Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 161

by Carl Georg Holck

§ 161. B. Om Borgernes Ret til at beskyttes mod vilkaarlige Indgreb i deres individuelle Rettigheden.

Grundloven indeholder forskjellige Bestemmelser, der dels gaae ud paa at tillægge de enkelte Borgere visse Rettigheder af mere individuel, navnlig personlig Natur, dels paa at tillægge disse Rettigheder en særegen Beskyttelse mod vilkaarlige Indgreb, navnlig fra Statens Side. Som saadanne kunne nævnes:

1. Uhindret Adgang til Retsforfølgning ved Domstolene, s. Grl. 6. Afsnit, og ovenfor femte Afdeling.

2. Religionsfrihed, s. Grl. 7. Afsnit, og ovenfor sjette Afdeling.

3. Den personlige Fribeds Beskyttelse mod ubeføiet Fængsling. Ifølge Grl. § 80 kan Ingen underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel. Derhos kan Varetægtsfængsel kun paalægges ved en af en Dommer afgivet og af Grunde ledsaget Kjendelse, hvilken Kjendelse af Vedkommende strax særskilt kan indankes for høiere Ret, s. Grl. §§ 80, 4. midl. Best. Derimod kan Anholdelse, hvorved forstaaes en Persons Paagribelse og Fastholdelse i det Øiemed at fremstille ham for Retten til videre Foranstaltning, foretages af Politiøvrigheden og de denne underordnede Officianter, s. Fdn. 11. Nov. 1791 § 4 d og e, Pl. 27. Nov. 1839 § 2, Instr. 31. Dec. 1800 § 15, Lov om Kjøbenhavns Politi 11. Febr. 1863 § 10, og efter Omstændighederne endog af Private, s. 1. 19. 2 ff., 6. 17. 4, 13, mfl. For at betrygge mod Misbrug skal imidlertid ifølge Grl. § 80 Enhver, som anholdes, inden 24 Timer stilles for en Dommer, og denne skal da, hvis den Anholdte ikke strax kan sættes paa fri Fod, ved en af Grunde ledsaget Kjendelse, der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage, afgjøre, at han skal fængsles, og hvis han kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse. For Krigsmagten er denne Bestemmelse kun anvendelig med de Indskrænkninger, der følge af de militaire Loves Forskriften s. Grl. § 94.

4. Boligens Ukrænkelighed. Efter Grl. § 81 er Boligen ukrænkelig. Husundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene skee efter en Retskjendelse, s. Jur. Ugeskr. 1855. 671, jfr. Lov 3. Jan. 1851 § 13. Da Grl. § 81 ikke taler om Undersøgelse paa Personen, s. ogsaa Paragraphens 1ste Membrum, er der ingen grundlovmæssig Hindring for, at en saadan Undersøgelse kan foretages uden foregaaende Retskjendelse, og heller ikke den almindelige Lovgivning kan antages at fordre en saadan, s. Lov om Kjøbenhavs Politi 11. Febr. 1863 § 10, Instr. 23. Juni s. A. a, Regl. 7. Mai 1846 D. § 11. Fremdeles er en Retskjendelse ikke nødvendig til Foretagelsen af de i Grl. § 81 nævnte Handlinger, naar den Vedkommende, nemlig Beboeren af Huset eller Etagen eller Besidderen af Brevene, Papirerne osv. samtykker i, at Undersøgelsen foretages, uden at nogen Retskjendelse er afgivet; men dette Samtykke har uden Tvivl være udtrykkeligt, saaledes at den Omstændighed, at den Paagiældende ikke protesterer, neppe kan ansees for tilstrækkelig til at retfærdiggjøre Undersøgelsens Foretagelse uden Retskjendelse. Endelig er en Retskjendelse unødvendig, hvor en Lov hjemler en særegen Undtagelse, hvorimod den almindeng Hjemmel til Husundersøgelse, som den tidligere Lovgivning gav Øvrigheden, s. navnlig Kundgj. 11. Juli 1840 II 16, 8. Okt. s. A. II 20, maa ansees for bortfalden. Som saadanne ved Lovgivningen hjemlede, særegne Undtagelser kunne nævnes: Sager om ulovlig Skovhugst og lignende Forseelser, s. Fdn. 26. Jan. 1733 § 31, Pl. 26 Juli 1837 § 6, Fdn. 29. Okt. 1794 § 22, Brændevinssager, s. Fdn. 14. Mai 1845 §§ 1—13, Lov 7. Febr. 1851 § 18, Toldsager, s. Fdn. 2. Apr. 1814 §§ 14, 15, samt endelig Lov om Kjøbenhavns Politi 11. Febr. 1863 § 11, Instr. 23. Juni s. A. a.

