Oliver Twist/5
5.
Mellem nye Omgivelser og til Begravelse.
Da han var blevet ene inde i Ligkistesnedkerens Bod, satte han Lampen fra sig paa en Høvlebænk og saa' sig gysende om. Midt paa Gulvet stod, paa et Par sorte Bukke, en halvfærdig Ligkiste, — hver Gang han saa' derhen, paakom der ham en Skræk for, at en eller anden rædselsfuld Skikkelse skulde pludselig stikke Hovedet op af den. Langs Væggene var en Del Brædder stillet op paa Rad, — de lignede i den usikre Belysning højskuldrede Genfærd med Hænderne i Bukselommerne. Ligkisteplader, Spaaner, blankhodede Søm, Stumper af sort Klæde laa spredt paa Gulvet; og paa Væggen bag Disken hang et fornøjeligt Billed, hvor to Bedemandstjenere, med stive Halsbind, stod stillet op udenfor en aaben Dør, medens en Ligvogn med fire sortbetrukne Heste kom kørende. Luften i Butiken var trykkende hed, mættet med Ligkiste-Stank. Og Aabningen under Disken, hvor hans Madras var stukket ind, mindede om en aaben Grav. — Han følte sig saa ene og forladt og saa tung om Hjertet. Da han krøb ind paa sit smalle Leje, ønskede han, at det maatte have været hans Kiste, og at han maatte være blevet lagt i rolig og uforstyrret Søvn ud paa Kirkegaarden, hvor det høje Græs kunde bølge blidt over ham og hvor Klangen af den dybe, gamle Klokke kunde vugge ham i milde Drømme.
Om Morgenen vækkedes han af en vældig Sparken paa Butiksdøren, der gentoges, heftigere og heftigere, vel en Snes Gange, inden han fik Tøjet paa. Først da han tog Sikkerhedskæden fra, holdt Fødderne op at sparke, og en Stemme tog fat i Stedet: »Kan du lukke op, du, hvad?« skreg Stemmen.
»Straks, Hr. —,« svarede Oliver og tog efter Nøglen for at dreje den fra.
»Du er vel den ny Dreng, hvad?« spurgte Stemmen ind gennem Nøglehullet.
»Ja, Hr. —«
»Hvor gammel er du?«
»Ti Aar.«
»Saa skal jeg klø dig, naar jeg kommer ind, din Lemmedreng!« forsikrede Stemmen, hvorefter den gav sig til at fløjte.
Oliver havde saa ofte været underkastet den Behandling, hvortil det nævnte betegnende Enstavelsesord hentydede, at han ikke nærede mindste Tvivl om, at Stemmens Ejermand jo nok vilde vide at indfri sit Løfte paa en passende rundhaandet Maade. Skælvende lukkede han Døren op, og stirrede saa et Par Sekunder op og ned ad og tværs over Gaden. Den ubekendte, som havde talt til ham gennem Nøglehullet, maatte formodenlig være gaaet, for han kunde ikke opdage andre end en tyk Friskoledreng, som sad paa en Afvisersten udenfor Huset og med sin Lommekniv skar en Rundtenom Smørrebrød i Humpler af samme Størrelse som hans Mund, hvilke Humpler han derefter fortærede med megen Færdighed.
»Om Forladelse,« sagde endelig Oliver, da han slet ingen andre kunde faa Øje paa, »var det maaske Dem, der bankede?«
»Jeg sparkede,« svarede Friskoledrengen.
»De skal maaske have en Ligkiste?« spurgte den uskyldige Oliver.
Hertil satte Friskoledrengen et frygtelig bistert Ansigt op og forsikrede, at Oliver skulde selv snart komme til at trænge til Ligkiste, dersom han tiere tillod sig at gøre Halløj med sine Foresatte. »Men du véd kanske ikke, hvem jeg er, din Lemmedreng?« tilføjede Friskoledrengen og rejste sig i ærefrygtindgydende Storhed op fra Afviserstenen. »Jeg er Noah Claypole, og du staar under mig. Rub dig nu og faa Skodderne fra, dit dovne Asen!« Hvorefter Hr. Claypole gav Oliver et Spark og gik ind i Boden med en værdig Mine, som gjorde ham megen Ære. Det er altid vanskeligt for en kluntet Yngling med stort Hoved, smalle Øjne og et dumt Fjæs at komme til at se værdig ud, men Vanskeligheden stiger, naar de personlige Yndigheder fuldstændiggøres af en rød Næse og gule Skindbukser.
