Sommerglæder/2
Løb ud, løb ud, raabte Fru Brasen til »Eleven«. Selv skulde hun først have skiftet Forklæde:
— Løb ud, raabte hun igen, mens alting skjalv paa hende — og »hun havde ingen Kappe po« —:
— Løb ud, for nu er de her.
— Christian, skreg Brasen fra sin Skænk.
Christian stod midt paa Gulvet og var ikke naaet længere end til at tørre sig over hele Hovedet med et Vidskestykke.
Men Staldforpagter Nielsen var paa Plads og aabnede Døren til den første Charabanc, hvor fjorten Mennesker pludrede som en Fuglesværm.
Fru Brasen havde naaet den yderste Dør, hvor hun hilste, ved halvvejs at neje sig.
De fjorten svirrede ned af Vognen, og i et Nu var hele Billardstuen fyldt af Haandkufferter og Plaider og ubestemmelige Sjaler og Spaankurve og Skødehunde og af Hatæsker. Alle fjorten Personer talte i Munden paa hinanden, rystede Lemmer, raabte om Besked, strakte deres Bén og lo. Der var tre Herrer og elleve Damer.
Den anden Charabanc var kørt frem. Men en Dame, der hængte fast paa Vogntrinet med sin Kjole, standsede Strømmen, indtil hun kom løs med et Hvin. En Familiefader, som var ledsaget af Hustru, tre Børn og Barnepige, trængte sig frem, hen til Skjænken, og bad om de Værelser, han havde bestilt.
Brasen, der var bleven ganske rundøjet, sagde:
— Ja, er det Dem, der har bestilt?
— Jo, nu skal vi hitt 'et; og han gav sig til at rode rundt i en gammel Cigarkasse, hvor han opbevarede Badekorrespondancen.
— Jeg er Inspekteur Rasmussen, sagde Familiefaderen, der talte vægtigt, som den, der er vant til at staa for Styret i en aandelig Bedrift.
— Jo, sagde Brasen, der blev ved at rode i sin Kasse.
En Frue, der havde tilbagelagt Rejsen i en mørkerød Slæbkjole med Udringning, satte sig haardt i en Stol ved Bordet og sagde til sin Mand, der var lille, blond og nærsynet:
— Hans, jeg sagde Dig det. Jeg maa strax paa mit Værelse.
Ogsaa Hr. Hans Lindegaard havde bestilt Logis og spurgte om sine Værelsers Nummer.
— Jeg har det, sagde Brasen, der var glorød i sit Hoved. Han havde i Cigarkassen fundet noget Papir med »Rasmussen.«
Men Hr. Lindegaard blev ved at spørge om sit Nummer, og en lille venlig Enkefrue, der var ledsaget af en halt Datter, som bevægede sig ved en Stok, sagde stilfærdigt:
— Vi vilde gjærne have vore Værelser.
Brasen saá op paa hende, fra sin Kasse:
— De var aftalte, sagde Enkefruen, til i Dag. Hun udtalte g'et i Sætningens sidste Ord.
— Va' de? sagde Brasen.
— Christian, raabte han:
— Hent min Kon':
Fru Brasen gik rundt i Billardstuen og sagde ustandselig:
— Naar vi bare ta'er dem én efter én. . . .
Fru Brasen tog slet ingen, men blev bare ved at gaa rundt, mens hun sagde det samme:
— Det kommer jo lidt pludselig po.
Alle Sprogets aa 'er blev til o'er i Fru Brasens Mund, naar hun blev forskrækket.
— Kjære Frue, vi venter jo saa gjerne, sagde en høj og brunlødet Herre, af en slank og knokkelstærk Skabning.
— Ja Tak, sagde Fru Brasen og saá ham ind i Ansigtet. Det var det første Ansigt, hun saá. Ellers saá hun nærmest Sværmen omkring sig, som den, der kører i Karussel, ser dem, der befinder sig paa den faste Jord.
— Vi er jo saa mange, der kommer lige paa én Gang, sagde den brunlødede Herre.
— Ja, det er det, sagde Fru Brasen, og hun raabte pludselig paa Jens, at han kunde løbe med Inspecteurens til Annexet.
Hr. Lindegaard med Frue havde faaet Nummer seksten, hvorfra Fruen allerede ringede. Fru Brasen fløj hen til Lemmen og raabte ud i Køkkenet, at Eleven maatte løbe derop:
— Tag et Forklæde po, raabte hun og lukkede Lemmen.
— Der er min Kon' sagde Brasen, der slap Cigarkassen, hvori alle Brevlapper flød.
Fru Brasen sagde, mens fire andre Damer ogsaa forlangte Værelser, til Enkefruen:
— Jo, det er Nummer tolv i Annexet; og ogsaa hun, der var svagøjet af Damp og Sod i sit Køkken, gav sig til at rode rundt i Cigarkassen:
— Ja, det var galt, det var galt med Brasen og den Brevskrivning. Og hvad kunde det nytt', at Sørensen havde hjulpet til?
Den ene af de fire Damer, som var Kommunelærerinder, sagde:
— Vi skrev for en Maaned siden.
Og Brasen, der sad paa Stolen med Puden, sagde:
— Jansine, dem har Sørensen …
… Jens løb foran Inspecteuren med Familie og Barnepige gennem Gaden ned imod Annexet.
Han var barhovedet og raabte til alle Butiksdøre:
— Det er de Rejsend', raabte han. Han var iført Vest og et Par mørkegraa Buxer med en lysegraa Lap paa Stedet, hvor man sætter sig. Lappen virkede, mens han løb, som et svunget Flag.
— Naar man blot var forvisset om Sengene, sagde Inspecteuren, der var af et vist Embonpoint og med nogen Formue, erhvervet med Fruen.
— Og Børnenes Lejer, August, sagde Fruen, som var mager, i Sort og underlivslidende.
De naaede Annexet, hvor Jens slog Døren op til alle de lyseblaa og tomme Stuer.
— Her er'et, sagde Jens.
— Men hvor er vore Værelser? spurgte Inspecteuren, der blev staaende foran det ventende Annex.
— Det maa De spørge ved Fruen, svarede Jens, som pilede hjemefter.
— Vi ta'er de dér, sagde Fruen, der havde sat sig, og pegede ind imod tre af Gadeværelserne.
Hun begyndte at kommandere om Møbelflytningen, mens hun sagde:
— August, hjælp Louise. Louise var Barnepigen.
Den milde Enkefrue kom med sin Datter. Det saá, under Fru Rasmussens Anordninger, allerede ud, som laa hele Annexet i Flytning.
Fruen og Datteren tog stille et Par Kammere:
— Kære Else, sagde Moderen: lad os blive her.
Og de gik ind i et Par Smaastuer, hvor de laasede deres Døre.
… I Hotellet havde de fleste faaet Værelser, og sytten Personer kimede paa én Gang, for omsider at erholde deres Kufferter.
— Christian, raabte Brasen, og der kom ingen.
Staldkarl Nielsen asede med Fletkufferter og Trækufferter, saa de gamle Trapper knagede, og Fru Brasen løb hid og did for at anbringe de sidste, mens hun uafladelig tænkte paa Middagsmaden. I Køkkenet var alt gaaet i Staa, og alle Piger og Rullekonen stod ude i Gaarden og gloede efter de fremmede.
— Ja, ja, sagde Fru Brasen og løb rundt igjen: Jens maatte springe efter Stine Sypige. Stine maatte hjælpe til ved Opvartningen og saa maatte Haandklæderne vente.
— Christian; Brasen var under sin Søgen efter Kelneren naaet ind til Vinduet i den lille Spisestue.
Christian satte, som et Lyn, udfra en Dør med Hjerte. Al Forskrækkelse slog sig strax paa hans Mave.
— Saa, sagde Brasen: nu har vi ham der igen.
Fru Lindegaard ringede paa Vand til kold Afrivning og hos de fire Lærerinder, der vare anbragte i Gavlene, var der kun to Haandklæder til dem alle fire.
… Doktoren, der havde iført sig en Diplomatfrakke fra firserne, aabnede Døren til Billardstuen og saá ind. Brasen sad paa sin Pudestol.
— Hvordan skal det gaa? sagde Brasen.
Fru Brasen, der førte de sidste ned imod »Annexet«, sagde:
Det skal go'e, Brasen.
Hun var tilmode, som var der Søgang i Gulvplankerne under hendes Ben.
— Værsgo, sagde hun: det er blot lige nedad Gaden. Hun gik ved Siden af de to sidste Gæster, som var en østjysk Grossererfrue med sin Datter, midt paa Gaden, hvor Ansigter stak frem bag alle Ruder:
— Ja, her er saa dejligt med Sol, sagde Fru Brasen. Brostenene bagte under deres Fødder.
— Er der ligesaa langt til Vandet, sagde Datteren, Frøken Lucie, som var en lille bleg og kjøbenhavniseret Person, der fik sin Villie i alt, fordi Grossererens Huslæge var blevet kjed af at sé hende faa Krampe.
— Det er bare en lille Sti, sagde Fru Brasen.
— Er det her, sagde Frøken Lucie, da de naaede Annexet.
Fru Brasen var lidt i Forvejen, og Grossererfruen sagde:
— Lucie, det var Dig, der vilde her.
Fru Brasen lukkede Døren op til Gadeværelserne. Familien Rasmussens Kufferter var ankomne og ikke ét Møbel var paa sin Plads:
— Ja, sagde Fru Rasmussen: dette var vel vore Værelser?
Fru Brasen, der saá, at Værelserne var tagne i Brug, sagde:
— Ja, det var jo Bestemmelsen.
Inspecteuren, som havde undersøgt Sengene, sagde:
— Det er Krølhaars, min Pige.
— Men August, vil Du sige mig, hvordan vi lægger Børnene under de Klude?
Fru Rasmussen vilde vende sig imod Fru Brasen, men Fru Brasen havde lukket efter sig. Hun gik ind gennem Gaarden, fulgt af de tvende østjydske Damer:
— Ja, sagde hun, idet hun aabnede en Dør: dette er de bedste Stuer. Men Indgangen er jo gennem Køkkenet.
Køkkenet var brolagt og egentligt et Bryggers. Frøken Lucie var standset paa Dørtrinet:
— Dette er morsomt, sagde hun.
— Ja, sagde Fru Brasen: det er rart, at ha'e naar man vil sætte baade et og andet fra sig.
Moderen og Frøken Lucie gik ind i de to Værelser og sagde: Tak.
— Tror Du, jeg bli'er her? sagde Frøken Lucie.
Hendes Moder, der oversaá Stuerne, sagde:
— Maaske var her nogle Møbler at faa til Leje etsteds i Byen.
Frøken Lucie svarede ikke. Hun anbragte sig i en Gyngestol og nynnede.
Da Fru Brasen kom forbi Enkefruens Vindu, som stod aabent, stak den gamle Dame Hovedet ud.
— Her er rigtig rart, sagde hun:
— Vi vilde kun gerne ha'e flyttet et Skab, Frue, en Gang naar der bliver Tid.
Skabet skulde flyttes hen foran en Dør, der skilte dem fra Familien Rasmussen. Det vilde altid tage lidt af Lyden.
Fru Brasen gik ned imod Haven og ind til Bedstemoderen, der bestandig arbejdede med sin Rive.
— Du maa komme hjem, Mo'er, sagde hun.
Den gamle løftede sit Ansigt:
— Hvorfor, sagde hun.
— For nu er de her, Mo'er.
