Hun havde givet sig til at græde højt og var styrtet ud af Stuen.

Men det var ikke den Gang, „det“ kom, og heller ikke paa Formiddagsturen.

Da var det noget helt andet, der gik for sig. Da var hun betagen af Glæde over den smukke Gaard og over at være Naturen saa fortroligt nær. Det var, som om hun havde genfundet noget, hun havde mistet for længe, længe siden.

Bagerjomfru, Købstadspige, ja det troede man om hende. Men hun var bleven Landsbypige, lige saa snart hun havde sat sin Fod paa Grusgangen. Hun følte, at hun hørte Landet til.

Saa snart hun var bleven lidt roligere, havde hun vovet sig ud paa egen Haand for at inspicere Gaarden. Hun havde gaaet og set sig om nede paa den grusbelagte Gaardsplads nedenfor Trappen. Lige paa een Gang gav hun sig til at daske med Lemmerne, fik Hatten paa Armen og kastede Shawlet af. Saa satte hun Armene i Siden, aandede dybt, saa Næseboerne trak sig sammen, og fløjtede.

Aa, hvor hun følte sig mandhaftig!

Hun havde gjort et Par Forsøg paa at gaa sindig og pænt ned i Haven, men det var ikke det, der lokkede hende. Pludselig vendte hun om og gik ind i de store Baggaarde, der vare omgivne af Lade- og Avlsbygningerne. Hun havde mødt en Malkepige og talt et Par Ord med hende. Hun var bleven forundret ved at høre sin egen Stemme, hvor rask den lød. Det var som en Løjtnants foran Fronten. Og hun følte med sig selv, hvor rask det saa ud, da hun med Hovedet stolt knejsende og lidt paa skraa, med hele Legemet i kraftig Bevægelse og med en lille svippende Kæp i Haanden gik ind i Avlsgaarden.

Den var dog ikke, hvad hun havde tænkt sig. Ingen lange Rækker hornede Skabninger var der at imponere, for de var alle paa Marken. En ensom Kalv stod i sit Tøjr og lod til at vente. at hun skulde gøre noget for den. Hun gik hen til den, rejste sig paa Tæerne, holdt Kjolen sammen med den ene Haand og rørte ved Kalvens Pande med den yderste Spids af den anden.

Da Kalven alligevel ikke lod til at finde, at hun havde gjort nok, men rakte sin lange Tunge ud, saa gav hun den naadigst sin Lillefinger at slikke. Men da kunde hun ikke lade være at se sig om og ligesom søge en Beundrer til denne Heltedaad. Og saa havde hun opdaget, at Patron Teodor stod i Porten og lo ad hende.

Derpaa fulgte han med hende paa hendes Tur. Men „det“ kom ikke den Gang, nej, slet ikke den Gang. Da var bare det mærkværdigt forunderlige hændt, at hun ikke mere var bange for Patron Teodor. Det var med ham som med Moder; han lod til at kende alle hendes Fejl og Skrøbeligheder ud og ind, og det var saadan en rar Fornemmelse. Saa behøvede man ikke at lade, som om man var bedre, end man var.

Patron Teodor vilde have vist hende Haven og Terrasserne ved Søen, men det var ikke efter hendes Smag. Hun vilde vide, hvad der var i alle disse store Bygninger.

Saa, fulgte han taalmodigt med hende i Mejeri og Iskælder, i Vinkælder og Kartoffelkælder. Han tog det efter Orden og viste hende Fadebur og Brændehus og Vognskur og Rullestue. Saa førte han hende gennem Arbejdshestenes Stald og gennem Kørehestenes, viste hende Huggehus og Folkestue, Selekammer og Karlekammer. Hun blev lidt forvirret over alle de mange Slags Kamre, som Patron Teodor havde fundet det nødvendigt at indrette paa sin Gaard, men hendes Hjerte brændte af Begejstring ved Tanken om, hvor dejligt det maatte være at have alt dette at regere over. Saa hun blev ikke træt, skønt de ogsaa var inde i Faarehus og Svinesti og kiggede ind til Hønsene og Kaninerne. Hun undersøgte troligt Væverstue og Mælkestue, Røgeri og Smedje, alt under voksende Begejstring. Saa gik de over store Lofter, Tørreloftet til Tøj og Tørreloftet til Brænde, Høloftet og Loftet til tørt Løv, som Faarene skulde have.

Den slumrende Husmoder i hende vaagnede til Liv og Bevidsthed ved al denne Fuldkommenhed. Men mest af alt rørte det store Bryggers hende og de to pæne Bagerser med den rummelige Ovn og det store Bord.

„Det skulde Moder bare se,“ sagde hun.

Inde i Bagerset havde de siddet og hvilet, og hun havde fortalt om sit Hjem. Det kunde hun godt gøre til Onkel. Han var allerede som en Ven, skønt hans brune Øjne lo ad alt, hvad hun sagde.

Der var saa stille derhjemme, intet Liv, ingen Afveksling. Hun havde været sygelig som Barn, og derfor passede hendes Forældre saadan paa hende, at hun ikke fik Lov at bestille noget. Det var kun paa Skrømt, hun var med i Bageriet og i Butiken… Og inden hun vidste et Ord af det, var kun kommen til at sige, at Fader kaldte hende Fugleungen. I den Sammenhæng havde hun ogsaa sagt: „Hjemme forkæler de mig allesamme undtagen Maurits; derfor holder jeg saa meget af ham. Han behandler mig saa fornuftigt. Han kalder mig aldrig Fugleungen, kun Anne-Marie. Maurits er saadan et udmærket Menneske!“

Aa, hvor det lo og spillede inde i Onkels Øjne. Hun havde Lyst til at slaa ham med Kæppen. Hun sagde endnu en Gang næsten med Graaden i Halsen: „Maurits er saadan et udmærket Menneske!“

„Jeg ved det, jeg ved det,“ havde Onkel saa svaret. „Han er jo min Arving.“ Hvorpaa hun raabte: „Ak, Onkel Teodor, hvorfor gifter De Dem ikke? Tænk, hvor lykkelig den vilde blive, som blev Frue paa saadan en Gaard.“

„Hvordan skulde det saa gaa med Maurits's Arv?“ havde Onkel spurgt ganske sagtmodigt.

