Skovdronningen

Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 226-243

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

SKOVDRONNINGEN.

Markus Antonius Poppius var en anset romersk Købmand. Han drev Handel med fjerne Lande; og fra Havnen i Ostia sendte han velrustede Triremer til Spanien, til Britannien, ja endog til Germaniens Nordkyst. Lykken var ham gunstig, og han samlede umaadelige Rigdomme, som han glædede sig til at efterlade sin eneste Søn i Arv. Desværre havde denne eneste Søn ikke arvet sin Faders Dygtighed. Den Slags Forhold kender man desværre hele Verden over. En rig Mands eneste Søn! Behøver man at sige mere? Det er og bliver altid den samme Historie.

Skulde man ikke tro, at Guderne giver de rige Mænd disse uforbederlige Dagdrivere, disse sløve, blege, trætte Taaber til Sønner for at vise Menneskene, hvilken uendelig Daarskab det er at samle Rigdomme. Naar vil Menneskenes Øjne aabnes? Naar vil de lytte til Gudernes advarende Røst?

Den unge Silvius Antonius Poppius havde i Tyveaarsalderen allerede naaet at prøve alle Livets Nydelser. Han lod sig ogsaa gerne forstaa med, at han var ked af dem alle, men desuagtet mærkede man ikke nogen Formindskelse i den Iver, hvormed han jagede efter dem. Tværtimod blev han aldeles fortvivlet, da et besynderligt, haardnakket Uheld, som begyndte at forfølge ham, greb forstyrrende ind i hans Nydelser. Hans numidiske Heste blev halte Dagen før Aarets store Væddekørsel, hans ulovlige Kærlighedsforbindelser blev opdagede, hans dygtigste Kok døde af Sumpfeber. Dette var mer end nok til at knække en Sjæl, hvis Styrke ikke var hærdet af Møje og Anstrængelse. Den unge Poppius følte sig saa ulykkelig, at han besluttede at berøve sig selv Livet. Det var, som om han troede, at det var den eneste Maade, hvorpaa han kunde narre disse Ulykkens Guder, der forfulgte ham og gjorde ham Livet til en Plage.

Man kan forstaa, at en ulykkelig begaar Selvmord for at unddrage sig Menneskers Forfølgelser, men kun en Nar som Silvius Antonius kan finde paa at benytte sig af en saadan Udvej for at fly for Guderne. Uvilkaarlig kommer man til at tænke paa Historien om den Mand, der vilde fly for Løven, og sprang lige i dens aabne Gab.

Den unge Silvius var altfor blødagtig til at vælge en blodig Død. Ej heller følte han Lyst til at dø af en pinefuld Gift. Efter omhyggelig Overvejelse besluttede han sig til at dø den milde Død i Bølgerne. Men da han kom ned til Tiberen for at drukne sig, kunde han ikke bekvemme sig til at overgive sit Legeme til det smudsige, dorsk henglidende Flodvand. En lang Tid stod han vankelmodig og stirrede ned i Strømmen. Da blev han greben af den Tryllemagt, der ligger og drømmer over Floderne. Han følte den store, hellige Længsel, der besjæler disse Naturens rastløse Vandringsmænd; han vilde se Havet.

„Jeg vil dø i det klare, blaa Hav, der lige til Bunden gennemstraales af Sollys,“ sagde Silvius Antonius. „Mit Legeme skal hvile paa et lyserødt Leje af Koraller. De Skumbølger, jeg sætter i Bevægelse, naar jeg synker i Dybet, skal være snehvide og friske; de skal ikke ligne det sodede Skum, der ligger og bævrer ved Flodbredden.“

Straks ilede han hjem, lod spænde for og kørte til Ostia. Han vidste, at et af hans Faders Skibe laa sejlfærdigt i Havnen. Den unge Poppius drev sine Heste afsted i den vildeste Fart, og det lykkedes ham at komme ombord, netop som Ankeret blev lettet. Selvfølgelig mente han ikke, at han behøvede at medtage Rejsegods. Han brød sig ikke engang om at spørge Skipperen, hvorhen Farten gik. Ad Havet til gik det jo i hvert Fald, og det var ham nok.

