Åbn hovedmenuen

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København


Desertører.djvu Desertører.djvu/9 119-152

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

ROBINSONADE

Dawen var nu saa vidt:

Lyskanalen var indvendig beklædt med Brædder, og disse ru Flader gav god Støtte, men Dawen mærkede, medens han arbejdede sig opad med Albuer og Knæ, at de snævrede sig mere, end han havde beregnet. Og pludselig sad han fast, kilet fast, med Panden presset mod Trækrudens Isflade og en trang Kiste spændt omkring Skuldre og Ryg; Armene korslagte om de ømme Ribben.

Denne Flugtplan lod sig imidlertid ikke mere forandre. Ingen anden faldt ham iøvrigt ind. Og selve Driften, som havde drevet ham denne Vej opefter, hindrede ham i at vende om og lade sig falde — som det endnu var muligt — for at naa Varmerørsledningen, hvorfra han var steget op langs Korridorens Væg.

Han følte sig som en Kvælning nær, som sad han kilet i denne Skakt med Pres inde i sig ud mod Legemets Vægge og med Pres udefra mod sit Skind. Og medens han saa' paa den mægtige, sorte Nat, der havde sat sig paa Isruden over hans Ansigt, forestillede han sig, at han alligevel allerede var befriet og i Behold. Hans Sind, der var indstillet paa Flugt, foregreb bestandig Øjeblikket. Og nu saa' han allerede sig selv ude over Tagene, over Gaarde og Gitre og de videre Hindringer — løbe gennem Gademe — paa Vejen — paa Vejen — —

Men heller ikke nu løste han Gaaden: Hvor hans Vej nu gik.

Der var nu en vis lille Kreds, som nok vilde modtage ham med en Venlighed, der især var et Udtryk for deres overordentlige Skræk ved at vide ham løs og i Stand til at gøre dem megen Fortræd. De vilde vistnok gøre deres til, at han snarest forsvandt, om han nu meldte sig og stillede Forlangender til Tak for, at han havde holdt Mund om deres Sager i drøje, maanedlange Forhør. Sagtens — Klokken var næppe over tre — opholdt de sig nu, som de plejede, meget komfortabelt i Klublokalet ved Victoria, hvor utvivlsomt en vis Stol ved Kaminen stod tom for Dawen, — om han kom ind og søgte sin gamle Præsidentplads og stillede Forslag om nyt Kompagniskab til et af de gamle, skønne Projekter: Den nye Husmæglerbørs i City eller Starten af den længe paatænkte Bank ­— uden Kontorer, uden Boxhvælvinger og uden Fonds — til Formidling af Balkan-Papirer og Udlaan mod Blanko-Vexler særlig i sydtyske Smaabyer.

Formodentlig var allerede disse Planer i fuld Gang, efter at det sidste Foretagende var sprængt, væltet med et General-Krach, takket være en nærgaaende og ubestikkelig Avis, og efter at Status med meget Omsvøb var opgjort af Hans Herlighed Statsadvokaten. Glæde vilde der næppe blive ved at se Dawen i Klubbens Lokaler — ak, disse tæppelagte Gyldenlæders Lokaler — hvor den lille faste Forretningsklike sad og nu sagtens efter Bestyrelsesraadet fordelte sig ved Bridge- eller Poker-Bordene.

Om Dawen nu pludselig umeldt traadte ind:

Her er jeg, Dawen! Dawen, som I ofrede for at redde jeres eget Skind, Dawen, som I solgte og svor til Helvede for Skranken, og som havde Hjærne nok og Hjærte nok til at tie og til at kunne bære hele Ruinen, hele Vægten af Krachet og af Lovbruddet paa sig.

Aa ja! Det var en Vej, en direkte og hurtig Vej ind gennem City!

Og saa, mine Venner: Betal! Udstyr mig, skaf mig Pas og Rejselejlighed. Betal, eller I er absolut og endelig ensstillede med mig.

Men Dawen forstod, her hvor han sad klemt mellem fire raa Brædder, at dette ikke var Vejen, og at han endnu ikke kendte sin Vej, men maatte lade andre Kræfter raade, — om han iøvrigt nogen Sinde slap herfra.

Og da — pludselig — havde Legemet gjort sit Værk, og han steg i Vejret. Kisten gled af hans Sider som en Ham, og se: Isruden løftedes af hans Pande. Rolig og i god Behold stod han nu paa Skiferen af et svagt skraanende Tag.

Natten forekom ham mættet af Friskhed og Duft som af tidligt Foraar, skønt Sne dalede ned i store Stjærnefnug over hans Haar, i hans Øjenbryn, et knitrende Safian under hans Fødder, nu da han forsigtig gik frem over Taget af Hospitalets Pavillon. Og da saa' han ogsaa klart mod det dunkle Natlys af Stadens gule Lygtehær, der nedstraaledes fra en Himmel tung af Sne, at Kastaniernes Kviste bar fingertykke og begsorte Knapper, hvorfra Snekornene dirrende krøb ned i blanke Tø-Draaber. Og han huskede paa April. Ja, det var April! Efter de tre Gange 30 Neglemærker i Cellens Kalkvæg maatte det være April.

Det sneede. Et hvidklædt Foraar, et tindrende Sneforaar ventede ham; det var en dyb, dyb Modsætning i sig selv: en hed Kulde, en sneklædt Vaar! Ja, Friheden, grøn bag det hvide, hed bag Sneen! Han udrakte begge sine Hænder og lod dem drikke de faldende Fnug, og han følte deres Kulde som Brænden.

Men en Lyd skræmte ham, splittede de Storhedstanker, de hede Drømme, der med Befrielsen havde faaet Luft igen for en Stund. Slæbende Skridt over Brosten. En Vagtmand kom frem af Smøgen bag om Hospitalets Pavilloner. Nu gik han Ronden ned forbi Observant-Cellerne. Tre Gange rundt om Bygningen. Se, hvor hans Lygtes Bulldogøje lyste fra Bæltet! Nu op over Stentrinene, ind igennem Korridoren. Han var forbi — med sit Ildøje og sit altfor dagligvante Ansvar. Det blev hans Sag at aflægge Rapport, naar Stuegangen naaede til Arrestanternes Afdeling. Intet set! Intet hørt!

