Oliver Twist/32
32.
Skaar i Lykken.
Foraaret gik, Sommeren kom, havde der været smukt derude i Landsbyen før, saa stod den nu i al sin rige Pragt og Glans. De store Træer strakte deres løvbehængte Grene ud over den tørstige Jord og forvandlede aabne, bare Pletter til kølige, hyggelige Skjul, hvorfra man havde vid Udsigt over et solbeskinnet Landskab. Jorden havde iført sig sin stolte grønne Kappe og aandede Vellugt ud i Luften. Overalt var der grønt og blomstrende, lyst og skønt.
I det lille Landsted levede man stille som før, i samme frydefulde Tilfredshed. Oliver var forlængst blevet stærk og rask igen, og han var stadig den samme blide, hengivne, kærlighedsfulde Dreng, som han havde været, dengang Sygdom og Smerter tærede paa hans Kræfter.
En smuk Aften havde man gaaet længere, end man plejede; thi det havde været en usædvanlig hed Dag, og nu skinnede Maanen fra Himlen, og en sagte Vind viftede saa forfriskende. Frk. Rosa havde været i fortræffeligt Humør, man havde gaaet og var blevet ved at gaa, indtil endelig Fru Maylie følte sig lidt træt. Saa vendte man langsomt hjem. Den unge Dame tog sin Straahat af og satte sig, som hun plejede, til Klaveret. Nogle Øjeblikke lod hun aandsfraværende Fingrene løbe hen over Tangenterne, saa slog hun ind paa en dæmpet, højtidsfuld Melodi. Men bedst som hun spillede, hørte de andre, at hun græd.
»Hvad er der, min Pige?« spurgte Fru Maylie.
Rosa svarede ikke, spillede blot lidt stærkere til, som om hun var blevet skræmt op af triste Tanker.
»Hvad er der, Barn?« spurgte Fru Maylie og rejste sig hurtigt og gik hen og bøjede sig ned over hende. »Du har jo grædt! Er der noget, du er bedrøvet over?«
»Aa, det er ingenting, Tante, ingenting!» svarede den unge Pige. »Jeg ved ikke selv, hvad det er, jeg føler mig saa træt og —«
»Du er da ikke syg, Barn?« spurgte Fru Maylie.
»Nej — nej — ikke syg,« svarede Rosa, men gøs i det samme som af Feber. »Det gaar nok over straks.... Aa men vær saa god at lukke Vinduet!«
Oliver skyndte sig at gøre det. Frøken Rosa søgte at tvinge sig til at lade munter og begyndte at spille en livlig Melodi. Men pludselig sank hendes Hænder kraftløst, ned paa Tangenterne hun rejste sig, lod sig falde ned paa en Sofa, der stod, skjulte Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.
»Men Barn dog, kæreste Barn!« udbrød Fru Maylie og tog hendes Hoved ind til sig, »saadan har jeg jo aldrig set dig før!«
»Jeg vilde saa nødig ængste dig, Tante,« hviskede Rosa. »Men jeg kan ikke faa Magt over mig selv. Jeg er bange for, at jeg alligevel er syg.«
Og syg var hun; thi da man havde faaet tændt Lys, saas det, at hun var bleg som et Lig. Hendes Ansigt havde intet mistet af sin Skønhed, det havde kun faaet et besynderlig uroligt og udmattet Udtryk. Et Øjeblik efter overgødes saa Kinderne af en blussende Rødme, og de blide, blaa Øjne fik en funklende Glans. Men saa forsvandt det, som en Sky, der er draget forbi, og hun blev atter marmorbleg.
Oliver havde holdt skarpt Øje med Fru Maylie og havde set, at hun aabenbart var blevet ligesaa forskrækket som han. Men da han saa', at hun lod, som om det hele havde ikke noget videre at betyde, anstrengte han sig for at lade lige saadan. Og dèt havde for saa vidt en heldig Indflydelse paa Frøken Rosa. Da hun, efter Tantens Overtalelser, gik til Ro, saa' hun flinkere ud end før og lod til at have det bedre; hun sagde ogsaa selv, at hun var vis paa, hun vilde være ganske rask næste Morgen.
Lidt efter kom Fru Maylie ind igen. »Frøkenen er da ikke blevet for Alvor syg?« spurgte Oliver. »Hun saa' jo ikke ud som ellers i Aften, men —«.