Det varede heller ikke længe, før den unge Selvmorder naaede sine Ønskers Maal. Triremen naaede Tiberens Munding, og Middelhavet laa udbredt for Silvius Antonius's Blik, solbelyst og skumtindrende. Det havde et Udseende, der bragte Silvius Antonius til at tro paa Digternes Paastand, at det svulmende Hav kun er et tyndt Slør, der tilhyller den skønneste Verden. Han maatte tro deres Ord, at den, der dristig baner sig Vej gennem Vandets Dække, straks naar Havgudens Perleslot. Den unge Mand ønskede sig selv til Lykke, at han havde valgt denne Dødsmaade. Og man kunde knap nok kalde det saa; det var umuligt at tro, at dette skønne Vand kunde dræbe. Det var kun en Genvej ind i et Land, hvor Nydelserne ikke er bedragelige og kun efterlade Lede og Afsmag.

Kun med Møje kunde han lægge Baand paa sin Iver. Men hele Dækket var opfyldt af Søfolk; selv Silvius kunde forstaa, at hvis han nu sprang i Vandet, vilde Følgen simpelthen blive den, at en af hans Faders raske Sømænd sprang ud og fiskede ham op.

Saasnart Sejlene var hejsede og Rorkarlene kommen godt i Gang, kom Skipperen hen til ham og hilste ham med største Høflighed.

„Du agter altsaa at følge mig til Germanien, min Silvius,“ sagde han. „Du viser mig en stor Ære.“

Den unge Poppius kom pludselig i Tanke om, at denne Mand aldrig plejede at komme hjem fra en Rejse uden at have eller anden mærkelig Ting med til ham fra de Barbarlande, han havde besøgt. Snart var det et Par af de Træstykker, hvoraf de Vilde kunde fremkalde Ild, snart sorte Oksehorn, som de brugte til Drikkekar, snart et Halsbaand af Bjørnetænder, der havde været en stor Høvdings Udmærkelsestegn.

Denne vakre Mand straalede af Glæde over at have sin Herres Søn ombord paa sit Skib. Han ansaa det for et nyt Bevis paa den gamle Poppius's Klogskab, at han sendte Sønnen til fjerne Lande i Stedet for at lade ham gaa længere blandt de unge romerske Dagdrivere og lære Blødagtighed.

Den unge Poppius vilde ikke bringe ham ud af hans Vildfarelse. Han var bange for, at dersom han røbede sin Hensigt for Skipperen, vilde denne straks vende om med ham.

„Sandelig, Galenus,“ sagde han, „jeg vilde med Glæde følge dig paa denne Rejse, men jeg frygter, at jeg maa bede dig sætte mig i Land ved Bajæ. Jeg har taget min Beslutning for sent. Du ser mig her uden Rejseklæder, uden Penge.“

Men Galenus forsikrede ham, at den Mangel var snart af hjulpen. Stod han ikke paa sin Faders veludrustede Skib? Han skulde ikke komme til at savne noget; hverken varme Pelsværkskjortler, naar Vejret blev koldt, eller lette syriske Dragter af den Slags, som Sømændene bruge, naar de i godt Vejr krydse i de venlige Øhave.

* * *
Tre Maaneder efter Afrejsen fra Ostia roede

Galenus's Trirem ind i en klippefuld Skærgaard. Hverken Skipperen eller nogen af Mandskabet havde rigtig Rede paa, hvor de egentlig befandt sig, men de var glade ved for en Tid at være i Ly for de Storme, der rasede ude paa det aabne Hav.

Man skulde virkelig tro, at Silvius Antonius havde Ret i sin Paastand, at en Guddom forfulgte ham. Ingen paa Skibet havde nogensinde gjort en saadan Rejse. De ulykkelige Sømænd sagde til hverandre, at de ikke havde haft godt Vejr i to Dage, siden de havde forladt Ostia. Den ene Storm havde fulgt den anden. De havde maattet underkaste sig de utroligste Lidelser. Sult og Tørst havde pint dem, medens de baade Nat og Dag, udmattede og næsten syge af Mangel paa Søvn, havde maattet passe Aarer og Sejl.

Hvad der forøgede Sømændenes Mismod, var, at de ikke havde kunnet drive nogen Handel. Hvor kunde de nærme sig Kysten og udbrede deres Varer paa Stranden for at drive Byttehandel i et saadant Vejr? Tværtimod, hver Gang de havde set en Kyst dukke frem af det haardnakkede, regntunge Graavejr, der omgav dem, havde de maattet styre ud til Havs igen af Frygt for da skumomsprøjtede Klipper. En Nat, da de stod paa Grund paa et Skær, havde de maattet kaste den halve Ladning i Søen. Og den anden halve Del vovede de næsten ikke at tænke paa, thi det var at frygte, at den var aldeles ødelagt af alle de Styrtesøer, der var skyllet over Skibet.

