Fiskerringen

Det Nordiske Forlag København


Legender og Fortællinger.djvu Legender og Fortællinger.djvu/10 32-58

Dette er en oversættelse, og dens ophavsretmæssige status er forskellig fra originalteksten. Licensen for oversættelsen gælder kun for denne udgave.
Originalteksten:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.
Oversættelsen:
PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i hverken Danmark eller USA, da ophavsmanden er anonym, og da det blev udgivet før 1. januar 1925.

FISKERRINGEN.

I Dogen Gradenigos Regeringstid levede der i Venedig en gammel Fisker ved Navn Cecco. Han havde været meget stærk og var endnu kraftig af sin Alder, men i den sidste Tid havde han dog holdt op at arbejde og lod sine to Sønner forsørge sig. Han var meget stolt af Sønnerne, og han elskede dem — o Signore, hvor han elskede dem!

Hen det havde ogsaa føjet sig saadan, at han havde været næsten alene om at opdrage dem. Deres Moder var tidlig død, og saa maatte Cecco paatage sig Omsorgen for dem. Han havde skaffet dem Klæder og lavet Mad, han havde siddet med Naal og Traad i Baaden og lappet og stoppet. Han havde ikke brudt sig det mindste om, at der blev let af ham for den Sags Skyld. Han havde ogsaa ganske alene lært dem alt hvad de behøvede at vide. Han havde gjort et Par dygtige Fiskere ud af dem og vænnet dem til at ære Gud og San Marco.

„Husk altid paa“, sagde han til dem, „at Venedig aldrig vil være i Stand til at holde sig oppe ved sin egen Kraft. Se paa den! Er den ikke bygget paa Bølgerne? Se paa de lave Øer inde ved Land, hvor Vandet skvulper frem og tilbage mellem Tangen. I vilde ikke vove at træde paa dem, og dog er det paa saadan Grund, hele Byen hviler. Og ved I ikke, at Nordenvinden har Kraft til at slynge baade Kirker og Paladser ud i Havet? Ved I ikke, at vi har saa vældige Fjender, at alle Fyrster i Kristenheden ikke kan overvinde dem. Derfor skal I altid bede til San Marco, for i hans stærke Haand hviler de Kæder, der holder Venedig svævende over Havets Dyb.“

Og om Aftenen, naar Maaneskinnet udgød sig over Venedig, grønblaat af Havdis, naar de stille gled op ad Canale grande, og de Gondoler, de mødte, var fulde af Sangere, naar Paladserne skinnede hvide, og der laa tusend Lysstriber over det mørke Vand, da mindede han dem altid om, at de skulde takke San Marco for Livet og Lykken.

Men, o Signore, han glemte ham heller ikke om Dagen. Naar de kom hjem fra en Fisketur og gled hen over Lagunevandet, der laa lyseblaat og gyldent, naar Byen laa foran dem svømmende paa Bølgen, naar de store Skibe gled ud og ind i Havnen, og Dogepaladset skinnede dem i Møde som et stort lukket Smykkeskrin, der omsluttede alle Verdens Skatte, da glemte han aldrig at fortælle dem, at alt dette var San Marcos Gaver, og at det altsammen vilde forgaa, hvis en eneste Venetianer var utaknemlig nok til ikke mere at tilbede ham og tro paa ham.

Nu skete det, at Sønnerne engang drog ud paa Fiskeri paa det aabne Hav udenfor Lidoen. De var i Følge med flere andre, havde et dejligt Fartøj og havde i Sinde at blive borte i flere Dage. Vejret var smukt, og de haabede paa en god Fangst.

De lagde ud fra Rialto, den store Ø, hvor selve Byen ligger, en tidlig Morgenstund, og altsom de gled hen over Lagunerne, saa de alle de Øer, der ligesom Fæstninger beskytter Venedig mod Havet, dukke op af Morgentaagen. Der var La Giudecca og San Giorgio til højre, og San Michele, Murano og San Lazzaro til venstre. Saa fulgte Ø paa Ø i en stor Kreds lige ud til den langstrakte Lido, der laa lige for og dannede ligesom Laasen paa Perlesnoren. Men hinsides Lido var det vide, uendelige Hav.

Da de var vel derude, gik nogle af dem i en Jolle og roede ud at sætte Garn. Det var endnu godt Vejr, skønt Bølgegangen var stærkere her end indenfor Ørækken. Naturligvis drømte ingen om Fare. De havde et godt Fartøj og var søvante Folk.

Snart mærkede dog de, der var bleven tilbage paa Chaluppen, at Vandet og Himlen pludselig blev mørkt i Nord. De forstod, at det blæste op til en Nordenstorm, og de raabte straks til Kammeraterne; men de var allerede for langt borte til at høre Raabene.

Vinden naaede først Jollen. Da Fiskerne pludselig saa Bølgerne rejse sig omkring dem som Kvæghjorder, der har hvilet sig paa en stor Slette, rejser sig om Morgenen, rejste en af dem sig op i Jollen og vinkede til Kammeraterne, men i samme Øjeblik styrtede han baglænds i Havet. Straks efter kom der en Bølge, der rejste Jollen helt paa Højkant, og man kunde se, at Folkene ligesom blev rystet løs fra Tofterne og slyngede i Havet. Det varede kun et Øjeblik, saa var det hele forsvundet. Saa kom Baaden igen til Syne med Kølen opad. De prøvede nu at komme hen til Stedet med Chaluppen, men kunde ikke krydse op imod Vinden.