Fru Brasen syntes, at hun var lige ved at komme til at græde:
— Og det er jo godt, Mo'er, sagde hun, ind i den gamles Ansigt.
— Naa, svarte den gamle kun og slap sin Rive og fulgte hende.
— Er det Haven, raabte Enkefruens halte Datter fra sit Vindue.
Og hun løb ud i Gaarden — hun var nok halt, men ellers rigtig levende — ind i Haven.
— Men Moder, her er Have, raabte hun fra Gaarden, lidt efter, da hun kom tilbage, og da Fru Rasmussen kom tilsyne i Gangvinduet, tilføjede hun:
— Frue, der bliver dejligt for Børnene.
Lidt efter vendte hun atter tilbage med hele Favnen fuld af Grene:
— Mo'er, raabte hun, dem dekorerer vi med, naar vi bare havde nogle Krukker.
Og efter at have læsset sine Grene af i Vindueskarmen, gik hun ud paa Gaden, støttet til sin Stok.
— Den lille halte har et kjønt Ansigt, sagde den brunlødede unge Mand.
Han havde sammen med sin Ven faaet Gavlen vis-a-vis de fire Lærerinder, og han sad i sit Vindue, hvorfra man kunde sé den hele By og alle de fem smaa Gader.
— Det er Borgmesterens Hus, sagde hans Ven, som stod ved Siden af ham og pegede paa den røde Borg.
— Ja saa, sagde den unge Mand og stirrede ud for sig, imod Sollyset.
Gaderne under dem laa som uddøde i Solen. Den lille halte Frøken gik dernede, helt ud til det yderste Hus, og vendte atter tilbage:
— Saa nydeligt hun gaar ved sin Stok, sagde Vennen.
Ellers var ingen at sé. Kun fra Hotellet løb de ud og løb de ind.
De fire Lærerinder kom frem fra Porten. De havde spurgt om Vej til Skoven og Vej til Badehuset. De var bestemte paa at tage tyve Bade og havde ingen Dag at spilde. De gik, to og to, ned ad Gaden og forsvandt.
— Naa, sagde Vennen, her er s'gu rigtig godt at kjede sig.
Den brunlødede, der sad i Karmen, stirrede bestandig imod det samme Lys — hans Øjne havde faaet saadant et sært Udtryk, enten af Bedrøvelse eller af en lang Længsel — og svarede, muligen uden at vide hvorpaa:
— Maaske.
En Støvsky stod op imod Sollyset ude paa Landevejen. Det var en Landauer med brune Heste og tre Kufferter. Nu drejede den bort fra Chausseen og ind paa Vejen langs med Byens Haver. To Damer sad skjult i Vognen, bag to lyse Parasoller.
— Hvem er det, sagde Vennen i Gavlvinduet.
— Hvem véd, svarede den brunlødede, der rejste sig fra Karmen:
— Skal vi saa bade?
Nede i Gaarden spurgte de to Venner om Vejen.
— Ja, Vandet er s'gu godt, sagde Brasen, der stod og luftede sig midt paa sin Gaardsplads: Vejen er blot lige bag om Borgmesterens Have.
— Tak, sagde den knokkelstærke, der pludselig smilte.
Vognen med de brune Heste rullede ned forbi Borgmesterens Havegærde:
— Ingeborg, Ingeborg, raabte den ene af Damerne og viftede pludselig med sin Parasol. Hun havde sét Borgmesterens Datter inde under Træerne.
Frøken Ingeborg løb hen til Gjærdet:
— Johnny, raabte hun og gjenkjendte Veninden.
— Vi skal bo her, sagde Frøken Johnny fra Vognen, mens Generalkonsulen og Generalkonsulinden nikkede.
— Hvor? raabte Ingeborg.
Men Vognen var borte.
Borgmesterens Datter blev staaende. Der havde bredt sig et skinnende Smil over hendes Ansigt, mens hendes Øjne der var sorte, som sort, hvori Solen brænder, længe saá ud over den grønne Mark og Stranden.
Hun tænkte pludselig paa saa mange lyse Dage og saa mange Minder fra den Gang — fra saa ret længe siden.
Hun saá for sig Pensionen i Zürich, bag den høje Mur, med Akasierne i den stille Have. Et efter et dukkede Kammeraternes Billeder frem, og Johnny og hun selv med ganske unge Ansigter. Hun saá Promenaden og Søen, med dens pludselige Bølger, og Gaderne, og den tekniske Skole med den dejlige og hvide Portal.
Borgmesterens Datter blev staaende ved Gjærdet, som bag et Gitter af de krydrede Æbleroser.
Saa lød der paa en Gang Skridt paa Stien, og to Herrer hilste.
Det var den brunlødede og hans Ven.
Borgmesterens Datter bøjede sit Hoved. Hendes matgule Ansigt var pludselig blevet hvidt.
Hun gik langsomt tilbage gjennem alle sine Blomster, ind igjennem Gaarden og op ad Trappen. De Herrer paa Kontoret, der just skulde til Middag, hilste Frøkenen, men hun saá det ikke.
Hun aabnede Døren til den forreste Stue, hvor alle de ostindiske Fugle kvidrede i Voliéren.
Frøken Ingeborg tog et Klæde og hængte det op for Buret, at Fuglene skulde tie.
Hun satte sig ved Siden af Buret, med Hovedet støttet i sin Haand.
Moderen kaldte, og hun hørte det ikke …
— — —
Landaueren var rullet forbi Vicekonsul Therkildsens Have.
Fru Therkildsen, der i sin Thepavillon broderede paa Klæde efter Naturen og hjælpende Monstre, havde ved Synet af Vognen rejst sig i ét Sæt og nærmest fór op igjennem sin Have.
— Therkildsen, Therkildsen, raabte hun midt i Gaarden, saa en af Svendene kom ud paa Bagtrappen:
— Hent Konsulen, sagde Fruen, og Svenden løb ind fra Fruen, som han aldrig, ikke i tre Aar, havde hørt raabe.
Konsulen kom ud paa Trappen.
— Therkildsen, sagde Fruen: kom ind. Og da de vare naaede ind i Entreen, sagde hun:
— Fryants er her.
— Hvor, sagde Konsulen.
— Her, Therkildsen, sagde Fruen: de kom kjørende nu. Med Kufferter paa Vognen.
En Tankestorm hvirvlede gjennem Hjernen paa Fru Therkildsen.
— Generalkonsulen? spurgte Therkildsen og understregede »General«.
— Ja, Therkildsen.
Fruen tav et Øjeblik: i ti Aar havde hun kjæmpet møjsommeligt for fra Sønnernes Lejlighed i B-Kvarteret at naa ind i den store Børskreds, hvis Midtpunkt var Fryants.
Saa sagde hun:
— De kan jo umuligt bo hos Brasens.
Hr. Therkildsen saá paa hende et Øjeblik:
— Ellers er det jo os ligegyldigt, sagde han.
Fru Therkildsen svarede ikke. Hun tilkaldte sin Husjomfru til en Raadslagning.
… Landaueren var kjørt forbi alle Haver og rullede ind i Gaden.
— Jansine, raabte Brasen:
— Nu kommer de i Wienervogn.
— Ha' er' et Brasen, sagde Fruen, hvis Hoved virrede i Dørlemmen.
— Spørg mig ikke, Jansine, sagde Brasen, fra hvem Sveden dryppede som Hagl under en Sommertorden:
— For nu staar jeg still', sagde han.
Landaueren rullede ind ad Porten og holdt. Staldkarl Nielsen var løbet til og gav sig til at bukke foran Vogndøren:
— Dette er jo Brasens Hôtel, spurgte Generalkonsulen venligt.
— Jo, det er her, sagde Nielsen, der havde faaet Kaskjetten af.
Brasen blev staaende midt i sin Skænkestue og saá gennem de to Døre ud paa Kjøretøjet:
— Dem ka'e Du ta'e imod, Jansine, sagde han og gik ind i den inderste Stue, hvor han satte sig i en Stol ved en Dørsprække.
Generalkonsulens Damer var allerede af Vognen.
De maalte lidt langt den hvidkalkede Port, hvor de skæve Bjælker var malede sorte.
— Er det maaske Fruen? spurgte Generalkonsulen.
— Ja, det var.
— Jo, vi skulde blive her, Frue, sagde Generalkonsulen.
— Inat, tilføjede hans Frue hastigt.
Og Datteren, der kom til at lé af Moderens Tonefald, sagde:
— Her er jo dejligt.
Fru Brasen var bleven glorød i sit Ansigt ved Fruens »inat«. Saa blev hun bleg igjen, mens Sveddraaberne blev staaende paa hendes Kinder, og hendes Stemme dirrede ganske lidt, da hun sagde:
— At Værelser havde de jo, hvis de ellers ku' pass'.
— Det gør de nok, sagde Generalkonsulen. Og Fru Fryant, der selv var blevet rød i sit Ansigt, sagde:
— Kære Frue, det er jo Fru Brasen? — vi stiller saamænd ingen Fordringer.
Fru Brasen gik i Forvejen og lukkede Døren op til de to Portværelser. Hun saá ind over sine to Stuer mens hun kun blev ved at sige: Ja, hvis de bare ku' pass' — medens Generalkonsulen, der hastigt havde set ind paa Sengene, som var Husets Værdigjenstande og de Sengesteder, hvor Vinterens Handelsrejsende anbragtes, sagde:
— Her er jo fortræffeligt, Frue, for i Nat; og Frøken Johnny lagde til:
— Jeg boer jo hos Ingeborg.
Da Fru Brasen kom ned, sad Brasen endnu bag sin Dør. Han løftede Hovedet og saá op efter hende:
— Hva' sa'e de? sagde han.
— Jeg ved ikke, svarede Fru Brasen hvis Stemme var meget lav og som saá væk fra ham: men de bli'er her i Nat.
Fru Fryant, der stod midt paa Gulvet og aftog sin Hat, sagde til sin Mand:
— Men, kjære Ven, hvis der nu er lige saadan paa Skagen.
Og Johnny, der ved Vinduet betragtede Vandposten, som, lidt kroget, rejste sig midt paa Torvet, sagde leende:
— Det er umuligt.
Generalkonsulen gav sig til at aabne nogle særdeles omfangsrige Rejseetuier med meget Sølv og Krystal, der var lidt massive for de Brasenske Bordbén. Og de to Damer gik ind i Soveværelset, hvor Frøkenen slog de blaa Portierer ned, mens hendes Ansigt pludselig blev alvorligt, som læste hun i deres falmede Folder hele deres lange Historie. Hun sagde:
— Mama, saa maa vi spise her og invitere Ingeborg.
— Ja, my dear, sagde Moderen og tilføjede lidt efter:
— Skeer og Gafler har vi jo i Necessairerne.
… Nede i Gæstestuen slog Dyrlægen Døren op.
— Her er blevet fuldt, Dyrlæge, sagde Brasen.
Dyrlægen, der, som alle kraftige Mandfolk der i Byen, var rødblisset i et bredt Ansigt og som var bleven sendt paa Inspection af sin Kone, sagde:
— Ja, hva' Satan, her er s'gu Forøgelse i Besætningen; han forlangte en Baier, mens han spurgte:
— Men hva' er'et for Hopper, Gæstgiver?
— Ved ikke, sagde Brasen, der var bleven underlig ordknap og følte det, som havde han en Klump i sit Hoved.
