Danmarks Riges Historie/1/2-1-2
II.
Vikingetogene begynde.
Mægtigt og indgribende havde Karl den Store virket. Han havde samlet, hvad der før var splittet, kristnet, hvad der var hedensk, og bygget op, hvad der laa i Brudstykker og Ruiner.
Men Bygningen var for kæmpemæssig til at have Bestand i Længden, og Kejserens Gerning havde ogsaa ægget til Modstand; den havde givet sit Stød til at vække en Kraft, der snart skulde blive hans Efterfølgeres og hans Riges værste Fjende.
Med det 9. Aarhundredes Indgang eller nogle Aar forinden oprinder et nyt Tidsrum for dansk Historie. Hvad vi kalde den historiske Tid tager sin Begyndelse. Vor Kundskab til de Tidsrum, der ligge før 800, støtter sig alene til de Tusinder af Sagn, som Saxo og andre nordiske Forfattere paa Valdemarernes Tid eller senere have optegnet. Af og til, men med Aarhundreders Mellemrum, have ogsaa de fremmede Landes Historikere bragt en enkelt Oplysning om Danske og deres Virken. Een Kundskabskilde taler ganske vist i Norden tydeligere end i de fleste andre af det nordlige Europas Lande, nemlig de talrige Oldsager og Mindesmærker; men af dem lære vi dog kun enkelte Sider af Kulturlivet at kende, og vi blive kun en vis Rækkefølge gennem Tiderne vaer, ikke nogen ved Aarstal angivelig Tid eller nogen Samtidighed med Udlandets Begivenheder. Saaledes er det først, da de frankiske Aarbøger paa Karl den Stores Tid begynde Aar for Aar at fortælle om de Danskes Kampe, og da Beretninger, forfattede af Mænd, der færdedes mellem Danske ude eller hjemme, fortalte om disses Gerninger — det bliver først da, at et virkeligt historisk Tidsrum oprinder for Danmark, saa at vi kunne forfølge Rigets, Kongernes og Folkets Skæbne fra eet Tidspunkt til et andet. Ogsaa de Danskes egen Tradition, saaledes som den langt senere blev nedskrevet, begynder da at faa nogen større Fasthed og Sikkerhed.
Et langt vigtigere Forhold end at der falder Lys over Tidsfølgen og over Begivenheder i Landet, er imidlertid, at det danske Folk paa den Tid træder ind i et nyt Stade af sin Udvikling. Noget maa paa denne Tid være modnet, som hidtil havde været i sin Vorden, gamle Skranker ere ved Sammenstød af forskellige Forhold blevne sprængte og nye Baner aabnede for Mandsdaad og krigersk Virken. Og i Landet Syd for os er som fortalt store Begivenheder indtrufne; Karl den Store har ved at underlægge sig Sachserne flyttet sit Riges Grænsepæle og ladet Kejserdømmets stærke Haand mærke i vor umiddelbare Nærhed, men netop dette havde bragt Nordens Folk til at skælve og ladet dem ane hidtil ukendte Farer fra Syd. Nu vilde ogsaa de gaa frem ad hidtil ubetraadte Veje.
Der havde indtil da været en mærkelig Ro over Vestens Have, hvor Storm og Bølger vare ene om at skabe Farerne, medens Fjender ikke vare sete gennem Slægtled. De Danskes to uheldige Togter til Nordsøkysten i det 6. Aarhundrede (S. 78) havde vel ogsaa efterladt et Minde, der afskrækkede Folket fra nye Forsøg. Derfor havde Frankerne heller ikke tænkt paa at beskytte Kysterne. Hvad der fandtes af Forsvarsværker, laa inde i Landet, ja man havde godtroende paa den aabne Mark ved Stranden, eller endog paa Øerne foran Kysten, bygget rige Klostre og smukt udstyrede Kirker. Havet var saa mærkelig fredeligt, ingen Flaade løb fra Angelsachsernes Riger ud paa Plyndring af de frankiske Kyster, og Irerne vare et landbundet Folk, der ikke drog nogen Nytte af Søen som Næringsvej. Havet var dog ikke dødt. Handelsmænd færdedes flittigt mellem Sydengland og Frankerrigerne, og fra enkelte Kyster drog Fiskere endog ret langt paa dristig Fangst. Ikke desto mindre var Søen et Fristed, ingen Tumleplads for Hærskibe eller Sørøverfartøjer. Og ingen havde Mod og Lyst til at vove sig ud paa det store Hav, hvor man gennem Dage ikke blev nogen Kyst vaer.