Det var en forfærdelig Storm, der kom farende over Havet, og Fiskerne havde snart nok at gøre med at bjerge sig selv. De slap dog velbeholdent hjem og bragte Bud om Ulykken. Det var Ceccos to Sønner og tre andre, der var omkomne.

Ak ja, saa underligt det kan gaa til. Cecco var samme Morgen gaaet ned til Rialtobroen for at se paa Fiskehandelen. Han gik om imellem Fiskebordene og brystede sig som en fin Herre, fordi han ikke behøvede at arbejde. Han tog endogsaa et Par gamle Lidofiskere med ind paa et Osteri og bød dem et Bæger Vin. Han bredte sig, som han sad der paa Bænken, og gjorde sig vigtig og pralede af sine Sønner. Ja, han kom saadan i Humør, at han tog Zecchinen frem — den, han fik af Dogen, da han havde frelst et Barn fra at drukne i Canale grande. Han var meget glad for den store Guldmønt, havde den altid hos sig og viste den frem, saa tit han fik Lejlighed.

Saa kom der en Mand ind og gav sig til at fortælle om Ulykken uden at lægge Mærke til, at Cecco sad der. Men han havde ikke talt længe, før Fiskeren kastede sig over ham og greb ham i Struben. „Du vover ikke at fortælle mig, at de er døde,“ skreg han, „ikke mine Sønner!“

Manden rev sig løs fra ham, men Cecco blev længe ved at te sig, som om han var gaaet fra Forstanden.

Folk hørte ham raabe og jamre sig, de stimlede sammen i Osteriet, saa mange der kunde rummes, og stod i Kreds om ham som omkring en Taskenspiller.

Cecco sad paa Gulvet og klagede sig. Han slog med Haanden i det haarde Stengulv og sagde den ene Gang efter den anden: „Det er San Marco, San Marco, San Marco.“

„Cecco, du er fra Sans og Samling af Sorg,“ sagde de til ham.

„Jeg vidste, det vilde ske derude paa Havet,“ sagde Cecco, „udenfor Lido og Malamocco, der vidste jeg, det vilde ske. Dèr vilde San Marco tage dem. Han bar Nag til dem. Jeg har længe frygtet det. Ja,“ sagde han uden at høre efter, hvad de sagde for at berolige ham, „de lo engang af ham, det var engang, vi laa udenfor Lido. Han har ikke glemt det. Han taaler ikke, man ler af ham.“

Han lod sine forvirrede Blikke glide hen over de omstaaende, som om han søgte Hjælp. „Hør du, Beppo fra Malamocca,“ sagde han og rakte Haanden ud imod en stor Fisker, „tror du ikke, det var San Marco?“

„Tænk dog ikke paa sligt, Cecco.“

„Nu skal du høre, hvordan det gik til, Beppo. Ser du, vi laa derude paa Havet, og for at Tiden ikke skulde blive os for lang, fortalte jeg dem, hvordan San Marco kom til Venedig. Evangelisten San Marco, sagde, jeg til dem, laa først begraven i en skøn Domkirke i Alexandria i Ægypten. Men Byen faldt i de vantros Hænder, og en Gang befalede deres Kalif, at man skulde bygge ham et prægtigt Palads i Alexandria og tage Søjler fra de Kristnes Kirker at smykke det med. Men netop paa den Tid laa der to venetianske Købmænd i Alexandrias Havn med ti fuldt lastede Skibe. Da disse Mænd kom ind i den Kirke, hvor San Marco var begraven, og hørte om Kalifens Befaling, sagde de til de bedrøvede Præster: „Det dyrebare Lig, som I har i Eders Kirke, staar i Fare for at blive vanhelliget af Saracenerne. Giv os det! Vi vil ære det; thi San Marco var den første, der prædikede paa Laguneøerne, og Dogen vil belønne Eder.“ Og Præsterne gav deres Samtykke, og for at de Kristne i Alexandria ikke skulde sætte sig imod det, lagde man Liget af en anden hellig Mand i Evangelistens Kiste. Men for at heller ikke Saracenerne skulde faa at vide, at de bortførte Liget, blev det lagt ned paa Bunden af en stor Kasse, og ovenpaa lagde man Skinker og røget Flæsk, som Saracenerne ikke kunde udstaa. Saa da Toldbetjentene lukkede Laaget paa Kassen op, skyndte de sig bort saa hurtigt som muligt. Men de to Købmænd bragte San Marco i god Behold til Venedig. Du ved jo, at det er saadan, Historien lyder, Beppo.“

