Sommerglæder/1
Fru Brasen vilde alligevel gaa Huset igennem. Der kunde dog altid, man vidste jo ikke, komme Sommergjæster i Dag, til Middag, med Vognen. Og færdig blev man saamænd aldrig, og ét og andet var der alletid, naar man skulde stole paa Pigerne og Brasen. Igaar var det alle Trækgardinerne, som hang der og bare var rimpede i Sømmene.
Fru Brasen stod op fra sin Træstol ved Køkkenbordet — Stolen var lidt trekvart i Benene — og saa paa al den smurte Mad:
— Ja, det, der skulde ud, det var det viss', og det var hver Dag. Det gik til, hvad der saa kom ind, som ogsaa Brasen han sagde, i den Forretning.
Fru Brasen blev staaende foran Personalets Smørrebrød:
— Og man smør'et dog, som man kan. Fru Brasen sukkede — det var tyndt smurt —:
— Men En holder jo ud til det sidste, sagde hun.
Fru Brasen gik over Køkkengulvet og aabnede Lemmen i Døren til Gæstestuen:
— Er Du der, Brasen? spurgte hun.
— Ja, Jansine, sagde Brasen.
— Godt, sagde Fruen, der saâ ind paa Manden, der sad i sin Ensomhed, ved Siden af sin egen Skjænk og saâ paa sine egne korte Ben.
— Saa passer Du paa Kassen, sagde Fruen og lukkede Lemmen.
»Kassen« var Fru Brasens Tanke ved Morgen og silde, for de »Knigte« rapsed da det, de kund', hver og én éneste.
»Knigtene« var Kellnerne og »Kassen« var en aaben Skuffe i Skjænken:
— Men de fik dem nu ogsaa saa rent uheldigt fra, og fik man en ordentlig Mand, saa blev han der jo ikke — saa det osse kund' vær'.
Fru Brasen gik over Gaarden og ind gjennem Porten, hvor Staldforpagter Nielsen fejede.
Nielsen havde været ved Artilleriet, bar Kasketten i Nakken og røg Cigar til alle sine Beskæftigelser.
Fru Brasen sagde Godmorgen, og Nielsen nikkede igen, mens han fejede en Støvsky op bag Fruen, der gik ud paa Gaden, midt ad Brostenene.
Skyggerne af Husene tegnede sig saa vant og skarpt; de kom og forlængede sig og forsvandt, altid i den samme Form. Det var, som behøvede man slet ikke Uhre der i Byen, saa Time-ret flyttede de Skygger sig altid.
Fru Brasen gik frem ad Gaden. Butiksdørene var allerede slaaede op, og Svendene ventede lænede til Karmene, med Benene slængte over hinanden. Fru Brasen — hun havde engang været stadselig at sé, med en Krop, som den skal være og af dem, Mænd hænger deres Øjne ved — nikkede Godmorgen til hver, mens hun gik. Kommiserne rørte sig ikke. Fru Brasen følte det, som deres Øjne, der fulgte hende, stak i hendes Ryg:
— Det var ikke saadan, naar man var kommet til at skylde allevegne. Men det var jo osse Doktoren foruden ham, Kunstmaleren, som vilde ha'et til og havde faaet'et lavet; og Brasen, han var jo let at lokk', og Byens Folk, de bare skubbed' bagpaa, saa de fik'et i Stand; og nu kund' de kro sig, mens Brasen, Stakkel, sad i'et, og Gud ved, hvad Sommergæster, der kom til saadant et lille Sted, selv om der osse var avertirt ….
— Men det var jo, hvad hun havde sagt, men Brasen, han vild' jo, for hun kjendt' jo Brasen, at han var kry at begyn' med, og bagefter satt' han sig hen …
Fru Brasen naaede »Annexet« og gik ind ad Porten. Stenene var toppede i Porten. Hun løftede Benene for at komme ind i Forstuen, de gamle Dørtrin var høje. Og hun saâ ind gjennem alle de tomme Stuer, hvor det samme lyseblaa Tapet skinnede fra alle Vægge, købt som det var paa Glarmestrens Auktion, da han gik fallit nu i Februar.
Fru Brasen gik fra Stue til Stue.
Jo, nu var det i sin Orden.
Og hun saâ over Borde og Senge — det var de tyndeste Jernben, der nogen Tid havde baaret et Sengested — og hun talte Haandklæderne, der hang paa Søm, to og to langs Væggene, og lignede Viskestykker.
Fru Brasen lettede paa dem og vendte dem: de blev helt blaa paa Indersiden. Det var det Glarmester-Tapet, som smittede.
— Men der var saa otte Senge med Krølhaars Madras, nu hvor de osse havde taget deres egn'. Svært blev det vel nok for Brasen at ligg' paa den Tanghaars, han, som var saa før. Men det fik ikke hjælp'. Deres Sengetæpper kund' de da osse ta'. De var da strikkede og det var, ligesom de fyldt' mer paa en Seng. Der var aldrig lie' som nogen Kraft ved alt det, de kjøbt' hos Rist's.
Fru Brasen kom ind i Gadestuerne, hvor Solen laa over de brede og ubetraadte Gulve. Hendes Øjne, der altid løb i Vand om Morgenen — det kom af at sidde dér i Spisekammeret og vente hver Nat, til de lukkede — saa ud over al Ting: nu var Papiret gledet ud under det Bordbén igen. Hun fik det paa Plads, før hun satte sig et Øjeblik i Sofaen, der var skiddenblaa og skreg mod Tapeterne. Hun var saa træt, og saa fik hun det altid over Lænderne, siden hun havde faaet Aage:
— Og Gud vèd — hun tænkte pludselig paa Børnene — hvordan det gik med Læsningen nu, hun aldrig var over dem. Med Signe gik det jo nok, men Martin, han var jo mer efter Brasen og han havde 'et ikke til Læsning.
Hun tænkte paa éngang paa Martins Skjortelinning. Nu havde hun ikke faaet den syet til, og Bysens Folk var altid over hende med Børnene, at de blev ikke hæget.
Fru Brasen blev siddende:
— Det var jo regnet ud, at hundrede og fyrretyve Kroner om Dagen skulde de ha'e, naar der blev fuldt — foruden Drikkevarerne. Men det kom jo osse an paa, om der var dem imellem, der ga' noget ud, som osse Brasen sagde. Men nu vilde det jo vise sig.
