Sommerglæder/3
Den brunlødede og hans Ven klædte sig paa.
Vennen havde endevendt begge Kufferter og fløjtede ustandseligt, mens han blankede Negle og plejede Skæg:
— Sig noget, raabte han ind til Vennen.
Den brunlødede stod med et Haandspejl, som han slap:
— Ja, sagde han:
— Men ikke nu.
Og han lo.
— Hvad ler Du af? sagde Vennen.
— Af Dig.
— Saa? Hvorfor?
— Fordi Du er saa klog, sagde den brunlødede, der blev ved at lé.
Pludselig greb han Vennen i begge Skuldrene og holdt ham foran sig, mens han lo og lo ham lige ind i Ansigtet, til han drejede ham rundt som en Dreng i en Skolegaard:
— Du er gal, sagde Vennen.
— Nu skal vi være færdige sagde den Brune.
De to Venner gik ned og bankede paa Generalkonsulens Dør. Frøken Johnny lukkede op, og, med Dørgrebet i Haanden, kastede hun det sidste Blik paa Bordet:
— Nej, nej, De maa vente, sagde hun: jeg har glemt det vigtigste; og hun lukkede Døren igjen.
— Men saa maa jeg i det mindste gaa derud, sagde Generalkonsulen og gik.
Frøken Johnny løb ind i Sovekammeret og hentede de hvide Baand og de grønne, som hun havde pillet af Kjolen; hun bandt dem om Roserne ved hver Kurvert, grønt og hvidt:
— Saa, sagde hun og aabnede: nu kan De komme.
De tre Herrer kom ind; alle maatte staa op, for der var ikke Plads undtagen lige ved Bordet:
— Ja, sidde kan vi ikke, sagde Johnny, mens de talte om de forskellige Rejseveje, ad hvilke de var komne, og hvor besynderligt det var, at de skulde mødes:
— Jeg troer, man mødes, naar man skal, sagde Frøken Johnny til den brune Hr. Ender, der stod med Ryggen til Vinduet.
Generalkonsulen sagde noget om, at Jorden var lille.
Det bankede igjen:
— Der er hun, sagde Frøken Johnny og aabnede Døren, saa Kaffegæsternes Staahej slog ind imod dem. Døren blev lukket igjen, og det var, som steg Frøken Ingeborg frem af den ophørte Støj:
— Velkommen, Ingeborg, sagde Frøken Johnny, og kyssede hende paa Kinden.
— Tak.
Frøken Ingeborg hilste paa alle og sidst paa den brunlødede, der bestandig stod med Ryggen imod Lyset:
— Det er længe siden, sagde Frøken Ingeborg, og et Nu mødtes deres langt fremstrakte Hænder.
— Saa gaar vi til Bords, sagde Frøken Johnny: Hr. Verner, Deres Arm. Papa og Mama sidder ved Bordenden.
— Nej, nej, sagde hun: Hr. Ender og Ingeborg skal sidde i Sofaen.
Uden at tale, havde den brune rakt Frøken Ingeborg sin Arm.
De var alle paa Plads, da Frøken Ingeborg løftede sin Buket:
— Aa, sagde hun, og pludselig rødmede hendes matgule Hud:
— Det er Schweitz' Farver.
— Ja, sagde Ender hastigt og lidt for højt, mens ogsaa han blev rød af Glæde eller maaske af en pludselig Forvirring.
Borgmesterens Stuepige bar Suppen om, mens Generalkonsulen og Verner begyndte at tale om Schweiz, og Generalkonsulinden sagde til Frøken Ingeborg:
— Ja, Ingeborg, vi vil altid være Dem taknemmelige for alt, hvad De i al den Tid var for Johnny.
Christian kom med Champagnen i en Vandspand fuld af Is. Han bar den saa forskrækket, saa det saá ud, som han hinkede:
— Her er' en, sagde han.
Alle lo, mens Generalkonsulen fyldte Glassene:
— Ja, velkommen, sagde han.
— Velkommen —
— Velkommen, sagde Moderen og Johnny.
Og Frøken Johnny talte igjen om Zürich, og om Søen dernede og en Vandring paa Bjergene:
— Husker De, Ender, husker De? Det var i Pintsen.
— Jo, han huskede.
Og Frøken Ingeborg sagde:
— Hvor var der stille, den Nat paa Bjergene.
Generalkonsulen talte om Højdeopgivelser af Tindebestigninger, og Hr. Verner nævnede et Par Bjærge paa Indiens Grænse:
— Ja, sagde Frøken Ingeborg og saá ikke paa Ender, til hvem hun talte:
— Saa langt De har været borte.
— Ja, svarede Ender og nikkede frem for sig: langt borte.
Borgmesterens Pige havde hentet den næste Ret og bragte den op ad Trappen, da hun mødte den østjydske Frøken og Fru Lindegaard, der kom ned, fulgte af de to Cyklister.
— Aa, sagde Frøkenen, der løftede Slæbet: de har egen Betjening.
— Og fik Champagne til Suppen, sagde Fru Lindegaard og vendte sig:
— Er Du der, Hans? Naa lad ham sidde, sagde hun.
De to Cyclister gik nogle Skridt bag de to Damer:
— Her er Bøf, sagde den ene.
— Ja, sagde den anden: det er, hvad jeg siger, man finder s'gu altid noget Steg langs Landevejene.
Frøkenen fra Østkysten vendte sig:
— Hvor boer den Pottemager? spurgte hun. Og Cyclisterne langede ind paa Damerne.
Alle Badegæsterne drak Kaffe i Dagligstuen og i den store Spisestue, hvis Døre stod aabne til Gangen. Tømmerhandleren bød Inspecteuren og Hr. Lindegaard paa Cognac. Fru Rasmussen, der med Fruen fra Østkysten holdt sig nær ved Døraabningen, sagde, idet Borgmesterens Pige passerede:
— Ja, der er jo Folk, som holder af at vise, at de kan.
Den gamle Enkefrue sad i Sofaen i Dagligstuen, mens Datteren hviskede til hende:
— Jo, gjør Du det, min Pige, sagde hun: det er morsomt.
Den lille Datter gik gjennem Stuerne, ved sin Stok. Midt paa Trappen mødte hun Christian, der pilede hende forbi foran en lang mager Person. Christian røg ind til Fryants:
— Det er Konsulen, sagde han.
— Hvilken Konsul, spurgte Hr. Fryant.
— Det er Therkildsen, sagde Christian.
— Hvem? sagde Generalkonsulen.
— Aa, sagde Johnny: dér kjøbte vi Syltetøjet.
— Lad den Mand komme ind, sagde Hr. Fryant.
Generalkonsulen rejste sig, og Døren gik op for Hr. Therkildsen i sort Frakke:
— Jeg falder ellers til Ulejlighed, sagde han og blev staaende forvirret foran Bordet og Gæsterne:
— Det gjør ikke noget, sagde Fru Fryant og bøjede Hovedet: Vil De ikke tage Plads?
Hr. Therkildsen satte sig paa en Stol med Benene over hinanden, saa man saá hans graa Uldstrømper, mens Generalkonsulen, der nu meget vel gjenkjendte Kong Saul, spurgte:
— Hvormed kan jeg være Dem til Tjeneste? Alle de andre var hørte op at spise.
Hr. Therkildsen var blevet blodrød i Hovedet ved Hr. Fryants Tonefald. Han rejste sig igjen og sagde:
— Vi mente kun . . . . min Kone mente at . . . . hvis Huset her ellers ikke passede Generalkonsulens … om De i Aften vilde tage til Takke hos os.
Det varede et Par Sekunder, hvor der var stille, før Vicekonsulen fik sagt:
— Da mine Sønner er hjemme; og sluttede brat.
— Vi har det fortræffeligt her, sagde Hr. Fryant, der stadig stod op, mens Generalkonsulinden hastigt føjede til:
— Det var saa overordentligt elskværdigt af Deres Frue og Dem; og Frøken Johnny sagde:
— Jeg husker godt, Hr. Therkildsen, jeg har en Gang danset med Deres Sønner.
— Ja, ellers megen Tak, sagde Generalkonsulen, der stod ved Døren, og han lod Manden, der maaske var meget rigere end han selv, gaa sig forbi — ud af Døren, som man afskediger en Lagerchef:
— De tilgiver, sagde Hr. Fryant til sine Gæster, da Døren var lukket, og vendte tilbage til sin Plads.
Hr. Therkildsen stod et Øjeblik ved den lukkede Dør. Aarerne i hans Pande var svulmede op. Han saá ud, som en Mand, der, i en uhyre Vrede eller under en lynsnar Anspændelse, foretager et Opgjør.
Hr. Therkildsen gik gjennem Gaarden:
— Men hvad vil Konsulen? sagde Fru Brasen, der, ved at sé ham, blev staaende ret op og ned paa sit Køkkengulv.
Hr. Therkildsen var standset og saá et Nu ind i det forvirrede Køkken, hvor Brasen ved Lemmen skreg:
— Til hvem ska' de skrives, de Cognac'er?