„Ja vist, Cecco.“

„Ja, men nu skal du høre,“ og Cecco rejste sig halvt op og talte med dump Stemme i sin Angst. „Ser du, nu kommer det forfærdelige. Da jeg fortalte, at den hellige Mand havde ligget gemt under Flæsket, gav Drengene sig til at skoggerle. Jeg tyssede paa dem, men de lo blot mere. Giacomo laa paa Maven i Forstavnen, og Pietro sad med Benene dinglende ud over Kanten af Baaden, og de lo, saa man kunde høre det langt ud over Havet.“

„Ja men, Cecco, to Børn maatte da nok have Lov til at le.“

„Men forstaar du da ikke, at det er der, de ere omkomne i Dag. Paa det selv samme Sted! Kan du ellers begribe, hvorfor de skulde dø netop paa det Sted?“

Nu gav de sig alle til at snakke for ham og trøste ham. Det var hans Sorg, der bragte ham til at gaa fra Sans og Samling. Saadan var San Marco ikke. Han vilde ikke hævne sig paa to Børn. Det var jo naturligt, at naar en Baad bliver overfalden af Storm, saa er det ude paa det aabne Hav og ikke i Havnen.

Hans Sønner havde saavist ikke levet i Fjendskab med San Marco. De havde hørt dem raabe: „Eviva San Marco“ ligesaa ivrigt som alle andre. Og han havde beskyttet dem lige til i Dag. Han havde aldrig i de Aar, der var gaaet, vist, at han var vred paa dem.

„Men du, Cecco,“ sagde de, „du bringer Ulykke over os med din Snak om San Marco. Du, som er en gammel Mand og en klog Mand, skulde have bedre Forstand end at ophidse ham mod Venetianerne. Hvad er vi uden ham?“

Cecco sad og saa paa dem med sine forvildede Øjne. „I tror det altsaa ikke?“ sagde han.

„Ingen fornuftige Mennesker kan tro noget saadant.“

Det lod til, det var lykkedes dem at berolige ham.

„Jeg vil ogsaa prøve paa at lade være at tro det,“ sagde han. Han rejste sig og gik hen imod Døren. „Det var altfor grusomt, ikke sandt?“ sagde han. „De var altfor smukke og kække, til at nogen skulde hade dem. Jeg vil ikke tro det.“

Han gik hjem, og i Strædet udenfor sin Dør mødte han en Nabokone.

„Nu læser de Sjælemesse i Domkirken,“ sagde hun til Cecco og skyndte sig bort. Hun var bange for ham, saadan som han saa ud.

Saa tog Cecco Baaden og stagede sig gennem de smaa Kanaler ned til Riva degli Schiavoni. Der, hvor Udsigten var fri, saa han først ud imod Lido og Havet. Ja, det var en haard Vind, men slet ingen Storm. Vandet løftede sig næppe til Bølger. Og i saadant et Vejr var Sønnerne omkomne. Det var ikke til at fatte.

Han gjorde Baaden fast og gik over Piazettaen og Torvet ind i San Marco. Der var mange Mennesker, og alle laa de paa Knæ og bad i stor Angst. Thi det er jo meget frygteligere for Venetianerne end for andre Folk, naar der sker en Ulykke paa Søen. De fik jo ikke deres Udkomme af Vingaarde eller Agre, men alle som een vare de afhængige af Søen. Saasnart den rejste sig imod en af dem, blev de alle angst og ilede til San Marco for at bede ham om Beskyttelse.

Straks da Cecco kom ind, blev han staaendet. Han tænkte paa, hvordan han havde bragt sine smaa Sønner herhen og lært dem at bede til San Marco. Det er ham, der fører os over Havet, der aabner Byzans' Porte for os og giver os Herredømmet over Øerne i Østen, havde han sagt til dem. Men til Tak derfor havde Venetianerne rejst San Marco det skønneste Tempel i Verden, og aldrig kom der et Skib hjem fra en udenlandsk Havn, uden at det bragte en Gave med til ham.

Saa havde de glædet sig over Domkirkens røde Marmorvægge og det gyldne, mosaiksmykkede Loft. Det var, som om ingen Ulykke kunde ramme en By, der havde rejst sin Skytshelgen saadan en Borg.

Cecco kom i en Fart ned paa Knæ og gav sig til at bede det ene Pater noster efter det andet.

Det kom tilbage, han følte det. Han vilde vise det fra sig med Bønner. Han vilde ikke tro ondt om San Marco.

Men det havde jo slet ikke været Storm. Og sikkert var det, at om ogsaa Helgenen ikke selv havde sendt Stormen, saa havde han heller ikke gjort noget for at hjælpe Sønnerne, men ladet dem omkomme ligesom af Vanvare.

Saa snart han kom til at tænke paa dette, gav han sig til at bede; men Tanken vilde ikke slippe ham.

Og at tænke sig, at San Marco havde et Skatkammer her i Domkirken, som var fyldt med alle Æventyrets Herligheder, at tænke sig, at han selv havde bedt til ham hele sit Liv og aldrig havde roet forbi Piazettaen uden at gaa ind og paakalde ham.

Det var saa vist ikke for ingenting, at Sønnerne i Dag maatte omkomme derude! Aa, det var en Elendighed for Venetianerne ikke at have noget bedre at stole paa. At tænke sig en Helgen, der hævnede sig paa to Børn, en Skytshelgen, der ikke kunde frelse for en Kastevind!

