Sakuntala/Tredie Optrin

C. A. Reitzels Bo og Arvinger Kjøbenhavn


Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/7 32-42

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

TREDIE OPTRIN.

(Kongen træder ind, i Elskerstemning.)

Kongen (tankefuld, sukkende).

54.Jeg kjender Andagts store Magt[1], jeg veed,
           at Pigen her er under fremmed Værge:
     Og dog, saalidt som Vandet vender om
           fra Dalens Grund, saa lidt min Sjæl fra hende!

Blomstervæbnede Gud!, Af Dig og af Maanen, som Begge skulde fortjene vor Tillid, bliver Elskernes Skare bedraget:

55.Du nævnes ”Skytte med Blomsterpiil“,
           Han „Sol med svale Straaler“;
     Hvorlidt I svare til Eders Navn,
           det sees paa mine Lige:
     Thi Maanen sender os Flammer med
           sin kuldesvangre Straale,
     Og Blomsterpilene smedder Du
           som Tordenkilen haarde.

Elskovsgud! har Du ingen Medynk med mig? (Med Udtryk af Kjærligheds Lidelse.) Hvoraf den Brænden, da Du dog har Blomster til Vaaben? Ak, jeg fatter det:

56.Endnu maa Sivas' Vredes-Ild i Dig
           — som Urvas' Flammesøn i Havet — gløde;
     Thi hvor kan ellers Du, til Aske brændt,
           en Elsker martre med saa hede Luer?

Og dog!

57.Elskovsguden med Hav-Uhyret i Balmer,
     Skjøndt han bringer kun Hjertevee, er velkommen,
     Naar jeg mindes, han sender Pilen fra hende
     Med de lange, de sødtberusende Øine.

Elskovs Gud! Har Du, efter saa milde Bebreidelser, endnu ikke Medlidenhed med mig?

58.Forgjæves jeg med Hundreder af Løfter
          har daglig fødet Dig, o „Legemløse“!
     Siig, er det Ret, med Buen spændt til Øret,
          mod mig, mod mig at skyde Dine Pile?

(Gaaer sorrigfuld videre.) Efter fuldendt Offerhandling have Præsterne givet mig Orlov; hvor skal jeg nu adsprede mig, træt og mødig som jeg er? (Sukkende.) Har jeg vel Andet at tye til end Synet af min Elskede? Hende vil jeg opsøge. (Seer op efter Solen.) Disse brændende hede Timer tilbringer vist Sakuntala med sine Veninder i Løvsalene ved Ganga's Bred. Der vil jeg gaae hen, (Gaaer frem, speidende.) Den Hæk af unge Træer er hun nylig kommen forbi; jeg kan see det her:

59.Endnu har ikke Arret lukket sig
           paa Stilkene fra hendes Blomsterhøst,
     Og disse nysudsprungne Qvistes Brudd
           sees vaade, perlende med Melkesaft.

(Med Tegn paa en pludselig Fornemmelse.) Hvilken forfriskende Luftning i dette Strøg!

60.Vindene, som bære Lotosdufte
           og en Draaberegn fra Ganga's Strøm,
     Kan mit Legem, som den „legemløse“
           Kamas brænder, tage tæt i Favn.

(Gaaer videre og seer omkring.) Derhenne maa hun være, der i Løvhytten mellem de Vétasa-Rør; thi (seer ned for sig):

61.Mod Spidsen høinet, men bagtil sænket ved Hoftens Tyngde
     Sees udenfor i det gule Sand disse friske Fodspor.

Jeg vil kige ind gjennem Grenene. (Gaaer frem; henrykt.) O, mit Øie er saliggjort! Derinde hviler min Længsels Veninde paa den blomsterredte Steenbænk og hendes Søstre sidde hos hende. Velan! Jeg vil lytte efter deres fortrolige Hvisken. (Staaer stille og betragter dem. Man seer Sakuntala paa Blomsterleiet; hendes to Veninder sidde hos og vifte hende.)