Da Oliver havde taget Skodderne fra og slaaet en Rude itu, vaklede han bort med Skodderne til en lille bitte Gaard omme paa den anden Side Huset, hvor de plejede at staa om Dagen. Han understøttedes allernaadigst af Noah, som nedlod sig til at hjælpe ham, efter at han først angaaende Ruden havde givet ham den trøsterige Forsikring, at »den fik han nok betalt«. Straks efter viste først Hr. Sowerberry og derefter Madam Sowerberry sig. Og efter at Noahs Spaadom angaaende Ruden var gaaet i Opfyldelse paa Oliver, fulgtes Oliver med bemeldte unge Herre ned i Køkkenet til Morgenmaden.
»Sæt dig herhen ved Ilden, Noah,« sagde Charlotte, »jeg har reddet et godt lille Stykke Skinke til dig af Herrens Frokost. — Oliver! tag og luk den Dør bag ved Hr. Noah, og saa kan du tage det Bras, jeg har sat af til dig dér paa Laaget. Her er din The. Du kan drikke den derhenne paa Kanten af Kassen, men se nu og skynd dig, for du skal op og passe Butiken, hører du?«
»Hører du, din Lemmedreng!« sagde Noah Claypole.
»Gus, Noah! du er dog ogsaa en sær en,« sagde Charlotte. »Kan du nu ikke lade ham passe sig selv?«
»Passe sig selv?« gentog Noah. »Naa-aa, der er vist ikke mange, der generer ham. Hverken hans Fader eller hans Moder vil vist falde ham til Byrde, og hans anden Familje lader ham nok ogsaa gaa som den, han er — hæ, hæ, hæ, hvadbehager, Charlotte?«
»Aa, dit grinagtige Spektakel!« sagde Charlotte og brast i en hjertelig Latter, som Noah istemte. Hvorefter de begge saa' umaadelig haanligt paa stakkels Oliver, som sad og rystede af Kulde henne i den koldeste Del af Køkkenet og fortærede det Affald, der var blevet gemt med særligt Hensyn til ham.
Noah var en Friskoledreng, men ikke et Fattighusbarn. Han var heller ikke Vajse, for han kunde føre sit Stamtræ helt tilbage til sine Forældre, som boede tæt ved: Moderen var Vaskerkone, og Faderen en fordrukken Soldat, der var blevet afskediget med et Træben og en daglig Pension af 2173⁄100 Øre. Læredrengene i Nabolaget havde længe haft for Skik paa offenlig Gade at traktere Noah med saadanne ubehagelige Øgenavne som »Skindbuks« og »Fridreng« , hvilket Noah havde taalt uden at svare. Men nu, da Skæbnen havde ført ham sammen med en hjælpeløs Vajse, hvem selv den usleste turde pege Fingre ad, nu gengældte han det altsammen paa Oliver og med Renter. Dette indeholder et henrivende Stof til Betragtninger over den elskværdige menneskelige Natur, hvis Egenskaber gaar igen uden Forskel hos den fineste Herre og den mest kluntede Friskoledreng.
Da Oliver havde opholdt sig en tre, fire Uger hos Bedemanden, sad denne og hans Madam en Aftenstund, efter at der var lukket, og nød deres Aftensmad inde i det lille Kammer bag Butiken. Og efter at Hr. Sowerberry gentagne Gange havde set tankefuldt og ydmygt paa sin Ægtemage, begyndte han:
»Ser du, min Ven — —!« Han vilde have sagt mer; men da Madamen saa' op med et meget ildevarslende Ansigt, brød han kort af.
»Naada?« spurgte Madamen skarpt.