Fru Brasen stod op, og hun gik igjen igjennem Stuerne, ud over Gaarden og ind i Haven. Langsomt gik hun frem mellem de store Ribsbuske, som næsten var voxede til Træer. I den midterste Gang stod Bedstemoder over sin Rive.
Den gamle var barhovedet og blev ved med sit Arbejde. Hendes højre Skulder var skudt længere frem end den venstre, under de firsindstyve Aars Sliden.
Fru Brasen standsede:
— Ja, Bestemo'er er flink, sagde hun, og hendes Stemme lød anderledes, end den plejede.
— Én er gammel, sagde Bestemo'er og løftede ikke sit Ansigt.
Fru Brasen blev staaende og saâ paa hende.
— Men Bestemo'er er stærk, sagde hun. Der kom pludselig ligesom endnu lidt mere Vand i hendes Øjne. Hun tænkte med éngang (hun vidste selv ikke, hvordan det var ved hende til Morgen, men hendes Tanker løb saa rundt omkring) paa Stuerne derhjemme paa Gaarden ved Tønder, hvor Bedstemo'er gik og holdt alting blankt og den gamle fædrene Gaard saa strunk, at den skinnede.
Om Aftenen sad hun ved sin Port og saá ud over sine grønne Marker. Den var saa givtig, Jorden ved Tønder, og der var langt til Bedstemoders Markskjel.
Den gamle løftede sit Hoved. Hendes Ansigt var af deres, som enten er bleven døve eller er bleven trætte af at høre mer af, hvad Mennesker de snakker:
— Men her er rart, sagde hun, og det var næsten, som hun smilte.
— Ja, Mo'er, sagde Fru Brasen, der ogsaa altid følte det lidt mer hjemligt her mellem alt det meget grønne.
Den gamle bøjede sig igjen, og man hørte atter Rivens Krads mod Jorden, mens Fru Brasen gik.
Det havde pludselig givet et Sæt i hende: Slagteren, han var der vel, og det var ikke saadan, naar man skyldt'. Man kund' ikke la'e ham vente til.
Fru Brasen næsten løb hjem gjennem Gaden:
— Jo, Andersen var der.
Han stod allerede i Køkkenet, han selv, foran sit meget Kalvekød, der laa opklasket paa Køkkenbordet.
— Hvad skal det saa være? sagde han og slog ud med begge sine Næver.
— Er der Folk nu, spurgte han.
Fru Brasen, der vendte Ryggen til ham sagde:
— De er mældt.
— Naa, svarte Slagteren.
— Saa ta'er jeg ud, sagde Fru Brasen.
— Naa saa, sagde Andersen, der havde lagt begge sine Hænder paa sit Kød, ligesom vilde han værge det. Andersen havde mange store Guldringe paa sine Fingre. Han kom nu saameget sammen med alle de Slagtere fra Aalborg.
Fru Brasen havde hastigt lukket Dørlemmen op:
— Er Du der, Brasen?
— Ja, Jansine.
— Det er Andersen, sagde Fruen.
— Er'et Andersen, raabte Brasen:
— Kom herind, Mand.
Og Andersen, der slap Kødet, gik ind i Gjæstestuen.
— Goddag, De Slagter, sagde Brasen, der ikke rørte sig, han bare lo til Kødhandleren:
— Sit ned.
Brasen talte, naar han var munter, saa højt, som skulde han overdøve en Midnatslarm i sin egen Skænkestue:
— Sit ned. Jeg sidder her og seer paa mine egne Skilte.
Brasen løftede Haanden lidt fra sit Knæ og pegede ud paa Torvet, hvor »Brasens Hôtel« var malet paa alle Husgavle, sort paa hvidt:
— Men hvad hjælper'et, Andersen?
— Og hvad er' et saa — saa smaat Skrift, som de trykker'et med, hvad man skriver?
Brasen pegede paa »Jyllandsposten«: den var med meget lille Skrift, hans Annonce. Andersen saa ned paa Bladet:
— Ja, sagde han :
— Det er s'gu Reklamen, der skal gjør' 'et, i disse Tider.
— Men skidt er'et, Brasen.
— Ja, det er, sagde Brasen og saa, pludselig hen over Gulvet, ligesom søgte han om noget.
De tog sig to Baiere, Brasen havde lige rejst sig fra sin Stol for at faa dem hentede.
— De gi'er 'en vel, Andersen, sagde han, før han satte Flaskerne paa Bordet.
Da Andersen kom ud i Køkkenet, havde Fru Brasen udtaget Kødet. Hun var altid længe om det. For man maatte regne det ud, med de Ben, der bare vejede til; og saa hellere tage Spædeskanke fra Nielsen i Smøgen til Suppe.
Andersen saâ ned paa Kødet, smak sine Stege i Truget og sagde:
— Ja, saa kører vi — foreløbig.
Han gik med Truget. Ude i Gaarden mødte han Staldforpagter Nielsen.
— Den er skral her, sagde han.
Nielsen bare lo:
— Ja, sagde han: den er ikke saa »bevægelig«.
— De griner, for De har »Bog«, sagde Slagter Andersen, som blev staaende, lidt og saá paa Nielsen, der var brun og rød i sin Lød:
— Hva' Satan faar De Deres Pi'er for, Nielsen, sagde han pludselig.
Nielsen holdt begge Hænderne i Bukselommerne:
— Man faar dem paa Ansigt, Andersen, og saa paa Bevægelsen.
Slagteren stod lidt igen:
— Ja, sagde han:
— Det er s'gu det, man spekulerer over. Men hvad én angaar, er man jo gift Mand.
— Farvel, Nielsen.
Slagter Andersen var tredive Aar og for nylig tredie Gang gift. Det var, ligesom hans Koner, der ellers havde været kønne nok, sygnede helt hen, som om Andersen tog fra dem baade Pust og Huld i det ægteskabelige Samliv.
Men Gifteriet var det alligevel, Brasen stadigt drev sin Spot med:
— Ja, svarte saa Andersen:
— Der er s'gu dem, der maa til Alleret hver Gang ….