Veninderne (deeltagende). Kjæreste Sakuntala! Føler Du Dig forfrisket ved Lotosbladenes Vindpust?

Sakuntala. Hvorfor vifte mine Søstre mig? (veninderne see bedrøvede til hinanden.)

Kongen (i Skjul). Sakuntala's Legem er synlig angrebet. (Eftertænkende.) Skulde det komme af Solheden? eller som mit Hjerte tilsiger mig? (Betragter hende med længselsfuldt Blik.) Ja, bort med al Tvivl!

62.Med Usírarod paa Barmen,
         løst og enkelt Lotosarmbaand,
     Er min Elskerindes Legem
         lidende, men sødt at skue.
     Lige Feberild forvolder
         Elskov og den hede Sommer,
     Men af Heden at forsmægte,
         klæder ei en Mø saa yndigt.

Prijamvada (afsides). Hør, Anasuja! Siden Sakuntala førstegang saae den kongelige Viismand, har der hvilet en hemmelig Længsel over hende Skulde ikke han være Aarsag til hendes Sygdom?

Anasuja. Jeg har selv i mit stille Sind gjort mig de samme Tanker. Bi, jeg vil spørge hende. (Høit.) Min Veninde! jeg har Noget at spørge Dig om. Du er saa lidende.

Sakuntala (reiser sig halvt op fra Blomsterleiet). Hvad vil Du sige mig, min Veninde?

Anasuja. Kjæreste Sakuntala! Vi ere jo slet ikke indviede i Kjærlighedshandler; men — som man i Sagn og Sange hører Forelskedes Tilstand beskrive, saaledes finder jeg Din. Betro os Aarsagen til Dine Lidelser: forinden man kjender den virkelige Sygdom, kan man jo ikke begynde Helbredelsen.

Kongen (i Skjul). Anasuja har gjættet min lønlige Tanke.

Sakuntala (for sig). Min Lidenskab er altfor hæftig; saa pludselig kan jeg ikke betroe dem den.

Prijamvada. Elskede Sakuntala! Hun taler fornuftigt; hvorfor ændser Du ikke Din Sygdom? Dag for Dag tæres Du hen; blot Din livsalige Ynde forlader Dig ikke.

Kongen (i Skjul). Prijamvada siger sandt.

63.Kindernes Runding svinder og svinder,
           Barmen har mistet sin Fasthed,
     Smalnet er Midjen, Skuldrene synke
           kraftløst, og Farven er blegnet.
     Sorg og Beundring vækker den Hulde,
           tæret af Kjærlighedsqvaler,
     Retsom en hedt af Vinden beaandet
           visnende Mádhavi-Ranke.

Sakuntala. Elskede Veninde! Til hvem skulde jeg ellers betroe mig? Men nu vil I faae Sorg af mig.

Begge. Just derfor ere vi saa paatrængende: den Sorg, man deler med en Ven, bliver lettere at bære.

Kongen (i Skjul).

64.Adspurgt af dem, der hendes Sorg og hendes Glæde dele,
     Sin Kummers hemmelige Grund hun ikke vil fordølge.
     Skjøndt tidt hun vendte sig og saae paa mig med Tørst i Øiet,
     I denne Stund jeg ængstes for, hvad Svar jeg faaer at høre.

Sakuntala. Min Veninde! Fra det Øieblik, da Bodslundens Beskjærmer, den kongelige Viismand, kom mig for Øie, — (Hun standser rødmende.)

Begge. Fortæl, Veninde!

Sakuntala. — fra det Øieblik har Længsel efter ham bragt mig i denne Tilstand.

Kongen (i Skjul; henrykt). Nu har jeg hørt, hvad jeg vilde høre!

65.Gud Smáras selv, der sendte Heden,
           er bleven min Husvaler —
     Som skymørk, lummer Dag i Regntid
           selv svaler Jordens Hede.

