Gravskriften
GRAVSKRIFTEN.
Nu om Stunder lægger aldrig noget Menneske Mærke til det lille Kors, der staar i et Hjørne af Svartsjø Kirkegaard. Nu gaar Folk paa Vejen til og fra Kirke forbi det uden at skænke det et Blik. Og det er ikke saa underligt, at ingen lægger Mærke til det; for det er saa lavt og lille, at Kløver og Klokkeblomster rækker helt op under Armene paa det, og Timoteen vokser det over Hovedet. Der er heller ingen, der tænker paa at læse Indskriften, som staar paa det. De hvide Bogstaver er næsten ganske udviskede af Regnen, og det falder aldrig nogen ind at granske, hvad der endnu kan skimtes, og se at samle det sammen til Ord.
Men saadan har det ikke altid været. Det lille Kors har i sin Tid vakt megen Forundring og Nysgerrighed. Der var en Tid, da intet Menneske satte sin Fod paa Svartsjø Kirkegaard uden at gaa hen og se paa det. Og naar en eller anden af de gamle fra hine Dage nu tilfældig kommer hen og opdager det, saa dukker der frem for hans Erindring en hel Historie om Mennesker og Begivenheder, der ellers ere gemte og glemte.
Han ser for sig hele Svartsjø-Sogn nedsænket i Vinterdvale, dækket af jævn, hvid Sne, der ligger i halvanden Alens Højde, saa at det er umuligt for Mennesker at skelne Vej eller Sti eller vide, hvor de gaar. Man maa næsten have Kompas med ligesom ude paa Havet. Der er ingen Forskel paa Sø og Strand, Stubmarken ligger lige saa jævn som den Jord, der i Høst bar mange Fold Havre. Kulsvieren, som bor ved de store Moser, kan indbilde sig, at han raader over lige saa megen ryddet og dyrket Jord som den rigeste Bonde.
Vejene har forladt deres trygge Baner mellem de graa Gærdestaver og løber paa maa og faa ud over Engene og hen langs Elvene. Ja, endog inde paa selve Gaardens Enemærker kan man fare vild og pludselig opdage, at Vejen hen til Brønden er lagt tværs over Spiræahækken omkring det lille Rosenbed.
Men intetsteds er det saa umuligt at finde sig til Rette som inde paa Kirkegaarden. For det første er Kampestensmuren, der skiller den fra Præstegaardslodden, aldeles begravet under Sneen, saa at det alt sammen gaar ud i eet, og for det andet er selve Kirkegaarden kun en eneste stor, hvid, Flade, hvor end ikke den mindste Ujævnhed i Snedækket forraader Dødningehavens mange smaa Høje og Tuer.
Paa de fleste Grave staar der Jernkors, ved hvilke der hænger smaa, tynde Hjerter af Jernblik, som Vinden om Sommeren sætter i Bevægelse. De smaa Hjerter er alle gemte under Sneen nu og ude af Stand til at ringle deres vemodige Sange om Sorg og Savn.
Folk, der har været paa Arbejde inde i Byerne, har bragt hjem med sig til deres afdøde Sørgekranse med Blomster af Perler og Blade af malet Blik, og disse Kranse er saa højt skattede, at de ligger paa Gravene i smaa Glaskasser. Men nu er hele Herligheden gemt og begravet i Sneen, og den Grav, der har en saadan Prydelse, er ikke en Smule mere mærkelig end en hvilken som helst af de andre Grave.
Et Par Snebærbuske og Syrenhække stikker Toppen op over Snetæppet; men de stive Smaakviste er saa ganske ens at se til, at det er umuligt at skelne dem fra hverandre, og de er ikke til nogen som helst Hjælp for den, der søger at finde sig til Rette paa Kirkegaarden. Gamle Koner, der har for Skik at gaa ud om Søndagen og se til deres Grave, kan paa Grund af Sneen kun komme et lille Stykke frem ad Hovedgangen. Dér bliver de staaende og forsøger at regne ud, hvor „Graven“ kan ligge. Er det ved den Busk dèr eller ved den dèr? Og de begynder at længes efter, at Sneen skal smelte. Det er som om den, de sørger over, er kommen saa uendelig langt bort fra dem nu, da de ikke kan se Stedet, hvor han ligger.