Dawen lod sig glide ned over Pavillonens Tag. Haserne ud over Tagrenden! En Vridning af Hoften, og han hang i Zinkkanten med Hænderne. To Alen at falde, og han lod sig falde.

Der var dyb Skygge i Krogen, hvor han faldt, en Løngang af Mulm ind langs Muren. Kasserne, som han paa de daglige Gaardture havde set, var paa deres Plads. Nu Muren — paa Trods af Pigtraad og Sømspidser. Herefter, vidste han, var han ikke orienteret.

Fra Murens Kant, hvor han hang over Haser og ved Haandgreb, kunde han se ud over et Areal, formløst og øjensynlig kuperet og af stor Udstrækning. Skyggerne laa som sorte Pøle mellem de knudrede Masser, hvis Toppe bar Hætter af Sne.

Og da, paa en Gang, krummede en usigelig Rædsel ham fjederagtig i Knæ, og lidt efter, da Kræfterne resulterede og fik Luft, sprang han.

Han balancerede over Brædder, var pludselig knædybt i en Grube, vadede i et Kaos af Jærnaffald: Tøndebaand, der som Rævesaxe slog om hans Ankler, Jærnrivetænder, der snappede i hans Sko.

Og derefter opstod lidt efter lidt ud af denne kvalmende Nat, der fyldte hans Mund med besk Vædske, en sagte knurrende Lyd, som pludselig skraldende og rivende brød ud. Ganske nær: en Glammen af mange Hunde. Hele Mulmet gøede, en Jamren og Varslen af en talløs Meute. Hallo! Hallo! De havde lugtet ham, sporet ham, set ham!

I Løbet af tidløse Øjeblikke var Pladshundenes stinkende og laadne Kroppe inde paa ham.

Han var vild, Ligemand med Hundene, Skind og Klør, stinkende Dyr som de, og med en Fnysen plantede han sine Fingre dybt ind i en svedfugtig Dyrepels, følte Fraade Hyde om Knoerne; Dyrets raadne Aande ramte hans Sanser som noget kendt og noget længe ventet. Et Hug af Tænder bed hans venstre Læg. Nu hylede et andet Bæstie bag ham for et overlegent Spark. Men den, han havde i Struben, segnede baglængs om, med ham i sin Favn.

Og da — Himlen stod saa mild og fredelig deroppe — dens Mørke skjulte ham kammeratlig, den gode Nathimmel! Hvor var Natten og Mulmet ikke godt; da — tav Dyret under ham og krøb, en ru slimet Tunge lagde hede Slik ned over hans Hænder. Kendte Dyret ham nu — endelig? Kendte den ham, godkendte ham, ligesom Nattens Mulm tog ham for god som et af sine Børn.

Ja, Hunden — nu var der kun én — laa stille for hans Fødder, slikkede hans Sko og klynkede ganske smaat. Da løftede han sine Hænder, og uden Bevidsthed velsignede hans Hud og Muskler Natten, dette Sneforaars dybe Nat, hvis laadne Bund nu smøg sig ydmygt mod hans Knæ, hvis Himmel aabnede sin grænseløse Frihed for hans Blik. Og i et sidste Glimt følte han Glorien som en usynlig Corona omstraale sig, han følte sin Ensomhed her i Natten som en heroisk Daad.

Men da paany vendte hans Sind sin mørkere Skive forrest, Frygtens og Forfølgelsens Forestillinger var fremme og herskede. Og Vanviddet rev ham op, satte ham i sejge Dyrespring rundt og rundt paa den udstrakte Tømmerplads. Han smøg sig uden om Skure og Stabler, han følte sig i et Nu som baaret af store, tunge Bølgedrag, han gjorde ikke mere Modstand mod saaledes at fare. Og strax efter følte han sig trukket gennem en snæver Aabning i Bræddeværket, hans Flugtdrift havde sagtens fundet den paa egen Haand, først nu saa' han og sluttede, at der var en Vej ud. — — —

Der fo'r en enlig Skygge gennem lange, kanalsnævre Forstadsgader; han kendte Skyggen som sin egen, den løb foran ham og gjorde sig længst midt imellem Gadelygterne, men rullede sig sammen og gemte sig inde under hans Fodsaaler, naar han kom i Lys. Den sinkede ham, ligesom spændte Ben for ham, for saa paa ny at kile forrest, ansporende, uindhentelig som Paceren paa en Rendebane. Han var paa det vildene Hav, tusende Mile fra beboede Egne, om Bord paa sit Skib, baaret af lange Dønninger ind mod et ukendt Land.

Det Sted, hvor Dawen vaagnede, viste sig for ham fuldkommen grønt. Sneen var smeltet under ham og i en Oval af hans Legemes Længde omkring ham. Han hvilede paa en vaargrøn Græs-Ø. Og under hans Fingre knitrede endnu de tøende Isskorper, der var sunkne ned om Straaenes Fod.

Og han saa', at han var strandet i en fuldstændig øde og forladt Egn: vide snespættede Fælleder, delte ved faa Gærder, gennemstregede af vandboblende Grøfter. Hist og her laa Vrag af Skure og Murbrok, som var en By en Gang strandet paa denne Kyst og dens Rester blegede af Vejret.

Timevis fulgte han Lunerne, der drev ham ud over disse urørte Terræner. Fjærnt ude i Syd saa' han Stadens skaarede Konturer: Londons Pakninger af Huse, dens tusinde Spir, dens Knuder og Kamme: Shoreditchs grumsede Sump, der skraanede opad mod Bethnal Green, Gasværkernes sorte Cylindre i Nord, alle disse frygtelige Husmasser, der gror af Londons Øst, blot skilte ved Kloaker. Og øverst over London, i Ring helt rundt om denne Arena, Londons Krone af rustrød Røg.

