Danmarks Riges Historie/1/1-3-7
VII.
Starkad.
En af den danske Oldtids mærkeligste Skikkelser er Starkad. Fortællingen om ham er gammel og synes allerede kendt af Beovulfsangen, dog høre de fleste af Sagnene om ham ganske sikkert hjemme i den sidste Del af Oldtiden. Men Starkads Levnedsløb er ogsaa langt, det strækker sig gennem talrige Slægtled og gennem mange Kongers Regering. Han er det altid levende Vidne ved de store Begivenheder i Landet, ja hvad mere er, han griber jævnlig ind i disses Forløb. Starkad er dernæst let at kende af hans Gerninger, hans Tale og Sang. Hvad han i sine Kvad berømmer, er del sunde, kraftige, uforfinede Liv, der gør Manden stærk og modig ved sine Vaaben, medens Kvinden er den ømme, trofaste Ægtefælle og dygtige Husmoder; i Hvilens Stund gør erfarne Mænds kloge Tale Synet vidt og Tanken skarp, eller Sangen glæder og forfrisker.
Starkad tilhører Danmark, hvor meget han end færdes i det Fjerne. Han er ikke den stadige Raadgiver ved de danske Kongers Side, ikke den tapre Høvding, som fører Folket mod Fjenderne, han er den ensomme Kæmper, og ofte maa han alene optage Striden med mange, tidt svigtet af dem, som burde være Støtter for den samme Sag som han. Han dvæler ofte i Sverige eller Østen, men hans Tanke glemmer aldrig Hjemlandet; han er den Hjælper, paa hvem Danmark kan kalde, naar skæbnesvangre Tider komme.
Kong Frode IV havde i en ung Alder overvundet to Underkonger i Sachsland Sverting og Hanef og paalagt Folket en Skat af en Penning for hvert Hoved. Nogen Tid efter indbød Sverting Frode til en Fest med den Bagtanke at indebrænde ham, men Kongen mærkede hans onde Planer og greb selv til Vaaben. I Kampen omkom begge Fyrster.
Frodes Søn Ingild fulgte Faderen paa Tronen, men han slægtede ham kun i ringe Grad paa. Den gamle Kraft og Mandighed gik tabt i Slappelse og løse Sæder, og især hengav Ingild sig til Ganens og Bugens Glæder. Kokke, Kagebagere og Pølsemagere vare højt ansete Mænd hos ham, Spid, ikke Spyd, Kedel og Kumme, men ikke Sværd og Bue, vare i Agt og Ære. De fordums saa gæve Kæmper bare sig ad som kælne Kvinder ved det fraadsende Hof. Starkad fik saadan Væmmelse ved dette Levned, at han forlod Kongens Gaard og drog til Kong Halfdan i Sverige.
Imidlertid nærede Svertings Sønner stadig Frygt for, at Ingild dog med Faderens Død i Minde skulde pønse paa Hævn: derfor søgte de at udsone sig med ham, idet de gav ham deres Søster til Ægte.
Kong Ingild havde en Søster Helga. Efter Faderens Død var den unge Pige under de uheldige Forhold ved Hoffet ladt uden Værn og Støtte, og en Guldsmed af lav Herkomst havde vidst at indynde sig hos hende ved smigrende Ord og ved at skænke hende sine kunstfærdige Smykker. Sligt kommer let paa Folkemunde, og Starkad fik at høre derom af rejsende.
Denne nye Fornedrelse og Plet paa Kong Frodes Slægt vilde han ikke taale; han vilde værge sin gamle Velynders Barn mod en saa utrolig Dristighed. Starkad vandrede da af Sted ned gennem Sverige til Danmark og kom til Guldsmedens Bolig. Hatten sad ham dybt ned i Panden, og tavst satte han sig ind i Hallen. Smeden bød den ukendte Mand i den tarvelige Kofte sætte sig i Udhuset, men han adlød ikke.
