Sakuntala/Fjerde Optrin
FJERDE OPTRIN.
(En Lærling kommer fra Natteleiet.)
Lærlingen. Den ærværdige Kanvas, der er kommen tilbage fra sin Valfart, gav mig det Hverv at see efter Timen; herude i det Frie vil jeg iagttage, hvormeget vi endnu har tilbage af Natten. (Gaaer frem og speider.) See! Morgenrøden!
Og see!
83.Da Maanen nu er forsvunden,
Natliljen ikke
Mit Øie fryder; kun Mindet
gjemmer dens Pragt:
Den Sorg, en Qvinde maa friste,
hvis Ven er bortreist,
Isandhed! knugende tynger
den hendes Bryst.
Anasuja (træder ind, i lidenskabelig Hast). Saalidt jeg forstaaer mig paa Livets Færd, — det veed jeg, at Kongen har handlet uædelt mod Sakuntala.
Lærlingen. Jeg maa nu lade Mesteren vide, at Brændoffringstimen er kommen. (Gader ud.)
Anasuja. Lysvaagen er jeg; men hvad skal jeg foretage mig? Haand og Fod vil ikke røre sig til mine dagligste Sysler. Hvilken Glæde for Elskovsguden, at han har bragt vor troskyldige Veninde i et troløst Menneskes Vold! Dog nei! Det er Durvásas' Forbandelse, der omskifter Alt. Hvorledes kunde ellers den kongelige Viismand, efter saa favre Ord, lade al denne Tid forløbe uden at sende os saameget som et Brev. Vi faae da herfra at skikke ham Gjenkjendelsesringen. Men hvem af disse mørke Selvplagere skulde man bede om at bringe ham den? — Saa sikker jeg er paa, at vor Venindes Færd er ulastelig, er det mig ikke muligt at sige vor Fader Kanvas, nu han er kommen hjem fra sin Valfart, at Sakuntala har ægtet Dushjantas og er velsignet med Livsfrugt. Men hvad skal vi da gribe til?
Prijamvada (træder ind, jublende). Veninde! Skynd Dig, skynd Dig at feire Sakuntala's Afskedsfest.
Anasuja. Hvorledes, min Veninde?
Prijamvada. Nu skal Du høre. Jeg gaaer ind til Sakuntala for at spørge, om hun har sovet sødt inat —
Anasuja. Hvad saa, hvad saa?
Prijamvada. Der stod hun, blufærdig sænkende sit Hoved, og vor Fader Kanvas omfavnede hende og velsignede hende, og sagde: „Til Lykke! Skjøndt Røgen slog op og blændede Offerpræsten, faldt dog Brændoffret midt i Ilden. Elskede Barn! Som Kundskab, der overantvordes den gode Lærling, saaledes kan ogsaa Du bortgives, uden Begrædelse. Endnu idag vil jeg sende Dig under Viismænds Varetægt til Din Ægteherre.“
Anasuja. Men hvem havde aabenbaret vor Fader Kanvas denne Tildragelse?
Prijamvada. Da han traadte hen til det hellige Arnested, hørte han en Røst fra Himlen, der fremsagde et Vers.
Anasuja (med Undren). Lad mig høre!
Prijamvada (i Sanskritspreget).
84.„Viid, o Brahmán! Dit Barn gjemmer
en Gnist af Kong Dushjantas tændt, —
Til Held for Verden ild-svanger
lig Sámitræets Offerved.“
Anasuja (falder Prijamvada om Halsen). Kjære Veninde! Jeg er saa glad, saa glad! Men at Sakuntala endnu idag skal føres herfra, den Tanke blander Sorg i min Glæde.
Prijamvada. Veninde! Vi vil forjage Sorgen; blot at vor fromme Søster maa føle sig lykkelig!
Anasuja. Ja hør, netop for det Samme havde jeg i den Kokos-Æske, som hænger der paa Mangogrenen, lagt en Krands af Késara-Blomster, der holder sig længe frisk. Tag den ned. Imens vil jeg tillave hende en Lykkesalve af „Mriga-Rótsjanam, hellig Muld og Durva-Græs.“
Prijamvada. Lad os gjøre det! (Anasuja gaaer ud; Prijamvada tager Blomsterne ned.)
