Gudsfreden

Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 138-154

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

GUDSFREDEN.

Der var engang en gammel Bondegaard, og det var en Juleaften med tung Himmel, som imod megen Sne, og med bidende Nordenvind. Det var netop paa den Tid af Eftermiddagen, da alle havde travlt med at blive færdige med deres Arbejde, fordi de skulde over i Badstuen og have Bad. Derinde fyrede man saa voldsomt, at Luen slog op af Skorstenen, og Sod og Gnister hvirvledes afsted af Vinden og faldt ned paa Udhusenes snedækte Tage.

Og idet Luen steg op af Badstueskorstenen og hævede sig over Gaarden som en Ildstøtte, følte alle pludselig, at Julen stod for Døren. Pigen, der laa i Forstuen og skurede, gav sig til at nynne, skønt Vandet frøs til Is i Spanden ved Siden af hende. Karlene, der stod i Brændeskuret og huggede Juleved, gav sig til at hugge to Stykker ad Gangen og svang Økserne saa lystigt, som om Arbejdet kun var en Leg.

Ud fra Madboden kom en gammel Kvinde med en stor Bunke runde Vørterkager paa Armen. Hun gik langsomt over Gaarden ind i det store, rødmalede Vaaningshus og kom forsigtig ind i Storstuen, hvor hun satte Brødene fra sig paa Langbænken. Saa bredte hun Dug Paa Bordet og lagde Brødene i Bunker, et stort og et lille i hver. Hun var en underlig grim, gammel en med rødligt Haar, tunge, hængende Øjenlaag og et eget stramt Træk ved Mund og Hage, som om Hagens Senebaand var for korte. Men nu, Juleaften, var der saadan en Fred og Glæde over hende, at man ikke kunde se, hvor grim hun var.

Men der var en paa Gaarden, som ikke var glad, og det var hende, der var i Færd med at binde de Koste af Birkeris, der skulde bruges ved Badningen. Hun sad henne ved Skorstenen og havde en hel Armfuld fine Birkekviste liggende foran sig paa Gulvet, men de Vidjer, hun havde til at binde Risene sammen med, vilde ikke holde. Storstuen havde et smalt, lavtsiddende Vindue med smaa Ruder, og gennem dem faldt Skæret fra Badstuen ind i Stuen, legede paa Gulvet og forgyldte Birkekvistene. Men jo højere Ilden brændte, jo ulykkeligere blev Pigen. Hun vidste, at Risene vilde falde fra hinanden, saa snart man rørte ved dem, og at hun vilde komme til at høre ilde for det, lige til der flammede et nyt Julebaal paa Skorstenen.

Bedst som hun sad saadan og beklagede sig, kom den ind i Stuen, som hun var mest bange for af alle. Det var Husbonden selv, Ingmar Ingmarson. Han havde sikkert været i Badstuen for at se til, at Ovnen blev varm nok, og nu vilde han se, hvordan det gik med Kostene. Han var gammel, samme Ingmar Ingmarson, og han holdt af, hvad der var gammelt. Og netop fordi Folk begyndte at lægge af at bade i Badstue og lade sig piske med Birkeris, lagde han stor Vægt paa, at det skulde gøres paa hans Gaard og gøres ordentligt.

Ingmar Ingmarson gik i en gammel Faareskindspels og med Skindbukser og Begsømssko. Han var snavset og ubarberet, langsom i sin Maade at være paa, og kom saa stilfærdig ind, at man lige saa godt kunde taget ham for en Tigger. Men hans Træk var omtrent de samme, og hans Grimhed den samme som hos Hustruen; thi de var i Slægt, og Pigebarnet havde, fra hun kunde skønne, lært at føle en hellig Ærbødighed for enhver, der saa saadan ud. Thi alene det var meget: at være af Ingmarernes gamle Slægt, der altid havde været den fornemste i Bygden; men det højeste, et Menneske kunde være, var at være Ingmar Ingmarson selv og være den rigeste og klogeste og mægtigste i et helt Sogn.

Ingmar Ingmarson gik hen til Pigen, bukkede sig ned efter et af de færdige Ris og svingede det i Luften. Og straks fløj Kvistene fra hinanden, og en havnede paa Julebordet, en anden i Himmelsengen.