Saa var hun bragt til Tavshed for en rum Tid, for hun kunde ikke sige til Onkel, at hun og Maurits ikke brød sig om Arven, for det var jo netop det, de gjorde. Hun tænkte paa, om det var meget slemt, at de gjorde det. Hun fik pludselig Fornemmelsen af, at hun burde bede Onkel om Forladelse for en stor Uret, som de havde begaaet imod ham. Men det kunde hun heller ikke.

Da de kom ind igen, kom Onkels Hund dem i Møde. Det var en lille bitte en med de tyndest mulige Ben, med viftende Øren og Gazelleøjne, ikke større end ingenting, med en lille, skingrende Stemme.

„Du synes vel, det er underligt, at jeg holder saadan en lille Hund?“ sagde Patron Teodor.

„Ja, det synes jeg,“ svarede hun.

„Men ser du, det er ikke mig, som har valgt Jenny til Hund, men Jenny, som har valgt mig til Husbond. Du vil vel nok høre Historien, Fugleunge?“ Det Navn havde han straks skrevet sig bag Øret.

Ja, det vilde hun gerne, skønt hun nok mærkede, at han vilde drille hende med det, han vilde sige.

„Jo, ser du, da Jenny kom her første Gang, laa hun paa Skødet af en fin Frue fra Byen og havde Dækken paa Ryggen og Tørklæde om Hovedet. Tys, Jenny, vist havde du saa! Og jeg tænkte, det var da en Pjalt af en Hund. Men ser du, da det lille Kræ blev sat ned paa Jorden herude, saa maa der være vaagnet nogle Barndomsminder hos den, eller hvad det nu var. Den kradsede og sparkede og vilde af med Dækkenet. Og straks bar den sig ad som de store Hunde herude, saa vi sagde, at Jenny var vist vokset op paa Landet.

Den laa ude paa Trappen og ikke saa meget som saa til Sofaen inde i Salen, og den jagede efter Hønsene og stjal Kattens Mælk og gøede ad Tiggere og sprang op ad Benene paa Hestene, naar her kom fremmede. Vi havde vor Morskab og Fornøjelse af at se, hvordan den bar sig ad. Tænk, saadan en lille en, som kun har ligget i Kurv og er bleven baaret paa Armen. Det var jo underligt. Og da de saa skulde rejse, du, saa vilde Jenny ikke med. Den stod paa Trappen og gøede saa ynkeligt og sprang op ad mig og bad saa bønligt, om den maatte blive. Saa vi vidste ikke andet Raad end at lade den blive. Vi blev rørte over det lille Kræ, som var saa lille og dog vilde være Landhund. Men aldrig havde jeg troet, at jeg skulde komme til at holde Skødehund. Snart faar jeg maaske ogsaa en Kone.“

Aa, hvor det er frygteligt at være genert og ikke at have faaet nogen Opdragelse! Mon Onkel var bleven meget forbavset over, at hun saa pludselig Løb sin Vej! Men det var, som om han havde ment hende, da han talte om Jenny. Og det havde han maaske slet ikke. Men alligevel — — ja, hun var bleven saa forlegen. Hun kunde ikke være blevet.

Men det var ikke den Gang, „det“ kom, ikke den Gang.

Saa var det vel om Aftenen, paa Ballet. Aldrig havde hun moret sig saa godt paa noget Bal! Men hvis nogen havde spurgt, om hun havde danset meget, saa maatte hun vist have tænkt sig om og sagt, at det havde hun ikke. Men det var det bedste Bevis paa, at hun havde moret sig rigtig godt, at hun ikke engang havde lagt Mærke til, at man havde forsømt hende lidt.

Hun havde moret sig saa dejligt blot ved at se paa Maurits. Netop fordi hun havde været en ganske lille Kende streng imod ham ved Frokosten og let ad ham i Gaar, var hun saa glad ved at se ham paa Ballet. Han havde aldrig været saa smuk og saa overlegen, syntes hun.

Han havde vist haft en Fornemmelse af, at hun vilde føle sig tilsidesat, fordi han ikke havde talt og danset med hende alene. Men det havde været Forhøjelse nok for hende at se, hvor meget alle holdt af Maurits. Som om hun vilde udstille deres Kærlighed til almindelig Beskuelse! Nej, saa dum var Fugleungen ikke!

Maurits dansede mange Danse med den smukke Elisabeth Westling. Men det havde hun slet ikke brudt sig om, for Maurits var den ene Gang efter den anden kommen hen til hende og havde hvisket: „Du kan nok se, jeg kan ikke blive af med hende. Vi er Barndomsvenner. Her paa Landet er de saa lidt vante til at have en Kavaler, som har levet med i Verden, og som baade kan danse og konversere. Du kommer til at laane mig ud til Brugspatronernes Døtre for i Aften, Anne-Marie.“

Men Onkel ligesom gik af Vejen for Maurits. „Vær du Vært for i Aften,“ sagde han til ham, og det var Maurits. Han sørgede for alting, førte Dansen op, drak Glas med Gæsterne og holdt Taler for den smukke Egn og for Kvinden. Han var storartet. Baade Onkel og hun havde siddet og set paa Maurits, og saa var deres Øjne mødtes. Da havde Onkel smilet og nikket til hende. Onkel var bestemt stolt af Maurits. Det havde været lidt trist, at Onkel ikke rigtig gjorde Stads af sin Brodersøn. Hen paa Morgenstunden havde Onkel været højrøstet og støjende. Da havde han villet være med i Dansen, men de unge Piger trak sig tilbage for ham, da han kom hen til dem, og sagde, de var engagerede.

