Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 144-150

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

30.
Vanskelige Forhold.

»Hvem er dèt?« spurgte Brittles. Han havde ladet Sikkerhedskæden blive for, aabnede kun Døren paa Klem, og kiggede ud, medens han skyggede med Haanden for Lyset.

»Luk op!« sagde en Mand udenfor. »Det er Betjentene fra London, som De har haft Bud efter.«

Saare beroliget ved den Forklaring aabnede Brittles Døren helt for en før Mand i Kavaj, som gik ind uden at sige et Ord og gav sig til at tørre sine Sko af saa koldblodigt, som om han var hjemme.

»Kan De ta'e og sende En ud og løse min Kammerat af, unge Mand?!« sagde endelig Betjenten. »Han sidder og passer paa Dyret, vi har for Giggen. Her er vel nok en Stald, hvor vi kan sætte den ind en halv Snes Minuter?«

Da Britles havde svaret »Ja« og paavist Stalden, gik den føre Mand igen ud og hjalp sin Kammerat at faa Køretøjet ind, medens Brittles, i dybeste Beundring, lyste for dem. Saa kom de to Betjente atter op i Forstuen og tog Hat og Kavaj af. Den føre Mand viste sig at være vel et halvt hundrede Aar, middelhøj, Haaret skinnende sort og tæt afklippet, smaa Whiskers, rundt Ansigt, et Par skarpe Øjne. Den anden var rødhaaret og mager, havde Kravestøvler paa, saa' noget frastødende ud og udmærkede sig ved en uhyggelig Opstoppernæse.

»Kan De sige til Deres Herskab, at Blathers og Duff er her?« sagde den føre Mand, glattede sit Haar, tog et Par Haandjern frem og lagde dem paa Bordet. »Aah! God Aften, Højstærede! Jeg turde maaske tale et Par Ord med Dem under fire Øjne?!«

Det sidste var henvendt til Doktor Losberne, som i det samme kom til. Doktoren betydede med et Nik Brittles, at han skulde gaa, hentede saa de to Damer ind i Stuen, hvor Betjentene opholdt sig, og lukkede Døren. »Det er Fruen i Huset,« sagde han og pegede paa Fru Maylie.

Blathers bukkede, satte sin Hat fra sig paa Gulvet, tog en Stol og betydede Duff, at han skulde gøre lige saadan. Men Hr. Duff var enten ikke vant til at være i saa fint Selskab, eller ogsaa var han ikke rigtig i sit Es; for hans Ben gjorde en Mængde krampagtige Skrabud, før han satte sig, og han puttede temmelig forlegen Knappen af sin Stok ind i Munden.

»Naa ja — det var altsaa dette hersens Indbrud, Højstærede,» sagde Blathers. »Hvordan var det, det gik for sig?«

Doktoren, der aabenbart vilde vinde Tid, fortalte yderst omstændeligt. De to Opdagelsesbetjente saa' umaadelig snedige ud og nikkede engang imellem til hinanden.

»Ja,« sagde saa Blathers, »jeg kan naturligvis ikke sige noget afgjort, før jeg har beset Stedet. Men foreløbig er det min Mening, naar jeg skal sige den rent ud, at dèt Indbrud er ikke begaaet af nogen Daudi-Svend, hvadbehager, Du?«

»Nej, det er det ikkeic erklærede Duff.

»De mener,« sagde Doktoren smilende, »at det er udlærte Folk, der har begaaet det?« (Blathers nikkede.) »Ja, jeg har sagt Dem alt, hvad der var at sige!«

»Hm, ja vel! Men hvad var det saa med den Dreng, som Tjenestefolkene snakkede om?«

»Aa, dèt er slet ingenting!« svarede Doktor Losberne. »Et af de forfjamskede Mennesker havde sat sig i Hovedet, at Drengen havde været med til Indbrudet. Men det er noget rent Snik-Snak!«

»Ja, dèt var nu svært hurtig klaret!« bemærkede Duff.

