1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 205-218

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

ANDEN BOG


VIKINGETID, DANEVÆLDE
OG KRISTENDOMMENS INDFØRELSE


(o. 800—1042)

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 207.jpg


FØRSTE AFSNIT.

DE FORSTE FORKYNDERE AF KRISTENDOMMEN OG VIKINGETOGENES
ÆLDSTE TIDSRUM.


I.

Karl den store erobrer Sachsland og Sachserne kristnes.


Man kan spørge, om ikke Kristendommen sent fandt Vej til Danmark. For menneskelig Opfattelse kunde det maaske se ud, som om allerede tidligere en saadan Tidens Fylde maatte være kommet, at Kristi Lære kunde forkyndes i Landet. Otte Hundrede Aar vare gaaede efter Kristi Fremtræden; der var rundet tre Aarhundreder, efter at Frankerne forlode Hedenskabet, og alt for to Hundrede Aar siden vare de angelsachsiske Riger bievne kristnede. Fra Syd eller fra Vest skulde vel saaledes Evangeliets Lære have kunnet naa Danskerne. Vi have Grund til at undersøge, hvorfor dette hidtil ikke var sket.

Og Grunden maa da først og fremmest søges i, at det danske Folk levede i stor ydre Afstand fra kristne Mænd. Mellem England og Danmark laa et Hav, paa hvis store Vidder ingen Nordbo havde vovet sig ud; de Danske vare komne i fredelig Sejlads og stundom paa Hærfærd langs med Sachslands, Frisernes og Frankerrigets Kyster, men de havde endnu ikke dristet sig ud over de store Have. Ad Vejene over Land var der dernæst langt fra Danmarks Grænse til kristne Riger. Først hinsides Harzen vilde en rejsende fra Norden komme til Egne, hvor kristne Mænd vare i alt Fald i Overtal blandt Hedninger. Saaledes laa Danmark for saa vidt som en udsondret Del af Europa. De nordiske Folk levede i en sluttet Verden for sig, om end i livlig Forbindelse med Folkeslagene ved Østersøen, saaledes som vi have set; men baade de slaviske Folk og Finnerne vare Hedninger.

Desuden var Missionen hidtil bleven drevet med liden Kraft og Udholdenhed, i alt Fald fra den romerske Pavemagts Side. Pave Gregor den store havde ladet Ordet forkynde i England, men det var Irer (Skoter), som bragte Kristendommen til Skotland, og irske Præster og Munke havde større Indvirkning paa, at Kristendommen endelig befæstedes i Frankerrigerne end Paven i Rom. Angelsachserne fortsatte senere »Skoternes« Gerning og paatoge sig med Bistand af Paven den Opgave at kristne de tyske Folk. Imidlertid havde i Syden den katolske Kirke faaet den indre Vækst, som gjorde, at den nu kunde aabenbare sig for Hedningefolkene som en mærkelig fastbygget Magt, og den havde siden Pave Gregor den stores Tid rustet sig med alle de vækkende Midler i den ydre Fremtræden, den betagende Pragt og Skønhed, som maatte fange Hedningernes Øje og Sans og lade dem lytte efter den forkyndte Lære.

Det er ikke tænkeligt, at man i Norden var uvidende om den Kristendom, som var bleven de sydlige Landes almindelige Tro. Handelsforbindelser maa have bragt Efterretning derom, forskellige indførte Genstande maa have vakt Opmærksomhed. Herulerne, der havde boet ved det byzantinske Riges Grænser, vare jo vandrede til Norden, og paa tvende Hærtog i det 6. Aarhundrede havde Danske kæmpet med kristne Folk. Senere vare maaske Forbindelserne blevne afbrudte, skønt der dog stadig drog nordiske Handelsmænd til Rhinegnene.

I det ottende Hundredaars Slutning begyndte imidlertid Kristendommen at nærme sig vore Grænser, og to af de hedenske Folk, som hidtil mest haardnakket havde vægret sig mod at antage den kristne Lære, bøjede sig efterhaanden for den fremtrængende Magt. Men det skete paa helt forskellig Maade hos disse to Folk.

