Tabt og fundet
Tabt og fundet.
Med Tegninger af Aug. Jerndorff.
Der var en Gang en fattig Mand, som gik ude i Skoven og sankede Brænde. Han havde Kone og Børn hjemme, og de havde hverken til at bide eller brænde. Som han gaar dèr i Skoven, saa kommer der en fremmed Mand til ham og giver sig i Snak med ham. Da han nu faar fortalt denne fremmede Mand om, hvor fattig og elendig han er, og hvor haardt det holder for ham med alt sit Slid og Slæb at faa tjent saa meget, at han kan sulteføde sig og sine, saa siger den fremmede: »Ja, det er jo et Hundeliv; men det kommer an paa dig selv, om du vil have det bedre. Det kunde jeg nok hjælpe dig til. Naar jeg blot maa have det, som hører dig til og som nu er hjemme i din Stue, uden at du selv véd af det, saa vil jeg give dig fuldt op af Mad og af Penge og af alt, hvad du ønsker dig, saa længe du lever.«
Det smagte den fattige Mand lidt paa, men han tænkte ved sig selv: »Hvad jeg ikke selv véd af, har jeg ingen Gavn af, saa det kan han godt faa, naar jeg faar alt det gode, han lover mig.« Saa slog han til og lovede den fremmede Mand med Haand og Mund, at, naar han fik alt det gode i Bytte, saa maatte den anden have alt, hvad der var hjemme i hans Stue, men han ikke selv vidste af. — »Og hvad kan saa det være?«, sagde han.
»Aa,« sagde saa den fremmede Mand, »hvad jeg vil have, og hvad du nu har lovet mig, saa du kan aldrig gaa fra det, det er ikke andet end det Barn, din Kone nu gaar med, — I har jo Unger nok foruden — det bliver en Dreng, og I kan faa Lov at beholde ham, til han er fjorten Aar gammel. Paa den Dag, han fylder de fjorten, saa møder du med ham paa dette samme Sted. Men du maa ikke lade ham lære enten at læse eller skrive og ikke lade ham komme til Præsten.« — Den fattige Mand blev jo helt trang om Hjærtet, da han fik at vide, at han havde lovet sit Barn bort, før han vidste, det var til; men det var nu en Gang gjort, og gjort Gjerning er halv forsvaret. Saa gik han hjem til sit Hus og havde fra den Dag af fuldt op af Mad og Penge og af alt, hvad han ønskede sig.
Nogen Tid efter fødte Konen et Drengebarn, som voxte og trivedes vel og som blev saa meget klogt og lærenemt, langt forud for andre Børn. Han blev ikke sat i Skole, men fik Lov at blive gaaende hjemme og skjøtte sig selv. Faderen gav sig ikke af med ham; han knap saa' til ham, for han havde jo en ond Samvittighed. Men hvordan han saa bar sig ad med det, saa lærte Drengen sig selv baade at læse og skrive, og han slugte alle de Bøger, han kunde faa fat paa, og han støvede de underligste Bøger op, baade hos Smedden og hos Degnen og Gud véd hvor; saa da han var tretten Aar gammel, kunde han en hel Del mere end sit Fadervor, som man siger.