Der findes ogsaa enkelte større Gravstene og Kors, der rager op over Sneen. Men det er ikke mange, og Sneen hænger over dem, saa at man heller ikke kan kende den ene fra den anden.
En eneste Vej er banet inde paa Kirkegaarden. Den fører fra Indgangen hen til et lille Lighus. Naar nogen skal begraves, bæres Kisten ind i Lighuset, og der holder Præsten Talen og forretter Jordspaakastelsen. Det er umuligt at faa Kisten i Jorden, saa længe en saadan Vinter varer. Den maa blive staaende i Lighuset, til Gud sender Tø, og Jorden igen kan bearbejdes med Hakke og Spade.
Just som Vinteren er allerstrengest og Kirkegaarden ganske utilgængelig, dør der et Barn hos Jernværksejer Sander paa Lerum Jernværk.
Lerum er et stort Jernværk, og Jernværksejer Sander er Egnens mægtigste Mand. Han har for kort siden faaet indrettet et Familiegravsted paa Kirkegaarden. Et storartet Gravsted, hvis Plads man ikke saa let glemmer, skønt ogsaa Sneen har lagt sit tykke Tæppe hen over det. Det er indrammet af svære, tilhugne Sten med en tyk Jernkæde imellem, og midt paa Graven staar der en vældig Granitblok, som bærer Navnet. Der staar kun det ene Ord „Sander“, indhugget med store Bogstaver, som skinner over hele Kirkegaarden.
Men da nu Barnet er død, og det skal begraves, siger Jernværksejeren til sin Hustru:
„Jeg vil ikke have, at det Barn skal ligge i min Grav.“,
Man ser dem begge for sig i det samme. Det er i Spisestuen paa Lerum. Der sidder Jernværksejeren ved Frokostbordet, alene, som han altid plejer. Hans Hustru, Ebba Sander, sidder i en Gyngestol henne ved Vinduet, hvorfra hun kan se langt ud over de birkeklædte Holme i Søen.
Hun har siddet og grædt, men da Manden siger dette, bliver hendes Øjne med et ganske tørre. Hendes lille Skikkelse synes at skrumpe sammen i Skræk, og hun begynder at skælve.
„Hvad siger du? Hvad er det, du siger?“ spørger hun. Og hendes Stemme lyder, som om hun rystede af Kulde.
„Det er mig imod,“ siger han. „Min Fader og min Moder ligger der, og der staar „Sander“ paa Stenen. Jeg vil ikke have, at det Barn skal ligge dèr.“
„Ja saa,“ siger hun, stadig skælvende, „saa det har du gaaet og fundet paa. Jeg tænkte jo nok, at du en Gang vilde hævne dig.“
Han kaster Servietten fra sig, rejser sig fra Bordet og staar bred og stor foran hende. Det er ikke hans Hensigt at trodse sin Vilje igennem med mange Ord. Men hun kan se paa ham, som han staar dèr, at han ikke er til at faa fra sin Mening. Tung, urokkelig Stivsindethed er han fra Top til Taa.
„Jeg vil ikke hævne mig,“ siger han uden at forstærke Stemmen, „jeg vil bare ikke finde mig deri.“
„Du taler, som om det kun drejede sig om at flytte ham fra en Seng over i en anden,“ siger hun. „Han er jo død, saa ham kan det vel være lige meget, hvor han kommer til at ligge. Men mig ødelægger du jo derved.“
„Jeg har ogsaa tænkt paa det,“ siger han, „men jeg kan ikke.“
Naar man har har været gift og har levet sammen i nogle Aar, behøver man ikke mange Ord for at forstaa hinanden. Hun ved allerede, at det vil være ganske omsonst at prøve paa at rokke ham. „Hvorfor tilgav du mig da,“ siger hun og vrider sine Hænder, „hvorfor lod du mig dengang blive hos dig som din Hustru og lovede at tilgive mig?“
Han ved med sig selv, at han ikke vil gøre hende Fortræd. Det er jo ikke hans Skyld, at han nu har naaet Grænsen for sin Langmodighed.