Han havde rejst sig, og han trak paa Skuldrene og slog ud med Hænderne, da han saa op imod Helgengraven i Koret.

En Kirkebetjent gik om med et stort, forgyldt og drevet Sølvfad og samlede Gaver ind til San Marco.

Han gik fra Mand til Mand og kom ogsaa til Cecco.

Cecco veg tilbage, som om det var den lede Frister selv, der rakte ham Fadet. Forlangte San Marco Gaver af ham? Syntes han, han fortjente Gaver af ham?

Paa een Gang greb han efter den store, gyldne Zecchin, som han gik med i Bæltet, og slængte den hen paa Fadet med en saadan Kraft, at man kunde høre Klangen hele Kirken over. Det forstyrrede de bedende, saa de vendte sig om. Og alle, der saa Ceccos Ansigt, blev grebne af Forfærdelse. Han saa ud, som om de onde Aander havde faaet Magt med ham.

Straks efter gik Cecco ud af Kirken, og først følte han det som en stor Lettelse, at han havde faaet Hævn over Helgenen. Han havde behandlet ham, som man behandler en Aagerkarl, der kræver mere, end han har Ret til. „Saa tag da det med,“ siger man og kaster ham den sidste Guldmønt i Hovedet, saa Blodet strømmer ham ned over Øjnene. Men Aagerkarlen slaar ikke igen, bukker sig kun ned og tager Zecchinen op. Saadan havde ogsaa San Marco baaret sig ad.

Han havde taget imod Ceccos Zecchin, efter at han havde berøvet ham hans Sønner. Cecco havde faaet ham til at tage imod en Gave, der var bleven givet med et saadant Had. Vilde en hæderlig Mand have fundet sig i sligt? Men San Marco var en Pjalt, baade fejg og hævngerrig.

Men Cecco vilde han saamænd ikke hævne sig paa. Han var nok bare glad og taknemlig over, at han havde faaet Zecchinen. Han tog blot imod den og lod, som om den var bleven ham givet i al mulig Fromhed.

Da Cecco stod i Forhallen til San Marco, løb to Kirkebetjente ham forbi. „Det stiger, det stiger forfærdeligt,“ sagde den ene.

„Hvad stiger?“ spurgte Cecco.

„Vandet i Krypten. Det er steget en Fod i de sidste Par Minutter.“

Da Cecco kom ud paa Kirketrappen, saa han en lille Vandpyt paa Torvet lige ved det nederste Trin. Det var Søvand, der var stænket op fra Piazzettaen.

Det undrede ham, at Havet var steget saa højt, og han skyndte sig ned til Rivaen, hvor han havde sin Baad. Dèr var alt, som da han gik derfra, paa det nær, at Vandet var steget ret betydeligt. Det kom rullende i brede Dønninger gennem de fem Havporte, men Vinden var ikke saa stærk. Paa Rivaen samlede der sig allerede Pytter af Søvand, og Kanalerne steg, saa Husenes Døre ud mod Vandet maatte lukkes. Himlen var graa over det hele ligesom Havet.

Det faldt slet ikke Cecco ind, at det kunde blive et alvorligt Uvejr. Han vilde ikke tro paa noget saadant. San Marco havde ladet hans Sønner omkomme uden Aarsag; dette var saamænd ikke nogen rigtig Storm. Han gad nok se, om det kunde blive til noget. Og han satte sig ved Siden af Baaden og ventede.

Da begyndte der at komme Rifter i det jævne Skylag, der dækkede Himlen. De sønderrevne Skyer slyngedes til Side, og store Stormskyer kom jagende, sorte som Krigsskibe, og fra dem styrtede piskende Regn og Hagl ned over Byen.

Nu kom der ogsaa noget, der lignede et ganske nyt Hav, brusende ind fra Lido. O, Signore, det var ikke de svanehalsede Bølger, De har set derude, de, der bøjer deres gennemsigtige Nakke og iler mod Land, og naar de ubarmhjertig bliver stødt bort, flyder ud igen med det hvide Skumhaar udspredt over Havfladen. Det var mørke Bølger, der jagede hverandre i Raseri, og over hvis Toppe det bitre Havskum piskedes til Taage.

Vinden var nu saa stærk, at Maagerne ikke længere kunde fortsætte deres rolige Flugt, men blev kastet skrigende ud af deres Baner. Snart saa Cecco dem arbejde sig møjsommeligt ud imod Havet for ikke at blive grebne af Stormen og slyngede mod Murene. De Hundreder af Duer paa Marcuspladsen fløj i Vejret, slog med Vingerne, saa det susede som en ny Storm, og gemte sig i alle Kirketagets Kroge og Smuthuller.

Men det var ikke blot Fuglene, der blev skræmt af Uvejret. Et Par Gondoler havde allerede revet sig løs og blev slyngede mod Stranden, saa de var nær ved at knuses. Og nu kom alle Gondoliererne styrtende for at bjærge Baadene ind i Baadehusene eller trække dem i Ly i Smaakanalerne. Sømændene paa de Skibe, der laa i Havnen, arbejdede med Ankertovene for at gøre Skuderne fast, saa de ikke skulde drive paa Land. De tog Vasketøjet ind, som hang til Tørring paa Rælingen, trak den lange Hue godt ned i Panden og saa sig om efter alle de løse Ting, der skulde bringes i Sikkerhed under Dækket. Udenfor Canale grande kom en hel Fiskerflaade farende. Alle fra Lido og Malamocca, der havde solgt deres Varer ved Rialto, var paa Flugt for at naa hjem, inden Stormen blev for mægtig.