»Duff har Ret!« sagde Blathers og nikkede til ham og legede med Haandjernene, som om det kunde have været et Par Kastagnetter. »Hvor er den Dreng? Hvad Forklaring giver han? Hvor kommer han fra? Han kan da ikke være dumpet ned fra Himlen, vèd jeg, Højstærede?«

»Nej naturligvis!« svarede Doktoren og saa' lidt nervøs hen paa Damerne. »Jeg er inde i hele hans Historie, — — men det kan vi nu altid tale om bagefter! De ønsker rimeligvis allerførst at se Stedet, hvor Tyvene prøvede paa at bryde ind?«

»Meget rigtigt!« erklærede Blathers. »Først inspicerer vi Lokaliteterne, og saa forhører vi Tjenestefolkene. Det er den Maade, vi plejer at tage en Forretning paa.«

Der blev altsaa skaffet Lys. Og fulgt af Landbetjenten, Brittles, Giles og kort sagt alle de andre, gik de Herrer Blathers og Duff først ind i det lille Bryggers for Enden af Gangen og saa' ud ad Vinduet. Derpaa gik de udenfor og saa' ind ad Vinduet, fik saa hentet en Lygte, hvormed de undersøgte Vindusskoddet og Fodsporene, samt en Høtyv, hvormed de stak ind i Buskene. Efter at det var besørget, under de Tilstedeværendes aandeløse Spænding, begav de sig atter ind, og Giles og Brittles maatte give en melodramatisk Fremstilling af deres Deltagelse i den skrækkelige Nats Hændelser. De gentog Forklaringen seks Gange og modsagde hinanden den første Gang kun paa ét vigtigt Punkt, men den sidste Gang modsagde de hinanden paa en halv Snes Punkter. Da man var naaet saa vidt, lod de Herrer Blathers & Duff alle andre forlade Værelset, og de holdt nu en lang Raadslagning. Sammenlignet med den i Henseende til Hemmelighedsfuldhed og Højtidsfuldhed vilde de berømteste Lægers Raadslagning om et yderst indviklet Sygdomstilfælde være det rene Børneværk.

Imidlertid gik Doktor Losberne urolig op og ned ad Gulvet inde i Stuen ved Siden af, og Fru Maylie og Frøken Rosa saa' ængsteligt paa ham. »Hm,« sagde han og blev pludselig staaende. »Jeg véd snart hverken ud eller ind! Hverken Politiet eller Assessoren vil aabenbart tage Drengens Forklaring for god!«

»Ja, men De tro'r jo dog paa den!«, faldt Frøken Rosa hurtigt ind.

»Ja, jeg tror paa den, hvor løjerlig den saa end lyder, og jeg er maaske et gammelt Fæ, at jeg gør det!« svarede Doktoren. »Men Politimænd?! Drengen kan kun bevise det af Forklaringen, der ser daarligt ud, men ingenting af det, som ser godt ud. Og Pokker staa i Juristerne, de spørger altid om hvorfor og hvordan og vil have Bevis.... Nej,« og han stak igen Hænderne i Lommerne og begyndte at gaa hurtigt frem og tilbage, »jeg er vis paa, det vil bare blive meget værre, hvis disse to Opdagere faar Drengens Historie at høre.«

»Aah Gud!« sagde Frøken Rosa, »at der dog ogsaa blev sendt Bud efter dem!«

»Ja Gud give, det aldrig var sket!« sukkede Fru Maylie.

»Jeg kan ikke finde paa andet,« sagde pludselig Doktoren og satte sig ned med en Slags desperat Ro, »end at vi maa se at føre det igennem ved Frækhed. Drengen har Feber, lige i Øjeblikket kan der ikke snakkes til ham, det er altid én Trøst. Vi maa benytte os deraf, saa godt vi kan, og — —. Kom ind!«

»Ja, Højstærede,« sagde Blathers, der traadte ind fulgt af sin Kammerat og lukkede Døren omhyggeligt efter sig, »der har ikke været aftalt Spil!«

»Hvad for en Snak?« spurgte Doktoren utaalmodigt.

»Vi plejer at kalde det aftalt Spil,« sagde Blathers og henvendte sig til Damerne, som om han bar over med deres Uvidenhed, men foragtede Doktorens dybt, »naar Tjenestefolkene har været med i det.«

»Men dem er der jo slet ingen, der har haft mistænkt!« indskød Fru Maylie.«

»Meget muligt, Frue,« svarede Blathers; »men derfor kunde de godt have været med i det.«

»Desto rimeligere var det, at de havde været med i det!« rettede Duff ham.

Blathers fortsatte: »Vi er enige om, at det har været Londonere. For Arbejdet er nydelig gjort.«

»Ganske overordentlig nydeligt!« sagde Duff.