5. Eiendomsrettens Ukrænkelighed. Ifølge Grl, § 82 er Eiendomsretten ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstaae sin Eiendom, uden hvor Almenvellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod fuldstændig Erstatning. Disse Bestemmmelser stemme i det Hele med de i den tidligere Lovgivning udtalte Grundsætninger, s. Fdn. 13. Dec. 1793 § 14 ff., Pl. 31. Juli 1801, 28 Dec. 1809, Fdn. 5. Marts, 23. Apr. 1845, Fdn. 29 Juli 1846 §§ 56—58, 67—68, Pl. 6. Juni 1848.

Det vil let sees, at Grl. § 82 ikke giver en almindelig, grundlovmæssig Beskyttelse for alle velerhvervede Rettigheder, men kun for Eiendomsretten. Vel maa ogsaa andre lovlige Rettigheder respekteres, saalænge de bestaae, og de ville ikke kunne hæves uden ved Lov, men den Berettigede har da intet Retskrav paa Erstatning; navnlig ere Rettigheder af personlig Natur ikke sjeldent hævede uden Erstatning, s. Grl. 1849 §§ 95, 97, Grl. 1866 §§ 90, 92. Grundloven indeholder altsaa ikke, saaledes som enkelte fremmede Forfatninger, s. den norske Grundlov 4. Nov. 1814 § 97, den amerikanske Grundlov I Nr.9 og 10, et almindeligt Forbud mod Love med tilbagevirkende Kraft. Derimod har Grl. § 82 erklæret Eiendomsretten for ukrænkelig og i Overensstemmelse her med udtalt, at Ingen kan tilpligtes at afstaae sin Eiendom uden under de Betingelser og efter de Regler, som Paragraphen bestemmer, og det er derfor af Vigtighed at bestemme Betydningen af disse Forskrifter. Det fremgaaer nu klart af Grundlovens Udtryk, at dens Bestemmelser ere anvendelige, hvad enten den paagiældende Eiendom skal overdrages til Staten eller til en Privat, eller den slet ikke skal overdrages til Nogen, men f. Ex. tilintetgøres. Vanskeligere er det at bestemme, hvilke Rettigheder der ere beskyttede ved Grl. § 82. Dennes Forskrifter komme utvivlsomt til Anvendelse paa Eiendomsretten i dette Ords sædvanlige Betydning som den almindelige, fuldstændige og udelukkende Raadighed over en legemlig Ting i alle Retninger, hvori denne Raadighed ikke særlig er indskrænket. Da Eiendomsretten er erklæret for ukrænkelig, maa dette ogsaa gælde om de enkelte i denne indbefattede Beføielser, og heraf følger da, at Grl. § 82 er anvendelig ikke blot paa en tvungen Overdragelse eller Afstaaelse af selve Eiendommen, men ogsaa paa en mindre omfattende Indskrænkning af Eiendomsretten, saasom en Berøvelse af Brugsretten, Paalæggelse af egentlige Servituter osv., s. Kskr. 10. Mai 1831, Fdn. 5. Marts 1845 § 1, Lov om Gangstier 4. Juli 1850 § 4. mfl. En saadan vil altsaa kun kunne foregaae efter de Regler, som i Grl. § 82. 