Danmarks Riges Historie/1/1-3-10
X.
Den hedenske Tro og Gudsdyrkelse.
Vor Kundskab om Gudetroen i Oldtiden hente vi fra Digtene i den ældre Edda og endvidere fra Snorre Sturlasons Fremstilling af Gudelæren i den yngre Edda og i Heimskringla. Dertil kommer mangfoldige spredte Oplysninger hos Saxo og i Sagaerne samt de fremmede Folkeslags Meddelelser om Hedenskabet i Norden. Disse Kilder stamme fra vidt forskellige Tider, men de fleste af dem fra den Tid, da Nordboen havde forkastet sin gamle Gudetro og antaget Kristendommen.
Selv de ældste Gudedigte føre os ikke længere tilbage end til de Tider, da Hedenskabet følte sig haardt angrebet og da mange allerede havde svigtet Asalæren. Det mærkeligste af de mytiske Digte, Völuspá, lader sig saaledes efter dets hele Sprogform og Versemaal ikke sætte længere tilbage end til o. 900, og man vil vanskeligt kunne tænke sig det digtet i en ældre og omskrevet i en senere Tid, i den Grad ere Ord, Rytme og Indhold voksede sammen til Enhed. Men det maa endvidere huskes, at Völuspá og ligeledes de andre berømte Gudedigte ere norske eller islandske og ikke danske, og i Sagaerne finde vi ligeledes især Oplysning om Nordmændenes religiøse Tro.
Nu var ganske vist Gudetroen i sine Hovedtræk fælles for de nordiske Folk, men det er dog umiskendeligt, at enkelte Guder med Forkærlighed bleve dyrkede i det ene eller det andet nordiske Land eller i bestemte Landsdele, og at der fandtes Myter i eet Land, som vare fremmede for Søsterlandet, eller i alt Fald her havde en forskellig Form. Det vil derfor ikke være rigtigt ved en Skildring af Gudetroen i Danmark at bygge i første Række paa Eddakvadene, om de end paa mangfoldige Punkter kunne give os vejledende og udfyldende Oplysninger. Vi maa søge paa andre Veje at skaffe os Kundskab om de Danskes religiøse Forestillinger og om den Udvikling, som disse i Tidernes Løb undergik.
Vi begynde derfor vor Skildring med at omtale en af de ældste Efterretninger om Guder hos de nordiske Folk. Den græske Historieskriver Prokop fortæller om Svenskerne, at de dyrkede mange Guder og Aander, der levede i Luft, Jord og Hav, og bragte dem flittigt Ofre af allehaande Art. Højest blandt Offergaverne satte de dog den første i Krigen tagne Fange, ham ofre de til Ares (altsaa Krigsguden), som de anse for den øverste Gud. De tage ikke Fangen af Dage simpelthen, men hænge ham i et Træ, eller de kaste ham i Torne og ombringe ham paa anden pinlig Maade. Af den gamle Kilde faa vi saaledes at vide, at Mangeguderi var raadende hos Svenskerne, og derfor formodentlig ogsaa hos de andre Nordboer, men at Krigsguden var den mest fejrede.
Der kan ikke være Tvivl om, at denne Krigsgud hed Tyr; vi kende ham jo fra mange senere Kilder fra hele Norden. Men Guden Tyr er ikke blot ældgammel hos de germanske Folk, hans Navn genfindes hos alle indoeuropæiske Folkeslag. Indernes Dyâus, Grækernes Zeus, Romernes Ju-piter (pater d. e. Fader), de gamle Tyskes Ziu, alle disse Navne svare sprogligt til Tyr, og Guden synes saaledes at kunne føres tilbage til disse Folks fælles Hjemstavn.
Men medens Tyr i Østen har været den klare Himmels og Dagens straalende Gud — Navnet maa staa i Forbindelse med et ældgammelt indoeuropæisk Ord div, at lyse — er han hos de stridslystne Germaner bleven Kampens og Krigens Gud. Dengang de germanske Folk i et af de første Aarhundreder efter Kristus gave Ugens Dage Navne paa romersk Maade, opkaldte de den tredje Dag, som Romerne havde viet til Krigsguden, efter Tyr (dies Martis, mardi, Tirsdag). Tacitus og andre Kilder fortælle da ogsaa, at Mars af Germanerne blev dyrket som den øverste Gud.
I Oldtidens sidste Tidsrum og da Eddakvadene digtedes paa Vikingetiden, havde andre Guder trængt sig frem i Ære og Magt foran Tyr, som ikke længere var den øverste Gud eller Hovedguden. Og da var den djærve Kampgud allerede bleven lemlæstet; han havde ifølge Myterne mistet sin højre Haand. Fortællingen herom lyder saaledes i de sindrige Sagn, som i Vikingetiden vare i Yndest.
Aserne vilde betvinge den frygtelige Fenrisulv, som gik løs paa dem og paa Menneskeverdenen, men det lykkedes dem kun ved en List. Alle Baand, hvormed Guderne bandt Ulven, rev den over, men til sidst lode de Dværgene smede en kunstig Lænke, dannet af Kvinders Skæg, Bjergerødder, Kattetrins Lyd, Fiskeaande og Fuglespyt. Fenrisulven gav Lov til, at Guderne maatte prøve at binde den med dette Baand, der saa saa uskyldigt ud, dog skulde Tyr lægge sin højre Haand i dens Gab som Pant paa, at den igen blev løst. Forgæves sled Uhyret i Lænken; det var bundet for altid, men til Straf bed det Haanden af Tyr!
Hos de islandske Skjalde besynges Tyr som Krigens tapre Gud. Et af Tegnene i Runerækken var ham viet (ᛏ hed Tyr), og der var knyttet Tryllekraft til Runen:
Sejr-Runer Du agte:
om sejre Du attraar,
i Sværdhjaltet skær dem,
nogle ved Odden,
ved Æggen andre,
og nævn to Gange Tyr!
Vi vende os dernæst til den Gud, som paa den islandske Skjaldedigtnings Tid havde taget Pladsen som den øverste blandt Guderne. Odin er tidlig bleven dyrket af flere germanske Folk. Franker ikke mindre end Sachser og Thüringer ærede Wodan, og han blev af Mænd, som vare kyndige i Romernes Gudelære, lignet med Mercurius, saaledes som denne opfattedes i Kejsertiden, den overalt virksomme, snilde og veltalende Gud, hvem Handel, Samfærdsel mellem Mennesker og dernæst Digtekunst ligger paa Hjerte.
I sin første Oprindelse har Odin maaske været en Gud for Vinden, Navnet synes i alt Fald at antyde dette (Wodan af en indoeuropæisk Rod vâ, at blæse, jfr. Vind), men denne oprindelige Karakter har Guden i hvert Fald for længe siden strøget af sig.
Det bør i det hele erindres, at de hedenske Guder ikke ere Begreber. Efter at den Tanke, som først fødte dem, er glemt, har Guden levet sit eget Liv i en ny Verden, nemlig i hele Folkets Tro og Fantasiliv. Paa en stadig fyldigere Maade har Folket udformet den oprindelige Skikkelse, det har prøvet Guden og hans Kraft ved mangen Lejlighed; for at tilfredsstille den poetiske Følelse har det iført ham mange Klædemon, og der er bleven digtet en Række Myter, hvori Guden har en Hovedrolle. Men Myten har maaske i sin Skildring ofte givet Træk, der ikke ret stemme med Gudens oprindelige Karakter.
