Danmarks Riges Historie/1/2-2-5
V.
I Slutningen af det 9. Aarhundrede vare de gamle fredelige Forbindelser mellem Frankerrigerne og de danske Konger aldeles ophørte. Igennem tvende Menneskealdre høre vi nu saa godt som intet om Kongerne i det danske Hjemland.
Den sidste Gang, saadanne nævnes, er da i Aaret 873 to Konger Sigfred og Halfdan hver for sig anmode Kong Ludvig den Tyske om at Freden maa blive opretholdt paa Grænsen, saa at Købmænd frit kunde drage fra det ene Land til det andet. De ønskede sig betragtede som Ludvigs Sønner og vilde agte ham som en Fader; deres Udsendinge — de bragte som Gave et Sværd med gyldent Hæfte fra Kong Halfdan — svore paa deres Sværd, at ingen fra deres Land skulde forurolige Frankerriget. Vi tør da vel antage, at paa dette Tidspunkt ingen af de i Vesten optrædende Vikingekonger vare regerende Fyrster i de danske Lande. Derimod hørte vistnok mange af hine Høvdinger til den danske Kongeslægt, om de end havde slaaet sig ned paa fremmede Kyster. Der er ikke heller Tvivl om, at der strømmede danske Krigere til deres Hære, men Togene udgik ikke fra Regeringen, og ingen offentlig Ledingspligt skaffede Mandskab til disse Flaader.
Imidlertid var den tilsagte Fred ved Grænsen kun kortvarig. Syv Aar senere fortælles der nemlig om et djærvt Overfald paa Sachserne. Hertug Bruno af Sachsen var den 2. Februar 880 rykket med en Hær mod Elben, formodentlig ventedes et Indfald fra dansk Side. Da kom pludselig normanniske Skarer, hjulpne af stærkt Højvande, sejlende op ad Floden, og Sachserne fandt sig afspærrede mellem den opsvulmede Elb og den højre Alsterbred. Paa dette ugunstige Terræn maatte de optage Kampen med Vikingerne, som nedhuggede Tusinder af Sachsere, Stormænd saavel som Bønder. Hertug Bruno, ni Grever og to Bisper vare mellem de faldne. Blodbadet var saa overordentligt, Tallet af faldne og Fanger saa stort, at Kampen blev bestemmende for Grænselandskabernes Skæbne i de nærmeste halvhundrede Aar. Fra den Dag af var der ikke Tale om, at Frankerkongen kunde hævde et Herredømme hinsides Elben; alt hvad Sachserne formaaede var at forsvare Landene Syd for denne Flod mod Danskernes Angreb.
For Kristendommens Vækst i Danmark, for saa vidt denne skulde plejes fra Ærkesædet i Hamburg-Bremen, maatte disse Forhold være saare ugunstige. Vi skulle nu kaste et Blik paa, hvorledes Ansgars Efterfølger virkede.
Paa selve Ansgars Dødsdag valgte Præster og Menighed Rimbert til hans Efterfølger, og ingen kunde være værdigere til at træde i hans Fodspor. Allerede medens Rimbert var Dreng, havde Ansgar lagt Mærke til hans fromme Sind og draget ham ind paa den gejstlige Bane; senere blev han Ansgars fortroligste Discipel. Mesteren havde dog intet villet foregribe, og skønt han udtalte: »Rimbert er værdigere til at være Ærkebisp end jeg til at være Diakon«, udpegede han ham ikke til sin Efterfølger. Først tredje Dagen før sin Død talte han til ham derom, og Rimbert vovede ikke at modsætte sig. Valget blev bekræftet af Kong Ludvig, og Ærkebispen af Mainz indviede ham. Rimbert var imidlertid bundet ved et Løfte om, at han efter Ansgars Død vilde gaa i Kloster, og derfor tog han Kutten i Ny Korvei; han fik Lempelse i Overholdelsen af Munkereglerne, men forsømte dog aldrig Tider, Bøn og Sang. Rimbert var ofte paa Missionsrejser i Norden, han skal paa Sejlads til Sverige have blidnet Havet med sine Bønner; jævnlig udsendte han ogsaa Præster for at prædike mellem Hedningerne.