— Jeg véd ikke, Brasen, sagde Fruen, der drejede.
— Det gaar vel ellers godt? sagde Vicekonsulen ind ad Køkkenvinduet, før han gik.
— Han var hvid i sit Ansigt, sagde Fru Brasen og blev selv bleg uden at vide hvorfor.
— Ja, sagde Køkkenpigen: han var det.
. . . . Christian løb med Cognacen ind i Spisestuen, hvor Sangeren, i en Kreds af Damer, havde faaet et Lommetørklæde lagt om sin Hals for Trækken:
— Hvad vil Drengen ha'? spurgte hans Frue, der idelig suste hid og did:
— Hvad siger Du, min egen, sagde Sangeren.
Tømmerhandleren, der raabte paa Christian og fik en Vermouth Flaske i Stedet for Sodavand, sagde:
— Ja vel, dette holder man jo ud én Dag; og vendt til Inspecteuren lagde han til:
— Min Kone siger saa'gu, de begyndte med Champagne.
— Det er vel engelsk, sagde Inspecteuren.
Fru Rasmussen kom hen imod sin Mand:
— August, af disse Glas drikker vi ikke; Fruen pegede paa to af Skyllevandet taagede Glas, af hvilke hun og Fruen fra Østkysten skulde have Sodavand:
— Men de har vel for travlt med dem derinde, tilføjede Fru Rasmussen.
Inspecteuren skød Skuldrene op og sagde:
— Men dette er for galt.
Han gik ned ad Trappen, mens Guldkjæden fløj paa hans Vest, og kom ind i Skænkestuen, hvor han løb paa de fire Lærerinder, der, blege i Ansigterne, ønskede at betale, hvad de havde faaet extra, strax.
— Jo, de Damer, sagde Brasen, som ikke vidste, hvad de havde faaet, og bladede rundt i sin Bog, indtil Christian raabte fra Lemmen:
— Brasen, der ska' sættes no'en paa Is.
Det var Liqueur til Generalkonsulen, og Brasen løb.
— Her kan man ikke en Gang faa betalt, sagde den ene Lærerinde, mens Hr. Rasmussen tilføjede meget højt, henimod den aabne Lem:
— Men her er jo i al Fald den Udvej at rejse.
Fru Brasen havde hørt det og greb til sin Kappe med begge Hænder:
— Og nu rendt' Brasen, sagde hun.
Hun gik ind ved Disken og rodede selv i Bøgerne:
— Aa, Frøken, sagde hun, der kommer saa meget po, at De maa undskyld'. Nu ska' Brasen regn' det efter, for jeg har det med Vand i mine Øjn'.
— Man har sin Aftale, Frue, sagde Inspecteuren: og forlanger en Behandling derefter, hvem der saa ellers skal tages Hensyn til.
— Det er retfærdigt, sagde Fru Brasen, hvis Tanker uafladelig var ved Filet'en til Generalkonsulens:
— Der ska' Blade po, sagde hun ud gjennem Lemmen og løb selv.
Paa Køkkenbordet, ved Siden af Filetfadet flød det med Skeer og Knive og Gafler:
— Vask dem, Moer, sagde Fru Brasen og rakte dem ud til den gamle i Forstuen:
— Men vaer dig, for det er Borgmesterens.
Den gamle tog dem og skyllede dem og tørrede dem, mens de klirrende faldt ned i samme Bunke, én og én.
Borgmesterens Stuepige ventede paa Fileten:
— De maa ikke se' po' et, sagde Fru Brasen og vilde skjule for baade Fade og Snavs:
— De deroppe seer det jo ikke, svarede Borgmesterens Jomfru, der gik op af Trappen med Fadet med Filet'en:
— Den er virkelig god, sagde Generalkonsulinden, der saá paa Stegen, medens den blev budt om.
Hr. Fryant talte om den brunlødedes Fader, Generalen, som havde gjort et stort Arbejde med Kortlægningen af Jylland:
— Ja, sagde Knud Ender: Min Fader skulde have været under større Forhold.
Frøken Johnny fortalte Verner om en Veninde, der var bleven skilt, efter kun at have været gift i to Aar:
— Og de har et Barn, sagde hun.
Der blev en almindelig Talen om Ægtefolk og om Skilsmisse, til Generalkonsulen sagde:
— Ægtefolk med Børn burde aldrig skilles, mens Fru Fryant nikkede:
— Nej, aldrig.
Knud Ender, der hele Tiden talte til Fru Fryant med sænkede Skuldre, sagde:
— Mon det dog ikke er bedre end hver Dag at stille Børnene Ansigt til Ansigt med Forældrenes Tvist.
Frøken Ingeborg talte ikke.
Fru Fryant saa et Øjeblik frem for sig og sagde i en forandret Tone:
— Ja, Livet er saa vanskeligt.
Frøken Johnny slog paa sit Glas og sagde muntert:
— Skaal Mama, Skaal Papa.
— Ved I hvad jeg tror, at Livets største Lykke, det er at have lykkelige Forældre.
— For man arver deres Glæde, sagde hun, og hun og Forældrene stødte Glassene sammen, medens de smilte alle tre.
Men paa én Gang blev Johnny blodrød i sit Hoved, medens hun begyndte at sige noget, hun ikke selv vidste, hvad var. Frøken Ingeborg havde sænket sine Øjne.
Det var noget om en Udstilling, Frøken Johnny snakkede om, og ogsaa Generalkonsulinden skyndte sig paa en Gang at at tale om Saisonens Fester ifjor:
— Men dig seer man jo aldrig, Ingeborg, sagde Frøken Johnny.
Frøken Ingeborg sagde:
— Jeg kommer jo saa sjeldent til Byen.
— Hvorfor? spurgte Knud Ender.
— Jeg lever jo her, sagde Ingeborg, og der var i hendes Tonefald, der var meget stille og meget langsomt, noget, som om hun i de fire Ord fortalte hele sit Liv. Og muligvis uden at ville sige det, sagde hun, idet hun ligesom rankede sit Hoved:
— Og mon det ikke ogsaa saadan er lettere at bevare sig selv?
Knud Ender havde følt det, som fik han Taarer i Øjnene, og i et Nu, i nogle Sekunder saa han urimeligt hastigt — næsten saa hastigt, som den, der pludselig skal dø — hele sit eget Liv, lige fra den Dag, da han drog ud af den tekniske Højskole og var fem og tyve Aar.
Det bankede paa Døren. Det var Christian.
— Det var en Pakk' til Fruen, sagde han, og lagde en tung Pakke i Karduspapir saa haardt i Bordet, at det rystede.
— Vor Herre bevares, sagde Frøken Johnny.
— Til mig?
Hr. Verner lukkede Pakken op; i den var der to Flasker Rødvin, og ovenpaa laa der et Visitkort.
Fru Fryant tog det og læste højt:
— »Til Emily fra en gammel Veninde«
— Men fra hvem er det dog, sagde Fru Fryant.
— Det maa jeg ikke sig', sagde Christian, der grinte og gik, mens Frøken Johnny og Generalkonsulen sagde paa en Gang:
— Næh, hvor det var nydeligt.
— Det var meget kjønt.
— Men først drikker vi med Carl, sagde Frøken Johnny, og hun fyldte Champagne i et tomt Glas:
— Det er Grev Sponneck, sagde hun og pegede paa Glasset:
— Skaal, Du.
— Tak, sagde hun og snerrede efter sin Forlovedes Stemme, mens alle stødte til det grevelige Glas, og hun tømte det.
— Min egen Pige, hvidskede Fru Fryant, og, idet hendes Tanker vendte tilbage til Vinen, spurgte hun igjen sin Mand:
— Men hvem kan det dog være, George?
— Er det ikke fra den gamle Dame? spurgte Knud Ender og fortalte, i en underlig aandsfraværende Tone, om Enkefruen.
Og næsten uden Overgang gav han sig paa én Gang som en Mand, der halvvejs bryder Formerne, fordi han drives til det — til at tale, og alene: om Indien; de mægtige Broer, de vældige Buer af Staal; og Sletterne, hvor alt var gult og Tørst og gult; og Livet i Shanghai med de altid aabne Klubber og paa Boulevarderne Bankernes Stenpaladser, hvor man gemmer det tjente Guld.
Frøken Ingeborg rørte sig ikke. Hovedet havde hun lænet imod Væggen, medens hendes Øjne saá fremad, som om hun, ved Siden af ham, der talte, saá langt bort.
— Men Hjemvé føler man altid, sagde Eigil Verner.
— Ja, gjør man virkelig, spurgte Generalkonsulen ivrigt.
— Det siger da Carl, sagde Johnny, hvis Øjne havde faaet et andet Udtryk.
— Jo, altid, sagde Knud Ender, der førte Haanden hen over sine Øjne:
— Idetmindste som bag et Slør.
— Men — pludselig smilte han og hans Tone blev en anden —: naar man kommer hjem, saa ved man, man har følt den.
— Saa drikker vi for de hjemvendte, sagde Generalkonsulen, der havde skænket af den sendte Rødvin, og de klinkede atter med Hr. Verner og den brunlødede.
