Flugten til Ægypten
FLUGTEN TIL ÆGYPTEN.
Langt borte, i en Ørken ovre i Østerland, voksede der for mange Aar siden en Palme, der baade var uhyre gammel og uhyre høj. Ingen, der drog igennem Ørkenen, kunde lade være at standse og betragte den; thi den var meget større end andre Palmer, og Folk sagde om den, at den sikkert vilde blive højere end Obelisker og Pyramider.
Som nu denne store Palme stod i sin Ensomhed og skuede ud over Ørkenen, fik den en Dag Øje paa noget, der bragte dens vældige Bladkrone til forundret at vugge frem og tilbage paa den smalle Stamme. Ude ved Ørkengrænsen kom to ensomme Mennesker vandrende. De var endnu i den Afstand, hvor Kameler ikke ser større ud end Myrer, men det var ganske sikkert to Mennesker. To, der var fremmede i Ørkenen — thi Palmen kendte Ørkenfolket — en Mand og en Kvinde, der hverken havde Vejviser eller Lastdyr eller Telt eller Vandsæk.
„Sandelig,“ sagde Palmen til sig selv, „disse to er kommen hid for at dø.“
Palmen saa sig hurtig om.
„Det undrer mig,“ sagde den, „at Løverne ikke allerede er ude at jage efter dette Bytte. Men jeg ser ikke en eneste røre sig. Og heller ikke ser jeg nogen af Ørkenens Røvere. Men de kommer nok.
„Der venter dem en syvdobbelt Død,“ tænkte Palmen. „Løverne vil sluge dem, Slangerne stikke dem, Tørsten fortære dem, Sandstormen begrave dem, Røverne ihjelslaa dem, Solstikket opbrænde dem, Angsten tilintetgøre dem.“
Og den prøvede paa at tænke paa noget andet. Disse Menneskers Skæbne gjorde den vemodig.
Men paa hele den grænseløse Ørkenflade, der laa udbredt under Palmen, var der ikke en Ting, som den ikke havde kendt og betragtet i tusende Aar. Intet kunde fængsle dens Opmærksomhed. Den var nødt til igen at tænke paa de to Vandrere.
„Ved Tørken og Vinden!“ sagde Palmen, idet den dermed anraabte Livets farligste Fjender, „hvad er det, Kvinden bærer paa Armen? Jeg tror, disse afsindige ogsaa har et lille Barn med!“
Palmen, der var langsynet, som de gamle jo er, saa ganske rigtigt. Kvinden bar paa Armen et Barn, der havde lagt Hovedet til hendes Bryst og sov.
„Barnet har ikke engang Klæder nok paa,“ sagde Palmen. „Jeg ser, at Moderen har løftet sin Kjole op og kastet den om det. Hun har i stor Hast revet det op af Sengen og er styrtet afsted med det. Nu forstaar jeg det: disse Mennesker er Flygtninge.
„Men afsindige er de alligevel,“ vedblev Palmen. „Hvis de ikke har en Engel til at beskytte sig, skulde de hellere ladet Fjenderne gøre det værste, de kunde, imod dem, end gaaet ud i Ørkenen. Jeg kan tænke mig, hvordan det hele er gaaet til. Manden staar ved sit Arbejde, Barnet sover i Vuggen, Kvinden er gaaet ud at hente Vand. Da hun er kommen nogle Skridt udenfor Døren, ser hun Fjender komme stormende. Hun farer ind, griber Barnet, raaber til Manden, at han skal følge hende, og løber sin Vej. Siden har de været paa Flugt hele Dagen, de har sikkert ikke hvilet et Øjeblik. Ja, saadan er det hele gaaet til, men jeg siger alligevel, at hvis ikke en Engel beskytter dem . . . . .
„De er saa angst, at de endnu hverken føler Træthed eller andre Lidelser, men jeg ser Tørsten skinne ud af deres Øjne. Jeg skulde vel nok kunne kende et tørstigt Menneskes Ansigt.“
Og da Palmen kom til at tænke paa Tørsten, gik der en Krampetrækning igennem dens høje Stamme, og de lange Blades utallige Flige krøllede sig sammen, som om man holdt dem over Ilden.
