Kejserindens Pengekiste
KEJSERINDENS PENGEKISTE.
Biskoppen havde ladet Pater Verneau kalde for sig. Det var en temmelig kedelig Historie, det drejede sig om. Pater Verneau var bleven sendt ud at prædike i Fabrikdistriktet omkring Charleroi, men var kommen dertil lige midt i en Strike, hvor Arbejderne havde været temmelig ophidsede og umedgørlige. Han meddelte Biskoppen, at han straks ved sin Ankomst til „det sorte Land“ havde faaet Brev fra en af Arbejdernes Førere med den Besked, at man gerne vilde høre ham tale, men hvis han fordristede sig til at nævne Guds Navn enten ligefrem eller ad Krogveje, da vilde der blive Spektakel i Kirken. „Og da jeg kom op paa Prædikestolen og saa den Menighed, jeg skulde prædike for,“ sagde Pateren, „tvivlede jeg ikke om, at Truslen vilde blive udført.“
Pater Verneau var en lille vindtør Munk. Biskoppen saa ned paa ham som paa et Væsen af lavere Art. Saadan en ubarberet, lidt snusket Munk med det mest ubetydelige Ansigt var naturligvis fejg. Han var saamænd endogsaa bange for Biskoppen.
„Det er blevet meldt mig,“ sagde Biskoppen, „at De opfyldte Arbejdernes Ønske. Men jeg behøver vel ikke at paapege…“
„Monseigneur,“ afbrød Pater Verneau i al Ydmyghed. „Jeg troede, at Kirken om muligt vilde undgaa enhver urostiftende Optræden.“
„Men en Kirke, der ikke tør nævne Guds Navn…“
„Har Monseigneur hørt min Prædiken?“
Biskoppen gik op og ned ad Gulvet for at berolige sig.
„De kan den naturligvis?“ sagde han.
„Naturligvis, Monseigneur.“
„Lad mig da høre den, som den blev holdt, Pater Verneau, Ord for Ord, nøjagtig som De holdt den.“
Biskoppen satte sig i sin Lænestol. Pater Verneau blev staaende.
„Borgere og Borgerinder,“ begyndte han i Foredragstone.
Biskoppen for op.
„Ja, saadan vil de tiltales Monseigneur.“
„Siger intet, Pater Verneau, bliv kun ved!“ Der gik en let Gysen gennem Biskoppen, disse to Ord havde pludselig sat ham ind i Situationen Han saa for sig denne Forsamling af det „sorte Lands“ Børn, som Pater Verneau havde talt til. Han saa mange vilde Ansigter, mange Pjalter, megen raa Lystighed. Han saa de Folk, der ikke var gjort noget for.
„Borgere og Borgerinder!“ begyndte Pater Verneau paa ny. „Der findes her i Landet en Kejserinde ved Navn Marie Theresia. Hun er en udmærket Regent, den bedste og viseste, Belgien nogen Sinde har haft.
Andre Regenter, mine Medborgere, andre Regenter faa Efterfølgere, naar de dø, og miste alt Herredømme over deres Folk. Ikke saa med den store Kejserinde Marie Theresia. Det er muligt, at hun har mistet Tronen i Østrig og Ungarn, det er muligt, at Brabant og Limburg er gaaet over til andre Herskere, men ikke hendes gode Grevskab Vestflandern. I Vestflandern, hvor jeg har boet de sidste Aar, kender man den Dag i Dag ikke til nogen anden Regent end Marie Theresia.
Vi ved, at Kong Leopold bor i Brüssel, men han kommer ikke os ved. Det er Marie Theresia, som endnu regerer her ude ved Havet. Fremfor alt i Fiskerbyerne. Jo længere man kommer ud mod Havet, jo mægtigere bliver hendes Herredømme.
Hverken den store Revolution eller Kejserdømmet eller Hollænderne have haft Magt til at styrte hende. Hvor skulde de kunne det? De har ikke gjort noget for Havets Børn, som kan lignes ved hendes Virksomhed.
Men hvad har hun ikke gjort for Folket paa Dünerne? Hvilken uvurderlig Skat har hun ikke skænket det, mine Medborgere!
For omtrent halvandet Hundrede Aar siden i hendes første Regeringstid gjorde hun en Rejse gennem Belgien. Hun kom til Brüssel og Brügge hun kom til Lüttich og Löwen, og da hun endelig havde set nok af store Byer og billedsmykkede Raadhuse, kom hun ogsaa ud til Kysten for at se Havet og Dünerne.
