Sakuntala/Mellemspil til sjette Optrin
MELLEMSPIL TIL SJETTE OPTRIN.
(Byens Foged, som er Svoger til Kongen, og to Rettens Betjente med en bagbunden Mand træde ind.)
Betjentene (prygle ham). Bekjend, Tyv! Hvor er Du kommen til den Diamantring med Kongens Navnetræk?
Manden (med Udtryk af Forskrækkelse). Naade, velbaarne Herrer! Jeg er ingen Tyv.
Første Betjent. Nei vist ikke! Du har kanskee som „Høiærværdig Brahmnán“ faaet den til Foræring af Kongen?
Manden. Hør mig blot! Jeg er Fisker og boer ude ved Sakravatáram.
Anden Betjent. Slyngel, har vi spurgt om Din Kaste?
Svogeren. Lad ham fortælle Alt i Sammenhæng, Sútsjakas! og afbryd ham ikke.
Begge. Som Herren befaler. Fortæl da!
Manden. Jeg ernærer min Familie med Garn og Krog og andre Fiskeredskaber.
Svogeren (leende). Det er en smuk Haandtering!
Manden. Herre, tal ikke saaledes!
133.Det Kald, man fødtes til, om end
det lastes, bør man ei forlade:
At slagte Dyr er grusomt Kald,
dog Offerpræsten er barmhjertig.
Svogeren. Videre, videre!
Manden. En Dag stod jeg og skar en Rød-Karpe istykker, og inde i Bugen paa den fandt jeg Ringen her med den glimrende Ædelsteen. Da jeg saa bød den tilfals, blev jeg greben af de gode Herrer. Slaa mig ihjel eller slip mig løs! men paa den Maade er jeg kommen til den.
Svogeren. Dsjánukas! Efter den raae Lugt at slutte, maa den Kjeltring ganske rigtig være Fisker. Men hans Handel med Ringen, den maa undersøges. Lad os gaae lige til Slottet!
Betjentene. Ja vel! Afsted med Dig, Lommetyv! (De gaae videre.)
Svogeren. Bliv I to her ved Porten, Sútsjakas! men pas godt paa ham. Jeg skal blot indberette til Kongen, hvordan den Ring er kommen tilveie, og fornemme hans Befaling; saa er jeg her igjen.
Begge. Træd ind, Herre! Kongen være Dig naadig. (Svogeren gaaer.)
Første Betjent. Dsjánukas! Herren bliver vist længe borte.
Anden. Naar man skal til en Konge, maa man jo vente, til det er beleiligt.
Første. Hør, Dsjánukas! Mine Hænder kløe efter at binde Blomsterne om den Misdæder. (Peger paa Manden.)
Manden. Gode Herre maa ikke slaae et uskyldigt Menneske ihjel.
Anden (seer ud). See, her kommer vores Herre med Befaling fra Kongen; han har et Blad i Haanden. Enten bliver Du Ravneføde, eller Du skal see Din Hunds Ansigt igjen.
Svogeren (træder ind). Sútsjakas, slip Fiskeren løs! Han er kommen til Ringen paa den Maade, han forklarede.
Første. Som Herren befaler.
Anden. Den Mand var indenfor Jámas'[1] Porte, men er sluppen ud igjen. (Løser strikkerne af ham.)
Manden (bukker for Svogeren). Herre! Hvad mener I Saa Om min Haandtering?
Svogeren. Her lader Kongen Dig ogsaa give en Foræring af Ringens fulde Værdi. (Flyer ham en Pengesum.)
Manden (modtager den bukkende). Jeg takker for den store Naade.
Første. Ja, det kan man kalde Naade, at blive taget ned af Steilen og sat paa Ryggen af en Elefant.
Anden. Belønningen viser, at den Ring maa være Kongen dyrebar.
Svogeren. Jeg troer ikke, at det var den kostelige Ædelsteen deri, som var Kongen saa dyrebar. Men ved Synet af den erindredes han om en elsket Ven. Saa godt han ellers kan beherske sig, fik han dog et Øieblik Taarer i Øinene.
Første. Saa har Herren gjort sig velfortjent —
Anden. Siig kun: af den Fiskeprinds! (Seer bistert til Manden.)
Manden. Gode Herrer! Halvdelen deraf skal I have, i Leie for Blomsterne.
Anden. Det lader sig høre.
Svogeren. Fisker! Nu er jeg kommen til at holde endnu engang saa meget af Dig. Vi maae tage Vinen til Vidne paa vort unge Venskab. Kom, lad os gaae til Viinhuset.
Alle. Ja vel!
(Alle forlade Skuepladsen.)
- ↑ Jámas, Dødens og Dommens Gud.