„Hvis jeg var et Menneske,“ sagde den, „vilde jeg aldrig vove mig ud i Ørkenen. Den er saare modig, som vover sig herud uden at have Rødder, der naar ned til de uudtømmelige Vandaarer. Her kan være Fare selv for Palmer. Selv for saadan en Palme som mig.
„Kunde jeg raade dem, vilde jeg bede dem vende om. Deres Fjender kan aldrig blive saa grusomme imod dem som Ørkenen. De tror maaske, det er let at leve i Ørkenen. Men jeg ved, at selv jeg stundom har haft ondt ved at holde mig i Live. Jeg husker en Gang i min Ungdom, da en Hvirvelvind kastede et helt Bjerg af Sand over mig. Jeg var nærved at kvæles. Hvis jeg kunde dø, var det blevet min sidste Time.“
Palmen vedblev at tænke højt, som ensomme gamle gør.
„Jeg hører en vidunderlig melodisk Susen fare gennem min Krone,“ sagde den. „Alle Fligene paa mine Blade maa være kommen i Bevægelse. Jeg ved ikke, hvad det er, der farer igennem mig ved Synet af disse stakkels fremmede. Men denne bedrøvede Kvinde er saa skøn. Hun minder mig om det vidunderligste, jeg har oplevet.“
Og mens Bladene vedblev at bevæge sig i en susende Melodi, mindedes Palmen, hvordan en Gang for meget længe siden to herlige Mennesker havde gæstet Oasen. Det var Dronningen af Saba, der var kommen did, fulgt af den vise Salomon. Den skønne Droning var paa Vej hjem til sit Land, Kongen havde fulgt hende et Stykke Vej, og nu skulde de skilles. Til Minde om denne Stund, sagde saa Dronningen, lægger jeg nu en Dadelkærne i Jorden, og jeg byder, at der af den skal blive en Palme, der skal vokse og leve, til der i Jødeland opstaar en Konge, der er større end Salomon. Og som hun sagde dette, lagde hun Kærnen i Jorden, og hendes Taarer vandede den.
„Hvor kommer det sig, at jeg tænker paa dette netop i Dag?“ sagde Palmen. „Skulde det være muligt, at denne Kvinde er saa skøn, at hun minder mig om den skønneste af alle Dronninger, om hende, paa hvis Ord jeg har vokset og levet lige til den Dag i Dag?
„Jeg hører mine Blade suse stærkere og stærkere,“ sagde Palmen, „og det lyder vemodigt som en Dødssang. Det er, som om de spaaede, at nogen snart skulde gaa bort. Det er godt at vide, at det ikke gælder mig, efterdi jeg ikke kan dø.“
Palmen tænkte, at den Dødssusen i Bladene maatte gælde de to ensomme Vandrere. De troede sikkert ogsaa selv, at deres sidste Time var nær. Man kunde læse det i deres Ansigt, da de vandrede forbi et af de Kamelskeletter, som laa ved Vejkanten. Man saa det paa de Blikke, hvormed de fulgte et Par Gribbe, der fløj forbi. Det kunde jo ikke være andet. De maatte omkomme — —
De havde faaet Øje paa Palmen og Oasen og hastede nu derhen for at finde Vand. Men da de endelig naaede den, sank de sammen i Fortvivlelse, ti Kilden var udtørret. Kvinden lagde udmattet Barnet ned og satte sig grædende ved Bredden af Kilden. Manden kastede sig ned ved Siden af hende; han laa og slog med knyttede Hænder i den tørre Jord. Palmen hørte dem tale med hinanden om, at de maatte dø.
Den forstod ogsaa af deres Samtale, at Kong Herodes havde ladet alle Børn paa to eller tre Aar dræbe, af Frygt for at den store ventede Konge i Juda var bleven født.
„Det suser stærkere og stærkere i mine Blade,“ sagde Palmen. „Disse stakkels Flygtninge har snart naaet deres sidste Stund.“
Den hørte ogsaa, at de var bange for Ørkenen. Manden sagde, det havde været bedre at blive og slaas med Soldaterne end at flygte. Han sagde, det vilde have været en lettere Død.
