Santa Caterina af Siena
SANTA CATERINA AF SIENA.
Det er i Santa Caterinas Hus i Siena en Dag i Slutningen af April, i den Uge, da hendes Fest fejres. Det er i det gamle Hus ved Farvernes Gade, i Huset med den smukke Loggia og med de mange smaa Kamre, der nu er lavet om til Kapeller og Bedekamre, og hvor Folk kommer og bringer Buketter af hvide Liljer, og hvor det dufter af Røgelse og Violer.
Naar man gaar der, tænker man: Det er ganske som om hun var død i Gaar, som om alle de, der gaar ud og ind i hendes Hjem i Dag, havde set og kendt hende.
Men egentlig er der heller ingen, der kan tro, at hun nylig er død, for da maatte der være mere Sorg og Graad og ikke blot et stille Savn som nu. Det er snarere, som om en elsket Datter nylig var bleven gift og var dragen bort fra Fædrenehjemmet.
Se blot paa de nærmeste Huse. De gamle Mure er endnu smykkede til Fest. Og i hendes eget Hjem hænger der endnu Blomsterguirlander under Portiko og Loggia, der er strøet Grønt paa Trappen og Dørtrinet, og i Stuerne dufter store Blomsterbuketter.
Hun kan umulig have været død i femhundrede Aar. Det ser meget snarere ud, som om hun havde holdt sit Bryllup og var draget bort til et Land, hvorfra hun sent eller aldrig kan vende tilbage. Er Husene ikke smykkede med lutter røde Bordtæpper og røde Dækkener og røde Silkebannere, og er der ikke stukket store røde Papirsroser ind i den mørke Guirlande af Jerneg, og Omhængene over Døre og Vinduer, er de ikke røde med Guldfrynser? Kan man tænke sig noget muntrere?
Og læg Mærke til, hvordan de gamle Kvinder gaar om inde i Huset og beskuer hendes smaa Ejendele. Det er, som om de havde set hende gaa netop med det Slør og med den Haarskjorte. De beser det Værelse, hun boede i, og peger paa Sengestedet og paa Brevpakkerne. Og de fortæller, at hun først slet ikke kunde lære at skrive, men saa kom det ganske pludselig over hende — uden at hun havde lært det. Og se bare hendes Skrift, hvor god og tydelig! Og saa peger de paa den lille Flaske, hun plejede at bære ved Bæltet for altid at have lidt Draaber ved Haanden, hvis hun traf paa en syg; — og de læser en Velsignelse over den gamle Natlampe, hun havde i Haanden, naar hun kom og saa til de syge i de lange pinefulde Nætter. Det er ganske som om de vilde sige: „Aa Gud, aa Gud, at hun nu er borte, den lille Caterina Benincasa, at hun aldrig mere skal komme og se til os gamle!“
Og de kysser hendes Portræt og tager en Blomst ud af Buketterne til at gemme som en Erindring.
Det ser ud, som om de, der blev tilbage i Hjemmet, for længe siden har beredt sig paa Skilsmissen og søgt at gøre alt for at bevare Mindet om den bortdragne rigtig levende. Se, der paa Væggen er hun malet, der er hele hendes lille Historie samlet Træk for Træk. Der er hun, da hun klippede sit lange, smukke Haar af, for at ingen Mand skulde være i Stand til at elske hende; thi hun vilde ikke gifte sig. Ak, ak, hvor megen Spot og Spe hun maatte døje for den Sags Skyld! Det er skrækkeligt at tænke paa, hvordan hendes Moder pinte hende og behandlede hende som en Tjenestepige og lod hende sove paa Stengulvet i Forstuen og ingen Mad vilde give hende, blot fordi hun var saa egensindig med det Haar. Men hvad skulde hun gøre, naar de bestandig gjorde Forsøg paa at gifte hende bort — hende, der ikke vilde have nogen anden Brudgom end Kristus? Og der er hun, da hun laa paa Knæ og bad, og hendes Fader kom ind i Stuen, uden at hun vidste det, og saa en dejlig, hvid Due svæve over hendes Hoved, saa længe Bønnen varede. Og der er hun den Julenat, da hun havde sneget sig hen til Madonnas Alter for ret at glæde sig over Guds Søns Fødsel. Og den skønne Madonna bøjede sig ud af Rammen og rakte hende Barnet, at hun skulde have Lov at holde det et Øjeblik paa sine Arme. Aa, hvilken Vellyst det var for hende!