Et Tidsrum af hel anden Art skulde imidlertid oprinde. Mangen en Gang kan en ny historisk Periode siges at begynde paa en bestemt Dag og Time — som Trediveaarskrigen, da de kejserlige Raader kastedes ud af Borgvinduet paa Hradschin den 23. Maj 1618, eller Revolutionen med Bastillens Storm paa Julidagen 1789 — ikke saaledes at disse Begivenheder gav Anledning til den Bevægelse, som kom, hvorimod de fuldt betegnede, hvad Tiden nu var moden til. Netop saaledes maa Vikingetiden siges at begynde den 8. Juni 793.
Det kom som et Lyn fra en klar Himmel, da Hedninger paa denne Dag pludselig viste sig foran Klosteret og Bispesædet paa den hellige Ø Lindisfarne (Holy Island) ved den northumberske Kyst.
»Man troede ikke, at et saadant Søtog var muligt« — udbryder Alkuin. Den berømte Lærde havde været paa Besøg i sit northumberske Fødeland og var netop taget hjem til Frankerriget, da Efterretningen kom om den store Ulykke. Nogle af hans gejstlige Brødre og Søstre vare faldne for Sværd, andre druknede, Helligdommen var bleven plyndret, Kvæget hugget ned og slæbt bort. Alkuin sendte Trøstebreve til sine Venner, til Northumberlands Konge, Bisperne og den menige Gejstlighed. Han lægger dem paa Sinde, hvordan England i halvfjerde Hundredaar har været forskaanet for Angreb af ydre Fjender, medens nu en aldeles ukendt og uventet Fjende har hjemsøgt Landet. Folket maatte vel have forskyldt disse Lidelser, men derfor burde alle Kristne mande sig op og ved Afholdenhed og Samdrægtighed berede sig paa at optage Kampen. Thi som Jeremias siger: »Fra Norden skal alt ondt komme over Landets Indbyggere!«
Hævnen for denne Plyndring lod i øvrigt ikke længe vente paa sig. Vikinger gjorde Aaret efter et nyt Indfald i Northumberland, idet de plyndrede Klosteret i Jarrow i Nærheden af Tynes Udløb, men her blev en af Høvdingerne fældet, nogle af Skibene led Skibbrud, hvorved mange Krigere druknede, medens andre, som slap i Land ved Flodmundingen, nedhuggedes af Beboerne. I et af disse Aar landede ogsaa tre Skibe i Wessex. Kongens Foged red dem i Møde, idet han ansaa dem for Købmænd og ikke for Sørøvere; da droge de de blanke Vaaben frem og dræbte ham og hans Folk.
I det hele høres der paa disse Tider om Indfald og Plyndringer rundt om i Landene. Vikinger hærge paa Øer ved Frislands Kyst, og de plyndre andre Øer i Havet ved Frankrigs sydlige Vestkyst, hvor imidlertid over hundrede af Krigerne dræbtes (799). De løbe op i den britiske Kanal og hærge Øer ved Wales og ved Irland (795), ja de naa til det vidt berømte Jona, hvor Skotternes Apostel Kolumba havde bygget sit berømte Kloster, for deres Sværd faldt 68 af Øens Beboere (806). Heldet gjorde Krigerne stadig dristigere, de viste sig paa selve Irlands Fastland og trængte her paa ofte gentagne Besøg viden om. Havet var saaledes bleven en bred Landevej, ad hvilken Plyndrere pludseligt naaede til Rigernes Strande. Beboerne maatte træffe Foranstaltninger til, at de i Tide kunde blive advarede om Angreb og berede sig paa Forsvar derimod.
Karl den Store gav Befaling om, at en Flaade skulde rustes ved det galliske Havs Kyster; han rejste i Løbet af en Maaned langs dets Strande lige fra Flandern ned til Rouen for at paase, at alt kom i Orden (800). En halv Snes Aar senere se vi ham da ogsaa holde Flaademønstringer i Boulogne og i Gent. Men Vikingerne skræmmes ikke heraf. Deres Dristighed stiger, i jo højere Grad de mærke deres Fjenders Mangel paa virkelig Modstandsevne. De drage fra Flodmunding til Flodmunding; i Aaret 820 hærger saaledes den samme Vikingeflaade i Flandern, ved Seine, ved Loire og paa Irland — og en halv Snes Aar senere begynde Vikingerne at tage fast Stade paa de hjemsøgte Yderøer for herfra at trænge dybere ind i Landene, endog ved Midvintertid.
