Sakuntala/Femte Optrin

C. A. Reitzels Bo og Arvinger Kjøbenhavn


Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu/7 59-72

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

FEMTE OPTRIN.

(Man seer Kongen siddende paa en Løibænk; Máthavjas ved hans side.)

Mathavjas (lytter). Hør dog, min Ven! hør den bløde, rene Sang, der lyder hist inde fra Tonehallen; jeg veed, det er den smukke Hansapádika, som øver sig.

Kongen. Vær stille, at jeg kan høre!

Sang udenfor.

103.Du, som i Tørst efter Honning reen
                    kyssede først
              Knoppen, som dufter paa Mango's Green,
        Hvor kan Din Villie, o Bi! Du sætte
                    nu til en Lillie,
              og i dens Bolig Din Ven forgjætte?

Kongen. O Sang, som strømmer over af Lidenskab!

Mathavjas. Forstaaer Du Meningen deraf?

Kongen (smilende). Engang har jeg viist hende Tilbøielighed; derfor maa jeg nu høre bittre Bebreidelser af hende for Dronning Vasumatí's Skyld. Min Ven, Máthavjas! Siig Hansapádika i mit Navn, at hendes Bebreidelse var sindrig indklædt.

Mathavjas. Som Du befaler. (Staaer op.) Men hør, min Ven! Naar hun nu af en Feiltagelse griber mig i Haartotten og slaaer mig, — saa gaaer det mig som den hellige Viismand, naar han hjemsøges af en Apsarás: der er ingen Forløsning at haabe.

Kongen. Gaa! Siig hende det paa en høflig Maade.

Mathavjas. Her hjælper ingen Udflugter. (Gaaer ud.)

Kongen (for sig). Hvoraf kommer det vel, at jeg, uden at være skilt fra noget elsket Væsen, dog, siden jeg hørte Sangen, føler en usigelig Længsel? Men jeg fatter det:

104.Naar ved at see det Skjønne, ved liflige Toner at høre,
              Mennesket, midt i sin Fryd, betages af Længsel,
        Visselig! da hans Sjæl uvilkaarlig sin forrige Vandrings
              dybt med hans Væsen forbundne Kjærlighed mindes.

(Han bliver siddende i dybe Tanker; Kammersvenden træder ind.)

Kammersvenden. Ak, nu er det kommet saa vidt med mig!

105.Den Bambusstav, jeg før paa min Post har ført
        I Kongens Fruerhuse, som Embedstegn,
        Er efter lange Tiders Forløb, da tungt
        Min Fod sig flytter, bleven min Støttestav.

Vistnok tør Kongen ikke forsømme sine hellige Pligter. Men da han i dette Øieblik har reist sig fra Dommersædet, nænner jeg ikke at melde Kanvas' Lærlinger, hvis Ankomst paany vil forstyrre hans Ro. Dog! den, hvis Kald det er at sørge for Verden, har aldrig Hvile:

106.Med samme Forspand Solen til Aftens Ende,
              ved Nat og Dag Duftbringeren[1] iler frem;
        Anánta-Slangen bærer bestandig Jorden, —
              og samme Pligt har Kongen, som lager Skat.

Saa vil jeg da udrette mit Hverv. (Gaaer videre og seer op.) Der er Kongen!

107.Da han om Folket, som sine Børn, har fredet,
              i Sjælen mødig søger han Eensomhed,
        Han-Elefanten lig, der sin Hjord har græsset
              og, brændt af Solen, søger en kjølig Plet.

(Træder til.) Seir, Seir for Kongen! Nogle Eneboere fra Skoven ved Himálajas' Fod ere komne hid med Qvinder i Følge, for at overbringe et Ærinde fra Kásjapas' Stamfrænde, den hellige Kanvas. Kongen har hørt mig; han har at beslutte.

Kongen (ærbødig). Med Ærinde fra Kanvas?

Kammersvenden. Ja!

Kongen. Saa siig den skriftkloge Lærer Somarátas i mit Navn, at han maa vise disse Skovboere Gjæstevenskab, efter de hellige Bøgers Forskrifter, og selv stede dem for mig. Jeg venter dem paa det Sted, hvor det bør sig at modtage andægtige Eneboere.

Kammersvenden. Som Kongen befaler. (Gaaer ud.)

Kongen (staaer op). Vetravatí! Viis mig til det hellige Arnested!

Dørvogtersken. Her, her, min Konge!

Kongen (gaaer fram, synlig tynget af sit Herskerkald). Hver Mand bliver glad, naar han opnaaer, hvad han har attraaet; men en Konge betaler sin Lykke med nye Besværligheder.