„Dans du med Anne-Marie,“ havde Maurits sagt til Patron Teodor, og det var naturligvis kommet til at lyde lidt beskyttende. Hun blev saa bange, saa hun ligefrem fo'r sammen.

Onkel blev ogsaa stødt, drejede sig om paa Hælen og gik ind i Rygeværelset.

Men Maurits var kommen hen til hende og havde sagt med haard, haard Stemme:

„Du ødelægger det altsammen for mig, Anne-Marie. Er det noget at se saadan ud, naar Onkel vil danse med dig? Du skulde blot vide, hvad han i Gaar sagde til mig om dig. Du maa ogsaa gøre noget, Anne-Marie. Synes du, det er rigtigt at overlade alting til mig?“

„Hvad vil du have, jeg skal gøre, Maurits?“

„Aa, nu er der ingenting at gøre; nu er Spillet allerede ødelagt. Tænk, alt hvad jeg har vundet i Aften! Men nu er det tabt!“

„Jeg skal gerne bede Onkel om Forladelse, hvis du vil have det, Maurits.“ Og det mente hun. Hun var virkelig bedrøvet over at have gjort Onkel Fortræd.

„Det var naturligvis det eneste rigtige; men man kan jo ingenting forlange af en, der er saa latterlig genert som du.“

Da havde hun ikke svaret, men var gaaet lige ind i Rygeværelset, som nu næsten var tomt. Onkel havde kastet sig i en Lænestol.

„Hvorfor vil Onkel ikke danse med mig?“ havde hun spurgt.

Patron Teodors Øjne havde lukket sig. Han aabnede dem og saa længe paa hende. Det var det smerteligste Blik, hun havde mødt. Hun fik en Anelse om, hvad en Fange føler, naar han tænker paa sine Lænker. Paa een Gang fik hun saa ondt af Onkel. Hun syntes, han trængte meget mere til hende end Maurits, for Maurits trængte ikke til nogen. Han var god, som han var. Saa lagde hun ganske let og kærtegnende sin Haand paa Patron Teodors Arm.

Paa een Gang kom der nyt Liv i hans Øjne. Han gav sig til at stryge hende hen over Haaret med sin store Haand. „Lille Mo'r,“ sagde han.

Da kom „det“ over hende, mens han strøg hendes Haar. Det kom snigende, det kom krybende, det kom rislende og raslende, som naar Troldene kommer dragende gennem den mørke Skov.

III.

En Aften driver tynde, hvide Skyer hen over Himlen, en Aften er det stille og mildt, en Aften svæver der i Luften smaa, hvide Dun fra Popler og Æspetræer.

Det er allerede sent, og der er ingen andre oppe end Patron Teodor, der gaar ude i Haven og pønser paa, hvordan han skal bære sig ad med at skille den unge Mand fra den unge Kvinde.

Thi aldrig, aldrig i Evighed skal det ske, at Maurits kører ud af Gaarden med hende ved sin Side, mens Patron Teodor staar paa Trappen og ønsker dem lykkelig Rejse.

Er der nogen tænkelig Mulighed for at lade hende rejse, nu da hun i tre Dage har fyldt Gaarden med kvidrende Munterhed, nu da hun paa sin stille Maade har vænnet dem til, at hun tænkte paa og sørgede for dem alle, nu da han har vænnet sig til at se dette fine, slanke lille Væsen strejfe om alle Vegne. Patron Teodor siger til sig selv, at det er der ingen Mulighed for. Han kan ikke mere undvære hende.

I det samme kommer han til at støde til en Fandens Mælkebøtte, der er gaaet i Frø, og som Menneskers Beslutninger og Menneskers Løfter knuses den hvide Blomst; dens hvide Dun flagrer ud og spredes for alle Vinde.

Natten er ikke kold, som Nætterne ellers er i denne Del af Landet. Varmen holder sig under det graa Skydække. Vindene viser for en Gangs Skyld, Barmhjertighed og holder sig stille.

Patron Teodor ser hende for sig, Fugleungen. Hun græder, fordi Maurits har forladt hende. Men han trækker hende hen til sig og kysser Taarerne bort.

Smaa og bløde drysser de hvide Dun ned fra Træernes store, modne Rakler. Saa lette, at Luften knap vil lade dem falde, saa smaa og fine, at de knap kan ses paa Jorden.

Patron Teodor ler ved sig selv, naar han tænker paa Maurits. I Tankerne gaar han næste Morgen ind til ham, mens han endnu ligger i sin Seng. „Hør, Maurits,“ agter han at sige til ham. „Jeg vil ikke nære falske Forhaabninger hos dig. Hvis du gifter dig med det Pigebarn. saa maa du ikke vente en Øre af mig. Jeg vil ikke være med til at ødelægge din Fremtid.“

„Synes Onkel da saa ilde om hende?“ spørger Maurits saa.