Selv om derfor i de gamle nordiske Forestillinger Odin er allestedsnærværende som Vinden og færdes paa sin ottefodede Hest Sleipner hurtigere end Stormen, er derved kun een Side af hans mangeartede Væsen betegnet. Desuden er Odin i Skjaldedigtningen ved Oldtidens Slutning bleven Hovedguden, som styrer den hele Gudekreds, raader for Verdens Gang, og hvem alle paakalde. Dog er Krigen hans Yndlingsidræt, og han lærer sine Fostersønner snildt at opstille de kæmpende Skarer. Han elsker Veltalenhed og Vid; han lægger Skjaldene de skønne, vægtige Ord paa Læben.
Odin skildres gerne som en gammel, høj, enøjet Mand med langt Skæg (jfr. foran S. 114, 117), han er hyllet i en sid Kappe og har en bredskygget Hat paa Hovedet. I Haanden holder han et Spyd, paa hans Skuldre sidde to Ravne, ved hans Fødder ligge to Ulve. Eller han jager paa sin graa, rappe Hest trindt om i Verden. I det hele omskifter Odin sig i mangehaande Skikkelser, viser sig overalt og griber ind i Menneskenes Skæbne.
Som Odins Hustru nævnes Frigg (oldhøjtysk Frija, oldsachsisk Frî) — i Sanskrit betyder prijâ Hustru —, efter hende er Fredagen (oldhøjtysk friatag, latinsk dies Veneris, fransk vendredi) opkaldt. Hun var Kærlighedens og Frugtbarhedens Gudinde.
Troen paa Odin er vistnok først i en senere Tid trængt ind i Norden. Kun Skjaldene hædre ham over andre Guder, Almuen synes derimod overalt i Norden især at have yndet og dyrket Thor. Hermed stemmer, at de sydtyske Stammer endog slet ikke have kendt Odin; de have saaledes ikke en Odinsdag, men mittawecha (Mittwoch). Det antydes ogsaa af flere Sagn i Norden, at Troen paa denne Gud først senere er trængt frem fra Landene i Syd og Øst. Odin har saaledes ifølge Snorres Fortælling sit oprindelige Hjem ved Floden Don, derfra var han draget til Sachsland og senere til Danmark, hvor han tog Bolig i Odense, som bærer hans Navn (dette er rigtigt, thi Byens Navn er i den ældste Tid Odins-vi, d. e. Odins Helligdom).
Thor er Tordenguden. Allerede i hans Navn lyder Tordenens buldrende Røst (Sanskrit tan, at drøne, latinsk tonitrus, Torden). Derfor sammenstilles han allerede paa Romertiden med Lynsvingeren Jupiter, og Thor arver da ogsaa denne Guds Ugedag hos de germanske Folk (dies Jovis, jeudi, Thorsdag). »Han har sin Bolig i Luften og raader over Torden og Lyn, Vind og Regn, klart Vejr og Afgrøde«, saaledes skildrer Adam af Bremen Thor; »han er den mægtigste af Svenskernes Guder«, og Folket ofrer til ham, naar Hungersnød og Pest true.
Den tyske Klerks Fremstilling af Thor som en skærmende Gud passer fortrinlig med de nordiske Kilders Udsagn. Thor har Magt, som han har Vilje til at værne og skærme. Han har Styrkebæltet om Livet, med sin Haand i en Jernhandske griber han om den vældige Hammer Mjølner, som Dværgene have smedet; hans Bolig har Navnet Thrud-vang (þrúðugr, stærk), og mange ere de Myter, som fortælles om hans vældige Styrke.
Derfor paakaldes Thor som den stærke Gud, der er beredt til at kæmpe mod alt ondt og alle Uvætter. Thor beskytter Hus og Hjem, han er Menneskeverdenens Vogter, Miðgarðs véorr, og naar Bryllup fejres, skal man indvie Ægteskabet og det nye Hjem med Thors Hammers Tegn. Hamrens skærmende Mærke bør man bære i Halskæden, det flettes ind i Slyngningerne paa Gravstenen (Fig.73), og Runeskriften ved Graven bør slutte med en Bøn som den paa Glavendrupstenen: »Thor vie disse Runer«, eller Virringstenens: »Thor vie dette Gravminde«.
Derimod er Thor ikke særlig Krigens Gud. Det er nemlig ikke Styrken alene, der i Krigen gør Udslaget; her gælder ogsaa opfindsom List, snarraadig Beregning og Evne til at føre Krigerskarerne. Men den Art Overslag og Omskuen laa ikke for Thors jævne Forstand. Flere Myter fortælle om, hvorledes Thor bliver overlistet, men igen vinder Magt ved andres Kløgt og egen Kraft.
Vi have alt nævnt, at Guderne i Norden hed Aser (oldnordisk áss, Flertal æsir). Betegnelsen synes at være gammel, da Ordet forekommer hos flere germanske Folk. Goternes Historieskriver Jordanes (o. 550) lader dette Folks Kongeslægt nedstamme fra Halvguder Ansis (semidei id est ansis), og vi træffe sikkert Ordet igen i Forstavelsen ans i mange tyske Navne som Ans-gar, Ans-mund, svarende til de nordiske Navne As-ger og As-mund. Gudinderne betegnedes i Norden som Asynjer (ásynjur).
Inden for Gudernes store Tal udgjorde Vanerne en egen Kreds. Forrest blandt disse maa nævnes Frø eller Freyr. Han er Lysets Gud, den gode Himmelgud, som bringer Frugtbarhed og Lykke. Navnet Frø er sprogligt beslægtet med gotisk frauja, oldtysk frô, angelsachsisk freá, som betyder Herre; disse Folks ældste kristelige Digte tiltale Gud med denne Betegnelse. Derfor synes Guden Frø at være opstaaet ved en Art Kløvning, saaledes som vi ikke sjældent træffe det i Mytologien. Folket har løsrevet Titelen fra en Guddom for deraf at danne en ny Gud med Betoning af en enkelt Side af den ældre Guds Væsen.
Frøs Fader er Njørd, hvem man skal paakalde til Søfart og Jagt; »han er saa rig, at han vel kan give dem Land og Løsøre, som paakalde ham«.
I et tidligere Afsnit er det fortalt, at flere tyske Folk med Boliger ved Elbmundingen og Nordsøen dyrkede en Gudinde for Jordens Frugtbarhed Nerthus (S. 59). Sprogligt er dette Navn sikkert det samme som Njørd, der jo ogsaa var en Guddom for Rigdom og Fader til Frugtbarhedens Gud Frø. Og ligesom den skjulte Nerthus førtes omkring paa en Vogn for at bringe Grøde til Agrene, saaledes blev i Sverige et tilhyllet Billede af Frø kørt omkring i Landet ved Vinterens Ophør. Der kan derfor næppe være Tvivl om, at Njørd er opstaaet ved en Omdannelse af den gamle Guddom Nerthus. Forandringen fra Kvinde til Mand bør ikke undre os; det er ikke ukendt i de hedenske Religioner, at en Guddoms Køn kan være lidet fremtrædende og endog vakle.
Paa de islandske Skjaldes Tid har en ny kvindelig Guddom trængt sig frem, nemlig Njørds Datter og Frøs Søster Freyja, Kærlighedens Gudinde. Hun er skøn og huld som de andre Vaneguder og lovprises i Myterne paa mange Maader; for hende synes Frigg nu at træde i Skygge.
Der synes saaledes efterhaanden at være opstaaet flere Guder inden for denne Gudeslægt. Og her skal endnu et Navn, om end ikke en ny Gud, bringes i Erindring. Freyr hed Yngve med et andet Navn, siger Snorre; dette Navn blev længe brugt i hans Æt som et Værdighedsnavn, og hans Slægt blev kaldt Ynglinger. Vi finde da ogsaa denne Gud hos Snorre og i andre gamle Kilder kaldt Yngvifreyr. Her støde vi aabenbart paa et meget gammelt Gudenavn, idet allerede Beovulfkvadet betegner de Danske som Ingwine, Ings Venner. Ja, vi kunne forfølge Navnet endnu længere tilbage i Tiden, idet ifølge Tacitus flere Folkestammer, som boede ved det nordlige Ocean, efter deres Stamfader hed Ingævoner. Saaledes ere Folk ved Vesterhav eller Østersø blevne kaldte efter en Gud eller Halvgud Ing eller Yngve, og Dyrkelsen af denne Guddom har i Tidernes Løb bredt sig længere mod Nord og Øst. I et angelsachsisk Digt om Runerne hedder det, at »Ing var først hos Østdanerne, indtil han drog østerpaa over Havet. Hans Vogn rullede bagefter«.