108.Kun ærgjerrig Attraa stilles
              ved en Thrones Glands;
        Træthed volder det, at værne
              om det eengang Vundne.
        Halv til Lise, halv til Byrde
              Kongemagten er.
        Lig en Solskjærm, naar man holder
              selv dens Stang i Haanden.

Tvende Herolder (bag Skuepladsen). Kongen være seirrig!

Den Første.

109.Ei egen Glæde Du søger,
              men lider alle Dage
        For Verdens Lykke; hvad Under!
              er ikke det Dit Kald?
        Selv fanger Træet med Issen
              det smertelige Solstik,
        Og svaler dem med sin Skygge,
              som under Kronen tye.

Den Anden.

110.Hver den, som viger fra Veien,
              med Spiir i Haand Du tvinger;
        Du dysser Trætte: til Folkets
              Beskytter er Du født.
        Hvor Lykkens Gaver er rige,
              vil Frænder sig forsamle;
        Men Du til Frænde har kaaret
              enhver Din Undersaat.

Kongen. Min Sjæl var træt; nu er jeg atter som nyfødt. (Gaaer frem.)

Dørvogtersken. See, Forhøiningen foran Arnestedet er feiet og smuk, og tætved staaer Offerkoen. Kongen stige derop!

Kongen (stiger op og staaer lænet til Tjenerindens Skulder). Vetravatí! I hvad Ærinde kan dog den hellige Kanvas have sendt Viismændene til mig?

111.Er de Løftebundnes gjenopreiste Bod af Vanfred krænket?
        Er der skeet de Dyr, som trygge boe i Lunden, Overlast?
        Eller er ved mine Synder Træ og Urt i Væxten kuet?
        Disse Gjætninger bestorme mit i Tvivl opløste Sind.

Dørvogtersken. Jeg tænker, Viismændene komme hid af Taknemmelighed, for at bringe Kongen deres Hylding. (Sakuntala, fulgt af Eneboerne samt Gáutama føres ind af Kammersvenden og Huspræsten.)

Kammersvenden. Her. her, hellige Mænd!

Sarngaravas. Sarádvat!

112.Vel veed jeg, Kongen i al sin Magt
              ei viger fra Retfærds Bane,
        Og ingen Kaste paa Afvei gaaer,
              end ikke den mest forskudte;
        Og dog bevæges min idelig
              til Eensomhed vante Tanke
        Ved dette menneskefyldte Huus,
              som stod det i lyse Luer.

Saradvat. Med Føie er Du bleven saaledes tilmode ved at komme ind i Staden. Ogsaa jeg —

113.Som den Rene betragter ureen Mand,
        Som den Badende ham, der salver sig,
              som den Vaagne ham, der sover,
        Og som den, der gaaer frit, hvorhen han vil,
        Ham, der ligger i Baand, — betragter jeg
              denne livsglad støiende Vrimmel.

Sakuntala (med en uvilkaarlig Trækning). Ak, hvorfor blinker mit høire Øie?

Gautami. Datter, det onde Varsel være afvendt! Gid Din Ægteherres Husguder skjænke Dig lykkelige Dage! (Gaaer frem.)

Huspræsten (peger paa Kongen). Eneboere! Hist staaer Kasternes og de hellige Stænders Beskytter, som strax forlod sit Sæde for at vente paa Eder. Der see I ham.

Sarngaravas. Store Brahmán! Det fortjener visselig at prises; men vi have ingen Deel deri. Thi

114.Træet sig bøier ved Frugternes Komme,
              lavest den vandrige Sky hænger ned;

        Aldrig den Ædle hovmodes af Lykken:
              saadan er Hjælpernes egen Natur.

Dørvogtersken. Konge! Deres Aasyn er mildt. Det siger mig, at de Vise bringe velkomment Ærinde.

Kongen (faaer Øie paa Sakuntala). Men Qvinden der?

115.Hvo er hiin tilslørede Qvinde,
              som sin Yndighed halvt fordølger, —
        Mellem Eneboerne lig en
              Løvsprings-Qvist mellem gule Blade?

Dørvogtersken. Nysgjerrig famler min Tanke og kommer ikke videre. Men hendes Skikkelse er deilig at see til.

Kongen. Lad saa være! Man bør ikke fæste Øie paa Næstens Hustru.

Sakuntala (med Haand Paa Brystet, for sig). Hjerte, hvorfor hæver Du? Kom Din Herres Kjærlighed ihu og vær stærk!

Huspræsten (træder frem). Her staae Eneboerne, hædrede efter Gjæsterettens Bud. De have Ærinde fra deres Lærer; Kongen høre det!

