Danmarks Riges Historie/1/2-2-4
IV.
De sidste Kampe i Frankerrigerne og England. Vikingetogenes Betydning og Resultater.
Aarhundredet stundede mod sin Udgang, og Vikingetogene begyndte at tabe deres Magt og Kraft. Saa store Hærskarer som under Belejringen af Paris samlede Normannerne ikke senere, de syntes ogsaa at være blevne trætte af alene at leve med Vaaben i Haand. De vilde nu tage Land i fredelig Besiddelse, saaledes som de allerede havde begyndt at bygge i England; stadig bleve de ogsaa mere tilbøjelige til at tage mod den kristne Tro og Daab. Paa de frankiske Troner sad desuden Konger, der tog Landeforsvaret op med Kraft. Kong Odo vandt i en Træfning ved Montfaucon en glimrende Sejr over Normannernes Rytterskarer (888), men berømt blev især Kong Arnulfs Kamp ved Floden Dyle.
Normannerne havde i en Kamp ved Maas slaaet en frankisk Hærdeling og fældet mange Stormænd, hvorfor Kong Arnulf besluttede sig til et Hævntog mod dem. Han traf dem i Egnen ved Lowen, hvor de paa sædvanlig Maade havde befæstet sig ved Skanser og Grave. Med sumpig Bund paa den ene Side og Floden Dyle paa den anden var det ikke muligt for Frankerne at benytte Rytteri; men modigt sprang Krigerne af Hestene og gik løs med Sværdene (1. November 891). Saa haardt trængte de Vikingerne, at det lykkedes at komme ind i deres Forskansninger — hvad man aldrig havde hørt før under Krigene mod de Danske — og Hedningerne maatte i Hobetal styrte sig i Floden; i Kampen for Livet klyngede de sig om hinandens Hals og Arme, saa at Hundreder og Tusinder druknede og Strømmen helt blev dækket af døde Kroppe. Mellem de faldne vare to danske Konger Sigfred og Godfred; 16 kongelige Mærker bleve gjorte til Bytte og sendte til Bajern. Saa glimrende var Sejren, at Kong Arnulf paabød, at den hvert Aar paa denne Dag skulde mindes ved en Takkefest.
Og dog havde Nederlaget ikke svækket Vikingerne i højere Grad end at de, efter at have trukket Tropper sammen, kunde befæste sig paa selv samme Sted og Aaret efter gøre Hærfarter endog til Omegnen af Bonn.
Først i Efteraaret 892, da Hungersnød hjemsøgte Landet, forlode Vikingerne deres Kvarter i Lowen og sejlede til England. Men til de lothringske Lande vendte Hæren aldrig tilbage.
I tretten Aar havde der været Fred i det angelsachsiske Rige — naar nogle enkelte korte Anfald fraregnes — da »den store Hær« fra Boulogne sejlede til dets Kyster. Den førte Heste og Tros over paa 250 Skibe i een Overfart og slog sig ned i det østlige Kent. Samtidig styrede Hasting med 80 Skibe ind i Themsmundingen og besatte Kents nordlige Del, saa at dette Landskab syntes helt at skulle fravristes England. Vikingeskarernes Nærhed maatte indeholde en stor Fristelse for de i Østangel og Northumberland bosatte Nordboer til paa ny at tage fat paa Krigerlivet, og Kong Alfred lod Kongerne i disse Landsdele aflægge Ed paa, at Freden skulde blive holdt, Østanglerne stillede ham endog Gisler. Han drog derpaa mod de to Hære paa Kent-Halvøen og lejrede sig midt imellem dem, idet han uafbrudt søgte at forurolige dem. Hasting traadte snart i Forhandlinger med Kongen og svor ham Fred, ja tillod endog, at hans to Sønner bleve døbte; Alfred var Fadder for den ene af dem.
Imidlertid vare disse Standlejre stadig farlige, idet Krigerne foretog dumdristige og vidtstrakte Togter midt ind i Landet og desuden fik Hjælp fra Østangel og Northumberland trods alle Tilsagn. Saaledes stod pludselig hundrede Skibe under Sejl ned mod Exeter ved Kanalen, som de indesluttede, medens 70 Fartøjer samtidig belejrede en Borg i Devonshire. Kong Alfred sendte Hærdelinger til de truede Landsdele, men inden de naaede derhen, vare Vikingerne borte. Med andre Dele af Hæren drog han til den store Lejrplads, som de to hedenske Hære nu havde rejst ved Nordsiden af Themsmundingen. Skanserne bleve stormede, alt det kostbare Bytte, som fandtes, blev taget og tilligemed de Danskes Kvinder og Børn ført til London. Hastings Hustru og hans to Sønner vare mellem Fangerne, men Alfred sendte paa Grund af Fadderskabet Sønnerne tilbage til deres Fader.
