Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 151-155

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

31.
Nyt Liv.

Oliver gik meget igennem. Smerterne fra Saaret og Udmattelsen havde (i Forening med al den Kulde og Fugtighed, som han havde døjet) paaført ham en Feber, der varede flere Uger og tog stærkt paa ham. Men omsider begyndte han dog at komme sig, saa at han undertiden, med Taarer i Øjnene, kunde fremstamme nogle Ord om, hvor de to Damer dog var velsignet gode imod ham, og hvor inderligt han haabede, at han en Gang, om end aldrig saa lidt, maatte kunne vise dem, at den stakkels Dreng, som deres Barmhjertighed havde frelst, intet højere Ønske havde end at tjene dem.

»Din lille Stakkel,« sagde Frøken Rosa en Dag, da Oliver sagte havde faaet fremstammet sin Tak, »du skal saamænd nok faa Lejlighed til at gøre os Tjenester. Vi tager snart længere ud paa Landet, og Tante har sagt, at du skal følge med. Der vil du hurtigt komme dig, og dèr vil der være de hundrede Ting, hvorved du kan være os til Nytte. Blot du gør dig halvt saa megen Umag, som du nu siger, vil jeg være rigtig, rigtigt glad for dig.«

»Glad, Frøken?!« udbrød Oliver. »Hvor det er kønt, at De vil tale saadan!«

»Du kan stole paa, hvad jeg siger!« svarede den unge Dame. »Jeg er lykkelig over, at min velsignede Tante er blevet Midlet til at frelse et Menneske fra al den Elendighed, som du har fortalt os om. Men jeg vilde være dobbelt lykkelig ved at vide, at Genstanden for hendes Godhed var hende oprigtig taknemlig og hengiven. Kan du ikke forstaa dèt?« spurgte hun, da hun saa', at Oliver havde sat et underlig eftertænksomt Ansigt op.

»Jo, Frøken, jo,« sagde Oliver ivrigt. »Men jeg kom til at tænke paa, at nu er jeg jo paa en Maade alligevel utaknemlig.«

»Mod hvem?«

»Mod den gamle Herre og hans rare Husholderske, som tog sig saa mildt af mig,« svarede han. »Jeg tror, det vilde glæde dem, dersom de vidste, hvor godt jeg har faaet det.«

»Ja det er jeg vis paa,« sagde Frøken Rosa. »Doktor Losberne har ogsaa været saa god at love, at saa snart du er blevet rask nok til at kunne taale det, vil han en Dag køre derind med dig.«

»Har han virkelig, Frøken?!« udbrød Oliver glædestraalende. »Nej —! jeg véd slet ikke, hvad jeg vil gøre af Glæde, naar jeg faar de kære Ansigter at se igen!«

Det varede ikke saa længe, før Oliver blev stærk nok til at kunne taale den lille Udflugt, og en Morgenstund kørte altsaa han og Doktor Losberne afsted i en lille Kaleschevogn, som tilhørte Fru Maylie. Idet de kørte over Broen udenfor den nærliggende lille By, blegnede Oliver og udstødte et Skrig. »Se dèr! Huset dér!« sagde han og pegede ivrigt ud ad Vognvinduet.

»Ja vel! hvad dèt?« sagde Doktoren. »Aa hold lidt, Kusk, — hold for Pokker! — Naa hvad er der saa med det Hus, min Dreng?«

»Det er Tyvenes, — det var dèr, de tog mig med ind!«

»Halløj!« udbrød Doktoren. »Hejda, Kusk, luk op!« Men før Kusken var sluppet ned fra Bukken, var Doktoren paa en eller anden Maade kommen ud af Vognen og styrtede hen til Huset og gav sig til at sparke paa Døren, som han var besat.

»Naada!« sagde en lille pukkelrygget Grimrian og lukkede Døren pludselig op, saa at Doktoren, der just havde sparket ganske voldsomt til, nær var gaaet paa Næsen ind ad den. »Hvad er der i Vejen?«

»I Vejen?« gentog Doktoren, og greb ham øjeblikkelig i Kraven. »Der er Tyveri, er der!«

»Ja, og Mord med,« svarede den Pukkelryggede koldblodig, »hvis De ikke ser og faar den Haand væk! Hører De!«

»Vel hører jeg,« svarede Lægen og blev ved at ruske i Grimrianen. »Hvor er —? hvad var det nu, den Kæltring hed? — Sikes var det, — Sikes! hvor er Sikes, din Tyvetamp?!«

Den Pukkelryggede stirrede umaadelig forbavset og forbitret paa ham, vred sig derpaa behændigt ud af hans Tag, og smuttede, under en Syndflod af Eder, ind i Huset. Men inden han kunde faa spærret Døren, var Doktoren, uden videre Komplimenter, trængt ind i Stuen — og saa' sig betuttet om. ikke et eneste Stykke Bohave derinde, intet levende eller livløst svarede til Olivers Beskrivelse!