Og nu blev Starkad Vidne til, at Smeden kælent lagde sit Hoved i Helgas Skød, for at hun kunde lyske ham med sine fine Hænder, ja han maatte se, hvordan Smedens Haand følte sig frem under Klædet over hendes Barm. Ved det lynende Blik, som Starkad sendte, blev Helga dog bange og slog Smedens Haand bort. Nu formaaede Starkad dog ikke at dy sig længere, men sprang op, slog Kappen til Side og drog sit Sværd. Den usle Guldsmed maatte gribe Flugten og sprang om i Hallen for at finde en Udgang, men den kæmpestore Olding spærrede allerede Døren. Starkad agtede det dog ikke Umagen værdt at tage Smedens Liv; med afbugget Bag slap han bort. Ikke heller Helga undgik den vrede Oldings Straf; et vældigt Ørefigen traf hendes Kind.
Nu havde Starkad udraset; han stod over for en grædende Pige, hvis Ve og Vel han ene havde haft for Øje. Derfor sang han saaledes:
Tyst er Huset.
Støjen forstummed,
den pralende Bejler
for sin Brynde bøded.
Lad Øjet blidt
nu atter blinke,
af vaade Kinder
visk Din Taare!
Forvist ej Skændsel
har Dig sudlet,
ren jeg tror Dig,
men vaer og Dit Rygte!
Agt Forældres
Minde og Ære,
husk, at Slægtens
Ry os skærmer!
Hvor kunde Du kysse
den Kullets Puster
med opspilet Mund
og Aske i Aasyn;
hvor kunde i hvide
Haand Du holde
den krogede Kno,
som kryster om Tangen?
Med gyngende Trin
han over Gulvet traadte,
Bæverhuds Bort
om Kappen bræmmed.
af ædle Stene
Skoene skinned,
og med broget Bind
Haaret var bundet.
I fager Kjortel
Fejghed sig hyller,
af prangende Klæder
Hovmod praler:
Rigdom ej avler
Ros eller Hæder,
ej ædle Stene
gør ættebaaren.
De kalde sig Smede,
Guldets Kogere,
dog bange Fejghed
bor dem i Brystet,
med vindig Flid
de fiffigt forme —
men ved hælende Kar
Guldet klæber.
Af ædlere Art
er Jernets Arbejder,
han hamrer det haardt
som hærdet Vilje,
han smeder Sværdets
smidige Klinge
og rækker til Kæmper
kraftigt Værge!
En Nordmand Helge var kommen dragende for at bejle til Helga. Hans Snekkes Mast skinnede af Guld, Sejlene vare syede med gylden Traad, og Tovene vare purpurfarvede. Helge ønskede dog ikke at bejle alene ved ydre Pragt; som modig Helt gik han ind paa det Vilkaar, Kong Ingild satte, at han skulde give sig i Kamp med enhver, som i den Anledning udfordrede ham. Saaledes blev Helga trolovet til Nordmanden.
Men paa den Tid levede der i Sjælland ni Brødre, der vare berømte for Kæmpekraft og Dristighed; den ældste af dem Angantyr havde meldt sig som Bejler til Helga og faaet Afslag. Han udæskede derfor Helge til en Holmgang med sig og alle Brødrene. Kampen skulde finde Sted Dagen efter Brylluppet. Helge vilde ikke undslaa sig, uagtet han fandt det ubilligt, at han ene skulde kæmpe med ni. Hans Brud raadede ham til at søge Bistand hos Starkad i Sverige, der altid var rede til at bringe Hjælp i Nød.
Med nogle faa Ledsagere drog derfor Helge til Upsala og bad Starkad om at ville staa ved hans Side i Kampen mod de ni Brødre. Kæmpen gik gerne ind paa Forslaget og lovede at komme hurtigt; han kendte Snarveje til Danmark, sagde han. Netop den samme Dag, som Helge og hans Følge kom hjem til Sjælland, naaede ogsaa Starkad frem, men hvad de havde anvendt tolv Dage paa, havde for ham kun taget een Dag. Da Starkad traadte ind i Hallen, modtoges han af Brødreflokken med en Larm og Hujen som af hylende Hunde. Starkad spottede de raa Fyres Unoder, og paa det Spørgsmaal, om han vilde kæmpe med dem, fik de paa Stedet det Svar, at han vilde tage Dysten op med saa mange, som der bød sig frem. Da forstode de, at han var den Hjælper, som Helge havde hentet i det Fjerne.