Frøken Ingeborg holdt sit Glas saa højt, før hun drak.
Da Borgmesterens Pige vilde bringe Deserten op af Trappen, kunde hun ikke komme frem.
Den østjydske Frøken og Fru Lindegaard sammen med Cyclisterne spærrede hele Vejen. De to Cyclister havde Favnen fuld af Pottemagerens Potter.
Frøkenen raabte:
— Nej, Moder, man kan fylde en Spisestue for fem Kroner.
— Ja, det er virkeligt mærkværdigt, sagde Fru Lindegaard: det vil staa brilliant til vandmalet Fyrretræ.
Alle skulde sé Potterne, som stod i Spisestuen rundt omkring paa Borde og Stole.
Fruen fra Østkysten mente, at de var gode til en Havetrappe; Sangerens Kone, som sammen med Fru Lindegaard stod foran et grønt Kar, hvilket Fru Lindegaard vilde anvende til Punschebolle, sagde pludseligt:
— Fryants kommer naturligvis her ind efter Bordet; hvorpaa hun skød frem mod Parrets Soveværelse.
— Troer De? spurgte Fruen fra Østkysten og kom i Nærheden af et Spejl.
Tømmergrossererens Frue mente, at man jo egentlig alle gjærne vilde have det for sig selv, naar man havde Fremmede, og Fru Rasmussen sagde:
— August, her kunde dog virkelig ryddes lidt op, mens Fru Lindegaard, der fandt sin Mand paa en Stol i Dagligstuen, sagde sagte, men skarpt:
— Hans, Du har drukket, og førte ham ind i Sovekammeret.
Frøken Lucie kaldte med en krummet Lillefinger paa den ene Cyclist og løb ned ad Trappen og ud paa Gaden, hen imod Annexet.
Lige udenfor Apotheket mødte de Fru Hauch, som i en bred Hat, garneret med sorte Kniplinger, skred frem ad Gaden:
— Sæt i, Gamle, sagde den jyske Frøken, da hun var to Skridt fra hende, og Cyclisten, der var ganske svedig om Hænderne, gav sig til at lé højt.
Fru Hauch gik op af Therkildsens Trappe. — Fruen holdt i al Hemmelighed af at bevæge sig op og ned af disse dekorative Sten — og ind i Butikken, hvor hun spurgte, om Konsulinden var hjemme. De to Svende, der saá ud, som om deres røde Øren fornylig var blevet kladsket fast til deres Kranier, vidste det ikke. Men Fru Hauch vilde sé ad. Fruen fandt Familien Therkildsen paa Verandaen, hvor Bordet var fuldt af Lys, som skulde have været anbragte i Lysekronen:
— Kære, sagde Fru Therkildsen: er det Dem? Og med et Blik paa Bordet tilføjede hun hastigt:
— Det bliver for galt med Jomfruen. Nu har de Lys ligget her lige siden i Morges.
De to Sønner, som røg Cigaretter i et Par Flugtstole, hilste nærmest ved at vippe med deres Lakerede Støvler.
Fru Hauch, der tog Plads, mens Fru Therkildsen en Smule for hurtigt samlede Lysene, fornam, at hun afbrød en Debat:
— Ja, De véd naturligvis, at de er her?
— Ja, sagde Fru Therkildsen i en Tone, som om Jaet undslap hende.
— Men her, sagde Apothekerens Frue, holder de det naturligvis ikke længe ud.
— Vi sgu' ikke heller, mumlede den ældste Søn.
— Men det er jo, hvad man kunde gjøre for ham, mens han er her, sagde Fru Hauch: Blomster har jeg jo sendt, at han dog kan vide, der er et Par Musikmennesker ogsaa heroppe.
Fru Therkildsen var standset med et Lys i hver Haand:
— Og faa ham at høre tør man vel ikke haabe paa.
Den yngste Therkildsen havde pludseligt spilet begge Ben ud fra sig, men hans Moder sagde kun:
— Nej, det tør man vel ikke.
— Skjønt Konrad Graa virkelig er offerberedt nok og gjerne synger, hvor han blot troer, der er Forstaaelse.
Lysene i Vicekonsulindens Haand ikke saa meget som rystede, medens hele hendes Hjærnemasse kogte:
— Men hvordan skulde man vel finde en Lejlighed? sluttede Fru Hauch.
Fru Therkildsen, hvis Tindingeaarer var traadt let frem, tøvede et Øjeblik, før hun sagde:
— Det er jo kun rimeligt, om man viser saa stor en Kunstner en Opmærksomhed.
— Ja, det er sikkert, sagde Fru Hauch.
Hvad der arbejdede i Konsulinden, var hvor langt hun turde gaa for Konsulen. Men pludselig sagde hun:
— Naturligvis bør han vide, at her er vi ogsaa Mennesker.
— Jeg kommer strax.
Fru Therkildsen havde fundet det: hun vilde sende Konrad Graa de krydrede Jordbær, som hun drev i fire Drivbænke. Mens hun gav Stuepigen og Kokkepigen Ordre til at plukke dem, tænkte hun paa, at hun vilde lægge dem i en Kurv imellem sex Champagnehalse, og pynte det hele med Roser.
Nøglen til Vinkælderen kunde hun altid tage, naar Therkildsen gik lidt.
Hun vendte tilbage til Verandaen:
— Fru Hauch, sagde hun: De hjælper mig nok med at plukke nogle Roser.
De to Fruer gik ned til Rosenbedene, som laa lige ved Vejen, imod Syd.
— Kan De fange mig? raabte en Dame, ude paa Vejen. Det var den østjydske Frøken, som fløj forbi i en ny Kjole foran Cyclisten, der var rød som Purpur paa sin bare Hals. Der havde været leget megen Kispus, medens Frøkenen skiftede i Annexet.
Da Frøkenen naaede Hotelporten, ordnede hun sine Kjolefolder og sagde:
— Nu er vi anstændige.
Borgmesterens Pige kom imod dem med Kaffen, som hun bragte op af Trappen.
Generalkonsulen bød Cigaretter om:
— Nej Tak, sagde Frøken Ingeborg og rystede paa Hovedet.
— Jeg vidste det, sagde Ender.
Men Frøken Johnny røg:
— Nej ved I hvad, nu vil vi have Dørene op.
— Hr. Verner, luk op, sagde hun.
Hr. Verner rejste sig og aabnede begge Dørene til Trappen, hvor den østjydske Frøken legede med Cyclisten ved Gelænderet.
— Saa, sagde Frøkenen og løb ind til Moderen: nu lukker de op.
Fru Lindegaard, der var vendt tilbage med sin Mand, hvis tynde Haar saá ud, som om det havde været dyppet i et Vandfad, sagde:
— Hans, Du maa forestille Dig; og Sangerens Frue brød hen til sin Mand og hviskede i et lidt skarpt Tonefald:
— Konrad, tag det Lommetørklæde af.
— Ja, min egen, svarede Sangeren og løste det omvundne Lommetørklæde fra sin Hals.
Inspecteurinden, der instinktmæssigt havde nærmet sig den gamle Enkefrue i hendes Sofa, sagde, mens hun skød de mange Ringe fastere paa sine Fingre:
— De sidder saa alene, Frue.
Den gamle Dame smilte, og sagde:
— Jeg sidder med min Datter.
Christian slæbte Likøren til Generalkonsulens op ad Trappen i en gammel Kobberspand fra Tønder, og Generalkonsulen sagde:
— Det bedste ved en Middag er dog Kaffen; og ved et Spring i Tankegangen talte han om Karlsbad og i det hele om Brøndkurene:
— Vort Kursted er nu Teplitz, som sagt. Naar man bruger meget Vand, sagde han, kommer Gigten alligevel med Aarene.
Med et nyt Tankespring spurgte han pludselig Ender, der ikke hørte det strax:
— Og hvor gaar Vejen nu hen?
Knud Ender svarede langsomt:
— Nu troer jeg, jeg slaar mig til Ro.
Det var da dejligt, sagde Generalkonsulinden, men Hr. Fryant spurgte:
— Og De, Hr. Verner?
Eigil Verner svarede — og der gik som et pludseligt Udtryk af Træthed over hans Ansigt —:
— Man drager vel videre.
— Hvorfor? Ender har Ret. Der er dejligt her i Landet, sagde Generalkonsulen.
— Ja, sagde Frøken Ingeborg og lukkede halvt sine Øjne.
Frøken Johnny drak af sin Likør:
— Carl siger altid, vi har de dejligste Farvande: og pludselig lagde hun til:
— Ingeborg, Du véd jo slet ikke, hvordan jeg fik ham.
Frøken Ingeborg kom til at lé:
— Nej, lille Johnny, sagde hun og kaldte hende paa én Gang »lille Johnny«, som i Pensionen.
— Jeg vidste det strax, sagde Johnny.
— Hvad, Frøken Fryant, sagde Verner og lo.
— At det var ham, sagde Johnny.
— Hvad lér De af, spurgte hun over til Ender.
— Ikke af noget — og lidt langsommere lagde han til —:
— Det maa være en stor Lykke ..... at vide det strax.