„Naa, min Tøs,“ sagde gamle Ingmar og lo, „tror du, man bruger den Slags Ris, naar man tager Bad hos Ingmarerne? Eller er du meget ømskindet, min Pige?“

Da Husbonden ikke tog det værre end som saa, blev Pigen modig og svarede, at hun nok skulde binde Ris, der kunde holde, naar hun blot fik ordentlige Vidjer at binde med.

„Saa maa jeg vel se at skaffe dig Vidjer, min Pige,“ sagde gamle Ingmar, thi han var i rigtigt Julehumør.

Han gik ud af Storstuen, skrævede over Pigen, der laa og skurede, og blev staaende paa Dørtrinet for at se sig om efter en, han kunde sende op i Birkelunden efter Vidjer. Karlene havde endnu travlt med Juleveden, Sønnen kom ned fra Loen med Julehalmen, de to Svigersønner var i Færd med at trække Arbejdsvognene ind i Vognporten, saa Gaarden kunde staa ryddelig til Højtiden. Ingen af dem havde Tid til at gaa bort fra Gaarden.

Da besluttede den gamle ganske stille at gaa selv. Han gik tværs over Gaardspladsen, som om han vilde, over i Kostalden, saa sig om for at være vis paa, at ingen lagde Mærke til ham, og listede saa langs med Ladevæggen, hvor der var nogenlunde banet Vej op til Skoven. Den gamle syntes ikke, han behøvede at fortælle nogen, hvor han gik hen, for saa kunde det let være faldet Sønnen eller Svigersønnerne ind at bede ham blive hjemme. Og gamle Folk vil helst have deres Vilje.

Han fulgte Vejen over Markerne gennem den lille Granskov og kom ud i Birkelunden. Her drejede han af fra Vejen og vadede op i Sneen for at finde et Par aarsgamle Birkestiklinger.

Paa samme Tid var Vinden endelig bleven færdig med det, den hele Dagen havde arbejdet paa. Den havde revet Sneen løs fra Skyerne, og nu kom den farende op igennem Skoven med et langt Slæb af Sne efter sig.

Ingmar Ingmarson havde lige bukket sig ned mod Jorden og skaaret et Birkeskud af, da Vinden kom farende fuldt ladet med Sne. I samme Øjeblik den gamle rejste sig op, blæste Vinden en hel Dynge Sne ind i Ansigtet paa ham. Han fik Øjnene fulde af Sne, og Vinden hvirvlede saa voldsomt omkring ham, at han maatte snurre rundt et Par Gange.

Hele Ulykken kom nok i Virkeligheden af, at Ingmar Ingmarson var bleven gammel. I sine unge Dage var han saamænd ikke bleven ør i Hovedet af en Snestorm. Men nu løb alting rundt for ham, som om han havde svinget sig i en Julepolska. Og da han nu vilde gaa hjem, gik han til den forkerte Side. Han gik lige ind i den store Granskov, der begyndte bag ved Birkelunden, i Steden for at gaa ned imod Markerne.

Mørket faldt hurtig paa, og mellem de unge Træer i Skovbrynet blev Stormen ved at tude og hvirvle ham rundt. Den gamle saa nok, at han gik mellem Graner, men han forstod ikke, at dette var forkert; thi der voksede ogsaa Graner paa den Side af Birkeskoven, der vendte mod Uaarden. Men saa kom han saa langt ind i Skoven, at der blev stille og roligt; man kunde ikke mærke Stormen, og Træerne blev høje, med tykke Stammer. Da saa han, at han var gaaet vild, og vilde vende om.

Han var bleven forstyrret og ophidset af, at han virkelig kunde gaa vild, og som han stod midt i den uvejsomme Skov, var han ikke klarhovedet nok til at have paa Fornemmelsen, hvad Vej han skulde gaa. Først drejede han af til den ene Side og saa til den anden. Endelig faldt det ham ind at gaa tilbage i sine egne Fodspor, men saa kom Mørket, og han kunde ikke følge dem. Og Træerne omkring ham blev blot højere og højere. Hvordan han saa gik, var det ham klart, at han kom dybere og dybere ind i Skoven.

Det var da ogsaa som Hekseri og Trolddom, at han skulde løbe om der i Skoven hele Aftenen og komme for sent til Badningen.

Han vendte sin Hue og bandt sit Strømpebaand om, men lige ør var han i Hovedet. Og det blev helt mørkt, og han begyndte at tro, han blev nødt til at blive i Skoven Natten over.