Starkad lagde sig til Hvile foran Brudekammeret som Vogter for de nygifte. Da han ved Daggry saa ind i Værelset, fandt han Helge endnu sovende i sin Hustrus Favn. Han nænnede ikke at vække ham og vandrede ene af Sted i den raakolde Morgenluft, hyllet i den Purpurkaabe, Helga havde skænket ham. Da han var kommen til Sletten Raalyng, satte han sig ned for at vente; plaget af Lopper kastede han Kappen hen over en Tjørn og sad nu halvnøgen paa en Sten, ret som om det havde været en Vaardag i Solskin, medens det dog haglede og sneede.
De ni Brødre, som ogsaa vare komne ud paa Sletten, havde taget Plads længere borte og søgte Varme ved et blussende Baal. Omsider bleve de Starkad vaer, men da laa Sneen ham helt op til Skuldrene. »Er Du den, som vil kæmpe med os?« spurgte de, og da Starkad svarede ja, spurgte de videre, om han vilde kæmpe med een ad Gangen eller samtidigt med alle. »Hylende Hunde slaar jeg helst i Hobetal«, lød Starkads Svar.
Saa begyndte da Kampen; men det varede ikke længe, førend seks af Brødrene vare faldne for Starkads Haand, uden at han selv havde lidt nogen Skade. Dysten blev imidlertid haardest med de tre Kæmper, som endnu vare i Live. Da Starkad fældede den sidste, var han saa ilde tilredt, at Indvoldene hang ud af hans Underliv.
Udmattet krøb han paa Knæerne hen til en Sten og satte sig til Hvile. En Mand kom agende forbi og tilbød den haardt saarede sin Hjælp. Men Starkad, som ingenlunde vilde hjælpes af enhver, spurgte Manden ud om hans Byrd og Kald. Da han svarede, at han var Underfoged, overfór Starkad ham med en Strøm af Skældsord, fordi han levede af at opdage Forbrydelser og at anklage, saa at andres Ulykke fyldte hans Pung. Manden drog videre; en anden vejfarende kom forbi. Udspurgt paa samme Maade om sin Stilling fortalte han, at han havde ægtet en Trælkvinde, og for at udvirke hendes Frihed gjorde han Bondegerning hos hendes Herre. Men Starkad vilde ikke tage Hjælp af den, som for en Kvindes Skyld havde opgivet den frie Stand.
Kort efter kom en Kvinde forbi; hun ynkedes højlig over Starkads svare Saar og vilde række ham Haanden til Hjælp, men hun var en Trælkvinde i Møllen, hvorfor Starkad befalede hende at gaa hjem til sin diende Tøs. En Vogn rullede forbi; i den sad der en Søn af en Bonde, som selv var Bonde og arbejdede med paa Marken. »Det er ædelt Arbejde — sagde Starkad — ved det tages ingen Fordel, som ikke er betalt med den sure Sved«. Saa fik Bonden da Lov til at lægge de blottede Indvolde igen i Leje og til med Vidier at sammenfæste Saaret; som Løn for Hjælpen skænkede Starkad ham sin Purpurkaabe. Paa Bondens Vogn agede han saa hjem til Hallen.
Ikke saa snart nærmede Starkad sig imidlertid Huset, førend han glemte sit Saar, sprang af Vognen og løb mod Brudehuset. Harmen over at Helge havde forsømt Kampen, var pludseligt kommen op i ham; han løb mod Kammeret for at sprænge Døren med sin tunge Næve. Men Helga havde forudset Angrebet og væbnet sin Ægtefælle, saa at et vældigt Hug af Helges Sværd traf Starkad midt i Panden. Helge havde alt løftet Sværdet til et nyt Hug, da Helga sprang imellem og bødede med Skjoldet; det kløvedes helt ind til Midten, men Starkad frelstes. Og da nu den gamle saa, at det ikke var Mod, som fattedes Helge, forsonedes han med ham og hans Brud. Men endnu inden Saarene vare helede, drog Starkad tilbage til Sverige.
