Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 32-34

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

6.
Oliver forbavser unge Hr. Noah.

Da Prøvemaaneden var forbi, blev Oliver rigtigt antaget i Lære. Det var just saadan en rar sygelig Tid; Ligkister var formelig paa Mode. saa i Løbet af nogle faa Uger fik Oliver en Del Øvelse. Hr. Sowerberrys kløgtige indfald gjorde en Lykke, der overtraf endog den dristigste Forventning. Selv de ældste Folk i Byen mindedes intet Aar, hvor Mæslingerne havde grasseret saa slemt og været saa farlige for Smaafolk; mange var da de Sørgetog, som Oliver anførte med langt, nedhængende Sørgeflor fra Hatten — under ubeskrivelig Beundring og Rørelse hos alle Byens Madamer. Da han tillige fulgte Mesteren paa de fleste af dennes Udflugter med Voksne (for at tilegne sig det Alvor og det Herredømme over Nerverne, der er saa vigtigt for en fuldendt Bedemand), fik han ogsaa rig Lejlighed til at iagttage den Hengivelse i Skæbnen og det Mod, hvormed stærke Naturer kan bære deres Prøvelser eller Sorg.

Om nu disse Godtfolks Eksempel lærte ogsaa Oliver Twist at finde sig taalmodigt i sin Skæbne, vides ikke bestemt. Men saa meget er sikkert, at han i mange Maaneder fandt sig roligt i at blive slet behandlet af Hr. Noah Claypole, som tilmed nu var blevet misundelig, fordi den ny Dreng var blevet forfremmet til sort Marskalkstav og Sørgeflor, medens han selv, skønt ældste Dreng, maatte blive ved den laadne Hue og Skindbukserne. Charlotte var Oliver paa Nakken, fordi Noah var det, og Madam Sowerberry var afgjort hans Uven, fordi Hr. Sowerberry var tilbøjelig til at være hans Ven. Mellem disse tre paa den ene Side og en Syndflod af Begravelser paa den anden Side befandt Oliver sig ikke fuldt saa vel, som hin sultne Gris befandt sig, der ved en Fejltagelse blev lukket inde i Bryggerens Kornmagasin.

En Dag var saa Oliver og Noah ved vanlig Spisetid gaaet ned i Køkkenet for at smause i en lille Stump Lammekød, 1½ Pund af det daarligste Halskød. Da Charlotte i det samme blev kaldt ud, blev der en lille Pavse, og Hr. Noah, som var baade sulten og ondskabsfuld, mente ikke, den lod sig udfylde paa værdigere Maade end ved at drille og plage Oliver. Forhippet paa denne uskyldige Adspredelse lagde han altsaa sine Poter op paa Bordet, trak Oliver i Haaret, kneb ham i Øret, ytrede som sin Formening, at han var »en Luks«, og tilkendegav fremdeles, at han vilde gaa hen og se ham blive hængt, naar denne ønskelige Begivenhed indtraf. Da imidlertid disse og lignende Indfald ikke fik Oliver til at græde, greb Noah sig bedre an og slog sig paa det, som mange langt berømtere Hoveder den Dag i Dag slaar sig paa, naar de endelig vil være morsomme: han blev personlig.

»Naa du, Lemmedreng,« sagde han, »hvordan gaar det saa med din Moder?«

»Hun er jo død,« svarede Oliver. »Lad være og snak ondt om hende!«

Blodet fo'r ham op i Kinderne, han trak Vejret hurtigt, og der kom nogle underlige Trækninger om hans Næsebor og Mund. Alt det opfattede unge Hr. Claypole som nære Forløbere for en ordenlig Tudetur, hvorfor han fornyede Angrebet. »Hvad døde hun af, Lemmedreng?« spurgte han.

»Af Hjertesorg, sagde et Par af de gamle Koner henne paa Fattighuset,« svarede Oliver, men mest som om han talte til sig selv. Og der løb en Taare ned ad hans Kind.