Fra London var han endelig udstødt, om end han sagtens var ønsket tilbage og efterlyst paa hundrede Plakatsøjler.

Dawen begyndte at indrette sig paa sin nye Levefod med Ro og uden Resignation, som en skibbrudden paa en Ø, der aldrig søges af Skib.

Her var et Terræn bevoxet med mandshøj Pil. Stier efter tidligere Vandrere smøg sig ind, og han fulgte en af disse Stier. Og snart fandt han en Rede for Natten i et Hug i Busken, paa et Leje af Kvas og Ris af Pilen, der fjedrede ham tilbage i Dvale, hvor Sulten alligevel gjorde sig følelig gennem en Rus af sygelige Drømme. — —

Alle Forestillinger fra Fængselstiden var traadt tilbage, og han var absolut i Plan med sine Omgivelser. Han var vaagnet meget sulten, men iøvrigt veltilpas opvarmet af mild Sol og laa nu halvt lyttende til den vældende Fuglekvidren, der med Morgenen var opstaaet fra Pilekrattets tusinde Reder.

Han forstod, at den Plads, han havde valgt sig, var beboet. Der laa et næsten nyt Uldtæppe, et Spritapparat skjult under Tæppet og en Blikkasse. Den indeholdt gode Beskøjter og et Stykke Ost.

Da han havde spist, begyndte han at lægge Raad op, men savnede Materiale og naaede foreløbig ikke ud af Pletten, eftersom han her var sikker og intet andet Sted syntes ham sikkert. Han havde ogsaa fundet Tobak; han havde ikke Pibe, men opdagede, at Tobak lader sig tygge med ikke ringe Udbytte.

Endnu formede sig ingen Beslutning, ud over det at blive siddende her paa Hug paa et Knippe Kviste. Og da blev han forstyrret.

Det havde knækket et Par Gange i Grenene bag ham. Og pludselig stødte det igennem, en stor dunkel Form, der sank ned ved hans Side, og en dump Blæsebælgslyd gik hæst ud fra en stor rød Flab med udhængende Tunge og hvide Rovtænder. Han rakte Haanden ud og kendte Hundens lodne og varme Pels. Den laa og saa' op paa ham med kløgtige Øjne, ganske tillidsfuld, hengiven; og hurtigt begravede han sine Hænder i Pelsen bag de spidse Øren, grebet af en graadfyldt Sentimentalitet: Et levende Væsen kom til ham uden Frygt! Han følte et nøje Forbund mellem sig og Livet, med alt varmt og organisk. Dyrets fugtige Snude, der laa i hans Haand, den varme Høluft af dens Pels indgød ham en vidunderlig Ro.

Hunden laa ganske rolig, logrende med sin tunge Buskehale, hvæsende efter Løb; han strøg den igen og igen, og derefter opdagede han Ansigtet af en Mand, der stod i Buskene.

Det var et skægløst, ungt, men medtaget Ansigt med meget udhængende Øjne og en svag, halvt aaben Mund; det kiggede paa ham fra sit Skjul bag Grenene.

Han skimtede lidt af Dragten, der tydede paa Vagabond, som hans egen allerede, denne Jakke, der er rustrød, efter at Farven er udtrukket, underlig kreppet af Regn, men Ansigtet, der har en Paryk bleget som en solsveden Græstørv, forekom ham som noget fuldkommen nyt, forbavsende og uforstaaeligt.

Udtrykkene passerede over dets Flade ganske krampagtig, lynsnart efter hverandre, som Skyer glider over et Landskab, rent mekaniske Indstillinger af Mundens Linjer, af Pupillens Retning og Styrke, Pandens vidtløftige Rynkninger: Først Overraskelse, saa Skræk, dyb og ganske lammende Angst, pludselig Glæde, en Vridning af Munden til et Smil, saa Mistro; og langsomt kom Manden frem, skiftende i Holdning fra Trusel til Velkomst.

Dawen nikkede og smilede: "God Ven", sagde han og gentog det.

Den anden svarede ikke. Læberne gabede tragtformet, viste derved ikke Tænderne, ikke Tungen. Alligevel forekom han ikke Dawen hæslig. "Sæt Dem her," sagde han og gjorde Plads.

Den anden bøjede sig i Knæ, der kom et toneløst Stød fra hans Strube, og Dawen saa', at han ikke kunde tale.

Han bøjede derfor Ansigtet frem og gav det et stærkt markeret Udtryk af Venlighed. Og uden Lyd formede han med Læberne Ordet:

"Kammerat."

Den døvstumme satte sig ned ved hans Knæ, men udenfor Uldtæppet, og Dawen forstod da, at denne Mand var hjemme her og han selv Gæst. —


Denne døvstumme udtrykte sin Identitet ved et Navn, han formede med Læberne og Ganen; det lød omtrent som Thomas, men hver Konsonant vibrerede som en Guitartone, og ogsaa Vokallyden syntes af en ganske instrumental Oprindelse, som af stemt Metal. Hans hele Fysiognomi inddroges under Arbejdet paa at forme dette eller de andre fem og fyrretyve Ord, han havde lært Aaringer tilbage efter en eller anden Talemethode. Kinderne tog Luft som Blæsebælge og forsynede Struben; Blikket dykkede tilbage i en Forestillingsverden, hvor fem og fyrretyve Navne skulde gøre Tjeneste for de flere hundrede Ting, han alligevel navnløst kendte; Tunge og Læber spillede over de indøvede Stillinger, indtil Slimhinder og Rumforhold i Organerne meldte tilpas; saa lod han Luften udstrømme af Struben; og paa Ansigtet, der lyttede ham i Møde, kunde han dernæst læse, at en Lyd var befriet og Forbindelse sluttet. Ja, han var forstaaet! Der var et Nik, et fastere Lys, en tilfredsstillet Farve i den lyttendes Pupil.

Th—o—m—as—s—s. — Ja!

Stavelsens Udlyd lod han synge meget længe, en energisk svingende Konsonant; han vovede ikke at fjærne Tungen, der svirrende hang oppe mod Fortænderne, før han var vis paa, at al Luft var afgaaet af sin Kilde.