Njørd, Freyr eller Yngve, Freyja og enkelte andre Guder bleve, som alt sagt, af de gamle betegnede som Vaner (jfr. væn, skøn), de straalende og skønne, Lysets og Solvarmens Guddomme. De havde intet at gøre med Naturen i dens Voldsomhed, med Lyn og Jordskælv, derimod raadede de over al den frugtbringende, avlende Kraft, som gemmes i Naturen, de lærte Menneskene at gøre sig Jorden underdanig og at opfinde, hvad der bringer Nytte. Vanerne havde Kundskab om, hvorledes man skulde tage Naturens hemmelige Kræfter i sin Tjeneste — »Freyja lærte først Aserne Sejd (Tryllekunst), saaledes som Vanerne havde for Skik«, siger Snorre — de bringe Rigdomme og Guld mellem Mennesker.
Men Guldet er farligt, det ægger til Lidenskab, det sløver let Mandens Kraft og lader ham for Skin og Skal glemme Kærnen. Derfor maatte ogsaa Aserne, de ældgamle Guder, blive betænkelige ved at Vanerne og deres Dyrkere trængte frem mellem Folkene, de maatte ruste sig til Kamp mod de nye Gudevæsner. En sindrig Myte rummer endnu Fortællingen herom.
Da første Gang en Kvinde af Vanefolket — hun bar det betegnende Navn Guldveig (veig d. e. Styrkedrik, Kraft) — kom til Asers Bolig, blev hun nedstødt af dem og brændt. Men hun, der som andre Hekse ogsaa kaldtes Heid, levede op paa ny, og dette gentog sig, hver Gang Guderne lode hende lide Baaldøden. Vanerne vilde ikke lade denne Fornærmelse mod dem uhævnet, og deres Tilhængere samlede sig om Gudeborgen. Odin slyngede sit Spyd mod Folket, og den første Folkekamp i Verden opstod. I Digtet Vøluspaa kalder Spaakvinden (Vølven) denne Kamp frem for Erindringen:
Hun mindes den første
Fejde i Verden,
da med Spyds Spids
de Guldveig stødte
og i den højes
Hal hende brændte.
tre Gange brændte
den tre Gange baarne,
brændte tidt og ofte,
dog atter hun lever.
Heid hun hed,
hvor hun kom til Huse;
spaavis Vølve
at trylle vidste.
I Sejdkunst kyndig
hun heksed og sejded;
altid hende ynded
onde Kvinder.
Odin slynged
og skød mod Folket,
det var den første
Folkekamp i Verden.
Brudt blev Borgmur
om Asers Bolig,
dystlystne Vaner
mod Voldene løbe.
Da steg de høje
Drotter til Domstol,
højhellige Guder
grunded derover,
om Aser Bod
bringe dem burde,
eller ens alle Guder
faa Offergave.
Gudeforsamlingen skulde afgøre, om Aserne fremdeles skulde anse Vanerne som fjendtlige, fremmede Guddomme, hvem de endog skulde yde Skat eller Bod, eller om de burde optage dem i Gudekredsen. Men Aserne valgte at lade sig forsone, og fra nu af stilledes Vanerne jævnbyrdigt med de andre Guder. Njørd — hedder det — blev fra Vanernes Side givet som Gidsel.
Bag ved hin mytiske Fortælling synes der saaledes at ligge et Stykke af den graa Oldtids Religionshistorie. Vanerne vare Guddomme for de berigende Erhverv, for Agerdyrkning, Søfart og Handel; det var rolige, snilde Væsner, hvis Natur var de vilde og djærve Aser imod. Aserne maatte frygte, at Menneskene ved at ære Vanerne vilde miste Mandighed og Selvstændighed, men efterhaanden som de erfarede de nye Guders Magt, indsaa de, at de maatte udsone sig med dem.
Med denne Opfattelse stemmer det, at Asaguderne klart nok ere de ældste Guddomme; de have fulgt de germanske Folk saa godt som overalt, hvor de vandrede hen, hvorimod Vanerne udelukkende ere nordiske Guder. Af Beretningerne om Nerthus og Ing lære vi dog, at nedertyske Stammer toge Del i Dyrkelsen af Vaner. I Landene ved Vesterhav og Østersø synes der altsaa, efterhaanden som fredelige Erhverv fik Lejlighed til at blomstre, at være opstaaet Guder for Søfart og Agerbrug, som vandt Anseelse og Sæde jævnsides med Aserne. Og naar i de gamle Beretninger stundom Thor eller Odin og til andre Tider Frø nævnes som den øverste blandt Guderne, vil det ses, at enhver af disse Guder i Virkeligheden stod øverst inden for forskellige Gudekredse.
Skønt de fredelige Guder saaledes optoges i Gudeverdenen,
vedblev denne dog i første Række at repræsentere Krig og Kamp.
Nordboerne kunde kun tænke sig Guderne som kæmpende med Modstandere, fremfor alt med de onde Jætter, som i lige Grad vare
Guders og Menneskers Fjender. Og Kampen varer evigt; Guderne
formaa ikke at tilintetgøre de vældige Aander, der stadig true
Gudeverdenen og angribe den.
Men ogsaa oppe i Gudernes egen Kreds havde indre Stridigheder tæret paa den gamle Kraft og hidført Farer. Nordboerne havde opfattet Guderne i menneskelig Skikkelse, deres Fantasi havde stadig i højere Grad dannet Myter om dem som virkende under menneskelige Vilkaar; men derved var menneskelig Ufuldkommenhed mere og mere kommen til at klæbe ved de høje Guddomme. Thor havde en Tid ladet sig sin Hammer fraliste, Frø havde for at vinde sin Hustru Gerda bortgivet sit Sværd, Tyr var bleven narret til at lægge sin Haand i Fenrisulvens Gab og havde mistet den.
Saaledes vare Guderne blevne anfægtede udefra og indefra. Tanken om en Afgørelse og et Vendepunkt rykkede stadig nærmere. Der maatte komme en Tid, da Gudernes Magt blev brudt, eller ogsaa maatte de undergaa en Rensning for alle Skrøbeligheder. Allermest maatte dette Øjeblik nærme sig, efter at det godes og ondes Princip saa at sige havde faaet legemlig Skikkelse i Gudekredsen. Dette var sket, da Nordboerne dannede Gudeskikkelserne Loke og Balder — de ere ganske ukendte inden for den tyske Verden. Om disse Guder fortaltes der Myter, som høre til den nordiske Gudetros skønneste og sindrigste.
Loke er af Jætteslægt, men har i Tidernes Begyndelse blandet Blod med Odin. Hans Magt strækker sig over alle Jordens Dele. Den frygtelige Midgaardsorm i Verdenshavet, der omslutter Jorden i Favntag, er hans Søn; den gustne Hel i Underverdenen er hans Datter, og Ilden staar i hans Tjeneste. Men den største Magt udøver han dog ved sin listige Kløgt. Han er snild, men med Opfindsomhedens Vrangside, som fører til Haarkløveri og golde Paafund; af Ydre er han skøn og vindende, som Ondskaben kan være tækkelig og bedaarende. Bonden kalder derfor ogsaa pralende Ugræs, som ligner det nyttige Korn, Lokes Græs eller Havre (Fig. 75).