Friserne vare et tysk Folk, der boede i de flade, af Havet truede Kystlande langs Nordsøen, lige fra Sinkfal ved Brügge indtil Landskaberne omkring Ems’ og Wesers Udløb. De vare delte i mange Stammer, af hvilke de, der boede sydligst og vestligst, havde bøjet sig under Frankerkongerne, medens der endnu i Nord boede »frie Frisere«. De merovingiske Herskere havde dog mere tænkt paa verdslig Magt over Friserne end paa at vinde dem for den kristne Lære. Skoterne havde ikke fundet Vej til hine Kystfolk.

Angelsachserne paatoge sig derimod denne Opgave, og den første Missionær blandt Friserne ved Zuydersøen blev Biskop Wilfred fra York (678). Hans Gerning fortsattes af hans Discipel Willibrord, der ogsaa prædikede hos de frie Frisere, uden at det dog lykkedes ham at omvende disses Fyrste Radbod. Imidlertid voksede de døbtes Tal stadig, og ved Willibrords Død (739) havde Kristendommen ogsaa vundet Tilhængere i Landene Nord for Zuydersøen; kun i den nordøstligste Del, fra Laubach til Weser (se Kortet S. 76), var den hidtil ikke bleven prædiket. Tysklands store Apostel Angelsachseren Bonifacius (Winfred) besluttede sig til at forkynde Kristendommen blandt de uomvendte; han drog fra sit Bispesæde i Mainz til de nordlige Kyster af Zuydersøen, og det lykkedes ham ved sin Prædiken at bringe flere Tusinde Frisere til at tage mod Daab. Næste Foraar kom han igen (754). Der skulde netop ved Dokkum foregaa en Konfirmation af nylig døbte, da ved Daggry Hedninger brøde frem mod de Kristnes Telte, dræbte Bonifacius tilligemed ti Præster og mange frisiske Kristne.

Frankernes Konge Pippin den lille frygtede alt for meget de vilde Friser til, at han turde tage Hævn for Mordet paa Bispen. De Kristne byggede dog paa det Sted, hvor han dræbtes, en Kirke til hans Minde, og nye Missionærer fortsatte hans Gerning. Saaledes blev en indfødt Friser Liudger 786 sendt derop med Paalæg om at tage Bolig hinsides Laubach for at prædike Evangeliet i de hedenske Landskaber ved Emsmundingen. Efter sin Konges Befaling nedrev han de hedenske Helligdomme; han drog ogsaa til de frisiske Øer, saaledes engang til Helgoland, hvor han ødelagde de Offersteder, som her fandtes for Guden Fosite. Liudger døbte her Kristne i den samme hellige Kilde, af hvilken Hedningerne kun i Tavshed havde turdet øse Vand.

Igennem tre Menneskealdre var Kristendommen bleven prædiket hos Friserne, inden der kunde tages fat paa at omvende Sachserne. Sachserne boede bag ved Friserne i det nuværende Westfalen, Hannover, Oldenburg og Preussisk-Sachsen indtil Elben; kun i Landet nærmest Vest og Øst for Elbens Munding beskyllede Havet deres Land. Hinsides Elben boede slaviske Folk, der ogsaa havde spredt sig i et stort Antal Kolonier i Landene Vest for Elben, i det nuværende Thüringen, Hessen og Franken. Sachserne levede i et mærkeligt afsluttet og uigennemtrængeligt Samfund. Gennem Aarhundreder havde de, efter at Udflytningen til England var ophørt, rolig boet i disse samme Landskaber, uden at vandre og uden at lade sig tvinge af omboende Folk. Det var et Samfund af ensartet Bygning og en ejendommelig helstøbt Karakter, et Folk af djærve, dygtige, tillige krigerske Bønder med et vist Præg af Ubøjelighed og Stivsind; de beskyldtes af Fjenderne for Troløshed, men Agtelse for Lovene og god Orden raadede dog i Landet.