Gentagne Gange kastede Hærene deres Skarer tværs gennem England, men Alfreds Krigere fulgte ilsomt efter og trængte dem haardt. Først i Aaret 896 opløste Hæren sig, og Krigerne sloge sig ned i Northumberland eller i Østangel; de, som vare formueløse, fik sig Skibe dér og gik til Seine.
Saaledes havde Kong Alfred atter faaet Ro i sit Rige. Han kunde med Tilfredshed se tilbage paa de overstaaede Kampe, hvori han ikke havde lagt mindre Mod, Udholdenhed og Snildhed for Dagen end de veløvede, krigsvante Fjender. Hurtig i sine Bevægelser havde han fulgt Vikingehæren paa de ilfærdige Marcher, med Opfindsomhed havde han krydset deres bugtede Planer, han havde ikke skyet at ødelægge et Landskab, naar det gjaldt om at hungre Fjenderne bort, og dog havde han ved flere Lejligheder vist Højmod over for dem. Normannerne vare skræmmede bort fra England, og det blev kun paa Yderpunkterne af det engelske Rige, at de viste sig i den nærmest følgende Tid. Men det samme Maal havde man naaet over for Vikingerne i Landene mellem Rhin og Seine; kun ved den sidste Flod vare endnu betydelige Skarer samlede, og her skulde Normannerne endelig vinde det Land, hvorefter de saa højt tragtede.
Imedens de Danske havde udgjort Hovedmængden af de
Vikinger, som i Løbet af Aarhundredet havde kriget i England og
paa Europas Fastland, havde de Norske bebygget Færøerne og
koloniseret Island, de havde erobret alle Øerne omkring Skotland
og store Kystlandskaber paa selve Hovedlandet; paa Irland havde
de grundet Kolonier og Smaariger i flere Byer. Danske Vikingeflaader
vare i øvrigt oftere sete i de skotske og irske Farvande, og
stundom havde der været kæmpet mellem de sorte fremmede,
Dubhgall (Danskerne), og de hvide, Fingall (de Norske); i øvrigt
bestod der en livlig Forbindelse mellem Kongerigerne i Northumberland
og i Dublin. Svenske have utvivlsomt ogsaa jævnlig deltaget
i disse vestlige Vikingefarter, om vi end høre meget lidt derom;
de havde deres egentlige Krigeromraade paa det østlige europæiske
Fastland, hvor allerede ved Aarhundredets Midte Rurik grundede
et Rige i Novgorod, som hurtigt udvidede sig og fik sit Midtpunkt
i Kijev ved Dnjepr. Ned ad denne Flod foretoges Hærfarter til
Sortehavet og Konstantinopel, ja russiske, d. e. svenske, Vikinger viste sig paa det Kaspiske Hav og plyndrede paa dets sydlige
Kyster. Saaledes var ved Aarhundredets Slutning det hele Europa
saa at sige bleven omspændt af de krigerske Nordboer.
Der vil være Grund til at kaste Blikket tilbage og se, hvilken Indvirkning Vikingerne i de forløbne Menneskealdre havde haft paa Europas Folk. Vi maa da først fremhæve, hvorledes man i Landene ved Atlanterhav og Nordsø havde lært — hvad man ved Middelhavet vel vidste — at Havene ere de bredeste Veje for kommende Fjender og Kysterne Landets saarbareste Punkter. Landskaberne ude ved Grænsen imod Naborigerne, Markerne, havde man siden Karl den Stores Dage været ivrig for at give en stærk militær Organisation, det viste sig nu, at Kysterne vare den farligste Grænse; derfor var der da ogsaa bleven oprettet Grevskaber eller Fyrstendømmer i Strandegnene og ved Flodmundingerne, saaledes ved Loire og Schelde, ved Weser og Elben. Rundt om var der bygget Skanser og Fæstninger ved Kysten eller Floderne, og Vagthold anordnet til at have Tilsyn med dem, der færdedes paa Havet. Men ogsaa inde i Landet bleve vigtige Punkter, Byer og Klostre forsynede med Skanser, og man lærte at indse, at det burde paahvile andre end Beboerne af den enkelte By eller det nærmeste Landskab at bygge med paa Fæstningerne, eftersom de kom det hele Land til gode. Rundt om bleve ogsaa Kirkerne forsynede med Taarne, dels som Udkig mod kommende Fjender, dels for at være Tilflugtssted mod Vikingerne. Alle disse Fæstninger, Forsvarsvolde og forskansede Broer over Floderne vare et udmærket Værn for Landet, og saa længe de holdtes i god Forsvarsstand, bidroge de til at skræmme og forjage de nordiske Angribere. Landbefolkningen rykkede ogsaa tættere sammen om disse Forsvarspunkter for i Farens Stund her at finde fornøden Beskyttelse.