»De har været to om det,« vedblev Blathers, »og de har haft en Dreng med dem, det er klart af Vinduets Størrelse. Mere er der ikke at sige i Øjeblikket. Nu vil vi med Deres Tilladelse se lidt op til Fyren, De har her ovenpaa.«

Doktorens Ansigt var pludselig klaret op, som om der var faldet ham noget ind. — »Men Betjentene trænger vist først til en lille Forfriskning, Fru Maylie,« sagde han.

»Aa ja naturlig!« faldt Frøken Rosa hurtigt ind. »Nu skal der lige straks, — — — hvad maa jeg byde Dem?«

»Tusend Tak, Frøken,« sagde Blathers og tørte sig om Munden med Frakkeærmet, »det er jo et tørt Stykke Arbejde, saadant et Forhør! Hvad De har ved Haanden, Frøken, De maa endelig ikke gøre Dem Ulejlighed for vor Skyld!«

»Ja, hvad maa jeg skænke?« spurgte Doktoren, som var fulgt med Frøken Rosa hen til Anretterbordet.

»Hvis det er Dem lige meget, saa — en lille Snaps Brændevin!« svarede Blathers. »Det var en kold Tur herud fra London, Frue, og jeg synes nu altid, at Brændevin varmer saa dejligt op paa et Menneskes indvendige Dele!«

Denne interessante Meddelelse henvendte han til Fru Maylie, som tog meget forekommende imod den. Imedens smuttede Doktoren ud af Stuen.

»Tja,« sagde Blathers og holdt sit Glas op foran Brystet (med venstre Haands Tommel- og Pegefinger omkring Foden), »Damerne kan tro, at jeg har set mangt et Stykke af det Slags Arbejde i mine Dage!«

»For Eksempel Indbrudet dernede i Baggaden i Edmonton, Du!« søgte Dull at hjælpe paa hans Hukommelse.

»Ja, ikke sandt? det var noget i samme Smag!« sagde Blathers. »Det var nu ham, Conkey Skovskade, der havde lavet det.«

»Jeg vèd nok, det er din Mening!« bemærkede Duff. Men jeg siger nu, at det var Dæggelammet, der gjorde det. Skovskaden havde ikke haft mer med dèt at bestille end som jeg!«

»Aa Vrøvl!« svarede Blathers, »det véd jeg bedre. Men kan du huske, da Pengene blev stjaalet fra Conkey? Naada, sikken et Halløj! Jeg har aldrig set det værre i nogen Roman-Bog.«

»Hvad var dèt?« spurgte Frøken Rosa, som gerne vilde holde de uvelkomne Gæster ved godt Humør.

»Det var et Tyveri, Frøken, som ikke ret mange andre kunde have hittet paa!« begyndte Blathers. »Denne hersens Conkey — —«

»Ja se, Conkey betyder nu den langnæsede, Frøken!« indskød Duff.