Bag Skuepladsen. Gáutami! Siig til Sarngarávas og de Andre. at de holde sig rede til at ledsage Sakuntala.
Prijamvada (lytter). Anasuja! Skynd Dig, skynd Dig! Nu bliver der kaldt paa de Viismænd, som skulle drage til Hastinápur.[3]
Anasuja (kommer tilbage med Salven). Kom, Veninde! lad os gaae. (De gaae frem.)
Prijamvada (seer ud). See! Der sidder Sakuntala, med Haaret opsat og badet i den tidlige Morgenstund, og Eneboerinder staae alt hos, med viet Riis i Hænderne, og lyse Velsignelse. Lad os gaae derind. (De nærme sig; man seer Sakuntala siddende, som beskrevet.)
Første Eneboerinde (til Sakuntala). Datter! Til Tegn paa, Din Herres Høiagtelse blive Du nævnet: „den store Dronning“!
Anden. Elskede Barn! Til en Helt blive Du Moder!
Tredie. Elskede Barn! Af Din Ægteherre blive Du høiagtet. (Efter at have velsignet hende gaae de bort, undtagen Gautami; de to Veninder træde frem.)
Begge. Veninde, gid Badet bringe Dig Lykke!
Sakuntala. Velkommen, Søstre! Sæt Eder her hos mig.
Begge (fremtage Karrene med Krands og Salve og sætte sig). Gjør Dig nu færdig, at vi kan salve Dig med Lykkesalven.
Sakuntala. Ogsaa denne Tjeneste maa jeg skatte høit: snart har jeg ikke længer mine Veninder til at smykke mig. (Hun brister i Graad.)
Begge. Elskede Veninde! Du maa ikke græde i Din Lykkes Time. (De aftørre Taarerne og give sig ifærd med hendes Paaklædning.)
Prijamvada. Saadan Skjønhed var Prydelse værd; ved den Pynt, der kan findes i et Enebo, bliver den skjæmmet.
To unge Eneboere (træde ind med Foræringer). Her er Prydelser; med dem smykke sig den Hulde! (Alle betragte dem med Forbauselse.)
Gautami. Min Søn Náradas! Hvorfra er dette?
Den Første. Fra vor Fader Kanvas' store Magt.
Gautami. Er det en Frembringelse af hans skabende Tanke?
Den Anden. Nei! Hører mig! Den Ærværdige bød os at hente Blomster fra Lundens Træer til Sakuntala; og see!
85.Fra det ene Træ en maaneguul
linnet Lykkekjortel nedhang;
Fra det andet drypped Laksha-Saft
til at sminke hendes Fødder;
Og paa andre — Skovgudinders smaa
Hænder, synlige til Leddet,
Aabned sig, lig Knopperne paa Qvist,
og begaved os med Smykker.
Prijamvada (seer paa Sakuntala). Veninde! ved denne Hyldest bebudes Dig, at Du i Din Herres Huus skal nyde kongelig Lykke. (Sakuntala udtrykker sin Undseelse.)
Den Første. Kom, Gautamas, kom! Kanvas er stegen op af Badet; lad os fortælle ham om Træernes Gavmildhed.
Den Anden. Ja vel! (De gaae ud.)
Veninderne. Ak, vi har aldrig før sat Pynt. Vort Kjendskab til Malerkunsten maa lede os ved Prydelsernes Anordning.
Sakuntala. Jeg kjender Eders Kunstfærdighed. (De pynte hende. Kanvas kommer fra Badet.)
Kanvas.
86.Da jeg veed: ”idag skal hun reise bort“,
er mit Hjerte tynget af Veemod
Og min Stemme brudt af den qvalte Graad
og mit Øie dummet af Grublen.
Saadan Hjertesorg bringer Ømhed end
over mig, en Olding i Skoven:
Hvor maa den, der lever for Slægt og Hjem,
ved en Datters Afsked da sørge!
(Han gaaer frem.)