Sachserne vare ivrige i deres Hedenskab, men de vare alvorligt religiøse. De raadspurgte Guderne om alt, hvad de agtede at foretage sig. Af Fugles Flugt, af Hestes Vrinsken eller ved Lodkastning søgte de at erfare Gudernes Vilje. Var Sachsernes Kultur end raa, syntes deres Sæder ufordærvede, og der fandtes ikke hos dem den løse Moralitet og overfladiske Politur, som var egen for Frankerne. Mod disse Naboer nærede Sachserne da ogsaa Had, og at antage Frankernes Tro vilde for dem være det samme som en Underkastelse under det vestlige Rige.

Enkelte Gange vare Missionærer trængte ind i Dele af Sachsernes Lande, men de modtoges med stor Uvilje og bleve hørte uden synderlig Frugt, naar nogle enkelte sydlige Egne undtages. Af Handelsmænd, der ellers jo ofte bane Vej for ny Kultur og Tro, skulde der ikke bringes dem nogen kristen Paavirkning, thi Sachserne selv vare ikke Købmænd, og det var gerne slaviske handlende, altsaa Hedninger, der færdedes paa den flittigt besøgte Handelsvej fra Dursted over Weser og Elben til Slesvig, saavel som i de sydligere Dele af Landet.

I Aaret 771 var Karl bleven Enehersker i det store frankiske Rige. Kamp med Sachserne maatte blive en af hans nærmeste Opgaver, alene for at værge Rigets Grænser; det ser ikke heller ud til, at Karl allerede dengang tænkte paa at kristne dette Folk. Til Hævn for tidligere Hærgninger faldt han ind i Westfalen og ødelagde Sachsernes mærkelige Helligdom Irminsul, en Træsøjle, der var rejst i en Lund som Sindbillede paa den Kraft, der bærer Verdensaltet; Hedenskabets Mærke skulde segne som Bod for de brændte Kirker. Efter dette Indhug, hvor intet Land erobredes og ingen Hedninger døbtes, var der to Aars Ro, men da Sachserne paa ny faldt ind i Frankerriget, besluttede Karl sig til alvorligere Skridt. Han rykkede frem med en betydelig Hær og sejrede over hver enkelt af de tre sachsiske Stammer, der maatte stille Gisler for Freden og sværge ham Troskab.

Efter et nyt Oprør, der hurtigt blev dæmpet, tilbøde Sachserne frivilligt at ville antage Kristendommen (776). Karl gav derfor Bisperne i Sachsens Nærhed det Hverv at sørge for Troens Udbredelse. Fra dette Øjeblik af ansaa mange sachsiske Stormænd det som haabløst at modstaa Frankerkongen. Høvdingen for det uforsonlige hedenske Parti Widukind var desuden flygtet til Danmark. Men da Karl tre Aar senere var paa et Hærtog i Spanien og der kom Efterretning om, at han havde lidt Nederlag ved Roncesvalles, rejste Sachserne sig paa ny, Widukind vendte hjem, og Hærene stormede frem mod Rhinen (778). Sejrrig nedslog Karl imidlertid al Modstand, Sachserne maatte finde sig i, at Landet nu ordnedes paa frankisk Maade med Grever som verdslige Styrere, og at det lagdes under Bispedømmer; endog Beboerne Nord for Elben (Nordalbingerne) lovede ved Udsendinge at modtage Daaben. Karl holdt en glimrende Rigsdag ved Lippe inde i Sachsernes Land, og ved den kom ogsaa Udsendinge fra den danske Kong Sigfred til Stede, nemlig Halfdan og hans Ledsagere (782).