— Det gik os ligesaadan, sagde Generalkonsulinden og nikkede til sin Mand:
— Men alligevel kommer der saa maaske mange hemmelige Kampe bagefter. Jeg tror egenlig, at alle Mænd først maa lære, hvem de elskede stærkest.
Frøken Ingeborg, der pludseligt havde drejet Hovedet imod Fru Fryant, aabnede Øjnene helt, saa et pludseligt Lys faldt i dem.
Og efter en lille Stilhed, sagde Knud Ender:
— Generalkonsulinden er klog.
Fru Fryant smilte:
— Sig ikke det, Ender. Det betyder altid kun, at man begynder at blive gammel.
— Pyt, sagde Johnny: nu gaar vi i Skoven.
De rejste sig alle, mens man hørte Skubbet af Stolene.
Fru Rasmussen gik paa én Gang tilbage til sin Mand:
— August, Du er uden Baand, sagde hun og Inspecteuren svarede:
— Det er jo om Sommeren.
— Er han anstrengt, spurgte Sangerens Frue lidt højt og meget inderligt; og Sangeren, som stod i Profil midt i Spisestuen, svarede — ogsaa han talte en Smule højere —:
— En Smule, min egen.
Fru Fryant kom først ud af deres Dør:
— Hvor Trappen knager, sagde hun, mens hun gik ned, og de andre fulgte efter.
— Lad os gaa ad Stien, sagde Frøken Ingeborg, og hun førte de andre, mens Knud Ender gik ved hendes Side.
Alle Spisestuens Hoveder havde drejet, da de Fryantske Kjoler bøjede af:
— Julie, raabte Tømerhandleren.
— Ja, Ferdinand, hvad er der.
Fru Berg havde døset lidt i en Dagligstuestol. Tømmerhandleren havde stukket begge de knyttede Næver i sin Lomme:
— Rak, sagde han saa tydeligt, at det kunde høres.
— August, det var vist paa Tiden, de Børn kom i Seng, sagde Fru Rasmussen, der kaldte paa Barnepigen.
Sangerens Frue stod et Øjeblik. Hendes Øjne var bleven saa tomme, som en Hønes. Saa huskede hun pludselig, hvad hun havde sagt sidst og sagde:
— Du sang jo ogsaa saa meget i Aftes; og med et brat Eftertryk lagde hun til: paa Hvidegaard.
Den østjydske Frøken drejede rundt fra det Vindu, hvor hun havde hængt:
— De gaar saagu' i Skoven, sagde hun.
Fru Inspekteur Rasmussen med Mand og Børn var allerede paa Trapperne, da Therkildsens Kusk i Liberi kom bærende med en mægtig Kurv, der spærrede hele Farten,
— Det er til Hr. Graa, sagde Kusken: han er Sanger.
Familien Rasmussen vendte brat om, medens Fruen løb i Forvejen og helt forpustet sagde til Fru Graa:
— Der er en pragtfuld Present til Deres Mand.
— Nej, fra hvem, sagde Sangerens Frue, der pludseligt skraalede op, og da hun saá Kurven, som Kusken satte fra sig, sagde hun:
— Ser Drengen den? Det er en virkelig Tanke.
Fru Rasmussen, der stod ved Siden af Fru Graa, sagde:
— Saadan er det, naar man er berømt.
Ordet »berømt« var slaaet fast, og alle stimlede sammen omkring Kurven, mens Sangeren sagde:
— Ja, det er kønt, min egen; mens hans Frue, som var bleven lutter Liv i Ansigtet, med et emsigt Smil som en Forretningsfrues bag Disken under Kundetravlhed — sagde:
— Vi drikker den naturligvis sammen. Hun fik Øje paa Kusken:
— Har Drengen Smaapenge? spurgte hun.
Drengen havde ingen, og hun havde ingen:
— Kære, jeg har, sagde Fruen fra Østkysten.
— Aa Tak.
Kusken fik Kronen.
Kommunelærerinderne plukkede Roserne op og anbragte dem i Vaser, mens Tømmerhandlerens Frue bøjede sig ned og lugtede til Jordbærrene:
— Nogle dejlige Bær, erklærede hun.
Cyclisten kom rendende med en Skaal og Sangerens Frue, der tog Flaskerne op og pludselig arrigt tænkte paa Fryants, fordi det var samme Mærke, hun havde seet paa Flaskerne i Vandspanden, sagde:
— Conrad, det var ikke for meget, om Du sang lidt for de elskværdige Mennesker, der har tænkt saadan paa Dig.
Sangeren vilde svare; men Fruen, der var ganske optagen, spurgte:
— Er her Klaver? mens Fruen fra Østkysten sagde:
— Hvor henrivende for os alle.
Fru Lindegaard bød Hans gaa ned for at spørge om Klaveret.
Men Fru Rasmussen sagde:
— August, det maa jo i et hvert Fald kunne skaffes; medens ogsaa Inspekteuren løb ned i Gæstestuen, hvor Brasen selv rendte rundt med Baierne:
— Her er s'gu blevet Forretning, sagde Brasen.
Hele Stuen var fuld af Gæster. Hr. Lindegaard og Inspecteuren spurgte, paa én Gang, om der var et Klaver.
— Ja, her er, sagde Brasen:
— Det er nyt, men det er laaset. For det er Sangforeningens.
— Hva' er 'et, Brasen, spurgte Fru Brasen fra Lemmen.
Inspecteuren mente, at man kunde vel faa Nøglen:
— Den er ved Rist, sagde Brasen: om han vil laan' den.
Inspecteuren vendte tilbage, og Fru Lindegaard sagde:
— Det er ham med Badehætterne.
Fru Graa lagde til:
— Den Mand kan jo høre med; og de fire Lærerinder tilbød at gaa derover.
— Nej, August, sagde Fru Rasmussen: gaa Du.
Fru Graa løb ind efter ét af Mandens Visitkort og sagde:
— Saa skriver jeg et Par Ord til »Giverne«.
— Ja, min egen, sagde Sangeren, der selv aldrig skrev, medens Fruen begyndte at skrive med en Blyant, idet hun sagde:
— Hvad var det nu, de kære Mennesker hed?
Jens skulde afsted med Kortet, og Fru Brasen skreg paa ham fra Køkkendøren:
— Ja, sagde hun, det er til Therkildsens. Hold Kaffen po, sagde hun og vendte sig igjen.
Der var travlt med Kaffepunch i Skænkestuen, og Lemmen gik uafladelig op og i.
— Brasen, hviskede Fruen: Pas at faa Betalingen ind.
— Hvor Satan ska' vi ligge, spurgte pludselig en Herrestemme fra Gaarden ind gjennem Køkkenvinduet.
Det var Ingenieur Lund og hans to Kolleger.
Fru Brasen vendte sig og saá dem:
— Aa Jøsses, sagde hun: nu løver det snart rundt.
… Jens var kommen over til Konsulens, hvor han stod i Entréen paa bare Ben.
— Det er til min Kone, sagde Konsulen, der havde revet Brevet fra ham.
— Ja, det er det, sagde Jens, der rendte igjen.
— Det er til Dig, sagde Hr. Therkildsen, der var gaaet ind og lagde Brevet paa Bordet.
Fru Terkildsen blev som Blod i sit Hoved:
— Han skriver selv, sagde hun:
— Kære Fru Hauch, han vil synge.
— Naar, bedste De? Apotheker-Fruens Sved brød frem.
— I Aften.
Vicekonsulinden var i Verandadøren.
— Oscar, Arthur, raabte hun.
— Du vil vel ikke gaa derover, sagde Konsulen, der stod stiv midt paa Gulvet.
— Lille Fru Hauch, sagde Fru Therkildsen hurtigt: hent Sønnerne.
Og da Fru Hauch var gaaet, sagde hun:
— Naturligvis, Therkildsen, vi er indbudt.
Vicekonsulen blev meget bleg:
— Du gaar der ikke, sagde han.
— Du skulde ikke tirre mig, Therkildsen, sagde Fruen, og i et Nu mødtes hendes og Vicekonsulens Øjne.
Efter at Svenske-Kathrine havde maattet rømme Smøgen efter Tvillinger, taalte Fru Therkildsen ikke at tirres:
— Du véd, jeg taaler det ikke, lagde Fruen til.
Hun hørte Fru Hauch og Sønnerne paa Verandatrappen og hun sagde til Apotekerfruen:
— De og Deres Mand følger naturligvis med.
Fru Hauch sagde:
— Det er altfor meget. Hvem der kunde tage Provstens med. Der er saa megen Forstaaelse.
— I kan gaa derop, sagde Fru Therkildsen, som havde et helt Felttog i sit Hoved, til Sønnerne.
— Vi skal klædes paa, svarede Sønnerne, der gik for at anlægge dinning-dress med hvide Veste af Liberty Fløjl, som Matrosen fra Kutteren havde bragt i en engelsk Kuffert.
— Saa gaar De, sagde Fru Therkildsen, og Fru Hauch gik:
— Det tørster ligefrem i En efter Toner, sagde hun i Døren til Vicekonsulen, der smækkede i efter hende.