Nu var der jo et Aar til, at Faderen skulde af med ham efter Akkorden med den fremmede i Skoven. Saa en Dag siger Drengen til ham: »Tag nu en Kniv og skær en trebenet Stol og et trebenet Bord til mig! — for jeg véd godt, at du har lovet mig bort til den onde, og der er allerede sat en Stol til mig i Helvede. — Du maa ikke bruge andet Redskab til det Arbejde end din Tollekniv; og se nu til, du kan faa min Stol og mit Bord færdige, inden Aaret er omme! For hver en Spaan, du skær af Stolen her, gaar der en Spaan af den Stol, der er sat til mig i Helvede.«
Faderen tog strax fat paa Arbejdet, han snittede og han skar, og da Aaret var omme, var baade Stol og Bord færdige. Saa paa den bestemte Dag, da Drengen fyldte sine fjorten Aar, gik Fader og Søn ud i Skoven med den Stol og det Bord. Dér slog Drengen en Kreds paa Jorden og sagde til Faderen, at den maatte han blive inden for i et helt Døgn. Naar han holdt sig dèr, saa kunde den onde ikke krumme et Haar paa ham; og naar det ene Døgn var ude, saa var han fri og kunde gaa, hvor hen han vilde. Fanden havde ikke mere noget Krav paa ham. »Men med mig gaar det ikke saa nemt,« sagde Drengen. Jeg skal nok lukke saadan for mig, saa Fanden ikke kan komme ind og faa fat i mig: men dèr maa jeg saa ogsaa blive siddende, indtil det spørges omkring i Verden, og der findes en ren Jomfru, som har Hjærte til at frelse mig. Hun kan tage mig ud og tage mig med sig; men til hun kommer, maa jeg blive siddende, om jeg ikke vil høre den onde til.«
Saa gik Sønnen et Stykke bort, saaledes at Faderen kunde høre ham, men ikke se ham; dèr slog han en anden Kreds, og inde i den satte han det trebenede Bord og den trebenede Stol, og han satte sig selv paa Stolen, og paa Bordet havde han en Bog liggende, som han læste i. Det varede da ikke længe, saa kom den fremmede Mand, som Faderen havde lovet sin ufødte Søn til; og, havde han ikke før vidst, hvem han var, saa kunde han da nu se, at det var ingen anden end den lede Satan selv. Han kom først til Faderen: »Giv mig saa Drengen!« sagde han. »Tag ham selv!« sagde Faderen, »jeg har bragt ham med mig.« Saa fór Fanden hen til Drengen: »Kom saa med! du er min,« sagde han; men Drengen blev siddende og læste i sin Bog. »Tag mig, om du kan!« sagde han. Men Fanden kunde ikke naa ham, og han kunde ikke komme ind over Kredsen, enten han saa gjorde sig lang, eller han gjorde sig lille. Saa var han igjen henne hos Faderen og søgte snart at lokke og snart at skræmme ham ud af sin Kreds; men det hjalp lige meget. Saadan blev han ved at rende fra den ene til den anden; men han kunde ingen Ting udrette; og til sidst maatte han da give tabt og gaa sin Vej med tomme Hænder. Da saa det ene Døgn var gaaet omkring, saa var Faderen fri og kunde gaa af Kredsen; men Sønnen maatte blive og sidde paa sin Stol saa længe, til det spurgtes omkring i Verden, og en ren Jomfru fik Hjærte til at rejse hen efter ham.
Det skete ogsaa omsider, at en Jomfru kom flyvende, tog ham i sine Arme og fløj bort med ham, ingen vidste hvor hen. Og den Jomfru var en Prinsesse, som bode paa et Slot langt, langt borte, sønden for Solen, østen for Maanen og midt i Vinden. Hun kom, hele den lange Vej, for at befri ham; hun tog ham hjem med sig til sit Slot, og dèr gjorde hun ham til sin Fæstemand, og de levede en Stund dèr glade tilsammen.
Brylluppet var allerede bestemt, at det skulde staa om Maanedsdag. Da sagde Ungersvenden til sin Jomfru, at før han kunde ret fæste Bo og slaa sig til Ro med sin yndige Brud paa det dejlige Slot i det fremmede Land, saa maatte han se sin Moder igjen; hende længtes han efter, og han vidste jo, at hun gik og sørgede over ham baade Nætter og Dage. »Som du vil,« sagde Prinsessen; jeg skal bringe dig hjem til din Moder, og du kan blive dèr saa længe du selv vil. Her sætter jeg min Ring paa din Finger. Længes du efter mig og vil vende hid tilbage, saa drej kun paa den Ring og ønsk dig til mig; saa er du her strax. Men vov ikke paa at ønske mig til dig! Gjør du det, saa er det ude med al vor Glæde.«
Han lovede alt; han kom snart igjen, sagde han; han vilde kun se sin Moder og stille hendes Kvide. Saa fløj hun med ham til hans Fædrenehjem, satte ham uden for Huset og var borte med det samme. Da han nu kom ind, saa blev begge hans Forældre jo baade forundrede og glade, for de havde aldrig ventet at se ham mere. Og da han fortalte dem om al sin Lykke og Herlighed, saa glædede de sig jo med ham; men de kunde dog ikke forstaa, sagde de, hvorfor de ikke ogsaa maatte faa hende at se, den dejlige Prinsesse, som havde frelst ham og som nu skulde være hans Brud.
