Danmarks Riges Historie/1/1-3-6
VI.
Kong Frode
I de gamle danske Kongerækker kommer Navnet Frode flere Gange igen. Fem, seks forskellige Konger have baaret dette Navn, der i øvrigt i hele Norden saa godt som ikke findes uden for Kongefamilien (som Tillægsord betyder fróðr kundskabsrig, indsigtsfuld). Disse Konger skilles i Traditionen fra hinanden ved deres Tilnavne — saaledes Frode (II) den frøkne, d. e. den uforfærdede, Frode (III) den fredgode og Frode (IV) den fæmilde, d. e. gavmilde — men Sagnene have aabenbart ikke formaaet at holde Fyrsternes Skæbne og Gerninger ude fra hinanden.
Mærkeligst blandt disse Konger er Frode, Fridlefs Søn, med Tilnavnet den fredgode. Blandt alle Sagnkonger er der ingen, ved hvem Saxo dvæler saa udførligt; han har hobet en Mængde Bedrifter over paa denne Helt og knyttet en Række Sagn, som aabenbart høre andensteds hen, til hans Historie.
Kong Frode vandt Sejre i de fleste af Europas Lande, han havde kæmpet i Norge, Bretland og Irland, Venderne bleve betvungne af ham, Rusland hørte ind under hans Vælde, Hunnerne havde han overvundet (se foran S. 75), Finner og Bjarmer i det høje Nord svarede ham Skat, og Rhinen var hans Riges vestlige Grænse. Men Frode var ogsaa en stor Lovgiver, og hos Saxo læse vi en Række mærkelige Lovbestemmelser, som skyldes denne Konge (de ville senere blive nærmere omtalte). Saaledes havde Kong Frode formaaet ikke alene ved sine Vaabens Magt, men ogsaa ved sin kloge Styrelse at skabe Fred og god Orden i sine Lande. Denne Fred varede i tredive Aar, Røvere og Tyve syntes ikke at findes, Borgerne levede i Lykke og Velstand, og Jorden bar herlig Afgrøde. Som et Tegn paa den almindelige Sikkerhed, som Kong Frode havde skabt i Landet, lagde han et vægtigt Guldarmbaand ved alfar Vej i Jylland, og ingen vovede at borttage det.
Da Kong Frode døde, nærede Stormændene Frygt for, at de enkelte Lande skulde rive sig løs, hvorfor de besluttede at holde hans Død hemmelig. Liget blev balsameret med krydrede Urter og førtes rundt om i Landene paa en Vogn, som om Kongen endnu levede og man hyggede om en svækket og skrøbelig Olding. Da tre Aar vare gaaede, kunde Forraadnelsen dog ikke skjules, og hans Død maatte gøres vitterlig. Frodes Lig blev derpaa jordet i en Høj ved Værebro (i Ølstykke Herred paa Sjælland), hvor han havde ønsket at blive begravet.
Sagnet om den fredgode Konge var kendt overalt i Norden, og man henviste til hans Tid som til en Guldalder; en saadan findes jo gerne i Folkenes fjerne Fortid. Islændingerne dvæle ofte ved den, i Sverige henførte man »Frodefreden« ved en Misforstaaelse af Navnet til Svenskernes Yndlingsgud Frø (Freyr). Men ogsaa til Tyskland naaede Sagnet om den danske Kong Frode, under hvem der havde været idel Lykke og Velstand. De tyske Digtere i Middelalderen nævne ofte den »milde Frode« eller »Frode hinsides Havet«; en Minnesanger fra det 12. Aarhundrede synger saaledes:
Gid Naade fra Gud den gode
og Lykke blive Jer Lod,
som i Danmark det timedes Frode!
Der findes et Sagn, som skildrer Frode paa en helt anden Maade. Vi høre ikke om ham som den tapre Konge og kloge Hersker; hvorimod han ganske vist skildres som den saare rige Fyrste.
Under Freden vokse Rigdommene. Derfor var ogsaa Kong Frodes Alder den rige og frugtbare Tid. Men Rigdom rummer den store Fare at skabe et umætteligt Begær og tage alt i sin Tjeneste, som kan forøge Rigdommene. Det fortælles nu netop i et af Eddakvadene, at Kong Frode blev grebet af denne Lidenskab. Skjalden synger om hans Skæbne og hans Død paa følgende Maade.