— Therkildsen, sagde Fruen, der pludselig betragtede sin Mand: Du maa i sorte Benklæder.
. . . . . Inspecteur Rasmussen var vendt tilbage med Nøglen til Instrumentet, og i den lille Spisestue tumlede de med at flytte Klaveret. Alle Gæstestuens Gæster saá til.
— Løft Nielsen, raabte Doktoren, der var kommen til og som slæbte selv.
— Hiv! Manne; det var Kreaturhandlerne, som lagde Næverne til:
— Naa, Nielsen, ta'e ved!
— Ja, sagde Nielsen, der var vond af Humør:
— Hvem betaler?
— Brasen, sagde Fru Brasen, der havde sit Hoved i Lemmen: Var Jer, det skrabes!
Oppe i Spisestuen gik Sangeren op og ned af Gulvet:
— Han er altid saa urolig, naar han skal synge, sagde Fruen til Fru Rasmussen.
De to Lærerinder var paa Apotheket efter Emservand, som Kunstneren skulde nyde i Mælk.
— Faar vi den Mælk, sagde Fruen fra Østkysten, som var løbet ud for at hente Mælken og som nu stod og trampede med Fødderne paa Køkkendørstærskelen.
— Ja, sagde Fru Brasen og sprang bort fra Lemmen.
Hele Huset gyngede under de kraftige Mandfolks Tyngde, der bugserede Klaveret op ad Trappen.
— Nu er de paa Fortrappen, sagde Fru Brasen og rakte Mælken til Fruen, der spurgte:
— Er det muligt at faa Blomster her?
— Det skulde da være hos Feldhusen, sagde Fru Brasen: men han bor ved Skoven.
Fruen fra Østkysten, der gik med Mælken, sagde, at saa maatte der sendes Bud til Skoven, for Blomster vilde hun have.
Fru Brasen raabte paa Jens, ud i Gaarden, hvor alle Pigerne stod og gloede ind ad Vinduerne til den lille Spisestue.
I Skænkestuen raabte de paa Baiere til Mandskabet:
— Baiere her!
— Christian, skreg Brasen.
Christian Christensen, der var saa træt, at han saá ud, som han trillede, fløj frem af Hjerterummet i Gaarden:
— Ja, skreg han i Farten.
— Nu sover han saa'gu derovre, sagde Brasen.
. . . . . . . Jens var paa Vejen til Feldhusen. Gartneren, der var søvnig og treven, sagde, hvem der vel skar Roser ved Nattens Tider. Han var ikke vant ved det.
— Det er de Københavnere, svarede Jens, der gik med Feldhusen op i Haven, hvor Rosenbedene laa lige ved Gærdet til Skoven. Jens krøb op paa Gærdet, mens Gartneren skar Roserne.
Inde under Træerne lyste pludselig nogle farvede Kjoler frem, og Fru Fryant kom ud af Skovlaagen med sin Mand. Frøken Johnny gik ved Siden af Eigil Verner, og nynnede, i sin hvide Silke. Lidt efter kom Frøken Ingeborg — hun og Knud Ender gik kun langsomt. Valmuerne paa hendes Kjole var blevne saa dunkle i Halvmørket.
Jens stod paa Havegærdet med opspilede Øjne, som saá han et Syn:
De Herrer og de Damer forsvandt mellem Lindene.
— Hvad tænker De paa? spurgte Knud Ender.
— Paa at vi skulde mødes igjen, sagde Frøken Ingeborg, der talte sagte, som den, der gaar i Mørke, eller, som den, der drømmer.
Knud Ender svarede ikke strax. Foran dem blev Skridtene fjernere. Havets Bølgeslag slog, langt og dæmpet, frem fra Stranden op imod dem.
Knud Enders Stemme brast en Kjende, da han talte:
— Var det ikke, sagde han, unødigere, at vi den Gang skiltes?
Frøken Ingeborg løftede sit Hoved:
— Vi skulde vel begge »lære«.
Knud Enders Ansigt blev pludselig som dækket af Blod:
— Ogsaa De? sagde han og vidste næppe selv, at han havde raabt det.
Frøken Ingeborg sagde — hendes Øjne lyste i Mørket —:
— Troer De ikke, Ender, at vi alle maa lære at indvie os selv?
Der gik en Skælven over begges Ansigter, og ingen af dem talte mere.
— Kommer I? raabte Frøken Johnny.
— Ja, svarede Ender. Det lød saa klart ud i Sommerluften.
De vandrede alle sex ned ad den stille Gade. Der var intet Menneske at sé, og Dørene var lukkede.
Men Torvet saa de pludselig var fuldt af Smaaklynger, der stod i Halvlyset:
— Hvad er her paa Færde? sagde Frøken Johnny, der uvilkaarlig hviskede.
Saa hørte de, pludselig og mægtigt, fra alle de aabnede Ruder »Toreadorens Sang«.
Som Klang af Metal bares den vældige Røst ud gjennem Huset, frem over Torvet, gjennem Natten, som et Sejersraab. Ordene naaede dem ikke; kun Tonerne sang. Ingen rørte sig i de mange Klynger, hvor alt var tyst. Et Par Børn laa stille, tæt ved Vandposten, paa Jorden.
Frøken Ingeborg havde løftet sit mathvide Ansigt. Hun vidste ikke, at hendes Haar berørte Knud Enders Skulder.
Sangen steg og steg fra alle de lysende Ruder; som tyve Mænds Besiddelsesjubel steg den og steg den og taug.
Paa Torvet var der stille. Alle Klynger, som havde stirret derop, stod med bøjede Hoveder.
— Er han her? hviskede Frøken Johnny, som havde genkendt Sangerens Røst, sagte til Verner.
Og man hørte de to Børn, der rejste sig fra Stenbroen og listede bort.
Oppe i Salen begyndte de at klappe; fra hele Torvet svarede de pludseligt med Klap. Kun Generalkonsulens Selskab stod ubevægeligt — og saa Pottemageren: han stod, ved Siden af sin Kone, uden at røre sig, med dybt sænket Hoved, med sammenknugede Hænder, ligesom bad han. Sangeren kom hen til et Vindue, maaske for at svale sig.
— Der er han, sagde Frøken Johnny, mens Fru Graa kom løbende hen til Manden:
— Drengen forkjøler sig, sagde hun, saa højt, at alle paa Torvet kunde høre det.
Fra Torvet saa de Gæsterne deroppe løbe rundt som ivrige Skygger. Den østjyske Frøken kom til Vinduet med sin Cyclist, der kogte: Kunst hensatte ham i samme Tilstand som Skørter.
— Der staar de, sagde Frøken Lucie, som havde faaet Øje paa Fryants, og løb tilbage til sin Moder.
Der blev et Spektakel i Salen, hvor alle Stemmer blandedes. Skyggerne deroppe løb rundt med Bordplader og med Bukke. Der var én, som sprang forbi med en Bakke og tabte den med et Bums.
— Det var Christian, sagde Frøken Johnny, der lo:
— Se, se, sagde hun og fulgte Skyggerne med Hænderne. I det midterste Vindue var der ingen Udsigt. Der stod Tømmergrossereren og hans Frue og de var saa brede, at de spærrede. Paa én Gang lød Klaveret igjen og der blev spillet en Galop. Par efter Par dansede frem bag Vinduerne.
— Nu svinger de, sagde en Mandsstemme i en Klynge tæt ved Generalkonsulen:
— Mama, vi gaar derop, sagde Frøken Johnny.
— Men Johnny . . . .
Generalkonsulen sagde:
— Jo, det er maaske bedst, vi takker. Han faar vel sagtens at vide, vi har hørt ham.
De gik alle hen imod Porten, da Frøken Ingeborg paa én Gang greb om Johnnys Arm:
— Der er Pottemageren, som har lavet mine Kummer, sagde hun.
Johnny vendte sig:
— Hvor, Du? spurgte hun.
— God Aften, Hr. Lassen, sagde Frøken Ingeborg og, idet hun pegede paa Johnny, lagde hun til:
— Det er en Dame fra Kjøbenhavn, som har set Deres Krukker inde hos mig og finder dem saa smukke.
Lassen havde revet Huen af.
— Ja, ualmindelig smukke, sagde Johnny Fryant, der blev ved at sé paa Pottemagerens blege og ligesom sært fortænkte Ansigt:
— Imorgen kommer vi og køber Deres hele Butik, Hr. Lassen.
Frøken Fryant hilste, og hun og Frøken Ingeborg gik videre, mens Johnny sagde:
— Du, han har dog et mærkeligt Ansigt.
Men Lassen knugede paa en Gang sin Kones Haand:
— Katrine, sagde han blot — to Gange, til hans Stemme brast.
Hr. og Fru Fryant var naaede til foran Porten:
— Men det er jo Fru Brasen, sagde Fru Fryant venligt og standsede.
Fru Brasen fór sammen:
— Ja, jeg staar og hører po, sagde hun. Hun havde staaet udenfor paa Gaden og sét op til sit eget Hus: hun havde ikke turdet gaa op i Salen.