Sakuntala. Bifalde I det, da sørger for, at den kongelige Viismand kan føle Medlidenhed med mig. Hvis ikke — visselig! da skal I udgyde Sésamvand for mig ved Dødningofferet.

Kongen (i Skjul). O, Tvivl-adsplittende Ord!

Prijamvada (afsides til Anasuju). Det er kommet saa vidt med hendes Lidenskab, at hun ingen Ophold taaler. Og den, til hvem hun har bundet sit Hjerte, er Kronen for Purus' Stamme; derfor tør vi hilse hendes Elskov med Velsignelser.

Anasuja. Ja, som Du siger.

Prijamvada (høit). Veninde! Til Lykke! — Ja, den Kjærlighed er hende værdig! Hvor skulde den dybe Flod løbe ud, uden i Havet? og hvem uden Mangotræet kan støtte den frodig knoppende Mádhavi-Ranke?

Kongen (i Skjul). Hvad Under, at Stjerneparret Visákha saa villig forener sig med Maane-Nyet!

Anasuja. Men hvor skulle vi finde et Middel til ufortøvet og lønligt at fremme vor Søsters Villie?

Prijamvada. „Lønligt“, ja det maa betænkes. Hurtigt kan det let skee.

Anasuja. Hvorledes det?

Prijamvada. Den kongelige Viismand har jo ved ømme Øiekast røbet sin Kjærlighed til hende, og i de sidste Dage er han kjendelig tæret af Søvnløshed.

Kongen (i Skjul). Saaledes er det visselig med mig; ja,

66.Mit gyldne Armbaand — hvis Juvelers Glands
           er slukt af Hjertebryndens hede Taarer,
     Som i de vaagne Nætter briste frem
           af de mod Armen trykte Øienvige —
     Nedglider fra mit Haandled, uden end
           at streife Skrammerne fra Buestrengen;
     Og medens det bestandig glider ned,
           maa jeg bestandig skyde det tilbage.

Prijamvada (tænker efter). Hør nu! hun maa skrive et Kjærlighedsbrev til ham. Saa skjuler jeg det i en Blomst, som han kan tage op i den Tanke, at den er bleven liggende fra Blomsterofferet.

Anasuja. Jeg synes godt om Dit sindrige Anslag; men hvad siger Sakuntala?

Sakuntala. Skjøndt det er Veninders Raad, maa jeg dog først besinde mig lidt.

Prijamvada. Nu skal Du tænke paa et smukt Vers, fremfor Alt med Hentydning paa Dig selv.

Sakuntala. Jeg tænker alt, — men mit Hjerte skjælver af Frygt for et Afslag.

Kongen (i skjul; henrykt).

67.I Længsel efter med Dig at blive forenet
     Staaer den, af hvem Du, Forsagte! frygter et Afslag.
     En Beiler enten kan Lykken naae eller ikke;
     Men hvor kan den staae imod, hvem Lykken begjærer?

Veninderne. O Du, som miskjender Dit eget Værd! Hvo vilde med Fligen af sin Kjortel skjærme sig mod det svalende Høst-Maaneskin?

Sakuntala (smilende). Jeg maa jo adlyde. (Hun sidder stille og grunder.)

Kongen (i Skjul). Med Føie stirrer jeg paa hende, saa mit Øie glemmer at blinke; thi

68.Imens den ene Øienbryns-Ranke
            sig slynger op, idet hun digter,
     Paa hendes Kind en Gysning spiller,
            der Kjærlighed til mig forraader.

Sakuntala. Jeg har et lille Vers i Tankerne; men her er ingen Skriveredskaber.

Prijamvada. Rids Bogstaverne med Neglen i dette Lotosblad, saa fiint og blødt som et Papegøie-Bryst.

Sakuntala (skriver). Hør nu efter, Veninder! om det kan passe eller ikke.

Begge. Lad os høre.

Sakuntala (læser).