Guderne vare imidlertid stedte i saa mange Trængsler, at de følte Lokes Kløgt som en uundværlig Hjælp, hvorfor de fandt sig i hans tøjlesløse Tunge. Da Havguden Æger gjorde et stort Gilde paa Læsø for Guderne, var Loke ogsaa til Stede, og ingen af Gæsterne gik fri for hans tirrende Spot. Loke vidste at fremdrage Brøst og Lyder hos enhver af Guderne, og de bleve ham alle Svar skyldige; end ikke den kloge og veltalende Odin var ham jævnbyrdig i Ordstriden. Da kom omsider Thor til Hallen, og vel blev ogsaa han hudflettet af Spotteren, men saa stor Frygt havde Loke dog for Thor og hans Hammer, at han nu dreves af Gaarde.
Odin og Frigg havde en Søn Balder. Gudens Navn synes at betyde Herre (angelsachsisk bealdor, Herre); det er bevaret i Stedsnavnet Baldersbrønde (ved Roskilde), som allerede Saxo henfører til Guden. Balder var saa skøn af Udseende og skær af Farve, at det lyste af ham; en Urt, der er saare hvid, bliver efter ham kaldt Baldersbraa (brá d. e. Bryn; Fig. 76). Balder er blandt Aserne den, der taler fagrest, han øver helst Barmhjertighed og er den klogeste; han optager i sin Personlighed saa at sige alle de gode Egenskaber, som udmærke Guderne. Balder er stærk og tapper, men uden at være haard og grum, og han har ingen anden Fjende end den onde Loke.
I Gudeverdenen med dens mange stridige Led er Balder det sammenholdende Baand, og under Følelsen af den fredsæle Guds Betydning frygte Guderne for, at noget skal tilstøde ham. Frigg har taget Ed af Ild og Vand, Malm og Sten, Jord og Træ, Dyr og Orm om at de ikke ville skade Balder, kun een har hun glemt, den tarvelige Mistelten, som vokser paa et fremmed Træ. Heraf benyttede imidlertid Loke sig til at volde Balders Død. Da de andre Guder morede sig med at skyde paa den usaarlige Gud, trykkede Loke Høther, Balders blinde Broder, Buen med den farlige Vaand i Haanden, og Misteltenen foer gennem Balders Bryst. Guderne forfærdedes, men hvad der var sket, var uopretteligt; Balder maatte drage til Hels mørke Bolig.
I deres store Sorg besluttede Aserne at sende Budfærd til Underverdenen for at formaa Hel til at give dem den døde tilbage, og Lokes Datter indvilligede ogsaa heri paa det Vilkaar, at alt i Verden, livløst og levende, vilde begræde Balder. I Virkeligheden græd da ogsaa den hele Natur, Guder og Mennesker, livløst og levende. Dog traf de udsendte Mænd i en Hule en Jættekvinde taareløs; hun hed Thøkk og var ingen anden end den forklædte Loke. Hun sang:
Thøkk med tørre
Taarer kun græder
ved Balders Baalfærd,
lidt hans Død
eller Liv jeg ænser:
Hel skal gemme, hvad hende gaves!
Og saaledes var Balder uhjælpelig tabt for Guderne.
Men over for Loke var Maalet nu fuldt. Alle Guder vendte sig imod ham; de fangede ham og spærrede ham inde i en Klippehule. Her ligger han bundet, en Orm er hængt over hans Hoved og spyr sin Gift paa ham. Lokes trofaste Hustru Sigyn holder dog en Skaal under Edderen. Naar den er fuld og maa tømmes, drypper Giften paa Loke, der vrider sig rædsomt, saa at hele Jorden ryster derved; Menneskene kalde det Jordskælv. Først naar Verdens sidste Stund kommer, vil Loke rive sig løs. Om dette »Gudernes Tusmørke« vil der senere blive fortalt, men forinden skulle vi betragte enkelte andre af Nordens mangfoldige Guder og Aandevæsner.
Gudernes Tal var stort, og der kom stadig nye til, efterhaanden som Aarhundrederne skrede. Vi have allerede set, hvorledes nye Guder opstode af Tilnavne eller Tiltaleformer (Freyr og Balder egentlig: Herre), og hvorledes enkelte Sider af Guddommen løsreve sig for at optræde paa egen Haand. Men endvidere fødte Anelsen om den sidste store Kamp nye Gudeskikkelser, der kunde deltage i den som Medkæmpere og Hævnere, eller som dem, der overlevede de ældre Guder. Det er nogle af disse Guder, vi skulle omtale.
Æger er Havets Gud, han kan være venlig og gæstfri, men ogsaa urolig og stormende, tilmed har Æger en haard og hjerteløs Hustru Ran, der i sit Net fanger dem, som skulle dø paa Dybet. Æger har ogsaa Navnet Læ (Hler); paa Læsø har han sin prægtige Hal.
Hejmdal (d. e. den over Verden skinnende) er lys og ren som Morgengryet; han er den aarvaagne Vagtholder, som ved Lyden af sit Horn varer Guderne, naar Jætter bryde frem. Hejmdal har mindre Søvn behov end Fuglen paa Kvist; han hører Græsset gro og Faarenes Uld vokse. Uller synes at være en Jægergud; han færdes om Vintertid paa Skier eller paa Skøjter, dannede af Knokler af Koens Ben. Paa den store Slette med den høje Græsvækst tumler Vidar sin Hest; han er næstefter Thor den stærkeste blandt Guderne.
Vi have hørt, hvorledes Prokop fortalte om de Svenske: »de dyrke mange Guder og Aander for Himmel, Luft, Jord og Hav, ligesom ogsaa Aander, som leve i Kildespring og Elve«. Det er hine Vætter i Lunde, i Høje eller Fosse, om hvilke vi ofte høre tale i Sagaerne, og de holdt sig saa fast i Folketroen, at det blev Kristendommens Forkyndere vanskeligere at forjage dem end at uddrive selve Guderne. De kæmpestore Jætter, Thurser, Trolde eller Bjergriser — de bære mange Navne, men i Danmark sagdes oftest Trold — boede paa Bjergrygge og i vilde Egne. De vare Fjender af den fredelige Kultur og yndede ikke Sollyset, hvori Menneskene syntes at trives. Deres Stemme var raa og rungende, deres Kræfter vældige, saa at de kunde flytte Bjerge og i deres Vrede kaste mægtige Stene mod Gudetempler eller Kirker. I øvrigt vare de ret enfoldige og ikke sjældent godlidende.
Dværgene, som boede under Jorden, havde vel et forkrøblet Legeme, men det rummede et listigt og klogt Sind. De kendte Metallernes Leje og smedede kunstfærdige Vaaben og Smykker, som Menneskene søgte at faa i deres Vold. En Modsætning til de mørke Dværge var Alferne. Disse gode, skønne Væsner, som levede i den lyse Luft (Lysalfer), vare gerne rede til at hjælpe Menneskene. Med Navnet Diser betegnede man kvindelige Guddomme, især Aander af bortgangne, der som Fylgjer fulgte med de endnu levende.
Over hvert enkelt Menneskes Skæbne raadede Nornerne. De vare til Stede ved hans Fødsel og hjalp den fødende Moder, de bestemte den nyfødtes Livsgang og tildelte ham ondt eller godt, ligesom de ved Livets Ende stode ved Dødslejet. Saxo fortæller om, hvorledes de Danskes Konge Fridlef udfrittede Nornerne om sin Søns Skæbne. Han traadte ind i den Helligdom, hvor de tre Gudinder tronede paa deres Stole. Den første Norne var huld og gav Sønnen Skønhed, ogsaa den anden Norne var venlig og skænkede ham Gavmildhed, medens den tredje, haard og misundelig, tildelte ham Karrighed.
