1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 156-160

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VIII.

Braavallakampen.

Engang var Kongeslægten uddød i Danmark, og derfor valgte de enkelte Landsdele sig en Konge eller Styrer, saaledes Østmar i Skaane, Hunding i Sjælland, Hane i Fyen, Rørik og Hather i Jylland. Gyrith var det eneste Medlem af Slægten, der endnu var i Live, og hun besluttede sig omsider til at tage en Ægtefælle — saaledes som det allerede er fortalt (S. 137) — men Giftermaalet med Halfdan var i lang Tid barnløst. Ægtefællerne søgte Raad hos Guderne ved det store Offersted i Upsala, og her blev det dem svaret, at Halfdan skulde bringe Odin et Offer som Sone for, at han havde dræbt sin Broder. Snart efter fødtes dem en Søn, som blev kaldt Harald.

Halfdan søgte at samle det splittede Rige, men blev tidlig dræbt. Sønnen voksede imidlertid til, og da Ynglingen i lige saa høj Grad smykkedes af Skønhed, som han var kæmpestærk, tog Odin, der jo næsten havde Andel i hans Fødsel, ham i sin særlige Varetægt, ja tillagde ham endog Usaarlighed. Harald gav sig i Kamp efterhaanden med alle de Konger, som havde tilrevet sig danske Landskaber, fældede dem og samlede atter Riget til Helhed.

Da Asmund, Konge over Viken i Norge, var bleven stødt fra Magten af sin ældre Søster, ilede Harald ham straks til Hjælp paa sit Skib. I Kongepragt, men vaabenløs, førte han sine Mænd mod Fjenderne, hvis Spyd og Pile syntes sløve at glide ned ad Haralds Kjortel. Snart var Asmunds Søster fældet og hendes Krigere jagede paa Flugt. Harald ilede derpaa til nye Kampe; overalt bar han Sejren hjem.

En gammel højvoksen, enøjet Mand havde lært ham at opstille sin Hær i den Slagordning, som kaldtes Svinefylking. De forreste Rækker af Krigere dannede tre kegleformede Spidser, af hvilke den midterste strakte sig tyve Mand længere frem end de to ved Siden. Bagved vare de spydkastende unge Mænd opstillede, derpaa fulgte det ældre Mandskab, og atter bag dem Slyngekasterne. En blandet Afdeling af Krigere af forskellig Alder og Stand sluttede sig atter til dem, og endelig vare de bagerste Rækker opstillede som Fronten i tre udløbende Spidser. Den samme Læremester havde undervist Harald i, hvorledes Kampen skulde foregaa paa Søen, idet en særlig Del af Flaaden burde udskilles til som flyvende Sejlere at angribe Fjenden fra alle Sider.

71. Svinefylking.

Saaledes undervist kunde Harald drage imod de tre Brødre, som dengang herskede i Sverige, og det lykkedes ham at fælde de to af dem, hvorefter den tredje, Ingild, sluttede Forbund med den danske Konge. Ingild røvede senere Haralds Søster, og dette førte til nye Krige, men omsider kom en Fred i Stand. Efter Ingilds Død sikrede Harald sin Søstersøn Ring Riget, skønt han endnu kun var en Dreng.

Haralds Sejrvindinger strakte sig stadig videre. Venden maatte slutte sig til ham, og Folkene ved Rhinen bleve lagte i Skat; han angreb Northumberlands Konge, der faldt i Kampen. Mange Fyrster adlød derfor hans Bud, men langt videre var dog hans Berømmelse trængt omkring, og Harald fik Tilnavnet Krigstanden, Hildetand. Ved alle disse Sejre skabte han en saadan Ro for Danmarks Rige, at der gennem halvtredsindstyve Aar ikke blev ført nogen Krig; dog holdt han sine Stridsmænd stadig øvede i Vaabenkunsten og kampberedte.

Harald havde en fortrolig Raadgiver, som hed Brune. Han var bleven opdraget sammen med Haralds Søstersøn Kong Ring i Sverige, og denne benyttede ligeledes ofte Brunes gode Bistand ved hemmelige Budfærd. Men paa en Rejse druknede Brune i en Flod, og Odin paatog sig da hans Skikkelse og iførte sig hans Dragt. Guden vilde tilintetgøre det gode Forhold mellem Kongerne og ægge dem til indbyrdes Kamp, thi han ønskede, at den store Kriger Harald, som nu var bleven gammel og blind, ogsaa skulde faa en berømmelig Død i Slag. Andre fortælle, at Harald frivilligt yppede Kiv med sin Søstersøn, for at han kunde faa en blodig Død i Stedet for hæderløs at sove hen paa Sottesengen. Med et Hærfølge af utallige tapre Kæmper vilde den gamle, navnkundige Konge drage til Dødsgudindens Boliger.

I syv Aar traf Kongerne Forberedelser til Kampen, og Braavallahede ved Braaviken i Østergøtland var udset til Pladsen for det store Stævne. Skaaningerne drog derop ad Landvejen, men de øvrige Danske, til hvem Vender, Liver og 7000 Sachser havde sluttet sig, kom til Søs; Havet syntes dækket af Fartøjer, og Himlen kunde næppe nok ses for udspændte Sejl. Kong Ring havde ogsaa samlet vældige Skarer fra alle Sveriges og Norges Landskaber.