„Nej du, tværtimod, det er en rar Pige, men alligevel ikke noget for dig. Du skal have en Stadsdame som Elisabeth Westling. Vær nu fornuftig, Maurits. Hvad skal der blive af dig, hvis du afbryder dine Studier og bliver Landmand for det Barns Skyld. Det duer du ikke til, min Dreng. Der skal mere til den Slags Ting end at kunne tage sin Hat smukt af og sige: „Jeg takker Jer, Børn.“ Du er jo hugget og stukket til Embedsmand. Du kan blive Minister.“

„Naar Onkel har saa gode Tanker om mig,“ svarer da Maurits, „saa hjælp mig til min Eksamen, og lad os bagefter gifte os!“

„Nej, paa ingen Maade, min Dreng, paa ingen Maade. Hvad Karriere tror du, du kunde gøre, naar du havde saadan en Klods om Foden som en Hustru? Den Hest, der skal trække Brødlæsset, løber ikke løbsk. Tænk dig nu Bagerjomfruen som Ministerfrue! Nej, du maa ikke forlove dig i en halv Snes Aar endnu, ikke før du er avanceret. Hvad vilde Følgen blive, hvis jeg hjalp Jer til at gifte Jer? Hvert eneste Aar vilde I komme og tigge mig om Penge. Og det blev baade I og jeg trætte af.“

„Men Onkel, jeg er jo en hæderlig Mand. Jeg har jo forlovet mig.“

„Hør nu, Maurits! Hvad er det bedste? At hun gaar og venter paa dig i ti Aar, og du saa ikke vil gifte dig med hende, eller at du slaar op nu straks? Tag nu en rask Beslutning, staa op, tag Giggen og kør hjem, inden hun vaagner. Det kan heller ikke gaa an, at et Par Forlovede saadan flakker Landet rundt ganske alene. Jeg skal nok tage mig af Pigebarnet, naar du blot vil lade dette Vanvid fare. Jeg skal lade Bjergraadingen køre hjem med hende. Jeg skal spendere baade to Heste og Karet, om du vil. Du skal faa dit Underhold af mig, saa du ikke behøver at ængste dig for Fremtiden. Saa, vær nu fornuftig, du gør dine Forældre Glæde, hvis du følger mit Raad. Rejs nu uden at se hende. Jeg skal nok tale Fornuft med hende. Hun vil saamænd ikke staa din Lykke i Vejen. Prøv blot ikke at faa hende at se, før du rejser; da kunde du let blive blød om Hjertet, for hun er sød.“

Og efter den Tale fatter Maurits en heltemodig Beslutning og rejser sin Vej.

Og naar han er rejst, hvad vil der saa ske?

„Skurk,“ raaber det i Haven højt og truende som til en Tyv. Patron Teodor ser sig om. Er der ingen andre? Er det kun ham, der raaber saadan til sig selv?

Hvad der saa videre skal ske? Aa, han skal forberede hende paa, at Maurits er borte, vise hende, at Maurits ikke var hende værdig, bringe hende til at foragte ham. Og naar hun saa har grædt ud ved hans Bryst, vil han saa forsigtigt, saa varsomt bringe hende til at forstaa, hvad han føler, lokke hende, vinde hende.

Dunene bliver ved at falde. Patron Teodor rækker sin Haand ud og fanger et Fnug.

Saa fint, saa let, saa skørt! Han bliver staaende og ser paa det.

De bliver ved at falde rundt omkring ham, Fnug efter Fnug. Hvordan vil det videre gaa dem? De vil blive jagede af Vinden, plettede af Jorden, trampede ned af tunge Fødder.

Patron Teodor føler det, som om disse lette Dun faldt ned paa ham med den største Tyngde. Hvem vil være Vind, hvem vil være Jord, hvem vil være Skosaal, naar det gælder disse smaa, disse forsvarsløse?

Og som Følge af hans forbavsende Kendskab til Nøsselts Verdenshistorie stiger en Episode af den frem for ham i Samklang med det, han nylig tænkte paa.

Det var en gryende Morgen, ikke dæmrende Nat som nu. Paa en Klippestrand nede ved Havet sad en skøn Yngling med Panterskind om Skuldrene, med Vinløv om Lokkerne, med Tyrsosstav i Haanden. Hvem han var? Aa, Gud Bacchus selv.

Og Klippestranden var Naxos. Det var Arkipelagus, Guden saa. Skibet med de sorte Sejl, som forsvandt mere og mere i Synskredsen, havde Teseus til Styrmand, og i Grotten, hvis Indgang aabnede sig højt oppe paa Skraaningen af de stejle Kystbjerge, slumrede Ariadne.

Natten igennem havde den unge Gud tænkt saalunde: „Skulde virkelig den dødelige Yngling være den himmelske Kvinde værdig?“ Og for at prøve Teseus havde han i en Drøm skræmt ham med, at det vilde koste hans Liv, hvis han ikke straks forlod Ariadne. Da var Teseus straks staaet op, ilet ned til Skibet og flygtet ud paa Havet uden engang at vække Pigebarnet for at sige hende Farvel.

Nu sad Gud Bacchus der, smilende, vuggende sig i de lyseste Forhaabninger og ventede paa Ariadne. Solen stod op, Morgenvinden viftede muntert. Han hengav sig til smilende Drømme. Han skulde nok forstaa at trøste den forladte, han, Gud Bacchus selv.

Saa kom hun. Hun traadte ud af Grotten med et straalende Smil. Hendes Øjne søgte Teseus, de vankede længere og længere bort, til Skibets Ankerplads, ud paa Havet — — til de sorte Sejl — —

Og saa med et skingrende Skrig, uden Besindelse, uden Betænkning ned i Havet, ned til Død og Glemsel.

Og der sad nu Gud Bacchus, Trøsteren.