Imidlertid var Starkad stadig harmfuld over, at Kong Frodes sløve Søn ikke alene undlod at hævne sin Faders Død, men levede i Venskab og Forstaaelse med Morderne. Længe havde denne Sorg naget Starkad, til sidst blev den Tanke ham uudholdelig, at han havde ladet sin Velgørers Minde i Stikken, og han vendte atter sin Gang til Danmark. Paa Ryggen bar han en stor Sæk Kul, og alle, som spurgte, fik det Svar, at det var med saadanne Smedekul, at Ingilds Sløvhed skulde skærpes.
Da han kom til Kong Ingilds Hal, tog han efter gammel Vane Sæde til Højbords. Kongen var ikke til Stede, og Dronningen fortørnedes over, at en Person i stænket og lurvet Vadmelskjortel vilde sætte sig paa fine Sæder mellem de højbaarne, hvorfor hun befalede ham at tage en beskednere Plads. Det kogte i Starkads Sind, men hans Mund var tavs, han adlød og gik til den fjerneste Krog af Salen. Her satte han sig saa voldsomt mod Væggen, at hele Hallen rystede og Taget syntes at skulle styrte ned.
Da Ingild kom hjem, faldt hans Øje paa den mærkelige Olding, som stirrede barskt hen for sig og ikke engang hædrede Kongen med at rejse sig; han var ikke i Tvivl om, at det var Starkad. Ingild prøvede paa at forsone Kæmpen ved at sige, at den, som bar saa dybe Skrammer, sikkert ikke kunde mangle Mod. Han skændte ogsaa paa Dronningen for hendes uvenlige Opførsel og bad hende om ved blide Ord at forsone den gamle. Starkad var jo i sin Tid af Kong Frode valgt til Fosterfader for ham, og han havde skærmet trofast hans Barndomsaar. Dronningen søgte da ogsaa ved venlige og hædrende Ord at stille Starkad tilfreds.
Nu blev Nadverbordet dækket med de fineste Retter, og Ingild indbød Starkad til at smage den herlige Mad. Men Starkad saa med Væmmelse paa al denne Forfinelse og denne Svælgen i udsøgte Spiser, han holdt sig alene til det spegede Kød. Dronningen søgte at formilde den vrede Gæst ved en Gave; hun løste et skønt Baand af sin Pande og lagde det paa hans Skød. Starkad greb
Baandet, kastede det i Ansigtet paa Dronningen og sang saaledes:Bort med Baandet,
ej passer Bind
om Haaret paa Helte!
Gem Din Gave
til den gumlende Husbond
som stikker Tand i Stegen.
Ingilds Viv
yppige Vaner
og sachsisk Sæd os bragte.
Hun Husbonden feded;
mættet og fyldt
han staar som Svin i Stien.
Sukre og salte,
smelte og syde,
den Kunst øver Kongen:
paa Agerens Høns
og Ænder han agter,
i Rypens Bag han bider.
Fordum vi snitted
runken Skinke
og nøde Salt ved Simlen,
vi Brygget af Byg
drak af brune Lerskaal,
men Sult søded Kosten.
Sig mig, hvo mindes,
at myrdet Fader
i Høj uhævnet sattes?
Mon af Dødsvundens Giver
Sønner tog Gave
og skjulte ublu Skammen?
Derfor naar Kvad
om Kønger kvædes
og høje Fyrsters Hærfærd,
tungt jeg stønner
og Sukket drager,
mens jeg hyller mit Hoved.
Hvorfor vel studser
Dit stirrende Øje?
Du Fjender jo favned.