»Tro'r Du ikke, Frøkenen selv vèd dèt?!« bemærkede Blathers. »Lad nu vær' og tag og afbryd mig, Kammerat! Nej denne hersens langnæsede Skovskade, Frøken, han havde en Beværtning ovre paa den anden Side af Battle-Broen, og der var en Kælder, og der kom mange unge Grever og saa' paa baade Hanekampe og Grævlingejagter og al den Slags, og det gik nydeligt for sig altsammen, for jeg har selv været der. Paa den Tid var han ellers ikke i Tyve-Laget endnu, og saa en Nat blev der stjaalet 5887 Kr. i en Sejldugspose fra hans Soveværelse af en høj Mand med et sort Plaster over det ene Øje, som havde gemt sig under Sengen, og saa bag efter sprang ud ad Vinduet med Pengene, for det var i Stueetagen, skal jeg sige Dem. Og han var meget gesvindt af sig. Men se Skovskaden var ogsaa gesvindt af sig; for han vaagnede ved Støjen og røg ud af Sengen og skød sin Muskedonner af efter ham, og saa vaagnede han jo alle Naboerne. Og de tog og satte efter ham, og da de saa kom og skulde se til, saa saa' de, at Skovskaden havde truffet ham, for der var Spor af Blod hele Vejen lige hen til et Stakit, der var, men saa blev det borte. Saa han var da sluppet væk med Rovet, og altsaa fik jo Skovskaden, privelegeret Værtshusholder, sit Navn i Avisen blandt de andre Falittenspillere, og der blev sat Beneficer og Subskriptioner og jeg véd ikke hvad i Gang for det stakkels Menneske, og han var jo meget forknyt over det Tab, som han havde haft, og han løb op og ned ad Gaderne en tre, fire Dage og rev sig i Haaret rent desperat, saa der var mange, der begyndte at blive bange for, at han skulde gaa hen og ta'e og gøre en Ulykke paa sig selv. Men saa en Dag kom han rendende op paa Kammeret og havde en lang Kongres med Inspektøren, og saa efter at de havde snakket længe, saa ringede Inspektøren og lod kalde paa Tjim Sprut (han var nu en flink Opdager, var Tjim) og sagde, at Tjim skulde følge med Skovskaden og se og ta'e den Fyr, som havde stjaalet hos ham. »Jeg saa' ham gaa forbi mit Hus i Gaar Morges, Sprut!« sagde Skovskaden. »Hvorfor Pokker tog du ham saa ikke?« spurgte Sprut. — »Nej, jeg blev saa skør i Hovedet, saa de kunde gerne have slaaet Skallen itu paa mig med en Tandstikker,« sagde Staklen. »Men vi er sikre nok paa ham, for i Aftes mellem 10 og 11 gik han forbi igen.« Naa, Sprut tog saa og stak lidt Lintøj og en Kam i Lommen, for det Tilfælde, at han skulde blive nødt til at blive flere Dage borte, og han fulgte jo med og satte sig ind ved Vinduet bag det lille røde Gardin i Beværtningen og holdt sig parat til at fare ud, naar det skulde være. Og som han saa sidder sent paa Aftenen og ryger sin Pibe, saa hører han paa én Gang Skovskaden skraale: »Der er han! Mord! Mord! stop Tyven!« Tjim ryger jo ud, og han ser Skovskaden stejle ned ad Gaden, alt hvad han kan. Sprut render, og Skovskaden render, og Folk vender sig om og raaber: »Stop Tyven!« og Skovskaden bliver ved at rende og skraale, ligesom han er tosset. Saa taber Sprut ham af Syne et Øjeblik henne ved et Gadehjørne; men han drejer jo om Hjørnet — og ser en lille Klynge, der staar, — og trænger sig ind i den. »Hvor er Tyven?« — »Fanden staa i det,« siger saa Skovskaden, »nu slap han fra mig igen!««

Blathers fortalte videre om, hvordan det Gang efter Gang var gaaet akkurat paa samme Maade. — »Men hvad sagde Tjim Sprut til alt dèt?« spurgte Doktor Losberne, som var kommet ind, kort efter at Historien var begyndt.

»Tjim Sprut,« svarede Blathers, »sagde en lang Tid ikke et Muk, han bare hørte efter og havde Øjnene med sig, for han var en Mand, der forstod sine Ting, var han. Men saa en Morgen kom han ind i Skænkestuen og tog sin Snustobaksdaase frem og sagde: »Hør nu, Skovskade,« sagde han, »nu har jeg hittet ham, der lavede dette hersens Indbrud hos dig!« — »Næh sagde Skovskaden, »har De? Aa, kæreste Sprut, skaf mig bare Hævn, saa skal jeg saamænd rolig lægge mig til at dø.« — »Sludder!« sagde Sprut og bød ham en Pris af Daasen, »hold nu op med den! for det er jo Dem selv, der har gjort det.« Og det var det ogsaa, og han havde tjent sig en pæn Skilling paa den Historie, og der var aldrig nogen, der var kommet efter den, hvis han ikke havde været saa opsat paa at gøre det saa naturligt altsammen,« sluttede Blathers, og tog sig igen en Slurk af sit Glas.

»Ja, det var jo meget mærkeligt!« sagde Doktoren. »Naa men — hvis De saa synes, kunde vi nu gaa ovenpaa!«

Og med Giles i Spidsen, som bar et tændt Lys, begav man sig op i Værelset, hvor Oliver laa. — Drengen havde sovet, men saa' daarlig ud og havde stærk Feber. Doktoren hjalp ham over Ende i Sengen et Par Minuters Tid: og han saa' paa de fremmede Mennesker, som om han slet ikke begreb, hvad der foregik, og slet ikke huskede mer, hvad der var sket.