Der blev i Danmark fundet to Møllestene af saa uhyre Størrelse, at ingen formaaede at dreje dem, men med dem kunde ogsaa alt males til Stede, Rigdom og Lykke, saa vel som Fred mellem Mennesker. Kong Frode købte da hos Kong Fjølner i Sverige to Jættekvinder Fenja og Menja og satte dem til at dreje den uhyre Kværn. Grottesangen — Grotti var Kværnens Navn — synger nu herom saaledes;
Nys er kommen
til Kongens Huse
to fremsynte,
Fenja og Menja.
Dér frister hos Frode,
Søn af Fridlef,
mægtige Mør
Trællemøje.
Hverv de fik
at hvirvle Kværnen,
den graa Sten
i Gang at drive.
Ro han ikke
eller Rast dem levned,
lured efter
Pigernes Larmen.
De lod buldrende
Stene brage;
rundt sig drejed
raslende Kværnen.
»Nu løfte vi Stenen,
Ladet rette!«
Straks bød han Mør
end mer at male.
De sang og svinged
snurrende Stene,
Frodes fleste
Mør alt blunded;
da kvad Menja
ved Mølleværket,
haard af Hu
hun højlydt mæled:
»Overflod
vi male Frode,
Velgang og Glæde
paa Lykkekværnen!
Paa Guld han sidde,
paa Dun han sove,
til Fryd han vækkes —
da er vel malet!
Ingen skal ondt
mod anden øve,
Vanheld virke
og Død forvolde,
Ingen gribe
om grumme Værge,
traf han end bunden
Broders Bane!«
De Hænder hviled
og holdt inde —
straks han mæled
og Møer maned:
»Tag ej længer Blund
end Gøgen tier,
kun mens et Vers
af en Vise varer!«
»Ikke Frode,
var Du fuldvis,
menneskekyndig,
da Du Møer købte.
Efter vældig Styrke
og Aasyn Du valgte,
æsked ikke
om Byrd og Ætten.
I ni Vintre
vi Piger voksed,
fik under Jorden
Jættekræfter,
som Mør vi toge
Tag ved Storværk,
rusked selv
i Fjeldes Rygrad.
I Jætters Bolig
vi Bjergstykker tumled,
saa at Jordens Grundvold
skjalv og gynged,
vi og slynged
vældige Stene,
flakte Blokke
til Mennesker kasted.
Nu er vi komne
til Kongens Huse,
maa uden Miskund
møjsomt trælle.
Grus slider Foden
og Slud foroven,
frygteligt er det
at male for Frode.
Blus ser jeg brænde
Øst for Borgen,
Stridens Bud,
som Baun vi kalde.
Hurtigt hid
en Hær vil komme,
Brand fortære
Fyrstens Bolig.
Ej raade vil Du længer
for Lejrestolen,
Kværnstene
eller kostbare Ringe!
Lad os haardt
om Haandtaget holde,
Valens Blod
os ikke vil varme.«
Møerne malte
i mægtig Vælde,
vare unge
i Jættevrede,
Stokkene skjalv
og Bundladet styrted,
brudne brast
de brede Stene.
Jordens Skorpe
sønderbrødes,
mens Bjergjætters
Brude kvade:
»Vi maled, Frode,
som vi Dig loved.
længe nok vi Kvinder
stod ved Kværnen!«
Dette blev altsaa Enden paa den haarde Malen. Den vidunderlige Kværn styrtede sammen, og til Straf for Frodes Grumhed og Havesyge forudsagde Jættekvinderne ham den mørke Skæbne, der var i Vente; en Hævner vilde komme, brænde hans Borg og tage hans Liv og hans Rigdomme. Derom ere da ogsaa alle nordiske Sagn enige, at Frode omkom ved en brat Død, men de fortælle om hans Endeligt paa forskellig Maade. Grottesangen har aabenbart haft den Tradition for Øje — som ogsaa Beovulfkvadet kender — at Kong Frode dræbtes af en hævnende Slægtning.
Nogle Sagnberettere vide, at Jættekværnen sank i Havet, og de kende det Sted, hvor den gik under; Bølgerne hvirvle her endnu rundt i Malstrøm.