Oliver Twist/4
4.
Oliver træder ud i Livet.
Det er Skik i Familier med mange Børn, at naar man slet ingen Mulighed ser til at opdrive en ordenlig Plads for en opvoksende Yngling, saa sender man Drengen til Søs. Ihukommende dette vise og fordelagtige Forbilled tog Direktionen under Overvejelse, om det ikke vilde være hensigtsmæssigst at faa Oliver Twist om Bord paa en eller anden lille Dødssejler, der skulde til en eller anden usund Havn, saa meget mer som der jo var al Sandsynlighed for, at Kaptajnen en skønne Dag, naar han efter Aftensmaden var oprømt, vilde enten tærske Oliver ihjel eller ogsaa flække Hovedet paa ham med en Baadshage. Jo klarere Sagen fremstillede sig for Direktionen i dette Lys, des mangfoldigere syntes Fordelene den at være. Og Hr. Bumble blev altsaa sendt ud for at anstille foreløbige Undersøgelser om, hvorvidt der skulde være en Kaptajn, som havde Brug for en frænde- og venneløs Skibsdreng. Men da Hr. Bumble saa vendte tilbage for at berette Udfaldet af sin Ekspedition, mødte han lige udenfor Porten ingen ringere end Bedemand, Begravelses-Entreprenør og Ligkistesnedker Hr. Sowerberry.
Hr. Sowerberry var en høj, mager, knoklet Mand i luvslidt sort Tøj, stoppede sorte Bomuldsstrømper samt tilsvarende Sko. Hans Ansigt var af Naturen ikke anlagt for det smilende, men han ytrede dog i Reglen en vis fagmæssig Munterhed. Hans Skridt blev spændstige og hans Aasyn oplivedes, da han gik hen mod Hr. Bumble, og han rystede hjerteligt Hr. Bumbles Haand.
»Jeg har lige været henne og taget Maal af de to Fruentimmere, der døde i Nat, Hr. Bumble,« forklarede han.
»De ender med at blive en rig Mand!« erklærede Opsynsmanden og stak Tommel- og Pegefinger ned i Bedemandens fremrakte Snustobaksdaase, der var en sindrig lille Model af en patenteret Ligkiste. »Jeg siger, De ender med at blive en rig Mand!« gentog han og bankede venskabeligt Hr. Sowerberry paa Skulderen med sin Spanskrørsstok.
»Hum?« mumlede Bedemanden i en Tone, der halvt indrømmede , og halvt betvivlede Sandsynligheden deraf. »De Priser, som Direktionen har sat mig, er skam knebne nok, Hr. Bumble.«
»Ja, det er Ligkisterne ogsaa!« bemærkede Opsynsmanden med netop saa meget af et Smil, som en højtstaaende Embedsmand bør tillade sig.
Hr. Sowerberry kildredes saa stærkt af Vittigheden, som han pligtmæssig burde, og han lo en god Stund. »Naa ja, Hr. Bumble,« sagde han saa, »det kan jo gerne være, at siden det ny Spisereglement blev indført, er Kisterne blevet en Smule smallere og fladere, end som de var før. Men lidt skal man da tjene, Hr. Bumble. Veltørrede Brædder er en kostbar Vare; og alle Jernhankene maa jeg tage ad Søvejen!«
»Aa ja saamænd,« mente Hr. Bumble, »enhver Haandtering kan jo have sine Vanskeligheder; og naturligvis bør der ogsaa tilstaas en passende Profit.«
»Pyh, Prolit!« gentog Bedemanden. »Jeg maa sige Dem, Hr. Bumble, jeg har virkelig en stor Ubehagelighed at brydes med, og det er, at der gaar saa mange svære Folk bort, — ligesaa snart Folk, der har kendt lidt bedre Dage, kommer ind i Fattighuset, saa er de væk! Og De kan stole paa, Hr. Bumble, at en tre, fire Tommer mere i Brædder, end som man har beregnet, den Gang Priserne blev satte, det gør et slemt Hul i Profiten, især naar man har Familie og skal sørge for.«
Da Hr. Sowerberry sagde dette med en forurettet Mands krænkede Mine, syntes Opsynsmanden, at der blev ligesom sat en Plet paa Direktionens Ære, hvorfor han fandt det raadeligst at lede Talen hen paa noget andet. Og da Oliver Twist i Øjeblikket optog ham mest, gav han sig til at snakke om ham.
»Hvad det var, jeg vilde have sagt,« bemærkede han, »De ved da tilfældigvis ingen, som kunde have Brug for en Dreng — en kommenal Læredreng, der er en Byrde — ja lad mig sige: en Møllesten om den kommenale Hals? Udmærkede Betingelser, Hr. Sowerberry, udmærkede Betingelser!« tilføjede Hr. Bumble og trommede med Enden af sin Spadserestok paa det Sted af Plakaten, hvor Ordene »Halvfemsindstyve Kroner« stod trykt med kæmpestore Bogstaver.