Imidlertid mangle alle nærmere Efterretninger herom; Rimbert var desværre stadig sygelig, især svag i Fødderne, hvad der sikkert i høj Grad hæmmede hans Virksomhed i Missionens Tjeneste. Ti Aar efter hans Embedstiltrædelse blev det ham tilladt at have en Munk Adelgar som stadig Medhjælp eller Fuldmægtig til Tinge, ved Hove og i Leding; til sidst fik han ogsaa en Synodes Tilladelse til at udnævne ham til sin Eftermand.
Rimbert har sat sig et smukt Eftermæle som Forfatter af den varme og skønne Levnedsskildring af Ansgar. Det er det første, større Kildeskrift fra en Frankers Haand, der giver Meddelelser om Hjemliv og Sæder hos Nordboerne. Rimberts opofrende Godhed viste sig i hans Bestræbelser for at frikøbe kristne Fanger, endog med Kirkekar, og det fortælles, at han engang ved Slesvig løskøbte en fangen Nonne mod at give sin egen Hest. Han døde 11. Juni 888 og blev begravet i Bremen uden for St. Peters Kirke bag Højalteret; hans Efterfølger Adalgar byggede senere et Kapel over Graven. Ogsaa over denne Nordens anden Apostel kom i Tidens Løb Helgenglorien til at skinne.
Vi kende Navnene paa de følgende bremiske Ærkebisper, nemlig Adalgar (død 909), Hoger (død 917), Reginvard (død 918), men vi vide ikke noget om, at de skulle have virket for Kristendommens Forkyndelse i Norden.
Hvor meget vi end i Vikingeaarhundredet høre berette om danske Mænd og deres Gerninger, erfare vi kun lidt om dem i deres Hjemland. »Ansgars Levned« tegner enkelte Træk af Livet i Danmark; dog ere de faa og fattige i Sammenligning med hvad der heri skildres fra Sverige. Desto større Erkendtlighed føler man over for Kong Alfred, som hentede Efterretninger om Nordens Lande og deres Beboere paa disse Tider og bragte dem paa Pergamentet.
Kong Alfred har til sin angelsachsiske Gengivelse af den af Spanieren Orosius (o. 400) forfattede Verdenshistorie knyttet en Oversigt over Lande og Folk i Europa efter denne Historikers Tid, og her hedder det saaledes om Landene ved Østersøen: »Nord for Thüringerne bo Gammel-Sachserne [Kong Alfred kalder dem saaledes i Modsætning til Sachserne i England], og Nordvest for dem bo Friserne. Og Vest for Gammel-Sachserne er Floden Elbens Munding og Frisland. Nordvest derfor ligger det Land, som man kalder Angel, og Siilende [denne Betegnelse for den sydlige Del af den jydske Halvø genfindes i en tysk Aarbog: Sinlendi] og en Del af de Danske; men Nord derfor ere Abodriter og mod Nordøst Wilter [i Vest-Pommern og Brandenburg] … Vest for Syd-Danerne er den Arm af Verdenshavet, som omslutter Brittanialand, og Nord derfor er den Havarm, som man kalder Østersøen. Nordøst for dem ere Nord-Danerne, baade paa Fastlandet og paa Øerne, og Øst for dem ere Abodriterne, og Syd for dem er Elbmundingen og en Del af Gammel-Sachserne. Nord-Danerne have Nord for sig den samme Arm af Havet, som man kalder Østersøen, og Øst for dem bor det Folk Ester og mod Syd Abodriterne«.