2 og 3. M. ere foreskrevne med Hensyn til Eiendoms Afstaaelse, thi den herved givne nærmere Bestemmelse af Hovedreglen i Paragraphens 1. M. kan aabenbart ikke have til Hensigt at forandre Hovedreglen selv. Dog synes Grl. § 82 ikke anvendelig paa en Paalæggelse af saakaldte legale Servituter, der ved Lovbud paalægges alle eller visse Arter af faste Eiendomme. Disse medføre ikke nogen Eiendomsindskrænkning i egentlig Forstand, og deres Paalæggelse kan derfor neppe af Grundloven være betragtet som en Krænkelse af Eiendomsretten. Derimod kan Grl. § 82 uden Tvivl ikke anvendes paa tinglige Rettigheder over en fremmed Ting, da disse baade i sig selv ere aldeles forskjellige fra Eiendomsretten og i Lovsproget pleie at modsættes denne, s. Fdn. 28. Marts 1845 § 9, smh. med § 11. Retten til at oppebære Tiende er vel i og for sig væsentlig forskjellig fra Eiendomsret, men da Tiende dog hyppig i Lovsproget betegnes som Eiendom, s. Amtstuefdn. 8. Juli 1840 § 2, Fdn. 28. Marts 1845 §§ 4, 9, Lov om Kirkesyn 19. Febr. 1861 §§ 2—3, mfl., og derhos i forskjellige Retninger, saasom med Hensyn til Beskatning og Bankheftelse, behandles efter lignende Regler, som faste Eiendomme, taler Endel for at ansee Grl. § 82 for anvendelig paa Tiende. Reelle Privilegier med Hensyn til Næringsdrift kunne uden Tvivl, selv om de hvile paa en særegen, privatretlig Adkomst og saaledes afgive en virkelig erhvervet Ret^[1]), ikke betragtes som nogen Eiendom. Skalde derfor Grl. § 82 ansees for anvendelig paa slige Privilegier, maatte dette nærmest støttes paa, at Privilegiet burde betragtes som et uadskilleligt Tilbehør til og en Del af selve den faste Eiendom, saa at Eiendomsretten over denne maatte siges at blive krænket ved Privilegiets Borttagelse, men denne Betragtning synes dog ikke at kunne fastholdes. Et Andet er, at Lovgivningsmagten i slige Tilfælde i Almindelighed vil give Erstatning, s. Lov 15. Apr. 1855, 11. Nov. 1860. Endnu mindre kan der være Tale om at ansee Grl. § 82 for anvendelig paa den en fast Eiendom tilkommende Skattefrihed, selv om denne undtagelsesvis maatte støtte sig paa en mere privatretlig Adkomst, s. Lov om Hartkornsudjevning 20. Juni 1850 § 3. 2 M., smh. med §§ 4, 8, Grl. 1849 § 97. At Retten til Hoveri og lignende Pligtarbeide ikke kan betragtes som nogen Eiendom, selv hvor det som en selvstændig Realbyrde hviler paa den behæftede Eiendom, behøver formentlig heller ikke nogen nærmere Paavisning. At obligatoriske Rettigheder ikke kunne henføres under Grl. § 82, om de end undertiden ved en unøiagtig Sprogbrug betegnes som Eiendom, s. Fdn. 11. Apr. 1840 § 76, er tilstrækkelig indlysende; dog er Sagen tvivlsom med Hensyn til Gjældsbreve, og navnlig synes Gjældsbreve, der lyde paa Ihændehaveren, ligefrem at maatte betragtes som Gjenstand for Eiendomsret, s. Fdn. 9. Febr. 1798 Præm. og § 3, Lov 11. Marts 1851 § 11 Nr. 1, mil.