Og af hele hans Væsen, som en Bølge af hans ganske Legeme, et Strøg af hans Hud ud over den lyttendes Hud, gik en Strøm, en fast Søjle af Følelse, ud for at møde — eller ikke møde — Gengæld. Han vilde forstaas, netop som han selv havde det inden i sig: at han nu var bange eller glad eller blot fyldt af Haab. At være i Selskab gjorde øjeblikkelig meget og inderlig ondt. Og han maatte befri sig for denne Smerte ved disse vanskelige Midler, den vredne Mundstilling og Luften, han opsamlede. Saa var alt godt, han sukkede og sank sammen.

Men nu da han iagttog og ogsaa fornam, at han var besvaret, at han var modtaget, ramte det ham overvældende, han vaklede som en drukken og sank sammen i fuldstændig Udmattelse.

Og Dawen iagttog ham med nysgerrigt og velvilligt Humør, som han sad dèr paa Hug og sagtens tumlede med de fattige Drømme, der lydløst bevægede ham.

Disse Drømme, der hentedes af Syn- og Hudsans alene: Pilegrenenes Rad sagtens. Se: Han havde flettet dem til et Kurvetag hen over deres Hoveder — det saa' han altsaa, og Fuglene, der slog ud lige forbi hans Kinder. Havde han Navne til dem? Eller var disse fire—fem forskellige Fuglearter for ham blot Billeder af uens Bevægelse og Farve? Og saa Presset af de smidige Vidjer mod hans Knæ, Strøget af de flossede Ærmer om hans Haandled. Var det hans Verdenskreds? Hans begrænsede Univers, som hver en af os har sit — med Yderpunkter af Kulde og Hede, Haardhed og Blidhed.

Dawen lænede sig tilbage paa Risbunken med Hænderne under sin Nakke. Han smilede op mod den fuldstændig blaa Himmel. Han var intet mindre og intet mere end tilfreds.


Den døvstumme gik hver Aften ud for at proviantere. Det skete rimeligvis paa et aldeles bestemt Klokkeslet, men de havde jo ikke Uhre. Naar en bestemt Tusmørkegrad var naaet, rejste Thomas sig lydløst, udstrakte Haanden, og den store Hund lagde øjeblikkelig Underkæven ned paa hans Haand, idet den fulgte ham tæt op mod hans Knæ.

Dawen lod ham rolig gaa. De vexlede ikke engang Blik, naar den døvstumme fjærnede sig. Dawen tænkte ikke dybere over, hvorledes disse Furageringer gik for sig. Han var paa den Tid optaget af visse Rørelser i sin intime Verdenskreds. Dèr bevægede sig nu Kræfter, der krævede sig uhindret Forløb. Noget var ved at arbejde sig frem, det var som en Væxt, og han vilde have Fred. Han lod Føden komme til sig som Manna.

Thomas bragte den hjem, naar det var aldeles mørkt. Den bestod i Regelen af Kiks; de bragtes i Blikkasser med et af de kendte Mærker, eller i Halvsække. Desuden bragte Thomas Majs, som han knuste mellem to Sten og kogte til Grød eller Vælling over Spritflammen. Noget senere bragte han Kartofler hjem og forskellige Roer samt Salat, som han forstod at rense og tilberede.

Dawen spiste uden særlig Taknemmelighed. Ernæringen havde ingen Sinde været noget vigtigt Kapitel for ham, og nu da Føden — som hidtil — bragtes udefra og gratis ind til hans Rækkevidde, anvendte han ikke synderlig Overvejelse paa den Sag. Hans Krop meldte ingen Nød, og han beholdt Fred med sin Appetit. Han kunde sidde her i bekvemme Grublerier Dagene igennem, med Behaget af en jævn Udvikling i sin Sjæl — som Velværet ved at fordøje Næring eller udskille Gifte — saaledes føltes dette Behag.

For den døvstumme var det at ernæres en Explosion. Han lod Dawen spise først, ventede sky og ydmyg, indtil Dawen havde spist, hvad han havde valgt sig. Men derefter tog han med begge Hænder hele det levnede Forraad, bortfjærnede sig og aad det op et Steds, hvor han var uset. Ligesom Dyr gemte han ikke, han fortærede, hvad han havde, thi han havde ingen Bevidsthedsform for det varige. Uden Forbavselse hilste han hver ny Dag, men naar han ved Aften overlod sig til den Afmagt, der gjorde det mørkt for hans Øjne og hans Krop behagelig tung og rolig, forestillede han sig ingenlunde, at det en Gang igen vilde blive lyst. og at han nogen Sinde igen skulde ud og røre sig og skaffe Føde.

Dawen lod sig villig oplære til dette Liv i Buskene: Dagene igennem i Skjul og Ly af dette Krat af Pil, der strækker sig over et Terræn af mange Acres. Lyset faldt med vidunderlig Blidhed gennem Hyttens grønne Fletværk. Det gød sig over hans Hud med undergørende Straaler, hvor alle Solens skadelige Giftpile var holdt ude. Det tillod den absolute Hvile, Legeme og Sind sattes i langsomme og fine Svingninger, hvor Energien kunde afløbe uden at melde sig ved Brand og Svien af Utaalmodighed. — —


Busken er beboet af omtrent hundrede vilde eller forvildede Mænd, hvoraf nogle har deres Kvinder med sig.

Naar det skumrede, kunde den døvstumme fornemme dem, og Dawen kunde høre dem liste inde i de snævre Vexler, de paa Vildtes Vis havde brudt igennem Tykningerne. Sjælden kom nogen saa nær, at de lod sig skelne, men ofte fandt de om Morgenen Fodaftryk i Slammen ganske nær ved deres egen Hule. Nu og da saa' de ogsaa en enlig Skygge, som tegnede sig fuldstændig sort igennem Tusmørket, staa ved Udkanten af en Vexel, Skildvagt.