Men pludselig kom han op fra sin Stol:
— Christian, raabte han og løb hen til Skænken, hvor han begyndte at rode imellem nogle gamle Bøger:
— Nu er der s'gu da nogen at indfør'; og han fik Rejsebogen frem, der var fedtet som en gammel Kogebog og forsynet med Segl af sex vexlende Borgmestre.
— Det er rigtigt, Brasen, sagde Dyrlægen: la'e os faa Afstamningen.
Christian var kommet til og vilde tage Bogen med de fremstrakte Hænder:
— Faa Næverne vasket, sagde Brasen.
Lemmen gik op, det var Fruen:
— Kom lidt herud, Brasen, sagde hun.
Fru Brasen var midt i Middagsbekymringerne. Hun blev i sine Tanker ved og ved at tælle, hvor mange Gæster de blev, og kom aldrig længere og begyndte at tælle forfra igen indtil sytten:
— Var'et ikke sytten? sagde hun.
To Piger stod og skrabede Fisk. Det var en ynkelig og tynd Yngel, der en Gang havde været levende. Eleven stegte ved Komfuret en fransk Bøf til en Handelsrejsende, der just var ankommet med samt sine Prøvekasser, og som nu sad og skældte ud inde i den lille Spisestue.
Da Brasen kom ud, lukkede Fruen Døren til Spisekammeret:
— Hva' ska' vi gjør', sagde hun og saá paa ham med sine forvaagede og rindende Øjne.
— Ved' ikke, sagde Brasen.
— Og de ska' jo ha'et som avertert, sagde Fruen. Det var hendes uafladelige Tanke: »Middag: to Retter og Dessert«, som der var »averteret«.
— Ja, sagde Brasen.
Fru Brasen førte igjen og igjen Hænderne ned over sit Forklæde:
— Men det er 'et, sagde hun: naar 'et saa kommer, kommer det altid bagpo.
Brasen, der atter havde rejst sig, for at komme bort, sagde, hvad, der var hans eneste Tanke:
— Ja, hvis de saa drikker noget. Men hva' drikker vel saadan' syv og tyve Fruentimmer?
Brasen gik.
Fru Brasen sad et Øjeblik alene. Saa rejste hun sig. Der var ikke andet at gjøre:
— Man maatte gi'e dem Kyllingerne.
Hun aabnede Spisekammervinduet for at raabe paa Nielsen, der tumlede med den handelsrejsendes Kufferter.
Fruen gav ham Ordre om Fjerkræet, men Staldforpagteren lod, som han ikke hørte det og blev ved Kufferterne.
— Det er sgu de forretningsrejsende, man ska' leve af, sagde Nielsen, der allerede havde vurderet Badebagagen.
Ude i Køkkenet gav Fru Brasen sig til at tælle Fiskene, mens hun pludselig sagde til Stine, som havde medbragt de halvsømmede Haandklæder:
— Er der Petersille? og Stine-Sypige gav sig i Forstuen til at undersøge en Kasse med Sand, hvori hun fandt hundrede lange Asparges:
— Ja, ja, sagde Fru Brasen og raabte paa Jens, at han kunde springe efter Petersille.
Eleven løb paa Christian med den svedige Bøf paa et Fad:
— Tør 'en af, raabte Fru Brasen.
Og hun fór selv med sin Tommelfinger hen over Bøffadskanten og fik den tørret:
— Alting ska' man osse pass', sagde hun.
Ude i Gaarden var der begyndt en vild Jagt paa Fjerkræet, hvor alle Høns blev jaget op og Høj rundt og kaglede, mens Martin, Husets Søn, der var hjemkommet fra Skole og bar Tonyster, førte an og skreg til Nielsen:
— Klem'en, Nielsen.
— Ta'en Nielsen.
Klem den lille spættet'.
Hønsene fløj, og Hanen galede. Tre Skolekammerater af Martin deltog i Jagten og øgede Forvirringen.
— Bli'r I færdige med Fisken, sagde Fru Brasen til Pigerne, der glemte at skrabe.
De første Kyllinger kom, og de skulde pilles. Den ene Pige satte sig hen i en Krog af Køkkenet og rev i Kræets Fjer, saa de stod vidt om hende.
Lemmen gik op:
— Naar ka' vi blive færdige? spurgte Brasen inde fra.
Det var de fire Kommunelærerinder, der var vendte tilbage fra Badet og som paa Rad, midt i Gæstestuen, spurgte, til hvilket Klokkeslet der spistes til Middag.
— Med hva' sagde Fru Brasen, der drejede sig.
— Med Maden, Jansine.
Fru Brasen saá fra Fisken til Kyllingerne.
— Ja, Brasen, ja ……
— Hva' er 'et? raabte hun og drejede igen.
Det var Christian, der skreg paa noget engelsk Sauce til Bøffen, fra den anden Lem, den til den lille Spisestue:
— Hva' for 'en en? sagde Fru Brasen, og hendes Øjne faldt paa Datteren Signe, der var fjorten Aar, hjemmekæmmet og bekymret:
— Den sto'er i en Flask', sagde hun.
Flasken stod i første Sals-Buffeten:
— Spring efter 'en, sagde Fru Brasen til Datteren: det er ogsaa alt blevet flyttet um.
— Hva' bli'er 'et saa til? sagde Brasen, der stadig ventede ved Lemmen til Gæstestuen og skulde vide Spisetiden.
— Klokken fim, svarede Fruen, hvis Sprog mere og mere forvirredes.
Brasen lukkede Lemmen:
— Klokken fem, mine Damer, sagde han og satte sig ned bag Skænken igjen, mens de fire Frøkener gik:
— Den springer, Dyrlæge, sagde han …
— Men Stikkelsbær kunde de ikke naa at faa plukket (Fru Brasens Tanker havde naaet Desserten) og hun sagde til Jens, der kom løbende med nogen vilter Petersille:
— Du maa ned til Bager Petersens. Det maa være straks. Hun tænkte paa Lagkagen.
Datteren kom med Sauceflasken, der blev stukket ind gjennem Lemmen, hvorfra man hørte den forretningsrejsende skælde, fordi Baieren ikke var kold — medens fra Gaarden Hønsene blev ved at larme og inde i Køkkenet Fjerene fløj i det hele Rum, saa Eleven tørrede sig Dunene af Kinderne.
Ude i den lille Forstue sad Bedstemoderen bøjet over et Kar og skrællede Kartofler, der, én efter én, faldt langsomt ned i Vandet, tungt som en Sten.
Fru Lindegaard, der havde endt Afrivningen og sit Toilette, aabnede sit Vindue, og saá med et pludseligt Behag ned paa Hr. Nielsens Mandsskikkelse og Ben, mens han fangede den sidste Kylling:
– Vi skal have Kyllinger, sagde hun:
— Hans, gaa ned og hør, naar vi skal spise.
… Generalkonsulen var venligt traadt ind i Gæstestuen for at spørge Hr. Brasen, hvad de kunde faa til Middag. De ønskede at spise Klokken syv og hos dem selv.
— Ja, sagde Brasen.
— Vi bli'er fire.
— Ja, sagde Brasen.
Generalkonsulen ventede et Øjeblik, og sagde saa, mens han smilede saa lidt, at man næsten ikke saá det:
— Ja, saa giver De os blot, hvad De har, fire Retter Mad.
— Ja, sagde Brasen.
Da Hr. Fryant var ude af Døren, satte Brasen i Løb ud i Køkkenet.
— Jansine, raabte han.
Fruen var paa første Sal, for at anordne Borddækningen:
— Hva' er 'et, Du siger, Brasen, sagde hun, hvid i sit Ansigt.
Hun sad paa Stolen ved Siden af Mejeristens Buffet:
— Har du Mad? sagde Brasen, som blev staaende foran hende.
— Jeg kan ikke si'e 'et, svarede Fruen. Hun havde foldet sine Hænder: For jeg véd ingenting.
Da Brasen kom ned igjen var Gæstestuen fuld. De to Kreaturhandlere var vendt tilbage for at faa en Bid Mad og Konsul Therkildsen, der var iført den sorte Frakke, som han ellers kun bar i Amtsraadet, kom pludselig ind ad Døren og satte sig ved Midterbordet, mens han bad om et Glas Portvin.
— Christian, Portvin, sagde Brasen, der selv, med en Klud, gav sig til at aftørre Bordet for Hr. Therkildsen.
— Brasen har jo ellers faaet Fremmede, sagde Konsulen.
Brasen havde det.
— Og mange, sagde Konsulen.
— Der var det, sagde Brasen.
Den ene Kreaturhandler sagde:
— Det ka' s'gu faa sin Betydning for Byen … og saadan.
En lille bleg Herre fra Apotheket, der i en Krog var beskjæftiget med at bide Neglerødder, sagde:
— Det ser man paa Skagen. Han udtalte »a'et« i Stednavnet, som et udpræget »æ«.
Hr. Therkildsen svarede ikke; men Brasen, der satte Glasset med Portvinen paa Bordet, sagde og rankede sig i sin Ryg:
— Ja, man maa være foretagsom, Hr. Konsul.
— Ja, sagde Konsulen: Fru Brasen er en flink Kone: og lidt efter spurgte han:
— Spiser de ellers alle sammen?
Brasen sagde noget om, at de i Landaueren skulde spise Klokken syv.
— Ja saa, sagde Konsulen, der betalte for sin Portvin, og da han rejste sig, sagde han til Brasen:
— Brasen véd jo ellers, at Butikken er lige her ved.
Lemmen gik op; det var Fruen:
— Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen, hviskede hun.
Da hun saá Konsulen, smækkede hun Lemmen til igjen af Forskrækkelse. Men trods Forskrækkelsen kom hun pludselig til at smile. Hun havde set paa Hr. Therkildsens Ansigt, at de nok turde sende Bud over i Butikken idag, hvis det kneb. Et Øjeblik efter aabnede hun igjen:
— Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen.
Brasen aabnede Pengegjemmet.
— Der er ingen, sagde han.
Og mens han lo, raabte han ud i Skænkestuen:
— Er der nogen, der kan laan' mig en Daler?
En af Kreaturhandlerne spurgte ovre fra Bordet:
— Er 'et Alvor, Brasen?
— Gu' er 'et Alvor; og Brasen raslede lidt med Ørestykkerne i den tomme Skuffe: Sé selv, Godtfolk, og tæl efter.
Kreaturhandleren fik en Tegnebog frem, der var trind og fed af mange Sedler.
— Laan mig tre, sagde Brasen, der fik dem.
Og Lemmen blev lukket igjen.
Fru Brasen tænkte paa Generalkonsulens Mad.
— Det kunde blive Hummer, ja Hummer med Asparges til Millemret (alle e'er blev til i'er i Fru Brasens Tanker nu) . . . . .
— Og Hummeren kunde Stine rende efter hos Therkildsen. For hun havde sét det paa Konsulen, at han gav dem 'et nok; og det var ikke saadan med den »kuntante« Mønt at løbe med mellem Fingrene.
Hun kaldte paa Stine, og pludselig tænkte hun paa Stegen, at Martin, han havde sine Duer; og medens Stine løb, raabte hun paa Martin, der stadig var med Tornyster og som vilde have Pengene for Duerne strax:
— For jeg kjender 'et, sagde Drengen, der stod haardt paa sine Ben.
— Ja, ja, sagde Fru Brasen: faa ved Skuffen.