Veninderne. Nu, Sakuntala! er vi færdige med at pynte Dig. Kast nu den linnede Kjortel og Skulderklædet om Dig. (Sakuntala staar op og ifører sig dem.)
Gautami. Datter! her staaer Din Lærer og Mester, ligesom omfavnende Dig med sit Øie, der strømmer over af Glæde. Gjør nu, som hellig Vedtægt byder.
Sakuntala (med Undseelse). Fader! Jeg hilser Dig.
Kanvas. Elskede Barn!
87.Bliv af Din Herre høit agtet
som af Jajátis Sarmisthá,
Og fød, som hun har født Púrus,
saa Du en enevældig Søn.
Gautami. Hellige! Dette er isandhed en Forjættelse, ei blot en Velsignelse.
Kanvas. Elskede Barn! Kom nu at vandre tilhøire rundt om Offerluerne. (Alle gaae frem; hen lyser Velsignelsen efter en Rigvéda-Hymne.)
88.Gid de trindt paa vort Offeralter
i Veddet tændte, med Kúsam krandsede
Arne-Luer, ved Offrets Dufte
al Synd fordrivende, gid de luttre Dig!
Drag nu bort med Fred! (Seer til Siden.) Hvor er Sarngarávas og de Andre?
En Lærling (træder ind). Hellige! Her ere vi.
Kanvas. Viis Din Søster Veien!
Sarngaravas. Her, her, ædle Qvinde! (Alle gaae frem.)
Kanvas. Hører mig, I Træer her i Andagtslunden!
89.Hun, der aldrig kunde tænke
paa at drikke selv af Vandet,
førend I har drukket,
Der af Kjærlighed til Eder,
ihvor gjerne hun vil smykkes,
ei en Qvist sig plukker,
Der den første Dag i Vaaren,
da I atter staae i Blomster,
feirer som en Festdag, —
Hun, Sakuntala, skal drage
til sin Ægteherres Bolig:
signer hendes Bortgang!
(Man hører Kókilen slaae.)
90.Hør! Træerne, Skovbeboerens Frænder,
velsigne Sakuntala's Bortgang,
Saasandt der fra dem nu lyder et Gjensvar
i smeltende Kókila-Toner.
Stemmer fra Luften.
91.Yndige Hvile-Pladser ved Kær, som
grønnes af svømmende Lotos,
Skygge mod Solens glødende Straaler
bredet af løvrige Træer,
Støvskyer af Blomster-Støvet fra Liljer,
blidelig viftende Medbør,
Lykke og Fred velsigne de Veie,
som vor Veninde skal vandre!
(Alle lytte med Undren.)
Gautami. Datter! De, hvem Du elsker som Dine Frænder, Andagtslundens Gudinder fredlyse Din Bortgang. Bøi Dig for de Salige!
Sakuntala (gaaer omkring, bøiende sig med Ærefrygt. Afsides til sin Veninde). Elskede Prijamvada! Hvormeget jeg længes efter at gjensee min Herres Søn[4] — nu, da jeg forlader vort Enebo, flytte mine Fødder sig fremad med Smerte, med Smerte.
Prijamvada. Ei blot vor Veninde er bevæget ved at skilles fra Andagtslunden. See! nu da Skilsmissens Time er kommen, giver Andagtslunden samme Stemning tilkjende:
90.Gazellen Græsset af Munden slipper,
Paafuglen dandser ei længer,
Slyngplanten fælder de gule Blade,
retsom den fældede Taarer.
Sakuntala (besinder sig). Fader! Min Slyngplante-Søster, „Skovmaaneskin“, — den maa jeg sige Farvel.
Kanvas. Jeg kjender Din søsterlige Kjærlighed til den. Her staaer den, tilhøire.
Sakuntala (træder hen til Mallikabusken). Skovmaaneskin! Skjøndt Du er forenet med Mangotræet, Din Brudgom, omarm mig med Dine Grene, som Du strækker hen imod mig. Fra idag af skal jeg boe langt borte fra Dig.
Kanvas.
93.Hvad jeg har ønsket Dig, en Ægteherre,
Som er Dig lig, har Du ved Dyd forhvervet;
Din Mallika sig til sin Mango klynger:
For Dig og den jeg nu er uden Sorger.