Det kom de bestandig tilbage til: hvor glade de end var ved at se ham igjen og høre om hans Lykke, saa kunde de dog slet ikke finde sig i, at de aldrig skulde faa den Jomfru at se og faa takket hende for al hendes Godhed og Kjærlighed imod ham. Holdt hun rigtig af ham, saa vilde hun ogsaa nok unde dem den Glæde. Han sagde mange Gange, at det kunde der ikke være Tale om: hun havde forbudt ham at ønske hende til sig. Men da Forældrene blev ved at trænge paa, og han jo ogsaa længtes meget efter sin Fæstemø, saa en Dag, han gik ude i sin Faders Have, saa drejede han paa Ringen og ønskede hende til sig. Og i det samme kom Prinsessen flyvende, snappede Ringen af Fingeren paa ham, gav ham et Ørefigen, saa han tumlede ved det, og i det samme var hun borte igjen. Dèr stod han saa ene tilbage og grundede paa, at nu havde han da forspildt al sin Lykke; for nu, Ringen var borte, hjalp det ikke, han ønskede sig til hende: han blev lige godt, hvor han var.
Hjemme hos sine Forældre kunde han ikke udholde at blive. Han tog Afsked med dem og vandrede ud i Verden, for at opsøge sit tabte Paradis. Han gik og han gik, han vidste ikke selv, hvor hen. Saa var det en Dag, han gik midt inde i en tyk Skov, dèr traf han paa et Par Smaadjævle, som stod og djævledes. »Hvad djævles I om?« sagde Ungersvenden. Jo, sagde de, det var da om et Par Tøfler, de havde fundet, af den Slags, som kan tage ti Mil i ét Skridt. Enhver af dem vilde have de Tøfler, og enhver af dem sagde, det var ham, der havde fundet dem. »Hvad er nu det værd at djævles om?« sagde Ungersvenden; naar hver af jer faar en af dem, saa kan han dog tage ti Mil i to Skridt.« Men det vilde ingen af dem nøjes med: enhver af dem vilde have begge Tøflerne. »Ja, saa véd jeg ikke bedre, end at I kappes om det,« sagde Ungersvenden; »ser I den Graasten hist henne? den, som kommer først der hen og tilbage, kan tage begge Tøflerne, — hvis han saa finder dem,« sagde han til sig selv. Det gik de ind paa, og de stak i Rend, saa Støvet stod om Ørene paa dem. »Det var da et Par dumme Djævle!« sagde Ungersvenden, saa stak han sine Fødder i Tøflerne, og med det samme var han mange Mile borte. De to Smaadjævle fandt ingen Tøfler, da de kom igjen; saa havde de ikke mere at djævles om den Gang.
Ungersvenden gik nu rask til hele den Dag, ti Mil i hvert Skridt, det kunde blive til noget; og hen ad Aften kom han til det Slot, hvor Kongen over alle Fiskene bode. Dèr gik han ind og spurgte, om Kongen ikke kunde sige ham, hvor han skulde finde den Jomfru, som bode paa det Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden Kongen vidste det ikke; men bad ham dog vente lidt: »Ud paa Aftenen,« sagde han, »saa kommer alle Fiskene hjem og lægger sig ved Strandbredden; saa skal jeg sende min Tjener ned at spørge, om ingen af dem kjender det Slot, du leder efter.« Ud paa Aftenen sendte Kongen da sin Tjener ned til Strandbredden, at spørge Fiskene, om ingen af dem kjendte det Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Men der var ingen af dem, der vidste noget om det Slot; de lod ham dog vente lidt, til de to ældste Fiske kom hjem, som endnu var ude i Havet. Det gjorde han ogsaa; men heller ikke de to gamle Fiske kjendte Vejen til det Slot. Da sagde Kongen over Fiskene til ham: »Ja, saa kan jeg ikke hjælpe dig; men jeg vil give dig Brev med til min Broder, som er Konge over alle Fuglene: han véd maaske mere om det Slot. Men bare du kan naa til ham; for han bor saa langt borte her fra, at jeg aldrig ser noget til ham.«