Det var ikke noget glædeligt Syn for hende. Hun saa Havet saa stort og vældigt, at intet Menneske kan kæmpe imod det. Hun saa Kysten, hjælpeløs og ubeskyttet. Der laa Dünerne, men Havet var gaaet over dem før og kunde gøre det igen. Der laa ogsaa nogle Dæmninger, men de var sammensunkne og forfaldne.
Hun saa tilsandede Havne, hun saa Marsklande saa sure, at kun Siv og Ugræs kunde vokse der, hun saa nedenfor Dünerne forblæste Fiskerhytter, der ligesom var kastet ud til Bytte for Havet, hun saa fattige, gamle Kirker, der var flyttet bort fra Havet ind imellem Flyvesand og Marehalm i ensomme Ødemarker.
Den store Kejserinde sad en hel Dag ude ved Havet. Hun lod sig fortælle om Oversvømmelser og bortskyllede Byer. Hun lod sig vise det Sted, hvor en hel Landstrækning var sunken i Havet. Hun lod sig ro ud der, hvor der stod en gammel Kirke paa Havbunden. Og hun lod opregne for sig alle de Mennesker, der var druknede, og alt det Kvæg, der var gaaet tabt, da Havet sidst var gaaet over Dünerne.
Hele Dagen igennem sad Kejserinden og tænkte: Hvordan skal jeg hjælpe dette stakkels Folk paa Dünerne? Jeg kan jo ikke forbyde Havet at stige og falde, jeg kan ikke forbyde det at undergrave Stranden. Heller ikke kan jeg binde Stormen eller hindre den i at kæntre Fiskernes Baade. Og endnu mindre kan jeg føre Fiskene i deres Garn eller forvandle Marehalmen til nærende Hvede. Der er ingen Monark i Verden saa mægtig, at han kan hjælpe dette stakkels Folk af med deres Nød.
Næste Dag var det Søndag, og Kejserinden hørte Messen i Blankenberghe. Alle Kystboerne lige fra Dunkerque til Sluis var kommen derhen for at se hende. Men før Messen gik Kejserinden omkring og talte med Folk.
Den første, hun traf paa, var Havnefogden i Nieuport. „Hvad nyt er der fra din By?“ spurgte Kejserinden. „Ikke noget nyt,“ svarede Havnefogden, „uden at Cornelis Aertsens Baad kæntrede i Gaar i Stormen, og vi fandt ham i Morges ridende paa Baadhvælvet.“ — „Det var da godt, han frelste Livet,“ sagde Kejserinden. „Det er ikke godt at sige,“ sagde Havnefogden, „thi han var vanvittig, da han kom i Land.“ - „Var det af Angest?“ spurgte Kejserinden. „Ja,“ sagde Havnefogden, „det er, fordi vi i Nieuport ikke har noget at stole paa i Nødens Stund. Cornelis vidste, at hans Kone og hans smaa Børn vilde sulte ihjel, hvis han omkom, og det var vel den Tanke, der gjorde ham vanvittig.“ — „Det er altsaa det, I trænger til herude paa Dünerne: noget at stole paa?“ — „Det er det,“ sagde Havnefogden; „Havet er usikkert, Høsten er usikker, Fiskeriet og Fortjenesten er usikre. Noget at stole paa, det er det, vi trænger til.“
Kejserinden gik videre, indtil hun traf paa Præsten i Heyst. „Hvad nyt fra Heyst?“ sagde hun til ham. „Ikke noget nyt,“ svarede han, „udenat Jacob van Ravesteyn har holdt op med at opgrøfte Marsklandet og opmudre Havnen, og holde Fyrene vedlige og alt andet nyttigt Arbejde, han havde under Hænder.“ — „Hvor kan det være,“ sagde Kejserinden. „Han har faaet en Arv,“ sagde Præsten, „men den var mindre, end han havde ventet.“ — „Men nu har han dog noget sikkert,“ sagde Kejserinden. „Ja vel,“ sagde Præsten, „men nu da han har Pengene mellem Hænder, tør han ikke vove sig til noget stort af Frygt for, at det ikke skal forslaa.“ — „Det er altsaa noget uendelig stort, der behøves for at hjælpe Jer i Heyst?“ sagde Kejserinden. „Det er det,“ sagde Præsten, „der er uendelig meget at gøre, og ingenting kan blive gjort, førend vi ved, at vi har uendelig meget at tage af.“
Kejserinden gik videre, til hun kom til Lodsoldermanden i Middelkerke og kunde spørge ham om Nyheder fra hans By. „Jeg ved ikke noget nyt at melde,“ sagde Lodsoldermanden, „uden at Jan van der Meer er kommen i Strid med Luca Neerwinden.“ — „Ja saa?“ sagde Kejserinden. „Ja, de har fundet den Torskebanke, de begge to har ledt efter hele deres Liv. De havde hørt fortælle om den af gamle Folk, og de har jaget omkring paa Havet for at finde den og været de bedste Venner hele Tiden, men nu, da de har fundet den, er de blevet Uvenner.“ – „Det havde altsaa været bedre, om de aldrig havde fundet den?“ sagde Kejserinden. „Ja,“ sagde Lodsoldermanden, „det havde sandelig været bedre.“ — „Altsaa: det, der skulde hjælpe Jer i Middelkerke,“ sagde Kejserinden, „det maa være saa godt gemt, at ingen kan finde det?“ — „Ja netop,“ sagde Lodsoldermanden, „godt gemt maa det være, thi hvis nogen skulde finde det, saa blev der blot Strid og Uenighed om det, eller ogsaa blev det straks brugt op, og saa gjorde det jo ingen Nytte mere.“
Kejserinden sukkede og følte, at hun formaaede ingenting. Derpaa gik hun i Messen, og hele Tiden laa hun paa sine Knæ og bad, at hun dog maatte faa Evne til at hjælpe Folket. Og — ja undskyld, Borgere, — men da Messen var læst til Ende, stod det klart for hende, at det var bedre at gøre lidet end intet. Da alle Folk var kommet ud af Kirken, stillede hun sig paa Kirketrappen for at tale til dem.