— Vi skulde sige Dem Tak for Mad, sagde Fru Fryant: det var jo saa udmærket.
— Aa, var det, sagde Fru Brasen, der pludseligt fik Vand i sine Øjne.
Alle de andre rakte hende ogsaa Haanden:
— Udmærket, sagde Frøken Johnny.
Fryants vare lige inde ad Porten, da Fru Brasen satte i at løbe:
— Brasen, Brasen, sagde hun, da hun var naaet til Køkkenet:
— Det goer nok, det goer nok; og midt i sin Fortælling om Generalkonsulens begyndte hun at græde.
Generalkonsulens vare komne op ad Trappen. I Døren til Salen stod Inspecteuren og Fru Rasmussen, uden at røre sig, som et Par Støtter:
— Tillader De, vi kommer forbi, sagde Generalkonsulen meget høfligt, og Parret Rasmussen flyttede sig det nødigste, mens Selskabet gik ind i Salen, hvor fem Par svingede rundt paa Gulvet.
— Hvor er Champagnen? sagde Fru Graa, der lod, som hun ingen havde sét, og hun løb ind i Dagligstuen, hvor et Par Propper sprang.
I Salen var alle hørt op at tale. Man hørte kun Musikken og de dansendes Trin.
Sangeren havde pludseligt rejst sig fra sin Stol. Paa Stolen ved Siden af laa hans Roser. Fru Therkildsen i rødt Brokade traadte paa én Gang hen imod Kunstneren, da det lod til, han vilde gjøre et Skridt.
— Er her ingen, vi kjender, sagde Generalkonsulinden halvhøjt.
— Jeg tror ikke, min Ven, sagde Hr. Fryant, der saá lige forbi Hr. Therkildsen, som ved et Vindue bøjede sig over Fru Lindegaard:
— Men vi kan jo lade os forestille.
Fru Therkildsen, der havde sét Hr. Fryants Blik henover sin Mand, standsede midt i en Sætning til Sangeren og sagde saa, uden Mening:
— Ja, naturligvis.
Lidt efter lidt var Parrene holdt op at danse, saa hele Gulvet var tomt, da Hr. og Fru Fryant gik frem. Kun Galoppen lød.
— Men er de Mennesker fornærmede? hviskede Frøken Johnny til Verner.
Kun Fru Rist havde stillet sig frem, halvvejs ud paa Gulvet. Hun var i sort, og saà i det Hele ud, som havde hun allerede sin ældste til Confirmation.
Frøken Ingeborg var med Knud Ender standset midt i Salen. Hun hilste, ved at bøje sit Hoved halvt, først paa Byens Damer.
Hr. og Fru Fryant traadte ind i Dagligstuen, hvor den gamle Dame sad i Sofaen:
— Men er det Dem, sagde Fru Fryant pludseligt, højt og glad.
— Ja, her sidder jeg, Emmely.
— Men er det Dem, kjære Admiralinde, sagde Generalkonsulen og gav hendes Navn dets Plads i vor Historie, ved at ændre Udtalen af et Bogstav.
— Ja, sagde den gamle Dame:
— Og det er Else, der spiller. Hun kan jo ikke danse alligevel.
Johnny kom til:
— Nej, er De her, Admiralinde, gode Gud, skal man sé Deres dejlige gamle Ansigt i denne Krog.
— Og ingen har givet Dem saa meget som en Skammel, sagde Generalkonsulen, og han bragte Enken en Skammel til hendes Fødder.
Johnny var løben hen til Frøken Else, der nikkede til hende, uden at ophøre med at spille:
— God Aften, Johnny, sagde Frøken Else; jeg gjør Nytte.
— Saa var Vinen fra Jer, sagde Johnny.
— Ja, svarede Frøken Else og lo, mens hun stadig spillede:
— Hvorfor danser I ikke?
— Jo, sagde Johnny: Hr. Verner, vi skal danse.
Eigil Verner førte hende ud i Dansen, mens alle Byens Damer drejede Hovedet, for at tage Maal af hendes Kjole.
Hr. Arthur Therkildsen bragte Frøken Lucie, der stod paa Dørtrinet til Dagligstuen, et Glas Champagne, som Frøkenen slugte, idet hun med den anden Haand pegede ind paa den gamle Enkefrue:
— Hvem er hun? spurgte hun ganske højt og fløj afsted med sin Kavaller.
Generalkonsulen sagde til Admiralinden:
— De vilde maaske forestille os for Hr. Graa. Vi hørte ham nede fra Torvet.
Den gamle Frue rejste sig og gik med Hr. og Fru Fryant frem gjennem Stuerne. Da de havde naaet Sangeren, skød Fru Graa pludselig op ved Siden af sin Mand:
— Vi hørte Dem dernede fra, Hr. Graa, sagde Generalkonsulinden.
— Og det er Fru Graa, sagde Admiralinden.
Generalkonsulen bukkede:
— Jo, sagde Fruen: Hr. og Fru Fryant er Kendinge fra Concertsalene. Vi paa Tribunerne kjender nok vore Venner.
— Konsulinde Therkildsen, sagde Admiralinden og førte Haanden lidt frem imod Vicekonsulinden, der var traadt til, og hvis Fingerspidser svedte gjennem de hvide Handsker.
Hr. Fryant havde næppe hørt Navnet, for han indskrænkede sig til at bøje Hovedet. Fru Fryant havde et Sekund betragtet sin Mand, men heller ikke hun lod til at have opfattet Navnet Therkildsen, thi hun sagde kun, efter at have sænket Hovedet:
— Hr. Graa véd næppe selv, hvor pragtfuldt det lød.
— Er Du anstrengt? sagde Fru Graa hastigt, med et Blik ned paa Noderne.
— En Smule, min egen, sagde Sangeren.
Og Fru Fryant brød ind:
— Det vilde dog være urimeligt yderligere at besvære Deres Mand.
Fryants og Admiralinden gik.
Vicekonsulinden sitrede i sit Ansigt.
— Vi danser, Mama, raabte Johnny. Hele Gulvet var fuldt af de dansende. Frøken Lucie med Hr. Oscar stødte imod Fru Jespersen, der for afsted halvvejs baaret af Ingenieur Lund.
Frøken Ingeborg og Knud Ender sad i Dagligstuen, halvt i Skygge:
— Skal vi danse, spurgte Knud Ender.
— Nej, ikke i Aften.
Og pludselig smilende, med det samme Smil, saá de ud paa Vrimlen.
Frøken Lucie havde skiftet. Hun dansede med Hr. Arthur. Hun havde, naar hun dansede, en egen Art at Lægge sig til Rette paa i en Herrearm, saa hun ganske nøje passede til Kavallerens Figur.
— Punkteret, sagde den ene Cyclist til den anden, som pludselig uden Præsentation bemægtigede sig Fru Jespersen, mens hans Ven blev ved at stirre over paa Fru Lindegaard, der, tilbagelænet, smilede op i Ansigtet paa Hr. Therkildsen, som uafladelig gned sine tørre Hænder, saa hans Giftering fløj op og ned:
— Ja, sagde Konsulen: her er smukt i vor Egn.
— Og Frue, jeg har ellers Vogn, hvis jeg turde tilbyde …
Fru Lindegaard havde paa én Gang flyttet Øjnene ud i Salen og blev distrait: hun havde sét Hr. Fryant staa alene i et Hjørne:
— Undskyld, Hr. Konsul, sagde hun: men jeg maa blot tale med min Mand. Hun gik, med et Smil til Vicekonsulen, som den, der alligevel lover meget.
— Hans, sagde hun, da hun var naaet over til Manden: Du maa forestille Dig.
— Ja, min Pige, sagde han og gik fra sin Krog over til Generalkonsulen, fulgt af sin Frue.
Vicekonsulen, der ikke tog sine Øjne fra Fru Lindegaard, skød ved en uvilkaarlig Trækning af sit Ansigt Læberne frem, saa man saá alle hans Tænder.
— Hr. Generalkonsulen kjender min Fader, sagde Hans Lindegaard, og han nævnede sit Navn:
— Aa, sagde Hr. Fryant: det er Conferentsraaden. Og idet han, paa én Gang, huskede Hans Lindegaard, sagde han nogle venlige Ord, i den Tone, hvori man taler til et lidt mislykket Medlem af en god Familie:
— Og det er min Hustru, sagde Hr. Lindegaard.
Generalkonsulen, der nu mindedes, at det nærmest var paa Grund af Fru Lindegaard, Conferentsraadens Søn var udskudt af Familien, bukkede og sagde:
— Her er virkelig morsomt.
Han vendte sig lidt hastigt til en glatraget Herre i sort Klædesfrakke, der sagde, idet han nærmede sig:
— Fru Fryant og jeg har saamænd danset nogle Gange sammen, da vi vare unge, Hr. Generalkonsul; og Hans Højærværdighed Provsten nævnede sit Navn.