Dawen tænkte, at de var kommen herud ved Foraaret — som han. Fra Shoreditchs Baggyder, fra de underjordiske Brønde, som Rotter af Kloaker, nu naar Vinteren er forbi. For nylig var den gamle Jago sprængt, en Hovedaare brudt gennem Whitechapels bageste Jungle, — og Dawen vidste en Del om dette Foretagende. Da var alt Vildt flygtet ud i Yderkredsene, fordi der blev Rydninger, dèr hvor før var tæt, og hvor de havde haft deres Reder siden umindelig Tid i Fred.

Det er ikke Apacher, ikke rovdygtige Fribyttere, der lever herude, det er et lavt, lavt Buskmandsfolk, den laveste af Londons Væxter, de lever her nærmest ved Jorden, klamrende sig til den som Mos og Svamp paa alle Lavarters Vis.

Dawen saa' dem ingen Sinde paa nært Hold. Deres Listen inde i Stierne, deres Hosten til hverandre, naar de mødtes, den kaglende Lyd, naar de samledes i deres Reder og pludrede, fyldte hans Dage med Urtidsdrømme, og han følte sig ikke ulykkelig derved. Til Tider hørte han dem samles i Klubber paa højst femten—tyve Individer; og deres monotone Corroborri-Sange, dæmpede under en Sordine af Frygt, naaede saa hans Øren, naar han lyttede.

Til Tider blev disse Familier eller Smaastammer grebne af Panik eller endog af Raseri. De kunde i Klynger bryde gennem Buskene i brølende Amok, nedtrampende alt, hvad de traf paa.

Det var mest ud paa Sommeren, naar Tordenbyger trak op over London, og store lumske Skyer med revnefærdige Poser svulmede sværere og sværere ned over Buskene, saa kunde disse Chok opstaa. Og fra deres Vexel kunde Dawen se dem, Mænd og Kvinder løbe ud over Greenroad Fælled i lange Rader for at gjenne Kvæget.

Dette Kvæg, som ukendte Ejere fra Londons Besidderklasse lod græsse paa Greenroad Fælleder, syntes mod Sommerens Komme at føle sig fri. Tøjrløse, med sænkede Horn og oprakte Haler galloperede de hordevis over deres genvundne Prærie. Deres Brøl gik som Signaler ud over de vide Arealer, og Flokkene samledes om Græsningsstederne; de kæmpede og delte sig, lod deres Luner forenes, de følte deres Masse, at de var Hjorden, og at dette Græs og disse Flader var Hjordens Ret.

Vagabonderne plejede at snige sig ind under Køerne, naar de i Sommernætterne stod og døsede. De tog deres Mælk fra dem, de malkede dem i de hule Hænder eller i deres Hatte og drak ud paa Stedet. Men nu vaagnede deres Jagtlyst, og i lange Kæder jog de Kvæget ud over Fællederne med Hujen og Raab, med Klapren af Træstykker. Det hændte, at et Kreatur gjorde omkring og tog en Mand paa sine Horn.

Saaledes levede Mennesker og Kvæg vildt herude i godt Humør, velmættede, og fornøjede sig ved Somren over Fælleder og Busk.

Men over Busken hang bestandig en hemmelig og uklar Frygt som en Skygge inde fra Staden, der aldrig tillod absolut Sorgløshed.

Frygten for Politi! Det kunde være dèr ved Nat eller Dag, i Kolonne eller Kæde, aldrig under halvhundrede Mand, altid uvarslede og førte med Kraft og med den velkendte Taktik, der altid følges paa Razziaer: Politivognen bagest i Reserven, Snigpatrouiller ud i Fronten, derefter Chok af Hovedstyrken, hvorved to Konstabler gaar mod én Vagabond og driver ham gennem Stierne ned mod Politivognen. Thomas delte denne Frygt med de andre. Han forbandt ingen Forestillinger med Politi ud over, at det var noget ondt, der kom midt om Natten som Frygt og Panik over Busken!

Dawen og Thomas oplevede en af disse Razziaer.

Allerede Aftenen lovede ondt. Den var bælgmørk, skønt Avgust ikke var forbi, en sort Tyvenat uden Stjærner. Senere Ruskregn. De hørte Vagabondernes kendte Signaler: Alt roligt! De hyllede sig i deres Tæpper, men Dawen blev da opmærksom paa, at deres Hund ikke sov, men laa med rejste Øren, vagtsom og tydelig angst. Pelsen var svedklam, Øjnene lyste metallisk, den vilde ikke sove og peb, da Thomas med et Næveslag trykkede den ned.

Dawen vaagnede, efter at have sovet tungt, ved en Lyd som Klokkeklemten. Og samtidig ramte et Slag ham i Ansigtet; Grus fra en Støvlehæl sprøjtede ham i Øjnene, og han hørte Manden, der havde traadt paa ham, bryde gennem Grenene, raabe og bande og knække Grene for at komme frem, hvor der var allertykkest. Nu sad han sagtens fast. Thomas sov dumpt, og Dawen ruskede i ham.

Thomas sprang strax op og sagde, at der var Politi, han mestrede det Ord til Fuldkommenhed. Politi!

Lidt efter kunde de skimte Lygterne, gule og gloende Lys, der klippede forbi Grenenettet. Hunden havde rejst sig, stod med Halen oprakt, med ram Svedlugt ud fra sin Pels. Og i næste Nu var den i Slagsmaal med en anden Hund.

Politihundene, store, graa Bulldogge, gennemstøvede med Snuden lavt Busken, og Konstablerne var i deres Følge. Et skingrende Kvindehvin fo'r ud fra Tykningen, og i dette Øjeblik blev det lyst fra en Lygte, der sad i Bæltet paa en Mand. Han kom krybende gennem Vexlen, og han holdt ved Armen en svær, graanet Kvinde med flaaede Klæder og blomsterløs Straahat. De tumlede sig i Kamp, rullede omkuld, og i et Nu blev det bælgmørkt.