Aa Gud nej, man behøver slet ikke at sige, at hun er død, den lille Caterina Benincasa. Man kan ganske simpelt sige, at hun er dragen bort med sin Brudgom.
Der i Hjemmet vil man aldrig glemme hendes fromme Gøren og Laden. Alle Sienas fattige kommer og banker paa Porten, fordi de ved, det er den lille Jomfrus Bryllupsdag. Og store Stabler Brød ligger rede til dem, som om hun endnu var derhjemme. De faar Kurve og Lommer fyldt. Om hun selv havde været der, kunde hun ikke have sendt dem bort tungere belæssede.
Den bortdragne har efterladt saa stort et Savn, at man knap forstaar, hvor Brudgommen kunde have Hjerte til at tage hende med sig.
Inde i de smaa Kapeller, der er indrettede i hver en Krog af Huset, læser de Messe efter Messe hele Dagen, og de paakalder Bruden og synger Hymner til hende.
„Hellige Caterina,“ siger de, „paa denne din Dødsdag, som er din himmelske Bryllupsdag, bed for os!
„Hellige Caterina, du som ikke havde nogen anden Kærlighed end Kristus, du som i Livet var hans trolovede Brud og i Døden blev modtagen af ham i Paradis: bed for os!
„Hellige Caterina, du straalende Himmelbrud, du allerlyksaligste Jomfru, du, som Guds Moder ophøjede til Sønnens Side, du som paa denne Dag blev baaren af Engle til Herlighedens Rige: bed for os!“
— — —
Det er underligt, som man kommer til at elske hende, som Hjemmet og Billederne og de gamles og fattiges Kærlighed gør hende levende. Og man giver sig til at tænke paa hende, hvordan hun egentlig var, om hun kun var en Helgen, kun en Himmelbrud, om det er sandt, at hun ikke var i Stand til at elske nogen anden end Kristus. Og saa dukker en gammel Historie, som har varmet ens Hjerte for længe siden, op af Erindringen, først ganske ubestemt og formløs, men alt imens man sidder der under Loggiaen i det festsmykkede Hjem og ser de fattige vandre afsted med deres fyldte Kurve og hører den dumpe Mumlen fra Kapellerne, bliver den tydeligere og tydeligere, og paa een Gang staar den klar og tydelig for Tanken.
— — —
Nicola Tungo var en ung Adelsmand fra Perugia, der ofte kom til Siena for Væddeløbenes Skyld. Han opdagede snart, hvor slet Siena blev regeret, og sagde ofte baade ved Gæstebudene hos de store, og naar han sad og drak paa Værtshusene, at Siena burde rejse sig imod Signoriaen og skaffe sig andre Ledere.
Den daværende Signoria havde ikke været ved Magten mere end et halvt Aar, den følte sig ikke videre sikker i sin Stilling og holdt ikke af, at Perugieren ophidsede Folket. For at gøre hurtig Ende paa Sagen lod den ham fængsle, og efter et kort Forhør blev han dømt til Døden. Han blev sat ind i en Fangecelle i Palazzo publico, mens der blev truffet Forberedelser til Henrettelsen der skulde foregaa næste Morgen paa Torvet.
Først blev han meget underlig til Mode. I Morgen skulde han altsaa ikke mere gaa med sin grønne Fløjelskappe og sin smukke Kaarde, han skulde ikke mere gaa paa Gaden med sin Strudsfjersbaret og tiltrække sig de unge Jomfruers Blikke, og han følte det som en smertelig Tomhed, at han ikke vilde komme til at ride den ny Hest, han købte i Gaar og kun havde prøvet en eneste Gang.
Pludselig kaldte han paa Fangevogteren og bad ham gaa til Herrerne i Signoriaen og sige, at han umulig kunde lade sig slaa ihjel; han havde ikke Tid. Han havde altfor meget at gøre. Livet kunde ikke undvære ham. Hans Fader var gammel, og han var jo eneste Søn, det var ham, der skulde forplante Slægten. Det var ham, der skulde gifte Søstrene bort, ham, der skulde bygge det ny Palads, ham, der skulde plante den ny Vingaard.