»Denne Dreng her altsaa« sagde Doktoren sagte, men indtrængende, »blev tilfældigvis i Morges saaret af et Selvskud inde paa Naboens Mark, hvor ingen har Lov at gaa, og han søgte saa herhen om Hjælp. Men i Stedet blev han øjeblikkelig grebet og mishandlet af den fiffige Fyr, som staar dèr med Lyset i Haanden, hvorved (det kan jeg bevidne som Læge) hans Liv blev udsat for Fare!«

De Herrer Blathers og Duff saa' paa Hr. Giles, som var blevet anbefalet saaledes til deres Bevaagenhed. Giles selv stirrede med utrolig befippet og forfærdet Ansigt først hen paa Oliver og derefter op paa Doktoren. »Jeg — gjorde det virkelig i den bedste Hensigt!« stammede han. »Jeg forsikrer Dem for, jeg troede, det var Drengen, ellers havde det aldrig kunnet falde mig ind at....«

»Hvad for en Dreng troede De, det var?« afbrød Blathers ham.

»Tyveknægtenes Dreng, Hr. Betjent!« svarede Giles. »For de havde — ganske bestemt — en Dreng med.«

»Naa — og tror De det endnu?« spurgte Blathers.

»Hvad for noget?«

»At det er den Dreng, Torsk!« brummede Blathers utaalmodigt.

»Jeg véd virkelig ikke,« mumlede den stakkels Giles. »Jeg tror snarest, at det ikke er ham; ja jeg er næsten ganske vis paa, at det ikke er ham. De kan jo selv begribe, at det kan ikke være ham!«

»Har han faaet for meget at drikke?« spurgte Blathers Doktoren.

Medens Duff saa' haanligt paa Giles og sagde: »Flynder!«

Doktoren havde imidlertid følt Patientens Puls. Nu rejste han sig fra Stolen ved Sengen og sagde, at, dersom Betjentene endnu ikke var klare over Sammenhængen, vilde han bede dem gaa ind i værelset ved Siden af og forhøre Brittles.

Det skete, og Brittles indviklede sig selv og sin ærede Foresatte i et vidunderligt Væv af nye Modsigelser og Urimeligheder. De eneste sikre Oplysninger, han gav, var, at han vilde umuligt kunne kende den rigtige Dreng igen, selv om han saa' ham. Han havde bare antaget Oliver for at være Drengen, fordi Giles havde sagt, at han var det. Men nu for fem Minuter siden havde Giles tilstaaet nede i Køkkenet, at han var svært bange for, at han havde taget fejl.

Blandt de sindrige Gisninger, som kom frem under Forhøret, var ogsaa det Spørgsmaal, hvorvidt Giles overhovedet havde truffet nogen som helst. Man undersøgte det andet Løb paa den Pistol, som han havde affyret, og det viste sig, at Ladningen var bare — Krudt og Karduspapir. Denne Opdagelse gjorde et stærkt Indtryk paa alle (undtagen paa Doktoren, som selv ti Minuter i Forvejen havde trukket Kuglen ud). Navnlig Giles kom i stærk Bevægelse. Han havde en hel Dag gaaet i Angst for, at han havde saaret et Menneske dødeligt, og han greb nu ivrigt den ny Tanke og hævdede den til det yderste. Enden blev, at Opdagelsesbetjentene tabte omtrent al Interesse for Oliver. De lod Landbetjenten blive i Villaen Natten over, kørte selv ind til Byen, og bebudede, at de vilde komme igen næste Morgen.

Men næste Morgen kom der et Rygte om, at en Mand og en Dreng var blevet grebet sidste Nat under meget mistænkelige Omstændigheder og sad i Kachotten i en nærliggende lille By. Altsaa drog de Herrer Blathers og Duff derhen. De mistænkelige Omstændigheder indskrænkedes dog ved nærmere Undersøgelse til den ene, at man havde truffet Manden og Drengen sovende i en Høstak, hvad der jo nok var en stor Forbrydelse, men dog kun kunde straffes med simpelt Fængsel. Altsaa kom de Herrer Blathers og Duff lige saa kloge tilbage, som de var gaaet. Der blev paany forhørt og snakket frem og tilbage, indtil Fredsdommeren der paa Egnen tog imod Fru Maylies og Doktor Loshernes Kavtion for, at Oliver skulde komme til Stede, om det forlangtes. Saa vendte de Herrer Blathers & Duff hjem til London, hver med en pæn lille Drikkeskilling i Lommen. De var ikke ganske enige om, hvordan det hang sammen med Indbrudet. Duff var, ved en omhyggelig Betragtning af alle foreliggende Forhold, naaet til den Overbevisning, at det var Dæggebarnet, der havde været paa Spil, hvorimod Blathers følte sig temmelig sikker paa, at det kunde ikke have været andre end Conkey Skovskade.