Ikke saa snart var Karl igen draget bort, førend Widukind rejste en ny Opstand. Den skulde paadrage Sachserne en gruelig Straf og lokke Kong Karl til et rædselsfuldt Skridt. I sin Harme over den uophørlige Modstand forlangte Karl 4500 af de oprørske Sachsere udleverede. Hans Bud blev efterkommet, og ved Byen Verden ved Aller bleve de paa een Dag alle nedhuggede. Ingen kan undre sig over, at denne Blodstrøm kaldte Sachserne fra alle Landets Dele til Vaaben, og nu maatte Karl i tvende aabne Slag (ved Detmold og Hase 783) endelig besejre det forbitrede Folk. Derefter var al Modstandskraft brudt, selv Widukind besluttede at lade sig døbe (785).

Sachsen blev nu omordnet som et kristent Land; alle hedenske Skikke forbødes, enhver Sachser skulde modtage Daaben under Dødsstraf, hvert Barn, som fødtes, skulde øses med Vand, inden det blev eet Aar gammelt. Paa Søn- og Helligdage maatte alle søge Kirke; de døde skulde alene jordes paa Kirkegaarde, ikke i Høje. Dødsstraf var sat for den, der haanede kristen Skik eller fornærmede en Præst, og Døden rammede enhver, der blotede paa hedensk Maade eller lod Lig brænde.

Landet deltes i Stifter, og Bispesæder grundedes; ved Tiende og andre Paalæg skaffedes der Præsterne det fornødne til Underhold. Men Tienden blev netop en af de værste Anstødsstene for den kristne Læres Fremtrængen og bidrog mægtigt til, at Almuen i det nordlige Sachsen under nye Opstande rejste sig mod Trykket.

Saadanne vare de Begivenheder, som i Løbet af det 8. Aarhundrede vare foregaaede i Landene ved Nordsøens Kyst. Lige saa betydningsfulde som de vare for Folkene selv, lige saa indgribende maatte de naturligvis blive for de Danske. Handlende fra Danmark, som kom til Friserne, hørte her om den kristne Lære; det maatte ligge Missionærerne i Frisland nær at forsøge paa at udstrække deres Virksomhed til de Danske.

Willibrord drog i Begyndelsen af det 8. Aarhundrede fra sit Bispesæde i Utrecht til de vilde Daner, hvis Konge Ongendus modtog ham vel og viste ham Ære. Men den fromme Mand formaaede ikke at bøje Kongens Sind. »Haardere end Sten og vildere end et Dyr« nægtede han at lade sig døbe, ligesom ogsaa Folket var uvilligt til at modtage Kristendommen. Dog fik Willibrord Lov til at medtage 30 danske Drenge, som han undervejs lod døbe, efter at han havde undervist dem i den kristne Lære; thi han vilde — staar der i den gamle Beretning —, at de skulde kunne møde Satans List med rebebon Aand, saafremt Farer skulde opkomme paa Søen eller Landets vilde Indbyggere vilde lægge Baghold for dem.

Der gik derpaa hundrede Aar, inden kristne Missionærer igen kom til Danmark. Og paa den Tid havde — siden de sidste Aartier af det 8. Aarhundrede — Landets ydre politiske Stilling helt forandret sig. Karl den store var ved sine Erobringer bleven den danske Konges umiddelbare Nabo, og Danmark maatte let blive dragen med ind i hans Kampe. Widukind havde søgt Tilflugt hos den danske Kong Sigfred; denne havde senere sendt Afsendinge for at forhandle med Kong Karl (782). Fra dette Aar skrive sig nogle spøgende latinske Digte, som lærde ved Kong Karls litterære Hof udvekslede og hvori de omtale de Danske og deres Konge. Karl havde fra Italien bragt med sig den lærde Peter fra Pisa, der ved Hoffet underviste i latinsk Sprog og romersk Litteratur, og han skrev i sin Konges Navn et Digt til Paul Diaconus, Varnfrids Søn, som Karl ligeledes havde hentet i Italien; han er bekendt som Forfatter af det berømte Værk om Langobardernes Historie. I et Digt minder Karl — gennem sin Talsmand fra Pisa — Paul om, at han havde sat ham tre Vilkaar at vælge imellem, men at Paul var bleven ham Svaret skyldig:

Vælge Du kan at ligge i Jern under tyngende Lænke,
eller med Kval lukkes ind i det grumme Fangehuls Mørke,
om ej heller Du vil trine frem for den opblæste Sigfred,
som med gudløst Scepter nu styrer et pestsvangert Rige,
og Dig sætter til Maal i det hellige Bad ham at tvætte,
skønt ved at se Dig forvist paa Dit Liv og Din Kunst han gør Ende.
Nu Du tøve ej tør, men i Hast maa et Svar mig skikke!

Herpaa gav nu Paul, Varnfrids Søn, Kong Karl Svar i et Digt,

hvori det bl. a. hedder:

Lidt mig kun lyster at se det grumme Aasyn af Sigfred
derved ogsaa Du selv ringe Vinding kun vandt! —
ulært er han af Sind, han ej kender til Latiums Tale,
og jeg ikke formaar at tyde hans fremmede Maal;
jeg vil en Abe dem synes, et børsteklædt Dyr uden Mæle,
mens den enfoldige Floks Latter mod mig bryder løs.
Er han, lodden af Krop, end ligest langhaarede Bukke
og giver Love for Kid, mens Geder lystre hans Bud,
Modet dog miste han vil og Hjertet i Brystet synke:
alt for stor er hans Frygt for Dit Navn og Vaabnenes Magt.
Naar han blot hører, at jeg Borger er i Dit Rige,
ej med en Fingerspids vil han vove at komme mig nær
og vanmægtig hans Haand ej røve mig Livet og Kunsten,
skønt jeg ej heller ham faar tvættet i rensende Bad.
Snarest han dog for Din Fod i Støvet ned vil sig kaste
og med sin lodne Pels bortlægge forbrydersk Færd.
Da Dig af Himlen selv er givet ypperlig Vælde,
døbes af Dig han vil i det lutrende Vand.
Gør han det ej, lad hid med bagbundne Hænder ham føre,
visselig Odin og Thor ikke værne ham vil.

Angelsachseren Alkuin hører ogsaa til den Kreds af lærde, der var knyttet til Kong Karl. I Aaret 789 opholdt han sig i England, og han skrev da til en Ven i Sachsen: »Er der noget Haab om Danernes Omvendelse?«.

Vi omtalte før Liudgers Virksomhed i Frisland; han havde her mødt ny Modstand, men det var lykkedes Karl at faa Hedningerne bøjede under Kristendommen, »nogle ved Belønninger, andre ved Trusler«. Liudger vendte da tilbage. Men det stod klart for ham, at skulde Kristendommen virkelig blive bevaret hos Sachser og Friser, og disse Folk i Tryghed naa videre i Tilegnelsen af den nye Tro, da maatte ogsaa de urolige Danske vindes for den milde Lære. Frygten for hvad der truede fra Norden, var saa levende hos Liudger, at han endog i Drømme pintes af Tankerne om Fremtiden, og han bad Karl om Tilladelse til at prædike Evangeliet i Danmark. Dette vilde Kongen dog ikke tillade.

Af de anførte Digte og Udtalelser faa vi det Indtryk, at Kong Karl og Frankerne betragtede de Danske som vilde og ikke let tilgængelige for Troen, men det er da ogsaa vist, at Kristendommen ikke kunde nærme sig Danmark paa en mere afskrækkende Maade end Tilfældet var ved Karls sidste Fremfærd i Sachsen. Sachsernes fornyede Opstande havde hidset og tirret Karl, den grumme Side af hans Karakter tog Overmagt, og han besluttede ikke blot at dræbe Hedninger i Mængde, men at udrydde Hedenskabet med Rode. I Stedet for den langsomme Mission, hvormed de tyske Folk ellers af varmhjertede, glødende Forkyndere vare vundne for Kristendommen, traadte et Kongebud om, at Troen skulde antages, og saa hurtigt gik Religionsskiftet for sig, at Gejstligheden vanskelig kunde følge med og maatte lade de uberedte Gemytter senere modnes for den Tro, de havde modtaget.