Han var en kraftig ung Mand, han vidste ikke, hvad Sygdom var, havde ikke andet end Liv i Aarerne. Hans Haar var mørkt og hans Kinder røde. Han kunde ikke fatte, at han skulde dø.
Naar han tænkte paa, at man tog ham bort fra Leg og Dans og Karneval og fra Væddeløbet næste Søndag og fra den Serenade, han vilde give den skønne Giulietta Lombardi, saa blev han rasende vred og harmedes paa Raadsherrerne, som man harmes paa Tyve og Røvere. De Skurke, de Skurke, de vilde tage Livet fra ham!
Men alt som Tiden gik, blev hans Savn dybere. Han savnede Luft og Vand og Himmel og Jord. Han syntes, han gerne vilde gaa som en Tigger ved Vejen, han vilde gerne være syg, sulte og fryse, naar han bare fik Lov til at leve.
Han ønskede, at alt maatte dø med ham, at der ikke blev noget tilbage, naar han var borte. Det vilde have været en stor Trøst.
Men at Folk skulde gaa paa Torvet og handle og Kvinderne hente Vand ved Brønden og Børnene løbe paa Gaden næste Dag og alle Dage og han ikke være der og se det, det kunde han ikke udholde. Han misundte ikke alene dem, der kunde leve i Fryd og Herlighed og var lykkelige. Han misundte lige saa meget den elendigste Krøbling. Hvad han ønskede, var ene og alene Livet.
Saa kom der Præster og Munke til ham.
Han blev næsten glad; thi nu havde han nogen at lade sin Vrede gaa ud over. Først lod han dem tale lidt; det morede ham at høre, hvad de vilde sige til en saa dybt forurettet Mand; men da de sagde, han maatte glæde sig over, at det blev ham forundt i sin blomstrende Ungdom at gaa bort fra dette Liv og vinde Himmelens Salighed, da for han op og udøste sin Vrede over dem. Han haanede Gud og Himmelens Glæder, dem trængte han ikke til. Han vilde have Livet og Jorden og Tant og Forfængelighed. Han fortrød hver den Dag, han ikke havde boltret sig i jordisk Glæde. Han fortrød hver Fristelse, han havde modstaaet. Gud behøvede slet ikke at bekymre sig om ham. Han følte ikke nogen Længsel efter hans Himmel.
Da Præsterne blev ved at tale, greb han en af dem i Brystet og havde dræbt ham, hvis ikke Fangevogteren havde kastet sig imellem. De lod ham nu binde og kneble og prædikede saa for ham, men saa snart han fik Lov at tale, rasede han som før. De arbejdede med ham i mange Timer, men de saa, at ingenting hjalp.
Da de ikke vidste Raad mere, foreslog en af dem, at man skulde prøve med den unge Caterina Benincasa, der havde røbet stor Evne til at bøje trodsige Sind.
Da Perugieren hørte Navnet, holdt han inde midt i sin Ordstrøm. I Sandhed, det behagede ham. Det var noget helt andet at faa med en ung, smuk Jomfru at gøre. „Send kun Jomfruen hid,“ sagde han.
Han vidste, hun var en ung Farverdatter, der gik alene om og prædikede i Gyder og Stræder. Nogle ansaa hende for vanvittig, andre fortalte, at hun havde Syner. For ham kunde hun altid være bedre Selskab end disse snavsede Munke, der bragte ham ud af sig selv.
Saa gik Munkene deres Vej, og han blev alene. Kort efter gik Døren op paa ny, men hvis den, der var sendt Bud efter, nu var kommen ind, maatte hun have gaaet med meget lette Trin, for han hørte ingenting. Han laa paa Gulvet, saadan som han havde kastet sig ned i sin store Vrede; nu var han for træt til at rejse sig eller gøre en Bevægelse, ja, til at se op. Hans Arme var snørede sammen med Reb, der skar dybt ind i Kødet.