Vikingernes Angreb havde endvidere haft en mægtig Virkning til at tvinge Befolkningen i de vesteuropæiske Lande til Enighed og Sammenhold. Som vi have set, havde ofte Splid i Landets Indre kaldt Fjenderne ind over Grænserne og gjort dem Hærtogene lette; de dyre Lærepenge, der vare betalte, maatte efterhaanden bringe Folkeslagene til i det mindste at skabe den Styrke, som vindes ved Enighed. Der er ikke Tvivl om, at Hærgningerne paa Angelsachsernes Kyster have medvirket til, at de mange engelske Riger sloge sig sammen under en fælles Konge, og i hvert Fald lærte Riget under Kong Alfreds lange og udholdende Kampe, at det naturligen udgjorde en Enhed, der ikke mere turde splittes. Skotland var indtil Aarhundredets Midte delt i flere Riger, men blev da samlet til Enhed af Kong Kenneth. Det store Nederlag, som en Vikingeflaade paa tre Snese Skibe havde tilføjet Dalriadernes Folk i Vestskotland og hvorved dets Konge var faldet, gjorde det let for Kenneth at underlægge sig hans Rige: senere maatte de andre Nabofyrster bøje sig for ham (o. 844).
Det kunde synes som om Vikingerne over for Karl den Stores Rige nærmest virkede som dem, der søndrede og splintrede; i Virkeligheden bidroge deres Indfald til Erkendelsen af, i hvilken Grad Kejserrigets sammensatte, vidtstrakte Vælde manglede naturlig Enhed, og Modgangen ledte til en Forstaaelse af, hvilke Landsdele der folkeligt og militært burde høre sammen. Under den store Ødelæggelsesproces, som Stridighederne mellem den karolingiske Kongeslægts Medlemmer og Partierne i Rigerne lod Landene undergaa, vare Normannerne ganske vist et virksomt Element til at gøre de Vunder, som sloges, endnu dybere, men de oplærte ogsaa Befolkningen til at samle sig om de nærmest liggende og for Udviklingen betydningsfuldeste Opgaver. Kampenes sidste Udgang blev, at der lagdes Grundvold til et tysk Rige og et Frankrig, og Vikingerne havde i hvert Fald haft stor Indflydelse paa, at den franske Nationalitet opstod. Det uophørlig angrebne Vestfranken lærte at slutte sig tættere sammen mod Normannerne, det vendte sig mod de slette Konger af den karolingiske Stamme, indtil omsider det lykkelige Forsvar af Paris under Grev Odo skabte en Hovedstad og et nyt Midtpunkt for Riget, ligesom det kastede Glans over en Slægt, der i de kommende Tider skulde kaldes til at overtage Frankrigs Trone.
Normannerne bleve paa mange Maader Lærere for de vestlige Lande i Krigskunst. Først og fremmest havde de jo vist, hvad væbnede Krigere paa en hurtigt kommende Flaade og med krydsende Skibe formaaede. Frankerne gjorde mærkeligt nok aldrig et Forsøg paa at angribe Vikingerne paa Havet, hvorimod Angelsachserne vare kloge nok til ved Bygning af en Flaade at tage Kampen mod Fjenderne op paa selve Søen og derved vinde store Fordele over dem.
Saadanne vare de Hovedresultater, som Vikingernes talrige Tog
i det 9. Aarhundrede havde haft. Langt større Betydning for Europa
fik Normannerne dog gennem de Kolonier, som de grundede i de
fremmede Riger og hvorved de indpodede et nyt, friskt
Folkeelement med Sans og Anlæg for mangfoldige Sider af det praktiske og aandelige Liv imellem de gamle Befolkningsdele. Dette skulde imidlertid først senere lægge sig for Dagen, og dertil komme vi tilbage i et følgende Afsnit.