Haltefanden
Haltefanden.
Med Tegninger af Frans Schwartz.
Hjørring bode der en Gang en fattig Mand, som gik Post imellem Hjørring og Løkken ude ved Vesterhavet. Saa var det en Dag, han var ude paa sin Vandring, og han var da meget urolig, for hans Kone ventede sig hver Dag, og han vilde nødig være borte, naar der kom noget paa hjemme. Han skyndte sig derfor alt hvad han kunde; men der var den Dag mange Ærender for ham at udrette, saa det blev Aften, før han kunde give sig paa Hjemvejen.
Det var en meget mørk Aften, og da han kom i Nærheden af Hjørring, saa var det for hans Øjne at se til, som der var blevet en hel Sø rundt om Byen. Han prøvede flere Veje, for at slippe ind i Byen; men hvor han saa kom, saa' han Søen for sig, som han ingen Raad vidste til at komme over. Endelig saa kom der en Person til ham med det gamle Navn Haltefanden, og han spørger Manden, om han gjærne vilde hjem. Ja, det vilde han grumme gjærne. »Ja, din Kone har gjort Barsel,« siger Haltefanden, »og hun har faaet sig en rask Søn. Hun længes nu meget efter dig. Og vil du give mig det første, der møder dig, naar du kommer hjem til dit Hus, saa skal jeg strax sætte dig over dette her Vand.«
Da Manden fik dette at høre, saa blev han da endnu mere længselsfuld efter at komme hjem, og han tænkte ved sig selv: »Ja, hvem andre skulde vel møde dig først i Dag, end den, som ellers altid tager først imod dig! Det er vor lille Hund. Og den maa du heller give bort, end at gaa her og vanke den hele Nat.« — »Ja,« lad gaa!« sagde han. »Hjælp mig saa hjem i en Fart!«
Saa tog Haltefanden Manden paa Nakken og løb over med ham — der var nu intet Vand, det var bare Øjensforblindelse — og de var strax ved Mandens Husdør. Dèr sætter Haltefanden ham af, og saa tager han et Stykke Papir op af Lommen og flyr ham og siger saa: »Den, der først møder dig, det bliver din nyfødte Søn, og naar de nu rækker dig Drengen, saa skal du tage en Naal og prikke ham et Hul i den højre Haand og tage tre Blodsdraaber deraf og sætte paa dette Papir. Kom saa ud og fly mig den Haandskrift! Saa forlanger jeg ham ikke, inden han er tredive Aar gammel.«
Manden blev jo gruelig til Mode; han skyndte sig ind, og ganske rigtig: det første, der møder ham, det er Barnet, som Jordmoderen rækker ham. Saa turde han ikke andet end holde sit Ord og gjøre som Haltefanden havde sagt. Han fik Haandskriften, og saa var han borte med det samme.
Drengen voxte op og var sund og frisk og havde et udmærket Nemme til alting, baade til at læse og skrive og regne; og Provsten i Hjørring, som lagde Mærke dertil han fik Godhed for Drengen og han holdt ham til Bogen, saa han blev helt præstelærd. Mens han var borte til Studering, kom han flere Gange hjem i Besøg hos sine Forældre; men hver Gang Faderen saa' ham, saa græd han.
Da Studenten endelig var færdig med alle sine Examener og havde rejst udenlands til alle de lærdeste Højskoler, saa skulde han jo være Præst. Men først rejste han hjem til Hjørring, baade for at takke Provsten for alt, hvad han havde gjort for ham, og for at se og tale med sine Forældre. Saa snart Faderen saa' ham, saa brast han i Graad. Da spurgte Sønnen ham og sagde, at nu maatte han sige ham Sandhed: hvorfor han altid græd, hver Gang han fik Øje paa sin eneste Søn? Han vidste dog ikke af, at han havde gjort sine Forældre nogen Sorg.
»Ja,« sagde saa Faderen, »nu maa jeg sige dig din Skæbne, som jeg hidtil har skjult og dulgt for enhver.« Og saa fortalte han Sønnen det hele, som det var tilgaaet. Da siger Sønnen: »Hvorfor har Fader ikke sagt mig det før end nu, da der kun er tre Dage, til jeg skal afhentes! men nu rejser jeg; og kommer jeg ikke igjen inden otte Dage, saa skal I ikke vente at se mig mere.« Saa gik han ud i Marken, det var i Høstens Tid og dèr plukkede han tre Rugvipper. Saa gik han op i Kirken, og hvad han saa ellers gjorde d`er, saa dyppede han disse tre Rugvipper i Døbefonten, og saa gjemte han dem i en Skindpung, som han bar paa sig. Saa tog han en gammel Egestok i sin Haand og gav sig paa Rejsen.