Nu følte han, at en gav sig til at løsne disse Reb, en varm Haand strejfede hans Arm, og han saa op. Ved Siden af ham laa et lille Væsen i hvid Dominikanerdragt med Hoved og Hals saa indhyllet i hvide Slør, at man ikke saa mere af hendes Ansigt end af en Ridders, naar han har Hjelm og nedslaaet Visir.
Hun saa slet ikke saa from ud, hun var nok lidt misfornøjet. Han hørte hende mumle noget om Fangevogterne, der havde strammet Rebene. Det saa slet ikke ud, som om hun var kommen for at tage sig af noget andet end de Knuder. Hun var kun optaget af at løse dem, uden at det gjorde ondt. Til sidst maatte hun bide i dem, og saa gik det. Hun løste Rebet med let Haand, tog saa den lille Flaske, der hang ved hendes Bælte, og dryppede et Par Draaber paa den gnavede Hud.
Han laa hele Tiden og saa paa hende, men hun mødte ikke hans Blik; det lod til, hun ikke kunde tænke paa andet end det, hun havde mellem Hænder. Det var, som om ingenting var saa fjernt fra hendes Tanker, som at hun var der for at berede ham til Døden.
Han følte sig saa udmattet efter sin Ophidselse og samtidig saa beroliget af hendes Nærværelse, at han ikke sagde andet end:
„Jeg tror, jeg vil sove.“
„Det er en stor Skam, at de ikke har givet dig noget Halm,“ sagde hun.
Et Øjeblik saa hun sig raadvild om, saa satte hun sig paa Gulvet og lagde hans Hoved i sit Skød. „Har du det nu bedre?“ sagde hun.
Aldrig i hele sit Liv havde han følt en saadan Hvile.
Sove kunde han dog ikke, men laa og saa op i hendes Ansigt, der var gulhvidt og gennemsigtigt. Saadanne Øjne havde han aldrig før set. De saa bestandig langt, langt bort, skuede ind i en anden Verden, mens hun sad ganske ubevægelig for ikke at forstyrre hans Søvn. „Du sover ikke, Nicola Tungo,“ sagde hun og saa urolig ud.
„Jeg kan ikke sove,“ svarede han, „fordi jeg ligger og grunder over, hvem du vel kan være.“
„Jeg er Datter af Luca Benincasa, Farveren, og hans Hustru Lapa,“ sagde hun.
„Det ved jeg,“ sagde han, „og jeg ved ogsaa, at du gaar om og prædiker paa Gaderne. Og jeg ved, at du har klædt dig i Nonnedragt og aflagt Kyskhedsløfte. Men alligevel ved jeg ikke, hvem du er.“
Hun vendte Hovedet lidt bort. Saa sagde hun hviskende som en, der tilstaar sin første Kærlighed:
„Jeg er Kristi Brud.“
Han lo ikke, tværtimod, han følte et Stik i Hjertet ganske som af Skinsyge. „Aa, Kristus!“ sagde han, som om hun havde kastet sig bort.
Hun hørte, at Tonen var foragtelig, men hun troede, han mente, hun havde talt formasteligt.
„Jeg forstaar det ikke selv,“ sagde hun, „men saadan er det.“
„Det er en Indbildning eller en Drøm,“ sagde han.
Hun vendte sit Ansigt om til ham. Nu skinnede Blodet rødt bag den gennemsigtige Hud. Han saa pludselig, at hun var yndig som en Blomst, og han fik hende kær. Han bevægede Læberne som for at tale, men der kom ikke en Lyd frem.
„Hvor kan du forlange, jeg skal tro det?“ sagde han trodsigt.