Store Bylte væltede nu foran Knæene af dem. Dawen fik fat i Pelsen paa sin Hund, sled i den, men den var tung af et andet Legeme, der hang ved. Han fik et Knivshug over Knoerne, vendte sig, tog for sig og kunde føle et Ansigt nær ved sin Hage. Vidste ikke, om det nu var Thomas; Ansigtet holdt sig imidlertid roligt for Strøget af hans Haand. Det var altsaa Kammeraten. Hans Haand var pludselig vaad og klæbrig af Blod, der sivede mellem Fingrene.

De var nu næppe mere ved deres Rede, for Regnen øsede ned over dem. Men førend de var orienterede, var de midt inde i et Slagsmaal.

De kunde intet se, men de følte Uniformer og Metalknapper under deres Hænder.

Hallo! Hvem der! Slip for Satan! To—tre Slag af en Knippel paa en hultdrønende Krop.

Der var aabenbart mange andre med foruden Politiet, Skuldre og Rygge, der væltede op mod dem. Dawen mærkede, som sprang et Halsjærn bag om hans Øren og Krave.

Han lagde sin Vægt forover, og i det samme fik hans højre Haand Tag med tre Fingre ind i en Mund, der strax bed til. Han følte Vægten af dette Hoved — som holdt han en Hjælm eller en Casque med tre Fingre under den skarpe Jærnkant; han vred Haanden rundt og slap Taget. I det samme var han selv fri.

Stod med Armene roterende i tomt Rum og raabte ud af Struben — lange ru Toner —: Ho! Ho! Hans Stemme deltog i det fortvivlede Ulvekor, der stod over Busken. Ho—ho!

Der var nu bleven ganske stille omkring ham. Kamplarmen var paa Afstand. Han laa paa Knæ med Hænderne begravede i den slæmmede Grund, og gennem Busken, der blev tynd nede om Roden, kunde han skimte Lystaagen af Staden bag ved Fællederne; og nærmere ved: Politivognens to Lanterner. Hen imod Vognen kom vandrende andre Lys, to og to saa langt fra hinanden, som en bagbunden Mand er bred.

Dawen og den døvstumme mødtes først næste Eftermiddag. Thomas havde Hunden hos sig; den blødte lyserødt fra Næsen efter et Stavhug. Busken var stille nu. Den var ryddet, og Aftenen kom uden de vante Signaler og Lejrsange. — — —

Dawen plejede mod Solnedgang efter Maaltidet at tale til den døvstumme, der sad paa Hug foran ham og søgte at forstaa disse uvante Mundstillinger.

Dawen tænkte ikke over den Sag: om han blev forstaaet; hans Tanker beskrev deres evige Spiraler indenfor den halvtformørkede Verdenskreds, der endnu var tilbage af hans Sjæl, og de krævede ikke Besvarelse udefra.

I tungt arbejdende Drømme erindrede han endnu sine tidligere Dage, da han levede i Velstand og havde sit Kontor i City, da han en kort Tid var Centret i en af disse Ringe, der havde spændt sig om en Forretningsgren. Han kunde endnu sidde og repetere de formidable Planer, der den Gang var lagte, de dyre Projekter, der en Gang blev pustede op med Luft og sendte ud under Skraal og Alarm. Indtil Krachet kom, og han alene af Kompagniet var blevet hængende, gjort ansvarlig paa alles Vegne.

Raseriet bælgede ud af ham i sidste bitre Trækninger.

Han, der var den eneste, som havde troet paa Sagen, som kunde have tumlet den, om de raadsnare Forrædere ikke havde sagt sig fra i Tide!

Aa, den Sag var saare ligegyldig nu. Han havde begrænset sin Existensform nu. Taabeligt, at han ikke havde set det rigtige deri lidt før. Der hører et Minimum til for at leve. Der gives ikke saa lav en Levefod, at den ikke er mulig.

Han mønstrede endnu sine gamle Planer, en efter en, og kasserede dem. De var unødvendige. Det var saare lidet af Livet, der var strængt nødvendigt; men hver én derude stræbte at gøre Livet saa kompliceret som muligt.

Han tænkte med Smil paa disse gode Venner, der først havde forraadt ham paa egne Vegne og siden paa Fagets Vegne søgt at redde ham fra Fængslet over i et Hospital. Han hilste paa dem én efter én, denne Bande af Gentlemen: Nicholsons stramme Gammelmandsansigt, Maxtons tilsyneladende Godtroenhed. Sagtens fortsatte de nu Forretningen paa Kontoret i City, disponerede og forvaltede, anlagde og udstykkede. Ja og sagtens blev de ved at bygge, fortsatte med at svindle nye Huse, nye Gader og Alléer, Karré og Komplex paa Stadens taalmodige Terræner. Fremmede Penge var altid villige for Byggebaronerne. Herinde og derude laa deres Kort, tværs hen gennem Busken var en Avenue projekteret. Og i Tanken gennemgik Dawen hint kostelige Anlæg, da de paa Papiret havde udstykket Fælleder og disse raa Arealer, sat dem paa Aktier og udbudt dem, uden Grundfond, uden Garantier, alene med et flovt Haab om kommunal Koncession.

Han fortalte og beskrev disse Ting for den døvstumme Mand, der teglrød som en Sioux, klædt i brogede Trævler, sad foran ham og røg og fulgte hans Tale med Sympathi og Tilfredshed. Dawen udviklede disse meget indviklede Projekter et efter et og paaviste deres Unødvendighed. Her skulde gaa en Vej, her ligge en Kirke, dér en Gærfabrik.

Vi udstykkede Busken! Alle Hulerne skal gøres i fem Etager, alle vore Stier skal asfalteres.

Indtil hans Sind forstummede i uklare Syner, der vævede sig ind i de skiftende Faser af Dag og Nat.

Mindre og mindre følte han sig fjernet fra den døvstumme Mand, denne for evigt tavse Fælle, hvis Blik hvilede paa ham med Troskab, fyldte ham med en Tillid og en Fortrolighed, der ikke behøvede et Sprog og ingen Organer for at forstaas.


Men ud imod Septembers Slutning hændte det, at Thomas, den døvstumme, blev urolig.

