Danmarks Riges Historie/1/2-3-1
TREDJE AFSNIT.
GORM DEN GAMLES OG HARALD BLAATANDS TIDSALDER.
I.
Kongerækken I Begyndelsen af det 10. Aarhundrede. Kong Gorm overvinder Kong Gnupa og andre Smaakonger.
For den første Fjerdedel af det 10. Aarhundrede er det ikke
muligt at angive Kongefølgen i Danmark. Efter hvad Svend
Estridsen fortalte Magister Adam fra Bremen, skal paa denne Tid (o. 900)
en svensk Fyrste Olaf være faldet ind i Landet og have tilrevet sig
Herredømmet; ved hans Død arvede Sønnerne Chnob og Gurd
Magten. Derefter fulgte Sigerich, som dog snart blev fordrevet af
Hardeknud, Svends Søn, der kom fra Nortmannia (Norge eller
Normandie).
Der kan næppe være Tvivl om, at de sidstnævnte to Konger tilhørte den senere berømte danske Kongeslægt, i hvilken ikke blot det sjældne Navn Hardeknud kommer igen, men Navnet Svend findes mindst i hvert andet Led. Den nævnte Svend, som kommer udenlands fra, synes endvidere paa Grund af sit afgjort danske Navn at have hørt hjemme i en dansk Koloni; det er fremdeles klart nok den samme Konge som den af nogle Kongelister nævnte Svend Langfod, hvis Søn er »Frode, Englands Erobrer«; denne efterfulgtes atter af Gorm den Engelske. Ved Siden af denne Kongeslægt har der efter Adams Opgivelse været en anden, hvis Ophav var en svensk Fyrste.
»Om af alle disse Konger eller snarere Tyranner i Danmark nogle have styret Landet samtidigt, eller den ene har levet kort Tid efter den anden, er usikkert«, saaledes siger Adam mistrøstigt, og vi kunne, skønt der til vor Tid er bevaret mange gamle Kongerækker fra Middelalderen, ikke naa synderlig videre. Dog ere vi i Stand til at finde Bekræftelse paa enkelte af deres Udsagn.
Saaledes fortæller Saxo, at der paa den Tid regerede en Kong Frode, som efter at være døbt i England tog sig varmt af Kristendommen i Danmark. Hermed stemmer godt den Tradition, som er bevaret i den ældste i Danmark skrevne Krønike, at Kong Frode skal have genopført Kirkerne i Slesvig og Ribe og bygget i Aarhus den tredje af de Kirker, som rejstes i Danmark.
Virkelig synes der paa disse Tider i enkelte Landsdele at have hersket Smaakonger — Wulfstan fortæller jo saadant om Bornholm (S. 282) —, og dette Forhold maa have givet Anledning til senere Tiders Fortælling om, at først under Kong Gorm samledes det danske Rige. Dette er vitterligt nok urigtigt. Vi have set, hvorledes alt fra den graa Fortid Danmark var eet stort Rige, selv om der stundom har været Samkonger eller Riget en enkelt Gang har været splittet. Derfor var ogsaa det danske Rige saa langt mere anset end til Eksempel Norge, hvor først Harald Haarfager efter Sejren i Hafrsfjord (872) havde faaet Bugt med Fylkeskongerne. Man har ved at skildre Gorm som Grundlægger af et dansk Rige været vildledet af Tanken om en Ligeartethed med Norge. Ikke desto mindre har Beretningen om, at Kong Gorm har samlet et Rige, som da var søndret, Sandsynligheden for sig.
En Saga fortæller, at Kong Gorm fór med en Hær ind i det Rige i Danmark, som blev kaldet Reiðgotaland, men nu hedder Jylland, mod den Konge, som raadede for det; han hed Gnupa. Efter mange Kampe fældede Gorm Kongen og tilegnede sig hans Rige. Ligesaa overvandt han og dræbte Kong Silfraskalli og underlagde sig i det hele alle Konger Syd paa indtil Slien. Vi vide nu andensteds fra, at der fandtes en Konge Gnupa paa disse Tider i Jylland. Det fortælles nemlig om Kong Henrik I af Tyskland, at han overvandt de Danske, som gjorde Togter til Frislands Kyst, og at han nødte deres Konge Chnuba til at tage mod Daab. Denne Konge er endvidere utvivlsomt den samme som den Kong Chnob, som Adam af Bremen omtaler (S. 290).
Dertil kommer nogle Runestenes Vidnesbyrd. Vi læse nemlig paa en Sten, der blev fundet ved Vedelspang Nord for Kurvirke: ᶏsfriþr karþi kumbl þaun ᶏft siktriku sun sin ą ui knubu, d. e. Asfrid gjorde dette Gravminde efter sin Søn Sigtryg paa Gnupas Ve. Indskriften paa en anden Runesten, fundet ved Gottorp Slot, nævner de samme Personer: ui ᶏsfriþr karþi kubl þausi tutir uþinkars ᶏft siktriuk kunuk sun sin auk knubu, d. e. Helligdom. Asfrid gjorde dette Gravmæle, Odinkars Datter, efter Kong Sigtryg, sin og Gnupas Søn (Fig. 101).
Saaledes har Asfrid rejst tvende Mindestene for sin Søn Kong Sigtryg, af hvilke den ene er bleven sat paa den Grav, hvori hendes Ægtefælle Gnupa var jordet.
Da hendes Søn bærer Titlen Konge, har Faderen Gnupa sikkert haft samme Stilling, eller med andre Ord, vi træffe igen den af flere historiske Kilder nævnte Konge. Men Gnupa var Søn af en svensk Høvding, og dermed stemmer netop ogsaa Karakteren af den ved Vedelspang fundne Sten, hvis Indskrift er i svensk Dialekt og hvis Runeformer afgjort ere svenske, saaledes at her en svensk Runemester har været virksom. Kongen har været gift med en dansk, højættet Kvinde; hun betegner sig som Odinkars Datter og derved vistnok som tilhørende den rige og mægtige Slægt, fra hvilken senere de to berømte Mænd med Navnet Odinkar udgik.
Der synes saaledes i Begyndelsen af det 9. Aarhundrede at have hersket ved Danmarks Sydgrænse en Konge Gnupa af svensk Afstamning, som Kong Henrik har overvundet og tvunget til Daab. Senere vender Kong Gorm sig imod ham, og i Kampen bliver han fældet. Man tør formode, at Gorms Søn Harald har ført disse Krige, eftersom Runeindskriften paa den store Jellingesten netop berømmer Harald for at have vundet »hele Danmark«. Men Gnupas danske Dronning Asfrid har uagtet sin Ægtefælles Daab rejst en Gravhøj for ham paa hedensk Vis, og paa denne lader hun atter sætte en Sten for Sønnen Sigtryg, efter at hun ligeledes har mistet ham. Mulig har Sigtryg raadet som Konge over en Landsdel, mulig har han kun været Søkonge; det er maaske den hedenske Kong Sigtryg, der blev indkaldt af de Danske i Normandie som Hjælper under deres Kamp med Kong Ludvig af Frankrig og som her fandt Døden 943. Senere er Gnupas Gravhøj af en eller anden Grund bleven ødelagt, og da har Asfrid andensteds rejst en ny Sten for sin Søn.
For dette lille Stykke af det dunkle Aarhundredes Historie synes saaledes Tæppet rullet op ved Stenenes Bekræftelse paa de gamle Beretninger fra Aarbøgerne og fra Sagafortællingen.