Paa det store Kongshelles Grund

Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 221-225

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

PAA DET STORE KONGSHELLES GRUND.

Dersom en fremmed, der har hørt tale om den gamle By Kongshelle, skulde komme til den Plads ved den nordre Elv, hvor den engang laa, vilde han sikkert blive højst forbavset. Han vil spørge sig selv, om Kirker og Kasteller kan smelte bort som Sne, eller om Jorden har aabnet sig og opslugt dem. Han staar paa et Sted, hvor der i fordums Tider laa en mægtig Stad, og han finder ikke en Gade, ikke en Skibsbro. Han ser hverken Ruindynger eller Brandtomter, han ser kun en Herregaard, omgiven af grønne Træer og røde Lader. Han øjner ikke andet end brede Enge og Marker, hvor Ploven gaar Aar efter Aar uden at hindres af Murgrund eller gammel Brolægning.

Han vilde rimeligvis allerførst gaa ned til Elven. Vel vilde han ikke vente at se noget til de store Skibe, der for til Østersøhavnene eller til det fjerne Spanieland; men han vilde dog tro, at han kunde finde Spor af de gamle Skibsværfter, af de store Baadehuse og Skibsbroerne. Han formoder, at han vil finde nogle af de gamle Ovne, hvor man brændte Salt, han vil se den slidte Brolægning paa den store Gade, der førte til Havnen. Han spørger efter Tyskebryggen og Svenskebryggen, han vil se „Grædebroen“, hvor Kongshelles Kvinder tog Afsked med deres Mænd og Sønner, naar de drog i Langfærd. Men naar han kommer ned til Elvens Bred, ser han ikke andet end en bølgende Sivskov. Han ser en Vej fuld af Huller, der fører ned til Færgestedet, han ser et Par tarvelige Pramme og en lille, fladbundet Færge, der fører en Bondevogn over til Hisingen. Men ingen store Fartøjer kommer glidende op ad Elven, han ser ikke engang nogle mørke Skibsskrog ligge og raadne paa Elvens Bund.

Naar han nu ikke finder noget mærkeligt nede ved Havnen, giver han sig vel til at lede efter den berømte Klosterbakke. Han venter at se Spor af de Skansepæle og Volde, der i gamle Dage omgav den. Han haaber at se Ruiner af det høje Byvirke og de lange Klosterbygninger. Han siger til sig selv, at der i det mindste maa findes Ruiner af den prægtige Kirke, hvor Korset opbevaredes, det undergørende Kors, som var hjembragt fra Jerusalem. Han tænker paa den Masse af Mindesmærker, der bedække de hellige Høje, som hvælve sig over andre Oldtidsbyer, og hans Hjerte begynder at banke af glad Forventning. Men naar han saa kommer til den gamle Klosterbakke, der hæver sig op over Markerne, finder han ikke andet end Klynger af susende Træer. Han finder hverken Mure eller Taarne eller Gavle, gennembrudte af spidsbuede Vinduer. Havestole og Bænke i Træernes Skygge finder han, men ingen søjlesmykket Klostergaard, ingen udhugne Gravstene.

Nu — da han ikke har fundet noget her, vil han dog se sig om efter den gamle Kongsgaard. Han tænker paa de store Sale, som Kongshelle skal have faaet Navn efter. Det kunde dog være, at der var noget tilbage af det alentykke Tømmer i Væggene eller af de dybe Kældere under den store Hal, hvor de norske Konger fejrede deres Gæstebud. Han tænker paa Kongsgaardens glatte, grønne Gaardsplads, hvor Kongerne kom ridende paa sølvskoede Gangere, og hvor Dronningerne malkede guldhornede Køer. Han tænker paa det høje Jomfrubur, paa Bryggerset med de store Kedler, paa det mægtige Stegers, hvor en halv Okse ad Gangen blev lagt i Gryden, og hele Svin drejedes paa Spiddet. Han tænker paa Trællehuset og Falkeburene og Madboderne — Hus ved Hus hele Gaarden rundt, mosgroede af Ælde, med knejsende Dragehoveder. Af en saadan Mængde Bygninger maa der dog findes nogle Spor tilbage, tænker han.

Men spørger han saa efter den gamle Kongsgaard, fører man ham til en moderne Herregaard med Glasveranda og Vinterhavedrivhuse. Højsædet er forsvundet og med det alle sølvbeslagne Drikkehorn og skindklædte Skjolde. Man kan ikke engang vise ham den glatte Gaardsplads med det korte, tætte Græs og med smalle Stier af sort Jord. Han ser Jordbærbede og Rosenhækker, han ser glade Børn og unge Piger, der danse under Æble- og Pæretræer. Men han ser ikke Kæmper, der brydes, eller Riddere, der lege Bold.

Maaske han spørger efter den store Eg paa Torvet, hvorunder Kongerne holdt Ting, og hvor de tolv Domstene var rejst. Eller den lange Gade, som man paastod var en Mil lang! Eller de rige Købmandsgaarde, adskilte ved mørke Gyder, som hver havde sin Skibsbro og sit Baadehus nede ved Elven! Eller Mariekirken ved Torvet, hvor Sømændene ofrede smaa fuldriggede Skibe og de bedrøvede smaa Hjerter af Sølv!

Men man har intet at vise ham af alt dette. Køer og Faar græsse, hvor den lange Gade løb. Der vokser Rug og Havre paa Torvet, og Stalde og Lader knejse der, hvor Mennesker fordum flokkedes om lokkende Markedsboder.

Hvor kan han da andet end sørge? Findes der da slet intet, siger han, er der ikke en eneste Levning at se?

Og han tror maaske, at man har bedraget ham. Det store Kongshelle kan aldrig have ligget her, siger han. Det maa have ligget et helt andet Sted.

Ja, saa fører man ham ned til Elvens Bred og viser ham en groft tilhugget Stenblok, og man skraber det sølvgraa Lav bort, saa han kan se, at der er hugget nogle Figurer i Stenen.

Han vil ikke kunne forstaa, hvad de forestiller; de vil være ham ligesaa ubegribelige som Maaneskivens Pletter. Men man forsikrer ham, at de forestiller et Skib og et Elsdyr, og at de er blevet ristede i Stenen i gamle Dage til Minde om Byens første Grundlæggelse.

Og naar han stadig ingenting forstaar, da fortæller man ham, hvad det er, Helleristningen forestiller.