Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 160

by Carl Georg Holck

§ 160. A. Om Statsborgerens Ret til at forblive i sit Forhold som saadan.

Det statsborgerlige Forhold medfører ikke blot umiddelbart eller middelbart en Mængde vigtige Rettigheder for Statsborgeren, men indeholder tillige i sig selv en Berettigelse, idet ikke blot den indfødte, men ogsaa den optagne Statsborger maa antages at have et Retskrav paa at forblive i sit Forhold som saadan og navnlig paa at opholde sig her i Landet, hvilket i Almindelighed er en Betingelse for Udøvelsen af de statsborgerlige Rettigheder. Forudsætningen for den omspurgte Ret er, at Statsborgerforholdet er fuldstændig og gyldig stiftet, og forsaavidt derfor en Fremmed, hvem Adgangen til Riget var forbudt eller dog kun tilladt under en vis Betingelse, som ikke er opfyldt, har taget fast Hjem i Riget, synes han ikke at have Krav paa at beskyttes i sit statsborgerlige Forhold. Som enkelte Retninger, hvori den omhandlede Rettighed faaer Betydning, mærkes:

1. At Statsborgeren er berettiget til, naar han midlertidig har forladt Landet, atter at komme ind i samme, s. de i § 157 Nr. 2 omhandlede Bestemmelser, der kun angaae fremmede Undersaatter, s. dog Fdn. 10. Dec. 1828 § 13 og tidligere 6. 1. 3.

2. At han ikke af Regeringen kan udvises af Landet, med mindre han befinder sig i et af de Tilfælde, hvor vene hiemle saadan Udvisning^[1]), s. Straffelov 5 16, Fdn. 14. Dec. 1810 §§ 2, 3, Fdn. 24. Jan. 1844 § 10, og forsaavidt han er indfødt Statsborger, vil Udvisning end ikke kunne finde Sted i disse Tilfælde. s. ovenfor § 154 B 2. Medens Fremmede, der endnu ikke ere blevne faste Undersaatter, ikke kunne antages at have nogen selvstændig Ret til at forblive her og derfor man kunne udvises af Regeringen, ikke blot, naar de ikke burde have været modtagne her i Riget, eller naar de begaae saadanne Forbrydelser, der medføre Udvisning, eller blive trængende til Fattigunderstøttelse, inden de have erhvervet Forsørgelsesret, s. Fdn. 30. Marts 1827 § 9^[2]), men ogsaa ellers, naar de ansees som farlige for den offentlige Sikkerhed, selv om de ikke have begaaet nogen Forbrydelse, s. Kollegialtidende 1843, 174, Kskr. 22. April 1847, kan Regeringen ikke antages for berettiget til udenfor de lovbestemte Tilfælde at udvise en dansk Statsborger, selv om han ikke har Indfødsret. Naar Lovgivningen tillægger Statsborgeren forskjellige vigtige Rettigheder og endog giver disse en grundlovmæssig Betryggelse, vilde det være modsigende, om den Ret, som er Betingelsen for hine eller i alt Fald for deres Udøvelse, vilkaarlig skulde kunne betages Borgeren, og den Omstændighed, at den indvandrede Borgers Ret stiftes ved en vilkaarlig Handling, kan, naar det først anerkjendes, at der er stiftet en Ret, ikke svække dennes Fasthed.

3. Da Retten til at opholde sig her kun fortabes i de lovbestemte Tilfælde, bør det uden Tvivl antages, at Regeringen, ligesom den efter Folkerettens Regler ikke er forpligtet til at udlevere Statens faste Undersaatter til fremmede Stater, selv om de ved Forbrydelser have krænket disses Love, s. Traktat 10. Dec. 1809, Separatartikel §§ 1 og 2^[3]), Kundgj. 16. Apr. 1851 § 1, Patent 16. Okt. 1861 Art. 2, Konv. 28. Sept. 1862 Art. 1, Kundgj. 22. Dec. 1866 Art. 1, 2, jfr. dog Kundgj. 20. Febr. 1852 § 1, s. fremdeles Straffelov § 6, smh. med Motiverne S. 12—13, saaledes efter Statsrettens Regler ikke er berettiget til at udlevere en dansk Statsborger til en fremmed Stat, selv om han der har begaaet en Forbrydelse. De Betragtninger, som ovenfor under Nr. 2 ere fremsatte med Hensyn til Udvisning, tale i endnu høiere Grad imod Berettigelsen af Udlevering, og en saadan vilde derfor kun kunne retfærdiggjøres ved en positiv Hjemmel. En saadan haves imidlertid ikke og kan navnlig ikke søges i den ovenfor anførte Kundgj. 20. Febr. 1852 § 1, der ikke har været forelagt Rigsdagen, s. Grl. 1849 § 23, Forfl. 1855 § 17, Grl. 1863 § 15, Grl. 1866 § 18, og ovenfor § 64.

1. Den Undtagelse, som tidligere fandt Sted, naar Vedkommende var dømt til Landsforvisningsstraf, er bortfalden ved denne Strafe Ophævelse ved Straffeloven.
2. Det er derfor mindre korrekt, naar denne Forordning bruger Udtrykkene: »forbryde den dem i saa Henseende tllstaeede Ret.«
3. Skjøndt det i § 1 ikke udtrykkelig udtales, maa det dog uden Tvivl forudsættes, at Forbryderen er Undersaat af det Land, der forlanger ham udleveret, eller i alt Fald ikke af det Land af hvilket Udleveringen forlanges, s. Indledningens Udtryk »deres retmæssige Begering.«  Forskjellen mellem § 1 og § 2 bestaaer derfor ikke deri, at Staten i første, men ikke i sidste Tilfælde er forpligtet til at udlevere sine egne Undersaatter, men i. at Udleveringen efter § 2 skal skee uden Hensyn til, hvor Forbrydelsen er begaaet.