Ingen vestflandersk Mand eller Kvinde skal nogen Sinde glemme, hvordan hun saa ud. Hun var skøn som en Kejserinde, og hun var klædt som en Kejserinde. Hun havde ladet sig give Krone og Hermelinskaabe og havde taget Sceptret i Haanden. Hun havde højt opsat, pudret Haar, og en Rad store, ægte Perler snoede sig mellem Haarbuklerne. Hun var klædt i højrød Silke, men hele Dragten var besat med flamske Kniplinger. Hun havde røde højhælede Sko med store Diamantspænder over Vristen. Saadan ser hun ud, hun, der regerer over vort Vestflandern den Dag i Dag.
Nu talte hun til Kystboerne og sagde dem sin Villie. Hun fortalte dem, hvorledes hun havde grublet over Midler til at hjælpe dem. Hun sagde, at de vidste jo nok, hun kunde ikke tvinge Havet til Ro eller lænkebinde Stormen, at hun ikke kunde føre Fiskestimerne ind under Kysten eller forvandle Marehalmen til Hvede. Men hvad hun som et stakkels Menneske kunde gøre for dem, det skulde blive gjort.
De laa alle paa Knæ, medens hun talte. Aldrig før havde de følt et saa mildt og moderligt Hjerte slaa for dem. Kejserinden talede saaledes med dem om deres haarde, strenge Liv, at de fik Taarer i Øjnene over hendes Medlidenhed.
Men nu, sagde Kejserinden, havde hun besluttet at efterlade hos dem sin kejserlige Pengekiste med alle de Skatte, den indeholdt. Det skulde være hendes Gave til alle dem, der boede paa Dünerne. Det var den eneste Hjælp, hun kunde yde dem, og hun bad dem tilgive, at den var saa ringe. Og hun havde selv Taarer i Øjnene, da hun sagde dette.
Hun spurgte dem nu, om de vilde love og sværge ikke at bruge af Skatten, førend Nøden iblandt dem var saa stor, at den ikke kunde blive større. Dernæst: om de vilde sværge at lade den gaa i Arv til deres Efterkommere, hvis de ikke selv behøvede den. Og til sidst bad hun hver enkelt Mand sværge, at han ikke vilde søge at bemægtige sig Skatten til sit eget Brug uden først at spørge hele Fiskerbefolkningen.
Om de vilde sværge! Det vilde de alle. Og de velsignede Kejserinden og græd af Taknemmelighed. Og hun græd og sagde dem, at hun vidste, at hvad de trængte til, var en Støtte, der aldrig svigtede, og en Skat, der aldrig kunde bruges op, og en uopnaaelig Lykke, men det kunde hun ikke give dem. Hun havde aldrig været saa magtesløs som her ude paa Dünerne.
Mine Medborgere, uden at hun vidste det, alene i Kraft af den kongelige Visdom, der var nedlagt hos denne store Dronning, er det lykkedes hende at naa langt mere, end hun havde tilsigtet, og det er derfor, man kan sige, at hun endnu den Dag i Dag regerer over Vestflandern.
Hvilken Glæde er det ikke at høre om al den Velsignelse, som ved Kejserindens Gave er bleven spredt over Vestflandern! Folk derude har nu noget at stole paa, som de saa haardt trænger til, og som vi alle haardt trænger til. Hvor stor Nøden saa er, er der aldrig nogen Fortvivlelse.