Men de Danske maatte endvidere ængstes af den samme Frygt, der tidligere havde grebet Sachserne, nemlig Tanken om, at Kristendom og Lydighed under Frankerkongen vare eet. Fra Sachsland hørte man om utaalelige Afgifter til Kirken, om strenge Love og mange Byrder, saavel som om idelige Oprør. Vel holdt Stormændene fast ved Kristendommen, og Widukind levede i Stilhed, men Almuen stod ofte i lys Lue, og Karl kuede den da paa den frygtelige Maade, at han flyttede mange Tusinder af Bønder bort fra deres Hjem ned til Rhinegnene. Mangfoldige Sachsere fra Landene Nord for Elben maatte saaledes med Kvinder og Børn drage mod Syd, medens Karl gav deres Land til Abodriterne, et slavisk Folk, der boede i Meklenburg og det østlige Holsten og som havde været hans Forbundsfælle under Kampen. Da dette skete (804), samlede Kong Godfred (Gøtrik), som nu regerede i Danmark, sin Flaade og hele sit Rytteri ved Sliesthorp og indtog en truende Stilling over for Frankerne.

Saaledes syntes da den tusindaarige Kamp mellem Tyske og Danske at skulle indledes. Kejseren havde slaaet Lejr ved Hollenstedt paa Sydsiden af Elben, og der begyndtes Forhandlinger om Fred mellem Karl og Godfred, ja det saa næsten ud til, at en personlig Sammenkomst mellem de to Herskere vilde komme i Stand, men Godfreds Mænd holdt ham tilbage, idet de frygtede for Svig. Imidlertid gik der Udsendinge mellem den danske Konge og Karl, der fra sin Side forlangte, at de Sachsere, som vare flygtede til Danmark, skulde udleveres ham. Denne Fordring har Godfred ganske sikkert afvist.

Kong Godfred tænkte desuden aabenbart paa mere end et passivt Forsvar over for Frankerne. Han paastod, at Abodriterne, der raadede over Nordalbingien, havde krænket Freden med de Danske. Derfor sejlede han i Aaret 808 med sin Flaade over Havet til deres Land, trængte hærgende helt ind i det indre og stormede flere Fæstninger, saa at to Tredjedele af Abodriterne gjordes skatskyldige; Reric, en vigtig Handelsplads ved Kysten, blev helt ødelagt. Smeldingerne og Linonerne, der boede Syd for Abodriterne, faldt fra dem og sluttede sig til Godfred, ligeledes søgte Wilzerne, den mægtigste af de slaviske Stammer ved Østersøens Sydkyst, frivilligt hans Venskab. Ikke desto mindre lede de Danske store Tab, og mange af de fornemste faldt, deriblandt Kongens Brodersøn, Tronfølgeren Reginald (Regnvald). Godfred trak sig derpaa tilbage til Sliesthorp, hvor ban gav Befaling om, at der skulde bygges en Grænsevold lige fra Østersalt til Vestersø langs med den nordlige Side af Ejderen; den skulde kun have en eneste Port, gennem hvilken Vogne og Ryttere kunde færdes. Efter at have fordelt Arbejdet mellem sine Høvdinger, drog Godfred til andre Dele af sit Rige.

Kejser Karl var rasende over den »vanvittige« Konges Adfærd og sendte sin Søn Karl med en stærk Hær imod ham. Godfred var vistnok allerede paa Tilbagetoget, da Karl slog Bro over Elben og hærgede de frafaldne Linoners og Smeldingers Lande, ikke uden store Tab. Saaledes havde Kampen været haard for alle Parter.