Saadan gik det til. Saadan var det sikkerlig sket. Patron Teodor husker nok, at Nøsselt tilføjer et Par Ord om, at medlidende Digtere paastaar, at Ariadne lod sig trøste af Bacchus. Men de medlidende havde ganske vist Uret. Ariadne lod sig ikke trøste.

Du gode Gud — fordi hun er god og yndig, saa han maa elske hende, skal hun for den Sags Skyld gøres ulykkelig!

Til Løn for de søde, smaa Smil, hun har skænket ham; fordi hendes bløde, lille Haand har lagt sig tillidsfuldt i hans; fordi hun ikke blev vred, da han gjorde Løjer med hende — derfor skal hun miste sin Kæreste og gøres ulykkelig!

For hvilken af alle sine Forbrydelser skal hun dømmes? Fordi hun har bragt ham til at opdage et Værelse inderst inde i Sjælen, som hidtil har staaet fint og rent og ubeboet og ventet paa saadan et lille ømt og moderligt Stykke Pigebarn, eller fordi hun allerede har saadan Magt over ham, saa han knap engang tør bande, naar hun hører paa det — eller hvorfor er det, hun skal dømmes?

Aa, stakkels Bacchus, stakkels Patron Teodor! Det er ikke godt at have at gøre med disse fine, lyse, dunbløde. De styrter sig i Havet, naar de ser de sorte Sejl.

Patron Teodor bander i Stilhed over, at Fugleungen ikke er sorthaaret, rødkindet, sværlemmet.

Da falder der atter et Dun, og det giver sig til at tale: „Det er mig, der skulde have fulgt dig alle Dage. Jeg skulde have hvisket dig en Advarsel i Øret ved Spillebordet. Jeg skulde have skubbet Vinglasset til Side. Af mig vilde du have taalt det.“ — „Det vilde jeg.“ hvisker han, „det vilde jeg.“

Saa kommer der et nyt, og det taler ogsaa: „Det er mig, der skulde have hersket over dit store Hus og gjort det hjemligt og varmt. Det er mig, der skulde have fulgt dig gennem Alderdommens øde Land. Jeg skulde have tændt din Arneflamme og været Øje og Støttestav for dig. Havde jeg ikke duet til alt dette?“ — „Bløde, lille Dun,“ svarede han. „det havde du.“

Endnu et Dun kommer, og det siger: „Det er stor Synd for mig. I Morgen rejser min Kæreste fra mig uden engang at sige mig Farvel. I Morgen kommer jeg til at græde, græde hele Dagen, for jeg vil føle det som en stor Skam, at jeg ikke er god nok til Maurits. Og naar jeg kommer hjem — jeg ved ikke, hvordan jeg skal holde ud at komme hjem, hvordan jeg skal træde over min Faders Dørtærskel efter dette. Det vil tiske og hviske langs ned ad Strædet, naar jeg viser mig. Alle vil undres paa, hvad ondt jeg har gjort, siden jeg bliver saa daarlig behandlet. Er det min Skyld, at du elsker mig?“ Han svarer med Graaden i Halsen: „Tal ikke saadan, lille Dun! Det er for tidligt at tale saadan.“

Han gaar derude hele Natten, og endelig, henimod Midnat bliver det lidt mørkt. En stor Angst falder over ham; det er som om denne lumre, kvalme Luft stod stille af Frygt for en eller anden Misgerning, der vil blive begaaet om Morgenen.

Da søger han at berolige Natten med at sige ganske højt: „Jeg skal ikke gøre det.“

Men da hænder det allerunderligste. Natten gribes af en skælvende Angst. Nu er det ikke mere de smaa Dun, der falder, men rundt omkring ham suser store og smaa Vinger. Han hører, at nogen flygter, men ved ikke hvorhen.

Det flygtende stryger ham forbi, det rører ved hans Kind, strejfer hans Klæder og Hænder, og han forstaar, hvad det er. Det er Løvet, der falder af Træerne, Blomsterne, der flyr fra deres Stilke, Vingerne, der flyver bort fra Sommerfuglen, Sangen, der forlader Fuglene.

Og han indser, at naar Solen staar op, vil hans Have være ganske ødelagt. Tom, nøgen og tavs vil Vinteren herske der, men ingen Sommerfugleleg, ingen Fuglesang.

Han bliver derude, lige til Lyset vender tilbage, og han bliver næsten forbavset, da han ser Ahorntræernes mørke Løvmasser. „Hvad,“ siger han, „hvad var det da, der blev hærget, naar det ikke var Haven? Her mangler ikke saa meget som et Græsstraa. For Pokker, det bliver nok mig, der kommer til at leve i Vinter og Kulde fra nu af, ikke Haven. Det er, som om hele Livsmodet var flygtet. Aa, din gamle Nar, dette her gaar vel over som alt andet! Det er altfor meget Staahej for det Smule Pigebarn.“

IV.

Hvor „det“ opfører sig forfærdeligt upassende nu denne Morgenstund, da de skal rejse. I de to Dage, de er blevne der efter Ballet, har „det“ snarere været noget æggende, noget oplivende, men nu, da Fugleungen skal rejse, da „det“ indser, at det for Alvor er forbi, at det ikke kommer til at spille nogen Rolle i hendes Liv, da forvandler det sig til en Dødstunghed, til en Dødskulde.

Det er, som om hun maa slæbe et forstenet Legeme ned ad Trapperne og ind i Frokostværelset. Hun rækker en kold, tung Stenhaand frem, da hun siger Godmorgen, hun taler med en ubevægelig Stentunge, smiler med haarde Stenlæber. Det er et Arbejde, et Arbejde.