»Nej det var ingen Ting, min Ven, slet ingen Ting!« sagde Bedemanden.
»Uh! dit Dyr!« sagde Madamen.
»Det var ingen Ting, min Ven,« forsikrede Bedemanden ydmygt. »Jeg troede ikke, du havde Lyst til at høre, min Ven, jeg vilde ellers bare have sagt, at…«
»Aah, nej lad bare mig være fri!« afbrød Madamen ham. »Jeg er jo et rent Nul, spørg bare ikke mig til Raads. Det kunde saamænd aldrig falde mig ind at ville trænge mig ind i dine Hemmeligheder.« Og Madamen brast i en krampagtig Latter, der truede med de frygteligste Følger.
»Ja men, min Ven,« sagde Bedemanden, »jeg vilde jo netop have spurgt dig…«
»Nej! nej! mig skal du saamænd ikke spørge!« erklærede Madamen i Offerlams-Tone; »spørg du heller andre!« Og hun brast igen i en krampagtig Latter, der berørte Bedemanden meget pinligt. Dette er en gængs og yndet ægteskabelig Behandlingsmaade, som ofte gør god Virkning. Den nødte øjeblikkelig Bedemanden til at udbede sig som en særlig Gunstbevisning, at han maatte faa Lov at fortælle, hvad hans Madam var yderst opsat paa at høre; og etter et kort Kævleri paa ikke over tre Kvarter blev Tilladelsen allernaadigst givet.
»Det var bare om den lille Twist, min Ven,« forklarede Bedemanden. »Drengen ser godt ud, min Ven.«
»Ja det manglede ogsaa bare, saadan som han æder!« indskød Madamen.
»Der er et tungsindigt Udtryk i hans Ansigt, min Ven,« fortsatte Bedemanden, »som virkelig er indtagende. Han kunde blive en fortrinlig Bedemandstjener, min Ven.«
Madamen saa' op med et umiskendeligt Udtryk af Overraskelse. Bedemanden opfangede det, og uden at give den ædle Dame Tid til at komme med nogen ny Bemærkning tilføjede han skyndsomst:
»Jeg mener ikke som almindelig Bedemandstjener ved voksne Begravelser, min Ven, men kun i Børne-Faget. Det vilde være noget ganske nyt, min Ven, saadan at have Bedemandstjener omtrent af Størrelse som den afdøde. Du kan tro, det vilde gøre sig.«
Madamen, der havde en Del Smag i Bedemands-Faget, blev slaaet af Ideens Nyhed. Men saasom det under de forhaandenværende Forhold kunde have været farligt for hendes Værdighed at indrømme dette kort og godt, nøjedes hun med skarpt at spørge sin Mand om, hvorfor saa simpel en Ting dog ikke var falden ham ind før. Hr. Sowerberry fortolkede meget rigtigt den Bemærkning som en Billigelse af hans Forslag. Og det blev forholdsvis hurtigt afgjort, at Oliver straks skulde indvies i Fagets Hemmeligheder, hvis Aarsag han skulde ledsage sin Husbond ved den allerførste Lejlighed, hvor dennes Tjeneste begæredes.
Lejligheden lod ikke vente paa sig. Thi en halv Time efter Frokost den følgende Morgen traadte Hr. Bumble ind i Boden, stillede sin Spanskrørsstok mod Disken, tog sin tykke Læder-Tegnebog op af Lommen og ledte frem af den en lille Lap Papir, som han derpaa rakte over til Hr. Sowerberry.
»Ah!« sagde Bedemanden og strakte Hals for at se paa Papiret. »Bestilling paa en Ligkiste, hvad?«
»Først paa en Ligkiste og bagefter paa en kommenal Begravelse,« svarede Hr. Bumble og trak Stroppen om Lommebogen, der ligesom han selv var meget førladen.
