Teknisk Elasticitetslære/4
§ 4. Middeltrykslinien. Blandt de uendelig mange
Tovpolygoner, der svare til de forskellige Beliggenheder af Polen, er der én, der ofte har særlig Interesse, nemlig den
man faar ved at vælge Polen i Kraftpolygonens
Begyndelsespunkt (Fig. 5, Pl. 1). Straalerne i Kraftpolygonen angive i
saa Fald Størrelse og Retning af Resultanterne af alle de
foregaaende Kræfter. Den første Straale falder sammen med
Kraften 1, den tilsvarende Tovpolygonside ligeledes; den næste
Straale er Resultant af 1 og 2, den tilsvarende
Tovpolygonside angiver Retningslinien for denne Resultant; den tredie
Straale er Resultant af 1, 2 og 3, den tilsvarende
Tovpolygonside angiver Kraftlinien for denne Resultant o. s. fr.
Resultanten af alle Kræfterne virker i sidste Tovpolygonside. Medens
man ved en almindelig Tovpolygon først faar Kraftsystemet
erstattet med to Kræfter, virkende i første og sidste
Tovpolygonside, og dernæst kan sammensætte disse to til en enkelt
Resultant, faar man her Resultanten direkte.
Denne specielle Tovpolygon kaldes Middeltrykslinien for Kræfterne; den finder Anvendelse ved Konstruktion af Murværker.