»Naada!« sagde den Pukkelryggede og mønstrede Dr. Losberne skarpt, »hvad er Meningen med, at De trænger saadan med Magt ind i mit Hus? Vil De plyndre mig, eller vil De myrde mig?«

»Har du maaske nogensinde set, at man kommer kørende i Kalesche til den Slags, din gamle Flagermus-Gripomenusit spurgte den iltre Doktor.

»Hvad vil De da?« skreg Grimrianen opbragt. »Se nu til, De kradser af, eller jeg skal kværke Dem, De!«

»Jeg gaar, naar jeg har Lyst,« erklærede Doktoren og saa' ind i det tilstødende Værelse, som heller ikke i mindste Maade svarede til Olivers Beskrivelse. »Jeg skal nok faa Ram paa dig en anden Gang, min Ven!«

»Skal De dèt?« hvæste Utysket. »Ja vil De mig noget, saa kom an! Nu har jeg boet her mutters ene i25Aar, saa jeg lader mig ikke skræmme af Dem! De skal komme til at betale det, De skal komme til at betale det!« Og den lille vanskabte Satan hylede af Raseri og dansede som en Vanvittig om paa Gulvet.

»Hm! en dum Historie, dette her! Drengen maa have taget fejl!« mumlede Doktoren for sig selv. »Dèr, du! put det i Lommen og stæng saa af for dig igen!« Han smed et Pengestykke til Utysket, og gik ud til Vognen.

Mennesket fulgte efter ham helt hen til Vogndøren, stadig under en Strøm af Eder og Forbandelser. Men idet Doktoren saa vendte sig om for at give Kusken Ordre, kiggede han ind ad Vognvinduet og saa' paa Oliver med et saa skarpt og spejdende og tillige saa rasende og hævngerrigt Blik, at Oliver flere Maaneder efter ikke kunde glemme det, hverken vaagen eller i Drømme. Saa gav Utysket sig igen til at skælde og bande, og endnu da Vognen var kommet et Stykke bort, saa' de ham staa derhenne og stampe i Jorden og rive sig i Haaret aldeles ude af sig selv.

Der blev en lang Pavse. »Hm!« sagde saa Doktoren, »jeg er en Torsk!… Har du vidst det før, Oliver?«

»Nej, Hr.«

»Saa husk det til en anden Gang!«

De kørte igen et Stykke i Tavshed. »En rigtig Torsk!« gentog Doktoren saa. »Selv om det havde været det rigtige Hus, og selv om de rigtige Folk havde været der, hvad havde jeg ene Menneske saa kunnet gøre?! Og dersom jeg havde haft nogen med mig, indser jeg ikke, at det kunde have ført til andet, end at jeg var blevet nødt til at rykke ud med, hvordan jeg har faaet dysset hele Historien om Indbrudet ned. Men saadan gaar det altid: altid render jeg mig en Staver i Livet ved at lade mig lede af mine Indskydelser!«

Sandt at sige havde den brave Doktor hele Livet igennem ladt sig lede af sine Indskydelser. Men det var ingen ringe Ros for hans Indskydelser, at de egenlig aldrig havde fort ham i Fortræd, men altid havde vakt den største Paaskønnelse og Højagtelse hos dem, der kendte ham.... Alligevel var han en Stund temmelig forstemt over, at han ikke saaledes straks ved første Lejlighed havde kunnet skaffe Bevis for, at Olivers Historie var sand. Han kom imidlertid snart i Humør igen, og da han hørte, hvorledes Oliver besvarede hvert et Spørgsmaal lige saa klart og paalideligt og oprigtigt som for, sagde han til sig selv, at fra nu af vilde han fæste ubetinget Lid til ham.

Oliver kendte Navnet paa Gaden, hvori Hr. Brownlow boede, saa de kunde køre lige derhen. Da Vognen drejede ind i den, begyndte Drengens Hjerte at banke, saa han knap kunde faa Vejret. »Dèr! dèr!« hviskede han og pegede ivrigt ud ad Vinduet; »det hvide Hus dèr!… Aa, lad os skynde os, lad os skynde os! Det er, ligesom jeg skulde dø, saadan ryster jeg!«

»Naa naa, du!« sagde den skikkelige Doktor og klappede ham paa Skulderen. »Nu er vi der jo straks, — saa!«

Vognen holdt. Oliver stirrede gennem Taarer ud efter Vinduerne… Ak! det hvide Hus stod tomt, i det ene Vindu hang en Plakat: »Til Leje!«

»Saa banker vi paa ved Siden af,« sagde Doktoren og tog Oliver under Armen. »Aa vær saa god at sige mig, hvor er Hr. Brownlow flyttet hen, som boede her i Huset ved Siden af?«

Tjenestepigen vidste det ikke, men skulde gaa ind og spørge. Hun kom straks efter tilbage og sagde, at Hr. Brownlow havde solgt alt sit Indbo og var rejst til Vestindien for seks Uger siden… Oliver slog Hænderne sammen og næsten daanede ind i Favnen paa Doktoren.