Selv rev hun allerede Aspargeserne op af Kassen med det vaade Sand:
— Skræl dem, sagde hun til Moderen, som tog dem uden at tale og begyndte at skrælle dem, Stængel efter Stængel, og lod dem falde ned i Vandet, én efter én, som skrællede hun Barken af hvide Stave.
Der lød et Brag paa Bagtrappen.
— Christian.
Nu havde han tabt en Bakke, og Fruen var efter ham.
Oppe i den store Spisestue rumsterede Eleven og Stine, der var kommet tilbage fra Therkildsen, med Dækningen.
Alle Fade og Tallerkener flød i Vinduerne og paa Mejeristens Buffet og paa Gulvet, mens Pigerne blev ved at maale Duge til, som ikke rakte.
— Sé efter, Signe, sagde Fru Brasen til Datteren, der stod midt i Hurlumhejen med noget, som Dommedag i sine Øjne:
— Men Stege-Fade er der ingen af, sagde Fru Brasen:
— Signe, spring efter dem til Jespersen's.
Fru Brasen drejede sig:
— Og hvor er Christian?
Christian Christensen laa i Bagstuen paa Gulvet, med sin stærkeste Legemsdel i Vejret, og sammenskrabede Knive og Gafler og tre Plât-de-menager, han havde tabt med Bakken.
— Nej, her er ingen Opvartning, sagde Fru Brasen, der igjen tænkte paa Stuepigen, som de havde ladet løbe: Men det var jo Provstinden, der havde ladet falde det Ord.
Signe kom ud af Porten, hvor hun løb paa de to Rist'ske Pigebørn, der i hvide Kjoler og i Straahatte, med hvide Baand, hvis Ender var akkurat lige lange, gik op og ned paa Fortovet, ved Siden af hinanden.
Det eneste bevægelige i Børnene Rist's Ansigter var Næseborene, der let udspiledes, ligesom paa vejrende Hunde.
Signe gik videre, mens begge Rist'erne pludselig standsede: Fru Petrine Lindegaard viste sig i Porten. Hun var iført sort Gaze af megen Gjennemsigtighed, med Fjederhat, hvis Besætning vuggede sig som en Storskov under en sort Kniplingsparasol, foret med rødt Lasting.
Fru Lindegaard spurgte de to Pigebørn om Vejen til Skoven og gik ned af Gaden, efterfulgt af sin Mand.
Foran Rist's Butik standsede hun og huskede, at hun havde glemt at kjøbe Badehætte.
Den østjydske Grossererfrue med Datter, der var paa Jagt efter kompletterende Møbler, stod i Butikken og kjøbslog om to Hvilestole, der bestod af et skrøbeligt Stel, hvorover der var udspændt noget graat Lærred.
— Tag dem, sagde Datteren.
Fru Inspecteur Rasmussens Pige skulde have hvide Bændler til at sammenbinde nogle Hovedpudebetræk, i hvilke der manglede Knapper.
Fru Lindegaard, der smilede til Grossererfruen, bad om en Badehætte:
— Men en lidt rummelig, for mit Haar er svært, sagde hun.
Hr. Rist næsten svedte paa sin Pande, mens Fru Rist holdt sig tæt ved Vindeltrappens øverste Aabning.
Grossererfrøkenen sagde til Fru Lindegaard, at der var intet saa dejligt, som at kjøbe og, efter at hun havde kjøbt tre Rücher, som hun aldrig vilde faa Brug for, trak hun hele Selskabet over i Therkildsens Bod, hvor hun gav den Rasmussenske Barnepige Brystsukker med til Ungerne:
— Kære, sagde hun, man kan altid kjøbe noget til Børn; og hun spurgte paa alt i Butikken lige til nogle Mælkespande af Ler, Pottemager Lassens Produkt.
— Mo'er, sagde hun, dem kjøber vi til Fader, og tager Laaget af, saa flyder hans Stokke ikke i hele Entréen.
Hr. Therkildsen var ikke til Stede. Han var kaldt ind til sin Frue. Fruen havde tænkt længe. Hun var nu vis paa, at man burde invitere Generalkonsulen's til Aften:
— Kære Therkildsen, man har jo dog paa saadan en Egn en selskabelig Pligt. Og de vil være glade over overhovedet at træffe paa Mennesker.
Signe mødte, da hun kom med Fadene fra Jespersens, i Smøgen hele Selskabet Lindegaard. Fru Jespersen, der hastigt strøg et Silkeskørt paa sit Dagligstuebord, kom hen bag de farvede Stores for at tage Maal af de Fremmede. Hun var i den sidste Time ustandselig løbet til og fra sine Vinduer:
— Hun begreb ikke, hvem de to Mandfolk var, som hun havde sét paa Badestien.
. . . . Paa Herrernes Badehus var alt i Oprør. Inspecteur Rasmussen badede sin Dreng, der brølede, og de to Kreaturhandlere, der altid tog sig en Portion Vand, naar de var i Byen, raabte paa Haandklæder, fra hver sin Baas.
— Nu kommer jeg, sagde Bademesteren, som var en gammel Sandskipper, der aldrig plejede at tage sig andet til, end at sidde at pilke Torsk paa sin Bro.
Midt under Skraalet var den brunlødede, der havde svømmet langt, vidt ud i Vandet, gaaet op ad Trappen.
Han stod et Øjeblik: Hovedet bar han højt; rank og liniesmal var hans hele Krop og brun, som var han skabt af Bronce:
— Skynd Dig, Knud, raabte Vennen; og den brunlødede gik ind.
Da han atter, paaklædt, kom ud, var der blevet stille paa Badebroen.
Inspecteur Rasmussen paaklædte sit Afkom, og Kreaturhandlerne nød en Snaps Rom. Den brunlødede havde betalt, mens han blev at sé ud over Vandet:
— Hvor er Damernes Badehus, spurgte han, langsomt.
Og Skipperen viste over paa Madam Poulsens hvide Skur, før den brunlødede gik.
Han vendte med sin Ven tilbage ad Stien bag om Borgmesterens Have. Paa Grønjorden uden for Gjærdet bredte et Par Piger Duge ud til Bleg. Den brunlødede standsede og saá et Nu paa de hvide Klæder: deres Damaskes Stjerner skinnede imod ham i Solen.
Inde i Haven gik fire Damer, uden Hatte, under hvide Parasoller.
— Der er Ender, Mama, raabte Frøken Johnny og alle fire Damer standsede bag Gjærdet, medens Generalkonsulinden talte ud til den unge brunlødede Mand, som man taler til én, der hører til éns Kreds og som man holder af.
Borgmesterens Frue, der havde betragtet ham hastigt, lukkede atter sine mørke Øjne halvt og bøjede sit Hoved til Hilsen en lille Smule for lidt, med en pludselig Hejsning af sit Legeme, som naar hun i gamle Dage i Guvernørens Hus modtog en tysk Korvets Officerer.
Frøken Johnny sagde til Vennen:
— Jeg bliver her hos Ingeborg. De bliver vel ogsaa?
Den brunlødede var blevet staaende med Hatten i Haanden. Det var ikke let at sé, til hvem han smilte.
Da Vennerne gik, bøjede Frøken Ingeborg sit Hoved.
— Nu lader vi Damerne gaa ind, sagde Frøken Johnny, og hun og Frøken Ingeborg vandrede ind i Lysthuset:
— Her sidder vi, sagde Frøken Johnny og satte sig.
Haven laa foran dem, med hundrede Roser, i Solen.
— Hvor her er skønt, sagde Johnny og hun gav sig til at fortælle om en Mængde, Mængde Ting og om Carl Sponneck, sin Forlovede, der var paa Togt:
— Han er prægtig, sagde hun: og han siger ingenting.
Pludselig lo hun og sagde:
— Troer Du, at forelskede kan tale?
— Jeg tror ikke, svarede hun sig selv, mens hun blev ved med at lé.
Insekterne summede omkring dem, mens Johnny fortalte mere: om Forældrene: Papa er sød og rar, men han er stædig, sagde hun; om deres Baderejse: hvor var der dog kønt, sagde hun; og om Zürich — — aa ja, de Dage i Zürich . . . . hun talte endnu en lille Stund. Saa tav hun pludseligt, før hun sagde, idet hun nikkede:
— Men han er ogsaa køn.
— Hvem? spurgte Frøken Ingeborg, der intet havde sagt, men kun sad tilbagelænet imod Hyldens Stamme og flyttede ikke sit opadvendte Ansigt.
— Knud Ender, sagde Johnny ud i Luften. Og hun lo.
— Nu vil jeg skrive, sagde hun, for ellers bliver der ikke Tid.
— Ja, sagde Frøken Ingeborg og hun gik op for at hente Papir og Blækhus. Da hun vendte tilbage, begyndte Johnny at skrive.
Blækket og Pennen brugte hun ikke.
— Jeg skriver med Blækpen, sagde hun: den har man altid hos sig.
Frøken Johnny skrev, bøjet over Lysthusets Bord, hastige, rappe Linier. Saa tøvede hun, saa skrev hun igjen.
Frøken Ingeborg havde aabnet sine Læber, som gled en usynlig Vin ind over deres runde og dejlige Bue.
Hyldens Blomster var langsomt drysset ned over Johnnys Haar og laa paa Brevet, da hun vendte Bladet:
— Det er Kyssene, sagde hun og pustede dem bort.
— Hvor Du er lykkelig, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Øjne blev paa én Gang fulde af Taarer.
— Ja, sagde Johnny og saa ud i Luften.
Hun skrev paany. Tilsidst slog hun Brevet sammen:
— Og véd Du saa, hvem jeg har skrevet om? sagde hun og stod op:
— Om Dig.
— Om mig?
— For nu tænkte jeg paa Dig, sagde Johnny.
Hun nynnede et Refræn, mens de gik frem over Gaarden.
— — —
Klokken var fem. Bordet var dækket. De fire Kommunelærerinder mødte paa Slaget. De medbragte fire Servietringe, som de havde anbragt midtbords, ved fire Kuverter paa Rad. Efter en Besigtigelse af Stolene, udvalgte de sig de fire solideste og stillede sig op ved Vinduerne, to og to. De var alle fire i lyse Lærredsliv og de to i brune, de to i mørkeblaa Nederdele.
Signe, der gik rundt med hvad man saa gav hende i Hænderne, kom ind i Salen med fire Vinflasker, og satte dem med et Bump paa en Stol, før hun løb:
— De er der, sagde hun, da hun stod nede i Køkkenet.
Fru Brasen blev staaende midt paa Gulvet:
— Det er de da ikke, sagde hun:
— Hva' er da Klokken?
— Er 'en da fim?
Hun løb hen til Skorstenen:
— Og det Vand vil ikke kog'.
Det var Vandet til Fiskene:
— Sørensen, Sørensen, raabte Fru Brasen efter Eleven.
— Og Kartoflerne var lige kommet po.
Lemmen sprang op:
— Ja, nu er de der saa gu', skreg Brasen, der havde ligget i Skænkestuevinduet og sét Familien Rasmussen vandre frem midt ad Gaden. Inspecteuren var hvidvestet og i Diplomat.
— Er 'en da fim? sagde Fru Brasen, som kun løb rundt.
— Der kommer fler, raabte Brasen.
Det var Enkefruen med hendes Datter, der fulgte efter Inspecteurens.
— Christian.
Christian var intetsteds at sé.
Han vaskede Hænder i Vognskuret i et Tinfad og smøgede Snavset op paa sine Haandlinninger.