Men med endnu større Interesse læser man Kongens Optegnelser om Rejser, foretagne af en anset og rig Nordmand Ottar fra Helgeland. Ottar, der har sejlet langs hele Norges Kyst og besøgt Landene ved det hvide Hav, fortæller blandt andet saaledes om sin Rejse langs Vestkysten ned til den dengang ansete Havn og Markedsplads Skiringssal (mellem Laurvik og Sandefjord) og atter derfra til Hedeby ved Slien.
»Ottar fortalte, at det Landskab, i hvilket han boede, hed Helgeland. Han sagde, at ingen boede nordligere end han. Men der er en Havn sydpaa i Landet, hvilken kaldes Skiringssal, didhen kunde, som han sagde, en Mand ikke sejle paa mindre Tid end en Maaned, naar han laa stille om Natten og hver Dag havde gunstig Vind. Hele Tiden maa han sejle langs med Landet, og paa Styrbord har han da først Island og derpaa Øerne, som ligge mellem Island og dette Land [Brittanien], derpaa er dette Land fremdeles til Styrbord, indtil han kommer til Skiringssal; paa hele Vejen har han Norge til Bagbord. Syd for Skiringssal gaar et meget stort Hav op i Landet: det er bredere end at nogen kan se over det, og Gotland [Jylland, se S. 123] er paa den modsatte Side, og senere Sillende. Dette Hav strækker sig mange hundrede Mile ind i Landet.
Han sagde, at fra Skiringssal sejlede han paa fem Dage til den Havn, som man kalder Hedeby [æt hæðum d. e. ved Hederne], den ligger mellem Vender og Sachser og Angel, og hører under Danerne. Da han sejlede fra Skiringssal, havde han Danmark paa sin Bagbords Side, og til Styrbord havde han rum Sø i tre Dage, og i de sidste to Dage, inden han kom til Hedeby, havde han til Styrbord Gotland og Siilende og mange Øer. I disse Lande boede Anglerne, førend de kom til dette Land [se foran S. 76]. Og i disse to Dage vare de Øer, som høre til Danmark, paa hans Bagbords Side [Ottar er formodentlig sejlet gennem Middelfartsund]«.
Den anden af Kong Alfreds Hjemmelsmænd Wulfstan fortæller om en Rejse fra Hedeby til Weichselmundingen og Handelsstaden Truso (i Nærheden af Elbing).
»Wulfstan fortalte, at han sejlede fra Hederne og kom til Truso i Løbet af syv Dage og Nætter og at Skibet den hele Vej gik under Sejl. Han havde Vendland til Styrbord, og til Bagbord var Langeland og Laaland og Falster og Skaane, og alle disse Lande høre til Danmark. Derpaa havde vi paa Bagbords Side Burgundernes Land [Burgenda land, paa gl. Dansk Burghændæholm, Bornholm], og de have deres egen Konge. Efter Bornholm havde vi til Bagbord det Land, som kaldes først Bleking, saa Møre og Øland og Gotland, og disse Lande høre til Svenskerne. Vendland var os paa hele Vejen til Styrbord lige til Weichselmundingen. Weiehsel er en meget stor Flod, og nær ved den ligger Witland og Vendland, og
for Weichselens Munding; Ester var det ældste Navn paa de med Littauerne beslægtede Preussere; senere blev Preussere Navnet paa et tysk Folk]«.
94. Runesten fra Kallerup (nu ved Hedehusene). |
95. Runesten fra Snoldelev (nu i Nationalmuseet). |
I Danmark viser den historiske Tids Begyndelse sig ogsaa derved, at Stenene begynde at tale. Runer, ristede paa Redskaber og andre Genstande, findes ganske vist fra lige saa gammel Tid som Indskrifterne paa Sten i Norge og Sverige (se S. 89), men de indeholde sædvanlig kun et enkelt Navn. Fra det 9. Aarhundredes Begyndelse er der derimod bevaret flere Runestene, fra Midten af Aarhundredet en enkelt Sten, og fra dets Udgang seks, hvoraf nogle have lange Indskrifter, saa at herved nye Blade af Folkets Kulturliv oprulles for os, om end Stenene ikke fortælle om historiske Personer. Disse Stene ere saa meget mere velkomne, som netop fra disse samme Tider Runeindskrifter fra Norge og Sverige saa godt som mangle, hvorfor de danske Indskrifter give væsentlige Bidrag til Kundskab om Sprogets og Runeskriftens Udvikling.