De har fortalt mig derude, hvorledes Kejserindens Pengekiste ser ud. Som St. Ursulas Helgenskrin i Brügge, men endnu skønnere. Den er en Efterligning af Domkirken i Wien, og den er af purt Guld, men paa Siderne er hele Kejserindens Historie afbildet i det hvideste Alabaster. Paa de smaa Sidetaarne straaler de fire Diamanter, som Kejserinden brød ud af den tyrkiske Sultans Krone, og i Gavlen staar hendes Navnetræk indlagt med Rubiner. Men naar jeg spørger dem, om de har set Skrinet, svarer de, at skibbrudne Sømænd, der er i Livsfare, altid ser det svømme foran dem paa Bølgen som et Tegn paa, at de ikke skal fortvivle for deres Koner og Børn, dersom de skulde blive nødte til at forlade dem.
Men de er ogsaa de eneste, der har set Skatten; ellers er ingen kommen den saa nær, at han kunde tælle den. Og I ved, Borgere, at Kejserinden aldrig fortalte nogen, hvor stor den var. Men tvivler I paa, hvor megen Nytte den har gjort og gør, saa vil jeg bede Jer drage ud til Havet og se. Der har været en Graven og en Byggen lige siden den Tid, og Havet ligger nu kuet under Høfder og Dæmninger og gør ingen Skade, og der er grønne Enge inden for Dünerne, og der er blomstrende Byer og Badesteder ud imod Stranden. Men for hvert et Fyr, der er blevet bygget, hver en Havn, der er bleven uddybet, hvert et Skib, hvis Køl er lagt, hver en Dæmning, der er bleven rejst, har man altid tænkt: „Hvis vore egne Penge ikke skulde slaa til, faar vi Hjælp af vor naadige Kejserinde Marie Theresia“. Men dette har kun været en Spore; deres egne Penge har altid slaaet til.
I ved ogsaa, at Kejserinden ikke sagde, hvor Skatten var. Var dette ikke saare vel betænkt, Borgere? Der er en, som har den i Forvaring, men først naar alle er bleven enige om at dele den, vil den, der forvarer Skatten, træde frem og aabenbare, hvor den findes. Derfor er man sikker paa, at hverken nu eller i Fremtiden vil den blive uretfærdigt fordelt. Den er lige for alle. Enhver ved, at Kejserinden tænker lige saa meget paa ham som paa hans Nabo. Der kan ikke blive Strid og Misundelse mellem Folk derude som imellem andre Mennesker, thi de er fælles om det bedste.“
Biskoppen afbrød Pater Verneau.
„Det er nok,“ sagde han; „hvorledes sluttede De?“
„Jeg sagde,“ vedblev Munken, „at det var meget sørgeligt, at den gode Kejserinde ikke ogsaa var kommen til Charleroi. Jeg beklagede dem, fordi de ikke ejede hendes Pengekiste. Saa store Ting, som de havde at udføre, et saadant Hav, som de havde at tæmme, og et saadant Flyvesand, som de havde at binde, sagde jeg til dem, var der saa vist intet, de trængte saa haardt til!“
„Og saa?“ spurgte Biskoppen.
„Et Par Kaalstokke, Deres Højærværdighed, lidt Piben i Fingrene, men da var jeg allerede nede af Prædikestolen. Ellers intet.“
„De havde forstaaet, at De talte til dem om Guds Forsyn?“
Munken bøjede sig.
„De havde forstaaet, at De vilde vise dem, at den Magt, som de haaner, fordi de ikke ser den, maa holde sig skjult? At den vilde blive misbrugt i samme Øjeblik som den aabenbarede sig i synlig Skikkelse? Jeg ønsker Dem til Lykke, Pater Verneau.“
Munken trak sig bukkende tilbage henimod Døren.
Biskoppen fulgte ham, straalende af Velvilje.
„Men Pengekisten, tror de endnu paa den derude. . . . .?“
„Fuldt og fast, Monseigneur!“
„Og Skatten, har der nogensinde været en Skat?“
„Monseigneur, jeg har svoret!“
„Aa, men for mig . . . .“ sagde Biskoppen.
„Det er Præsten i Blankenkerghe, der har den i Forvaring. Han har ladet mig se den. Det er en lille Trækiste med Jernbeslag.“
„Og . . . . .?“
„Og paa Bunden ligger der tyve blanke Marie Theresia-Thaler.“
Biskoppen smilede, men blev strax alvorlig.
„Kan det gaa an at sammenligne en saadan Trækiste med Guds Forsyn?“
„Alle Sammenligninger ere ubillige, Monseigneur. Alle Mennesketanker ere forfængelige.“
Pater Verneau bukkede endnu en Gang og listede ud af Audiensværelset.