Inspecteurens var allerede paa Trappen:
— Man er vel næppe præcise, sagde Skolemanden, og hans Frue hilste, knapmaalt, paa de fire Damer ved Vinduerne, mens hun sagde:
— August, vil Du sørge for en Bordende.
I Køkkenet vilde Vandet stadig ikke koge, og Kartoflerne blev ikke nok:
— Jeg so'e, de var haard', sagde Fru Brasen, der svedte over den ganske Krop; hun raabte paa Stine, mens Christian kom ind, og hun synede ham, medens hun opstillede Fadene:
— Du maa ha' Manchetter po, sagde hun, og Christian løb igjen. Hans Kammer med Manchetterne var paa Loftet.
— Stine, raabte Fru Brasen.
Stine var rendt hjem efter en Kappe, til sit Hoved, under Serveringen.
— Hvor er hun dog hen'?
— Hun er stukken hjem, sagde Køkkenpigen, meget sløvt. Hun var en gammel Malkepige med fire Børn, som Brasens havde for nedsat Betaling.
— Er Du færdig, Jansine, lød Brasens Røst fra Lemmen: han bestilte ikke andet end løbe til og fra sit midterste Vindue i en underlig kort Galop:
— Er der sat Vin derop?
Vinen, der skulde staa paa Buffeten var hans eneste Idé: han vidste fra sine Forpagterdage, at saadan en Rad Flasker fristede en vaagen Tørst.
Og pludselig raabte han ud gennem Lemmen:
— Pebr' Suppen, Jansine.
— Ja, svarte Fruen: Peber, Peber, gav hun Ordre til Køkkenpigen og vendte sig fluks til Eleven:
— Kom Fisken po?
Oppe i Spisestuen var Fru Lindegaard ankommet med Hans. Fruen betragtede Bordet gjennem en Stanglorgnet og sagde:
— Hans, gaa ned og hent os et Par Servietringe.
Da Hr. Lindegaard kom ned, laa Brasen atter i Vinduet. Paa Anmodningen om Servietringene, raabte han paa Christian, mens Fru Brasen, der løb til Lemmen, sagde:
— De ligger i Spisestuen. Og Hr. Lindegaard gik.
Paa én Gang sagde Brasen:
— Det var Sager.
Han havde paa Gaden set den østjydske Frue og hendes Datter, som var under Storoprykning i Table d'hôte-Rober og ru Handsker langt op af Armene.
— Hun er velskabt, sagde Brasen, helt ud paa Torvet til Doktoren, der kom gaaende. Mandfolket i ham glemte helt Forretningen.
Frøkenen nikkede under sin Parasol, idet hun gik ind ad Porten, tre Skridt efter sin Moder, og løftede sin Kjole en Kjende, vistnok af Hensyn til de toppede Sten:
— Ja, nu skal der vel spises, Hr. Brasen, sagde hun og smilte.
Paa Trappen mødte hun den brunlødede og hans Ven og blev pludselig let rød. Men de to Herrer, der var i Eftermiddags-Dress, tættilknappede og med middelstore ægte Perler i sort-hvide Brocades four-in-hand, traadte helt ind imod Væggen og hilste kun ved at bøje deres Hoveder.
Da de to Damer kom ind i Spisesalen, sagde Datteren:
— Hvor skal vi sidde? og efter at have betragtet Bordet, sagde hun, saa højt at de to Venner kunde høre det:
— Mo'er, Dugen ligner et Par ustrøgne Lagener.
— Hvor sidder De? spurgte Fru Lindegaard, hvis hele Person udduftede »nyslaaet Hø« fra Carlsruhe.
— Jeg véd ikke, svarede Frøkenen, der maaske ønskede at trække Tiden lidt ud; men de to Venner blev staaende i Hjørnet, rankskuldrede og uden at betragte nogen af Selskabet.
— Vi sidder her, sagde Fru Lindegaard til Frøkenen, mens hun pegede paa deres Pladser, med en lidt svær Haand, og lod Blikket et Nu glide hen over Herrerne, hvorpaa hun, lidt irriteret, føjede til:
— Hans, hvor er Ringene?
— De kommer vel, sagde Manden.
Frøkenen, der besluttede sig til at tage Plads ved Siden af Hr. Lindegaard og som undersøgte Knive og Gafler, sagde:
— Her er snusket.
Fru Lindegaard Lagde til, maaske som Resultat af en ukjendt Sum af Tanker:
— Her er kjedeligt.
Fru Rasmussen havde i ti Minutter forlangt andre Stole til Børnene, og Enkefruen sagde:
— Ja, det tager lidt Tid . . . . Den stakkels Kone.
Der ankom en meget tyk Herre med en meget tyk Dame, hvem alle havde glemt, siden de stod af Charabancen, hvor de havde maattet sidde paa hver sin Side af Vognen for at opretholde Ligevægten under Kørselen.
Herren, som tørrede Sveden af sit Ansigt midt i Døren, sagde:
— Naa, vi er nok lige ved at komme for sent.
— Nej, De kommer vist tidsnok, sagde den gamle Frue, og alle gav sig til at lé.
Men Inspecteuren tog sit Gulduhr med Kapsel op af Lommen og sagde:
— Det varer dog næsten for længe; mens Enkefruens halte Datter, der hørte Fru Rasmussen sige til sin Mand:
— August, nu gaar jeg snart med Børnene, hviskede til sin Moder:
— Mo'er, jeg gaar derned.
— Ja gjør Du det, min Pige, sagde Moderen.
Den lille Frøken haltede ned ad Bagtrappen, og stod i Køkkenet:
— De venter deroppe, Frue, sagde hun.
— Ja de gjør', sagde Fru Brasen:
— Men den er jo po, sagde hun og tog sig op til sit Hoved: nu kommer vi.
Brasen sad og trommede paa den aabne Lem; al Dampen fra Køkkenet stod ud gjennem Lemmen, saa det var, som Køkken og Gæstestue gik ganske i ét i den samme Taage:
— Ja, det er Satans med de Fruentimmer, sagde Brasen.
Frøkenen gik.
— Kom med Terrinerne, sagde Fru Brasen.
Ingen kunde finde dem. Christian og Stine løb omkring i Rummet med tomme Hænder.
— Her staar de, sagde Signe.
Terrinerne stod midt foran dem paa Bordet.
— Du spilder, Jansine, skreg Brasen fra Lemmen.
— Ja, Brasen, sagde Fruen, der hældte Suppe op:
— Ja, Brasen, men jeg har jo Vand i mine Øjn'.
— Og hvem ska' øs' den op, raabte Brasen.
Det gav et Sæt i Fruen, og hun blev helt stiv: der var ingen til at øse den op.
— Det maa Du, Brasen, sagde hun. Hun havde tiet et Øjeblik.
— Nu gaar jeg, sagde Brasen og vilde lukke Lemmen.
Fru Brasen saá sig om:
— Ja, saa maa jo jeg, sagde hun.
— Men saa maa jeg jo ha' en Kjole po.
Pludselig begyndte de oppe i Salen at trampe. Det var den østjydske Frøken, der var begyndt.
— Nu tramper de, sagde Brasen, der smak Lemmen til, og han løb pludselig, gjennem den lille Spisestue, over Gaarden, ud i Smøgen.
Fru Brasen rendte op af Bagtrappen ind i Sovekammeret og rev sin Perlekjole ud af Skabet.
Alle trampede i Gulvet derinde, undtagen Medlemmerne af Lærerstanden, der ikke rørte sig men ventede deres Ret — saa hele Huset gyngede:
— Bring Terrinerne op, raabte Fru Brasen fra Sovekammeret.
Alle Gæsterne stod og trampede og lo, da Stine og Christian kom ind med Terrinerne. Kappen havde Stine faaet paa Skjæv paa Hovedet, i Forskrækkelsen.
— Naa, sagde den tykke Herre, man, maa jo føje sig efter Forholdene. Alle søgte deres Pladser.
— Jeg kan ikke faa 'en po, sagde Fru Brasen: Jeg kan ikke faa 'en po.
Med Perlekjolen halvt paa, raabte hun ud af Sovekammeret paa Signe.
— Du maa hægt' den.
Der var ingen Stole til de to Venner, og Christian slap sin Terrin, for at løbe efter to Sæder inde hos Ægteparret Lindegaard.
Den tykke Herre foreslog at bytte Stol med sin Naboerske, én af Kommunelærerinderne — hans egen var for skrøbelig — og Lærerinden sagde, mens Herren byttede Stolene:
— Ja, de er jo ikke vore.
— Og min bedre Kapp', sagde Fru Brasen.
Den »bedre Kappe« laa i en Skuffe, og Signe fik den frem.
Fru Brasen stod foran Spejlet.
— Man kan ikke sé sig selv, sagde Fru Brasen. Saa blændede var hendes Øjne.
— Nu bliver Suppen kold, sagde Fru Lindegaard, mens de alle sad og ventede, foran deres tomme Kuverter.
Fru Brasen begyndte at øse op. Brasen havde sneget sig ind fra Smøgen. Det var lige saa meget, at han kiggede ind ad Køkkenvinduet.
— Naa, nu er de ved Truget, sagde han og stak beroliget Hænderne ned i sin Lomme.
Der strøg to trikotklædte Cyclister ind ad Porten. De sprang af og kom ind i Gæstestuen for at spørge, om de kunde blive her i Nat:
— Ved ikke, sagde Brasen: men det ka' De vel.
Cyclisterne skulde ogsaa have Mad: men først maatte de vadske sig.
Fru Brasen, der var nede at sé til sin Fisk, sagde til Køkkenpigen:
— Hæld mere po!
Det var Terrinerne, som var tomme igjen:
Gæsterne slubrede Suppe i sig med Folks Begjærlighed, der sidst smagte Mad i en anden Landsdel:
— Jansine, raabte Brasen:
— Her er to Mandfolk, der vil ha' Logi — men først vil de vaskes.
Frn Brasen forstod ham ikke strax, saa sagde hun:
— Vis dem ovenpo.
— Ja, sagde Brasen, det kan vi osse; og han gik med de to Cyclister op ad Hovedtrappen hen til en Dør, hvor med store Bogstaver var malet »Dametoilet.«
— De ka' godt gaa ind, Folkens, sagde han: For der er ingen.
De leende Trikotklædte gik derind.
Inde i Spisestuen begyndte Gæsterne at forlange Øl, og Christian løb rundt med Baierne, der timevis havde staaet i Geledder paa Skænken og var blevet varme i Solen.
— Man kan vel faa en kold Øl, sagde den tykke Herre, og Inspecteuren bad for fjerde Gang om sin Flaske Rødvin.
— Er der Vand til os andre, spurgte Fru Rasmussen.
Alle Vandkarafler var tømte, og Fruen fra Østkysten og Datteren brugte Vifte over deres Suppetallerkener.
Enkefruen sagde over Bordet til Fru Lindegaard:
— Ja, vi har det saa rart nede hos os, og Datteren lagde til:
— Vi har fundet en Pottemager, der har saadan kønne Ting.
Den østjydske Frøken spurgte, hvad han lavede; og den brunlødede Herre sagde med en blød Stemme over til den halte Frøken:
— Jeg saá, De var derude, Frøken. Han boer vist i Byens yderste Hus.
Den østjydske Frue faldt ind igjen og sagde, at det var jo meget moderne med den Slags Sager i sine Stuer. Hun havde henvendt Ordene nærmest til Fru Rasmussen, der svarede kort:
— Ja, det er jo brugt hos mange.