„Sig til Folk, hvad du vil,“ siger han, „jeg skal nok tie stille. Du kan jo sige, at der er Vand i Graven, eller at der ikke er Plads til flere Kister end Faders og Moders og min og din.“
„Og det bilder du dig ind, at de vil tro."
„Ja, du maa selv klare det, som du kan.“
Han er ikke vred; hun ved, at han ikke er det. Det er kun, som han siger: paa dette Punkt kan han ikke give efter.
Hun sætter sig længere ind i Stolen, lægger Hænderne bag om Hovedet og sidder og stirrer ud gennem Vinduet uden at sige noget. Det er det forfærdelige, at der møder en saa meget i Livet, som man ikke selv raader for, og fremfor alt, at der kan komme noget op i en selv, som man aldeles ikke kan faa Magt over. For nogle Aar siden, da hun allerede længst var bleven en besindig gift Kone, kom Kærligheden over hende. — Og hvilken Kærlighed! — Saa voldsom, at det var hende ganske umuligt at staa imod.
Det, som nu tog Magten fra hendes Mand, — var det alligevel ikke Lysten til at hævne sig?
Han har aldrig været vred paa hende. Han tilgav hende straks, da hun kom og bekendte sin Brøde. „Du har været fra Sans og Samling,“ sagde han og lod hende blive hos sig paa Lerum, som om intet var hændet.
Men skønt det var let nok sagt, at man tilgiver, kan det blive svært nok at gøre det. Især for den, der er langsom og tung i Sindet, som gaar og gemmer, men aldrig glemmer, og heller aldrig buser ud. Hvad han end siger, og hvad han end foresætter sig, altid bliver der siddende noget tilbage i Hjertet, som nager og længes efter at komme til at mætte sig med en andens Lidelse. Hun har altid haft en besynderlig Følelse af, at det vilde have været bedre, om han den Gang var bleven saa forbitret, at han havde slaaet hende. Da kunde han maaske være bleven god igen. Nu har han gaaet dèr i alle de Aar, vranten og pirrelig, og hun er bleven angest. Hun gaar som en Hest imellem Skaglerne. Hun ved, at der bag hende sidder En, som har Svøben over hende, selv om han ikke bruger den. Og nu har han brugt den. Han har ikke længer kunnet lade være. Og nu er det ude med hende.
De, der er om hende, siger, at de aldrig har set en Sorg som hendes. Hun er som forstenet. I hele denne Tid inden Begravelsen er det, som om der ikke var rigtigt Liv i hende. Ingen ved, om hun hører, hvad man siger til hende, om hun aner, hvem der taler til hende. Hun spiser ikke; det er, som om hun ikke føler Sult; hun gaar ude i den strengeste Kulde; hun mærker det ikke. Men det er ikke Sorg, der forstener hende — det er Angest.
Det falder hende ikke et Øjeblik ind at blive hjemme paa Begravelsesdagen. Hun maa følge med til Kirkegaarden, hun maa gaa med i Ligfølget, gaa dèr og tænke paa, at alle, som er med, tror, at Liget skal lægges i den store Sanderske Grav. Hun synes, at hun maa segne til Jorden under al den Forundring og Forargelse, som vil vende sig imod hende, naar Graveren, der gaar foran Ligtoget, fører dette hen til et afsides liggende Gravsted. Der vil gaa et Udbrud af Forbavselse fra Række til Række, skønt det er et Ligfølge: Hvorfor skal Barnet ikke ligge i den Sanderske Familiegrav? Man vil komme i Tanke om de løse og usikre Rygter, der engang gik om hende. Der maa dog altsaa have været noget i det, vil man hviske til hverandre. Og inden Ligfølget kommer tilbage fra Kirkegaarden, vil hun være dømt og fortabt.