»Bayton?« spurgte Bedemanden og saa' fra Papirslappen op paa Hr. Bumble. »Det Navn synes jeg aldrig, vi har haft før?«
Hr. Bumble rystede paa Hovedet. »Noget stridigt Pak, Hr. Sowerberry, rigtig noget stridigt Pak — ptøj !« forklarede han. »Vi fik først Besked om dem forleden Aften, og vi vilde aldrig hørt et Muk fra dem, hvis ikke en Kone, der bor i samme Hus, var kommet og havde bedt Direktionen, om den kommenale Dokter ikke maatte se til en Kone, der laa saa meget syg. Dokteren var ude til Middag; men saa tog hans Bydreng, som er en rigtig flink Gut, og flyede dem lige med det samme nogen Mikstur paa en Blanksværteflaske.«
»Det var jo raskt klaret!« bemærkede Bedemanden.
»Ja Gu' var det saa!« bekræftede Hr. Bumble. »Men hvordan tror De, det gik, Hr. Sowerberry? Nu skal De bare høre, saa utaknemligt som det Rak var. Manden sendte uden videre Miksturen tilbage og lod hilse, at det var ikke det, hans Kone trængte til, og derfor skulde hun ikke have den! Hvad giver De?! God, kraftig Mikstur, som Ugen i Forvejen var blevet givet til baade to irske Arbejdsmæud og til en Kulsjover med rigtig fortræffelig Virkning, og som bliver sendt det Rak for ingen Ting i en Blanksværteflaske! Saa lader han hilse, at hun skal ikke tage den!« Og Hr. Bumble slog af Forbitrelse med sin Spanskrørsstok i Disken. »Men nu er hun da ogsaa død, og jo før vi kan faa hende begravet, desto bedre!« Hvorefter Hr. Bumble i et Anfald af kommunal Ivrighed satte sin trekantede Hat forkert paa og marscherede ud af Butiken.
Bedemanden saa' efter ham, til han var forsvunden omkring Gadehjørnet. »Han var saa gal i Hovedet, Oliver,« bemærkede han derpaa, »at han ikke en Gang huskede at spørge til dig.«
»Ja, Hr....« svarede Oliver, som ængstelig havde søgt at skjule sig og som endnu rystede over hele Kroppen ved den blotte Tanke om Hr. Bumbles Forbitrelse. Oliver havde dog ikke behovet at fly fra Hr. Bumbles Aasyn; thi bemeldte kommunale Embedsmand havde dannet sig den Mening, at det vilde være bedst at undgaa Mosjø Oliver, indtil han lovformeligt var blevet bunden til Bedemanden paa 7 Aar, saa at der ingen Fare mere var for, at han kunde komme til at falde Sognet til Byrde.
»Naa,« sagde Bedemanden og tog sin Hat, »ja lad os saa se at faa det Stykke Arbejde fra Haanden! Pas Butiken saa længe, Noah!.... Oliver! tag din Hue og følg med!«
De gik en Stund gennem Byens tæt befolkede og stærkt befærdede Gader og drejede saa ind i en ussel og svinsk Gyde. Husene paa begge Sider var store og høje, men meget gamle og beboede af Folk af den aller fattigste Klasse. Nogle faa, lasede Mænd og Kvinder luskede krumbøjede og med Armene paa Ryggen ned ad Fortovet. Mange af Stuelejlighederne havde oprindeligt været indrettet til Butiker, men Døre og Vinduer var nu tilspigrede med uhøvlede Brædder. Rendestenen stod fuld af Mudder, hist og her laa døde Rotter og stank af Raadenskab.
I et af disse Huse famlede Bedemanden sig ind gennem en lang, mørk Gang, efter at han havde sagt til Oliver, at han skulde holde sig tæt bag efter og ikke være bange. De kom ad en faldefærdig Trappe saa højt op, som de kunde, bumsede saa mod en Dør, og dundrede paa den med Knoerne. Døren blev aabnet af et 13—14 Aars Pigebarn. Et Blik ind i Stuen sagde Bedemanden, at det var her, han skulde. Han traadte ind, Oliver fulgte efter.