Doktor Losberne tav et Øjeblik. »Er hans Husholderske ogsaa rejst?« spurgte han saa.

»Ja, Hr.«, svarede Pigen. »Baade den gamle Herre og Husholdersken og saa en Ven af Herren.«

»Kør hjem igen!« befalede Doktoren Kusken, »og lad vær' at lade Hestene bede, før vi er slupne ud af dette forbandede London!«

»Men — Boghandleren, Hr.!« — sagde Oliver. »Jeg véd, hvor han bo'r, — aa, skal vi ikke køre hen til ham?« »Nej, min stakkels Dreng,: svarede Doktoren, »nu har vi haft Skuffelser nok for i Dag, baade du og jeg. Kører vi hen til Boghandleren, saa faar vi sagtens den Besked, at han er død, eller har stukket Ild paa sit Hus, eller er rendt sin Vej. Nej, nu lige hjem igen!« Og i Kraft af Lægens Indskydelse kørte man sporenstregs tilbage.

Denne bitre Skuffelse voldte Oliver megen Sorg. Han havde glædet sig saa usigeligt ved Tanken om at skulle gense Hr. Brownlow og Madam Bedwin, Haabet om at faa renset sig i deres Øjne havde holdt ham oppe under mangen en Prøvelse. Og nu var de maaske rejst bort i den Tro, at han var en Hykler og en Tyv! Dèt var næsten mer, end han kunde bære. Men — hans Velgørerinder var og blev gode imod ham. En fjorten Dages Tid efter, da Varmen rigtig begyndte at komme i Luften, blev det Sølvtøj, der i saa høj Grad havde vakt Jødens Begær, sendt ind i en Bank. Giles og endnu et Tyende blev tilbage for at passe paa Huset. De andre rejste længere ind i Landet, til et lille Landsted, og de tog Oliver med.

Stedet laa henrivende. Roser og Gedeblad slyngede sig op ad Murene, Vedbend løb op ad Træstammerne, Havens Blomster fyldte Luften med Duft. Tæt ved var en lille Kirkegaard, hvor Grønsvær og Mos dækkede de Tuer, under hvilke Landsbyens gamle Folk var stedet til Hvile. Oliver gik tit derinde, og naar han kom til at tænke paa den Fattiggrav, hvori hans Moder laa, kunde det træffe sig, at han satte sig hen og brast i Graad. Men naar han saa igen saa' op til den dybblaa Himmel, forstod han, at han skulde ikke tænke sig hende nede i Jorden længer, og hans Graad blev stille og smertefri.

Det var en lykkelig Tid. Dagene var saa milde og fredelige, Nætterne kendte hverken til Angst eller Sorg. Hver Formiddag gik han hen til en hvidhaaret gammel Herre, som boede ved Siden af Kirken, og som lærte ham at læse og skrive og talte saa venligt til ham og gjorde sig saa megen Umag med ham, at Oliver syntes, han kunde aldrig være flittig nok, for at gøre ham tilpas. Saa spadserede han med Fru Maylie og Frøken Rosa og hørte dem tale om Bøger, eller han sad maaske med dem paa et skyggefuldt Sted og hørte Frøkenen læse op, hvad han slet ikke kunde blive træt af. Derefter havde han sine Lektier at læse, og saa var det Aften, og Damerne gik igen en Tur, og han fulgte med og var lykkelig, naar der enten var en Blomst, han skulde tage til dem, eller de havde glemt noget, som han skulde hente. Efter at de var kommen hjem, satte Frøkenen sig gærne til Klaveret og spillede lidt, eller hun sang, sagte og blidt, en eller anden gammel Sang, som Fru Maylie holdt af. De plejede ikke at tænde Lys, og Oliver sad henne ved et af Vinduerne og lyttede til den søde Musik, og stille Glædestaarer sneg sig ned over hans Kinder.

Kl. 6 om Morgenen var han oppe, og strejfede over Markerne og afsøgte Gærderne rundt omkring for at samle vilde Blomster, som det derefter krævede megen Omtanke og Flid at faa ordnet pænt til Frokostbordet. Saa skulde ogsaa Fru Maylies Fugle have frisk Foder, — Oliver havde studeret Fodrings Kunsten under Landsbydegnens kyndige Vejledning. Tidt var der ogsaa et eller andet lille barmhjertigt Ærinde ned i Landsbyen. Og i al Fald var der altid noget at pusle med enten ude i Haven eller ogsaa ved Potteplanterne, hvilket ligeledes Landsbydegnen (som var Gartner af Profession) havde undervist Oliver om. Og saa kom Frk. Rosa og roste ham for, hvad han havde udrettet, — et af hendes lyse, milde Smil havde for Resten forud været mer end Belønning nok.