Men hvem kan lade være at glæde sig, naar man tænker paa, hvorledes alt i denne Morgenstund afgøres, saaledes som gammeldags Troskab og Ære kræver.

Mens de spiser Frokost, henvender Patron Teodor sig til Fugleungen og fortæller med underlig tonløs Stemme, at han har besluttet at give Maurits Forvalterpladsen paa Laxåhytten, men saasom bemeldte unge Mand, vedblev Onkel med et anstrengt Forsøg paa at anslaa sin sædvanlige Tone, ikke er meget hjemme i praktiske Beskæftigelser, faar han ikke Lov at tiltræde Pladsen, før han har en Hustru ved sin Side. Har nu Frøken Fugleunge passet sin Myrte saa godt, at der kan blive Raad til Brudekrans i September?

Hun føler, at han sidder og ser hende ind i Ansigtet. Hun ved, at han vil have et Blik til Tak, men hun ser ikke op.

Men Maurits springer op fra sin Stol. Han omfavner Onkel og gør et stort Væsen af det. „Men, Anne-Marie, hvorfor takker du ikke Onkel? Du maa klappe Onkel Teodor, Anne Marie. Laxåhytten er det dejligste paa Jorden. Naa, Anne-Marie!“

Nu løfter hun Øjnene. Der er Taarer i dem, og gennem Taarerne rammer der Maurits et Blik, fuldt af Angst og Bebrejdelse. At han dog ikke forstaar nogen Ting, at han dog nødvendigvis skal lege med Ilden. Saa vender hun sig til Patron Teodor, men ikke paa den bly, barnlige Maade, hun plejede, men med en vis Højhed i sit Væsen, med noget af en Martyr, af en fanget Dronning.

„Onkel gør for meget for os,“ siger hun blot.

Saa er da alt afgjort i Overensstemmelse med Ærens Fordringer. Der er ikke flere Ord at spilde paa den Ting. Han har ikke berøvet hende Troen paa den, hun elsker. Hun har ikke røbet sig. Hun er tro imod ham, som har valgt hende til sin Brud, skønt hun kun er en fattig Pige fra en lille Bagerbutik i Strædet.

Og saa kan Giggen køre frem, Vadsækken lukkes, Madkurven pakkes.

Patron Teodor rejser sig fra Bordet. Han stiller sig henne ved et Vindue. Fra det Øjeblik af, hun vendte sig om til ham med Taarer i Øjnene, er han fra Sans og Samling. Han er komplet gal, i Stand til at kaste sig over hende, trykke hende ind til sig og raabe til Maurits, at nu maa han komme og rive hende bort, hvis han kan.

Han har Hænderne i Lommen. Der gaar Trækninger, som Krampe, gennem de knyttede Næver.

Kan han lade hende tage Hatten paa, sige Bjergraadinden Farvel?

Der staar han atter paa Naxos' Klippe og vil stjæle den elskede. Nej, ikke stjæle. Hvorfor ikke ærligt og mandigt træde frem og sige: „Jeg er din Medbejler, Maurits. Din Brud maa vælge imellem os. I er ikke gifte; det er ingen Synd at søge at vinde hende fra dig. Pas godt paa hende. Jeg agter at bruge ethvert Middel.“

Saa var han jo advaret, og hun vidste, hvad hun havde at rette sig efter.

Det knagede i Knoerne, da han igen knyttede Hænderne. Hvor Maurits vilde le ad den gamle Onkel, naar han traadte frem og holdt denne Tale. Og hvad kunde det nytte? Vilde han maaske skræmme hende, saa at han ikke engang fik Lov at hjælpe dem mere?

Men hvordan skal det gaa nu, naar hun kommer hen og siger ham Farvel? Han er lige ved at raabe til hende, at hun skal tage sig i Vare, at hun skal holde sig i tre Skridts Afstand fra ham.

Han bliver staaende ved Vinduet og vender Ryggen til dem alle, mens de har travlt med deres Rejsetøj og med Madkurven. Bliver de da aldrig færdige til at køre? Nu har han allerede gennemlevet det tusinde Gange. Han har rakt hende Haanden, kysset hende, hjulpet hende op i Giggen. Han har gjort det saa mange Gange, at han allerede tror, hun er borte.

Han har ogsaa ønsket hende til Lykke. Lykke… er det muligt, hun kan blive lykkelig med Maurits? Hun har ikke set lykkelig ud i denne Morgenstund. Aa, jo vist har hun. Hun græd jo af Glæde.

Mens han staar der, siger Maurits pludselig til Anne Marie: „Jeg er dog en Dumrian. Jeg har rent glemt at tale med Onkel om Faders Aktier.“

„Jeg synes, du helst skulde lade det være,“ svarer Fugleungen. „Det er vist ikke rigtigt.“

„Snak, Anne-Marie! Aktierne giver ingenting lige i Øjeblikket. Men hvem ved, om de ikke en skøn Dag bliver bedre? Og for Resten, hvad bryder Onkel sig om det? Saadan en Ubetydelighed…“

Hun afbryder ham med usædvanlig Heftighed, næsten med Angst. „Aa, Maurits, jeg beder dig, gør det ikke. Giv mig Ret denne ene Gang.“

Han ser paa hende — lidt stødt. „Denne ene Gang. Som om jeg tyraniserede dig! Nej, ved du hvad, det kan jeg ikke, bare for det Ords Skyld synes jeg ikke, jeg kan give efter.“

„Hæng dig ikke ved et Ord, Maurits. Her gælder det mer end Høflighed og Fraser. Jeg synes ikke, det er kønt af dig, at narre Onkel nu, da han har været saa god imod os.“

„Men saa ti da stille, Anne-Marie, saa ti da stille! Hvad forstaar du dig paa Forretninger?“ — Hans Væsen er endnu drillende roligt og overlegent. Han ser paa hende som en Lærer paa en flink Elev, der begaar Bommerter selve Eksamensdagen.