Der var ikke Ild i Kakkelovnen derinde, men i tankeløs Vane sad alligevel en Mand og krøb sammen henne ved den. Ogsaa et gammelt Fruentimmer havde flyttet en Skammel derhen og sad ved Siden af ham. Henne i en Krog saas et Par pjaltede Børn, og inde i en lille Fordybning lige overfor Døren laa der noget under et laset Tæppe. Det gøs i Oliver, da han saa' derhen, uvikaarligt trykkede han sig op til Bedemanden; thi skønt han intet kunde se, havde han dog paa Følelsen, at det var et Lig.
Mandens Ansigt var magert og blegt, Haar og Skæg graasprængt. Kærlingen var stærkt rynket, det Par Tænder, hun havde tilbage, stak frem over Underlæben, Øjnene var underligt klare og lysende. Oliver turde næsten ikke se paa de to Mennesker, — de lignede Rotterne dernede fra Gaden.
»Understaa Dem ikke til at røre ved hende!« skreg Manden og sprang op som en rasende, da Bedemanden gik over mod Fordybningen. »Jeg siger Dem,« fortsatte han, og han knyttede Hænderne og stampede i Gulvet, »jeg vil ikke have hende puttet i Jorden! Ormene vilde bare pine hende, ikke æde hende — saa udtæret som hun er!«
Bedemanden brød sig ikke om hans taabelige Ord, men tog et Maal op af Lommen og lagde sig ned paa Knæ ved Siden af Liget.
»Ja,« sagde Manden og brast i Graad og faldt paa Knæ ved Fødderne af sin døde Hustru, »knæl, knæl ned — knæl allesammen ned hos hende og hør, hvad jeg siger! Hun sultede ihjel, siger jeg! Jeg vidste ikke, hvor daarlig hun var, før Feberen tog hende, og saa stak Benene allerede frem under Skindet paa hende. Her var hverken Ild eller Lys, hun døde i Mørke, — hun kunde ikke en Gang faa sine Børns Ansigter at se, skønt vi hørte hende hviske deres Navne. Jeg tiggede for hendes Skyld paa Gaden, og saa stak de mig i Hullet. Da jeg slap ud igen, var hun ved at dø. Nu er der ikke en Blodsdraabe i mig mere, og hun sultede ihjel. Ved den levende Gud — hun sultede ihjel, siger jeg!« Han rev sig i Haaret og væltede sig med et Brøl om paa Gulvet. Øjnene stod stive i Hovedet, Fraaden stod ham ud af Munden.
De forskrækkede Børn stak i at græde. Men den gamle Kærling, der hidtil havde siddet saa ligegyldig, som om hun var baade døv og blind, truede dem til at tie stille. Hun løste op for Mandens Halstørklæde og rokkede saa hen til Bedemanden. »Det var min Datter,« forklarede hun med et fjollet Smil og pegede med et Nik paa Liget. »Aah Gud jaja, det er løjerligt at tænke sig, at jeg, som allerede var til Aars, da jeg fik hende, skal staa her, mens hun ligger kold og stiv! Aah Gud jajaja, en hel Komedie — lige saa godt som en hel Komedie!«
Bedemanden var færdig og vendte sig om for at gaa.
»Bi lidt, bi lidt!« hviskede hun ivrigt. »Begraver De hende i Morgen eller i Overmorgen? Jeg maa jo følge, forstaar De. Tag og send mig en stor Kappe og rigtig varm, for det er saa bitterlig koldt! Vi skulde jo ogsaa gerne haft Kage og Vin, før vi gik, men det faar nu være, skaf os bare lidt Brød — en Bid Brød og en Drik Vand. Tror De, vi faar lidt Brød, Hr. —?« spurgte hun ivrigt og holdt fast i Bedemandens Frakke.
»Ja naturlig, naturlig,« forsikrede Bedemanden, »det kommer altsammen.« Og han gjorde sig fri fra hende og skyndte sig ud, fulgt i Hælene af Oliver.