Slagteren gik ud til sin Vogn, som Hesten sindigt flyttede hen foran Købmand Terkildsens gule Hus, der var i to Etager, med hvidmalede Gesimser og grønne Vindueskarme. Til Butiksdøren førte en Trappe op, hvis Gelænder var hundrede Aar. Da Slagter Andersen vilde kjøre ind gennem Porten, kom Konsulen — Hr. Terkildsen var Vice-Konsul for Sverige og Norge — frem paa sin Trappe. Han var skægløs, bar brun Paryk og havde ingen Læber.
Han nikkede et »Godmorgen« til Slagteren, der betød, at Hr. Andersen skulde standse:
— Godmorgen, sagde han igjen, og tav et Sekund paany — det var Hr. Konsulens Vane at lade sin Medverden vente et Nu mellem hver af sine Sætninger —:
— Vejret er ellers godt.
Konsulens Yndlingsord var Ordet »ellers«, der bestandig skjulte de hemmelige Forbehold, som tre Herreder frygtede.
— Ja, Vejret er godt nok, Hr. Konsul, sagde Slagteren, der ventede paa Fortsættelsen.
— Andersen kunde komme ind, sagde Konsulen, og han lod Andersen gaa op ad Trappen og ind i Butikken, mens han selv blev staaende et Øjeblik paa sin Trappe, som den, der ved Arbejdsfrembrud oversér sin By.
Hr. Slagter Andersen ventede i Boden, der optog en hel Længe og lignede en sort Tragt, frem af hvilken alle Menneskehedens Fornødenheder kunde hentes af to pluskæbede Bodsvende, hvis Øjne fuldstændig forsvandt i deres Ansigter, og hvis Klæder saá ud, som var de for et Aar siden dyppede i en Bøtte grøn Sæbe og havde siden da alle Urtekramhandelens Ingredienser klæbet sig paa dem.
— Vil Andersen gaa ind, sagde Konsulen, og vendt til en af Svendene:
— Bring et Glas Portvin.
Konsulen gik ind gennem Tragten, hvor under Loftet Leer og River hang, som trukne Sværd og sære Marterinstrumenter, og han traadte ind i Kontoret, der var halvmørkt, fordi det vendte ud til et Skur, og møbleret med en Hestehaars Sofa og med Pulten. Pulten var brunmalet og saa høj, at den rakte en velvoxen Mand til Halsen. Den stod lige ved Vinduet, hvor der var saa lyst, at man akkurat kunde sé at skrive, men ikke saa nøje, hvad man havde skrevet. Pulten var lastlaaset og saá ud, som om den gjemte alle tre Herreders Gældsbeviser.
Paa den stod en Petroleumslampe, som Konsulen tændte, hver Gang han selv skulde arbejde.
— Sæt Dem kun ned, Andersen, sagde Konsulen, der blev staaende ved sit Arbejdsmøbel.
— Ja, Tak, Hr. Konsul.
Konsulen begyndte i langsomme Ord at tale om den nye Vej til Aalborg.
— Ja, sagde Slagteren, det er en dejlig Vej for et Par Bæster, Hr. Konsul.
— Ja, sagde Konsulen, Amtet har den kostet Penge.
Og han gik over til at tale om et Par Mennesker, der boede langs ad den nye Vej, til han landede ved Anders Christiansen i Raa:
— Ja, der kniber den, sagde Slagteren.
Konsulen sagde:
— Ja, den gør vel det. Men han er jo ellers en stræbsom Mand.
Slagteren, der havde faaet Portvinen, strakte Benene langt fra sig — han vidste nu nok, hvad han var Konsulen god til —:
— Ja vel, Hr. Konsul, men den kniber.
— Ja, sagde Konsulen:
— Der er for mange, som experimenterer i Landbruget.
Og efter et Øjeblik spurgte han:
— Har De meget tilgode?
Slagteren gjorde rede, mens Konsulen stadig stod ved sin Pult. Slagter Andersen kom meget omkring og han vidste Besked og Munden sad løs paa ham; men han var ellers paalidelig. Tilsidst sagde Konsulen:
— Nu er min Kone vistnok staaet op.
— Ja, Hr. Konsul.
Slagteren rejste sig, og Konsulen, der slog en Smule ud med sin meget magre Haand — hans Fingre var visnede ind omkring Pennen, saa Ringen, der bandt ham til Konsulinden, hver Gang han gjorde en Haandbevægelse, syntes lige ved at falde af — sagde endnu:
— Og derovre bleger de stadig Lagener paa Sengene?
Han halvpegede over mod det Brasenske Hótel og hans Stemme, der sædvanlig var meget tonløs, blev pludselig haansk, som naar han talte til det socialdemokratiske Medlem af Byraadet:
— Ja, sagde Andersen.
— De venter jo bestandigen paa dem, der skal glæde sig.
— Ja, sagde Konsulen.
Og efter et nyt Minut:
— Det er ellers en Risiko, naar man allerede er i resterende for Lejen.
Men Slagteren sagde, for Brasen var nu af hans Folk alligevel og en Kammerat:
— Naa, man véd s'gu ikke, Brasen er nu altid af dem, der klarer den.
— Farvel, Andersen, sagde Konsulen, der ikke yderligere udtalte sig om Brasen.
Konsulinden, som var staaet op, viste sig selv i Køkkenet, da Andersen kom derind. Det var et overordentligt stort Køkken, hvor Konsulens Forældre i sin Tid selv havde spist, sammen med deres Folk, ved det lange Midterbord. Konsulens Forældre var ogsaa indvandrede fra Slesvig, fra Tønderegnen, ligesom Brasens, og de havde bevaret de halvtyske Vaner.
Konsulinden benyttede nu Bordet til Anretterbord ved sine store Middage.
Fruen, der var i Slobrok, som indesluttede hendes megen Fyldighed ret stramt, udvalgte selv Kødet, uden at berøre det med sine Fingre, der var stærkt besatte med Ringe. Hun spurgte til Hr. Andersens Kone og sagde, mens hun saá ud over Kødet:
— Stakkels Fru Brasen, hun tager stadig Skankene fra Smøgen.
Konsulinden talte bestandigt i et eget venligt Tonefald, der behageligt skjulte hendes Mening. Hendes mærkeligste ydre Særkjende var en overdaadig Anvendelse af Kniplinger paa sin Person. Efter Kl. 2 gik hun bestandig, naar hun viste sig offentligt, med hvide Handsker. Hun deltog uden Overdrivelse i Missionens Arbejde for Hedningerne.