96. Runesten fra Helnais (nu i Nationalmuseet). |
97. Runesten pan Glavendrup Mark[2]. |
Alle disse danske Stene ere satte som Minder over afdøde, en enkelt har vistnok været indsat i en Høj, saaledes som det en Tid var i Brug i Norge, men sædvanligst have de dog været rejste paa Højens Top eller ved dens Side. Oprindelig er kun den dødes Navn nævnt; saaledes lyder Indskriften paa Stenen fra Kallerup ved Højetaastrup (Fig. 94): hurnbura stain suiþks, d. e. Hornbores, Svidings (Svides Søns) Sten, og paa den en Mils Vej derfra fundne Snoldelev-Sten (Fig. 95): kunualts [s]tain sunar ruhalts þular ᶏ Salhauku[m], d. e. Gunvalds Sten, Søn af Roald, Taler i Sallev (en By i Snoldelev Sogn). Paa to andre af disse Stene fra Tiden 800 lære vi dog ogsaa den at kende, som har rejst Mindet. Vi læse nemlig paa den ikke fuldstændig bevarede Runesten fra den fynske Halvø Helnæs ved Lille Bælt (Fig. 97): rhuulfr sati stain nuckuþi aft kuþumut, bruþur sunu sin, truknaþu ... ᶏuair faþi, d. e. Rolf Noregode satte Sten efter Gudmund sin Brodersøn, [han og hans Mænd] druknede; Aveir smykkede [Stenen]. Om den samme Gode taler en anden Sten, fundet to Mil derfra ved Flemløse: aft ruulf st tr [st]ain sasi is uas nurakuþi satu su[nir aftir], d. e. efter Rolf staar denne Sten, han var Noregode; Sønnerne satte Stenen efter ham.
Alle disse Stene ere saaledes simpelt hen berettende, uden Lovord over den døde eller Ønsker for hans Sjæl, uden at Smerte eller Savn faar Udtryk, og uden at Stedets Hellighed kundgøres. Mere personlig Følelse bryder frem af den noget yngre Sten fra Nørre Næraa (i Fyn): þurmutr niᶏut kubis, det vil sige: Thormund, nyd din Høj og hvil i Fred!
Endnu ved Udgangen af Aarhundredet kunne Indskrifterne lyde knapt; men samtidig klinger en hel anden Røst fra nogle indholdsrige Indskrifter. Paa en Høj ved Glavendrup N. V. for Odense staar en Sten med følgende Indskrift (Fig. 97): Ragnhild satte denne Sten efter Aale Saalvegode, Helligdommenes hæderværdige Vogter. Aales Sønner gjorde dette Gravmæle efter deres Fader, og hans Viv efter sin Ægtefælle. Men Sote ristede disse Runer efter sin Herre. Thor vie disse Runer! Den skal give Erstatning, der øver Vold mod denne Sten eller slæber den [bort for at rejse den] over en anden.
Det synes som om den samme Ragnhild har indgaaet nyt Ægteskab og paa lignende Maade æret sin anden Ægtefælle, thi Runeskriften paa den ni Fod høje Sten fra Tryggevælde (Fig. 98) lyder: Ragnhild, Ulfs Søster, satte denne Sten og gjorde denne Høj og Stensætning over sin Ægtefælle Gunnulf, Nørves Søn, den veltalende Mand. Faa fødes nu bedre end han. Den skal give Erstatning, der beskadiger denne Sten eller fører den herfra.