Hæderfuld Fader
har Du haanende hævnet
med Sul og med Suppe!
Naar om tugtet Udaad
med Tak lyder Talen,
ønsk Dig, Konge, uden Øre!
Som i Skibet alt Smuds
samles ved Kølen,
høbed ondt sig hos Ingild!
Den gamle syntes saaledes uforsonlig. Imidlertid vilde Dronningen prøve paa, om ikke skøn Musik skulde stemme ham mere fredelig, og hun hød en Fløjtespiller vise sin Kunst. Starkad hørte tilsyneladende ikke mere derpaa end Mur og Væg; indeni ham kogte imidlertid Vreden over Gøglerens Spil, og jo lystigere denne spillede op med Triller og Løb, desto mere steg Vreden i Starkad, indtil han til sidst kastede det Ben, han gnavede paa, saa voldsomt mod Spillemandens Kæber, at Luften slap ud af de oppustede Kinder. Og nu sang Starkad:
Du kampkede Ungdom,
giv Plads for Kæmpen,
om end Lokken er graanet!
Aarenes Tal
kun ærer den tapre
og mindsker ej Modet.
Blandt Frodes Thegner
fordum jeg taltes,
og jeg sad Højsædet nærmest;
nu som Gedden i grumset
Dyb sig gemmer,
man bænker mig bagerst.
Ad krydret Kost
jeg altid kimsed,
ej lækkert Fad mig lokked.
Drotten dog aldrig
til Dørkrogen drev mig,
han bød mig til Højbænk.
Svar mig, Ingild,
hvorfor sløv Du sidder
og husker ej Hævnen?
Har manende Minde
om den milde Fader
ej Dig ildnet og ægget?
Ve, at i yderste
Østen jeg fejded,
da Du, Frode, forraadtes!
Hvi stod jeg ej nær,
og Niddingen nedstak
eller segned ved Din Side!
Jeg søgte en Søn,
som slægtede Fader,
og jeg fandt kun en Fraadser,
hildet af Ganens
griske Glæde
og vugget i Vellyst.
Sandt spaaed Halfdan:
Taabelig Søn
vil den snilde Fader fødes!
Frode, Dit Rige
Udlændinger raned,
hvo taaler den Trængsel!
Kong Ingild havde i Førstningen knap skænket Starkad Øre, men efterhaanden trængte Fosterfaderens Spot over hans hidtil førte Liv ham til Hjerte. Sangen lød saa manende og genvakte hos ham Mindet om de kraftige Ynglingeaar, inden endnu Forfinelsens slappende Luft havde kvalt hans Styrke og slukket Mindet om Faderens sørgelige Død. Som Gnist springer af Staal og Flint, vaagnede Ingilds Mod og hans Hævnlyst. Han greb efter Sværdet og styrtede løs paa Svertings Sønner. Det blev til et Blodbad paa de overmodige Sachsere, der aldrig mere kom til at fejre en Gildefest. Og Starkad priste Kong Ingild, som endelig havde vist Mandemod; nu var han virkelig Herre i Lejre og fortjente at være Danernes Konge.
Saaledes var Daad efter Daad bleven knyttet til Starkads Navn, og en lang Række Bedrifter tegnede hans Løbebane indtil hans sidste Stund. Han kæmpede ogsaa med i det berømte Braavallaslag, hvorom straks skal fortælles.
Men Starkad, som altid havde holdt Æren uplettet, blev dog engang af falske Talsmænd lokket bort fra sin ærefulde Vej og paadrog sig en Skam, der skulde tære mere paa hans Kraft end alle modtagne Saar.
Efter at Kong Harald Hildetand var faldet i Braavallakampen, blev Ole af Sejrherren Kong Ring sat til Statholder i Skaane; snart toge ogsaa Danskerne i den vestlige Del af Landet Ole til Konge. Dette Valg fortrød de dog snart, thi Ole var haard og grum, hvorfor tolv Jarler sammensvore sig om at dræbe ham. De vovede imidlertid ikke selv at øve denne Gerning, men lejede ved Guld Starkad hertil.