I Tiden 820—30 omsværmes Irland af Vikingeflaader snart hist, snart her, mest dog ved det irske Havs store Midtvig. Krigerne ere ikke længere farende Gæster, men slaa sig ned og plyndre selv i den haardeste Frosttid, ligesom de trænge langt ind i Landets Midte; paa den Tid faldt Dublin for første Gang i de fremmedes Vold (836). I England blev der kæmpet med lige saa stor Kraft; i Vinteren 850—51 toge Krigerne fast Stade paa Thanet ved Nordøstspidsen af Kent. Efter jævnlige Kampe kunde de skyde Vinterkvarteret frem til Shepey i Themsmundirigen (855). Vikingerne i England vare da anførte af Regner Lodbrogs Sønner Halfdan, Ubbe, Ivar, Bjørn Jærnside; foreløbig maatte disse Tilholdssteder dog nærmest tjene dem som Udgangspunkt for Angreb paa Frankerrigerne.
Disse Søkrigere vare udgaaede fra Norden, og de første Togter snarest fra Danmark, der dengang indbefattede det norske Viken. Det er mod Jyllands Genbokyst i England, mod Sydkysterne af dette Land og af Irland, at Togterne især rettes. Alkuin forudsætter klart nok ogsaa, at Ulykken kommer fra de samme Nordboer, med hvilke Kejser Karl ellers forhandlede, og de frankiske Historieskrivere betragte Nederlag, som Vikingerne lide paa Irland og i andre vestlige Lande, som tilføjede Frankerrigets Fjender.
Allerede da betegnedes Vikingerne med Navnet Normanner, Mænd fra Norden. Hermed vilde man ikke angive et bestemt Folk i Norden — en fredelig Nordbo, der for Handels Skyld kom til Frankerriget, var ingen Norman, han vilde hedde Daner eller Nordvegsmand — hvorimod Normanner var Fællesbetegnelse for alle Krigere paa Havet, fra hvilket af de nordiske Lande de end kom. Og snart havde Beboerne af alle Nordens Lande lært at se, hvor indbringende den nye Næringsvej var.
Da Udlandets Krønikeskrivere skulde gøre sig Rede for, hvorfor alle disse Udvandringer fandt Sted, og hvorledes det var muligt, at saadanne Mængder af Krigere ustandseligt kunde sendes ud over Havene, fortalte de som deres Erfaring, at de nordlige Lande vare saa overbefolkede, at de ikke længer kunde ernære Indbyggerne. Det store Folketal var atter hidført af Nordboernes Tilbøjelighed til Vellevnet. Hos dem var det nemlig tilladt at tage flere Hustruer eller dog at have Friller ved Siden af Ægtehustruen; herved bleve Familierne altfor store, og der sattes altfor mange Børn i Verden. Man var derfor nødt til at paabyde, at det unge Mandskab skulde drage bort og hente sig Bytte eller erhverve sig Jord i fremmede Riger. Faderen jog sine unge Sønner fra Hjemmet og lod kun een af Sønnerne arve Fædrenejorden.
Nogle Dele Sandhed er der vel nok i denne Fortælling, om end Aarsag og Virkning har været noget anderledes fordelt. At Danmark har været godt og tæt befolket i den historiske Tids Begyndelse, derom synes mange Efterretninger at vidne, men naturligvis boede her kun en lille Part af det Mennesketal, som Jordbunden nu rummer, efter at paa mange Maader Plads er bleven ryddet og Grunden opdyrket.
I øvrigt vilde vi, selv om vi kendte Befolkningens Størrelse paa disse Tider, ingen Slutning kunne drage om, at Landet talte flere Mennesker end det kunde ernære, da vi ikke have Oplysning om Subsistensmidlernes Mængde og Værdi, og allermindst kunne vi vide Besked om der fandtes stærke sociale Skranker i Kraft af Lov eller Følelse, som maatte drive enkelte Dele af Samfundet til at udvandre for at skaffe sig et Underhold, der svarede til de Krav, som de maatte stille efter det Samfundslag, hvorfra de vare udgaaede. I øvrigt findes der fra selve Norden Efterretninger om, at Skarer af Folket paa forskellige Tidspunkter paa Grund af Overbefolkning have søgt til andre Lande.