Dybsindig og fuldt saa skøn som nogen græsk Myte er Læren om Fylgjen, den Følgeaand, der ledsager Mennesket. Vi møde her Nordboernes levende Opfattelse af Modsætningen mellem Sjæl og Legeme, deres Kendskab til hint urolige Væsen i vort Indre, som mod vort Ønske plager og bebrejder os, som fylder os med Drømme og Anelser og taler advarende til os. Saa stærkt følte man Sjælens ejendommelige Liv, at den for Opfattelsen ligesom løsrev sig fra Legemet, tog Skikkelse ved dets Side eller færdedes paa egen Haand. Vi have saaledes set, hvorledes under Kampen ved Lejre Bjarkes Fylgje gaar i Striden for ham, medens han selv synes at slumre.
Endelig kan nævnes som en Art Norne i Dødsøjeblikket Valkyrjerne. Det er Valpladsens Møer, der bestemme Kampens Gang og udpege de Krigere, som skulle gaa i Døden. Men Troen paa Valkyrjer opkom først i Vikingetiden.
Endnu staar kun tilbage at omtale Dødens Guddomme.
Der findes vel næppe noget Folk, som tror, at Sjælen udslukkes med Legemets Død. I Danmark vidner Høj ved Høj om, at man i Oldtiden fulgte i Tanken med de bortgangne og søgte at berede dem passende Boliger for Livet i den hinsidige Verden. Prægtige Mindesmærker, knejsende Bautastene (Fig. 77), og ikke mindre de Genstande, som man i Døden medgav den bortgaaede til Rejsen i Dødslandet, alt vidnede om, hvor fast man troede paa et Liv i en ukendt Verden. Allerede de ældste Beretninger om Germanerne udtale da ogsaa, at ifølge deres Tro var Død paa Valen kun en Indvielse til et nyt Liv. De gik bort til en Verden uden for denne, til skjulte Boliger, liggende hinsides Havet eller i Jordens Skød. Her raadede efter Nordboernes Forestilling Hel, Dødens Gudinde, der skjuler og skærmer de henfarne.
Jo mere imidlertid under Krigerlivet Døden i Kamp blev anset som den eneste hæderfulde for tapre Mænd, desto mere brød en Forestilling igennem om et hinsidigt Samlingssted for kække Krigere. Hin Dødshal, Valhal, straalede efter de mytiske Digteres Skildring af Lys og Pragt; den var dækket af Skjolde og oplyst af skinnende Sværd. Her var Gudernes Bolig; Odin sad i Højsædet med Ravnene paa sin Skulder og Ulvene ved sin Fod. Kæmperne i Valhal hed Einherjar (d. e. ypperlige Krigere), de forlystede sig daglig med indbyrdes Kamp; naar Dysten var til Ende, kvægede de trætte sig med herligt Flæsk og lifligt Mjød.
Denne Forestilling er imidlertid opstaaet i saa sen en Tid, at den er ukendt for flere af den ældre Eddas Digte; de kende kun Hel og hendes underjordiske Bolig, ikke Valhal. De synge om, at Hel venter paa den dræbte tapre Balder, de vise os Sigurd Fafnersbane komme til Hel. Flere af de berømte Skjalde fra Oldtidens Slutning og Vikingealderen — Starkad, Brage, Egil Skallagrirmsson — lade da ogsaa Hel alene være den, som modtager de døde. Men i denne de uophørlige Hærtogs blodige Tidsalder begyndte Digterne og Folketroen i Forening at bygge det herlige Valhal for de i Kampen faldne.
Den nye Forestilling maatte føre til en forandret Opfattelse af Hel og hendes Bolig. Thi er Valhal lys og skinnende, maa Underverdenen være Mørkets og Uhyggets Bolig; selve Dødsgudinden faar et saa rædselsfuldt Udseende, som det skildres i den yngre Edda: grum ser hun ud, halv sort og halv kødfarvet, med hængende Hoved; Hunger hedder hendes Fad, Sult hendes Kniv, og Sygeleje hendes Seng. Dette er imidlertid nye Tiders Paafund; det kan visselig ikke have været en hinsides Verden af denne Art, der lokkede de krigerske Germaner eller Nordboer til frejdigt at gaa i Døden.
Tidligt maa den Tanke være opkommet, at selve Gudeverdenen
var truet med Undergang. Læren om Ragnarok — d. e. Gudernes
Jærtegn, men Ordet blev allerede i Oldtiden mistydet som Gudernes
Tusmørke, i ældre Dansk røg — er trængt ind i hele den nordiske
mytiske Digtning. Den opstod ikke, fordi man tvivlede om
Guderne, eller fordi de gamle Forestillinger vare ved at opløse sig,
ikke heller fordi man saa den nye Religion Kristendommen sejrrigt
brede sig over Verden. Nordboernes Gudetro havde kun samme
Lod som andre Religioner. Tanken om, at der bag ved de mægtige
Guder, som man dyrker, staar en endnu mægtigere, vil let trænge
frem. Selv den, som tror paa Solens stolte Gud eller Maanens
underfulde Kræfter, maa kunne tænke sig en endnu større Guddom,
naar han ser, at disse Himlens mægtige kunne formørkes eller
skjules af ukendte Magter. En lignende Tanke vil opstaa, naar han
mærker, hvorledes midt i den uforanderlige, regelmæssige Verden
skjulte Kræfter gøre sig gældende, Kometer pludselig lyse over
Himlen eller Jordskælv ryste Klodens faste Bund.
Guderne have jo desuden antaget menneskelig Skikkelse for Forestillingen, de opleve i Myterne Tilskikkelser af almenmenneskelig Natur. De leve som Mennesker, de spise, drikke og sove, de kunne miste Lemmer og Sanser, hvorfor skulde da ikke ogsaa Guderne kunne faa den menneskelige Lod Døden? Guderne ere endvidere stedte i evindelig Kamp; vil det da ikke ogsaa være i Kamp, at de gaa til Grunde? Og naar Menneskets Sjæl lever efter Døden, hvorfor skulde ikke ogsaa Guderne kunne opstaa i en fornyet, lutret, forynget Skikkelse? Tanker af denne Art have jo faaet Udtryk i andre Religioner; derfor troede man til Eks. i det gamle Iran paa en sidste Strid. Naar Menneskene vare altfor vanslægtede, og naar den store Vinter havde lagt sig over Landet, naar Kometer angreb Sol og Maane, da skulde Lysets Gud Ormazd bestaa den sidste Kamp mod Mørkets Fyrste Ahriman og sejre. Under Verdensbranden ville de døde genopstaa, og den vil virke som en Rensningsild, der fortærer det onde. Derefter begynder Ormazds uanfægtede Herredømme.
Vølven synger om hin Kamp i det berømteste af Oldtidens Digte. En Tid vil komme, da Vold og Ondskab vil tiltage i Verden. De Dyr, som have Varselstemme, bebude den kommende Fare. Den gyldenkammede Hane galer i Asers Verden, den fagerrøde i Jætters, den smudsigrøde i Hels Rige, og Helvedhunden Garm gør ved Gnipahulen. I tre Aar raser Kiv og Kamp i Verden, Broder dræber Broder, og Søn Fader, det er Øksetid, Sværdtid, Stormtid, Ulvtid. Tre Aar igennem varer en uafladelig Vinter, Ulvene sluge Sol og Maane, Jorden skælver, saa at Træerne løsnes, Havet skrider over Stranden. Loke og Fenrisulven rive sig løs, og Jætterne storme fremad; Muspelhejms (Ildverdenens) Sønner, førte af Surt, komme ridende sønden fra. Men Guderne ere advarede ved Hejmdals lydende Horn, og de gaa uforsagte i Kamp. Thor dræber Midgaardsormen, men han segner død under Virkningen af dens Edder. For Fenrisulvens Bid maa Odin synke, men Vidar hævner hans Fald og dræber Ormen; Garm og Tyr, Loke og Hejmdal fælde hinanden. Frø bliver dræbt af Surt, som slynger en Ild, der fortærer Verden.