Det eneste, der er at gøre, er, at hun selv følger med i Toget. Hun vil gaa dér med et roligt Ansigt, som om alt er, som det skal være. Saa vil man maaske tro, hvad hun siger for at forklare Sagen.
Hendes Mand tager med til Kirken. Han har sørget for alt, indbudt Folk til at følge, bestilt Kiste og bestemt, hvem der skal bære. Han er venlig og god nu, da han har sat sin Vilje igennem.
Det er Søndag. Gudstjenesten er til Ende, og Følget samler sig udenfor Vaabenhuset, hvor Kisten staar. Ligbærerne lægger de hvide Bærebaand over Skuldrene, alle Standspersoner i Lerum gaar med i Toget og en stor Del af Kirkegængerne ogsaa.
For hende er det, som om de stiller sig op for at følge en Forbryder til Retterstedet.
Som de alle vil se paa hende, naar de efter Begravelsen kommer tilbage! Hun er der jo for at forberede dem paa, hvad der vil ske, men hun har endnu ikke faaet et Ord over sine Læber. Hun føler sig ganske ude af Stand til at tale roligt og fornuftigt. Kun eet har hun Trang til: at jamre og vaande sig, saa voldsomt og højt, at det høres over hele Pladsen. Og hun maa presse Læberne sammen, for at Skriget ikke skal bryde sig Vej imellem dem.
Klokkerne begynder at ringe oppe i Taarnet, og Toget sætter sig i Bevægelse. Nu vil alle disse Mennesker altsaa faa det at vide uden mindste Forberedelse. Hvorfor har hun dog ikke talt i Tide? Hun maa gøre Vold paa sig for ikke at raabe ud til dem, at de ikke skal gaa ind paa Kirkegaarden med det døde Barn. Den, der er død, er jo død og borte. Hvorfor skal hele hendes Liv ødelægges for dette døde Barns Skyld? De kan jo putte det ned i Jorden, hvor det skal være, kun ikke inde paa Kirkegaarden. Hun har en forvirret Ide om, at hun vil skræmme dem bort fra Kirkegaarden: det er farligt at gaa derind; der er pestbefængt; der er set Ulvespor i Sneen — hun vil skræmme dem, som man skræmmer Børn.
Hun ved ikke, hvor de har gravet Barnets Grav. Det faar hun tidsnok at vide, tænker hun. Og da Toget skrider ind paa Kirkegaarden, ser hun hen over Snedækket for at finde, hvor der er en nykastet Grav. Ven hun ser hverken Vej eller Grav — intet andet end det hvide Snedække.
Og Toget skrider frem — hen til det lille Lighus. Saa mange, som der paa nogen Maade er Plads til, trænger sig med ind, og derinde foregaar Jordspaakastelsen. Der bliver slet ikke Spørgsmaal om den eller den Grav. Ingen faar at vide, at den lille, som nu indvies til den sidste Hvile, aldrig skal nedsænkes i Familiegraven.
Havde hun tænkt paa det, havde hun ikke glemt alt andet i Angest og Rædsel, saa havde hun ikke behøvet at være bange, ikke et eneste Øjeblik.
„Til Foraaret,“ tænker hun, „naar Kisten skal sættes i Jorden, er der næppe andre end Graverkarlen med; ingen vil tro andet, end at Barnet ligger i den Sanderske Grav.“ Og hun føler, at hun er reddet.
Hun synker sammen i heftig Graad. Folk ser med Deltagelse paa hende. „Det er skrækkeligt, saa hun tager sig det nær,“ siger de. Men selv ved hun bedst, at hun græder som den, der er undsluppet en truende Livsfare.