Dawen var paa den Tid noget optaget af et Saar paa venstre Haand, der var begyndt at brænde. Han erindrede ikke mere, hvorledes det var opstaaet, og selve Smerten forskrækkede ham ikke. Han havde anlagt sit Sind paa ikke mere at lide. Men nu begyndte en sviende Brand at brede sig over Haandled og Arm, en mild og god Svaghed dyssede hans Sanser i Drømme, der varede ud over Natten og mere og mere fik selvstændig Betydning, Drømme, der lovede. — Han nikkede alvorlig og lagde sig tilbage for at bie.

Den døvstumme gik ofte og blev lang Tid borte. Var han hjemme, sad han med Hagen paa sine Knæ og stirrede ind mod den evige Røgkaabe, hvori Staden var.

Han mødte ikke mere Dawens Blik, Aftenerne var nu kolde, Nætterne bidende og vaade. Buskens Fugle var dragne mod Syd.

En Aften gik den døvstumme, hurtig uden at vende sig, og han kom ikke igen.

Dawen ventede paa ham i to Døgn. Branden havde nu naaet hans Skulder. Han følte ikke Sult, det var, som om en behagelig Forøgelse af hans Legemstyngde mættede ham. Han ventede.

Paa den tredje Aften kom den store Hund løbende, forsulten, forvildet; aabenbart forstod den ikke Delingen af den eneste Magt, den anerkendte, og søgte derfor at dele sig selv. Dawen rejste sig da, knugede Haanden fast i dens Pels og lod Hunden føre.

Aa ja! Ja, nu huskede han Længselen i den døvstummes Øjne, Længselen, der var kommet i Følge med Frygt, nu da Vinteren var nær. Nysgerrig og uden Ængstelse lod han Dyret lede.

En Politimand gik nogle Skridt efter denne udtærede Mand, der støttet til en Hund gik op gennem Østens krogede Passager. Men han er altfor vant til sære Syn og faldt tilbage til sin Post i Skilderhuset, hvor han kunde staa i en lun Kappe.

Dawen var inde i Shoreditch Gyder, sorte og osende Pøle, Londons Slum, der gabede med sorte Porte ind til Baggader, dunkle, dunkle Korridorer, myldrende af Mandfolk i sluttede Bander og af ledige Skøger. Lave Gange, Smøger og skumle Gaarde mellem usle Værksteder. Jøder og Polakker sad i Baase mellem Dynger af stinkende gamle Klæder. Et Sted vadede de over et uhyre Lager af mugnende Læderfodtøj. En skummel Bagtrappe, en uhøvlet Dør, der sprang op.

Thomas sad i et lavt Rum i Halvlys af en lav Bliklampe i Selskab af syv Mennesker, hvoraf tre ganske unge Kvinder. De vendte alle syv deres slunkne og stupide, underligt blegsvampede Ansigter mod den kommende. Ingen af dem talte. Deres Hænder løftede sig med vibrerende Fingre og sank ned. Thomas bøjede Hovedet over sit Skoflikkerarbejde, saa' ikke mere op. Hans Ryg var krum som selve Skammen. Dawen havde taget Plads paa en Bænk. Han saa' undrende paa disse døvstumme, der var vendte hjem. Rummet syntes et Værksted fuldt af raat Læder og Læster og Skomagerborde.

De syv Mennesker vendte ikke senere Blikket mod ham.

Hunden havde lydløst lagt sig ned paa en ulden Pjalt ved Thomas Fødder. Lyden af dens Hale, der rhytmisk bankende Gulvet — — —

Dawen blev staaende ved Haanden støttet mod Bordet, ventende, bøjet paa Betlervis.

Pludselig lød rappe, energiske Skridt paa Trappen. Og en lammende Skræk sprang i præcis ens Udtryk frem paa de syv Ansigter. Thomas udstrakte Hænderne. Hans Mund aabnede sin Tragt for at tale: "G—g—gaa!" Han vinkede fortvivlet med Haanden: "Gaa!"

En gammel rødskægget Mand var traadt ind. Han bar et Sølvemblem i Kraveopslaget. De døvstumme dukkede sig, krøb som Hunde. Denne Mand begyndte strax at tale i de døvstummes Sprog, med Fingre og ved lydløs Mundstilling.

De nikkede; deres Fingre spillede ydmygt. Dawen erindrede den Skræk, de døvstumme har for deres Lærer, deres eneste Nøgle til den talende Verden. De udstødte deres akcentløse Lyde. Og alle pegede de paa ham. Hostede og pegede. Thomas forrest pegede ham ud og forraadte ham. Og den høje Mand gik løs paa Dawen.

"Hvem er De?" Og da Dawen tav, traadte han nærmere for at gribe fat i ham.

Dawen tav, han forsøgte ved et Smil at henvende sig til Thomas: de var dog Kammerater, — og en dyb Undren havde grebet ham over, at Thomas var gaaet fra ham. Men den døvstumme undgik hans Blik.

Den rødskæggede Mand vedblev med sit Spørgsmaal. Hans Ansigt var fortrukkent af Raseri og Frygt. "Hvem er De? Kan De tale?" og hans Fingre bevægede sig oppe under Dawens Øjne. "Efter hvilket System er De oplært?" Og pludselig gik han til Angreb, slyngede Dawen om mod Døren, raabte, at han vilde hente Politi, hvis Dawen ikke sagde, hvem han var.

Dawen lo, idet han vendte sig for at gaa. De døvstumme havde rejst sig, truende, deres begede, Fingre greb efter deres Skomagersyle og Knive. De rottede sig sammen, den Ondskab, som er egen for døvstumme, gav sig Luft, nu da deres Mester gik i Spidsen. De fnisede som Skoledrenge, naar en frygtet Lærer er vittig. Og Thomas begyndte sidelænds at rykke frem for at komme mellem Dawen og Døren. Hans Ansigt var fordrejet af dumpt Vanvid. Der var et Glimt i Blikket under de lave Bryn af Mordlyst.

Dawen sagde da, hvem han var: "Jeg er Dawen, som sagtens har været eftersøgt i lang Tid. Jeg vender tilbage nu. De vil ikke kunne standse mig. De maa gøre Plads for mig."