Han støttede sig til en Granstamme og stod lidt stille for at klare sine Tanker. Denne Skov kendte han jo, han havde gaaet her saa meget, at han jo skulde kende hvert enkelt Træ. Han havde gaaet der som Dreng og vogtet Faar. Han havde gaaet der og sat Snarer for Skovfuglene. I sine unge Dage havde han været med til at hugge Skoven om. Han havde set den ligge fældet, og han havde set den vokse op paa ny. Endelig syntes han, han begyndte at skønne, hvor han var, og han troede, naar han blot gik saadan eller saadan, vilde han komme paa ret Vej. Men hvordan han saa gik, kom han længere og længere ind i den dybe Skov.

Een Gang følte han glat, fast Jord under Fødderne, og saa begreb han, at han endelig var kommen ind paa en Vej. Den prøvede han nu at følge; thi en Vej maatte dog vel altid føre et eller andet Sted hen. Men saa løb Vejen ud paa en fri Plads midt i Skoven, og der havde Snestormen frit Spillerum, der var ikke mere hverken Vej eller Sti, men kun Driver og løs Sne. Da sank den gamle Mands Mod, og han følte sig som en fattig Stakkel, der er nødt til at dø ude i Ødemarken.

Han begyndte at blive træt af at slæbe sig frem gennem Sneen, og den ene Gang efter den anden satte han sig ned paa en Sten for at hvile. Men saa snart han havde sat sig, var han lige ved at falde i Søvn, og han vidste, han vilde fryse ihjel, dersom han faldt i Søvn. Derfor prøvede han at gaa og gaa; det var det eneste, der kunde frelse ham.

Men bedst som han gik, kunde han ikke modstaa Lysten til at sidde ned. Han syntes, at naar han blot fik Hvile, kunde det være det samme, om det ogsaa kostede ham hans Liv.

Det gjorde saa godt at sidde stille, at Tanken om Døden slet ikke pinte ham. Han følte en vis Glæde ved at tænke paa, at naar han var død, vilde hele hans Levnedsløb blive oplæst i Kirken. Han tænkte paa, hvor smukt den gamle Provst havde talt over hans Fader, og nu vilde der ganske sikkert ogsaa blive sagt noget smukt om ham. Der vilde blive sagt, at han havde ejet den ældste Gaard i Landsbyen, og Provsten vilde tale om den Ære, det er, at høre til en anselig Æt. Og saa vilde der blive talt om Ansvaret.

Ja vist var der Ansvar ved den Ting, det havde han altid vidst. Man maatte holde ud til det yderste, naar man var en af Ingmarsønnerne.

Det foer igennem ham som et Stød, at det var ikke sømmeligt for ham at blive funden død af Kulde oppe i den vilde Skov. Han vilde ikke have det ind i sit Eftermæle. Og saa stod han op igen og gav sig til at gaa. Da havde han siddet saa længe, at der styrtede hele Snemasser ned fra hans Pels, saa snart han rørte sig.

Men lidt efter sad han igen og drømte.

Nu meldte Tanken om Døden sig endnu blidere. Han tænkte hele Begravelsen igennem og al den Ære, der vilde blive bevist hans døde Legeme.

Dér saa han det store Gildebord dækket i Salen ovenpaa; Provsten og Provstinden i Højsædet, Lagmanden med det hvide Kalvekrøs udbredt over det smalle Bryst, Majorinden i fuld Puds, i nedringet Silkekjole og hele Halsen dækket af Perler og Guld.

Han saa alle Gildestuerne betrukne med hvidt. Hvide Lagen for Vinduerne, hvidt over Møblerne! Gran paa Vejen ligefra Forstuen ned til Kirken!

Rengøring og Slagtning og Brygning og Bagning i fjorten Dage inden Begravelsen. Liget paa en Baare i den inderste Stue, Os i de nys opvarmede Stuer. Hele Gaarden vrimlende fuld af Gæster.

Sang ved Liget, mens Kistelaaget bliver skruet paa, Sølvplader paa Kisten, tyve Favne Brænde brændt i fjorten Dage.

Hele Landsbyen i Bevægelse for at lave Mad til „Føring“, alle Kirkehattene nyafstrøgne, alt Efteraarsbrændevin drukket op under Gravøllet, alle Veje mylrende fulde af Folk som ved et Marked.