Kongen. Jeg er opmærksom.

Eneboerne (med opløftede Hænder). Vær seirrig, Konge!

Kongen. Jeg hilser Eder alle!

Eneboerne. Dig skee, hvad Du attraaer!

Kongen. Er de Retfærdiges Bod uanfægtet?

Eneboerne.

116.Hvo tør anfægte de hellige Skikke,
              saalænge Du er de Frommes Vagt?
        Mens Solen skinner med glødende Straaler,
              hvor kan da Mørkningen falde paa?

Kongen. Saa bærer jeg ikke mit Kongenavn forgjæves. Men den hellige Kanvas, lever han vel og lykkeligt, til Held for Verden?

Eneboerne. De Fuldkomne raade selv for deres Lykke. Han spørger til Dit Velgaaende, og dernæst lader han Dig sige: —

Kongen. Hvad er den Helliges Befaling?

Sarngaravas. „At Du efter gjensidigt Løfte tog denne min Datter tilægte, dertil giver jeg Eder mit Minde med Glæde. Thi

117.Dig har vi nævnet som den Første blandt Ædle,
        Sakuntala som Dyd i Menneskelegem:
        Ved Mand og Viv af lige Værd at forbinde
        Er endelig vor Skaber angerløs bleven.

Derfor modtag hende nu, velsignet med Livsfrugt, som Deeltagerinde i Dine hellige Pligter.“

Gautami. Høie Konge! Jeg ønskede at tale, men der er ikke Sted for mine Ord; thi

118.Hun tog ei Raad hos sine Gúru-Frænder,
        Og Du har ikke Slægt og Venner adspurgt:
        Da lønligt Alt er afgjort mellem Eder,
        Hvad skal da jeg til Dig, til hende sige?

Sakuntala (for sig). Hvad siger nu min Herres Søn?

Kongen. Hvad mene I hermed?

Sakuntala (for sig). Klar som Ild var Ordenes Mening.

Sarngaravas. Hvor kan Du spørge? Mænd som Du kjende altfor nøie Verdens Gang.

119.Selv dydig Ægtehustru, naar hun bestandig
              hos Frænder har sit Hjem, er af Verden mistænkt:
        Thi ønsker Qvindens Slægt, endog om sin Herre
              hun ei er kjær, at dog hun hos ham skal dvæle.

Kongen. Har da jeg taget denne ædle Qvinde tilægte?

Sakuntala (smertelig, for sig). Hjerte! Du havde Ret i at frygte.

Sarngaravas. Sømmer det sig en Konge, af Fortrydelse over selvgjort Gjerning, at vende sit Ansigt bort fra Pligten?

Kongen. Hvorfra dette ærerørige Spørgsmaal?

Sarngaravas. Saadanne Omslag faae især Magt hos dem, der ere berusede af verdsligt Herredømme.

Kongen. Paa mig sigte disse Smædeord!

Gautami. Datter! Glem et Øieblik Din Blufærdighed: jeg vil drage Dit Slør tilside; saa vil Din Ægteherre gjenkjende Dig. (Hun afslører hende.)

Kongen (betragter Sakuntala; for sig).

120.Denne lydeløse Skabning,
                    der paa saadan Viis mig bringes,
              kan jeg, i min Tvivl om dette Bryllup, —
        Som en Bi den dug-opfyldte
                    Kunda-Blomst i Morgenstunden, -
              ikke nyde, heller ei forlade.

(Han grunder.)

Dørvogtersken (for sig). Hvor stræng er Kongens Pligtfølelse! Hvilket andet Menneske vilde vel betænke sig, naar Lykken bragte ham en saadan Skabning for Øie?

Sarngaravas. Konge! Hvorfor saa taus?

Kongen. Andagtrige Mænd! Ihvormeget jeg grunder, kan jeg dog ikke mindes, at denne ædle Qvinde er bleven min. Hvor skulde jeg da nu, da hendes Svangerskab er synligt, modtage hende, under min Tvivl, om jeg er hendes Ægtefælle?

Sakuntala (afsides). Selv Brylluppet drager min Herre i Tvivl: hvor er nu mit høitflyvende Haab?

Sarngaravas. Det gaaer for vidt!

121.Bør Du fornærme den Vise, som tilgav,
              at Du hans Datter Dig nærmed,
        Og, ved at skjænke Dig Skatten, Du stjal, har
              Gavmildhed viist mod en Røver!

Saradvat. Hold inde, Sarngarávas! Men Du, Sakuntala! See, vi have sagt, hvad vi havde at sige. Den ædle Herre har svaret. Giv Du ham overtydende Gjensvar!