Studenten vandrede, til det blev Aften, da var han midt inde i en Skov; dèr laa et lille enligt Hus; dèr gik han hen og bankede paa. En gammel graaskjægget Mand lukkede op for ham. »Hvor tør du vove at komme her?« sagde han; dette her er en Røverkule; jeg har tolv voxne Sønner, de er alle Røvere, som jeg selv har været. De kommer snart hjem, og de skaaner ikke dit Liv. Jeg skjøtter nu ikke om at gjøre mere ondt i min Tid; derfor varer jeg dig ad.« — »Venter I dog ikke paa Himmerige?« spørger Studenten. »Nej!« svarede den gamle; »det er for silde for mig at vente paa. Men jeg har Lovning paa den bedste Seng, der er i Helvede, naar jeg kommer dèr. — Men hvor agter du dig hen for Tiden?« — »Jeg agter mig til Helvede,« siger Studenten; »men jeg haaber at komme tilbage igjen; saa skal jeg høre her indenfor og sige dig, hvad de kalder den bedste Seng i Helvede.« Saa fortalte Studenten ham endnu kortelig sin Historie, og saa gik han videre.
Han vidste god Vej, og han gik, lige til han kom til Helvedes Port. Dèr bankede han paa, og det var ingen anden end Haltefanden, som lukkede op for ham. Han kjendte ham strax, og han bød ham velkommen. »Du kommer endda lidt før Tiden,« sagde han. Studenten svarede ham ikke, men søgte lige hen til den gamle, som stod i Lænker. Ham spurgte Studenten, om han strax vilde fly ham den Haandskrift tilbage, som Haltefanden havde narret hans Fader fra. »Nej!« sagde den gamle; »har du aldrig hørt, at hvad der først er kommet i Ulvs Mund, det kommer ikke let løs igjen?« Saa tog Studenten sin Skindpung frem og deraf tog han den ene Rugvippe, og med den gav han sig til at banke paa den gamle i Lænkerne.
Det gjorde ondt, for den gamle skreg og hvinede og sprang i sine Lænker og raabte paa Haltefanden, at han skulde komme med den Haandskrift. Men Haltefanden skjulte sig og svarede ikke. Da tog Studenten den anden Rugvippe frem og begyndte atter at banke paa den gamle Djævel med den, og han tog igjen paa at hyle og skrige værre end før paa Haltefanden, at han skulde komme frem med den Haandskrift. Haltefanden vilde ikke; men den gamle Djævel havde flere tro Tjenere, og dem bad han at tage Haltefanden og kaste ham i den
ene Grube værre end den anden, for at faa ham til at lystre. Men det hjalp ikke, Haltefanden vilde ikke ud med Haandskriften. »For den Karl er en lærd Mand,« sagde han,« og han vil skade Helvede mange Sjæle.«
Da tog Studenten den tredje Rugvippe frem og begyndte som før at prygle løs paa den gamle Djævel i Lænkerne. Han hylede og hvinede og sprang og vred sig værre end nogen Sinde før, og han raabte og skreg, at de maatte pine Haltefanden til at rykke ud med den forbandede Haandskrift. Og da alt andet ikke havde hjulpet, saa bad han sine tro Engle at kaste Haltefanden i den bedste Seng: i Midians Seng. Men da Haltefanden hørte det, saa kastede han Haandskriften fra sig og bad om at maatte blive fri for at komme i den Seng.
Saa snart Studenten havde faaet sin Haandskrift igjen, saa gik han ud af Helvedes Port og samme Vej tilbage, som han var kommen. Han kom igjen til Røverkulen i Skoven og traf dèr den gamle Graaskjæg. Han fortalte ham om sin Rejse og sagde ham ogsaa, hvad det var for en Seng, der var ham lovet i Helvede. Han sagde, at det var endnu Tid for den gamle Røver at omvende sig og komme til Himmerig. Men den gamle mente nej, det var for silde: han havde saa mange Synder paa sin Samvittighed, at det var umuligt, at han kunde frelses.
Saa til sidst siger Studenten: »Inden jeg gaar, vil jeg dog give jer et Tegn, hvorpaa I kan se, at I kan endnu naa frem til Himmerige.« Saa tager han sin gamle graa Egestok og stikker i Jorden uden for Døren, og saa siger han: »Saa sandt som denne min Stok kan bære Blade i Morgen tidlig, saa sandt kan du endnu finde Naade hos Gud.« — Ja, det vilde den gamle nok tro, sagde han. — Saa gik Studenten.
Den næste Morgen, da Røveren kom op, saa var det første, han saa', et skjønt grønt Egetræ lige uden for sin Dør. Det var den Stok, Studenten havde stukket i Jorden. Saa rev han Huset ned og bygte sig en Hytte paa en anden Plads. Og han angrede og omvendte sig til Gud; og det samme gjorde alle hans tolv Sønner.
Men Studenten rejste hjem til sine Forældre; og nu græd hans Fader ikke ved at se ham. Og siden den Tid har Haltefanden aldrig vovet at komme til Hjørring.