Men Inspecteuren sagde:
— Ja, det ser virkelig ud, som gjenopstod Keramiken.
Og langs ad hele Bordet talte de om Krukker og Bindesbøl og Keramik.
De fire Kommunelærerinder sagde noget om Sløjd.
— Vi har nu saa mange kinesiske Ting, sagde Enkefruen: for vor Familie har jo faret paa Vandene.
Fru Lindegaard samlede paa Platter.
— Men hun maatte sige, hun foretrak Bing & Grøndahl — langt. Der var dog virkelig mere Farve.
Den brunlødede sagde over til Enkefruen og talte om kinesisk Porcellain:
— Der er dejlige Ting iblandt. Men ogsaa i Tokio finder man vidunderligt Porcellain.
Den østjydske Frøken, der greb Lejligheden, strakte Hals og sagde:
— Gud, har De været der?
Den brunlødede bejaede det, og Inspecteurinden, der spurgte for første Gang, smilte og indskød:
— Det er uhyre interessant, fremmede Verdensdele.
Inspecteuren havde selv rejst meget. Han havde, ja, det var saadan en Ungdomsdrøm, blandt andet været i det hellige Land.
Den brunlødedes Ven bøjede sig imod Inspecteurinden og spurgte, om Fruen havde været med:
— Ja, sagde Fruen; min Mand rejser ikke uden mig.
— Men, sagde Inspekteuren, Golgatha glemmer man aldrig.
Fru Lindegaard, der aldrig havde rejst, var bleven ved at tale om Grøndahl og sagde:
— Jeg faar det billigere, fordi jeg kjender en Kassererske i Forretningen; medens den tykke Herre, der var inde paa Rejserne, sagde:
— Jeg og Julie tager nu kun til Verdensudstillinger, for saa er der ligesom mest at sé.
— Men faar vi mere? sagde han pludselig og saa ned over Bordet; og Inspecteuren, der atter tog sit Kapsel-Uhr op, sagde:
— Det lader ikke til.
— Hvad skal vi have efter? spurgte den ene af Lærerinderne Christian, som løb med Suppetallerkenerne.
— Jeg véd ikke, svarede Christian, der dryppede over sin hele Krop.
Fru Brasen havde nede i Køkkenet faaet Fisken paa Fadene:
— De er smaa, sagde hun: der maa Blade po; Signe løb efter Blade.
De to Cyclister var kommen ind i Spisesalen og skulde have Plads. De var forlegne og stod og sank i Knæene, som om det kunde skjule deres mer end Halvnøgenhed forneden. De gik Bordet rundt, og de fandt ingen Plads, medens Stine og Christian begyndte at byde Fisken rundt, og Fru Rasmussen, der hadede Sport og dens Klædedragter, sagde om Cyklisterne:
— August, ikke hos os.
Den tykke Herre tog Fisk og spurgte Stine:
— Fra hvilket Hyttefad er de, Jomfru? medens en af Lærerinderne aftørrede Sauceskaalen med sin Serviet, og Fru Lindegaard i Lorgnet, med Kyndighed, maalte Cyclisternes meget oprigtige Figurer, som Kenderen, der undersøger Gjenstanden.
— Vi kan rykke sammen, sagde den østjydske Frøken, der, idet Cyclisten blev kilet ind mellem hende og Fru Lindegaard, garderede sit Kjoleslæb, uden at flytte sine Ben.
Én af Lærerinderne bad om Salt:
— Ja, det vilde være rart, sagde Hr. Rasmussen, og Stine og Christian lod alting staa — naar de satte Fadene fra sig, saá det ud, som de øvede dem i Slyngning med Skive — for at løbe efter Salt: Der var ikke ét Saltkar paa Bordet.
Fisken slap op ved den brunløddede. Den tykke Frue, der spiste Rødspætte med Kniv, bad om Brød, som der heller ikke var, før den ene Cyclist, der allerede var bleven meget rødhovedet i den stærke Nærhed af de østjydske og de Lindegaardske Skørter, havde hentet et Dusin Rundstykker paa Bufetten:
— Tak, sagde den østjydske Frøken, og greb koket Rundstykket fra Sportsmanden som en lille Boldt.
— Kommer der Fisk? sagde den fjerde Lærerinde i Rækken, mens Stine kom løbende med nogle Conserves-Hummer, som Fru Brasen havde rørt sammen med nogle Fiskeboller:
— Hvor de spiser, sagde hun.
Hele Køkkenet var fuldt af tømte Gryder og brune Kartofler og skidne Tallerkener:
Det var Stegepanden med Kyllingerne, der stod midt paa Gulvet:
— Nu faar de Hummer, sagde Fru Brasen.
Christian tog et andet Fad og løb igjen efter Rødvin til den brunlødede og hans Ven, som fik den og drak Rødvinen med Vand.
Ved hele den ene Side af Bordet talte man om Cycler.
Fru Lindegaard cyclede ikke. Hun fandt det ikke klædeligt. Men hun interesserede sig for Væddeløb:
— Vi boer jo tæt ved Banen, sagde hun; den østjydske Frøken derimod cyclede meget langs Kystvejen:
— Der er et rædsomt Mudder om Aftnerne, sagde hun.
Den anden Cyclist talte om Ringe og en ny Konstruktion af Lygter. Den ene Kommunelærerinde, der havde faaet Pincenez paa, sagde pludseligt:
— Jeg har maattet kassere tre Lygter, og Enkefruens Datter, der saà ud for sig, sagde:
— Ja jeg vilde saamænd ogsaa gjerne cycle.
— Kan Frøkenen ikke? sagde Cyclisten.
— Nej, svarede den lille Frøken og rystede paa sit Hovede.
Inspecteur Rasmussen var, med nogen Vægt, vendt tilhage til Palæstina, og talte om Pastor Blaumüllers udmærkede Værk om dette Land: en virkelig Vejleder, sagde han til den østjydske Frue, der ikke hørte efter — Datteren gjorde hende altid en Smule nervøs, naar Frøkenen traf sammen med Sportsmænd — og Inspecteuren brød paa en Gang af og sagde, henvendt til én af Lærerinderne:
— De har jo ogsaa rejst, Frøken Cordsen, og Frøken Cordsen lod Lygterne i Stikken og svarede:
— Ja, Hr. Inspecteur, vi var i Thüringen med en Selskabsrejse.
Pludselig smilede den brunlødede; men da han saá, at Enkefruen søgte efter Vand, og der ikke var noget, bøjede han sig igjen frem og sagde:
— Vil Fruen dog ikke have lidt Vin? Den er slet ikke saa daarlig:
— Mange Tak, sagde den gamle Dame, der rakte sit Glas over imod ham: en anden Gang gjør jeg Gjengjæld. Jeg har selv et Par Flasker med. Vi har et ganske godt Mærke i vor Familie.
De begyndte paa Kyllingerne og Inspecteuren forsynede Børnene:
— August, sagde Fruen, tag rigeligt.
Ved den anden Bordende bød Christian Kartofler.
Den tykke Herre, der havde sét ned mod den Rasmussenske Bordende, sagde ret højt til sin Kone: Der skal vel være Mad til os alle; og Fru Lindegaard, som havde faaet Øje paa et Fad Agurker paa Mejeristens Buffet, sagde til sin Mand: Hans, lad mig i det mindste faa Salat.
Den ene Cyclist raabte i Døren til Bagtrappen paa Vin til Fru Lindegaard og paa en Gaffel til den østjydske Frøken, der ingen havde, da hun havde brugt dem begge til Fisken — medens to af Lærerinderne, som var purpurrøde i deres Hoveder, havde rejst sig og ude paa Gulvet bad om dog nu at faa det Sodavand, mens Christian, hvis Arme strittede stivt frem foran ham, som havde han Krampe i dem, spurgte:
— Skal det være svensk?
— Ta', Julie, sagde den tykke Herre, der havde rejst sig for at gribe Kyllingefadet. Hans Servietsnip væltede en Flaske.
Døren til Gangen gik op, og der lød et:
— Men Johnny, de spiser jo! idet Frøken Fryant stod paa Tærskelen.
Den brunlødede og hans Ven var sprungne op men Frøken Fryant, der var omklædt og meget tarvelig, i noget hvidt Silke, som var mat, med mange hvide Kniplinger, lo og sagde:
— Undskyld . . . . men Hr. Ender, kan jeg ikke tale med Dem?
Og Døren blev lukket.
Selskabet var blevet ganske stille, og alle havde sét imod Døren, mens den brunlødede, der ligesom havde faaet en anden Holdning, gik hen over Gulvet og ud paa Gangen.
— Men det var jo Frøken Fryant, sagde den gamle Dame glad til Vennen.
— Ja, svarede han: de boer her.
— Næ, gjør de det, sagde den gamle Dame i samme Tone: vi har kjendt hinanden saa mange Aar.
Fru Lindegaard sagde til Manden:
— Hans, Generalkonsulen er jo en Ven af din Fader; og Tømmerhandler Berg, den tykke Herre, sagde:
— Julie, der er vist Sauce i mit Skæg.
Men Fru Rasmussen sagde:
— August, Kartofler; og bandt Smækken lidt fastere om Halsen paa sin yngste.
— Paa Gensyn saa, Ender, sagde Frøken Johnny, der løb ned ad Trappen, hvor Ingeborg allerede stod paa det nederste Trin.
— Og Tak, Frøken, sagde den brunlødede, som blev staaende med bøjet Hoved, indtil Damerne var borte:
— Gudbevares, sikket Jerusalem, der var, sagde Frøken Johnny, der var bleven ved at lé: den Diner maa sikkerlig forbedres; og idet hun aabnede Døren til Skænkestuen, sagde hun:
— Du, vi begynder strax.
Brasen sad paa Stolen med Puden ved den aabne Lem:
— Goddag, Hr. Brasen.
Frøken Fryant satte sig paa en Stol midt i Stuen og slog Hænderne imod hinanden:
— Har De Champagne? spurgte hun.
Brasen stod op, han blev næsten helt lige i sine hjulede Ben:
— Jo, sagde han, og han lo selv: Og den er s'gu god, Frøken.
— Det var da rart, sagde Frøken Fryant: sæt saa tre Flasker paa Is:
— Vi bliver sex. Farvel, Hr. Brasen.
De to Damer var ude igjen:
— Saa ta'er vi den til Bordvin, sagde Johnny:
— Og gaar videre.
— Hvor Du ligner Dig selv, sagde Frøken Ingeborg.
— Ja — Johnny Fryant holdt slet ikke op med at lé —:
— Og jeg vil, hvad jeg vil.
Hun blev staaende midt paa Torvet, som hun søgte efter noget, og sagde saa pegende paa Therkildsens Bod:
— Der gaar vi ind. Véd Du hvad, i den Slags Butikker er der altid noget gjemt i Krogene.
Da Krambodsvendene saá de to Damer paa Trappen, løb den ene ind efter Konsulen, der, naar hun kom i Butikken, plejede at hilse paa Borgmesterens Datter.
— Therkildsen, Du bliver, sagde Fruen: det passer sig vel ikke, at de ser Dig bag en Disk.
Svenden vendte tilbage til Butikken, hvor Frøken Fryant allerede havde fundet tre Glas med fransk Syltetøj, som hørte til Fru Therkildsens private Forbrug og var Rester fra en Licitationsmiddag for Amtsraadet:
— Det er udmærket, sagde Frøken Fryant: Og saa nogle Kiks.