„Er det ikke nok for dig, at jeg er her i Fængslet hos dig?“ spurgte hun med hævet Stemme. „Er det nogen Glæde for en Ungmø som mig at gaa til dig og andre Forbrydere i deres skumle Fangehuller, er det Skik for en Kvinde at staa og prædike paa Gadehjørnerne, saadan som jeg gør, og være et Bespottelsens Tegn? — Trænger jeg ikke til Søvn som andre Mennesker? Og dog maa jeg staa op hver Nat og gaa til de syge i Hospitalerne. Er jeg ikke frygtsom som andre Kvinder? Og dog maa jeg gaa til de højfornemme Herrer paa deres Slotte og tale dem til Rette. Jeg maa gaa til de pestsmittede, jeg maa se al Last og Synd. Naar har du ellers set en Jomfru gøre alt dette? Men jeg er nødt til at gøre det.“
„Aa, din Stakkel.“ sagde han og strøg sagte hen over hendes Haand. „Din Stakkel!“
„For jeg er ikke modigere eller klogere eller stærkere end alle andre,“ sagde hun. „Det er ligesaa svært for mig som for alle andre Jomfruer. Det kan du jo se. Jeg er kommen herhen for at tale med dig om din Sjæl, men jeg ved jo slet ikke, hvad jeg skal sige til dig.“
Det var underligt, hvor nødig han vilde lade sig overbevise. „Du kan alligevel tage fejl,“ sagde han. „Hvor ved du, at du kan kalde dig Kristi Brud?“
Hendes Stemme skælvede, og det var, som om hun skulde rive Hjertet ud af Brystet paa sig, da hun svarede:
„Det begyndte tidlig for mig; jeg var ikke mer end seks Aar. Da gik jeg en Aften med min Broder paa Engen nedenfor Dominikanernes Kirke, og lige da jeg løftede mit Blik op imod Kirken, saa jeg Kristus sidde paa en Trone, omgiven af al Magt og Herlighed. Han var iført skinnende hvide Klæder som den hellige Fader i Rom, hans Hoved var omstraalet af Paradisets Glans, og rundt omkring ham stod Pietro, Paolo og Evangelisten Giovanni. Og mens jeg betragtede ham, fyldtes mit Hjerte af en saadan Kærlighed og hellig Vellyst, at jeg knap kunde udholde det. Han løftede Haanden og velsignede mig, og jeg sank ned paa Engen og var saa betagen af Lyksalighed, at min Broder maatte tage mig i Armen og ruske mig. — Og lige siden den Tid, Nicola Tungo, har jeg elsket Jesus som en Brudgom.“
Han indvendte paa ny: „Du var et Barn den Gang. Du var falden i Søvn paa Engen og drømte.“
„Drømte?“ gentog hun. „Skulde jeg have drømt alle de Gange, jeg har set ham? Skulde det være en Drøm, da han kom til mig i Kirken i en Tiggers Skikkelse og bad mig om en Almisse? da var jeg dog lysvaagen. Og tror du, jeg blot for en Drøms Skyld kunde have baaret al den Kval, jeg maatte lide som ung Jomfru, fordi jeg ikke vilde gifte mig?“
Nicola blev ved at sige hende imod, fordi det var ham umuligt at udholde, at hun gik og bar paa en anden Kærlighed. „Men selv om nu du elsker Kristus, Jomfru, hvor ved du saa, at han elsker dig?“
Hun smilede med sit allerlykkeligste Smil og klappede i Hænderne som et Barn. „Nu skal du høre, nu skal du høre,“ sagde hun. „Nu skal jeg fortælle dig det allervigtigste. Det var en Fastelavnsnat. Det var efter at jeg havde faaet Fred med mine Forældre og faaet deres Tilladelse til at aflægge Kyskhedløfte og klæde mig i Nonnedragt, skønt jeg blev ved at bo i deres Hjem. Og det var Nat, som jeg sagde, men det var den sidste i Karnevalet, saa alle gjorde Nat til Dag. Der var Fest paa alle Gader; paa Murene af de store Paladser hang der Balkoner ligesom Bure, helt bedækkede med Silketæpper og Faner og helt fyldte af ædle Damer. Jeg saa al deres Skønhed ved Skinnet af de røde, osende Fakler, der sad i Broncearmene, den ene Række over den anden lige op til Tagryggen. Men paa de brogetsmykkede Gader kom de kørende med Vogne og bærende med gyldne Taarne, og alle Guder og Gudinder og alle Dyder