Starkad besluttede at angribe Kongen, medens denne var i Bad. Men da han traadte ind og mødte Oles rullende Øjne og hvasse Blik, stod han som lamslaaet; han, der havde været saa mange Kæmpers Bane, følte sig som afvæbnet ved denne ene vaabenløse Mands Blik. Ole, som kendte sine Øjnes Magt, tilhyllede sit Ansigt; han bad Starkad komme nærmere og fremsætte sit Ærinde. Thi hvorledes kunde Kongen tro, at den prøvede, trofaste Kæmpe vilde øve Svig imod ham? Men Starkad drog sit Sværd og gennemstak Ole. Det var 120 Pund Guld, der udbetaltes Starkad! Han følte sig snart saa tynget af Sorg og Skam over den begaaede Forbrydelse, at Taarerne randt ham ned ad Kinderne, naar Drabet bragtes paa Tale. I Harme over hvad man havde forledt ham til, dræbte han endog nogle af dem, som havde sammensvoret sig imod Kongen.
Starkad øvede sine fleste og berømteste Bedrifter i de Aar, da for alle andre Manddommens Styrke er brudt, medens han syntes usvækket. Omsider havde dog det uophørlige Liv under Vaaben slappet hans Kraft, og Alderen havde slukket Øjnenes Lys. Men det forekom ham sørgeligt, at en saa berømt og hædret Kæmpe skulde dø Straadød, og han besluttede at søge Døden frivilligt ved Sværd og en Hjælpers Haand.
Saa tog han da det Guld, han havde erhvervet for Oles Drab, i en Pose om sin Hals for at tilbyde det som Løn til den, der vilde dræbe ham; de usle Penge kunde ikke faa en værdigere Anvendelse. Med to Sværd ved Siden og støttende sig paa to Stave gav den vaklende Olding sig paa Vej. En Bonde, som han mødte, spottede over, at en saa gammel Mand gik med to Sværd og bad ham skænke sig et af dem. Starkad rev et Sværd af Skeden og fældede Bonden. En ung Mand Hather, som red paa Jagt med nogle Følgesvende og sine Hunde, saa dette og lod to af sit Følge ride ind paa Starkad for at forskrække ham, men han løftede sin Stav til Slag og dræbte dem begge. Hather blev forfærdet, red nærmere til og saa da, hvem Oldingen var. Starkad var ham visselig bekendt, eftersom han havde dræbt hans Fader Lenni, en af de sammensvorne mod Kong Ole.
Imidlertid vilde Hather ikke straks give sig til Kende, men spurgte Starkad, om han ikke vilde tage imod en Vogn i Bytte for det ene Sværd. Starkad svarede, at det altid havde været hans Skik at tage Hævn for Spot, nu var han ved Tabet a£ sit Syn endog hindret i at se Fornærmeren. Og derpaa brød han ud i denne Sang:
Aarene rinde
rask mod Maalet,
med den skridende Tid
er jeg Skrantning vorden.
Fra hostende Hals
hæs lyder Røsten,
om tandløs Mund
Rynkerne tættes.
Haardt jeg føler
uføre Alder,
med slappet Kraft
jeg paa Stave støtter,
blind og kroget
med Kæp jeg famler
— og i Glemsel er faldet
min Fortids Gerning!
Alt fra de unge
Aar jeg dysted,
under Dit Tegn,
Tyr, blev jeg gammel,
Ulve jeg feded
med fældede Fjender,
aldrig lod tør
jeg tørstende Glavind.
Herpaa svarede Hather:
Hvo er den Skjald
saa sørgeligt synger?
Bleg er Løden,
og Ryggen luder.
Stand holdt vel Skibet,
rystet af Storme,
til sidst ved Rusket
fik det dog Revne.
Sælg Dit Sværd,
Du Summen har nødig,
køb Dig en Karre
og en blødmundet Kule!