Disse Runestene give os saaledes kulturhistoriske Oplysninger i flere Henseender, vi skulle senere komme tilbage hertil. Her skulle vi endnu kun dvæle ved Runeskriften og Sprogets Form.
Vi træffe i det 9. Aarhundrede i Norden en Runerække, der er forskellig fra den tidligere anvendte. Det er de saakaldte yngre Runer. Bækken tæller kun 16 Tegn, hvilke dog fremdeles (se foran S. 89) deles i de 3 Ætter:
Dette Alfabet har udviklet sig af det ældre ved at en Del Tegn ere blevne udskudte og visse andre have skiftet Form eller Betydning. Nu udtrykkes k, g, ng ved et og samme Tegn f, t, d, nd ved ᚴ, i, e, j ved ᛏ, u, o (ø, y), w ved ᚢ, og saaledes fremdeles. Det er et udelukkende i Norden forekommende Alfabet, men flere tusinde Indskrifter findes skrevne dermed. Da man dog i Tidens Løb mærkede, at disse Tegn ikke forslog til at udtrykke Sprogets Lyd, dannede man fra det 10. Aarhundredes Slutning nye Tegn, idet man tilføjede en Streg eller et Punkt, de punkterede, saakaldte stungne Runer. Saaledes skælnede man ᚵ g, ᛂ e, ᚤ y fra ᚴ k, ᛁ i, ᚢ u, o.
Med Hensyn til Sproget vil man kunne iagttage, at der i Løbet af Vikingetiden er foregaaet en Række Forandringer, som ere fælles for alle nordiske Folk. Saaledes ses ubetonede Vokaler ofte at være bortfaldne, til Eks. horna, Horn(et), nu horn, h(a)rab(a)nar, — hvor det sidste r har været forskelligt fra det almindelige r — nu hrafn, Ravn; Omlyd af Vokaler har fundet Sted, og Konsonanter ere blevne assimilerede, saaledes gastir, en Gæst, stainar, Sten, dohtrir, Døtre, nu gæstr, stæinn, dætr. Endvidere har der dannet sig en bestemt Form af Substantivet ved det efterhængte (h)inn, (h)in, (h)itt, og ligeledes en Passivform ved Hjælp af sik: barþusk, de sloges, aintaþis, udtalt endaðis, endte, døde.
Ved Siden heraf er der foregaaet særlige Lyddannelser i hvert Sprog for sig. Vi finde saaledes i Dansk, at hr i Ordenes Begyndelse er bleven til r; man skriver ikke længer hruulfr (islandsk hrólfr), men ruulfr, Tvelydene begynde at sammentrækkes, au og øy blive til ø, æi til e, þusi, udtalt þøsi, disse (islandsk þau); tidligere ræisti stæin, nu risþi 'stin, udtalt resþi sten; mellem nn og r indskydes d, mantr, udtalt mandr.
I øvrigt mærkes først i det 11. Aarbundrede Kløvningen saa stærkt, at man maa skælne mellem de vestnordiske Sprog (Norsk, Islandsk) paa den ene Side og de østnordiske (Dansk, Svensk) paa den anden. Men alle Nordboer forstode hinanden med stor Lethed, og over for fremmede følte de sig som Enhed i sproglig Henseende, idet de alle talte »dansk Tunge«.
Saaledes have disse Runeindskrifter kunnet give Oplysninger til mange Sider baade om Sprog og Kultur. Men om Kongernes Historie og Landets politiske Forhold lære de intet, og vi faa ikke heller nogen Hjælp hertil gennem de Mindesmærker, som ellers ere saa gode Vejledere i denne Henseende, Mønterne.