Fru Maylie vinkede med Haanden, at han skulde tie stille, og satte sig hen i en mørk Krog af Stuen. Der sad hun en Stund ganske stille. Endelig sagde hun, og hendes Stemme rystede:
»Jeg haaber det ikke, Oliver. Nu har hun været min Glæde i adskillige Aar — jeg har maaske været for lykkelig, saa det kunde vel være paa Tide, at jeg ogsaa lærte Ulykken at kende. Men jeg haaber til Gud, at det i al Fald ikke skal være den!«
»Hvad mener De, Frue?« spurgte Oliver.
»Det frygtelige, —- frygtelige Slag,« mumlede den gamle Dame næsten uhørligt, »at miste det velsignede Barn!«
»Det forbyde Gud!« fo'r det ud af Oliver.
»Amen, Amen, min Dreng!« hviskede Fru Maylie og vred sine Hænder. »Men hun er meget syg, — og jeg er vis paa, det bliver værre endnu! Min søde velsignede Rosa! Aa Gud, aa Gud, hvad skal der blive af mig uden hende?!«
Fru Maylie lod saa fortvivlet, at Oliver betvang sin egen Hjerteangst og dristede sig til at søge at berolige hende. »Husk paa, Frue,« sagde han, og Taarerne trængte sig mod hans Vilje frem i hans Øjne, »husk dog paa, hvor ung og god hun er og til Glæde og Trøst for alle, der kender hende. Jeg er vis paa, at for Deres Skyld og for sin egen Skyld og for alle andres Skyld kan hun ikke dø endnu. Gud kan umuligt lade hende dø!«
»Hys, min Dreng!« sagde Fru Maylie og lagde Haanden paa hans Hoved, »du tænker som et Barn, og skønt det jo er naturligt nok, saa er det dog galt. Men — du har i al Fald husket mig paa min Pligt. Jeg glemte den et Øjeblik, min Dreng, men jeg haaber, det bliver mig tilgivet, fordi jeg er gammel og har set saa meget til Lidelse og Død og véd, hvad Kval det fører med sig. Men jeg véd jo ogsaa — — —. Guds Vilje ske! Kun han véd, hvor dyrebar hun er mig.«
Oliver studsede ved at iagttage, hvorledes Fru Maylie, ligesom med en Kraftanstrengelse, pludselig holdt op at klage og rettede sig og blev fuldstændig fattet og rolig. Endnu mere forbavsedes han, da han saa', at hendes Ro varede ved, at hun under den Nattevaagen og Bekymring, som fulgte efter, blev ved at være stille og fattet, og at hun næsten med en Slags Munterhed røgtede de Pligter, der paahvilede hende. Han var jo et Barn endnu og vidste ikke, hvad en stærk Sjæl formaar, naar det gælder. Hvor skulde han ogsaa have kunnet vide det, da selv de, der har Sjælsstyrke, stundom ikke selv véd af det.
Det blev en slem Nat, og da Morgenen kom, var Fru Maylies slemme Anelser desværre gaaet altfor godt i Opfyldelse. Rosa laa i en heftig og faretruende Feber.
»Vi maa strenge os an, Oliver, ikke give os hen i unyttig Jamren,« sagde Fru Maylie, idet hun lagde Fingren paa Munden og saa' ham stift i Øjnene. »Dette Brev her skal saa hurtigt som muligt afsted til Doktor Losberne. Du maa løbe over med det til den lille Flække, du véd; naar du løber over Markerne, er der kun en Mils Vej. Og derfra skal der saa gaa ridende Ilbud med det til Doktoren. Folkene i Gæstgiverstedet tager sig nok af det; og jeg véd, jeg kan stole paa, at du skynder dig.«
Oliver kunde ikke faa noget Svar frem; men Udtrykket i hans Ansigt viste, hvor han brændte efter at komme afsted.
»Her er et Brev til,« sagde Fru Maylie tankefuldt, »men jeg véd ikke rigtigt, om jeg skal sende det af straks eller vente, til jeg ser, hvordan det gaar med Rosa. Jeg vilde ikke gerne have sendt det af, hvis ikke det værste stod for Døren.«
Uden at tænke over det havde hun ladet Oliver tage Brevet, og han saa', at det var adresseret til »Hr. Harry Maylie« — paa en Herregaard, som han ikke rigtig kunde læse, hvor laa. — »Skal jeg tage det med ?« spurgte han utaalmodigt.
»Nej!« sagde Fru Maylie og tog det igen, »jeg venter til i Morgen!« Saa rakte hun Oliver sin Pengepung, og han styrtede afsted.