For Olding bedst
sig egner at age,
Sværd ham stjæles
og mod Ejeren stødes.
Starkad sukkede ved at blive tiltalt saa haanligt. Stolt over sine talløse Bedrifter gav han sig til at opregne alle de Kampe, han havde bestaaet rundt om i Landene; og nu var det kommet dertil, al man vilde berøve den gamle Kæmper sit Sværd! Da han imidlertid erfarede, at den, med hvem han talte, var Lennis Søn Hather og saaledes en Mand af god og fornem Herkomst, bad han ham om at tage Hævn for Faderens Død. Han tilsagde ham endog som Løn den Sum Guld, han bar paa sin Ryg og som Lenni i sin Tid havde udbetalt ham.
Starkad kvad saaledes:
Lenni, Din Fader,
jeg Livet røved;
lad ved et Sværdhug
mig Skylden sone!
Af Dage mættet
jeg mod Vejmaalet længes,
af kommende Tid
Kummer kun venter.
Paa voksende Vækst
Vand Du øse,
men udgaaet Urt
af Mulden rykke!
Af Usling at fældes
ene mig ængster:
hvad Ingen kan fly,
kan han forlods tage!
Hather efterkom Starkads Ønske og sin egen Hævnpligt. Med et voldsomt Hug skilte han hans Hoved fra Kroppen, men saa megen Styrke boede der endnu i Kæmpen, at det faldne Hoved bed fast i Græsset.
Saaledes endte den berømte Helt, hvis Historie fylder hele den senere Del af den danske Oldtid. I Starkad har Nordboernes Opfattelse af Kæmpekraften faaet Personlighed og legemlig Skikkelse. Han er ikke blot taprere end nogen anden Helt, han er mere udholdende uagtet sine utallige Saar og Lidelser; end ikke Alderdommen røver ham hans uhyre Styrke. Ingen Tunghed knytter sig til det store, stærke Legeme, hurtigere end nogen anden færdes han fra Sted til Sted. Starkad hader alt forfinet Liv og kan som paa Trods lægge Tarvelighed indtil Simpelhed for Dagen; dog bliver han ikke raa og vild, og selv under Kampen giver han sig ikke Styrkens Naturmagt i Vold, han ser ned paa Bersærkernes Rasen. I det hele faar hos Starkad den legemlige Kraft ikke Overmagt over Aandens Evner. Han er snarraadig og opfindsom og kan være listig; han ynder ikke megen Tale, og han foragter Spillemænd og Gøglere, men Digtekunsten ærer han, og han er en stor Skjald, der har fuldttonende, dybe, tankerige Sange paa sine Læber. Stolt er han over sin Styrke og over sine Kæmpegerninger; han ærer kun den ædelfødte, men agter dog Bonden, han spotter enhver, der gaar ned under sin Stands Værdighed eller som tager Vinding uden personligt Arbejde eller paa en uædel Maade.
Starkad stod dog ikke for Nordboernes Tanke som en af de store Helte, der har sin egen Udvikling og over hvem en Straaleglans falder. De følte dog, at der i denne store, knudrede Skikkelse med de arrede Træk boede et for begrænset Livssyn. Rolf Krake, Sigurd Fafnersbane, Helge Hundingsbane — det var Nordboernes egentlige Helteskikkelser. Ved disse Heltes Side træffe vi da ogsaa lyse, skønne eller grumme Kvinder, eller vi se dem ledsagede af Fylgjer og Valkyrjer, medens Starkad aldrig drages af Kvinder eller tages i Beskyttelse af dem. Ikke heller var Starkad for Nordboerne Idealet af en Hirdmand, saaledes som Bødvar Bjarke eller Hjalte. Starkad vandrer ensom sin Vej gennem Lande og Tider, og dog veed man, at han aldrig svigter sit Fødeland i Nøden og altid er trofast mod sin Konge og hans Slægt — indtil ogsaa han engang i Svaghed synder mod sit eget Ideal og paadrager sig en Skyld, for hvilken han først bliver befriet ved Døden.