Hun kom i Tanker om Ost, og spurgte, hvad de havde.
— Jeg tror nok, Fruen har, sagde Kommis'en og han løb igjen.
Frøken Johnny lo paa ny og fik Osten, mens hun højt sagde til Frøken Ingeborg:
— Hvem er dog disse Mennesker?
— Det er en Konsul Therkildsen, sagde Frøken Ingeborg.
— Ja saa, sagde Frøken Johnny, der maaske slet ikke havde hørt Navnet men betalte, hvad hun skulde, af en Ruslæders Herrepung:
— Saa skal vi ha' Baand, sagde hun.
— Men til hvad? spurgte Frøken Ingeborg.
— Til Festen, sagde Frøken Fryant, der løb i Forvejen ind i Forretningen Rist. Hun skulde have grønne Silkebaand og hvide Silkebaand. Hr. Rist og Kommis'en søgte i alle Kasser. Der var ingen grønne Silkebaand.
— Men Du kan jo ta'e dem blaa, sagde Frøken Ingeborg.
— Nej, sagde Frøken Johnny: ja, saa ta'er vi kun de hvide, og vendt til Frøken Ingeborg, tilføjede hun:
— Jeg kan sprætte Sløjferne af den grønne Kjole.
Da de kom ud paa Gaden igjen, sagde Frøken Johnny:
— Nu plukker vi Roser. Det gjør vi hos Dig.
Mens de gik ved Siden af hinanden, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Øjne saá saa langt ud i Luften:
— Det er saa længe siden, jeg har været til Fest.
Frøken Johnny standsede og saá paa Frøken Ingeborg.
— Kan Du da ikke læse i et Menneskes Tanker? sagde hun.
Men Frøken Ingeborg greb om hendes Haandled og Johnny tav, medens de gik videre, ved Siden af hinanden.
Uden for Borgmesterens Hus mødte de to Herrer i hvidt Flonel med Sømandskaskjet og i Lakstøvler.
De to unge Mænd hilste, og ikke saa snart var de komne forbi, før Frøken Johnny sagde:
— Men Gud, hvad skal de her?
Frøken Ingeborg svarede:
— Det er Therkildsens Sønner.
— Ja rigtigt, de hedder vist Therkildsen, sagde Johnny og de gik ind.
… Ved Bordet var de alle begyndt at tale om Fryants, om deres Landsted, om den fremmede Eskadre, Generalkonsulen lige havde modtaget som Vært, og om Rhederiet:
— De er s'gu dygtige Folk, sagde Tømmergrossereren:
— Det er Spidserne.
Inspecteur Rasmussen sagde:
— Ja, Handelen er blevet én af Fremtidsvejene for Danmark; og man hørte den østjyske Frue sige til Fru Lindegaard:
— Paa Skibet dansede hun to Gange med vores Prins.
Datteren, der pludselig kilede sin Person ind imod Fru Lindegaard, sagde:
— Mon John er med?
»John« var den unge Fryant, hvem Frøkenen benævnede ved Fornavn efter Kjendskab gjennem Bladene, hvor Hr. Fryant junior nævntes ofte, som en Mester paa Tennispladsen.
Cyclisterne kendte ikke Hr. Fryant. De spillede ikke Tennis. Den brunlødede, der var vendt tilbage, talte med sin Ven, da Tømmerhandlerens Frue spurgte Christian:
— Hvor skal de sidde?
Christian svarede:
— De skal spise Klokken syv.
— Hvor? sagde den østjydske Frue.
Christian mumlede noget om, at de vist vilde spise hos sig selv, og Fru Rasmussen, der hastigt havde betragtet sin Mand, sagde:
— Ja, her er jo heller ingen Plads.
— Og heller ingen Mad, sagde Tømmergrossereren, der pludselig raabte til Stine, i en Tone, der mindede om Tømmeroplaget:
— Er der »no'en« Steg?
Den brunlødede og hans Ven havde rejst sig og, bukkende meget dybt for den gamle Enkefrue og hendes Datter, sagde den brune:
— Velbekomme. Vi sidder dog saa trangt; og de to Venner gik ud af Stuen.
Der var bleven saa stille, at man hørte Lyden af deres Skridt og af Døren, der lukkede sig efter dem.
— Hans, sagde Fru Lindegaard, bed om mere Kylling; og Tømmergrossereren, der hamrede i Bordet med sit Glas, sagde:
— Ja, vi skal vel ogsaa ha' Føden.
Den østjyske Frue vendte sig til Stine:
— Maa jeg ogsaa faa? og hun vragede paa Fadet, da der ikke var Bryst:
— De maa hente andet, sagde hun, og henvendt til Fru Rasmussen, sagde hun:
— Hvad mon de to Herrer egentlig var rejst saa langt efter? og Hr. Rasmussen, der trak paa Skuldrene, sagde:
— Ja, for dygtige unge Mænd plejer der jo at var Plads herhjemme.
Tømmerhandleren, der blev ved at raabe paa Steg, tilstod:
— Jeg har s'gu aldrig rejst i Forretninger — uden i Sverige.
Hr. Rasmussen begyndte at tale om »Broderrigerne«, og Damerne paa den anden Side af Bordet bøjede sig helt frem, for at lytte efter Kommunelærerinderne, der pludselig havde givet sig til at tale om en Sygeplejerske, der en Gang havde været i Familien Fryant:
— Imod hende var man ikke behagelig, sagde den ene Lærerinde.
Cyclisten sagde til den østjydske Frøken, at dette her Tennis var bare noget Fedteri, og Fru Lindegaard bemærkede til sin Mand, at Grossereren havde virkelig Ret:
— Dette var uanstændigt, saaledes at skille sig ud fra alle andre.
Stine var løbet ned ad Trappen med det tomme Fad, da Brasen raabte fra Lemmen:
— Jansine, Jansine!
— Her er David og Goliath!
— Det er de da ikke? sagde Fru Brasen og slap det hele, mens hun løb ud i Gæstestuen.
— Er det Therkildsens Sønner? sagde Christian, som løb bag efter.
De stod alle tre og saá paa de to Therkildsener, som kom forbi i deres hvide Tøj. Ogsaa Doktoren hang ovre i sit Vindue.
I Skænkestuen fór de pludselig fra hinanden, da der lød et højt Raab:
— Ka' man faa Mad?
Det var Tømmerhandleren, der stod, ildrød i sit Hoved, midt i Døren til Køkkenet:
— Eller holder De Folk for Nar?
— Naa, sagde Brasen lige saa stille: nu har vi 'en.
Tømmerhandleren blev ved at skælde ud; Hr. Hans Lindegaard var fulgt efter ham og sagde:
— Ja, det er uanstændigt.
— Ja, de Herrer, ja, de Herrer, sagde Brasen, der blev ved at bukke sig og pludselig raabte han aldeles rasende:
— Men det er ogsaa de Satan til Fruentimmer.
Fru Brasen var løben ud. Hun stod i en Krog af sit Kjøkken. Sit Lommetørklæde kunde hun ikke finde og Taarerne løb.
Tømmerhandleren bredte sig midt i Køkkenet.
— Der er jo Mad, sagde han. Hans Øjne var faldet paa Stegepanden med Duerne, som var anbragt midt paa Bordet. Fru Brasen løb paa én Gang frem, som vilde Herren rane Fuglene.
Men Brasen sagde, og blev ved at bukke sig:
— Ja, de Herrer, ja, de Herrer:
— Hvor Satan, saa send dem op, sagde Tømmerhandleren, der pludselig formildedes og gik op ad Trappen og ind i Spisestuen, hvor han satte sig tungt paa sin Stol:
— Nu kommer Vingedyrene, sagde han.
— Bring dem op, kommanderede Brasen. Fru Brasen havde sat sig inde i Spisekammeret. Det var næsten, som om hun hulkede indvendig, et Øjeblik.
Saa stod hun op. Hun havde faaet en Tanke: Doktoren havde det Filetstykke hængende til den gamle Frues Geburtsdag. Men hvis det skulde nytte, maatte hun gaa selv.
Hun gik ud gjennem Køkkenet:
— Og her sto'er det, sagde hun, idet hun rakte en Bunke snavsede Knive og Gafler ud til den gamle i Forstuen:
— Vask dem op, Mo'er, sagde hun.
Den gamle tog dem, og skyllede dem, og tørrede dem, medens de, én efter én, tungt faldt til Bunke:
— Sidder min Kappe, sagde Fru Brasen:
— Ja, Mo'er, svarede Signe.
Fru Brasen gik, i sine Tøjsko, hen over Torvet, op til Doktoren. Da hun kom ned igjen, havde hun Fileten, i et Stykke Avispapir, under sin Arm.
Doktoren stod og saá efter hende i sit Vindu:
— Jeg tror, sagde han langsomt: at jeg, Mo'er, lader mit Navn stryge i Annoncerne.
Han tænkte paa Badeavertissementerne, hvor han var opført som Kurlæge.
Moderen, der havde taget fat paa Strikketøjet igjen, sagde:
— Ja, min Ven, det har jeg længe syntes for mig selv.
Doktorens Moder, som siden Ulykken — der var for hende ingen anden Ulykke end Mandens Fallit den Gang — havde fulgt sin Søn i over tyve Aar, indskrænkede sig næsten altid til »at synes for sig selv«.
… Inde ved Lemmen skreg Christian paa Rødvin:
— Men til hvem er 'et? sagde Brasen: det skal skrives.
Men Christian løb, mens Fru Brasen kom til Lemmen:
— Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen:
— Der er ingen Ting, sagde Brasen: Og ingen Ting bliver der skrevet.
Han rev sig selv i Sælhundehovedet, bøjet over et Blækhus og en Kladdebog og Rejsebogen.
— En Vin til, raabte Christian, der skreg som en Trompet over den rivende Forretning.
— Men det skal skrives, sagde Brasen igjen og greb Christian Christensen i Armen:
— Det er til dem, der hedder Svendsen, sagde Christian og stak af.
— Gud forbarme sig, sagde Brasen: Der har vi Vognen fra Hvidegaard.
Oppe i Spisestuen, hvor alle talte i Munden paa hinanden, og Lindegaards og Tømmerhandlerens og Fruen fra Østjylland drak Rødvin af smaa Kroglas til Øl, stod den østjydske Frøken og Cyclisten ved Vinduet, hvor de legede med samme Gardinsnor:
— Moder, sagde hun, da ogsaa hun saá Vognen:
— Der er Graa.
— Hvem?
— Sangeren, raabte Frøkenen, der klemte sig helt ud af Vinduet ved Siden af sin Cyclist.
Ekvipagen fra Hvidegaard var rullet ind gjennem Porten, hvor den slanke Tjener sprang af og aabnede Vogndøren:
— Vi kan jo strax gaa til Bords, sagde Fru Graa, der var meget svær, med hvide Tænder, særdeles snøret, og ti Aar ældre end sin Mand:
— Som Du vil, min egen, sagde Sangeren, der, vendt til Tjeneren, tilføjede:
— De sørger vel for Kufferterne.
Sangeren med Frue var allerede oppe ad Trappen, da Brasen kom ud:
— Hvem er 'et Hansen? spurgte han.
Hvidegaards blege Tjener, der begravede sine brunt behandskede Hænder i sine Lommer, svarede:
— Det er nok en Sanger.
Da Sangerens Frue aabnede Døren til Spisestuen, var den østjydske Grossererdame allerede midt ude paa Gulvet:
— Men er De her, udbrød Sangerfruen, der talte højt, som den, der er vant til at blive hørt: Ja, vi farende Folk finder Kendinger allevegne.