Imidlertid maa man huske paa, at saa snart der bliver Plads til en større Befolkning, vil en saadan ogsaa hurtigt fødes, og har man først erfaret, at det manglende Underhold kan erhverves endog rundeligt ved Plyndringer i fremmede Lande, ville hurtigt mange gribe denne Næringsvej, og der vil blive en Konkurrence og et Tilløb, saa at man i alt Fald paa dette Tidspunkt vil kunne sige, at Landet er overbefolket i Forhold til, hvad det selv formaar at yde. Og netop saaledes har Tilstanden utvivlsomt været, da Næringsvejen som Kriger og Plyndrer hinsides Havet var bleven et sikret Erhverv for de unge Mænd.
Men netop paa samme Maade er det gaaet med Hensyn til den paastaaede Grund til Overbefolkningen, Flerkoneriet. Vi vide af talrige paalidelige Kilder, at Nordboen holdt Kvinden i Ære og som Regel kun havde een Hustru, selv om det var ret udbredt, at fornemme Mænd tillige havde Friller. Men Krigerliv, Sømandsfærd og langt Ophold i fremmede Riger giver Lejlighed til løse Forhold, og saadant har sandsynligvis ogsaa været en Frugt af Vikingelivet. Skiftende Ophold i forskellige Lande har desuden til alle Tider givet Anledning til dobbelte Forbindelser. Efter den islandske Lovbog Graagaas var det tilladt en Mand at have to Hustruer, een paa Island og een i Norge, og endnu Gustav Vasa klager over den Løshed i ægteskabelige Forhold, som fandtes hos Folk ved Smaalands Grænse, der kunde tage det ene Kvindfolk til Ægte efter det andet, snart i Sverige og snart i Danmark; fra Nutidens Rettergang ere Skipper-Bigamier ogsaa vel kendte. Det kan derfor ikke undre os, at vi paa Normannertiden jævnlig høre om, at Vikingerne knyttede Forhold til flere Kvinder, ligesom vi i de nordiske Nybygder i Vesten træffe stor Lethed ved at ophæve indgaaede ægteskabelige Forbindelser og at slutte nye.
I øvrigt taler ikke Erfaringen for, at Flerkoneri i og for sig har større Frugtbarhed eller Folkeforøgelse til Følge, hvad Østens Folk i Nutiden og hvad deres Historie i Fortiden talende oplyse om. Dog er der vel ikke Tvivl om, at naar en djærv og sund Befolkning fører en for Legemets Udvikling saa gunstig Levevis som den, Vikingelivet bragte med sig, og naar desuden denne Færd i fremmede Lande giver saa rig Anledning til Krydsning af Blod, da vil et stort Børnetal blive en Følge deraf, saaledes som vi desuden kunne iagttage hos Nordboerne i de paa Vikingetiden nybyggede Lande.
I Stedet for at søge Aarsagerne til Udvandringen fra Norden i et enkelt Forhold, maa det antages, at mange forskellige Grunde have virket sammen til at kaste de nordiske Krigere ud over Vestens Have, til stadig at forøge deres Hærskarers Tal og at udvide deres Opgavers Maal. Nordens Folk maa have haft en Længsel efter at komme Sydens Kultur nærmere og at rane af dens Frugter, de maa have følt Trang til at prøve deres stærke Kræfter mod fremmede Krigere. I deres religiøse Tro har Kampens djærve Gud Thor faaet Overmagt og har trængt de blide Vaneguder tilbage i Folkets Yndest. Kejser Karls store Rige og hans Fremtrængen mod Nord har endvidere skræmmet og hidset Danmarks Beboere. Maaske har Landet ogsaa begyndt at lide under for tæt en Befolkning, maaske har Lov eller Skik staaet hindrende for en større Deling af Ejendommene og en mere udstrakt Opdyrkning, sikkert er, at den unge Befolkning havde Trang til at søge til fremmede Kyster og snart fik Lyst og Mod til at tage Bo i fremmede Lande. Vaaben og Fartøjer, som kunde maale sig med Fjendens, manglede de ikke, og muligvis — thi Fremskridt paa et tilsyneladende ubetydeligt materielt Omraade har ofte løftet Menneskene ind paa nye Baner — har en forbedret Smedekunst for Vaaben eller ny Byggekunst for Skibe yderlig styrket de Danskes Lyst til Vaabendyst imod de fjerne Folks Krigere.