Sikkert er det, at Silvius Antonius ikke havde vist sig at være den Mand, der havde Lykke paa Søen. Thi Silvius Antonius levede endnu; han havde ikke druknet sig. Det er vanskeligt at sige, hvorfor han forlængede en Tilværelse, der ikke kunde være ham til mere Glæde nu, end da han først besluttede sig til at forkorte den. Maaske havde han haabet, at Havet vilde bemægtige sig ham, uden at han selv gjorde noget dertil. Maaske var hans Kærlighed til Havet gaaet over under dets Vredesudbrud; maaske havde han besluttet sig til at dø i det opalgrønne parfumerede Vand i sit Badekar.

Men havde Galenus og hans Mænd vidst, hvorfor den unge Mand var kommen ombord, havde de sikkert bittert beklaget, at han ikke havde udført sin Hensigt, thi de var alle overbevist om, at det var hans Nærværelse, der havde hidført Ulykkerne. Mangen mørk Nat havde Galenus frygtet, at Sømændene vilde kaste ham i Havet. Mer end en af dem fortalte, at han i de grufulde Stormnætter havde set mørke Hænder strække sig op af Vandet og gribe efter Skibet. Og man mente ikke, man behøvede at kaste Lod for at finde den, som disse Hænder vilde trække ned i Dybet. Baade Skipper og Mandskab gjorde Silvius Antonius den særlig store Ære at tro, at det var for hans Skyld, at disse Storme gennemsusede Luften og piskede Havet.

Havde Silvius i al denne Tid opført sig som en Mand, havde han taget sin Del af Arbejdet og Bekymringen, da vilde maaske nogen af hans Ledsagere have fattet Medlidenhed med ham som en ulykkelig, der havde paadraget sig Gudernes Vrede. Men den unge Mand havde ikke forstaaet at vinde deres Medfølelse. Han havde ikke tænkt paa andet end at holde sig i Læ for Vinden og lade hente Pelsværk og Tæpper frem af Lasten for at beskytte sig mod Kulden.

Dog for Øjeblikket var alle Klager over hans Nærværelse forstummede. Saa snart det var lykkedes Stormen at drive Triremen ind i den omtalte Skærgaard, havde den ophørt at rase. Den opførte sig som en Hyrdehund, der bliver tavs og holder sig stille, saa snart den ser Hjorden paa rette Vej ind i Faarehuset. De tunge Skyer rullede bort fra Himlen. Solen skinnede. For første Gang paa Rejsen følte Sømændene Sommerglæden udbrede sig over Naturen.

Paa disse stormomtumlede Mænd virkede Solskinnet og Varmen næsten som en Rus. I Stedet for at længes efter Hvile og Søvn blev de muntre som morgenglade Børn. De antog, at de vilde finde et stort Fastland bag denne Mængde af Klipper og Skær. De ventede at finde Mennesker, og — hvem kunde vide! — paa denne fremmede Kyst, der rimeligvis aldrig før var bleven besøgt af noget romersk Skib, vilde deres Varer sikkert finde god Afsætning. Saa vilde det maaske alligevel lykkes dem at gøre en fordelagtig Byttehandel, at faa Skibsrummene fyldt med store Bjørne- og Elsdyrshuder, med store Masser af hvidt Voks og gyldengult Rav.

Medens Triremen langsomt drog frem mellem Skærene, der stadig blev højere og rigere paa saftigt grønt og tæt Skov, skyndte man sig at smykke den, saa den kunde tildrage sig Barbarernes Blikke. Skibet, der selv uden Prydelser er det skønneste af alle Menneskeværk, kappedes snart i Pragt med den mest brogede Fugl. Nylig omtumlet af Storme og hærget af Uvejr, bar det nu et gyldent Scepter i Mastetoppen og purpurstribede Sejl. I Forstavnen hævede sig et straalende Neptunbillede, og i Bagstavnen et Telt af brogede Silketæpper. Og tro ikke, at Sømændene forsømte at behænge Skibssiderne med Tæpper, hvis Frynser slæbte i Vandet, eller at omvinde de lange Aarer med Guldbaand.

Ej heller beholdt Skibets Besætning de Klæder paa, som de havde baaret paa Rejsen, og som Stormene og Havet havde gjort deres Bedste for at forvandle til Pjalter. De iførte sig hvide Klæder, viklede Purpurskærf om Livet og satte blinkende Ringe om Haaret.