Angaaende de andre Spørgsmaal, hvortil Grl. § 82 giver Anledning, henvises til Tingsretten. Kun skal her med Hensyn til Kompetencespørgsmaalet bemærkes, at det tilkommer Lovgivningsmagten at afgjøre, om Almenvellet kræver Eiendomsafstaaelse til et vist Formaal, hvilket da atter kan skee enten med Hensyn til et bestemt, foreliggende Tilfælde eller ved at hjemle Expropriation med Hensyn til en vis Art af Foretagender overhovedet. Administrationen anvender Expropriationsloven paa det omspnrgte Foretagende og i bekræftende Fald paa den enkelte Eiendom, og Domstolene afgjøre, om Erstatning skal gives og i bekræftende Fald dens Størrelse. Hvad Domstolenes Stilling til Administrationen angaaer, er det paa den ene Side klart, at de kunne tilsidesætte Øvrighedens Fortolkning af Expropriationsloven, forsaavidt angaaer Spørgsmaalet, om det omspurgte Foretagende falder ind under Lovens Bestemmelser, og at paa den anden Side Øvrighedens Afgjørelse af, om det in casu er ønskeligt at expropriere til det paagiældende Foretagende, og om det er nødvendigt at tage netop de omspurgte Eiendomme, maa betragtes som endelig. Med Hensyn til Forholdet mellem Domstolene og Lovgivningsmagten er det klart, at dennes Afgørelse af Spørgsmaalet, om Almenvellet kræver Expropriation, er endelig. Domstolenes Stilling med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalet vil beroe paa, hvad man antager om Domstolenes Stilling til Lovgivningsmagten overhovedet. Forsaavidt man antager, hvad der uden Tvivl har Mest for sig, s. ovenfor § 140, at Domstolene ikke ere berettigede til at afgjøre det Spørgsmaal, om en Lov strider mod Grundloven, ville Domstolene ikke kunne tillægge den formentlig Forurettede Erstatning, medmindre en saadan maa siges at være hjemlet ved Loven, ligesom de ei heller kunne indlade sig paa at undersøge, om den ved Loven tillagte Erstatning kan betragtes som fuldstændig.

6. Erkjendelse af Principet om Næringsfrihed, s. Grl. § 83, ifølge hvilken alle Indskrænkninger i den frie og lige Adgang til Erhverv, som ikke ere begrundede i det almene Vel, skulle hæves ved Lov, en Grundsætning, hvis nærmere Gjennemførelse naturligvis heroer paa den sædvanlige Lovgivning. Næringslovgivningen er undergaaet en vigtig Reform i frisindet Retning ved Lov 29. Dec. 1857, om hvis Bestemmelser der henvises til Næringsretten, s. Scheels Personret S. 485 ff. Med Hensyn til Næringsdrift ere Fremmede væsentlig indskrænkede, idet Adgangen til at vinde Borgerskab og Næringsbevis ifølge Lov 1857 § 2 Nr. 4 i Reglen er betinget af, at Vedkommende enten har Indfødsret eller i det Mindste i 5 Aar har opholdt sig og ernæret sig ærlig heri Riget, og saadan Adkomst følgelig i de fleste Tilfælde kun vil kunne erhverves af danske Undersaatter. Derimod have Fremmede Adgang til at drive fri Næring, til at tage Tjeneste som Medhjælpere hos Næringsdrivende, s. L. 1857 § 66, samt en vis indskrænket Handelsret, s. Lov 1857 §§ 38, 39, 42, mfl. Hvad Sønæringen angaaer, er Fiskeri under de danske Kyster forbeholdt danske Undersaatter, s. Reskr. 12. Mai 1696, 15. Dec. 1758, Kskr. 15. Okt. 1833; Adgangen til at blive Lods er betinget af Indfødsret, s. Regl. 27. Marts 1831 § 43, og et Skibs Adgang til at føre dansk Flag er betinget af, at dets Eier eller Eiere enten ere blevne danske Statsborgere ved at have vundet fast Hjem i Danmark eller have dansk Indfødsret og ikke ere bosatte i Udlandet, s. Lov om danske Skibes Registrering 13. Marts 1867 § 1. Derimod ere de tidligere Indskrænkninger med Hensyn til Adgangen til at drive det saakaldte vidtløftige Fiskeri og til at forhyres med danske Skibe hævede ved Lov om Sønæringen 19. Febr. 1861 § 1 og Lov 23. Jan. 1862. Adgangen til indenrigsk Fragtfart med mindre Skibe er vel endnu forbeholdt danske Undersaatter, s. Pl. 1. Sept. 1819; men ved Lov 14. Apr. 1865 er Regeringen bleven bemyndiget til under Forudsætning af Gjensidighed at indrømme fremmede Staters Skibe Adgang til denne Fart.

1. Dette vil kun undtagelsesvis være Tilfældet, s. D. T. 1850. 350, 1862. 117—18, Jur. Ugesk. 1860. 276 ff.