»Mange Tak!« sagde Ungersvenden;« jeg er let til Bens, saa jeg skal nok naa til ham.« Saa sov han dèr den Nat, og næste Morgen tidlig var han igjen paa Benene. Brevet havde han i Lommen og Tøflerne paa Fødderne, og for hvert Skridt han tog, kom han ti Mil frem. Hen ad Aften naade han da det Slot, hvor Kongen over alle Fuglene bode; dèr gik han ind og flyde ham Brevet. Kongen blev meget glad ved at faa Brev fra sin Broder, og da han havde hørt hans Ærende, saa sagde han: »Ja, jeg véd rigtig nok ikke, hvor det Slot er, du leder efter; men ud paa Aftenen saa kommer alle Fuglene hjem, og saa skal jeg sende min Tjener ud til dem at spørge dem ad, om nogen af dem skulde vide, hvor det ligger.« Det var han vel tilfreds med; og ud paa Aftenen sendte Kongen sin Tjener ud til Fuglene, og han spurgte dem alle som én, om ingen af dem vidste Vej til det Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Men der var ingen af dem, som kjendte det Slot; de bad ham dog vente, til to gamle Krager kom hjem, som endnu var ude. Men heller ikke de gamle Krager vidste Vej til det Slot. »Ja,« sagde saa Kongen over Fuglene, »saa kan jeg ikke hjælpe dig; men jeg har endnu en Broder, som er Konge over Vindene; han véd kanske Vej til det Slot, du leder efter. Jeg skal give dig Brev med til ham, naar du bare kan naa til ham; for han bor saa langt borte her fra, saa jeg aldrig ser noget til ham.«
»Jeg skal nok naa ham,« sagde Ungersvenden. Saa sov han dér den Nat, og næste Morgen tidlig var han atter paa Vej, med Brevet i Lommen og Tøflerne paa Fødderne: ti Mil i hvert Skridt, og hen ad Aften var han ved Slottet, hvor Kongen over alle Vindene bode. Dér gik han ind og gav Kongen Brevet, og glad blev han ved at høre fra begge sine Brødre. »Men det Slot,« sagde han, »som du leder efter, det kjender jeg ikke noget til. Men ud paa Aftenen, naar Vindene kommer hjem og lægger sig, saa skal jeg sende min Tjener op at spørge dem ad, om nogen af dem skulde kjende det. Saa ud paa Aftenen blev der jo en Susen og Brusen rundt omkring, da alle Vindene én efter én kom hjem fra alle Verdens Kanter og lagde sig; og Tjeneren kom jo saa ud til dem og spurgte, om nogen af dem kunde vise Vej til det Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Det skulde man da tro, de maatte kjende. Men der var ingen af dem, der kjendte det Slot. — »Er I her alle sammen?« sagde han. Nej, Nordvesten var ikke kommen endnu, men han maatte snart være her. Og det varede kun et Øjeblik, saa kom Nordvesten brusende hjem og lagde sig med et Smæld. »Kjender du saa ikke det Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden?« spurgte Tjeneren. »Jo,« sagde Nordvesten, han vidste nok, hvor det Slot laa; men det var grumme langt borte: det var meget sjælden, at han naade saa langt. »Og tage en gaaende Person med dèr hen,« sagde Nordvesten, »det kan jeg ikke indlade mig paa; det vilde sinke mig alt for meget. Saa naade jeg aldrig der hen.«
Da det Bud kom op paa Slottet, saa blev baade Kongen og Ungersvenden glade, og Kongen lod strax gaa Bud til Nordvesten igjen, at der hjalp ingen Snak: næste Morgen skulde han tage den gaaende Person med, om han skulde gaa aldrig saa langsomt; for den gaaende Person havde bragt ham Bud og Brev fra hans Brødre, som han i mange Aar ikke havde hørt noget fra.
Saa sov Ungersvenden sødelig den Nat paa Vindkongens Slot, og tidlig næste Morgen var han igjen paa Benene og i Tøflerne og skulde da følges med Nordvesten til Slottet sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Fra først af var Vinden jo noget gnaven, for han skulde have den gaaende Person at følges med, og han gik ganske smaat, men ved det første Skridt var Ungersvenden forud for ham, saa Vinden maatte tage Fart for at naa ham; og det blev jo længer des værre; saa til sidst maatte Nordenvinden blive til en forrygende Storm, for at kunne følges med Ungersvenden, og det var kun Middagstid, da de saaledes naade til Støttet sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden. Da var Nordvesten saa træt, saa han maatte gaa hen og lægge sig lidt, før han kunde give sig paa Hjemvejen. Og Ungersvenden maatte til sidst tage Tøflerne af og gaa det sidste Stykke paa Hosesokker, ellers kom han langt forbi Slottet.
Saa gik han dèr ind, og dèr fandt han sin Fæstemø, der var lige saa glad som han, ved at de atter kunde mødes. Hun havde aldrig turdet tro, han kunde naa til hende igjen. Og saa holdt de Bryllup med stor Fryd og Herlighed, og dèr lever de endnu glade den Dag i Dag paa det dejlige Slot sønden for Solen og østen for Maanen og midt i Vinden.