Cecco lo, da han saa Fiskerne staa bøjede over Aarerne og slide, som om de flygtede for Døden. Kunde de da ikke se, at det blot var et Vindstød? De kunde være blevne i god Ro og have ladet de venetianske Kvinder købe alle deres Blæksprutter og Krabber.

Han trak sandelig ikke sin Baad i Læ, skønt Stormen nu var voldsom nok til, at et almindeligt Menneske vilde have taget Hensyn til den. Flydebroerne blev løftet højt op af Bølgerne og kastet paa Land, mens Vaskerkonerne skrigende tyede hjem. Signorer, der spaserede om med bredskyggede Hatte, fik dem revet af og kastet i Kanalerne, hvorfra Gadedrengene med stor Glæde fiskede dem op. Sejl blev revne af Masterne og flagrede smældende gennem Luften, Børn blæste om, og Vasketøjet, der hang paa Snore i de trange Gyder, fløj i Vejret og faldt ned i Pjalter og Stumper langt borte.

Cecco lo ad Stormen, der endnu blev ved at lege med alle Slags lette Ting. En Storm, der jog Fugle bort og gjorde Spilopper paa Gaden som en Dreng! Nu trak han alligevel Baaden ind under en Brohvælving, thi man kunde ikke vide, hvad den Blæst kunde finde paa at lade sin Kaadhed gaa ud over.

Om Aftenen tænkte Cecco, det kunde have været morsomt at være ude paa Havet. Det vilde have gaaet strygende derude for saadan en rask Vind. Men i Land var der uhyggeligt. Skorstene styrtede ned, Tagene paa Baadehusene blev løftet af og slynget i Land. Der regnede Tagsten ned i Kanalerne. Vinden ruskede i Døre og Vinduesskodder, foer ind under Paladsernes aabne Loggiaer og rev Ornamenterne af.

Cecco holdt sig endda tappert, men han gik ikke hjem i Seng. Han kunde ikke faa Baaden hjem, og saa var det bedre at blive og passe paa den. Men naar nogen gik forbi og sagde, det var et forfærdeligt Vejr, vilde han ikke indrømme det. Han havde prøvet andet Vejr i sine unge Dage.

„Storm,“ sagde han til sig selv, „kan man kalde dette en Storm? Og de tror maaske, den begyndte i samme Øjeblik, som jeg kastede Zecchinen til San Marco. Som om han kan byde over en rigtig Storm!“

Da Natten kom, brød Vinden og Havet paa, saa Venedig skjalv i sin Grundvold. Doge Gradenigo og Herrerne i det høje Raad gik i den mørke Nat ind i San Marco for at bede for Byen. Fakkelbærere gik foran dem, og Blussene bredte sig ud for Vinden, saa de laa flade som Vimpler. Blæsten rev i Dogens tunge Brokades Dragt, saa at to Mænd maatte holde den.

Cecco syntes, dette var det mærkeligste, han havde set. Doge Gradenigo gik selv til Domkirken for saadan en Smule Blæst! Hvad vilde de Mennesker have gjort, hvis der var kommet en rigtig Storm?

Bølgerne slog uophørligt mod Bolværket. Nu i Nattens Mørke var det, som om hvidhovedede Uhyrer sprang op fra Dybet og med Tænder og Kløer hagede sig fast i Stolperne for at rive dem løs fra Stranden. Cecco syntes, han kunde høre deres vrede Fnysen, naar de styrtede ned. Men det gøs i ham, da han saa dem komme op og op igen og rive i Dæmningen.

Han syntes, Stormen var langt frygteligere nu ved Nattetid. Han hørte Raab i Luften — og det var ikke Vindens; stundom kom sorte Skyer drivende som en hel Række tunge Galejer, og det var, som om de rykkede frem til Stormløb.

Da hørte han tydelig nogen tale oppe i et Par sønderrevne Skyer, der gled hen over Hovedet paa ham.

„Nu ser det ilde ud for Venedig“, sagde det fra den ene Sky, „snart kommer vore Brødre, de onde Aander, og kaster Byen omkuld.“

„Jeg er bange, San Marco ikke vil lade det ske“, lød det fra den anden.

„San Marco er bleven slaaet for Panden af en Venetianer, saa han ligger magtesløs og kan ikke hjælpe nogen,“ sagde den første.

Stormen bar Ordene ned til den gamle Cecco, og fra det Øjeblik af laa han paa Knæ og bad San Marco om Naade og Tilgivelse.