Rask løb han tvers over Markerne. Snart blev han helt borte mellem det høje Korn paa begge Sider af Stien, snart kom han ud paa aabne Marker, hvor Høstfolk gik og arbejdede. Og ikke en eneste Gang standsede han — undtagen maaske et Par Sekunder for at faa Vejret, — før han, hed og tilstøvet, stod paa det lille Torv ovre i Flækken. Her stod han lidt og saa' sig om efter Gæstgiverstedet. Der laa en hvid Bankbygning, et rødt Bryggeri, et gult Raadhus, og henne paa Hjørnet en stor Gaard med grøntmalet Træværk, over hvis Port der var et Skilt med Indskrift »Kong Georg«. Derhen skyndte han sig.
Først spurgte han en Diligencekusk, der sad og snuede i Porten, og som efter at have hørt hans Ærinde henviste ham til Staldkarlen. Staldkarlen hørte eftertænksomt paa ham og henviste ham saa til Værten, en høj Mand med blaa Halsklud, gulbrune Bukser og Kravestøvler, som stod og lænede sig op til Posten udenfor Stalddøren og stangede Tænder med en Sølv-Tandstikker. Værten gik overmaade sindigt ind i Skænkestuen og satte sig til at skrive Regningen, hvad der tog lang Tid. Saa, da den endelig var færdig og betalt, skulde der sadles en Hest, og en Karl skulde klæde sig paa, og dermed gik yderligere næsten et Kvarter. I al den Tid stod Oliver som paa Gløder, han ønskede, han selv kunde springe op og jage af Sted i Galop. Men endelig var da alt i Orden. Brevet blev afleveret, under mange Formaninger og Bønner om, at Budet vilde skynde sig. Saa gav Karlen Hesten af Sporerne, og den fløj hen over den ujævne Stenbro og det næste Nu var Budet ude af Byen.
Det var altid noget at være vis paa, at nu var der gaaet Bud efter Hjælp og ingen Tid var blevet spildt. En Smule lettere om Hjertet travede Oliver hen over Gaardspladsen og skulde netop til at dreje ud ad Porten: saa rendte han imod en høj Herre, indhyllet i en Kappe, som i det samme vilde gaa ind.
»Hæ!« udbrød Herren og næsten tumlede tilbage og stirrede ufravendt paa Oliver. »Hvad i Helvede er dèt?!«
»Jeg beder om Forladelse,« sagde Oliver, »jeg skulde skynde mig hjem og saa' ikke, at De kom.«
»I Djævlens Skind og Ben!« mumlede Herren hen for sig og blev ved at stirre paa Drengen med et Par store, sorte Øjne. »Hvem havde kunnet tænke sig dèt?! Om han saa blev smuldret til Aske og gemt i en Stenkiste, saa stod han op igen og kom mig i Vejen!«
»Det gør mig meget ondt,« sagde Oliver, der var helt betuttet over, saa vildt som den fremmede Herre saa' paa ham. »Jeg kom vel ikke til at støde til Dem?«
»Gid hans Ben maatte raadne!« hvæste den Fremmede ude af sig selv. »Havde jeg dog blot haft Mod til at sige det ene Ord, saa var jeg blevet ham kvit paa en Nat. Død og Fordømmelse over dig, dit Helvedes Kryb! Hvad har du her at bestille?«
Han skar Tænder og løftede truende Næven og gjorde et Skridt frem mod Oliver, som om han vilde slaa. Men i det samme styrtede han om, ramt af et Krampeslag, og han laa og vred sig paa Jorden og fik Skum om Munden. Oliver stod et Øjeblik og stirrede forfærdet paa ham (han antog ham for sindssyg), saa fo'r han ind i Huset efter Hjælp. Da han derefter havde sét, at Herren var blevet baaret ind, satte han Næsen hjem efter og løb saa stærkt, som han kunde, for at indvinde den Tid, der var gaaet tabt. Undervejs tænkte han, baade forbavset og forskrækket, paa den Fremmedes besynderlige Opførsel. Men da han først kom hjem, blev han optaget af ganske andre Ting og glemte at tænke paa sig selv.
Frøken Rosas Tilstand var blevet værre, ud paa Aftenen tik hun stærke Feberfantasier. En Læge fra Nabolaget var hele Tiden hos hende; og han havde, under fire Øjne, sagt til Fru Maylie, at Sygdommen havde taget en meget foruroligende Vending. »Det vilde næsten være et Mirakel, hvis hun kom sig.«
Hvor ofte sprang ikke Oliver den Nat ud af Sengen og listede sig ud paa Trappeafsatsen og lyttede efter hver den svageste Lyd fra Sygeværelset! Hvor ofte fo'r han ikke sammen og fik kold Sved paa Panden, naar pludselige Fodtrin bragte ham til at frygte for, at nu var det forfærdeligste maaske indtruffet! Aldrig havde han bedt saa inderligt til Gud, som han den Nat bad for den dødssyge unge Frøkens Liv og Helbredelse.