og Skønheder drog frem i lange Optog. Og alle Vegne var der en Leg med Masker og en Lystighed, saa du aldrig har været med til noget muntrere, Herre. Og jeg flygtede ind i mit Kammer, men jeg hørte dog Latteren fra Gaden, og aldrig har jeg hørt Mennesker le saadan; det var saa klart og klokkerent, at hele Verden maatte le med. Og de sang Viser, som vel nok var stygge, men de lød saa uskyldige og vakte saadan Glæde, at ens Hjerte bævede. Saa midt under Bønnen maatte jeg spørge mig selv, hvorfor jeg ikke var med derude, og det drog og lokkede mig, som om jeg blev slæbt afsted af en løbsk Hest. Men aldrig før har jeg saa inderligt bedt Kristus om at vise mig, hvad hans Vilje med mig var. Og da ophørte pludselig al Larm. Der blev en stor, vidunderlig Stilhed om mig, og jeg saa en grøn Eng, hvor Guds Moder sad mellem Blomster, og paa hendes Skød laa Jesusbarnet og legede med Liljer. Men jeg ilede derhen i stor Glæde og lagde mig paa Knæ for Barnet og var med det samme fuld af Fred og Ro, og da satte det hellige Barn en Ring paa min Finger og sagde til mig: Vid, Caterina, at i Dag fejrer jeg min Trolovelsesfest med dig og binder dig til mig med den stærkeste Tro.“
„O, Caterina!“
Den unge Perugier havde vendt sig om paa Gulvet, saa at han nu kunde bore sit Ansigt ned i hendes Skød. Det var, som om han ikke kunde udholde at se, hvor hun straalede, mens hun talte, og hvor stjerneklart hendes Øjne skinnede. Der gik en Gysen af Smerte gennem hans Legeme.
Thi mens hun talte, var en stor Sorg vokset frem i hans Sjæl. Denne lille Jomfru, den lille hvide Jomfru kunde han aldrig vinde. Hendes Kærlighed tilhørte en anden, kunde aldrig blive hans. Det kunde ikke engang nytte at sige hende, at han elskede hende. Men han led, hele hans Væsen vaandede sig i Kærlighedskval. Hvor skulde han holde ud at leve uden hende? Da blev det ham næsten en Trøst at tænke paa, at han var dømt til Døden. Han behøvede ikke at leve og savne hende.
Saa drog den lille Kvinde bagved ham et dybt Suk og vendte tilbage fra Himlens Glæde for at tænke paa de stakkels Mennesker. „Jeg glemmer at tale med dig om din Sjæl,“ sagde hun.
Da tænkte han: se, den Byrde kan jeg dog lette for hende.
„Søster Caterina,“ sagde han, „jeg ved ikke, hvordan det er — men en himmelsk Trøst er kommen over mig. I Guds Navn, jeg vil berede mig til Døden. Lad du kun Præster og Munke hente; nu vil jeg skrifte for dem. Men een Ting maa du love mig, inden du gaar. Du maa komme til mig i Morgen, naar jeg skal dø, og holde mit Hoved mellem dine Hænder, som du nu gør.“
Da han sagde dette, brast hun i Graad af Lettelse, og hun fyldtes af en usigelig Glæde. „Hvor du er lykkelig, Nicola Tungo,“ sagde hun. „Du kommer til Paradis før jeg.“ Og hun klappede blidt hans Hoved.
Han sagde igen: „Du kommer jo til mig i Morgen paa Torvet. Maaske jeg ellers bliver bange. Maaske jeg ikke kan dø med Standhaftighed. Men naar du er der, vil jeg ikke føle andet end Glæde, og al Angst vil vige fra mig.“
„Jeg ser dig ikke mere som et stakkels Menneske,“ sagde hun, „men som en Beboer af Paradiset. Jeg synes, du straaler af Lys og er omsvævet af Røgelse. Der strømmer Salighed over til mig fra dig, der saa snart skal møde min elskede Brudgom. Vær vis paa, at jeg skal komme og se dig dø.“
Derpaa førte hun ham til Skrifte og Altergang. Han følte sig under det hele, som han sov; al Dødsangst og Livssavn var veget bort fra ham. Han længtes efter Morgenen, da han igen skulde se hende, tænkte blot paa hende og paa den Kærlighed, han havde fattet til hende. Nu syntes han, Døden var kun, en ringe Ting imod den Smerte, at hun aldrig vilde elske ham.