— Pengene faar Andersen jo ved Skuffen, sagde hun.
Konsulinden tog alt ved »Skuffen«, der for hende var et femogtyveaarigt og ret uudtømmeligt Begreb.
— Og næste Gang tager Andersen jo Forsyning med til Kutteren, lagde Fruen til.
Konsulen holdt Kutter — Kutteren »Augusta«, opkaldt efter Husfruen — der lagde ud hver Juni og manøvreredes af Konsulatets to Sønner, som begge var Volontører i Landmandsbanken; var uddannede i London, gik paa Bal i halvstivede Skjorter og havde Lejlighed i B-Kvarteret, hvor Konsulinden under sine københavnske Ophold tog ind, efter at have givet sine Sønner et nogenlunde langt Varsel om sin Ankomst.
I deres Fødeby viste Sønnerne Terkildsen sig ingensinde uden i Sports-Dragt.
— Ja vel, Frue, sagde Hr. Andersen, der gik.
Konsulinden vendte tilbage til sin Vinterhave, hvor hun afklippede Randene af Palmer.
Slagteren kørte ned om ved Dyrlægens, der boede i en Smøge, med stærkt brogede Stores bag tre Fag Vinduer. Men Dyrlægens Frue stod allerede paa sin Trappe, iført Empire med Udringning og med hvid Parasol.
Hun sagde:
— Vi skal intet ha'e, og slog Parasollen op.
De skulde hos Dyrlæge Jespersens sjældent have noget hos Slagter Andersen. Fru Jespersen, der var to og tredive Aar, importeret fra København og af en noget uvis Oprindelse, holdt sig for Husets Indkøb, som kom en Smule stødvis, mest til de allernærmeste Handlende.
Da hun var gaaet et Par Skridt fra Vognen, sagde hun:
— Er Lund kommen?
Lund var en ung Ingeniør, der havde noget at gjøre der i Egnen ved en lille Sidebane, der skulde anlægges, og som stadig paany forsvandt i en Mose. Han og et Par Fæller hørte til Huset hos Dyrlægens, hvor de drak deres Whiskyer om Aftenen, efter at Dyrlægen havde lagt sig.
— De er dog næsten halv-militære, sagde Fru Jespersen, der i Fortiden sagdes at have haft nogen Forkærlighed for Officersstanden og Artillerikasernen.
Aftenerne med Ingeniøreren var Fru Jespersens bedste Tid. Om Dagen enten sov hun paa en Chaiselongue eller syede Lampeskærme, der kunde fremstille hende i vexlende Belysninger.
— Næ, jeg tror ikke, svarede Slagteren paa Spørgsmaalet om Lund. Han var uvilkaarlig fulgt to Skridt efter hende: hans Næver havde, den Gang imellem, hvor Dyrlægens havde Brug for Kød, altid let for at komme noget i Nærheden af Fru Dyrlægens Fingre, naar de hvilede paa hans Mørbrad.
— Naa, saa kommer han vel i Morgen.
— Er der ellers noget? kastede hun hen ved Tanken om Hotellet.
— Ikke endnu, sagde Andersen.
— Jeg kunde tænke det, sagde Fru Jespersen:
— Farvel.
— — — Brasen sad endnu paa den samme Stol i sin Gæstestue, da Doktoren kom ind:
— Jeg gi'er det op, sagde Brasen.
— Hvad, sagde Doktoren.
— Det hele, sagde Brasen.
Doktoren, der var kommen til Sæde, strakte Benene fra sig — Doktor Øst havde et Par Ben, som en Kaptajn ved Gendarmerne —:
— Sludder, sagde han.
— Men der kommer jo ingen, Doktor, sagde Brasen, der til Tider fik en Hjælpeløshed i Øjnene, som lignede en stor Hunds, der er i Lænker.
— Overkellner, raabte Doktoren og slog i Bordet: Snapsen.
Døren til den nye Spisestue fløj op og Christian Christensen viste sig. Han saá altid ud, som var han plat fløjet op af Søvne.
— De kommer s'gu nok, sagde Doktoren, da han havde faaet Glasset, som han tømte i ét Drag. Hans røde Ansigt var af de Folks, som har oplevet meget og som har søgt at glemme det.
— Nu hjælper naturligvis Billederne, sagde han.
— Ja, sagde Brasen, de er saamænd kønne nok.
Og han ragede — for hundrede Gange — Nummeret af »Illustreret Tidende« frem, hvor en Maler paa Feriebesøg havde tegnet nogle Billeder fra Byen og dens Skov. Brasen sad og saá paa Billederne:
— Ja, sagde han, det var s'gu ham, der gav os Tanken — først.
— Og Vandet er godt, føjede han til.
— Godmorgen, raabte han pludselig. Det var til to Kreaturhandlere, der var kommen ind til Billardet i den forreste Stue.
— Godmorgen.
— Hvordan staar det? sagde de to.
— Det staar skidt, svarte Brasen.
— Christian, to Bajere, raabte Kreaturhandlerne.
Christian Christensen fløj op bag Skænken og tørrede sit Ansigt med en Serviet. Han svedte altid over hele Hovedet, der var stort, som var der Vand i det.
— To Bajere, sagde Brasen, som var vant til, at Christian Christensen maatte høre en Bestilling to Gange. Og Christian foer over Gulvet, med Øllet, ind til Kreaturforhandlerne, som paa Billardet raflede om, hvem der skulde »gi'e«. Jakken paa Christian stumpede bag paa, paa Grund af alt for megen Fyldighed. Naar han løb og han løb altid, jumpede det hele Bagparti, som havde han ogsaa vandfyldte Luftpuder bagtil.
— Ja, sagde den ene Kvæghandler ind til Brasen, der er kommet Damper til Aalborg i Morges.
— Vi faaer ingen Ting ad den Vej, sagde Brasen.
Doktoren, der stadigt tænkte paa Sommergæsterne og »Udsigterne«, men som tog det hele roligt, som han havde taget alting fra den Dag, han efter ti Aars Studium opnaaede Medicinsk Examen med tredie Karakter, sagde:
— Priserne lokker dem nok.
Brasen virrede lidt med sit Sælhunde-Hoved:
— Men hvad bliver der saa ud af det? sagde han:
— Hvad kan man gi'e, Doktor, for de to, halvtreds, naar de først giver sig til at æd'?