»Æv-æv-æv! æv-æv-æv-æv!« vrængede Noah. »Hvad flæber du for, Lemmedreng?«

Oliver tørte i en Fart Taaren bort. »Nu kan det være nok!« sagde han; »det er bedst, De ikke taler mere om hende!«

»Hvad er'et?!« spurgte Noah. »Se til, du dyr dig, Lemmedreng! Din Moder! jo hun var saamænd en nydelig en, naada-da-da!« Og oplivet af Olivers Tavshed tilføjede han i en medlidende Tone: »Du véd vel nok selv, Lemmedreng, at — ja, nu kan det ikke gøres om, og du kunde jo for den Sags Skyld heller ikke have gjort det om den Gang, og det kan jo ogsaa være meget beklageligt for dig, men din Moder, Lemmedreng, véd du vel nok, var ligefrem et rigtigt Udskud! Hvis hun ikke var død, saa havde hun nu været i Spindehuset eller hængt eller…«

Blussende af Raseri var Oliver faret op. Han væltede Stol og Bord, greb Noah i Struben, ruskede ham, saa Tænderne klaprede i Munden paa ham, og samlede saa alle sine Kræfter og huggede ham med ét Tag ned i Gulvet. Et Minut i Forvejen havde Oliver været et stilfærdigt, blidt, forkuet lille Væsen; nu bølgede hans Bryst, han stod rank med klare, lynende Øjne, hele hans Person var som forvandlet.

»Hjælp! hjælp!« brølte Noah, »Charlotte! Madam! den ny Dreng myrer mig!«

Charlotte svarede med et højt Vræl, og Madamen med et endnu højere. Den første kom farende ind i Køkkenet fra en Sidedør, hvorimod Madamen holdt sig paa Trappen, indtil hun havde faaet Vished for, hvorvidt det ogsaa var raadeligt eller nødvendigt at gaa længere ned.

»Dit lille Utyske,« skreg Charlotte og greb fat i Oliver med en Kraft, der svarede til en veltrænet Mands. »Dit lille u—tak—nem—lige, neder—dræg—tige, morde—riske Utyske!« og ved hver Stavelse gav hun Oliver et ordenligt Dask og ledsagede Dasket med et Vræl til Oplivelse for Selskabet.

Charlottes Næve var ingenlunde at foragte. Men af Frygt for, at den ikke skulde forslaa, plumpede nu Madam Sowerberry ned i Køkkenet og hjalp til ved at holde paa Oliver med én Haand og kradse ham i Ansigtet med den anden. Og da Sagen havde taget denne behagelige Vending, samlede Noah sig selv op fra Gulvet og knubsede Oliver bagfra.

Disse gymnastiske Øvelser var dog altfor anstrengende til at kunne vare længe ved. Da de tre saa ikke kunde mere, slæbte de den sparkende og skrigende, men stadig kampmodige Oliver ind i Kulkælderen og lukkede ham inde dér. Hvorefter Madam Sowerberry sank om paa en Stol og brast i Graad.

»Jøsses dog! hun daaner!« udbrød Charlotte. »Skynd dig, søde Noah! et Glas Vand!«

»Aa Gud, Charlotte!« sagde Madam Sowerberry, saa godt som hun kunde af Mangel paa Vejr og under en Overflod af koldt Vand, som Noah havde hældt hende ned over Hoved og Skuldre, »aa Gud dog, saadan en Velsignelse, at vi ikke alle laa og blev myrdede i vore Senge! — Men hvad skal vi nu gribe til?« tilføjede hun pludselig. »Min Mand er naturligvis ikke hjemme… han skal nok sørge for altid at være ude! … og Uhyret sparker Døren itu, inden der er gaaet ti Minuter.« (Olivers vældige Angreb paa det omtalte Par Brædder gjorde virkelig denne Begivenhed højst sandsynlig).

»Ja jøsses, jøsses dog, Madam,« mente Charlotte, »vi maa vist have hentet Politiet.«

»Nej, nej!« sagde Madamen, som af sig selv ihukom Olivers gamle Ven, »tag og rend hen til Hr. Bumble, Noah, og bed ham komme lige øjeblikkelig! Men skynd dig! du kan holde en Kniv paa det blaa Øje, du har faaet, mens du løber.«

Noah styrtede af Sted. Og Folk, som var ude at spadsere, undredes højlig ved at se en Friskoledreng fare ned ad Gaden uden Hue paa Hovedet, men med en Lommekniv paa det ene Øje.