Op af Havet skyder en ny Jord, grøn og skøn som den tidligere, men her vokser Komet selvsaaet. Solen føder en ny Sol, og Aserne samles paa Idesletten; de tale om den store Kamp og om Fortiden. De finde igen i Græsset de gyldne Brikker, hvormed de fordum legede. En Mand og en Kvinde har overlevet Undergangen, og fra dem spreder sig en ny Menneskeslægt over Verden.
Der staar endnu tilbage at give nogle Oplysninger om
Nordboernes Gudsdyrkelse. Nordboerne henvendte sig til deres Guder
med Bøn og Paakaldelse, de havde sikkert ogsaa særegne
Formularer, som de kunde anvende. »Hona, en hedensk Præst — staar
der i en irsk Fortælling om, hvordan en Vikingeskare blev
indesluttet og belejret — steg op paa Muren, bad til sine Guder, øvede
Tryllekunster og bød sit Folk at bønfalde Guderne«. Især viste
man dog sin Gudsfrygt ved Ofringer, Blot (ved blót forstodes ofte hedensk Gudsdyrkelse i Almindelighed, men sædvanligst brugtes det
om Ofringer). Foran Gudebilledet eller paa de Steder i en Lund,
ved en Kilde eller Høj, som ansaas for hellige, henlagdes Brød,
Kød, Sæd eller Frugter, eller man slagtede Offerdyret, brændte det
til Gudens Ære eller besmurte Gudebilledet med Blodet.
Endogsaa Mennesker kunde man ofre, dog skred man kun dertil ved store Foretagender, over for de højeste Guder, eller i den mest paatrængende Nød. Efter Prokops Udsagn var det til den øverste Guds Ære, at man dræbte den første Fange i Krigen. Dudo, som har skildret de Danskes Erobring af Normandiet, fortæller paa lignende Maade, at Danerne, naar de droge i Hærfærd, ikke ofrede Kvæg eller Korn, men et Menneske. Ofret blev valgt ved Lodtrækning, og en Gode forestod Handlingen. Panden knustes med et Aag, Hjertets Fibrer undersøgtes, og naar de ofrende havde besmurt deres Hoveder med Blodet, sejlede de af Sted.
Foruden at Krig kunde nødvendiggøre Menneskeofringer, vilde stor Nød i Landet ogsaa kunne berettige dertil. Efter en Fortælling i Ynglingasaga ofrede Svenskerne under en stor Hungersnød i det første Aar Øksne; da det ikke hjalp, ofrede de i det følgende Aar Mennesker, til sidst i det tredje Aar Kongen.
Mennesker ofredes desuden ved Folkets store Sammenkomster. Allerede Tacitus fortæller, at naar beslægtede germanske Stammer kom sammen til fælles Møde, ofrede de et Menneske. Ifølge den svenske Gutasaga ofrede man paa Gotland paa de mindre Ting kun Mad og Kvæg, men paa det fælles Ting Mennesker. Og Historieskriveren Thietmar, Biskop i Merseburg, fortæller (o. 1015), at de Danske hvert niende Aar i Januar Maaned kom sammen i Lejre fra hele Danmark, og da blev der ofret 99 Mennesker, 99 Heste, samt Hunde og Haner. En lignende almindelig Offerfest for alle svenske Landskaber omtales af Adam af Bremen. Den holdes hvert niende Aar, og da sender Konge og Folk, høj og lav, Offergaver til Upsala, ja de kristne kunne kun slippe ved at løskøbe sig. Der ofres ni Stykker af alt levende af Mandkøn, og ved Blodet forsones Guderne. I Offerlunden tæt ved Hovet ser man Hunde og Heste hænge ved Menneskers Side, og hvert eneste Træ bliver anset for helligt. Adams Hjemmelsmand havde her talt Ligene af 72 hængte Mænd.
Derimod synes Enkeltmand ikke at have ofret Mennesker; dog gik der Rygter om, at ivrige Blotmænd gjorde sig skyldige deri.
Hos de germanske Folk fandtes der ikke, saaledes som hos enkelte andre Folk, til Eks. Kelterne, en særegen Præstestand. Nordboernes Præster, der hed Goder, havde ingen særlig Uddannelse eller ejendommelig Levevis, de vare Led af Folkemenigheden og endog nøje knyttede til den praktiske Verden. Derfor vare Goderne virksomme paa Tingene, og Forhandlingerne indlededes ofte med Ofringer. Præsterne udspurgte saaledes her Guderne, om Raadslagning maatte finde Sted angaaende en forebragt Sag. De skar Mærker i de Tene eller Spaan, der skulde benyttes ved Lodkastningen; disse Smaapinde kastedes derefter paa et hvidt Klæde, Naar da Svaret lød gunstigt, paabød Goden Tavshed, og man skred til at forhandle Sagen.
Goden var gerne en anset Høvding og Fører for Folket i det praktiske Liv. Paa danske Runestene træffe vi flere Gange Goder nævnte, saavel som Goders Sønner og Slægt. Mest karakteristisk er vel Indskriften paa Glavendrupstenen over Aale Saalvegode, Helligdommens ærværdige Tjener. Det hedder om den forannævnte Viking og Præst Hona, at han var tapper, en navnkundig og ædel Mand af Lochlanns (Nordboernes) bedste Stamme. Selv Konger og Jarler tilkom der et vist Præstedømme; de forestod ofte Ofringerne eller de hellige Fester. Men ogsaa Kvinder kunde have præsteligt Hverv og hed da Gydjer; saaledes var Frøs Billede i Upsala betjent af en Præstinde. Kvinder med saadant Hverv kunde besidde Spaadomsgave og forkynde Sandsagn fra Guderne.
Den til Guderne indviede Plet, hvor der ofredes, hed Vi (oldnorsk vé). Kun vaabenløs turde man træde ind paa det indviede Sted, her nød enhver Gudernes Beskyttelse, og den, som krænkede Stedets Hellighed, straffedes med høje Straffe som »Ulv i Helligdommen« (vargr i véum). Selve Templet hed Hov; om dets nærmere Indretning vide vi meget lidt. Paa Island har man dog udgravet Grundvoldene af flere Hov og derved kunnet danne sig en Forestilling om Templernes Plan. Vi se, hvad vi ogsaa kende fra Sagaerne, at Hovet bestod af tvende Dele, en større firkantet Hal og et mindre Rum, som formentlig er det Afhus, hvor ifølge Sagaerne Gudebillederne stode paa Alteret (Fig. 78). De to Bygningsdele ere ikke forbundne, begge have Døre mod det frie; ifølge Sagaerne kom man dog gennem den store Sal ind til Afhuset. Den Grund, hvorpaa Helligdommen stod, var gerne værnet med et Plankehegn.
I Hovet stod Offeralteret med den Kedel, hvori man lagde det slagtede Dyr, og paa Alteret henlaa den hellige Ring, ved hvilken højtidelige Tilsagn bleve svorne. I en engelsk Aarbog hedder det saaledes om Fredslutningen 876, at de Danske svore Kong Alfred Eder ved den hellige Ring, hvilken Ed de ellers aldrig vilde sværge over for noget Folk. Goden bestrøg Ringen med Blodet af det Dyr, som han havde ofret. I Hovet fandtes endvidere Gudernes Billeder, ret ofte flere eller endog mange. I det hele vare Nordboerne Yndere af »skaarne Guder«; de skare Billeder af dem paa Husgeraad, paa Skibets Stævn eller andensteds; de forarbejdede smaa Gudebilleder af Hvalrostand, Sølv eller Ler til at bære i Pungen eller Lommen. Men der er intet saadant Billede bevaret fra Oldtiden, i det mindste intet, som vi med Sikkerhed tør udpege som et Gudebillede.