„Aa, at du slet ikke forstaar, hvad det gælder,“ udbryder hun. Og hun slaar fortvivlet Hænderne sammen.

„Ja, nu maa jeg sandelig tale med Onkel,“ siger Maurits, „om ikke for andet, saa for at vise ham, at her ikke er Tale om Bedrageri. Du opfører dig saadan, at Onkel let kan tro, at Fader og jeg virkelig er nogle Slubberter.“

Og han gaar hen til Patron Teodor og forklarer ham, hvad Meningen er med disse Aktier, som hans Fader vil sælge til ham. Patron Teodor hører paa ham, saa godt han kan. Han forstaar straks, at hans Broder, Borgmesteren, har gjort en daarlig Spekulation og vil sikre sig mod Tab. Men hvad andet, hvad andet? Saadanne Tjenester gør han jo altid hele Familien. Men egentlig tænker han ikke paa det, men paa Fugleungen. Han tænker paa, hvad det betyder, det harmfulde Blik, hun sender Maurits. Det saa ikke netop ud som Kærlighed.

Og saa — midt i hans Fortvivlelse over det Offer, han har maattet bringe, begynder der at dukke et svagt Glimt af Haab op for ham. Han staar og stirrer paa det som en Mand, der ligger i et Spøgelseværelse og ser et lyst Taagebillede stige op gennem Gulvet og fortættes og vokse og blive til haandgribelig Virkelighed.

„Kom ind paa mit Værelse, Maurits,“ siger han, „saa skal du straks faa Pengene.“

Men mens han taler, hviler hans Blik paa Fugleungen for at se, om Spøgelset skulde kunne lokkes til at tale. Men endnu ser han kun stum Fortvivlelse hos hende.

Men aldrig saa snart sidder han ved Pulten i sit Værelse, før Døren gaar op og Anne-Marie træder ind.

„Onkel Teodor,“ siger hun meget fast og bestemt, „køb ikke de Papirer.“

Aa, hvilket Mod, Fugleunge! Hvem skulde have tiltroet dig noget saadant, som saa dig, da du for tre Dage siden sad ved Siden af Maurits i Giggen og saa ud, som om du krøb sammen og blev mindre, for hvert Ord, han sagde.

Nu har hun ogsaa Brug for alt sit Mod, for nu bliver Maurits vred for Alvor.

„Ti,“ hvæser han til hende og brøler derpaa for rigtig at blive hørt af Patron Teodor, der sidder ved Pulten og tæller Sedler: „Hvad gaar der af dig? Aktierne giver ingen Rente nu, det har jeg sagt Onkel, men Onkel ved lige saa godt som jeg, at de giver det med Tiden. Tror du, Onkel lader sig narre af een som mig? Onkel forstaar saamænd den Slags Ting bedre end nogen af os. Har det nogen Sinde været min Mening at give de Aktier ud for at være gode? Har jeg sagt andet end, at for den, der kan vente, kan dette blive en god Forretning?“

Patron Teodor siger ingen Ting; han rækker blot Maurits en Bunke Sedler. Han tænker blot paa, om dette vil bringe Spøgelset til at tale.

„Onkel,“ siger den lille, umedgørlige Sandsigerske, thi det er jo en given Sag, at ingen kan være mere umedgørlig end disse dunbløde, disse fine Væsener, naar de ere i det Humør, „disse Aktier er ikke en Skilling værd og bliver det aldrig. Det ved vi derhjemme alle sammen.“

„Anne-Marie, du gør mig til en Skurk —“

Hun lader Øjnene fare hen over ham, som om hendes Blikke vare Sakse, og hun klipper Klud efter Klud af alt det, hun har udstyret ham med, og da hun til sidst ser ham i al Egenkærlighedens og Egennyttens Nøgenhed, fælder hendes forfærdelige lille Tunge Dommen over ham:

„Hvad er du andet?“

„Anne-Marie!“

„Ja, hvad andet er vi begge to,“ fortsætter den ubarmhjertige Tunge, som, da den vel er bleven sat i Gang, finder det bedst at klare disse Sager, som har pint hendes Samvittighed, lige siden det først faldt hende ind, at ogsaa den rige Mand, som ejede dette store Hus, havde et Hjerte, som kunde lide og længes. Og saa siger hun, medens Tungen er saa udmærket i Gang og al Generthed synes at have forladt hende:

„Da vi satte os i Giggen hjemme, hvad tænkte vi saa? Hvad talte vi om paa Vejen? Om hvordan vi skulde narre ham der. „Du maa være kæk, Anne-Marie,“ sagde du. „Og du maa være snu, Maurits,“ sagde jeg. Vi tænkte bare paa at indsmigre os. Meget vilde vi have, og ingenting vilde vi give andet end Forstillelse. Vi havde ikke i Sinde at sige: „Hjælp os, for vi er fattige og holder af hinanden,“ men vi vilde smigre og logre, til Onkel blev indtagen i mig eller i dig, det var Meningen. Men vi agtede ikke at give noget igen, hverken Kærlighed eller Agtelse eller en Gang Taknemmelighed. Og hvorfor tog du ikke herhen alene, hvorfor skulde jeg med? Du vilde vise mig frem for ham, du vilde have, at jeg, at jeg…“

Patron Teodor rejser sig, da han ser Maurits løfte sin Haand imod hende. Thi nu er han færdig med sit Regnestykke og følger med, hvad der sker, med Hjertet ulmende af Haab. Og det er, som dette samme Hjerte var fløjet op paa vid Gab for at modtage hende, da hun nu udstøder et Skrig og flygter ind i hans Favn, flygter derind uden Tvivl eller Betænkning, ganske som om der ikke fandtes noget andet Sted paa Jorden at flygte til.