69.Dit Hjertes Tanker jeg ikke kjender;
           men Nætter og Dage smertelig,
     O Medynkløse! Kámas brænder
           mit Legem, der længes efter Dig.

Kongen (træder pludselig frem).

70.Dig brænder han, men vil mig fortære! —
           som Dagning, der slukker Maanen ud,
     Kun lukker sagtelig den skjære
           Nat-Lilie, Maanens kaarne Brud.

Veninderne (staa op, med Udtryk af Glæde). Velkommen, Du vor

Længsel, som ikke har tøvet! (Sakuntala vil reise sig).

Kongen. Nei, nei, anstræng Dig ikke!

72.Nedsænket i et Blomsterleie,
           med Duft af knuste Lotosstengler,
     Dit Legem, blussende af Hede,
           maa være løst fra Velkomstpligter.

Anasuja. Vor Ven komme hid og hædre et Hjørne af Steenbænken! (Kongen sætter sig; Sakuntala viser Udtryk af Undseelse.)

Prijamvada. Hos Eder begge er gjensidig Kjærlighed ikke at miskjende. Men Ømhed for min Veninde indgiver mig et Ord, der vistnok er overflødigt.

Kongen. Hold det ikke tilbage, hulde Pige! Thi det Ord, man vilde sige, men ikke sagde, føder Fortrydelse.

Prijamvada. „Den Ulykkeliges, i Jordelivet Hildedes Trængsler skal Kongen borttage“, det er en Lov for Eder.

Kongen. Visselig !

Prijamvada. Nu er vor elskede Veninde for Din Skyld bragt i denne Tilstand af den mægtige Kamas; derfor bør Du ved Dit Ja bevare hendes Liv.

Kongen. Hulde Pige! Gjensidig er vor Kjærlighed. Tilvisse! jeg er lykkelig ved Din Begjæring.

Sakuntala (med et Blik paa Prijamvada). Veninde! Hvorfor opholde den kongelige Viismand, der længes tilbage til sit Fruerhuus?

Kongen. Skjønneste Qvinde!

72.Hvis, Hjertebeboerske! Du mit Hjerte,
     Der tænker alene paa Dig, mistænker,
     Da, elskelig Smilende! mig, hvem Elskov
     Med Pilen har dødet, Du døder atter.

Anasuja. Min Ven! Man hører om Kongerne, at de have mange Huusfruer. Pas vel paa, at vor elskede Veninde ikke skal volde sine Slægtninge Taarer.

Kongen. Hulde Pige! Hvortil mange Ord?

73.Blandt alle Fruer — min Stammes Stolthed er tvende:
     Den havombeltede Jord og Eders Veninde.

Begge. Nu ere vi beroligede.

Prijamvada (med et Sideblik). See, Anasuja, hvor det lille Antilopekid seer ængstelig hen til os; det leder efter sin Moder. Kom, lad os hjælpe det.

Sakuntala. Veninder! jeg er ubeskyttet; Een af Eder maa blive.

Begge. Jorderigs Beskytter, han staaer ved Din Side. (De gaae ud.)

Sakuntala. Hvordan? De er borte?

Kongen. Vær ubekymret! Jeg, Din Tjener, staaer ved Din Side:

74.Skal jeg en Svalevind reise med kjølige,
           Mathed forjagende Vifter af Lotosblad?
     Eller de lotosrødt-sminkede Fødder smaa
           lægge paa Skjødet og lempelig gnide dem?

Sakuntala. Ikke vil jeg forsynde mig imod dem, jeg skylder Ærefrygt. (Reiser sig for et gaae bort.)

Kongen. Skjønneste! Luften er ikke afkjølet, og som nu Din Tilstand er!

75.Forladende Dit Blomsterleie
           og Barmens Skjærm af Lotosbladene,
     Hvor taaler Du at gaae i Heden,
           saa legemsvag af Sindsbevægelse!

(Han drager hende med Magt tilbage.)