Thi de onde Aander havde talt sandt. Nu saa det ilde ud for Venedig. Den skønne Ødronning var sin Undergang nær. En Venetianer havde spottet San Marco, og derfor var Venedig nær ved at blive skyllet bort af Havet. Der vilde ikke blive flere Maaneskinsfarter paa dets Hav og Kanaler, og der vilde ikke mere lyde Barcaroler fra dets sorte Gondoler. Havet vilde gaa hen over de gyldentblonde Signoraer, over de stolte Paladser og den guldskinnende San Marco.

Dersom ingen beskyttede disse Dyndøer, var de dømte til Undergang. Før San Marco kom til Venedig, var det ofte sket, at store Stykker af dem var skyllet bort af Bølgerne.

Ved første Daggry begyndte San Marcuskirkens Klokker at ringe. Folk krøb hen til Kirken, mens Klæderne næsten blev revet af Kroppen paa dem. Saadan var Stormen vokset.

Præsterne havde besluttet at gaa ud og besværge Stormen og Havet. De lukkede Domkirkens Hoveddøre op, og i en lang Række strømmede Processionen ud af Kirken. Forrest blev Korset baaret, saa kom Kordrengene med Vokslys, sidst i Toget kom San Marcos Banner og den hellige Hostie. Men Stormen lod sig ikke kue; det var tværtimod, som om den ikke kunde faa noget bedre at lege med. Den kastede Korsdrageren omkuld, slukkede Vokslysene og slyngede den Baldakin, der blev baaren over Hostien, op paa Taget af Dogepaladset. Det var med Nød og næppe, man reddede San Marcos Banner med den vingede Løve fra at blive ført bort gennem Luften.

Cecco saa alt dette og listede sig højt klagende ned til Baaden. Hele Dagen laa han ved Stranden, ofte overstænket af Bølgerne og nær ved at blive skyllet i Havet. Hele Dagen var han uafladelig hensunken i Bøn til Gud og San Marco. Nu følte han, at hele Byens Skæbne af hang af hans Bønner.

Der var ikke mange ude den Dag, men nogle gik dog jamrende langs med Rivaen. Alle talte om den umaadelige Skade, Stormen anrettede. Man kunde se Husene styrte sammen ovre paa Murano, det var, som om hele Øen stod under Vand; men ogsaa her paa Rialto var et Par Huse styrtede sammen.

Stormen vedblev hele Dagen med samme Voldsomhed. Om Aftenen samlede en stor Menneskemasse sig paa Marcuspladsen og Piazzettaen, skønt disse næsten stod under Vand. Folk turde ikke blive inde i Husene, der rystede i deres Grundvold.

Og Jammeren fra disse, der frygtede Ulykken, blandede sig med Skrigene fra dem, den allerede havde ramt. Hele Boliger stod under Vand, Børn var druknede i deres Vugger. Oldinge og syge havde fulgt de sammenstyrtende Huse i Bølgerne.

Cecco laa stadig og bad til San Marco. Aa, man kunde da ikke tage det saa nøje med en ussel Fiskers Forbrydelse. Det kunde da ikke være hans Skyld, at Helgenen var afmægtig. Han skulde lade Dæmonerne tage ham og hans Baad. Han var ikke bedre værd. Men ikke hele Byen! Aa, Gud i Himlen, ikke hele Byen!

„Mine Sønner,“ sagde Cecco til San Marco, „hvad bryder jeg mig om mine Sønner, naar det gælder Venedig! Jeg vilde gerne give en Søn for hver Tagsten, der staar i Fare for at blæse i Kanalen, hvis jeg kunde holde dem fast for den Pris. O, San Marco, hver eneste lille Sten af Venedig er ligesaa meget værd som en blomstrende Søn.“

Stundom saa han forfærdelige Ting. Der var en stor Galej, der havde revet sig løs fra sin Fortøjning og nu kom drivende ind paa Land. Den gik lige imod Bolværket og stødte an med Vædderhovedet i Forstavnen, ganske som om den borede sig ind i et fjendtligt Skib. Den gav Stød efter Stød, og Angrebet var saa voldsomt, at Skibet øjeblikkelig slog en Revne. Bølgerne trængte ind i det, Revnerne blev større, og det stolte Fartøj splintredes. Men hele Tiden saa man Kaptajnen og et Par af Besætningen, som ikke vilde forlade Fartøjet, klynge sig fast til Dækket og gaa Døden i Møde uden at gøre noget Forsøg paa at undfly den.

Saa kom den anden Nat, og Ceccos Bønner blev ved at banke paa Himmelens Port. „Lad mig alene lide,“ sagde han. „San Marco, det er mer end en Mand kan udholde, saaledes at drage andre med sig i Ulykke. Men send din Løve, og dræb mig; jeg skal ikke unddrage mig. Alt hvad du vil at jeg skal give for Byen, det skal jeg gerne ofre for den.“

Ligesom han havde sagt dette, saa han hen imod Piazzettaen, og han syntes, han ikke længer kunde se Marcusløven paa den ene af Granitsoklerne. Havde San Marco tilladt, at hans Løve blæste omkuld? Den gamle Cecco græd. Han var nær ved at opgive Venedig.

Som han laa der, saa han Syner og hørte Stemmer hele Tiden. Dæmonerne talte og huserede omkring ham. Han hørte dem hvæse som vilde Dyr, mens de løb Storm mod Bolværket. Han brød sig ikke stort om dem. Det var værst med Venedig.