Morgenen kom. I det lille Hus var der tyst og stille. Man talte hviskende; nu og da dukkede ængstelige Ansigter frem ved Gadedøren, og grædende gik Kvinder og Børn bort… Hele den lange Dag, og endnu i flere Timer efter at det var blevet mørkt, vandrede Oliver frem og tilbage nede i Haven. Hvert Øjeblik saa' han op til Sygeværelset, og det gøs i ham, naar han saa' de nedrullede Gardiner, — det var, ligesom nogen laa Lig derinde… Sent ud paa Aftenen indtraf Doktor Losberne. »Det er tungt!« sagde den skikkelige Mand og saa' til Siden, medens han talte: »saa ung — og saa elsket —! Men der er kun meget lidt Haab!«
Atter blev det Morgen. Solen skinnede klart, som om der slet ingen Sorg og Nød var at se. Og medens hver Blomst og hvert Blad stod i sin fulde Kraft og der var Liv og Sundhed og Lys og Lyst rundt om i Naturen, laa hun, den skønne, unge Pige, og tæredes hen. Oliver listede over paa den gamle Kirkegaard, satte sig paa en af de smaa græsbevoksede Grave og græd stille. Det var saadan en dejlig Dag, Fuglene sang og svirrede gennem Luften saa livsglade, at da han saa' op, greb det ham som med instinktmæssig Sikkerhed, at saadan en Dag kunde Frøken Rosa ikke dø. Liglagnerne, syntes han, var kun for gamle og runkne; de var ikke bestemte til at skulle skjule unge og skønne Skikkelser indenfor deres frygtelige Folder.
Kirkeklokkens Ringen vækkede ham barsk af hans barnlige Tanker. Ding-dang, — ding-dang! Det ringede til Begravelse! Et lille Sørgetog kom ind ad Porten, — og den, de skulde begrave, havde været ung! Der stod de med blottede Hoveder ved Graven: foran hele Følget stod en Moder — forhen en Moder! Men Solen blev ved at skinne klart, og Fuglene blev ved at synge!
Oliver gik hjem....
Da han kom ind i den lille Dagligstue, sad Fru Maylie dèr. Alt hans Mod forsvandt, da han saa' hende derinde; thi hidtil var hun ikke veget fra Frk. Rosas Leje, og han gøs ved Tanken om, hvilken Forandring der vel havde drevet hende bort derfra… Fru Maylie sagde, at Rosa var falden i en dyb Søvn: af den vilde hun vaagne enten til Helbredelse…, eller for at sige dem Farvel og dø!
Time efter Time sad de og lyttede og havde ikke Mod til at tale. Middagsmaden blev taget urørt ud. Med Blikke, som røbede, at deres Tanker var andet Steds, stirrede de efter Solen, medens den dalede og dalede og blev borte bag en Straale-Pragt over Himmel og Jord… Pludselig opfangede saa deres spændte Øren paa én Gang Lyden af Fodtrin, der nærmede sig. Og uvilkaarlig fløj de begge hen til Døren, i det samme Doktor Losberne lukkede den op.
»Hvordan er det med Rosa?!« spurgte Fru Maylie hastigt. »Sig mig det! sig mig det! Jeg kan bære alt, blot ikke denne forfærdelige Uvished! For Gud i Himlens Skyld, sig mig det!«
»Fat Dem, kære Frue, fat Dem!« sagde Doktoren og lagde Armen om hendes Liv og støttede hende.
Men hun hørte ikke paa ham: »Slip mig, lad mig gaa! Aa mit velsignede Barn! hun er død, — hun dør!«
»Nej!« sagde Doktoren, stærkt bevæget. »Saa sandt Gud er naadig og barmhjertig, skal hun leve, og dèt i mange, mange Aar endnu!«
Den gamle Dame faldt paa Knæ og vilde folde Hænderne. Men den Sjælsstyrke, der saa længe havde holdt hende oppe, var flygtet med det første Takkens Suk, som hun sendte mod Himlen: afmægtig sank hun tilbage i de Arme, som den brave Doktor allerede havde strakt ud for at opfange hende.