— Det er Mængden, der gjør det, sagde Doktoren.
— Ja, er det? kom det fra Brasen, hvem Eftertanke gjorde lav og langsom i Mælet.
— Men hvor mange har De Plads til? spurgte Doktoren.
— Jeg mener jo til treds, saadan for Nattelej'.
— Til Treds, ogsaa med Sengklæder? Det gav næsten et Sæt i Doktoren. Han kjendte de seks Brasenske Vintersenge, hvor han, der var Ungkarl, undertiden havde haft Besøg fra Aalborg og andetsteds: Der var ikke et overflødigt Dun i Vintersengene. Og mens han rejste sig og lo, sagde Lægen:
— Ja, naar de bare kommer til at ligge blødt, saa gaar det saagu nok, Brasen.
Brasen, der saá lidt uvist op paa ham — Doktoren, han vilde jo nu naturligvis ogsaa helst tro paa »Tanken«, for den vilde jo give noget — sagde:
— Ja, mener De? sagde han i samme Tonefald som før, og lidt efter lagde han til:
— Og naar saa bare Jansine kan overkomm'et.
Christian Christensen føg over Gulvet igjen, mens hans Chef saa efter ham:
— Og hvad er der saa at udrett' med saadan en Størrels'? sagde han.
Brasen tørrede sin Pande:
— Men Slaget skal slaaes, sagde han og strakte de stumpede Ben ud for sig.
Politibetjenten kom forbi foran det aabne Vindue:
— Vil de ha'e Dem en Baier, Sørensen, raabte Brasen.
— Ja Tak, Brasen, sagde Betjenten og drejede om ad Porten til.
— Den er ogsaa gratis, sagde Brasen.
— Farvel, sagde Doktoren, der gik.
Politibetjenten kom ind og satte sig i en Krog. Der var altid ligesom noget ulovligt over Lovhaandhæver Sørensen, naar han hos Brasen indtog sine Baiere.
Brasen havde flyttet sig over paa sin Plads ved Skænken igjen — der var en Høpude paa den Rørstol — og han sagde:
— Er der nogen i Arresten, Sørensen?
— Næ, sagde Sørensen, vi har ingen.
Brasen skratlo — han havde let til Overgange —:
— Vi har sgu heller ingen.
Politibetjenten sagde:
— Der var Telefon fra Aalborg ved Borgmesteren.
— Ja saa.
— Der har nok været svært med Rejsende til Morgen med Damperen, sagde de.
— Ja, det er det, vi si'er, raabte Kreaturhandlerne, fra Billardet.
— Vi faar nu ingen ad den Vej, Sørensen, sagde Brasen, som aldrig, og nu havde han siddet her i otte Aar, havde faaet Gæster ad anden Vej end den, der gik ad Nord til.
Men pludselig aabnede han alligevel Lemmen i Døren og raabte ud i Køkkenet:
— Hvor er Du, Jansine?
— Her, Brasen, svarede Fruen, der var, hvor hun plejede, i Spisekammeret.
— De si'er, der er kommet svært med Passagerer med Aalborg-Damperen, sagde Brasen.
— Gud, hvad er'et, Du siger, Brasen.
Fruen blev staaende midt i sit Køkken. Det var, som fik hun det, med en ren Lammelse i sine Knæ: Hun havde nu altid sagt, at de kom nok over Aalborg.
Hun tænkte strax og i ét Nu paa Slagteren, der var kørt, og paa Sengetæpperne, at de skulde ta'e de strikkede; og paa Stuepigen, som hun ikke havde, for hun var løbet derfra:
— Aa Gud, at man osse lod hende løv'. Men man ku' ikke ha' hende, det Skarn, for Byens Folk, saa hun skabt' sig.
Og hun tænkte paa Nielsen i Smøgen; man ku' vel faa hos ham, saa man ku' hjælp' sig; og paa de sidste to Dusin Haandklæder, som ikke var sømmede:
— Men Stine Sypige blev nu heller aldrig færdig med nogen Ting, hvad det saa var.
— Og om der var Fisk at faa, hvis det skulde vær' .....
Fru Brasen sukkede og pludselig raabte hun med Hovedet ind ad Lemmen:
— Christian, har Du skiftet Kravetøj?
— Og der var heller ingen Spejl paa Nr. 17.
Men pludselig førte hun sine Hænder ned over sit Forklæde og sagde:
— Ja, jeg er beredt, Brasen.
Brasen rystede paa sit Hovede og lukkede Lemmen til.
Der var vistnok gaaet noget, som et Slags Overvejelser ogsaa gjennem hans Hjærne, for han sagde over til Sørensen i hans Krog:
— Næ, det er sgu ikke godt, Sørensen, naar man sidder midt i 'et og egentlig kun er en Gaardbruger.
Fru Brasen var løbet op paa første Sal, ind i Salen, Stor var den og tom var den, med otte Fag og gule Gardiner saa gule, som var de farvede med Smørblomster. Midt paa Gulvet stod Bordet, som var Plader med Bukke under.
— Men af Stole mangled' de tre.
Fru Brasen saá hen efter Buffeten. Den var laant hos Mejeristens og over den hang tre Bliktallerkener.
Fru Brasen tænkte endnu en Gang paa Dugene, hvor mange der var. For Servietterne, dem kunde de altid rulle ud — med lidt Fugtighed.
Hun gik videre over Gangen ind i Portværelserne. De var nu de kønneste. De polstrede Møbler var mat-røde og i Dørene hang der blaa Forhæng. Dem havde de nu altid haft, ligefra den Tid, de blev gift og flyttede ind paa »Skovvang«. Men da var de Gardiner i Dagligstuen.
Paa én Gang løb Fru Brasen ned.
Hun var kommet i Tanker om Gartneren. Hun kunde sende Bud efter Asparges. De kunde altid holde sig, i Sand. Og dér skyldte de ikke noget.
Da Fruen kom ned i Gaarden, raabte hun paa Jens, som var Bydrengen:
— Han kunde stikk' ned ad Gaden, for — det var jo osse sandt — Slagter Andersen var der vel endnu:
— Kig ind til Westerby's, raabte hun efter Jens: for dér bier han læng'.
Slagter Andersen var med Køretøjet naaet til Manufakturhandler Rist.