Der blev stille, da han nævnede sit Navn. Den rødskæggede syntes at erindre: Dawen! Svindleren! Millionbankerotten for otte Maaneder siden. Og han fo'r til Vinduet for at raabe paa Politi.

Dawen gik da. Han smilede, nikkede og gik. I dette Nu havde Branden rørt det inderste Tankekim i hans Sjæl, vakt og rejst det. Pludselig vidste han, hvad han nu vilde. Vejen var ham ligegyldig nu. Han følte, at han ejede en dyr og usigelig Hemmelighed, han alene af alle, og at han nu maatte videre, bærende paa sin Viden, vis paa sit Maal.

Han kendte godt de brede og lige Gader, hvori han nu vandrede: Citys rivende Trafikaarer. Her havde en Mand af hans Navn forvaltet og disponeret. Ham angik det i ringe Grad. Men det var Vinter nu, og han var paa Vejen hjem. Omnibussernes svære Læs kom slingrende ned over Træbrolægningen. Motorvogne pilede i ret Vinkel om et Hjørne. Nu drønede det over hans Hoved af Tog, der gik over Husene. Hans Legeme kunde finde Vej her paa egen Haand. Han saa' Striberne af Politidistinktioner paa en Arm, der søgte at standse ham. Men han kom i god Behold over en Gade, hvor Færdselen som Projektiler fo'r fra to Retninger mod hinanden. Aa jo, han var kendt i City. Han var paa Vejen hjem.

Han saa' en Arkitrav over en hvælvet Port med et Navn i Glødelamper. Han mærkede en kendt Klang af Fliser under sin Fod, de sædvanlige syv Trappetrin op til Vestibulen.

Klubtjeneren, der var beskæftiget i Vestibulen, saa' ham ikke, men hørte ham gaa ind i Vestibulen og raabte: Hvem dèr?

Dawen lo. "Hvem?" raabte han over Skulderen. "Kender De mig ikke, Johnson? Det er Dawen." Han morede sig over, at man raabte ham an her i hans egen Klub.

Ingen standsede ham derefter. Klubben var paa den Tid af Dagen ikke besøgt. Dawen gik gennem Spillesalen ad Korridoren, hvor Lamperne strax tændtes over Loftets Glasflade, da han traadte ind. Han gik ind i Læsesalen, og hans Fingre greb hjemmevante om Kontakten ved Dørstolpen. Salen blev dæmrende synlig i et behageligt, grønskærmet Lys. Otte læderbetrukne Stole stod rundt om Kaminens Messinggitter. Og Dawen fandt strax sin Stol blandt de otte, sin Præsidentstol med den lille, sindrige Læsepult, der lod sig dreje hen under Skærmlampen.

Nu vendte Dawen hjem. Nu overtog han sit Sæde. Han havde været nogen Tid borte og havde gjort Erfaringer. Naar om lidt Klubben samledes, havde han vigtige Meddelelser at gøre, en Beretning at aflægge om Sager, som meget faa, yderlig faa Levende véd.

Dawen satte sig i sin Armstol og fandt det gamle Hvilested for Nakken. Venstre Arm lod sig ikke anbringe til Hvile. Al Brænden, al Smerte var nu ophørt. Armen kunde nu ikke fornemmes som mere end Vægten af noget tungt, lagt over hans Knæ, en behagelig Døsighed sivede fra Skulderen ud i hans Krop.

Om lidt vilde de nu sagtens alle indfinde sig til Bestyrelsesraadet; Portland og Bryan og Nicholson og Maxton — den samlede Bande. Dawen var nu kommet tilbage efter at have befriet sig for adskillige Ting, hvorom han siden skulde fortælle.

Dawen var paa sin Plads igen, ulastelig som Gentleman af Londons City, uforandret og glatraget og i Aftendragt. Mødet var nu aabnet, og alle uvedkommende Ting burde holdes ude. Dagsordenen staar for, mine Herrer!

Hvor han havde været: Jo, de skulde faa Beretningen. Han vilde betro dem Hemmeligheden, han derude havde fundet, og som han om lidt ogsaa vilde kunne forme i Ord. — Ak, naar alt er udsondret og afsondret, og naar den fuldkomneste Frihed er naaet for alle Ønsker, og naar — —

Naar man uden Smerte har set den sidste Mand forlade sig, og man endelig helt og udelt kan overlade sig til den eneste retledende Strøm, saa naa'r man — naa'r man til Forandringen — ad den uforstyrrelige Vej til … Forandringen — — — — —


Det blev Maxtons og Nicholsons Skæbne at finde Dawen. De kom ind i Læsesalen for at finde Kurslisten, og da de traadte hen til en af Lamperne for at læse de Par Tal, der angik dem, saa' de over en Stoleryg Skalpen af en Mand, de ikke kendte, idet de alle bar kortklippet Haar efter Moden eller var skallede.

Nicholson løb frem, og Front mod Stolen saa' han en Mand med et stort, sort Skæg sidde paa Dawens gamle Plads. Det slog ham af en eller anden Grund først lidt efter, at denne Mand var klædt i Pjalter, i et regnvasket, krøllet Jakkesæt, at han ikke syntes at bære Skjorte, i alt Fald ikke Flip. Venstre Haand syntes at bære en ualmindelig svær, mørkeblaa Handske, og forøvrigt var Mandens Ansigt meget hvidt og Læberne lidt udspilede over Tænderne.

Maxton havde rasende givet sig til at raabe paa Klubtjenerens Navn: "Johnson! Johnson!"

Men Nicholson havde stum betragtet dette benede, haarde Ansigt, der trods det ganske skjulte Blik syntes præget af dyb Visdom. Og i dette Øjeblik gennemgik det en Forandring, faldt sammen som Aske, der bliver kold. Nicholson lagde begge Hænder om de skægbuskede Kinder, bøjede sig nærmere, og en Fornemmelse af at have gjort en frygtelig Erfaring gennemrystede ham.

"Store Gud!" raabte han, "det er Dawen!"