Vi have set, at de nordiske Vikingekonger i England begyndte at udmønte Penge. Ogsaa hjemme i Norden synes man i Løbet af det 9. Aarhundrede at have gjort de første Forsøg paa en indenlandsk Udmøntning. Der er flere Steder i Norden fundet Mønter af et ejendommeligt Præg (Fig. 99). Nogle af disse ere Efterligninger af Penge, slaaede af Karl den Store i Dorstad, med Navnet CARO-LVS i to Linier paa Adversen, DOR-STAT paa Reversen; enkelte af Bogstaverne i Karls Navn findes endnu i Efterligningen, medens Stednavnets -TAT har faaet Udseende af en Bygning med Port. Paa andre Typer ses Billeder af en Hjort, en Fisk, en Kriger, et Skib, en Slange eller Mandsansigter. Forbilledet for disse vil man finde blandt merovingiske og engelske Mønter, dog vise Slangerne og Dyrehovederne nordisk Behandling. Det lader sig ikke afgøre, hvor i Norden Udmøntningen er foregaaet, men Fundene pege snarest hen paa Danmark som Hjemsted.
Nogen større Hjælp for Omsætningen have disse Mønter ikke kunnet yde, dertil vare de for faa og ufuldkomne; jævnlig ses de ogsaa forsynede med Øsken og anvendte som Hængesmykker. Foruden Mønter fra fremmede Lande har man som Betaling benyttet Sølvstykker efter Vægt. Man havde til dette Øjemed Sølvbarrer, firsidede Stænger, hvoraf man afhuggede netop saa meget, som var fornødent og som derpaa vejedes. Meget ofte havde Barren dog Form af en spiraldrejet Armring eller lignende; endelig anvendte man Brudstykker af Smykker eller af fremmede Mønter til Betaling (Fig. 100).
- ↑ [on þæt bæebord Norð]weg. Wið suðan þone Sciringes heal fylð swyðe mycel sæ up in on ðæt land: seo is bradre þomne ænig man oferseon mæge; and is Gótland on oðre healfe ongean, and siðða Sillende. Seo sæ lið mænig hund mila up in on þæt land. And of Sciringes heale hé cwæð þæt he séglode on fif dagan to þæm porte þe mon hæt æt Hæþum, sé stent betuh Winedum and Seaxum and Angle and hyrð in on Dene. Þa hé þiðerweard séglode fram Sciringes heale, þa wæs him on þæt bæcbord Dénamearc; and on þæt steorbord wid sæ þry dagas; and þá twegen dagas ær he to Hæþum come, him wæs on þæt steorbord Gotland and Sillende and iglanda fela. On þæm landum eardodon Engle, ær hí hider on land coman. And hym wæs dá twegen dagas on ðæt bæcbord þa igland þe in Denemearce hyrað. Wulfstan sæde þæt he gefóre of Hæðum þæt he wære on Truso on syfan dagum and nihtum þæt þæt scip wæs ealne weg yrnende under segle. Weonoðland him wæs on steorbord; and on bæcbord him wæs Langa land and Læland and Falster [and Scóneg].
- ↑ Paa Stenens her ikke afbildede Forside læses: raknhiltr sati stain þᶏnsi auft ala saulua kuþa uia haiþuiarþan þiakn. Paa Bagsiden begynder Indskriften med 1. Linie til venstre, 2. og 4. Linie staa modvendt: ala sunir karþu kubl þausi aft faþur sin auk hᶏns kuna auft uar sin in suti raist runar þasi aft trutin sin. Þur uiki þasi runar. Paa Randen staa Linierne modvendt: at rita sa uarþi is stain þansi ailti iþa aft ᶏnᶏn traki.
- ↑ Indskriften begynder med den midterste Linie, derpaa følge Linierne 2, 1, 4, 5: raknhiltr sustiR ulfs sati stain þᶏnsi auk karþi hauk þᶏnsi auk skaiþ þaasi auft kunulf uar sin klᶏmulan man sun nairbis. fair uarþa nu futir þᶏi batri.
Paa Bagsiden læses: sa uarþi at rita is ailti stain þᶏnsi iþa hiþan traki.