Selv Silvius Antonius rejste sig af sin Sløvhed. Det var, som han glædede sig over endelig at faa noget at sysle med, som han forstod sig paa. Han lod sig rage og klippe og hele sit Legeme indgnide med duftende Essenser. Derpaa iførte han sig en fodsid Dragt, hængte en Kappe om Skuldrene, og af det store Smykkeskrin, som Galenus aabnede for ham, valgte han Ringe og Armbaand, Halskæder og gyldne Bælter. Da han var færdig, slog han Silketeltets Purpurgardiner til Side og lagde sig paa et Leje i Teltaabningen for at blive set af Breddens Beboere.

Under disse Tilberedelser var Farvandet imidlertid blevet smallere og smallere, og tilsidst mærkede Sømændene, at de var kommen ind i Mundingen af en Flod. Vandet var ferskt; Fastlandet udbredte sig paa begge Sider af Skibet.

Triremen gled langsomt frem paa den blinkende Elv. Vejret var straalende, hele Naturen hvilede i herlig Fred. Og hvor det pragtfulde Købmandsskib livede op i den store Ensomhed!

Paa begge Bredderne af Elven voksede der høj og tæt Urskov. De mørke Naaletræer var trængt helt ned til Vandet. Det var lykkedes Elven i sit evige Løb at bortskylle Jorden mellem deres Rødder, og Sømændenes Hjerter stemtes til Ærbødighed, ikke blot ved Synet af de ældgamle Træer, men endnu mere ved Synet af de nøgne Rødder, der lignede vældige Jættelemmer. Her, tænkte de, vil det aldrig lykkes Menneskene at dyrke Korn, aldrig vil her ryddes Plads til en By eller blot en Gaard. I milevid Omkreds er Jorden gennemvævet af dette Fletværk af staalhaarde Rødder. Alene dette er nok til at gøre Skovens Herredømme evigt og uforanderligt.

Langs med Floden stod Træerne saa tæt, og deres Grene var saa sammenfiltrede, at de dannede faste, uigennemtrængelige Mure. Disse Mure af stikkende Naale var saa stærke og høje, at ingen befæstet By kunde ønske sig et fastere Værn.

Men hist og her var der dog en Aabning i Naalevæggen. Det var der, hvor de Stier mundede ud, som de vilde Dyr havde traadt paa deres Vej ned til Floden for at drikke. Gennem disse Aabninger kunde de fremmede af og til faa et Indblik i Skovens Indre. Aldrig havde de set noget lignende. I solløs Skumring voksede der Træer, hvis Stammer havde større Omfang end Porttaarnene paa Roms Mure. Der var en Vrimmel af Træer, der kæmpede med hinanden om Lys og Luft. Træer stred og trængtes, Træer forkrøbledes og tyngedes ned af andre Træer. Træer slog Rod i andre Træers Grene. Træer stred og kappedes, som om de havde været Mennesker.

Men hvis der færdedes Dyr eller Mennesker inde i denne Træverden, da maatte de have andre Maader at bane sig Vej paa, end Romerne kendte, thi fra Jorden og lige op til Toppen var hele Skoven et Fletværk af stive, nøgne Grene. Ned fra disse Grene flagrede der alenlange Tjavser af graat Skæglav, der forvandlede Træerne til troldeagtige Væsener med Haar og Skæg. Men under dem var Skovbunden dækket af hel- og halvforraadnede Stammer, og Foden vilde være sunken ned i det raadne Ved som i smeltende Sne.

Der stod en Duft ud fra Skoven, der virkede mildt bedøvende paa dem, der var ombord paa Skibet. Det var den stærke Duft af Harpiks og vild Honning, der blandede sig med den kvalme Lugt fra det raadnende Træ og fra talløse røde og gule Kæmpesvampe.

Der var ganske vist noget skrækindjagende i alt dette, men det var ogsaa opløftende at møde Naturen i al dens Vælde, inden Menneskene endnu havde gjort Indgreb i dens Herredømme. Det varede ikke længe, inden en af Sømændene begyndte at nynne en Hymne til Skovguden, og uvilkaarlig faldt hele Mandskabet ind med. De havde helt opgivet at finde Mennesker i denne Skovverden. Deres Hjerter flød hen i fromme Tanker; de tænkte paa Skovguden og hans Nymfer. De sagde til sig selv, at da Pan blev forjaget fra Hellas's Skove, maatte han være flygtet herop til det yderste Norden. Med from Sang drog de ind i hans Rige.