Alle Gæsterne skubbede sig sammen, mens Stolene skrabede. Cyclisten maatte flytte over paa den brunlødedes Plads, for at Sangeren og hans Kone kunde komme til at sidde ved Siden af den østjydske Familie. Ogsaa Hr. Rasmussen kjendte Sangeren fra Kommunelærernes Forening, hvor han var Næstformand, og Hr. Rasmussen forestillede sig:
— Jeg havde den Ære at høre Dem, sagde han; og Sangeren, der ikke anede, hvem Inspecteuren var, svarede, at han huskede det.
— Hr. Graa sang Arien af »Carmen«, sagde Fru Rasmussen.
Tømmergrossererens Frue, der var holdt op at spise, kjendte ingen Ting saa dejligt som det Stykke. Sangerens skulde have Suppe, og Stine løb af Sted — Kappen havde hun taget af sig og lagt i en Vindueskarm — mens Christian bød Fru Lindegaard Dessert.
— Hvad er det? spurgte hun. Det var Sandkage fra Bager Petersens med smaa Klatter Syltetøj paa hvert Stykke:
— Hans, tag det andet Fad, sagde Fru Lindegaard, og da Manden havde rejst sig for at hente Fadet, som Stine havde glemt paa Bufetten og hvorpaa der var Kræmmerhuse med Flødeskum, skubbede Fruen Mandens fyldte Vinglas bort fra hans Kuvert:
— Ja, han har jo sunget nogle Gange i den Opera, sagde Fru Graa, mens Tømmerhandleren sagde:
— Mit Navn er Berg. De kjender maaske Firmaet; medens Grossererfruen fra Østjylland selv havde rejst sig og med Slæbet i Haanden gik hen over Gulvet for at se at skaffe noget Madeira til Sangerens Suppe.
Alle talte om Musik, Opera og Dirigenter. Kommunelærerinderne talte om Schubert:
— Ja, sagde Fru Graa, der syntes at have tyve Øren:
— Min Dreng elsker al den Sang, der gaar til Hjertet.
Christian bragte Madeiraen, der var en Rest fra en Stranding paa Læsø og Sangeren sagde, idet han smagte paa den:
— Men det er virkelig Drue, min egen; medens den gamle Enkefrue bøjede sig hen imod sin Datter og hviskede:
— Hvem er det? Hun blev ved at sé paa Operisten, der var meget nedringet, med en stor Diamantnaal i sin Slips, som for at give Struben Plads til at arbejde.
De talte alle ind imellem hverandre og Tømmerhandleren, der ogsaa havde villet have Madeira, spurgte Christian, der bragte den:
— Det er jo her, han boer, Therkildsen?
— Ja, sagde Christensen, der knækkede Proppen i Flasken.
Tømmerhandleren begyndte at fortælle om Konsulen og hans Forretninger og sagde, at de kaldte ham Kong Sul:
— Fordi han er saa mager, sagde han; men Christian, der lo, saa han næsten hikkede, sagde:
— Der er ogsaa dem, der kalder ham Kong Saul. Og hans Sønner, dem kalder de for David og Goliath.
— Er den ene da saa lang? spurgte Tømmerhandleren.
— Nej, sagde Christian: de er lige lange.
Alle lo, og Inspekteur Rasmussen sagde:
— Ja, man har jo saa mærkelige Vittigheder i Provinserne.
Fru Rasmussen, der talte med Sangerens Frue, som uafladelig fyldte sin Mands Tallerken med Duebryst, sagde, at det altid havde »staaet for hende« at overvære Festspillene i Bayruth. Pludselig nævntes Fryants, og Fru Graa, der gjorde en Bevægelse, som en Jæger, der hører et Signal, spurgte:
— Er de her?
Fru Rasmussen svarede:
— Ja, men de spiser for sig selv.
… Nede i Skænkestuen var Apothekeren kommen. Han medbragte en lille Pakke Reklamekort, som var trykte paa Glanspapir og hvorpaa Apotheket anbefalede Eau-de-Cologne, Børster og Svampe.
— Ja, jeg tror s'gu, den gaar, Apotheker, sagde Brasen, der sad ved Skænken.
— Vi vil haabe det, svarede Hr. Hauch, der saá ud, som havde han ingen Ben i sine egne Benklæder.
— Jeg maa ha' af Skuffen, Brasen. Det var Fru Brasen ved Lemmen. Hendes Øjne løb med Vand, som om hun græd ustandseligt.
Skuffen var tom:
— Men hvad nytter 'et, sagde Brasen: det gi'er jo ingen Kuntanter.
— Kom herud Brasen, sagde Fruen, der gik ind i Spisekammeret, medens Brasen fulgte efter. Da han kom ud igjen, vandrede han gjennem sin Gaard og ud i sin Port. Der blev han staaende et Øjeblik med et underligt Udtryk i sit Ansigt, nærmest, som hos én, der véd, at han skal gaa et langt Stykke Vej.
— Ja, jeg maa vel, sagde han.
— Er Konsulen at træff', spurgte han, da han stod ovre i Butikken. Han talte som et Barn, naar større Vanskeligheder kom paa.
Men Konsulen, der havde meget travlt, sagde strax:
— Det er vel Valuta, Brasen: Det er jo ellers begribeligt — i Øjeblikket.
Medens Brasen underskrev Kvitteringen, spurgte Konsulen:
— Er de gaaet til Bords? og mente Fryants.
— Næh, de skal lige til at spise, sagde Brasen, og stak Pengene i en Lomme, der var saa rummelig, at den aldrig kunde fyldes:
— Tak, Hr. Konsul.
Hr. Therkildsen vendte tilbage til Lejligheden, hvor Fruen, assisteret af sine Herrer Sønner, lod Lysekronen i Dagligstuen flytte ud under Verandaloftet, hvor man »virkelig godt kunde have den tændt«.
Fru Therkildsen vilde ikke byde dem andet end Thé og bag efter Syltetøjerne, hvortil de havde de engelske Krystalskaale.
— Ja, sagde den yngste Søn: naar her bare ikke ser ud, som der var Staahej.
— Og saa, Therkildsen, sagde Fruen: gaar Du derover om en Time.
Fruen var selv allerede paa Vejen til Butikken, for at hente Syltetøjsflaskerne.
Da Brasen gik hjem over Torvet, sagde Doktorens Moder, som sad ved sit Spejl:
— Nu har Brasen faaet Mønt hos Therkildsen … Gud ske Lov.
Brasen skrabede ud foran sin egen Port, da Frøken Fryant kom gaaende med en stor Spaankurv:
— Naa, Hr. Brasen, sagde hun: skal vi snart spise?
— Min Kone er i Gang, svarede Brasen.
Da Frøken Johnny kom op i Værelset, sagde hun:
— Men bevare mig vel, er her ikke begyndt?
— Nej, svarede Moderen, der sad i den ene at de to Lænestole: men nu kan Du jo sé, hvad Du kan udrette.
Frøken Johnny løb ned igjen og ind i Gaarden, hvor hun stak Hovedet ind af Køkkenvinduet:
— Naa, Fru Brasen, sagde hun: hvordan gaar det?
Frøken Fryant var nær blevenstikkende midt i Sætningen ved Synet af Køkkenet:
— Jo, jo, sagde Fru Brasen og pludseligt lagde hun til og førte, uden at vide det, med Haanden et Par Sodstænk ud over sit Ansigt: De maa ikke sé po 'et.
Frøken Johnny løb tilbage:
— Næh, raabte hun til Fru Fryant: det skulde Eriksen sé.
Eriksen var Husjomfru hos Fryants.
— Men Mama, der er ikke andet for, end at vi laaner Ingeborgs Jomfru og at hun varter op.
Frøken Johnny fik et Rejseetui frem og skrev med flyvende Bogstaver nogle Linier paa haandgjort Papir:
— Og hun kan ligesaagjerne tage Porcellain med, sagde hun, mens hun med et lille Tryk lukkede Konvolutten med et Voxsegl, der bar hendes Valgsprog: »hony soit.«
— Og en Dug, sagde Fru Fryant og lo.
Datteren lo med og skrev: »En Dug!« udenpaa Konvolutten.
Jens skulde afsted:
— Men jeg maa først vaskes, sagde Jens: naar jeg skal til Borgmesterens.
— Næh, sagde Frøken Johnny: løb Du, som Du er:
Da Jens havde aflevet Brevet hos Borgmesteren, gik Stuepigen op i Gavlen til Frøkenens Værelse.
Frøken Ingeborg fik Brevet rakt ind gjennem Døren.
Da alt var ordnet, lukkede Frøkenen igjen. Der hørtes i hendes Stuer kun Lyden af hendes Skridt.
Frøken Ingeborg syntes saa høj, som hun gik mellem de mathvide Vægge, med de smalle Striber af Sølv. Der løb, i tynde Rammer, langs Væggene en Frise af Billeder med mange Palmer. De var fra Vestindien. Og andre med hvide Bjerge. De var fra Schweitz.
Frøken Ingeborg vandrede længe. Saa klædte hun sig paa. Langsomt gik hun rundt mellem de store vestindiske Kummer.
Hendes Kjole var gul og fæstet med Valmuer. Foran sit Spejl tog hun en Perlesnor om sin Hals, én Række Perler. Hendes Øjne blev i Spejlet, og en lang Stund betragtede hun ufravendt sit eget Ansigt, med et Blik, som dens, der læser — ubevægelig.
Hun havde ikke hørt, at det bankede svagt paa Døren, før det bankede igjen, og hun fór sammen, idet hun lukkede op:
— Men Mama, er det Dig?
— Hvad vil dog Du? Frøken Ingeborgs Stemme blev pludselig meget blød midt i Sætningen.
Borgmesterens Frue gik aldrig meget rundt og havde i Aar og Dag ikke været i Datterens Stuer.
Hun svarede ikke men gik ind over Tærskelen. Saa greb hun, paa én Gang, begge Datterens Hænder og løftede sine Øjne op imod hendes — de havde samme Øjne, af dem, saa mørke, at ingen synes at kunne fylde dem med Sol — og kyssede hende paa Kinden:
— Mo'r, hviskede Frøken Ingeborg brat.
Med et Slag med Haanden gik Borgmesterens Frue.
— Mo'er, sagde Frøken Ingeborg endnu en Gang, idet Døren blev lukket.
Hun stod et Øjeblik. Saa saa hun paa det hvide Uhr og gik ned.
Døren til Moderens Værelse var lukket. Frøken Ingeborg standsede foran sine ostindiske Fugle, som allerede sov i deres Ringe, to og to. Hun smilede pludselig, og, uden at vide det, førte hun sin venstre Haand hen over Buret som til et Kjærtegn.
Hun lukkede bag sig, og hun gik ned i Gaarden, og op ad Faderens Trapper. Kontorerne stod tomme. Hun bankede paa Borgmesterens Dør, og Faderen raabte sit »Kom ind«:
— Jeg vilde kun sige Dig Farvel, sagde Frøken Ingeborg.
Borgmesteren saá langt paa sin Datter og vidste ikke selv hvorfor:
— Ja, det er jo rigtigt, Du skal ud.
— Ja, svarede Frøken Ingeborg, der bøjede sig og kyssede Borgmesteren paa Panden:
— Farvel, sagde hun.
Ogsaa Kontordøren lukkede hun, da hun gik.