Et Par Dage efter Begravelsen sidder hun i Mørkningen paa sin sædvanlige Plads i Spisestuen. Og som Mørket omkring hende tager til, griber hun sig selv i, at hun sidder og venter og længes. Hun sidder og lytter efter Barnet. Det er jo paa denne Tid, at han plejer at komme ind og lege med hende. Hvorfor kommer han ikke i Dag? Saa farer hun sammen: Han er jo død, han er jo død!
Næste Dag sidder hun atter i Mørkningen og længes, og Dag efter Dag bliver denne Længsel stærkere. Den vokser som Lyset ved Foraarstide, til den tilsidst fylder alle Dagens og Nattens Timer.
Det følger jo næsten af sig selv, at et Barn som hendes faar mere Kærlighed efter sin Død, end medens det levede. Dets Moder har, saalænge det levede, ikke tænkt paa andet end at genvinde Mandens Tillid og Kærlighed. Og for ham kunde Barnet jo aldrig være til Glæde. Det maatte saa vidt muligt holdes borte fra ham. Og det kom ofte til at mærke, at det var til Besvær.
Hun, som havde svigtet og forsømt sin Pligt, vilde vise ham, at hun alligevel var noget værd. Hun færdedes altid i Køkken og Væverstue. Hvor kunde der saa blive Plads til den lille Dreng?
Men nu bagefter mindes hun, hvorledes hans Øjne kunde bede og bønfalde. Om Aftenen vilde han saa gerne have, at hun skulde sidde ved hans Seng. Han sagde, at han var bange for at ligge i Mørke, men nu falder det hende ind, at det vistnok kun har været et Paaskud for at faa hende til at blive hos ham. Hun husker, hvordan han laa og anstrengte sig for ikke at falde i Søvn. Nu ved hun, at han holdt sig vaagen for at kunne ligge lidt længer og føle sin Haand i hendes.
Han har været en udspekuleret Fyr, saa lille han var. Han har brugt hele sin Smule Forstand for at finde paa, hvorledes han skulde faa lidt med af hendes Kærlighed.
Det er ubegribeligt, at Børn kan elske saa inderligt. Hun forstod det aldrig, saa længe han levede.
Egenlig er det først nu, at hun er begyndt at elske Barnet. Nu først føler hun sig rigtig betaget af hans Skønhed. Hun kan sidde og drømme om hans store, underlige Øjne. Han havde aldrig været rødmusset og rødkindet som andre Børn, men fin og spinkel. Men hvor havde han været yndig!
Han staar nu for hende som noget vidunderlig dejligt, smukkere og smukkere for hver Dag, der gaar. Børn maa jo være det ypperste, Jorden ejer. At tænke sig, at der findes smaa Væsener, som rækker Hænderne, ud mod alle Mennesker og tror godt om alle; som ikke spørger, om et Ansigt er grimt eller kønt, men lige gerne kysser det ene og det andet, holder lige meget af gammel og ung, rig og fattig. Og saa er de alligevel virkelige smaa Mennesker.
For hver Dag, der gaar, kommer hun Barnet nærmere og nærmere. Hun ønsker nok, at det nu havde været i Live, men hun er ikke vis paa, at hun i saa Fald var kommen det saa nær.
Undertiden bliver hun ganske fortvivlet ved Tanken paa, at hun ikke var mere for Drengen, medens han levede. Derfor blev han vel ogsaa taget fra hende, tænker hun. Men det er dog sjeldnere, at hun sørger paa den Maade.
Før i Livet var hun altid bange for, at en stor Sorg skulde ramme hende, men nu synes hun, at Sorg ikke er, hvad hun den Gang forestillede sig. Sorg er jo kun at gennemleve atter og atter noget, der ikke er mere. Hendes Sorg er jo at leve sig ind i Drengens hele Væsen og søge at forstaa ham. Og denne Sorg gør hendes Liv saa rigt.