Foran Manufakturhandleren standsede han ellers ikke. Hr. Rist, der saá ud, som bestod han kun af sine egne Klæder, var med Familie og Husstand Vegetarianere.
Butiksvinduerne var fyldte med ophængte Badehaandklæder og Voxdugshætter.
Slagter Andersen slog lidt ud med Haanden mod de mange Baderekvisitter og sagde:
— De hænger der.
Hr. Rist, der stod i sin Dør, sagde:
— De hænger og bliver gule.
Og lidt efter tilføjede han, ti Hr. Rist skjulte i det sidste Par Uger ikke, hvor Brasens havde faaet Borg for Monteringen:
— Men det var det mindste af det, Hr. Andersen, sagde han.
Andersen vendte sig pludselig. Han hørte Jens, der skreg:
— Andersen maa komme hjem igjen ved Fruen.
Andersen vendte sig:
— Hvad er der, sagde han.
Men Jens blev kun ved med sit, at Slagteren maatte komme hjem ved Fruen. Først da Andersen havde drejet Køretøjet, sagde han:
— For de snakker om, at der er kommet Damper til Aalborg.
— Nu er de der, min Salighed, sagde Slagteren og satte Krikken i Trav.
Hr. Rist, der havde faaet som et Sæt igjennem Kroppen, forlod sin Dør og løb gjennem sin Butik — hvis man om Hr. Byraadsmedlem Rist nogensinde turde sige, at han løb — op ad Vindeltrappen til første Sal, ind til Fruen.
Fru Rist tørrede Støv af i en Dagligstue, fuld af Plüsch's Møbler og med nedrullede Gardiner.
— De kommer, sagde Rist.
— Hvem? sagde Fruen.
Hr. Rist meddelte Efterretningen om Damperen, og at der maatte være kommet Telefonbud.
Fru Rist trak sin Nakkeknude fastere (Fruen trak alt sit Haar bagtil, saa stramt, som var det i Nakken surret om en Pæl) og sagde:
— Det var paatide, Rist.
Hun stod et Øjeblik. Saa sagde hun:
— Hvad blev Aftalen om Afdragene, Frederik?
Hr. Rist svarede:
— Det blev jo hver ottende Dag, Grethe.
Fruen kneb Læberne lidt sammen — hendes Overlæbe var let dunet —:
— Jeg finder Onsdag og Lørdag, sagde hun: Du kender dog Brasen.
Hr. Rist, der sagde, at han egentlig havde tænkt det samme, lagde til:
— Men man skal maaske ikke være for begjærlig … for Byens Folk.
De to Rist'ske Pigebørn kom ind. De var fjorten og tolv Aar, i blaa Bomuldskjoler af samme Rulle og med Haarsætning som Fruen:
— Gaa ned Rist, sagde Fruen:
— Du véd, Apparatet er i Stykker.
Apparatet var Forretningens mekaniske Cassa, der til Tider led af nogen Uorden.
Hr. Rist gik.
— Du skal til Spil, Elisa, sagde Moderen, der oversaá den ældste, og trak ned i Bomuldet forneden:
— Og Du øver, Philippa.
Familien Rist's Liv var en fortsat Timetabel, som Fru Rist havde i Hovedet.
Pigebarnet gik — de Rist'ske Børn mindede uvilkaarlig om Skildvagter, der sendes paa Post — og Fruen fortsatte sin Afstøvning, med sin graa Haand, der var meget knoklet. Samtlige Medlemmer af Familien var knoklede af Skabning men ellers kraftige.
Fru Rist var naaet til at aftørre Støvet paa Rammerne om Deres Majestæter og Mindebladet fra Kongeaaen. Nu og da hostede hun. Luften i Værelserne var tør paa Grund af Manufakturlageret i Stueetagen.
Elisa Rist gik med sin Nodemappe ind i Apotheket. Apotheket var en graa Bygning, der lignede et Ligkapel. Paa hver sin Side af Døren fandtes to Søjler, som begge var en Smule skæve, hver til sin Kant, og som uvilkaarlig henledede Tanken paa Stammerne af et Par Taarepile. Over disse Søjler var Ordet »Apothek« malet med sort.
Da Elisa kom ind i Dagligstuen paa første Sal, rejste Fru Hauch sig fra en Lænestol, og sagde:
— Ja, sæt Dig saa.
Fru Hauch led af en kronisk Træthed, som hun udhvilede i Lænestole al den Tid, hun ikke gav Klavertimer. Hun havde i sin Tid været lovende ved Musikkonservatoriet og havde én Gang medvirket firhændigt ved en Klaverkoncert i Musikforeningen under Gade. Hun var altid sortklædt, i en højst besynderlig Kjolefaçon, der mærkeligt stod om hende. Om Halsen bar hun et Doratørklæde, som af Tiderne var stærkt medtaget i Kanterne:
— Begynd med Skalaen.
Elisa Rist sagde, uden at vende sig:
— I Dag kommer de første hos Brasens.
Hun havde hørt det gjennem en Dør.
Fru Hauch spurgte hende ikke videre; der var naturligvis alligevel ingen »Musikmennesker« iblandt.
Men da Elisa var gaaet og den næste kom — Fru Hauch maatte give mange Timer, da Apotheket var købt for dyrt — meddelte Fruen alligevel Nyheden til Hauch, nede i Apotheket, gjennem Talerøret . . . . .
Slagter Andersen kom tilbage fra Brasens, hvor han havde afsat alt sit Boeufkjød, som jo altid »kunde hænge«, og han kørte ud til Borgmesterens.
Borgmesteren boede i et stort og nyt, rødt Hus, der mindede om en Bastion. Ved den ene Ende af Huset pegede tre mægtige Hænder paa et:
»Til Kontoret«.
Slagter Andersen kjørte ind i Gaarden, hvor der fandtes to Stentrapper. De samme tre Hænder pegede ned paa den ene. Slagteren standsede ved den anden, som var Fruens.
Da Kokkepigen kom ud, hilste Andersen med sin Pisk:
— Om der var noget?
Pigen skulde spørge.
Men i det samme kom Frøkenen selv ud af Havelaagen, ind i Gaarden. Da hun saá Andersen, bøjede hun sit Hoved. Hun havde fem Iris i sin Haand; deres Stængler var saa lange, at de lilla Bægere løftede sig over hendes Hoved, hvis Haar var saa sort, at dets Mørke skinnede i Solen. Hun gik frem over Gaarden, mod Vognen, og sagde:
— Ja, hvad har De, Hr. Andersen?