Men Godfred lod ved nogle Købmænd Kejseren melde, at Abodriterne, og ikke den danske Konge, vare Skyld i Fredsbrudet. Dersom Kejseren vilde beramme en Sammenkomst, vilde hans Høvdinger kunne mødes med Frankerkongens Grever for at forhandle og mulig aftale en Erstatning. Det kom virkelig til et Møde ved Beienfleth ved Stør, men de lange Forhandlinger førte ikke til noget Resultat. Den fordrevne Abodriterhøvding Drosuk fik dog Lov af Godfred til at vende tilbage til sit Land, imod at han gav sin Søn til Gidsel; tillige fik han Ret til at straffe Wilzer og Smeldinger med Ild og Sværd, hvad han ikke undlod.

Da Karl kort efter lod en Fæstning anlægge ved Stør (Itzehoe) og Godfred mærkede, at Abodriterfyrsten i Virkeligheden understøttede Kejseren, gav han nogle af sine Vasaller det Hverv at tage Drosuk af Dage, hvad de ogsaa svigefuldt udførte i Byen Reric. Godfred vilde i det hele byde Karl Trods, ja hjemsøge ham i hans Rige. Han sendte i det følgende Aar (810) 200 Skibe ud paa Togt til Frislands Kyster; Krigerne plyndrede først Øerne, gik derpaa til Fastlandet, sejrede i tre Træfninger og fik en Tribut paa 100 Pund Sølv af Friserne.

Den danske Konge pralede med, at han vilde besøge Kejseren i selve Aachen og vinde hele Germanien, ligesom han allerede ansaa Frisland og Sachsland som sine Provinser. Karl sad jo desuden hjælpeløs paa det tørre Land, medens Godfreds Flaade var mægtig paa Søen udenfor. Paa Kejserens Bud blev der bygget Skibe ved de Floder, der falde i Kanalen og Nordsøen, og der blev indrettet Kyst vagter; han drog selv med en Hær til Byen Verden for at afvente Godfreds Komme, men de Danske vare forlængst vendte hjem. Da kom der imidlertid Budskab om, at Kong Godfred var bleven dræbt af sin egen Hirdmand.

Hemming, en Brodersøn af Godfred, fulgte ham paa Tronen og sluttede Fred med Kejseren. Efter at de lange, haarde Vinter var til Ende og Vejene igen vare farbare, kom Udsendinge fra begge Sider sammen ved Ejder, hvor tolv Franker svore paa de Kristnes Maade, medens ti Danske fornyede den alt tidligere paa Vaabnene svorne Fred (811).

Kong Hemming døde imidlertid samme Aar, og der meldte sig nu tvende Mænd som Tronfordrere, Anulo (Aale), der var en Brodersøn af en tidligere Konge Harald, og Sigfred, der var Godfreds Brodersøn. De to Partier stødte sammen i et forfærdeligt Slag, i hvilket 11,000 Krigere faldt, deriblandt baade Sigfred og Anulo. Dog var den sidstes Parti det sejrende, og hans to Brødre Harald og Reginfred hyldedes som Konger ogsaa af de overvundne (812). De ønskede at slutte Fred med Kejseren og bade tillige om, at han vilde udlevere deres Broder Hemming, som paa en eller anden Maade var kommen i hans Magt.

Saaledes blev der igen sluttet en højtidelig Fred mellem Kejseren og de danske Konger. Seksten sachsiske og frankiske Stormænd drog over Elben til et Sted i Nærheden af den danske Grænse, hvor lige saa mange danske Stormænd gav Møde; her blev Freden svoren, og den danske Prins udleveret.