— Skal vi ikke sætte os, sagde Fru Fryant; hun og Admiralinden satte sig tilligemed Provsten og Hr. Fryant ved Væggen foran de dansende:
— Hvor det egentlig er underligt at sidde og sé paa alle de Mennesker, som ikke hører os til, sagde Fru Fryant: det er dog altid som at være paa Komedie.
— Det kommer kun an paa, sagde den gamle Dame, hvormange man synes, der hører én til.
Fru Fryant sad et Øjeblik:
— Ja, sagde hun og tog om Admiralindens Haand med begge sine Hænder:
– Hvor De altid har Ret.
Fru Therkildsen stod endnu stadig paa samme Plet, hvor Provstinden var traadt hen til hende. Hun vidste ikke selv, hvad hun talte om, mens hun alligevel talte ustanseligt.
En af de dansende Sønner fløj hende forbi og hun rynkede sine Bryn, som den, der fanger en Tanke.
Hun gik nogle Skridt frem:
— Oscar, kaldte hun, og Sønnen slap sin Dame:
— Du maa danse med Frøken Fryant, sagde hun.
— Hun vil jo ikke, svarede Sønnen ret højt og dansede igjen.
— Næh, hvor er jeg varm, sagde Frøken Johnny og satte sig paa en Stol ved Siden af sin Moder: Verner, kan jeg faa lidt at drikke.
Hr. Arthur Therkildsen, der henne Ira Buffeten havde vexlet et Øjekast med sin Moder, løb til med et Glas Champagne:
— Tak, Hr. Therkildsen, sagde Frøken Johnny, jeg foretrækker Vand.
Nede ved Døren standsede alle de dansende. Cyclisten havde i en lidt voldsom Hvirvel med Frøken Lucie halvvejs væltet Fru Jespersen, som i Klyngen af sine Ingenieurer talte om Kærlighed:
— Pyh, sagde Fru Jespersen, det hele kommer an paa, om det passer.
— Hvilket, spurgte Lund og saá hende lige ind i Ansigtet, mens Fruen lo, med en Latter, der vistnok skrev sig fra den Fortid, som Hr. Jespersen havde begravet foran Alteret ved Hjælp af en Pastor.
Fru Jespersen dansede ud.
Men én af Ingeniørerne sagde:
— Fru Dyrlægen har s'gu en egen Evne til smart at raade Tilværelsens sidste Gaader.
— Ka' saagu' gerne være, sagde en anden af de Herrer.
Cyclisten, der var kommet klar af Klyngen, stormede videre og snublede atter halvt over Fru Hauch, som ved Dørstolpen endnu bestandig sad hensunken i Toreadoren og lignede Melpomene paa et Provinsfortæppe.
— Lucie, Lucie, raabte den østjydske Frue efter Datteren: Du danser Livet af Dig.
— Det er dejligt, svarede Frøken Lucie og svirrede videre.
— Rasmussen, om vi gik, sagde Fru Rasmussen meget højt til Inspecteuren. Parret havde saa godt, som næsten ikke bevæget sig fra Døren.
— Sov vel, sagde Fru Rasmussen til Tømmergrossereren og hans Frue, der, midt i Støjen, ved Siden af hinanden halvblundede i et Par Lænestole.
Da Inspecteuren og Fruen gik ned ad Trappen, hørte de Hurra-Raab slaa imod sig fra Skænkestuen.
Begge Værelser derinde var fulde af Kommisser og af Svende, der skreg og støjede og raabte »Leve« for baade Brasen og Fru Brasen og for Børnene, mens de blev halvfulde.
Brasen gik rundt, med optrukne Ølflasker mellem de udspilede Fingre, og raabte:
— Er der nogen, der skal have Øl; og Fru Brasen gik fra Bord til Bord og talte om Fryants, der var »nogle herlige Minnisker«:
— Nu gaar jeg lidt ovenpo, sagde hun.
— Gaar De med Doktor?
— Jeg sidder godt, svarede Doktoren, der blussede i sit Hoved.
Fru Brasen kom op i Salsdøren: paa hele Gulvet hvirvlede Parrene rundt, mens Hurraraabene blev ved at slaa op fra Skænkestuen.
— Men er det Dem, Fru Brasen, sagde Admiralinden, og pegede paa en Stol ved Siden af sig.
— Ja, det er mig, sagde Fru Brasen, der satte sig, lidt yderligt, paa Stolen.
— Det har saamæn været en svær Dag for Dem, sagde Admiralinden.
— Aa ja, men naar det bare go'er, saa maa En jo ikke klag'.
Og pludselig gav hun sig til at fortælle den gamle Dame, hvem hun slet ikke kjendte, om hele deres Liv: om deres første Gaard, den dejlige kønne Gaard, som de maatte forlade, for Tiderne var ikke til 'et; om Forpagtningerne én for én, først paa Fyen og saa i Midtjylland og saa i Thy, for hvad gi'er vel Jorden, naar Brasen havde sin Afgift; om Flytningerne og Børnene, der voksede op, og Auktionerne: Brasen skilte sig jo ved 'et, lidt efter lidt, det meste; og nu om Lejen her; den var jo tung for Brasen; for hvad fo'r man ind paa saadan et lille Sted; om deres hele Liv fortalte hun ustanset, som i ét Løb:
— Men man skal strid' et ud, sagde hun.
Admiralinden havde slet intet svaret. Hun sad kun og klappede hendes halvru Haand.
Vicekonsulen kom forbi og stillede sig i Døren, da Fru Fryant, som havde talt med Provsten, gik frem imod Fru Brasen og sagde:
— Kære Fru Brasen, hvor det dog er rart, De kan sidde lidt.
Hun tvang Fru Brasen ned paa Stolen igjen, mens hun selv satte sig ved Siden af.
Vicekonsulen havde vendt sig i Døren. Han skar en Grimasse, idet han gik ned ad Trappen.
— Her er Munterhed, sagde han, da han kom ind i Skænkestuen, hvor Hurraraabene standsede med ét, da man saá ham. Konsulen bad om en Sodavand, og, da han havde faaet den, sagde han til Brasen:
— Det gaar jo godt. Nu kan der ellers komme Fart i Lejeafdragene. Brasens Post er stor.
Brasen blev staaende:
— Ja, Hr. Konsul, sagde han sagte; og blev siddende bag sin Disk, da Konsulen gik igjen.
Støjen tog i paany.
Der var ikke Glas nok, og rundt omkring klinkede de med Flaskerne, mens de sang.
Den lille Pottemager, som aldrig nogen før havde sét til Kros, sprang op paa et Bord og svingede, som en afsindig, en Flaske over sit Hoved, mens han skreg:
— Kvinden skal leve, Kvinden skal leve.
Og, mens alle lo og klinkede og raabte, rev to Kommis'er Pottemageren ned fra hans Bord og satte ham op paa deres Skuldre og bar ham rundt, over alle Hoveder, gennem Stuernes Staahej — i Triumf, mens Lassen blev ved at skrige, hed af Rhum og Støj og Ære:
— Kvinden skal leve, ud i den dunstfyldte Luft.
Henne ved Disken havde Brasen rejst sig op. Han tog et Portvinsglas og fyldte det med en Trestjernet, som han tømte:
— Ja, til Helvede, raabte han og sondrede Glasset mod sit Gulv:
— For der gaar 'et hen.
— Øl, Øl, blev der hvinet igen:
— Ja, svarede Brasen fra sin Disk og løftede to Bajere over sit Hoved, en i hver af sine knyttede Hænder, mens der blev hylet Hurra paany:
— Hurra, Hurra, ud af halvhundrede brølende Munde.
Oppe dansede de som Vilde. Frøken Else, der var bleg af Træthed og blev ved alligevel, spillede stærkere, og en Kjæde føg rundt, mens Fru Jespersen førte an.
— Else, Else, Du skal holde op.
— Strax, Moder, strax, sagde Datteren og blev ved at spille.
— Vi kan lige saa gjærne gaa, sagde Sangerens Kone til sin Mand, der sad paa en Stol ved Siden af Klaveret, med sine Roser paa Knæene, saa glemt, som den, der har gjort sin Pligt.
— Ja, min egen, sagde Sangeren sløvt og stod op.
De fire Lærerinder løb til:
— Han er træt, sagde Fru Graa; og med et Skuldertræk lagde hun til:
— Man synes jo ogsaa at være ret overflødig.
Den ene Lærerinde svarede:
— Her er der jo kun Tale om Pengene.
— Godnat, sagde Fru Graa:
— Du behøver ikke at sige Farvel, sagde hun til Manden, i det hun skubbede ham ind gjennem Døren.
— Else, Else, hold op.
— Strax, Moder.
Det var en Kehraus. Alle Par var paa Gulvet. Frøken Lucie havde en Cyclist ved hver Haand.
Frøken Ingeborg stod, tavs ved Siden af Knud Ender i Dagligstuens Dør. Det var, som saá hun alting, Sal og Mennesker, saa langt borte, som hvirvledes det alt sammen bort, langt bort for hendes Øjne.
— Nu gaar vi, sagde hun.
— Ja, Ingeborg, sagde Knud Ender og nævnede hendes Fornavn for første Gang, mens de gik frem, og han med sin Arm værnede hende imod Salens Sværm.