Atter foer den gamle Mand op. Han havde hørt dem sidde og tale om ham under Gravøllet: „Men hvor kunde han dog saadan gaa og fryse ihjel?“ spurgte Lagmanden. ”Hvad havde han dog at bestille oppe i Storskoven?“

Og saa svarede Kaptejnen, at det kom vel sagtens af Juleøl og Brændevin.

Og det vækkede ham paany. Ingmarsønnerne havde aldrig været Drukkenbolte. Det skulde ikke siges om ham, at han var omtaaget i sin sidste Stund. Og han begyndte igen at gaa og gaa. Men han var saa træt, at han knap kunde staa paa Benene. Han var kommen højt op i Skoven nu, kunde han nok mærke, for der var helt uvejsomt, fuldt af store Klipper, som der ikke var længere nede. Hans Fod sad fast mellem to Stene, saa han knap kunde komme løs, og imidlertid stod han og klagede sig. Det var helt ude med ham.

Pludselig faldt han over en stor Bunke Kvas. Han faldt blødt paa Sne og Grene, saa han led ingen Skade, men nu gad han ikke rejse sig mere. Han havde ikke Lyst til andet i Verden end at sove. Han tog Kvaset lidt til Side og krøb ind under det, som om det var et Skindtæppe. Men da han skød sin Krop ind under Kvistene, følte han, at derinde i Bunken laa der noget varmt og blødt. Her ligger vist en Bjørn og sover, tænkte han.

Han følte Dyret røre sig og hørte det snuse. Men han laa stille. Han tænkte ikke andet, end at Bjørnen gerne maatte æde ham. Han havde ikke Kræfter til at gaa et eneste Skridt for at komme bort fra den.

Men Bjørnen havde vel ikke Lyst til at gøre den Fortræd, som søgte dens Beskyttelse en saadan Uvejrsnat. Den flyttede sig noget længere ned i sin Hule, ligesom for at give Gæsten Plads, og straks efter sov den med jævne, prustende, Aandedrag.

* * *

Imidlertid var det smaat med Juleglæden nede i den gamle Ingmarsgaard. De havde ledt efter Ingmar Ingmarsøn hele Juleaften.

Først gik de rundt i hele Vaaningshuset og i alle Udhuse. De ledte oppe og nede, fra Loft til Kælder. Derpaa gik de om til Nabogaardene og spurgte efter Ingmar Ingmarsøn.

Da de ikke fandt ham, begav Sønner og Svigersønner sig ud paa Marker og Veje. De Blus, der skulde have lyst for Kirkegængerne paa deres Vej til Froprædiken Julemorgen, blev tændt og blev i den rasende Snestorm baaret om paa Veje og Stier. Men Vinden havde føget alle Spor til, og dens Tuden opslugte Lyden af Stemmerne, naar man prøvede paa at raabe og huje. De var oppe og ude til langt over Midnat, men da indsaa de, at de maatte vente, til det blev Dag, hvis de skulde finde den forsvundne.

I det første blege Daggry var alle paa Ingmarsgaarden oppe igen, og Mændene stod ude i Gaarden, rede til at drage til Skovs. Men inden de kom afsted, kom den gamle Husmoder og kaldte dem ind i Storstuen. Hun bød dem sætte sig paa Langbænkene i Stuen, selv satte hun sig ved Julebordet med Biblen foran sig og begyndte at læse. Og da hun efter fattig Evne havde ledt efter noget, der kunde være passende at læse i et saadant Øjeblik, havde hun truffet paa Fortællingen om Manden, der rejste fra Jerusalem til Jericho og faldt iblandt Røvere.

Hun læste langsomt og syngende om den ulykkelige, der blev hjulpen af den barmhjertige Samaritan. Sønner og Svigersønner, Døtre og Sønnedøtre sad omkring hende paa Bænkene. De lignede allesammen hende og hverandre, store og klodsede med grimme, gammelkloge Ansigter; thi de var alle af Ingmarernes gamle Slægt. Alle havde de rødligt Haar, fregnet Hud og lyseblaa Øjne med hvide Øjenhaar. De kunde vel ellers skikke sig forskelligt nok, men de havde allesammen et strengt Træk om Munden, sløve Øjne og tunge Bevægelser, som om alting faldt dem svært. Men paa hver eneste af dem kunde man dog se, at de hørte til de ypperste i Landsbyen, at de vidste med sig selv, at de var mer end andre.