Ring tiltalte sine Krigere og paabød, at ingen maatte give Signal til Kamp, førend de saa Kong Harald staaende paa sin Vogn og omgivet af Mærkerne. Han mindede dem om, at de kæmpede mod Modstandere, der agtede at fratage dem Land og Børn; men Danskerne vare førte af en blind Konge, og i deres Hær var der færre Danske end Tyske og Vender, som vare spage Folk.

Brune havde efter Haralds Befaling opstillet den danske Hær i Svinefylking, saaledes at Kongen selv befalede den midterste Deling, Skjoldmøen Hethe den højre, Kæmpen Hake den venstre Fløj. Med høj Røst talte den blinde Konge fra sin Vogn til Hæren og mindede om, hvor slet Kong Ring havde belønnet de Velgerninger, han havde vist ham i de unge Aar. De Danske havde altid været berømte for deres Sejre over udenlandske Fjender, og den gamle Hæder burde ikke nu slukkes ved et Nederlag.

Saa klang Lurerne, og Kampen begyndte. Skarerne blandede sig i den haardeste Nærkamp, Pile foer hvinende fra det fjerne og skjulte som en tæt Sky næsten Solen for de kæmpendes Øjne. Metallerne klang under de tungt faldende Slag og lod Luften genlyde af en forfærdelig Larm. Starkad kæmpede i første Række, mangfoldige danske Helte og ligeledes Skjoldmøer strede med vidunderlig Tapperhed, men Fjenderne trængte frem med uimodstaaelig Kraft, og især bragte de norske Bueskytter Død og Undergang med sig.

Kong Harald forstod, at Svenskerne vare ham overmægtige, og han spurgte Brune, hvilken Slagorden Ring havde anvendt. Da Brune leende svarede, at han brugte Svinefylkingen, udbrød Harald: Hvem har da lært Ring denne Kunst, som Odin har opfundet og hvori han ene har undervist mig?« Men Brune tav; da forstod Harald, at Odin havde iført sig Brunes Skikkelse og svigtet sin tidligere Yndling. Han bønfaldt Odin om, at han, som hidtil havde været de Danskes Beskytter, ogsaa nu vilde give dem Sejr, da skulde alle de faldnes Sjæle være ham viede. Odin var dog ubønhørlig.

Harald kastede sig da ind i den vildeste Slagtummel, men Odin strakte ham med sin Kølle til Jorden. Rundt om Vognen laa Ligene saa højt, at de skjulte Hjul og Vognstang. Tolv Tusinde gæve Krigere vare faldne i Rings Hær, men i Haralds tredive Tusinde.

Saa saare Kong Ring erfarede Haralds Fald, gav han Befaling til at standse Kampen, og en Vaabenhvile blev sluttet. Han lod lede paa Valpladsen efter Haralds Lig; efter en halv Dags Søgen blev det omsider fundet. Ring lod derpaa en prægtig Baalfærd berede for den faldne. Han skænkede sin egen Hest til Haralds Ridt til Hel, og da Kongen mulig foretrak at age eller sejle, bleve hans Stridsvogn og Skib ogsaa førte til Baalstabelen. Øverst lagdes Haralds Lig, og da Luerne flammede i Vejret, opfordrede Ring sine Stormænd til at kaste Vaaben, Guld og andet herligt ind i Ilden til Ære for den berømte Konge. Haralds Aske førtes til Lejre for at begraves her.

Braavallaslaget er Oldtidens Afslutningskamp. Ingen veed at sige, i hvilket Aar det er foregaaet, og man kan jo tro, at det aldrig har haft Virkelighedens Grund at staa paa. Noget sandt ligger dog sikkert bag derved, og vist er, at Slaget paa Braaval har spillet en stor Rolle i Nordboernes Fantasi. Her havde alle de nordiske Nationer og desuden sydlige Folk sat hinanden Stævne, og mange berømte Helte havde deltaget i den umaadelige Kamp, saaledes ogsaa Starkad. Ham tillagde man et stort Digt om Slaget.

Saxo Grammaticus og en islandsk Saga have gengivet dette Kvad i Prosaform, hvorved vi ere i Stand til at sammensætte store Dele af det paa ny og saaledes se, at det har indeholdt en lang Opremsning af Krigerne i de to kæmpende Hære. Sangens Forfatter har fundet det tiltalende at lade alle Sagntidens berømte Helte deltage i Kampen. Rolf Krakes Kæmper Hjalte og Begath saavel som hans Stiflader Kong Adils fra Upsala, Arngrimssønnerne, den navnkundige Søkriger Hake, de fra Vikingetiden bekendte Skikkelser Ella i Northumberland, Ubbe Friser og Gorm den engelske, ja Svend Tveskægs samtidige Toke fra Jomsborg og Sigvalde Venderhøvding — alle møde de frem til den store Mønstring. Skjalden har benyttet den berømte Kamp til et Vaabenskue over Fortidens Helte; han har dristigt taget sine Krigere fra alle Sagn og fra alle nordiske Landskaber, endog fra det sent opdagede Island. Da Digtet med stor Forkærlighed dvæler ved Thelemarkernes Bedrifter, synes det forfattet af en norsk Skjald i det 11. Aarhundrede.