Næste Dag (Familien var imidlertid blevet hjulpet med et halvt Brød og en Humpel Ost, overbragt af Hr. Bumble i egen Person) vendte Oliver og hans Husbond tilbage til det usle Hul. Hr. Bumble var allerede kommet, sammen med fire Fattiglemmer, der skulde bære Liget. Et Par gamle sorte Sørgekapper blev kastet om den gamle Kærlings og Mandens Pjalter, Kisten blev skruet til, Ligbærerne løftede den op og bar den ned paa Gaden.
»Sæt saa det bedste Ben foran, Mutter,« sagde Bedemanden ind i Øret paa den gamle Kærling. »Vi er sent paa Færde og tør ikke lade Præsten vente… Rap jer, Folkens!«
Ligbærerne skridtede ud med deres lette Byrde, og »Følget« holdt sig saa tæt bag efter som muligt. Foran gik de Herrer Sowerberry og Bumble med lange Skridt; Oliver, hvis Ben var mere stumpede end hans Mesters, løb ved Siden af.
De havde dog ikke behøvet at skynde sig saa stærkt. Thi da de naaede hen til det Nælde-overgroede Hjørne af Kirkegaarden, hvor Fattig-Ligene blev begravet, var Præsten endnu ikke kommet, og Degnen, som sad inde i Sakristiet ved Kakkelovnen, formente, at det kunde gerne vare en Time endnu, før han kom. Altsaa satte man Kisten ude ved Graven, hvor Sørgeparret blev staaende og ventede taalmodigt mellem vaade Ler-Brokker og i en iskold Støvregn, medens Gadedrengene, som Begravelsen havde lokket til, morede sig med at lege Tagfat mellem Ligstenene eller (til en Afveksling) med at hoppe forlænds og baglænds over Kisten. De Herrer Sowerberry og Bumble, der var private Venner af Degnen, sad inde hos ham ved Kakkelovnen og læste Avis.
Endelig, en Times Tid efter, fo'r Degnen, Hr. Bumble og Hr. Sowerberry skyndsomst ud til Graven, og straks efter viste Præsten sig; han gik og trak sin Præstekjole helt paa. Hr. Bumble gav for en Ordens Skyld et Par af Drengene nogle Knubs, Hs. Velærværdighed fremmumlede saa meget af Begravelses-Formularen, som lod sig sige paa fire Minuter. Og derpaa gav Hs. Velærværdighed Degnen sin Præstekjole og skyndte sig af Sted igen.
»Ja, Bill,« sagde Bedemanden til Graverkarlen, »kast saa bare til!«
Det gik i en Fart, for Graven var kun et Par Fod dyb. Graverkarlen skovlede Jorden ned, stampede den løseligt til med Fødderne, kastede saa Spaden over Skulderen og gik sin Vej, fulgt af Gadedrengene, der brummede temmelig stærkt over, at der ikke havde været mere Sjov.
»De maa gaa nu, min Ven,« sagde Hr. Bumble og pikkede den afdødes Mand paa Skulderen. »Kirkegaarden skal lukkes.«
Manden havde ikke rørt sig af Pletten fra det Øjeblik, han var kommet. Det gav et Sæt i ham, han saa' op, stirrede paa Hr. Bumble, vaklede saa et Par Skridt af Sted, og faldt besvimet om. Den fjantede gamle Kærling var for optagen af at græde over Tabet af Sørgekappen (som Bedemanden havde taget af hende), til at hun skulde lægge Mærke dertil. Altsaa hældte de andre Manden en Kande koldt Vand over Hovedet, og da han derpaa kom til sig selv igen, ledte de ham ud af Kirkegaarden, lukkede Porten, og gik hver til sit.
»Naa, Oliver,« spurgte Hr. Sowerberry paa Hjemvejen, »hvordan syntes du saa om det?«
»Jo Tak, Hr. —, meget godt!« svarede Oliver noget nølende. »Ikke saadan videre godt.«
»Naa-aa, det vænner du dig nok til, Oliver!« forsikrede Bedemanden. »Det er ingen Verdens Ting, min Dreng, naar man først er blevet vant til det.«
Oliver kunde haft Lyst til at vide, om det havde varet længe, før Hr. Sowerberry blev vant til det. Men han fandt det klogest at lade være at spørge derom.