Hver Gang der kom en Pavse i Sangen, hørte de en stille Musik i Skoven. Naalene i Træernes Toppe, der dirrede i Middagsheden, sang og spillede. Sømændene holdt jævnlig inde med Sangen for at lytte efter, om ikke ogsaa Pans Fløjte snart vilde lade sig høre.

Rorskarlene drev Skibet bestandig langsommere frem. Sømændede spejdede ned i Vandet, der flød gyldengrønt og sortviolet inde under Granerne. De spejdede ind imellem de høje Siv, hvis Blade dirrede og raslede for Kølvandsbølgen. Der var en saadan Forventning over dem, at de for sammen ved Synet af en svirrende Guldsmed, ved Synet af de hvide Aakander, der skinnede i det skønne Mørke inde mellem Sivene.

Og atter lød Sangen: „Pan, du Skovens Hersker!“

De havde opgivet al Tanke om Handel. De følte, at de stod ved Indgangen til Gudernes Boliger. Alle jordiske Bekymringer havde forladt dem. Da, paa eengang — lige i Mundingen af en af Dyrestierne —

Der stod et Elsdyr, et kongeligt Dyr med bred Pande og en Skov af Spidser paa Hornene.

Der blev en aandeløs Tavshed paa Triremen. Aarene stemmedes mod Vandet for at standse Farten. Silvius Antonius rejste sig fra sit Purpurleje.

Alles Øjne var fæstede paa Elsdyret. Man syntes, man kunde skimte, at det bar noget paa sin Ryg, men Mørket i Skoven og de nedhængende Grene gjorde det umuligt at se tydeligt.

Det vældige Dyr stod længe og vejrede med sin Snude vendt mod Triremen. Endelig lod den til at indse, at der ikke var nogen Fare. Den gjorde et Skridt ned mod Vandet. Bag de brede Horn skimtede man nu tydeligere noget lyst og hvidt. Mon Elsdyret bar en hel Høst af vilde Roser paa sin Ryg?

Skibsmandskabet gjorde nogle forsigtige Bevægelser med Aarene. Triremen kom Dyret nærmere. Den flyttede sig ligesom af sig selv stadig nærmere til Sivkanten.

Elsdyret skred langsomt ud i Vandet, satte Foden forsigtig ned for ikke at hænge fast i Rødderne paa Bunden. Nu saa man tydeligt over Hornene et Pigeansigt omgivet af lyst Haar. Elsdyret bar paa sin Ryg en af disse Nymfer, man havde ventet paa, som man indsaa nødvendigvis maatte findes i denne Urverden.

Folkene paa Triremen blev grebne af hellig Begejstring. En af dem, der hørte hjemme paa Sicilien, kom i Tanke om en Sang, han havde hørt synge i sin Ungdom, da han legede paa de blomsterrige Sletter omkring Syrakus.

Han begyndte at nynne:

„Nymfe, blandt Blomster født, Arethusa ved Navn,
Du som i Skovens Ly vandrer, maaneskinshvid.“

Og da de stormhærdede Mænd fattede Ordene, søgte de at dæmpe den orkanagtige Brusen i deres Stemmer for at synge:

„Nymfe, blandt Blomster fedt, Arethusa ved Navn.“

Man stagede Skibet nærmere og nærmere til Sivkanten. Man agtede ikke paa, at det allerede et Par Gange havde skrabet mod Bunden.

Men det unge Skovvæsen sad og legede Tittit mellem Hornene. Snart gemte hun sig, snart tittede hun frem. Hun standsede ikke Elsdyret, hun drev det længere ud i Floden.

Da det højbenede Dyr var gaaet et Par Favne frem, klappede hun det for at faa det til at standse. Derpaa bøjede hun sig ned og rev et Par Aakander op. Mændene paa Skibet saa lidt flove paa hverandre. Nymfen var altsaa ene og alene kommen for at plukke de hvide Aakander, der gyngede paa Flodens Vand. Hun var ikke kommen for de romerske Sømænds Skyld.

Da drog Silvius Antonius en Ring af sin Finger, udstødte et Raab, der fik Nymfen til at se op, og kastede Ringen til hende.

Hun strakte Haanden frem og greb den. Hendes Øjne begyndte at straale. Hun rakte Haanden ud efter mere. Silvius Antonius kastede igen en Ring.