Da hørte han i Luften over sig stærke Vingeslag; det var sikkert San Marcos Løve, der kom flyvende. Det bevægede sig frem og tilbage i Luften; han saa det og saa det alligevel ikke. Saa forekom det ham, at det steg ned paa Riva degli Schiavoni, hvor han laa, og listede sig omkring der. Han var ligeved at springe i Havet af Skræk, men han blev siddende stille, hvor han sad. Det var sagtens ham, den ledte efter. Kunde det blot redde Venedig, saa vilde han gerne lade San Marco hævne sig paa ham.

Saa kom Løven krybende henad Jorden som en Kat. Han saa den krumme sig til Spring. Han lagde Mærke til, at den slog med Vingerne og kneb de store Karfunkeløjne sammen til to smaa glødende Revner.

Den gamle Cecco tænkte ganske vist paa at krybe ned i Baaden og gemme sig under Brohvælvingen, men han tog sig sammen og blev siddende.

I samme Øjeblik stod en høj imponerende Skikkelse ved Siden af ham.

„God Aften, Cecco,“ sagde Manden, „tag din Baad, og ro mig over til San Giorgio Maggiore.“

„Ja, straks, Herre,“ sagde den gamle Fisker.

Det var, som om han var vaagnet af en Drøm. Løven var borte, og Manden her var jo en, der kendte ham, skønt Cecco ikke rigtig kunde huske, hvor han før havde set ham. Han var glad ved at faa Selskab. Den forfærdelige Tyngsel og Kval, der havde været over ham, siden han var kommen i Fjendskab med Helgenen, var pludselig helt borte. Hvad det angik at ro over til San Giorgio, saa troede han nu ikke et Øjeblik, det vilde lykkes. „Vi kan vist ikke engang faa Baaden ud,“ sagde han til sig selv.

Men Manden ved Siden af ham var saadan, at han syntes, han maatte gøre alt muligt for at tjene ham, og det lykkedes ham ogsaa at faa Baaden ud. Han hjalp den fremmede at staa i Baaden, og greb Aarerne.

Cecco lo jo rigtignok ved sig selv. „Hvad tænker du paa? Læg dog ialtfald ikke ud,“ sagde han. „Har du nogensinde set Mage til Bølger? Sig dog til ham, at det ikke staar i menneskelig Magt.“

Men han syntes ikke, han kunde sige den fremmede, at det var umuligt. Han sad jo dér saa rolig, som om han sejlede til Lido en Sommeraften. Og Cecco gav sig til at ro ud imod San Giorgio Maggiore.

Det var en rædselsfuld Tur. Den ene Gang efter den anden blev de overskyllede af Bølgerne. „Aa, stands ham dog,“ sagde Cecco halvhøjt ved sig selv, „stands dog den Mand, der gaar til Søs i saadan et Vejr. Han er jo ellers en fornuftig gammel Fisker; stands ham dog!“

Nu steg Baaden op paa stejle Bjerge, og nu gled den ned i Dale. Skummet sprøjtede ned paa Cecco fra Bølgerne, der ilede forbi ham som løbske Heste, men han arbejdede sig dog nærmere til San Giorgio.

„Hvem gør du alt dette for, vover Baad og Liv?“ sagde han. „Du ved jo ikke engang, om han kan betale dig. Han ser ikke ud som en fin Herre. Han er ikke bedre klædt end du selv.“

Men det sagde han blot for at holde Modet oppe og ikke behøve at skamme sig over sin Medgørlighed. Han var ligefrem nødt til at gøre alt, hvad Manden i Baaden vilde.

„Men ialtfald ikke til San Giorgio, din Vovehals,“ sagde han. „Der staar Vinden endnu værre paa end paa Rialto.“

Alligevel lagde han til der og gjorde Baaden fast, mens den fremmede gik i Land.

Han syntes, det havde været det klogeste at lade Baaden ligge og liste sig bort, men det gjorde han ikke. Han vilde hellere dø end narre den fremmede.

Han saa denne gaa op paa Øen og ind i Kirken San Giorgio. Snart derpaa kom han tilbage, fulgt af en Ridder i fuldt Harnisk.

„Ro os nu ud til San Nicolo in Lido,“ sagde den fremmede.

„Ja vel,“ tænkte Cecco, „hvorfor ikke til Lido? Naar de først i Dødsens Kval havde roet det Stykke til San Giorgio, hvorfor skulde de saa ikke nu sætte Kursen ud til Lido?“

Og Cecco blev forfærdet over sig selv, over at han adlød den fremmede lige ind i Døden; thi nu styrede han virkelig ud imod Lido.

Nu da de var tre i Baaden, havde han endnu tungere Arbejde. Han vidste slet ikke, hvordan han skulde magte det. „Du kunde dog have levet mange Aar endnu,“ sagde han bedrøvet til sig selv.

Men det underlige var, at han alligevel ikke var bedrøvet. Han var saa glad, saa han gerne kunde have let højt. Og saa var han stolt over, at han kunde vinde frem. „Han forstaar at bruge sin Aare, den gamle Cecco,“ sagde han.