„Gud hjælper os nok,“ sagde Kvinden.
„Vi er alene blandt Rovdyr og Slanger,“ sagde Manden. „Vi har ikke Mad og ikke Vand. Hvor kan Gud hjælpe os?“
Han sønderrev sine Klæder i Fortvivlelse og trykkede Ansigtet ned mod Jorden. Han var haabløs som en Mand med et Dødssaar i Hjertet.
Kvinden sad oprejst med Hænderne foldede om Knæet. Men de Blikke, hun kastede ud over Ørkenen, fortalte om en Trøstesløshed uden Grænser.
Palmen hørte, at den vemodige Susen i dens Blade blev endnu stærkere. Kvinden havde aabenbart ogsaa hørt det; thi hun saa op i Træets Krone. Og i det samme løftede hun uvilkaarlig Arme og Hænder.
„Dadler, Dadler!“ raabte hun.
Der laa saa stor en Længsel i hendes Stemme, at den gamle Palme ønskede, den ikke var højere end Gyvelen, og at dens Dadler var ligesaa lette at naa som Tornebuskens røde Bær. Den vidste nok, at dens Krone hang fuld af Daddelklaser, men hvordan skulde Mennesker kunne naa op til en saa svimlende Højde?
Manden havde allerede set, at Daddelklaserne hang saa højt, at det var umuligt at naa dem. Han løftede ikke engang Hovedet. Han sagde til sin Hustru, at hun maatte ikke tragte efter det umulige.
Men Barnet, der havde tullet om alene og leget med Pinde og Straa, havde hørt Moderens Udbrud.
Den lille kunde sagtens ikke tænke sig, at hans Moder ikke skulde have alt, hvad hun ønskede. Saa snart han hørte Ordet Dadler, gav han sig til at stirre paa Træet. Han grundede og grublede over, hvordan han skulde faa Dadlerne ned. Hans Pande fik næsten Rynker under de lyse Lokker. Endelig fløj et Smil over hans Ansigt. Nu vidste han, hvad han vilde gøre. Han gik hen til Palmen, klappede den med sin lille Haand og sagde med sin blide Barnestemme:
„Buk dig, Palme! Buk dig, Palme!“
Men hvad var dette, hvad var dog dette? Palmebladene susede, som om en Orkan for igennem dem, og der gik Gysen paa Gysen gennem den høje Stamme. Og Palmen følte, at den lille havde Magten. Den kunde ikke modstaa ham.
Og med sin høje Stamme bøjede den sig for Barnet, som Menneskene bøjer sig for Fyrster. I en vældig Bue sænkede den sig mod Jorden og kom endelig saa dybt ned, at den store Krone med de bævende Blade fejede hen over Ørkensandet.
Barnet syntes hverken at blive forskrækket eller forbavset, men med et Glædesraab løb det hen og plukkede den ene Klase efter den anden af den gamle Palmes Krone.
Da Barnet havde faaet nok, og Træet stadig blev liggende henad Jorden, gik Barnet igen hen til det og klappede det og sagde med den blideste Stemme:
„Rejs dig, Palme! Rejs dig!“
Og det store Træ rejste sig stille og ærbødig paa sin spændstige Stamme, mens Bladene spillede som Harper.
„Nu ved jeg, hvem de spiller Dødsmelodien for,“ sagde den gamle Palme ved sig selv, da den igen stod oprejst. „Det er ikke for nogen af disse Mennesker.“
Men Manden og Kvinden laa paa deres Knæ og prisede Gud.
„Du har set vor Angst og taget den fra os. Du er den stærke, der bøjer Palmens Stamme som et Rør. Hvilke Fjender skulde vi vel ængstes for, naar din Styrke beskytter os.“
Næste Gang en Karavane drog gennem Ørkenen, saa de rejsende, at den store Palmes Krone var visnet.
„Hvorledes kan dette gaa til?“ sagde en rejsende. „Denne Palme skulde jo ikke dø, førend den havde set en Konge, der er større end Salomon?“
„Maaske den har set ham,“ svarede en anden af Ørkenvandrerne.