Sakuntala/Forspil til fjerde Optrin
FORSPIL TIL FJERDE OPTRIN.
(De to Veninder træde ind, beskjæftigede med at plukke Blomster.)
Anasuja. Kjæreste Prijamvada! Skjøndt mit Hjerte beroliges ved den Tanke, at Sakuntala's Lykke er fuldkommet ved Bryllup efter Gandhárve-Skik med en- Ægteherre, der passer for hende, saa er der dog endnu Noget at tænke over.
Prijamvada. Hvad mener Du?
Anasuja. Idag har jo den kongelige Viismand efter fuldendt Offring taget Afsked fra Eneboerne; naar han nu kommer til sin Stad og igjen er sammen med Fruerhusets Qvinder, vil han da mindes, hvad her har tildraget sig, eller vil han ikke?
Prijamvada. Vær ubekymret! Saa ædel en Skikkelse kan aldrig fornægte Dyden. Men vor ærværdige Fader, naar han hører denne Tildragelse, — saa veed jeg ikke, hvad han vil gjøre.
Anasuja. Saavidt jeg kan see, vil han give sit Samtykke.
Prijamvada. Hvorledes det?
Anasuja. At bortgive sin Datter til en ædel Mand, har fra først af været hans Ønske. Naar da Himlen selv opfylder det, naaer jo vor Fader med ringe Møie sin Hensigt.
Prijamvada (seer paa Blomsterkurven). Saa, min Veninde! Nu har vi plukket Blomster nok til Offringen.
Anasuja. Men skal vi ikke ogsaa offre til vor elskede Sakuntala's Skytsgud?
Prijamvada. Jo det maae vi! (De give sig atter til at plukke Blomster.)
Bag Skuepladsen. Det er mig. Hør, hør!
Anasuja (lytter). Min Veninde! Det maa være en Gjæst, som melder sig.
Prijamvada. Sakuntala er jo inde i Hytten. (For sig.) Men idag er hun ikke derinde med sit Hjerte.
Anasuja. Kom nu! Her har vi Blomster nok. (De ville gaae ud.)
Bag Skuepladsen. Ha Du, der agter Din Gjæst ringe!
81.Han, ved hvem Din Hu dvæler
uden anden Tanke,
Saa at min, den Bod-riges,
Hidkomst ei Du ændser,
Qvinde! han skal Dig glemme,
fast han bliver mindet,
Retsom drukken Mand glemmer,
hvad han nylig taled.
Prijamvada. Vee, vee! en Ulykke er skeet. I sin Aandsfraværelse maa Sakuntala have forbrudt sig mod en hæderværdig Mand. (Seer ud.) Ja isandhed! ikke en Mand som saa mange andre. Det er Viismanden Durvásas, den vredagtige. Nu han har lyst sin Forbandelse, gaaer han herfra i skjælvende Hast, med stolte, ustandselige Skridt. Hvem uden Ildens Gud kan brænde som han?
Anasuja. Gaa, kast Dig for hans Fødder og bevæg ham til at komme tilbage! Jeg vil imens tilberede Velkomstvandet.
Prijamvada. Ja! (Iler ud.)
Anasuja (gaaer frem, men snubler). Ak, i min Iillærdighed snublede jeg, og Blomsterkurven faldt mig ud af Haanden. (Hun samler Blomsterne op.)
Prijamvada (kommer tilbage). Min Veninde! Den haardhjertede Mand, af hvem lader vel han sig forsone? Alligevel fik jeg ham noget formildet.
Anasuja (med et Smiil). Hos ham er det allerede Meget; fortæl!
Prijamvada. Da han ikke vilde komme tilbage, sagde jeg til ham: „Hellige Mand! Betænk, at det er første Gang, og tilgiv Datteren, som ikke har kjendt til Andagts Magt, denne ene Overtrædelse.“
Anasuja. Hvad saa, hvad saa?
Prijamvada. „Mit Ord tør ikke være forgjæves“, svarede han, „men ved Synet af Gjenkjendelsens Smykke skal Forbandelsen vige bort“, og med disse Ord forsvandt han.
Anasuja. Saa kan vi nu atter aande frit. Ved Afreisen satte den kongelige Viismand hende en Ring med sit Navnetræk paa Fingeren, netop som „et Erindringstegn“; i den har Sakuntala et Middel til selv at hjælpe sig.
Prijamvada. Kom da, Veninde! lad os fuldbyrde vor Offring. (De gaae frem.)
Prijamvada (seer ud). See, Anasuja! Med Kinden støttet mod den venstre Haand sidder vor Veninde ubevægelig, som var hun malet. Med Tankerne hos sin Ægteherre mærker hun ikke til sig selv, endsige da til en fremmed Vandringsmand.
Anasuja. Nu maae vi to, Prijamvada, aldrig lade denne Tildragelse komme over vore Læber; vor elskede Veninde er fiin og spæd: hun maa for Alting skaanes.
Prijamvada. Ja, hvem vander vel en Mallikablomst med kogende Vand?
(De gaae ud.)