Alle Ingmarsønnerne og Ingmarsdøtrene sukkede dybt under Læsningen. De spurgte sig selv, om en Samaritan havde fundet Husbonden og taget sig af ham. Thi for alle Ingmarsønnerne var det, som om de havde mistet noget af deres egen Sjæl, naar nogen, der hørte til Slægten, blev ramt af en Ulykke.

Den gamle Kvinde læste og læste og kom til Spørgsmaalet: Hvem var nu hans Næste, som var falden iblandt Røvere? Men inden hun fik læst Svaret, gik Døren op, og gamle Ingmar kom ind i Stuen.

„Moder, Fader er her,“ sagde en af Døtrene, og det blev aldrig læst, at Mandens Næste var den, som havde vist ham Barmhjertighed.

* * *

Senere paa Dagen sad Husmoderen igen paa samme Plads og læste i sin Bibel. Hun var alene, Kvinderne var gaaet i Kirke, og Mændene var paa Bjørnejagt i Storskoven. Saasnart Ingmar Ingmarsøn havde spist og drukket, havde han taget Sønnerne med og var dragen til Skovs. Thi det er jo saa, at Bjørnen er det en Mands Pligt at fælde, hvor og naar han træffer den. Det kan ikke gaa an at spare en Bjørn; thi før eller senere faar den dog Smag paa Kød, og da sparer den hverken Dyr eller Mennesker.

Men efter at de var draget ud paa den Jagt, havde den gamle Husmoder faaet saadan Angst over sig; og hun satte sig til at læse. Nu begyndte hun at læse om det, som der den Dag blev prædiket om i Kirken, men hun kom ikke længere end til dette: „Fred paa Jorden, og i Menneskene en Velbehagelighed.“ Hun blev siddende og stirrede paa disse Ord med sit tilslørede Blik, og nu og da sukkede hun dybt. Hun læste ikke videre, men hun gentog den ene Gang efter den anden med sin langsomme, slæbende Stemme: „Fred paa Jorden, og i Menneskene en Velbehagelighed.“

Saa kom den ældste Søn ind i Stuen, netop som hun paany skulde til at slæbe sig igennem Ordene. „Moder,“ sagde han ganske sagte.

Hun hørte ham, men vendte ikke sine Øjne fra Bogen, mens hun spurgte: „Er du ikke med i Skoven?“ „Jo,“ sagde han endnu sagtere, „jeg har været med der.“

„Kom herhen til Bordet,“ sagde hun, „saa jeg kan se dig.“ Han kom nærmere, men da hendes Øjne faldt paa ham, saa hun, at han rystede. Han maatte klemme Hænderne fast om Bordkanten for at kunne holde dem stille. „Har I faaet Bjørnen?“ spurgte hun paa ny. Nu kunde han ikke svare mer; han rystede blot paa Hovedet.

Den gamle Kone rejste sig og gjorde, hvad hun ikke havde gjort, siden Sønnen var Barn. Hun gik hen til ham, lagde sin Haand paa hans Arm og trak ham ned paa Bænken. Saa satte hun sig ved Siden af ham og tog hans Haand i sin. „Fortæl mig saa, hvad der er sket, min Dreng.“

Den unge Mand genkendte det Kærtegn, der havde trøstet ham i gamle Dage, naar han havde været hjælpeløs og ulykkelig, og han blev bevæget, saa han gav sig til at græde. „Jeg kan tænke, det er noget med Fader,“ sagde hun. „Det er værre end det,“ hulkede Sønnen. „Værre end det?“ Den unge Mand græd heftigere og og heftigere; han vidste ikke, hvordan han skulde faa sin Stemme i sin Magt. Til sidst løftede han sin grove Haand med de brede Fingre og pegede paa det, hun nylig havde læst: „Fred paa Jorden.“

„Er det noget med det?“ spurgte hun. — „Ja,“ svarede han. — „Er det noget med Julefreden?“ — „Ja.“ — „I vilde gøre en ond Gerning i Morges?“ — „Ja.“ — „Og Gud har straffet os?“ — „Gud har straffet os.“

Saa fik hun endelig at vide, hvordan det var gaaet til. De havde omsider fundet Bjørnens Hi, og da de var saa nær, at de kunde se Risbunken, var de bleven staaende for at gøre Bøsserne rede. Men inden de var færdige, kom Bjørnen farende ud fra Hiet lige imod dem. Den saa hverken til højre eller venstre, den gik lige imod den gamle Ingmar Ingmarsøn og gav ham et Slag over Issen, der strakte ham til Jorden, som om han var ramt af Lynet. Den angreb ingen af de andre, men banede sig Vej forbi dem og foer ind i Skoven.