Netop paa den Tid vare de to danske Konger fjernt borte, de vare dragne til Vestfold (ved Kristianiafjord) i den yderste Del af deres Rige, idet denne Landsdels Høvdinger og Folk ikke vilde anerkende dem som Konger. Det lykkedes dem at tvinge de ulydige, men snart efter skulde de bestaa en ny Kamp, thi Sønner af Godfred og mange danske Høvdinger, som havde søgt Tilflugt i Sverige, vendte tilbage og fik Tilslutning fra alle Landsdele; de angreb Harald og Reginfred med stor Hærmagt og vandt en forholdsvis let Sejr. Kongerne flygtede til Abodriterne, der gerne optog en Kamp imod Sønner af den Konge, som havde hærget dem saa haardt; ogsaa Kejseren lovede at ville hjælpe de fordrevne tilbage til Riget.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 235.jpg
ROMERSKE OG GRÆSKE KAR, FUNDNE I GRAVE FRA JERNALDEREN.
Men Karl var nu naaet op over Støvets Aar, og han skrantede

stærkt. Snart bragtes det Budskab over al Verden, til Kristne og Hedninger, at den store Kejser var sovet hen under sit Vinterophold i Aachen (814).

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 237.jpg
79. Karl den Store (efter en samtidig Mosaik fra Pave Leos Palads ved Lateranet i Rom: Karl knæler ved Siden af Pavens Trone).

Ludvig den Fromme glemte dog ikke sin Faders Løfte. Ikke længe efter hans Tronbestigelse sendtes for første Gang tyske Tropper ind i Danmark. I Maj Maaned 815 rykkede en forenet sachsisk og abodritisk Hær over Elben og Ejderen; det af Godfred rejste Grænseværn, Kurvirket fra den sydligste Ende af Selk Nor over til Reide Aa, var enten ikke færdigt eller manglede Forsvarere, og saaledes kunde Hæren rykke langt op i Jylland. Efter syv Dages March slog den Lejr, men Godfredsønnerne undgik stadig Kamp og holdt sig paa en over for Fastlandet liggende Ø (vistnok Fyn). Herhen vovede de forbundne Fjender ikke at drage, tilmed da en Flaade paa 200 Skibe sejlede i Farvandet udenfor. Hærene maatte lade sig nøje med at ødelægge Egnene i Nærheden og føre 40 Personer bort med sig som Gisler.

Hvad der forefaldt paa dette jydske Tog er betegnende for, hvorledes Frankerne paa de Tider vare stillede i militær Henseende over for Nordboerne. Vikingerne havde dengang begyndt de blodige Togter til Frankerriget og de britiske Øer; det havde vist sig, at de vare Havets Herrer og derved tillige fik Landenes Kyster i deres Vold. De stærke Hære, man samlede mod dem paa Landjorden, havde lidet at sige. Som det var gaaet Kejser Karl under de Danskes store Indfald i Frisland, saaledes var det nu gaaet de tyske Krigere i selve Danmark; den Fjende, mod hvem man vilde kæmpe, kom ikke til Stede. Med uforrettet Sag vendte Hærene tilbage, og det vilde være de Danske let ved Indfald i Frankerriget at tage Gisler til Gengæld for de røvede. Der skulde da ogsaa gaa mere end hundrede Aar hen, førend en tysk Hær atter drog over Grænsen.

Abodriterne følte sig imidlertid tilsidesatte af Kejseren og sluttede Forbund med Danskerne om et Angreb i Fællesskab paa Nordalbingien. Glum, som var Jarl ved den danske Grænse, rykkede med Fodfolk mod den truende Fæstning Itzehoe, som tillige blev angrebet af en dansk Flaade, der var løbet op ad Elben og Stør; men Borgens Forsvarere gjorde saa tapper Modstand, at de Danske maatte opgive Belejringen (817). Derefter blev Abodriterfyrsten haardt straffet og afsat.

To Aar senere skulde det lykkes Harald at vende tilbage til den Del af Riget, som han ansaa for sin. Da var der nemlig udbrudt Strid mellem Godfreds Sønner indbyrdes, idet to af Brødrene fordreve de to andre. Harald, som jævnlig havde gjort Indfald i Danmark, kunde nu med Bistand af Kejser Ludvig drage til sit Hjemland (819), og da der i Aaret 822 blev holdt en Rigsdag i Frankfurt, kom der Udsendinge til Stede baade fra Harald og fra Godfredsønnerne.