„Onkel, han vil slaa mig.“

Og hun trykker sig fast, fast ind til ham.

Men Maurits er nu rolig igen. „Tilgiv min Heftighed, Anne-Marie,“ siger han. „Det gjorde mig ondt at høre dig tale saa barnagtigt i Onkels Nærværelse. Men Onkel forstaar jo nok, at du ikke er andet end et Barn. Men jeg indrømmer, at ingen Vrede, selv om den er nok saa retfærdig, giver en Mand Ret til at slaa en Kvinde. Kom nu og giv mig et Kys. Du behøver ikke at søge Beskyttelse mod mig hos nogen.“

Hun rører sig ikke, vender sig ikke om, klynger sig blot fast.

„Fugleunge, skal jeg lade ham tage dig?“ hvisker Patron Teodor.

Og hun svarer kun med en Skælven, som ogsaa farer igennem hele hans Legeme.

Men Patron Teodor føler sig saa stærk, saa glad. Heller ikke han er i Stand til som før at se den fuldkomne Brodersøn i hans Fuldkommenheds rette Lys. Han drister sig til at gøre Løjer med ham.

„Maurits,“ siger han, „du forbavser mig. Kærligheden gør dig svag. Kan du saadan straks tilgive, at hun kalder dig en Skurk. Du maa straks slaa op med hende. Din Ære, Maurits, tænk paa din Ære. Ingenting i Verden kan berettige en Kvinde til at fornærme en Mand. Sæt dig op i Giggen, min Dreng, og kør din Vej uden dette fortabte Barn. Det er blot skær og ren Retfærdighed efter saadan en Fornærmelse.“

Og da han er færdig med denne Tale, tager han hende med sine store Hænder om Hovedet og løfter det i Vejret, saa han kan kysse hende paa Panden.

„Forlad dette fortabte Barn!“ gentager han.

Men nu begynder ogsaa Maurits at forstaa det. Han ser, hvor det glimter i Patron Teodors Øjne, og hvor det ene Smil efter det andet flyver over hans Læber.

„Kom, Anne-Marie!“

Det giver et Sæt i hende. Nu kalder han paa hende som den, til hvem hun har lovet sig selv bort. Det er, som om hun maa gaa. Og hun slipper Patron Teodor saa hurtigt, at han ikke kan hindre det, men hun kan heller ikke gaa hen til Maurits; saa glider hun ned paa Gulvet, og der bliver hun siddende og hulker.

„Kør du hjem alene i din Pindevogn, Maurits,“ siger Patron Teodor skarpt. „Denne unge Dame er Gæst i mit Hus, saa længe hun vil, og jeg agter at beskytte hende mod dine Overgreb.“

Og han tænker ikke mere paa Maurits, men kun paa at løfte hende op, tørre hendes Taarer og hviske, at han elsker hende.

Og Maurits, som ser dem saadan, den ene grædende, den anden trøstende, raaber: „Aa, dette er en Sammensværgelse. Jeg er bedragen. Det er en Komedie. Du har stjaalet min Brud fra mig, og du haaner mig. Du lader mig kalde paa en, som aldrig agter at komme. Jeg ønsker dig til Lykke til Handelen, Anne-Marie.“

Og idet han styrter ud og smækker Døren i efter sig, raaber han: „Lykkejægerske!“

Patron Teodor gør en Bevægelse som for at gaa bagefter for at straffe ham, men Fugleungen holder ham tilbage.

„Aa, Onkel Teodor, lad endelig Maurits beholde det sidste Ord. Maurits har altid Ret. Lykkejægerske, det er akkurat det, jeg er, Onkel Teodor.“

Hun gemmer sig paa ny ved hans Bryst, uden at betænke sig, uden at spørge. Og Patron Teodor er helt forvirret; for et Øjeblik siden græd hun, og nu ler hun, for et Øjeblik siden skulde hun giftes med en, og nu kysser hun en anden. Da løfter hun Hovedet og smiler: „Nu er jeg din lille Hund. Du kan ikke blive af med mig.“

„Fugleunge,“ siger Patron Teodor med sin barskeste Stemme, „du har vidst det hele Tiden!“

Og saa hviskede han: „Havde min Broder…“

„Og du vil alligevel, Fugleunge… Maurits kan sagtens, som bliver af med dig. Saadan en dum, løgnagtig, hyklersk Fugleunge, saadan et uregerligt lille Fnug. saadan, saadan en…“

^* _* ^*

Aa, Fugleunge, aa, lille, fine Blomst! Du var vel ikke alene en Lykkejægerske, du var vel ogsaa en Lykkebringerske; ellers kunde der vel ikke endnu hvile saa meget af din gode Fred paa det Sted, hvor du boede. Endnu den Dag i Dag skygger store Ahorntræer over Gaarden, og Birkestammerne staar hvide og pletfri fra Rod til Top. Endnu den Dag i Dag faar Hugormen Lov at sole sig i Fred paa sin Bakke, og i Dammen gaar en Karpe, som er saa gammel, at ikke en Dreng kan nænne at kaste sin Snøre ud efter den. Og naar jeg kommer der, føler jeg, at der ligger Højtid i Luften, og det er, som om Fugle og Blomster endnu digtede deres smukke Sange om dig.