* * *

Om Eftermiddagen kørte Ingmar Ingmarsøns Hustru og Søn til Provstegaarden og anmeldte Dødsfaldet. Sønnen førte Ordet, den gamle Husmoder sad og hørte til med et Ansigt saa ubevægeligt som et Stenbillede.

Provsten sad i sin Lænestol henne ved Skrivebordet. Han havde haft sine Bøger fremme og indført Dødsfaldet. Han gjorde det lidt langsomt; han vilde have Tid til at tænke over, hvad han skulde sige til Enken og Sønnen; thi dette var dog et usædvanligt Tilfælde. Sønnen havde aabenhjertig fortalt, hvordan det hele var gaaet til, men Provsten vilde gerne vide, hvordan de selv tog Tingen. Det var ejendommelige Mennesker der i Ingmarsgaarden.

Da nu Provsten lukkede Bogen, sagde Sønnen:

„Vi vilde ogsaa gærne sige Provsten, at vi ikke vil have Faders Levnedsløb oplæst.“

Provsten skød Brillerne op paa Panden og saa skarpt forskende over paa den gamle Kvinde. Hun sad ligesaa ubevægelig som før. Hun krammede blot lidt paa Lommetørklædet, som hun sad med i Haanden.

„Vi vil have ham begravet paa en Hverdag,“ vedblev Sønnen.

„Ja saa,“ sagde Provsten. Det var, som alt løb rundt for ham. Gamle Ingmar Ingmarsøn skulde komme i Jorden, uden at nogen mærkede det. Menigheden skulde ikke staa paa Gærder og Diger og se paa Stadsen, naar han blev baaren til Graven.

„Der bliver ikke noget Gravøl. Vi har ladet Naboerne det vide, saa de ikke behøver at tænke paa Føring.“

„Ja saa, ja saa!“ sagde Provsten igen. Han kunde ikke finde paa andet at sige. Han vidste godt, hvad det betød for saadanne Mennesker at give Afkald paa Gravøllet. Han havde set det trøste baade Enker og faderløse at holde et prægtigt Gravøl.

„Der bliver ikke noget Ligfølge, kun jeg og mine Brødre.“

Provsten saa ligesom appellerende hen til Konen. Kunde hun da virkelig være med til dette? Han spurgte sig selv, om det var hendes Vilje, Sønnen udtalte. Hun sad jo der og lod sig plyndre for alt det, der maatte være hende dyrebarere end Sølv og Guld.

„Vi vil ikke have Klokkeringning og ingen Sølvplader paa Kisten. Moder og jeg ønsker det saadan, men vi siger det til Provsten for at høre, om Provsten synes, det er Uret imod Fader.“

Nu tog ogsaa Konen Ordet: „Vi vilde gerne høre, om Provsten mener, at det er Uret mod vor Far?“

Provsten tav stadig, og da vedblev Konen ivrigere: „Jeg skal sige Provsten, at havde min Mand forbrudt sig mod Konge eller Foged, eller havde jeg været nødt til at skære ham ned af Galgen, skulde han alligevel have faaet en hæderlig Begravelse, som hans Fader før ham; thi Ingmarsønnerne er ikke bange for nogen, og der er ingen, de behøver at gaa af Vejen for. Men om Julen har Gud sat Fred mellem Dyr og Mennesker, og det stakkels Dyr holdt Guds Bud, men vi brød det, og derfor er vi nu under Guds Straf. Og det sømmer sig ikke for os at træde op med Brask og Bram.“

Provsten rejste sig og gik hen til Konen.

„Hvad I siger, er ret,“ sagde han, „og I skal følge Eders egen Samvittighed.“ Og uvilkaarlig tilføjede han, maaske mest for sig selv: „Ingmarerne er storslaaede Folk.“

Den gamle Kone rettede sig lidt ved disse Ord. I dette Øjeblik saa Provsten hende som Symbol for hele Slægten. Han forstod, hvad der Aarhundrede efter Aarhundrede havde givet disse tunge, tavse Mennesker Magt til at blive hele Sognets Ledere.

„Det tilkommer Ingmarsønnerne at give Folk et godt Eksempel,“ sagde hun. „Det tilkommer os at vise, at vi er ydmyge for Gud.“