Kom nu, ad denne Vei!
Sakuntala (til sine to veninder). Søstre! Jeg gjemmer den som et Pant i Eders Haand.
Veninderne. Ak, i hvis Haand skal vi være gjemte ? (De briste i Graad.)
Kanvas. Anasuja! Hold op at græde. Burde ikke I gjøre Sakuntala stærk? (Alle gaae frem.)
Sakuntala. Fader! see den drægtige Antilope-Hind, som gaaer saa langsomt og græsser derhenne ved Hytten: naar den har faaet Kid, lykkeligt og vel, saa maae I sende mig Bud med glædelig Tidende.
Kanvas. Det skal vi ikke forglemme.
Sakuntala (bliver standset i sin Gang). Hvem er det, der holder fast i min Kjortel? (Hun vender sig om.)
Kanvas. Elskede Barn!
94.Ham det er, paa hvis Mund,
stukket tilblods paa en Naal af
Kusa-Græsset, Du gjød
Ingudi-Balsom,
Hvem fra Kid i Din Haand
Kornet Du gav — Antilopen,
Fostersønnen: Dit Fjed
ei han forlader.
Sakuntala. Barn! hvorfor løber Du efter mig, nu jeg forlader vort fælleds Hjem? Nyfødt mistede Du Din Moder, og uden hende blev Du opfostret. Nu, da Du ogsaa mister mig, vil min Fader sørge for Dig. Gaa tilbage! (Hun vandrer grædende videre.)
Kanvas.
95.Taaren, som blænder Dine himmelvendte
Øine, Du standse med standhaftig Vilje;
Thi paa en Vei, som fører over skjulte
Gruber og Tuer, let Din Fod kan snuble.
Sarngaravas. Hellige! „Til Vand-Skjellet skal Du ledsage den, Du har kjær,“ det er et gammelt Ord. Her er Søens Bred; giv os her Dit Ærinde, og vend tilbage!
Kanvas. Saa lad os træde hen under Skyggen af dette Figentræ. (Alle stille sig derhen.)
Kanvas (for sig). Hvad Budskab skal jeg nu medgive dem, passende for den ædle Dushjantas? (Grunder.)
Sakuntala (til Anasuja). Søster! Hør den stakkels Hun-Tsjakraváke: da den ikke seer sin elskede Mage, som sidder skjult bag et Lotosblad, klynker den: „ak, jeg maa fortvivle.“
Anasuja. Tal ikke saaledes, min Veninde! Nei, ogsaa den,
96.Fra sin Mage skilt, faaer Ende
paa en sorgforlænget Nat:
Tungest Savn ved Gjensynshaabet
bliver let-udholdeligt.
Kanvas. Sarngarávas! Fremstil Sakuntala for Kongen, og siig ham i mit Navn —
Sarngaravas. Befal, Herre!
Kanvas.
97.„I Kraft af vor, de Andagtriges, Hellighed
og af Din Stammes Adel,
I Kraft af hendes rene Kjærlighed til Dig,
som Frænder ei har mæglet: —
Du give hende lige Høiheds Rang og Ret
med Dine andre Fruer!
Hvad ellers Skjæbnen vil beskikke, derom ei
har Hustrues Slægt at tale.“
Sarngaravas. Jeg har modtaget Dit Ærinde.
Kanvas. Elskede Barn! Nu lyder Formaningen til Dig. Skjøndt vi ere Skovboere, have vi dog Kjendskab til Verden.
Sarngaravas. Visselig! For den Vise er Intet fremmed.
Kanvas. Naar Du kommer herfra til Din Herres Huus, da
98.Vær lydig mod Din Herres Gúru-Fædre!
Vær hans Medhustruer en huld Veninde!
Om end han foruretter Dig, vær ikke
I Sindets Hastighed gjenstridig mod ham!
Vær mild og venlig mod Din Tjenerskare!
Hovmod Dig ei i Lykkens blide Dage! —
Derved faaer Qvinden Navn af „Husets Moder“;
Men viger hun derfra, er hun dets Plage.