Den unge Jomfru sov ikke meget om Natten, og tidligt om Morgenen var hun paa Retterstedet for at være der, naar han kom. Hun anraabte uophørlig Jesu Moder, Maria, og den hellige Caterina af Ægypten, Jomfru og Martyr, med Bøn om at frelse hans Sjæl. Uophørlig gentog hun: „Jeg vil have, at han skal frelses, jeg vil, jeg vil.“ Men hun var bange for, at hendes Bønner var forgæves, for hun følte ikke mere den Henrykkelse, der havde været over hende Aftenen før; hun følte kun en uendelig Medlidenhed med ham, der skulde dø. Hun var helt betagen af Sorg og Smerte.
Lidt efter lidt blev Torvet fuldt af Mennesker. Soldater marcherede op, Bødlerne kom, der lød Støj og Tale rundt omkring, men hun saa og hørte ingen Ting. Hun følte sig, som om hun var helt alene.
Da han kom, var det ligedan med ham. Han havde ikke en Tanke for alle de andre, men saa kun hende. Men da han ved første Øjekast saa, at hun var helt opløst i Sorg, straalede han og blev næsten glad.
Han raabte højt til hende: „I Nat har du ikke sovet, Jomfru.“
„Nej,“ sagde hun, „jeg har vaaget i Bøn for dig, men nu er jeg fortvivlet, thi mine Bønner har ingen Kraft.“
Han lagde sig ned ved Blokken, og hun laa paa Knæ foran, saa hun kunde holde hans Hoved mellem sine Hænder.
„Nu drager jeg hen til din Brudgom, Caterina.“
Hun hulkede stærkere. „Jeg kan saa daarligt trøste dig,“ sagde hun.
Han saa paa hende med et underligt Smil. „Dine Taarer er min bedste Trøst.“
Bødlen stod hos med draget Sværd, men hun bød ham med en Bevægelse gaa til Side, at hun kunde tale nogle Ord endnu med den dødsdømte.
„Inden du var kommen,“ sagde hun, „lagde jeg mig ned her paa denne Blok for at prøve, om jeg kunde udholde det. Og da følte jeg, at jeg endnu ræddedes for Døden, at jeg ikke elsker Jesus nok til at ville dø i denne Stund. Og jeg vil heller ikke, at du skal dø, og mine Bønner har ingen Kraft.“
Da han hørte dette, tænkte han: Havde jeg levet, saa havde jeg dog vundet hende; og han var glad, han skulde dø, inden det var lykkedes ham at drage den straalende Himmelbrud ned paa Jorden.
Men da han havde lagt Hovedet i hendes Hænder, kom der en stor Trøst til dem begge. „Nicola Tungo,“ sagde hun. „Jeg ser Himlen aabne sig. Englene svæve ned for at tage imod din Sjæl.“
Et forundret Smil gled over hans Ansigt. Kunde det, han havde gjort for hendes Skyld, gøre ham værdig til Himlen? Han løftede sit Blik for at se, hvad hun saa; i det samme faldt Bøddeløksen.
Men hun saa Englene svæve længere og længere ned, saa dem løfte hans Sjæl, saa dem hæve sig med den mod Himlen.
— — —
Paa een Gang synes man, det er saa naturligt, at hun har levet alle disse fem Hundrede Aar. Hvor kunde man glemme den lille, blide Jomfru, det store elskende Hjerte! Atter og atter maa der synges til hendes Ære, som der nu synges inde i de smaa Kapeller:
Pia Mater et humilis,
Naturæ memor fragilis,
In hujus vitæ fluctibus
Nos rege tuis precibus.
Quem vidi, quem amavi,
In quem credidi, quem dilexi,
Ora pro nobis.
Ut digni efficiamur promessionibus Christi!
Santa Caterina, ora pro nobis![1]
- ↑ Fremme og hulde Moder, du som kender vor skrøbelige Natur, led os ved dine Bønner igennem dette Livs Bølgegang. Du hvem jeg saa og elskede, hvem jeg troede paa og tilbad, bed for os. at vi maa blive Kristi Forjættelser værdige. Hellige Caterina, bed for os!