De lagde til ved Lido, og begge de fremmede gik i Land. De gik hen imod San Nicolo in Lido og kom snart tilbage, fulgt af en gammel Biskop med Kaabe og Stola, Krumstav i Haanden og Mitra paa Hovedet.

„Ro nu ud paa det aabne Hav,“ sagde den første fremmede. Det gøs i den gamle Cecco. Skulde han ro ud paa Havet, hvor hans Sønner omkom? Nu havde han ikke mere et eneste muntert Ord at sige til sig selv. Han tænkte heller ikke saa meget paa Stormen, men paa den Rædsel, det var at drage der ud til Sønnernes Grav.

Naar han nu roede der ud, følte han, at han gav den fremmede mere end sit Liv.

De tre Mænd sad tavse i Baaden, som om de sad paa Vagt. Cecco saa dem bøje sig forover og stirre ud i Natten. De havde nu naaet Havporten ved Lido, og det store stormpiskede Hav laa foran dem.

Det hulkede inden i Cecco. Han tænkte paa, at her i disse Bølger rullede de to Lig omkring. Han stirrede ned i Vandet efter et Par velkendte Ansigter. Men fremad gik det. Cecco lod sig ikke kue.

Da rejste pludselig de tre Mænd sig op i Baaden, og Cecco sank paa Knæ, skønt han blev ved at holde fast paa Aaren. Et stort Skib kom styrende lige hen imod dem.

Cecco havde dog ondt ved at skønne, om det var et Skib eller blot Taager, der kom drivende. Sejlene var store, ligesom udspændte mod de fire Himmelhjørner, og Skroget var vældigt, men det saa ud, som det var bygget af den letteste Havtaage. Han syntes, han kunde se Besætning om Bord og høre Raab, men Besætningen var som tæt Mørke, og Raabene var som Stormens Brølen.

Hvordan det saa var det var altfor frygteligt at se Skibet styre lige ind paa dem, og Cecco lukkede Øjnene.

Da maatte de tre i Baaden have afværget Sammenstødet, for Baaden blev ikke oversejlet. Da Cecco saa op, var Skibet flyet ud paa Havet, og høje Klageskrig skar igennem Natten.

Han rejste sig skælvende for at ro videre. Han følte sig saa træt, at han knap kunde føre Aaren. Men nu var der heller ingen Fare mere. Stormen var stilnet af, og Bølgerne lagde sig hurtigt til Ro.

„Før os nu hjem til Venedig,“ sagde den fremmede til Fiskeren. Cecco roede Baaden til Lido, hvor Biskoppen steg ud, og til San Giorgio. hvor Ridderen forlod dem. Den første mægtige fremmede fulgte ham lige til Rialto.

Da de var steget i Land ved Riva degli Schiavoni, sagde han til Fiskeren:

„Naar det bliver Dag, skal du gaa til Dogen og sige ham, hvad du har set i Nat. Sig ham, at San Marco og San Giorgio og San Nicolo i Nat har kæmpet med de onde Aander, der vil ødelægge Venedig, og jaget dem paa Flugt.“

„Ja, Herre,“ sagde Fiskeren, „jeg skal fortælle det altsammen. Men hvordan skal jeg tale, saa Dogen vil tro mig?“

Da rakte San Marco ham en Ring med en Ædelsten, der havde en vidunderlig Glans.

„Vis Dogen denne,“ sagde han, „saa forstaar han, at den bringer Bud fra mig. Han kender min Ring, der opbevares i San Marcos Skatkammer i Domkirken.“

Fiskeren tog Ringen og kyssede den ærbødig.

„Endvidere skal du sige Dogen,“ sagde den hellige Mand, „at dette er et Tegn paa, at jeg aldrig skal svigte Venedig. Selv naar den sidste Doge er dragen bort fra Palazzo ducale, vil jeg leve og bevare Venedig. Selv om Venedig mister Øerne i Østen og Herredømmet over Havet, og ingen Doge mere drager ud paa Bucintoro, vil jeg bevare Byen skøn og straalende. Den skal altid være rig og elsket, altid besungen og lovprist, altid frydefuld for Mennesker at leve i. Sig dette, Cecco, og Dogen vil ikke forlade dig paa dine gamle Dage!“

Saa forsvinder han, og kort efter stod Solen op over Havporten ved Torcello. Med sine første skønne Straaler kastede den et Rosenskær over det hvide Venedig og over Havet, der skinnede i mange Farver. Rød straalede San Giorgio og San Marco og hele den paladssmykkede Strandbred. Og i den skønne Morgen kom straalende venetianske Damer ud paa Loggiaerne og smilede Dagen i Møde.

Atter var Venedig den skønne Gudinde, der stiger op af Havet i den perleblanke, rosenrøde Muslingskal. Skøn som aldrig før redte hun sit Guldhaar og slog Purpurkappen om sig for at begynde en af sine lykkeligste Dage. Thi en Rus af Lyksalighed greb hende, da Fiskeren frembar Ringen for Dogen, og hun hørte, hvordan Helgenen nu og til Dagenes Ende vilde holde sin beskyttende Haand over hende.