»Hm,« sagde Bedemanden og tog fat i Hr. Bumbles Uniformsfrakke, »det var jo lige det, jeg vilde have snakket med Dem om. Ser De — men det var dog nogle nydelige Knapper, De der har faaet Dem, Hr. Bumble!«
»Aa ja saamænd, de er ganske pæne,« sagde Opsynsmanden og lod stolt Blikket glide ned over sin Frakkes store Messingknapper. »Vaabnet er det samme som i vort kommenale Segl: den barmhjertige Samaritan, der hjælper Manden, som var falden iblandt Røvere. Direktionen forærede mig dem til Nytaar, og jeg havde dem saamænd paa første Gang til Ligskuet over den Haandværkssvend, De kan huske, som vi fandt liggende død i en Gadedør.«
»Naa—aa, ham? Synets Kendelse lød paa, at han var død af Kulde og af Mangel paa de uundværligste Livsfornødenheder, ikke sandt?«
Hr. Bumble nikkede.
»Og saa sagde Synsmændene nok noget om,« tilføjede Bedemanden, »at hvis Fattiginspektøren havde — —«
»Aah Slidder og Sladder!« afbrød Opsynsmanden ham hidsigt. »Dersom Direktionen skulde bryde sig om alt det Vaas, som saadan nogle uvidende Synsmænd, der ikke har Spor af Begreb om Sædelighed og Samfundsvidenskab — —!« Han knipsede haanligt med Fingrene ud i Luften.
»Nej, begribeligvis!« sagde Bedemanden.
»Jeg vilde bare ønske, at vi kunde faa den Slags Ka'le en fjorten Dags Tid ind til os,« fortsatte Hr. Bumble, »saa skulde De se, hvor Reglementerne og Traktementet skulde faa Bugt med dem!«
»Ja begribeligvis!« forsikrede Bedemanden og smilte stærkt, for om muligt at mildne den kommunale Embedsmands voksende Forbitrelse.
Hr. Bumble tog sin trekantede Hat af, tog et Lommetørklæde frem af Pulden, tørte Forbitrelsens Sved af sin Pande, satte Hatten paa igen, og vendte sig saa om mod Bedemanden og spurgte beroliget: »Naa, hvad var det saa med Drengen?«
»Jo se —,« forklarede Bedemanden, »De ved jo nok, Hr. Bumble, at jeg — svarer ikke saa lidt i Fattigskat, — og saa synes jeg da, at jeg maa være blandt de nærmeste til at — faa noget ud af den, — og — saa mente jeg, at jeg kunde tage Drengen selv.«
Hr. Bumble tog Bedemanden under Armen og trak ham med ind i Fattighuset. Der blev Hr. Sowerberry i 5 Minuter stedt til Avdiens hos Direktionen, og det blev afgjort, at Oliver endnu samme Aften skulde anbringes hos ham »paa Prøve«, — hvilket, naar der er Tale om en Fattighusdreng, vil sige det samme som: at naar Mesteren finder, han kan faa Arbejde nok ud af Drengen uden at behøve at proppe for meget Føde i ham, saa beholder han ham i saa og saa lang Tid og behandler ham, som han finder for godt.
Da lille Oliver ud paa Eftermiddagen blev ført frem for Direktionen, underrettedes han om, at nu skulde han være Dreng hos en Ligkistesnedker, og hvis han bare med et eneste Ord knyede over sin Stilling, eller hvis han nogensinde faldt tilbage paa Sognet, saa blev han straks sendt til Søs, hvor han enten vilde drukne eller faa Pandeskallen flækket, ligesom det nu kunde træffe sig. Denne Underretning modtog Oliver med saa faa Tegn paa Sindsbevægelse, at Direktionen enstemmig erklærede ham for en forstokket lille Slubbert og beordrede Bumble til øjeblikkelig at trække af med ham. Altsaa gav man ham hans Tøj, som ikke var svært at bære, siden det kunde rummes i en Papirspakke paa omtrent et Kvarters Bredde og tre Tommers Tykkelse, han trak sin Hue ned over Øjnene, klamrede sig igen fast til Hr. Bumbles Frakkeærme, og blev saa af denne Hædersmand halet bort til sit ny Lidelses-Sted.
Hr. Bumble trak en Stund af med ham uden at lægge Mærke til ham. Thi som en kommenal Embedsmand bør, holdt Opsynsmanden sit Hoved højt; og da det desuden blæste stærkt, skjultes lille Oliver fuldstændigt af Hr. Bumbles ene Frakkeskød, som Vinden drev tilbage. Først da de nærmede sig til deres Bestemmelsessted, fandt Hr. Bumble det tjenligt at se efter, om Drengen nu ogsaa var i passende Forfatning til at fremstilles for sin Mester. »Oliver,« sagde Hr. Bumble, »faa Huen op fra Øjnene og hold Hovedet i Vejret!«
Skønt Oliver gjorde som befalet, og skønt han med den Haand, han havde fri, strøg sig hurtigt over Øjnene, sad der dog en Taare i dem, da han saa' op paa Opsynsmanden. Hr. Bumble skar en bister Grimasse, — og Taarerne trillede ned over Olivers Kind, den ene efter den anden. Det hjalp ikke, alt hvad han anstrengte sig: selv efter at han med et Ryk havde faaet ogsaa den anden Haand fri og havde faaet ogsaa den op for Ansigtet, trængte Taarerne ustandseligt frem mellem hans smaa, afmagrede Fingre.