Sakuntala. Søn af Purus! Tag Sømmelighed iagt. Skjøndt jeg brænder i Elskovs-Flammer, — jeg tør ikke raade over mig selv.

Kongen. Forsagte! frygt ikke for Din ærværdige Mester. Naar han hører det, — Huusfaderen, som kjender Loven, vil ikke regne Dig det til Brøde. Og derhos

76.Sagn der gaaer om mange
           paa Gandhárvers Viis[2] tilægte tagne
     Kongeviismands-Døttre,
           hvis Forening Fædrene velsigned.

Sakuntala. Slip mig, Herre! Endnu engang maa jeg søge Raad hos mine Veninder.

Kongen. Ja, jeg vil slippe Dig.

Sakuntala. Naar?

Kongen.

77.Som Bien fra den nysudsprungne,
           af Braaden urørt spæde Blomst,
     Saa tørstig jeg fra Dine Læber
           først Sødmen rane vil med Lyst.

(Han vil løfte hendes Hoved op; hun unddrager sig.)

Bag Skuepladsen. Hun-Tsjakraváke![3] tag Afsked fra Din Mage; Natten er kommen.

Sakuntala (bestyrtet). Søn af Purus! Det er vor ærværdige Moder, Gáutami, der kommer hid, sikkert for at spørge til mig. Skjul Dig mellem Grenene!

Kongen. Ja! (Han skjuler sig; Gáutami med en Krukke i Haanden kommer ind med de to Veninder.)

Veninderne. Her, her, ærværdige Gáutami!

Gautami (træder hen til Sakuntala). Min Datter! føler Du mindre Brænden i Dine Lemmer?

Sakuntala. Nu har jeg det bedre.

Gautami. Dette Dárbha-Vand vil stille Dit Legems Smerter. (Bestænker Sakuntala's Hoved.) Mit Barn! Dagen helder; kom, lad os gaae til Hytten. (De bryde op.)

Sakuntala (for sig). Før, o Hjerte! da Din Længsels Maal traadte Dig imøde, kunde Du ikke slippe Din Ængstelighed; hvor vil Du nu lide af Anger og Græmmelse! (staaer stille; høit.) Du smertedulmende Løvhytte, lev vel! og nye Glæder ved vort Gjensyn! (Gaaer sørgmodig bort med de andre Qvinder.)

Kongen (træder frem af sit Skjul, sukkende). Ak, hvormange Hindringer møder Opfyldelsen af vore Ønsker! Thi

78.Den Øienhaar-fagre sit Ansigt dreied mod Skuldren
     Og holdt gjenstridig sin Læbe dækket med Fingren,
     Mens Munden, yndig ved afbrudt stammende Vægring,
     Jeg løfted lempelig op — og kyssed den ikke!

Hvor skal jeg nu gaae hen? Eller nei! Her i Løvhytten, som min Elskede har nydt og forladt, vil jeg dvæle et Øieblik. (Seer om til alle Sider.)

79.See, Blomsterleiet paa Stenen her
           er sammentrykket af hendes Legem!
     Hiint ømme Kjærlighedsbrev har hun
           med Neglen ridset paa Lotosbladet!
     Hiin Stilk er gleden fra hendes Arm!
           — og derfor hænger mit Øie ved dem,
     Saa jeg kan ikke mig rive løs
           fra Hytten, skjøndt den er tom og øde.

Stemmer udenfor. Konge!

80.Mens vi vor Aften-Renselsesoffring forrette,
     Trindt omkring Alter-Luen i Trængsel der sværme
     Mangefold Skræk indjagende Skygger af Vanfreds
     Graadige Hær, guulsorte som Skyer i Skumring.

Kongen. Jeg kommer! jeg kommer!

(Han forlader Skuepladsen.)




  1. Ind. Fortolk. „Den hellige Kanvas' Bodsmagt“ (frygtelig, om han blev fortørnet).
  2. D. e. ved Troskabsløfte, uden Frænders Mellemkomst.
  3. En Fugl, see Anm.