Sakuntala (afsides). Har saa dyb en Kjærlighed lidt saadan Omskiftelse, hvorfor da vække hans Erindring? At sørge og klage, det er Alt hvad jeg kan gjøre. (Høit.) Min Herres Søn — (Afbryder sig.) Nei, da vort Bryllup drages i Tvivl, er dette ei den rette Tiltale, — Søn af Purus! Det anstaaer Dig ikke, efter først i Eneboet at have bedaaret en troskyldig Qvindes Sjæl med Dine Løfter, nu at forskyde hende med saadanne Ord.

Kongen (holder for Ørene) Stille! Du forsynder Dig.

122.Hvi skjænde Din Slægt og styrte mig? —
              lig Floden med graadig Strøm,
        Der styrter Træet fra Brinken ned
              og plumrer sit klare Vand.

Sakuntala. Velan! Hvis Du virkelig handler saaledes af Frygt for, at jeg er en Andens Hustru, saa skal jeg forjage Din Tvivl ved dette Gjenkjendelsestegn.

Kongen. En dristig Tanke!

Sakuntala (føler efter sin Ring). Vee, vee! Ringen sidder ikke paa min Finger. (Hun seer angstfuld hen til Gautami.)

Gautami. Ved Sakravatáram, da Du knælede for Vandene i Sátsji's Dam, maa Din Ring være gleden af.

Kongen (med et Smiil). Det er hvad Ordsproget siger: „Qvindesind er aldrig raadvildt.“

Sakuntala. Her har Skjæbnen viist sin Magt. Men jeg skal nævne Dig en anden Tildragelse.

Kongen. Den maae vi høre.

Sakuntala. Husker Du ikke en Dag i vor Mállika-Løvhytte, da Du tog Vand i et Lotosblad og sad med det i Din Haand —

Kongen. Lad os høre!

Sakuntala. Saa kom i det Samme mit lille Antilopekid springende, min Fostersøn, som jeg kaldte Dihapángo. „Den Lille skal drikke først,“ sagde Du venlig og lokkede for den med Vandet. Men den turde ikke komme Din Haand nær, fordi den kjendte Dig ikke. Da Du saa rakte mig Vandet, tog den strax Mod til sig. Da loe Du og sagde: „Enhver troer sine Lige, og I to ere jo Skovsødskende.“

Kongen. Med slig Honningdrik af Løgnens Tale lokkes de Sandselige af Qvinder, der ville oprette et Feiltrin.

Gautami. Store Konge! Saaledes burde Du ikke tale. Denne Qvinde er opdraget i Andagtslunden og kjender ikke til Falskhed.

Kongen. Alderstegne Eneboerinde!

123.Qvindens naturlige List endogsaa hos Dyret
              bliver man vaar, endsige hos oplært Qvinde:
        Lader en Kókila-Hun ei Ungerne sine
              ruges af fremmed Fugl, til i Sky de stige?

Sakuntala (opbragt). Uværdige! Du dømmer efter Dit eget Hjerte. Hvem Anden vilde handle som Du, Du som ifører Dig Retfærdigheds Klædebon, lig en Grube dækket med Grønsvær!

Kongen (for sig). Det gjør mig tvivlraadig, at hendes Harme synes uforstilt. Thi

124.Da jeg, af min Glemsel forhærdet, ikke tilstaaer,
        At hemmelig Elskov er pleiet os imellem,
        Har hun — ved at rynke de krumme Bryn — i Harme,
        Med brændende Øie, Gud Smáras'[2] Bue knækket.

(Høit.) Qvinde! Dushjantas' Færd er bekjendt — og dog: jeg veed af Intet at sige!

Sakuntala. Vel, vel! Saa er jeg da bleven en Skjøge blandt Qvinder, jeg der i Fortrøstning til Purus' Æt gav mig ham ihænde, i hvis Mund der er Honning, i hvis Hjerte der er Gift! (Hun skjuler sit Ansigt med Fligen af sit Klædebon og græder.)

Sarngaravas. Med saadan Qval brænder Letsindigheds Overilelse:

125.Thi see Dig for ved alt Samqvem,
              somhelst ved lønlig Bryllupsfærd!
        Mod ukjendt Hjerte saalunde
              til Had forvandles Kjærlighed.

Kongen. Siig, er det i Tiltro til denne Qvinde, at I overvælde mig med Forsmædelser?

Sarngaravas (haanlig). Du hører jo: Sort er Hvidt, Øverst er Nederst!

126.Den, der fra sin Fødsel Svig ei lærte,
              sligt et Væsens Ord beviser Intet!
        De, der som en Videnskab har dyrket
              Argelist, ja deres Ord er Hjemmel!