Frøken Ingeborg holdt Slæbet i sin Haand.
Frøken Johnny stod med Verner ved et Vindu. Hun betragtede de to, mens de gik.
Musikken holdt op:
— Ja, George, sagde Fru Fryant, der rejste sig: vi skal ind.
Men først, Fru Brasen, sagde hun: maa De forestille mig for Fru Therkildsen. Hun havde indbudt os i Aften.
Fru Brasen blev purpurrød i sit Hoved og gik med Fru Fryant frem over Gulvet, hvor Fru Therkildsen stod sammen med Fruen fra Østkysten og Provstinden:
— Ja, det er Konsulinde Therkildsen, sagde Fru Brasen.
Generalkonsulinden bøjede Hovedet:
— Jeg maa dog takke Dem — jeg er Fru Fryant — De, der var saa elskværdig at indbyde os, Frue, os, som De slet ikke kjender.
Fru Therkildsen fandt ingen Ord. Før havde hun blusset, nu var hun hvid i sit ganske Ansigt.
— Men De seer, sagde Fru Fryant og smilede: hvor rart, man har det hos Fru Brasen.
— Godnat, Provstinde. Godnat Frue.
Fru Fryant hilste og gav Armen til sin Mand.
— Hvor er Verner? raabte Johnny.
Hr. Lindegaard havde klemt Eigil Verner ind i en Krog, mens han pludselig talte om Kemien:
— Den gjemmer alle Hemmeligheder. Af den er det, Menneskeheden vil faa noget at vide, sagde Hr. Lindegaard, hvis slørede Øjne stirrede ud i Stuen. Og han talte om Kemiens Undere, Pasteur, Bakterier og Baciller og Hjernecellernes Stofdele ud i et langt og forvirret Virvar:
— Det har altid været min Lidenskab, sagde han: og man kunde maaske have gjort Opdagelser.
— Ganske vist, sagde Eigil, der høfligt hørte til, uden at høre et eneste Ord.
— Omstyrtende Opdagelser, sagde Hr. Lindegaard.
— Sikkert, sagde Eigil, der med et »Undskyld« endelig blev bortført af Frøken Johnny, som ved hans Arm gik ud gjennem Salen:
— Godnat Papa. Godnat Mama.
Frøken Johnny kyssede Forældrene foran deres Dør.
— Godnat, Fru Fryant, sagde Frøken Ingeborg.
Fru Fryant tog pludselig Frøken Ingeborgs Hænder:
— Min kjære Ingeborg, hviskede hun og slap hende.
— Kom Rist, lød Fru Rists Stemme lige bag dem, og Ægteparret Rist gik ned ad Trappen.
— Mind Brasen om Aftalen, sagde Fruen:
— Jeg venter.
Hr. Rist gik ind i Skænkestuen, hvor der var bleven tomt, og, staaende i Mellemdøren, sagde han til Brasen, som sad bøjet over sin Skuffe:
— Brasen, det blev altsaa til Afdrag Onsdag og Lørdag.
Brasen løftede sit Hoved. Men Hr. Rist var gaaet.
— For Nøglen var der ingen, der takkede Dig, Rist, sagde Fruen, da de var ude paa Gaden:
— Og Kanterne paa det dyre Piano var ganske stødt. Men Dig bli'er det, som faar Ubehagelighederne af Sangforeningen.
— De havde sagt nej til Therkildsens, bemærkede Hr. Rist, som for at dulme.
— Til Gjengæld kjører nok Therkildsen ud med den nedringede, sagde Fruen.
Frøken Johnnys Selskab kom ud paa Torvet, da der hørtes et Spektakel fra Salen igjen, og alle Stemmer lød. Det var Fru Graa, der havde villet rede til »Drengen« og havde fundet Madratserne saa godt som opædte af Mus. Alle Lærerinder hvinede op, og de hørte Tømmerhandleren sige, ved et Vindu:
— Vi dumper vel igjennem allesammen, mens Fru Graa raabte med en Stemme, de næppe gjenkjendte:
— Hvor er den Kone? Der maa dog tales med den Person.
— Naa, sagde Frøken Johnny nede paa Torvet: nu bli'r der Spektakel. Lad os bare komme hjem.
— Lad os blot gaa ned omkring Borgmesterens Have, sagde Knud Ender.
— Ja, lad os, sagde Johnny. De vandrede langs Stien. Frøken Johnny og Verner gik forud.
Knud Ender standsede et Øjeblik ved Gærdet:
— Der stod De i Formiddags, sagde han sagte og de gik videre uden flere Ord.
De naaede den grønne Plads med Blegen, og Johnny sagde:
— Lad os sætte os her et Øjeblik.
— Duggen er falden, sagde Ingeborg.
— Vi vender Dugene, sagde Johnny: dem har Agathe glemt, fordi hun skulde varte os op.
Knud Ender og Verner vendte de hvide Lin og bredte dem ud.
Længe laa de alle tavse. Havets Bølgeslag bares op imod dem. Paa Himlen over dem saás kun én éneste Stjerne.
Eigil Verner stirrede op i Luften:
— Hvor besynderligt, sagde han: og i Troperne funkler de som Guldbiller paa et Klæde.
— Men her er skønnest, sagde Knud Ender ganske sagte og saá bestandigt frem imod det samme Sted.
Frøken Ingeborg havde støttet Hovedet til sin Arm. Øjnene var fæstede opad. Den hvide Dug, hvorpaa hun laa, saá i Halvlyset ud som det rindende Sølv.
— Nu maa vi gaa op, sagde Johnny.
— Godnat, Knud Ender, sagde Frøken Ingeborg, og mens hun tog hans Haand, var et Nu hans Ansigt som beskinnet af hendes Øjnes Lys.
Frøken Ingeborg og Johnny gik op i deres Stuer. Johnny satte sig i en Stol, og Frøken Ingeborg stod længe foran sit Vindu. Ingen af dem talte. Saa rejste Johnny sig og gik hen over Gulvet. Hun lagde nænsomt Armen om sin Venindes Liv.
— Johnny, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Stemme skælvede:
— Jeg kan ikke tale.
— Det skal Du heller ikke. Godnat.
Og de skiltes med et Haandtryk . . . . .
. . . . De to Cyclister stod i Brasens Port og saá saa langeligt efter Frøken Lucie, der løftede højt op, mens hun blev bortført af sin Moder. Inde i Porten spøgte Fru Jespersen med de tre Ingenieurer:
— I maa ligge hos mig, Drengebørn, sagde Fruen: men I maa tage det, som det kan falde sig.
Hun gik med de tre Mænd, mens de to trikotklædte saá, underligt sultent, ogsaa efter hende.
— Hvor skal vi ligge? vendte de sig til Brasen, der kom fra Skænkestuen ud i Porten.
— De maa ligge paa Billardet, svarede Brasen.
Han stod alene tilbage i sin Port.
— Det gik jo storartet, sagde Doktoren, som svalede Hovedet i sit Vindu ovre paa den anden Side af Torvet.
— Ja, mon? sagde Brasen og stirrede langt frem over Brostenene.
. . . . Der flakkede et Lys gjennem Therkildsens Butik.
Vicekonsulen var inde i sit Kontor. Han gjorde, ved sin høje Pult, en Conto op.
Da han endelig kom ind i sit Soveværelse, aabnede Konsulinden Døren til sit Sovekammer. Medens Konsulen klædte sig af, sagde hun, ind gjennem Døren:
— Du véd Therkildsen, sagde hun, at mig vil det altid være behageligt at faa de Mennesker bort, baade fra Gaarden og fra Byen.
Konsulen svarede ikke.
— Og desuden, det maa Du tro, Brasens bliver aldrig solide Forpagtere.
. . . . Brasen var gaaet ind:
— Hvor er Du, Jansine?
Fru Brasen var oven paa hos Børnene. De skulde ligge paa Gulvet i Rummet lige over Bagtrappen. Men Martin tudede, for der var ikke noget Tæppe, som han kunde faa over sig.
— Saa giv ham Dit Sjal, sagde Fru Brasen til Signe: saa faar Du Bedstemoders det ægte.
Hun gik ind i Dagligstuen og hentede Sjalet i Skuffen:
— Du krøller det ikke saa meget, sagde Fru Brasen og svøbte det ægte Sjal om Datteren:
— For Du ligger mere stille end som Martin.
Brasen kom op. Han smed bare Klæderne af sig og lagde sig tungt ind paa den haarde Tanghaars.
— Godnat, sagde han og faldt i Søvn med det samme.
Fru Brasen gik ned, ind i den inderste Skænkestue.
Moderen sad i Stolen ved Vinduet.
Fru Brasen gik derhen:
— Der skal lukkes, Mo'er, sagde hun.
— Ja, svarede den gamle.
Og, uden at tale, gik hun, gjennem det mørke Hus, bort til sit Kammer.
… Fru Brasen sad paa Sengekanten. Det smertede saadan i hendes Hoved.
Nede i Gaarden galede den sorte Hane og forkyndte Gryet af den næste Dag.