Hvad hun nu er mest bange for, er, at Tiden skal tage ham fra hende, udslette Erindringen om ham. Hun har intet Portræt af ham; maaske vil hans Træk lidt efter lidt svinde bort for hende. Hun sidder hver Dag og prøver og forsøger. „Kan jeg nu ogsaa se ham rigtig for mig,“ siger hun.
Medens Vinteren gaar, Uge efter Uge, begynder hun at længes efter at faa ham ud af Lighuset og ned i Jorden, saa at hun kan komme hen til hans Grav og tale med ham.
Han skal ligge mod Vest; der er smukkest. Og hun vil smykke Graven med Roser. Der skal ogsaa være en Hæk om Gravstedet og en Bænk, saa hun kan sidde der længe, længe.
Men Folk vil maaske undre sig derover; de maa jo ikke vide andet, end at hendes Barn ligger i Familiegraven. Og de vil nok finde det underligt, at hun gaar og pynter en fremmed Grav og sidder ved den i Timevis. Hvad skal hun finde paa at sige for at forklare det?
Sommetider tænker hun, at hun maaske kan bære sig ad paa denne Maade: først gaar hun hen til den store Grav og lægger en stor Buket Blomster paa den og bliver siddende dér en Stund; saa kan hun nok bagefter liste sig hen til den lille Grav. Og han vil nok nøjes med den lille Blomst, som hun kan liste sig til at give ham.
Men om ogsaa han vilde kunne nøjes med den ene lille Blomst, vil saa hun selv kunne det? Kan hun virkelig faa ham rigtig ind til sig paa den Maade?
Vil han ikke mærke, at hun skammer sig over ham? Vil han ikke forstaa, hvilken Skændsel det har været for hende, at han blev født? Nej, hun maa værne ham mod dette. Han skal kun tro, at Lykken ved at have faaet ham vejer op mod alt andet.
Endelig viger Vinteren. Man ser, at det vil blive Vaar. Snedækket smelter bort, Jorden begynder at titte frem. Endnu varer det nok et Par Uger, inden Frosten gaar af Jorden, men der er da Haab om, at de døde snart kan slippe ud af Lighuset. Og hun længes — hun længes saa uendelig derefter.
Kan hun endnu se ham for sig? Hun prøver hver Dag. Men det gik lettere, dengang det var Vinter. Nu det bliver Vaar, svinder han ligesom bort for hende. Da bliver hun fortvivlet. Om hun dog snart kunde komme til at sidde ved Graven og atter være ham nær, saa hun kunde se ham igen, elske ham. Skal han da aldrig lægges ned i sin lille Grav?
Hun maa komme til at se ham igen, se ham hele Livet igennem — hun har jo ingen anden at elske. . . .
Tilsidst svinder al Ængstelse, alle Betænkeligheder for denne hendes store Længsel. Hun elsker, hun elsker, hun kan ikke leve uden den døde. Hun ved nu, at hun ikke kan tage Hensyn til nogen som helst anden end til ham, til ham alene. Og da Vaarbruddet tager fat for Alvor, da Tuer og Gravhøje atter dukker frem over hele Kirkegaarden, da Jernkorsenes Smaahjerter igen begynder at ringle i Vinden, og Perlekransene skinner i deres Glasæsker, og da Jorden endelig kan aabne sig for den lille Kiste, saa har hun allerede faaet lavet et sort Kors, som hun vil sætte paa hans Grav.
Tværs over Korset, fra Arm til Arm, staar skrevet med tydelige hvide Bogstaver:
„Her hviler mit Barn“
og neden under paa Korses Stamme staar hendes Navn.
Hun bryder sig ikke om, at hele Verden faar at vide, hvad hun har forbrudt. Alt andet er hende ligegyldigt: det eneste, hun tænker paa, er, at nu skal hun bede ved sit Barns Grav.