Hr. Andersen havde taget Hatten af og lagt den paa Kuskesædet. Han vidste ikke selv, at han altid gjorde det, naar han handlede med Borgmesterens Datter:
— Der er af alle Slags, Frøken, sagde han, med saadan en myg Stemme.
Og Frøkenen gav sig til, med en stille Kyndighed, at udsøge Kødet, uden at berøre det med sin Haand, der var uden Prydelser og meget slank.
— Dèt, sagde hun og pegede paa et Kødstykke.
— Vil De veje det? Hun gik to Trin op ad Trappen, med de store Irisstængler i sin Haand. Og maaske halvt i Tanker, men medens hun dog fæstede sine Øjne paa Hr. Andersen, sagde hun, der altid saá ret ind i dens Ansigt, med hvem hun talte, og ellers ikke skjænkede Verden noget af sit Blik:
— Og hvordan staar det hos Brasen's?
De sier, der kommer nogen i Dag, svarede Andersen, der altid overfor Frøkenen fik en vis næsten militærisk Høflighed, som en Sergent i Artilleriet overfor Premierlieutenantens Frue.
— Aa, hvor det er dejligt, sagde Frøkenen og hun bøjede igen sil Hoved, da hun gik ind.
Hun gik gjennem Stuerne, som var fulde af Fletværk med Epheu og lyse Tæpper og Blomster i store og mærkelige Lerkummer og hun standsede i det inderste Rum, hvor Gardinerne vare nedrullede, saa der var mere end halvmørkt.
— Er Du der, Mama, sagde hun.
Fra en stor Stol, helt inde i en Krog, svarede en Stemme et ja.
Frøkenen gik hen over Gulvet og bøjede sig ned over Moderen, der, indhyllet i meget, hvidt Flonel, sad sammensunken i sin lave, og særdeles brede Stol, som var hun falden sammen over noget, der var bristet for hende, her lige foran hende, i hendes eget Skød:
— Saa er Du jo staaet tidligt op i Dag, sagde Frøkenen, og kyssede Moderen i Skilningen af hendes Haar.
— Og i Dag er det varmt, sagde Datteren, hvis Stemme var meget nænsom eller næsten som dulmende i sin Klang:
— I Dag kan Du flytte ned i Haven.
— Her bliver aldrig varmt, sagde Moderen, der altid maalte med Troperne, hvor hun var født og voxet op, paa de vestindiske Øer, som Guvernørens Datter, til hun havde giftet sig med Dommeren.
— Jo, Mama, sagde Frøkenen, og, med de høje Iris i sin Haand, gik hun tilbage til den forreste Stue, hvor mange smaa indiske Fugle kvidrede i et mægtigt Bur, der rakte fra Gulv og til Loft. Hun stillede Blomsterne i et Glas, der stod paa Gulvet og rakte hende lige til hendes slanke Hofter; og hun gik atter ud og ned ad »Fruens Trappe«, hen til »Trappen med Hænderne«.
— Giv Duerne Korn, sagde hun til Stuepigen, ind gjennem Køkkenvinduet, der stod aabent; og hun gik op ad Trappen ind gjennem Kontorerne, hvor de Herrer rejste sig ved de grønmalede Borde, og hun hankede paa den inderste Dør, bag hvilken der lød et »Kom ind«:
— Godmorgen, Papa, sagde hun til Borgmesteren, der hvidhaaret og tætklippet, meget rank, som en Militær, sad foran sit Bord:
— Godmorgen, sagde Borgmesteren og rakte hende sin Haand.
— Papa, Du har det koldt, sagde Frøkenen.
— Det er godt, sagde Faderen, der havde sit Kontor imod Nord,
— Tænk Dig, at der i Dag kommer Gæster til Brasen's sagde Frøkenen.
— Saa faar man kun fler Spektakler, svarede Borgmesteren.
Frøkenen smilte — hendes meget buede Læber bevægede sig kun uendeligt svagt, naar hun smilte —:
— Saa maa Du blinde Retfærdighedens ene Øje, sagde hun.
— Det gjøres undertiden nødigt, sagde Borgmesteren, hvem Hs. Excellence Justitsministeren, som var hans Ven, en Gang ved Kaffen i et Middagsselskab havde beskyldt for undertiden at ville retlede Lovens skrevne Retfærdighed en Smule.
Farvel saalænge, sagde Frøkenen og gik igjennem Kontorerne nedad Trappen. Der var ingen anden Forbindelse mellem Husets to Dele end denne Vej. Da Borgmesteren byggede sit Hus, havde han skilt dets tvende Halvdele med en Brandmur.
Frøkenen blev staaende i den solfyldte Gaard, hvor Stuepigen fodrede de nippende Duer:
— Agathe, sagde hun, glem ikke, vi skal i Dag lægge Duge paa Bleg, og hun gik op ad Trappen.
Lidt efter vendte hun tilbage, med Badelagenet over sin Arm, og hun gik gjennem Gaarden ud paa Gaden.
Alle hilste hende, og til alle bøjede hun sit Hoved med samme Høflighed og uden at betragte dem.
Da hun naaede Fiskerbyen, løb et Par Børn hende i Møde, og hun næsten satte sig paa Hug, medens hun talte med dem. Derpaa gik hun videre. Stenene i Fiskerbyens Brolægning var meget toppede, saa Byens andre unge Damer sært sprang og fik deres Hæle imellem, naar de skulde i Bad, men Frøken Ingeborg mærkede det ikke.
— Naa, der er De, Frøken, sagde Badekonen, der slog Døren op, mens det gamle Ansigt skinnede. Det var Madam Poulsens bedste Fryd at sé Frøkenens dejlige Skabning i Vandet.
— For det er en Skabning, sagde Madam Poulsen.
Indefra Badekammeret sagde Frøkenen:
— Nu bliver der travlt, Madam Poulsen, for i Dag faar Brasen's Gæster.
— Ih Jøsses da, skreg Madam Poulsen og fløj hovedkuls ind i et lille Rum, der var fuldt af gamle Haandklæder og mugne Børster og Møbler, man ikke nævner.