Naar der skulde holdes Offerfest, blev Dyret slagtet af Goden, der lod Blodet rinde i den hellige Kedel; han dyppede Offerkosten deri og stænkede og besmurte Gudebillederne og Templets Vægge med Blodet. Kødet blev kogt i store Kedler i Langhuset, hvorpaa det uddeltes til dem, som her eller i andre Bygninger deltog i Offermaaltidet. Husets Herre eller Høvdingen indviede Drikkehornet, som derpaa sendtes rundt, idet man drak en Mindeskaal (gammeldansk minnæ) til de Guders Ære, som man vilde fejre. Ved en saadan Lejlighed kunde da ogsaa de, som deltog i Offergildet, aflægge et højtideligt Løfte om at udføre en eller anden Bedrift.
Der er endnu kun eet Forhold at omtale, fordi vi ogsaa deraf
faa Vidnesbyrd om, hvorledes Guderne æredes i Danmark, og hvilke
Guder man især tilbad. Vi ville betragte de Person- og Stedsnavne, som indeholde hedenske Guders Navne.
Det kan slaas fast, at en Nordbo aldrig har baaret samme Navn som en af Guddommene. Vi træffe aldrig paa en Mand, som hed Thor eller Odin, eller paa en Kvinde, som hed Frigg. Hedningen vilde føle det som en Formastelse, om han gav sit Barn en Guds Navn, saaledes som ogsaa vi Kristne vilde forarges ved, om nogen kaldte sig Kristus. Derimod stødes vi ikke ved, eller finde det endog tiltalende, om nogen hedder Kristian eller Kristoffer, og paa samme Maade fandt de gamle Danske, at det ikke blot var tilladeligt, men viste Ærefrygt mod Guderne, om man kaldte sin Søn Frøger eller Frøsten, Thorgils (Troels) eller Thorulf, sin Datter Frøgerth eller Thorgun. En Fader kunde netop vie sit Barn til en bestemt Gud ved at kalde det med Navne som Othinkar, Frøvin, Thorsten, Thorberg, ligesom han kunde bringe Guderne en Hyldest ved at mærke Barnet med et Navn som Asgot, Asfrith, Asgun, eller som Guthfast, Guthfrith, Guthvin og Guthmund.
Vi kunne derfor være forvissede om, at naar vi alligevel i gamle Kilder synes at træffe paa Mænd, der bære et Gudenavn, skyldes dette en Fejl i Optegnelsen. Den formentlige Othin har heddet Øthæn (oldnorsk Auðun), Thor vistnok Thorth eller Thorir osv.
Vi møde ikke ofte Guders Navne i de danske Stedsnavne. Man bør ikke lade sig skuffe af, at mange Navne ved første Øjekast lede Tanken hen paa Guddomme. Hvad det her gælder om, som i det hele ved Tolkningen af Stedsnavne, er at oplede de ældste Former af Navnet; da vil man ogsaa finde, at til Eks. Tostrup ikke hed Thors-thorp, men Thorstens-thorp eller Tostæ-thorp, Thorup hed Tortha-thorp (af Mandsnavnet Thorth), Thorslev Thuresløvæ. Man vil endvidere blive vaer, at bestemt Skik og Brug har gjort sig gældende ved Navngivelse af Landsbyer og Steder. Saaledes vilde en Dansk aldrig falde paa at opkalde den Plet, hvor han slog sig ned, sin Bolig, By, Torp, efter en Gud. Her gælder den Regel, at alle Navne med Endelsen -by ere betegnede efter Naturforhold (Lyngby, Stenby), efter Genstande, som Mennesker have frembragt (Broby, Husby), eller efter Menneskekredsen (Bondeby, Karleby), derimod saa godt som aldrig med et Personnavn. Omvendt derimod ere alle Navne paa Endelsen -lef (se foran S. 95), -stath, -bølle, -thorp-, ryd, altid sammensatte med Personers Navne. Om alle disse Betegnelser gælder, at Guders Navne ikke forbindes med dem.
Derimod har man ofte her i Norden knyttet Guders Navne til Betegnelser for Naturforhold. Onsild i Jylland hed Othænshyllæ, Odins Højder, Onsala i Halland Othænsale, d. e. Odins Landskab. Paa Samsø findes Onsbjerg (Othensberg); en stor Høj i Hamrum Herred hed Tishøj, og en høj Banke i Nørre Horne Herred, der kan ses flere Mil borte, hedder Tisbjerg; paa Fyn findes Frøberg og i Skaane Frøjaberg, ikke langt fra Kalø Vig ligger Thorsager. Ifølge Kong Valdemars Jordebog laa der ved Skaanes Kyst en Ø Njærdholm, Nærum paa Sjælland hed Nartherum, d. e. Njørds Hjem eller Omraade — Navnet Njarðheimr forekommer nogle Gange i Norge — Gudum i Slagelse Herred hed Guthemæ, og det samme Navn møder os i Gudme paa Fyn og Gudhjem paa Bornholm. Læsø har Navn efter Guden Læ. De Danske have saaledes opfattet disse Pletter som staaende under en enkelt Guddoms Varetægt, eller de have viet Stedet til Guden.
Ofte bliver en Sø, især en mindre Sø, betegnet efter en Gud. Saaledes findes ved Røstånga i Skaane den bekendte smukke lille Fjeldsø Odinsjø, en anden Odinsjø ligger i Halland, Thorsø findes nogle Gange i Jylland og to Gange i Skaane. Ligeledes træffe vi Guders Navne i Forbindelse med Kildevæld — i Sverige findes et Par Gange Odinskälla — Tisvilde med Helenes hellige Kilde maa vistnok forstaas som Tis Væld, Baldersbrønde paa Sjælland henføres allerede af Saxo til Balder.
Den store Helgeaa i Skaane kan maaske forklares som den hellige Aa, men i øvrigt er det rindende Vand, afset fra Kildespringet, vistnok ikke, hverken i Danmark eller de andre nordiske Lande, bleven kaldt efter Guddomme. Nørre og Sønder Næraa i Fyn bære sandsynligvis Njørds Navn; men det sidste Led i Ordet er i hvert Fald ikke Aa, saaledes som de gamle Former Nærdøvæ, Nærthughæ klart godtgøre.
Som det især er den lille Sø, der mærkes med Gudens Navn, saaledes er det den lille Skov, Lunden. Odinslund findes i Skaane og flere Gange i Sverige, Frølund paa Sjælland og i Jylland, Frøbøke i Halland, Frøslunda og Frølunda ofte i Sverige. Nærlunda ligger ved Helsingborg. Tislund hed en Skov ved Ringsted. Byen Tislund i Malt Herred ligger ved en høj Banke bevokset med Egekrat, paa hvilken der knejser en mægtig 6 Alen høj Sten, der kan ses i vid Afstand. Et tredje Tislund findes i Rangstrup Herred i Sønderjylland. Thorslunde forekommer flere Gange i Danmark, Nærlunda (Nærdhalunda) ofte i Sverige. Om den større Skov, with, minde maaske Landsbyerne Tiset i Sønderjylland (gammel Form: Tiswith) og ved Aarhus.
Endelig finde vi Guders Navne sammensatte med Betegnelser for Templer eller Helligdomme, saaledes Odense (Othensvi) paa Fyn, og maaske Oddense i Salling, Oense i Hatting Herred og Vojens i Gram Herred. Det er muligt, at flere af de Byer, der hedde Hov eller i hvis Navne Stavelsen hov findes, oprindelig have faaet Navn af et Gudehov, saaledes ogsaa den Kirke Hof, som Valdemar I skænkede til Ringsted Kloster. Og naar Odense ved sit Navn minder om, at det var det berømte Offersted paa Fyn, saa bringer Viborg os i Erindring om, at her var en lignende Helligdom for Jylland, idet dets ældste Navn Wiberg, Wibiærgh, klart nok peger hen paa den til Guderne viede Høj.