»Hæ!« udbrød Hr. Bumble og blev staaende og sendte Drengen et ualmindelig ondskabsfuldt Øjekast; »af alle de utaknemlige og nederdrægtige Vajser, som jeg har truffet, er da du — —!«
»Nej, nej, Herr —!« hulkede Oliver og klamrede sig fast til den af Hr. Bumbles Hænder, som holdt det velbekendte Spanskrør, »jeg vil være artig, Herr —, det vil jeg, Herr —! Men jeg er saa lille, og jeg er saa — saa — —!«
»Saa hvad for nogel?« brummede Opsynsmanden.
»Saa skrækkeligt ene!« jamrede Drengen. »De er allesammen saa haarde ved mig… Aah jeg beder Dem, Herr —, vær ikke saa haard imod mig!«
Hr. Bumble saa' en 4-5 Sekunder ned paa Olivers forknytte og hjælpeløse Ansigt med en vis Forbavselse, rømmede sig støjende et Par Gange, mumlede noget om »en Satans Hoste ogsaa!«, sagde saa til Oliver, at han skulde tørre sine Øjne og være en god Dreng, og tog ham ved Haanden og gik videre med ham.
Bedemanden havde lige faaet sat Skodderne for sin Butik og var nu — ved Skæret af et meget passende sørgeligt Lys — i Færd med at skrive noget op i sin Regnskabsbog, da Hr. Bumble traadte ind.
»Ah!« sagde Bedemanden og stansede midt i et Ord og saa' op fra Bogen, »er det Dem, Hr. Bumble?«
»Akkurat skam!« forsikrede Opsynsmanden. »Her er jeg med Drengen.« — Og Oliver bukkede.
»Naa, saa det er Drengen, er det?« sagde Bedemanden og holdt Lyset op over sit Hoved for at kunne mønstre Oliver fra Top til Taa. — »Aah, lille Kone! kunde du ikke komme et Øjeblik ind, min Ven?«
Fra et lille Kammer bag ved Butiken kom Madam Sowerberry i Skikkelse af et lille, magert, vindtørt Fruentimmer med Eddikebrygger-Ansigt.
»Det er den Dreng, jeg snakkede til dig om, min Ven!« sagde Bedemanden ydmygt, »ham fra Fattighuset.« — Og Oliver bukkede igen.
»Ih du Fredsens,« sagde Madamen, »som han er lille!«
»Ja, ganske vist, noget lille er han!« indrømmede Hr. Bumble og saa' paa Oliver med en Mine, som om det var hans Skyld, at han ikke var større. »Men De skal se, Madam Sowerberry, han vokser nok til!«
»Ja af vor Mad og Drikke!« svarede Madamen spidst. »Jeg har aldrig kunnet begribe, at der skulde være noget ved Fattighus-Unger, de koster En jo meget mer, end man kan tjene paa dem. Men Gud bevares, Mandfolk skal jo vide alting bedst! — — Naa ja skrub saa ned, din lille Benrad!« tilføjede hun og aabnede en Dør og skubbede Oliver ad en Trappe ned i et lille skummelt og klamt Rum, der dannede en Slags Forstue til Kul-Kælderen og benævnedes »Køkken«. Dernede sad en griset Tjenestetøs med Slæber og hullede blaa Uldstrømper paa Fødderne.
»Charlotte!« sagde Madamen, »tag og giv Drengen her noget af det, der blev sat af til Hektor: naar den ikke har villet æde fra i Morges, saa maa den lade være. Han her er vist ikke saa kræsen af sig, — er du vel, Dreng?«
Oliver, hvis Øjne havde lyst ved blot at høre Tale om Mad, svarede Nej, hvorefter der blev sat frem for ham et Fad med alskens Brokker paa. — Jeg vilde ønske at visse velnærede Vismænd, i hvem Mad og Drikke er blevet til Galde, kunde have set Oliver Twist sluge de Lækkerbiskener, som Hunden havde forsmaaet. Der er kun ét, jeg endnu hellere vilde, og det var: at se disse Vismænd selv holde Magen til Maaltid og med Magen til Velbehag.
«Naa?« spurgte Madamen, som i stum Rædsel og med frygtelige Anelser om den kommende Tids Appetit havde set Oliver fortære sin Aftensmad, »er du saa færdig?«
Saasom intet spiseligt var tilbage, svarede Oliver Ja.
»Kom saa!« sagde Madamen og tog en snavset Praas af en Lampe og gik foran op ad Trappen. »Du skal ligge deroppe under Butiksbordet. Du er vel ikke bange for at ligge mellem Ligkisterne? For Resten er det lige fedt, enten du er bange eller ej, for vi lægger dig ikke andre Steder. Naa, kommer du saa? Skal jeg staa og drive her hele Natten maaske?!«
Og Oliver fulgte benauet sin Madmoder.