Da slyngede hun Aakanderne tilbage i Floden og drev Elsdyret længere ud i Vandet. Af og til standsede hun, men da kom en Ring flyvende fra Silvius Antonius og lokkede hende videre.

Paa engang opgav hun al Tøven. Farven paa hendes Kinder steg. Hun kom Skibet nærmere uden at behøve at lokkes. Vandet steg allerede Dyret op til Boven. Hun kom helt ind under Skibets Side.

Sømændene hang ud over Rælingen for at hjælpe den skønne Nymfe ombord, hvis hun vilde bestige Triremens Dæk.

Men hun saa ingen andre end Silvius Antonius, som stod der, smykket med Perler og Ringe og fager som en Solopgang. Og da den unge Romer mærkede, at Nymfens Øjne var fæstede paa ham, rakte han sig endnu længer ud end de andre. De raabte til ham, at han skulde tage sig i Agt, at han ikke mistede Fodfæstet og faldt i Vandet.

Men denne Advarsel kom for sent. Det er uvist, om det var Nymfen, der ved et hurtigt Ryk trak Silvius Antonius til sig, eller hvordan det egentlig gik til, men inden nogen tænkte paa at gribe fat i ham, var han overbord.

Dog der var ingen Fare for, at Silvius Antonius skulde drukne. Nymfen udstrakte sine Rosenarme og opfangede ham i dem. Han rørte næppe ved Vandfladen. I samme Øjeblik vendte hendes Ganger om, styrtede bort gennem Vandet og forsvandt i Skoven. Og lydt hørtes den vilde Rytterskes Latter, idet hun bortførte Silvius Antonius.

Galenus og hans Mænd stod et Øjeblik skrækslagne. Saa kastede nogle af Mændene uvilkaarlig deres Klæder for at svømme i Land. Men Galenus standsede dem.

„Uden Tvivl er dette Gudernes Vilje,“ sagde han. „Nu ser vi Grunden, hvorfor de har jaget Silvius Antonius Poppius gennem tusind Storme hen til dette ukendte Land. Lad os være glade, at vi har været et Redskab i deres Haand. Men lad os heller ikke søge at hindre deres Vilje.“

Sømændene greb lydigt til deres Aarer og roede ned ad Floden, og til deres taktfaste Tag nynnede de Sangen om Arethusas Flugt.

* * *
Naar man nu har endt denne Fortælling, saa

maa den rejsende da kunne forstaa den gamle Helleristning. Han maa jo kunne se baade Elsdyret med de grenede Horn og Triremen med de lange Aarer. Man forlanger ikke, at han skal kunne se Silvius Antonius Poppius og Urskovens dejlige Dronning, thi for at se dem, maatte han have de gamle Æventyrfortælleres Øjne at se med.

Saa vil han ogsaa forstaa, at Helleristningen hidrører fra den unge Romer selv, og at det samme er Tilfældet med hele den gamle Historie. Silvius Antonius har lært sine Efterkommere den Ord for Ord. Han vidste jo, at det vilde glæde dem at vide, at de nedstammede fra de verdensberømte Romere.

Men selvfølgelig behøver den fremmede ikke at tro, at nogen af Pans Nymfer har vandret her ved Elvens Bred. Han forstaar godt, at en vild Menneskestamme har vandret om i Urskoven, og at Elsdyrsryttersken var Datter af den Konge, der herskede over disse stakkels Mennesker. Og at Pigen, da hun bortførte Silvius Antonius, kun vilde røve hans Smykker. Og at hun slet ikke tænkte paa Silvius Antonius, hun vidste vel knap, om han var et Menneske lige som hun.

Og den rejsende kan ogsaa forstaa, at Silvius Antonius's Navn forlængst vilde være blevet glemt i disse Egne, dersom han havde vedblevet at være den Nar, han var. Han vil faa at høre, hvorledes Ulykken og Nøden vakte den unge Romer, saa han fra at være de Vildes foragtede Slave blev deres Konge. Det var ham, der angreb Urskoven med Ild og Staal. Han rejste det første fastoptømrede Hus. Han byggede Skibe og dyrkede Korn. Han lagde Grunden til det store Kongshelles Magt og Glans.

Og naar den rejsende hører dette, da ser han ud over Egnen med gladere Blik end før. Thi er end Byens Grund forvandlet til Marker og Enge, og er Elven end tom for Sejlere, saa er det dog denne Jord, der har ladet ham indaande Drømmenes Luft og vist ham Syner fra svundne Tider.