Kongen. Retvise Eneboer! Sæt, jeg indrømmer, — hvad blev da Straffen for at have bedraget hende?

Sarngaravas. Dit Fald!

Kongen. At en Purusøn stræber mod sit Fald, — det er utroligt!

Saradvat. Sarngarávas! Hvorfor svare igjen? Vi har røgtet vor Mesters Ærinde; lad os vende tilbage. (Til Kongen.)

127.Din Viv hun er! Forlad, annam Du hende:
        I Alt har Mand at raade for sin Hustru.

Gak foran, Gautami! (De bryde op.)

Sakuntala. O, den Troløse har sveget mig: vil ogsaa I forlade mig, i al min Jammer? (Følger efter dem.)

Gautami (standser). Min Søn Sarngarávas! Med Suk og Taarer følger Sakuntala efter os. Hvad Andet har min Datter at gjøre, naar hendes Ægteherre grusom støder hende fra sig?

Sarngaravas (vender sig i Vrede til Sakuntala). Gjenstridige, vil Du følge Din egen Villie? (Hun skjælver af Frygt.) Sakuntala!

128.Hvis Du i Sandhed er som Kongen siger,
              hvad skal Din Fader da med Dig, Vanslægtede?
        Men hvis Du veed Din Vandel reen, da er Dig
              selv Trældom i Din Herres Huus udholdelig.

Bliv her! Vi gaae tilbage.

Kongen. Eneboer! Hvi skuffer Du denne Qvinde?

129.Nat-Liljens Øie Maanen aabner
              og Solen Lotosblomstens:
        Fjernt er det fra den Renes Tanker
              at favne Næstens Hustru.

Sarngaravas. Men naar Du over en ny Tilbøielighed har glemt den tidligere, hvor er da Din Frygt for Overtrædelse?

Kongen. Dig, vise Lærer! adspørger jeg, hvilken Synd her er størst:

130.Skal jeg, stedet i Tvivl, om
        Selv jeg er daaret, om Qvinden
              falskelig taler,
        Helst en Hustru forskyde
        Eller besmittes ved fremmed
              Viv at berøre?

Huspræsten (grunder). Om Du vilde gjøre saaledes —

Kongen. Veiled mig!

Huspræsten. Lad den ædle Qvinde indtil hendes Nedkomst forblive i mit Huus. Spørger Du: hvorfor? da husk, at Viismænd have forjættet Dig: „Din Førstefødte skal blive en Verdenshersker.“ Hvis nu den Vises Dattersøn fødes med Herskermærket, skal Du lykønske hende og føre hende ind i Dit Fruerhuus. Hvis ikke, da er det afgjort, at hun bringes tilbage til sin Fader.

Kongen. Som min Lærer og Mester finder for godt.

Huspræsten. Følg mig, Datter!

Sakuntala. Hellige Jord! Oplad Dit Skjød for mig! (Hun gaaer grædende bort med Huspræsten; efter dem Eneboerne. Kongen, hvis Hukommelse er omtaaget af Forbandelsen, har ene Sakuntala i Tankerne.)

Bag Skuepladsen. O Vidunder!

Kongen (lyttende). Hvad kan det være?

Huspræsten (træder bestyrtet ind). Konge! Der er skeet et Jertogn.

Kongen. Hvorledes?

Huspræsten. Kanvas' Lærlinger droge hjem — og see!

131.Da høit anklagende Skjæbnen
              den yndige Qvinde
        Mod Himlen Armene strakte
              og bitterlig græd —

Kongen. Hvad da?

Huspræsten.

        I Qvindelignelse hisset
              ved Apsaras-Dammen
        Et Lysglimt løftede hende
              fra Jord og forsvandt.

(Alle udtrykke Forbauselse.)

Kongen. Hellige Mand! Nu har jeg eengang viist denne Sag fra mig; hvorfor da paany efterspore den ved ørkesløs Gjætten og Grunden? Gaa til Hvile!

Huspræsten (seer paa ham). Vær Seirrig! (Gaaer ud.)

Kongen. Vetravatí! Jeg er saa fortumlet. Viis mig til Sovestedet!

Dørvogtersken. Her, her, Konge! (Gaaer frem.)

Kongen

132.Vel mindes jeg ei, at den Vises Datter,
              som jeg forskjød, er min Ægtehustru;
        Men hæftig bevæget mit Hjerte retsom
              vil overtale mig til at troe det.

(De gaae ud. Alle have forladt Skuepladsen.)




  1. Duftbringeren, d. e. Vinden.
  2. Smáras. d. e. Erindring, et af Elskovsgudens Navne.