- ↑ Af den Samling af Kvad, hvoraf den ældre Edda bestaar, findes der — foruden nogle spredte Brudstykker — kun to Haandskrifter bevarede. Af disse er den saakaldte Codex regius paa det store kgl. Bibliotek i København det ældste.
fuldstændigste og bedste. Det er et Pergamentshaandskrift, skrevet paa Island i det 13. Aarhundredes sidste Halvdel. Da Thormod Torfæus 1662 af Kong Frederik III sendtes til Island for at indsamle Manuskripter, blev dette kostbare Haandskrift af den lærde Biskop Brynjulf Sveinsson i Skalholt, der længe ivrigt havde samlet Skindbøger, nedsendt som Gave til Kongen. Haandskriftet bestaar af 45 Blade; her er dets anden Side gengivet (i 6⁄7 Størrelse); den indeholder Stykker af Völuspaa, bl. a. Stroferne om Guldveig:
meþan avld lifir,
langniþja tal
Lofars hafat.
Unz priár qvomo
or þvi liþi,
avflgir oc astgir,
æsir át husi.
fundo a landi
litt megandi
Asc oc Emblo
orlavglavsa.
Avnd þav ne átto,
óþ þav ne havfðo,
la ne læti,
ne lito goða.
aund gaf Oþinn,
oþ gaf Hænir,
la gaf Loður
oc lito goða.
Asc veit ec standa,
heitir Yggdrasill,
hár baðmr, ausinn
hvíta aúri.
þaþan coma davggvar.
þers i dala falla,
stendr æ ýfir
grönn Urðar brunni.
Þadan coma meyjar,
margs vitandi,
þriar or peim sæ,
er und þolli stendr.
Urð héto eina,
adra Verþandi,
scáro a sciði
Sculd ena þriðjo.
Þær lavg lavgðo,
þær líf kuro
alda bornom,
órlavg seggja.
Þat man hon folcvíg
fyrst i heimi,
er Gullveig[o]
geirom studdu,
oc i havll hárs
hána brendo,
þrysvar brendo
þrysvar borna,
opt osjaldan
þo hon enn lifir.
Heídi hána heto,
hvars til husa com,
vólo velspá,
vitti hon ganda,
seið hon kunni,
seiþ hon leikinn,
æ var hon angan
illrar bruðar.
Þa g[engo] r[egin] a[vll]
a [rökstola]
hvart scyldo æsir
afráð gjalda,
eþa scyldo goðin avll
gildi eiga.
Fleygði Oðinn
oc i folc um scavt,
þatt var enn folcvig
fyrst i hæimi,
brotinn var borðvegr
borgar asa.
knatto vanir vigspá
vollo sporna.
Þa g[engo] r[egin] a[vll]
hverir hefdi lopt
alt lævi blandit,
eþa ætt iotuns
Oþs mey gefna.
Þorr einn þar var
þrungin móði:hann sjaldan sitr,
er hann slict um fregn.
a gengoz eiðar
orð oc særi,
mál avll meginlig,
er a medal fóro.
Veit hon Heimdalar
hljoð um folgit
undir heiðvónom
helgom baðmi,
á sér hon avsaz
avrgom forsi,
af veði Valfavdrs.
vitop er en e. hvat?
Eín sat hon úti,
þa er inn aldni com
yggjóngr asa,
oc i augo left:
Hvers fregnit mic,
hvi freistiþ min?
Alt veit ec, Oðin,
hvar þu avga fált
i enom mæra
Mímis brunni.
dreckr mjoþ Mimir
morgin hverjan
af vepi V[alfavdrs].
v[itop] e[n] e[þa] h(vat?)
Valþi henne Hærfavðr
hringa oc men,
fespjoll spaclig
oc spaganda.
sa hon vítt oc um vitt
of verold hverja.
Sa hon valkyrjor
vítt um komnar,
gavrvar at riða
til Goðþjoðar.
Sculd helt scildi,
enn Skavgul avnnor
Gunnr, Hildr, Gavndul
oc Geir[scavgul].I Oversættelse kunne disse Strofer — med nogle nødvendige Tekstrettelser — gengives saaledes:
[Vølven har slaaet til Lyd og forkynder for alle sine Syner om Verdens Tilblivelse, Asernes gyldne Tid paa Idesletten, inden Nornerne komme og den fredelige Tid hører op. Hun synger om Dværgene; man vil kende dem], medens Verden staar, denne lange Hække af [Dværgen] Lofars Forfædre. — Tre mægtige og kærlige af Asers Slægt kom til Huset [nemlig de tre Guder Odin, Hønir og Loður d. e. Loke]; de fandt paa Marken Ask og Embla [de to første Mennesker] vanmægtige og skæbneløse. — De ejed ikke Aande, havde ikke Evner, ikke Blod og Stemme, ej heller god Farve. Odin gav Aande, Hønir Forstand, Loður Blod og god Lød. — Jeg veed, at der staar en Ask Yggdrasil [Verdenstræet, hvorunder Guderne samles og hvis Rødder strække sig til Menneskers, Jætters og Hels Verden], et højt Træ, overøst med hvid Væde. Derfra kommer Dug, der falder i Dale, altidgrøn staar Træet ved Urds Brønd. — Derfra komme Møer, som vide meget [Norner], tre fra den Sal, som staar under Træet. Urð kaldtes den ene, Verðandi den anden, Skuld skare de paa Træ som den tredjes Navn. De bestemte Lod for Tidsaldrenes Børn, Mænds Skæbner. — Hun mindes den første o.s.v. [disse fire Strofer ere oversatte ovenfor].
[Efter Vanekampen maatte Gudeborgen opføres paa ny, og en Jætte havde — som vi veed af den yngre Edda — paataget sig at bygge Borgen, idet nogle af Guderne havde tilsagt ham som Løn Freyja, Sol og Maane. Men Guderne brød ved List og Magt Overenskomsten], Alle Guder gik til Raadslagning om. hvem der havde blandet Luften med lumsk Svig eller givet Ods Mø [Freyja er gift med Od] til Jættens Ætling. — Thor, svulmende af Harme, slog ene løs [paa Jætterne]han bliver sjældent siddende, naar han erfarer sligt. — Eder, Aftaler og Tilsagn bleve brudte, de højtidelige Løfter, som vare givne. — Hun veed, at Heimdals Horn er gemt under det himmelhøje, hellige Træ. Hun ser det vædet af den stride Kos fra Valfaders Pant. Forstaar I end dette, eller hvad? — Ene sad hun ude, da den aldrende, skrækindjagende As [Odin] kom og saa hende i Øjet. »Hvad vil Du vide? hvorfor fritter Du mig?«
»Jeg veed. at Odin skjulte sit Øje i Mimers store brønd [Odin havde, for at faa en Drik af Visdomsbrønden, givet sit ene Øje i Pant]. Daglig hver Morgen drikker Mimer Mjød af Valfaders Pant. Vide I end, eller hvad?« — Hærfader [Odin] skænkede hende [Vølven] Ringe og Halsbaand. Hun besad klog Tale og Sekraft ved Tryllemidlers Hjælp. Hun saa vidt og viden over alle Tidsaldre. — Hun saa viden om Valkyrjer komme, rustede til at ride til Gotefolket [Menneskeverdenen]. Skuld bar Skjold, Skøgul var den anden, Gunn, Hild, Gøndul og Geirskøgul [herved bebudes den sidste store Verdenskamp].