Hvad dømmer vel Gautami herom?
Gautami. Det er den rette Lærdom for en Hustru. Min Datter! Læg alle disse Ord paa Hjerte!
Kanvas. Elskede Barn, omfavn mig og Dine Veninder!
Sakuntala. Fader! Skal da Prijamvada, skal mine Søstre alt her forlade mig og gaae tilbage?
Kanvas. Elskede Barn! Ogsaa de skulle bortgiftes; det sømmer sig ikke for dem at komme til Staden; Dig vil Gautami ledsage.
Sakuntala (omfavner sin Fader). Hvordan skal jeg dog, bortreven fra min Faders Skjød, lig en Sandelplante, der oprykkes af Malájas' Bjergskraaning, friste Livet i fremmed Land!
Kanvas. Barn! Hvorfor er Du saa ængstelig tilmode?
99.Naar Du hyldes som „Hus-Moder“
for en Husbond af Kongebyrd,
Naar for Pligter, som hans Høihed
giver Vægt, Du har aldrig Frist,
Og naar snarlig, som Øst Solen,
Du en straalende Søn har født, —
Da, o Datter! vor Skilsmisses
bittre Sorg Du forvinde skal.
(Sakuntala kaster sig for hans Fødder.)
Kanvas. Hvad jeg ønsker Dig, det skee!
Sakuntala (gaaer hen til sine to Veninder). Søstre, omfavner mig, begge tilsammen!
Veninderne (omarme hende). Veninde! Dersom han, Kongen, skulde være seen til at gjenkjende Dig, saa viis ham Ringen der med hans Navnetræk.
Sakuntala. Eders Tvivl bringer mig til at skjælve.
Veninderne. Frygt ikke! En Søsters Kjærlighed er mistroisk.
Sarngaravas. Solen staaer alt høit paa Himlen; vær snar, ædle Qvinde!
Sakuntala (vender sig mod Eneboet). Fader! Naar skal jeg see Andagtslunden igjen?
Kanvas. Hør mit Ord!
100.Naar med den fire-hjørnede Jord Du
længe har deelt Dushjantas' Haand,
Og for hans Heltesøn, som Du føder,
fundet en Brud:
Da med Din Ægteherre, naar Husets
Byrder han har paa Sønnen lagt,
Skal Du igjen betræde vor stille
Andagtslund.
Gautami. Datter! Vor Afreises Time forløber; bed Din Fader vende tilbage. Dog nei! Hun vil endnu længe tale og atter tale til sine Kjære; Du, Ærværdige! vend tilbage.
Kanvas. Elskede Barn! Mine Bodshandlinger lide Afbrydelse.
Sakuntala (omfavner ham endnu engang). Min Faders Legeme er spæget ved Bodsøvelser: derfor maa Du ikke bedrøves altfor meget for min Skyld.
Kanvas (med et Suk).
101.Kan jeg stille min Sorg,
elskede Barn!
naar jeg ved Hyttens Dør
Seer hiin Grønning af Riis-
Offret, som Du
pleiede før at strøe?
Drag bort! Velsigned' være Dine Vele! (Sakuntala og hendes Ledsagere gaae ud.)
De to Veninder (følge hende med Øinene). Vee, vee! Nu forsvandt Sakuntala mellem Skovstiens Træer.
Kanvas (med et Suk). Anasuja! Deeltagerinden i Eders hellige Pligter er gaaet bort. Dæmper Sorgen, og følger med mig tilbage.
Begge. Fader! Hvor kunne vi træde ind i Andagtslunden, der er saa tom og øde, siden Sakuntala har forladt den!
Kanvas. Saaledes seer Kjærligheds Øie. (Gaaer tankefuld frem.) Forunderligt! Nu, da jeg har sendt Sakuntala til sin Herres Huus, har jeg faaet min Sjælero tilbage:
102.Thi fremmed Eiendom en Datter er;
da hende jeg idag har sendt til sin Herre,
Er strax mit Hjerte blevet lyst og let,
som ved betroet Gods at give tilbage.
(Alle forlade Skuepladsen.)