Frøkenen aabnede sin Dør. Et Nu stod hun ved Badetrappen, mens hendes Øjne hvilede paa Vandet:
— Hvor er dog Havet blaat, sagde hun.
— — — Slagter Andersen var ved at kjøre ud af Byen, da han mødte Fru Jespersen, der, under sin hvide Parasol, vendte tilbage fra Skoven:
— Naa, sagde hun, er De der igjen?
— Ja, svarede Andersen: og i Dag kommer der Folk.
— Hos Brasen's?
— Ja, sagde Slagteren.
— Ih, Vor Herre bevares, sagde Fru Jespersen og efter et Øjebliks Betænkning tilføjede hun:
— Maaske bliver der alligevel »Fest« om Aftnerne.
— Farvel.
Fru Jespersen gik videre. Pludselig besluttede hun, at hun vilde have et Par Kryddere hos Bageren. Fru Jespersen holdt af Kryddertvebakker og i det hele af alt, hvad der knasede mellem Tænderne. Da hun kom ind til Bageren, sagde hun til Madammen:
— I Dag arriverer jo Kjøbenhavnerne.
— Men gjør de, sagde Madammen, der, da Fru Jespersen var gaaet, løb ud i Bageriet og raabte til sin Mand:
— Jo, nu har vi dem, Petersen, og Du har ingen Lagkage.
— Og vi kjender dog Fru Brasen, hvordan det gaar i sidste Minut, at de kommer rendende.
Fru Petersen havde nu i fjorten Dage opfordret til Lagkage, da den jo dog kunde holde sig:
— Og Rists's Unger, de slikkede den saamænd nok i sig endda, mente Fru Petersen.
— — — Hr. Andersen stilnede Køretøjets Fart lidt udenfor Byens sidste Hus. Der boede Pottemageren. Han havde kun ét lille Butiksvindue, hvor der var opstillet mange Slags Skaar, med blege Stykker Wienerbrød imellem. Konen stod i Døren.
Hr. Andersen sagde:
— Idag begynder det.
— Hva'fornoget, sagde Konen langsomt.
— De Badegæster, sagde Slagteren.
— Naa, svarte Konen: ja, os kommer 'et jo ikke ved.
— Hvor er Lassen, spurgte Slagteren.
— Han, sagde Konen, han er over sit Skrab.
Lassen var altid over sit Skrab, inde i et mørkt Hul, som han aldrig forlod uden for at spise, og det gjorde han, saa beskidt som han var af sit Ler:
— Han vil jo altid lav' dem saa kjønn', sagde Konen: Og hvad nytter 'et?
Hun ernærede Familien med sit Wienerbrød og Lakrits, mens Lassen tumlede med Potterne og sin skæve Ovn.
Hr. Andersen kjørte.
Madam Lassen blev staaende i sin Dør, da Dagvognen rullede forbi.
Kusken begyndte at trutte i sit bulede Horn.
— Den var da tom'gaaendes, sagde Madammen og lukkede sin Dør.
Kusken blev ved at tude op ad Gaden. Fru Rist lettede lidt paa sit ene Gardin og saà efter Vognen:
— Nej, ingen, sagde hun.
Den ene Svend var gaaet ud paa Konsul Terkildsens Trappe:
— Næ, Herr Konsul, raabte han ind imod Kontordøren, hvor Konsulen havde vist sig ved Lyden af Hornets Trutten.
I Dagligstuen nød Konsulinden sammen med Provstens Frue en Kop The: Kaffe var i de sidste Aar næsten forsvundet fra Konsulindens Hus. De to Damer talte om Badesaisonen. De vare enige om, at naturligvis kom der alligevel ingen, og Konsulinden sagde:
— Hvem véd ogsaa, hvad det vilde blive for Elementer, man fik tilført Byen, selv om man naturligvis ikke blandede sig imellem dem.
Provstens Frue, der bestandig ombar sin Ægtefælles højkirkelige Overbærenhed portionsvis, sagde:
— Ja, de rare Brasens. Men maaske var det det bedste, om det hele blev til ingen Ting. Det kan jo dog virkelig — vi kjender jo allesammen den stræbsomme og gode Fru Brasens smaa Skrøbeligheder — let komme til næsten at prostituere Byen, som ogsaa min Mand siger.
. . . . . . Doktorens Moder sad ved Gadespejlet:
— Der var ingen, Theodor, raabte hun ind til Sønnen.
— Naa, svarede Doktoren, der laa paa sin Chaiselongue med »Politiken« fra igaar.
Ovre hos Brasens var de samlede ved Skænkestuens midterste Vindu. Brasen sad, og Fruen stod. Bag ved dem stod de tre Børn, der var kommet hjem fra Skolen, i en Kjæde. Bagerst var Christian. De saâ alle ud paa den tomme Dagvogn.
— Næ, saa 'gu, sagde Brasen.
Og uden at sige mere gik de alle hver til sit. Christian Christensen gik om bag Døren til den lille Spisestue, hvor han altid sad og sov. Da han var ved Rebslagningen, havde han aldrig haft saameget med Nattesæde.
Brasen sad og saâ ud efter to Hunde, som sprang efter hinanden:
— Det var da osse det enest' levende paa Torvet.
Men pludselig tog Fanden ved Hundene, og de halsede ned ad Søndergaden:
— Jansine, raabte Brasen og sprang op, det var sjeldent Brasen sprang:
— Jansine, her er Køretøjer fra Sønder.
Fru Brasen løb igjen ud af Spisekammeret (i Dag var det da rent galt, og aldrig fik man sig sat):
— Hva' er 'et Brasen.
— De er her, sagde Brasen.
Midt paa Gulvet drejede han to Gange rundt om sig selv.
— Christian, raabte han.
Fra Døren til Køkkenet, som hun lige havde naaet, saâ Fru Brasen selv de tre topfulde Charabanc'er, der rullede frem om Hjørnet.
— Nu maa Vor Herre hjælp', sagde Fru Brasen og raabte:
— Christian; mens Brasen skreg:
— Hvor er Nielsen? Hvor Fanden er Nielsen? Hvor Satan er Staldforpagteren?
Fru Brasen førte begge sine svedende Hænder op til det lidt uordnede Hoved:
— Jo, hun havde ingen Kappe paa …
— Nu gaar'en saagu', sagde Brasen og satte sit brat ned ved sin Skænk.
Den første Vogn var allerede i Porten.