Åbn hovedmenuen

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København


Desertører.djvu Desertører.djvu/9 89-117

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

DEN SORTE MAPPE

Knock tog nu fra Direktionsbordet en stor Jernklump, der skulde hindre en Bunke Obligationer fra at flyve med Trækken, som peb igennem ude fra Banklokalerne, hver Gang Bogholderen meget ugenert stak sit grimme Ansigt ind for at referere Kurser. Knock bemærkede, at Bogholderen var ny og ikke mere denne Slyngel Rawen.

Papirerne, der aabenbart laa fra Aftenens Bestyrelsesmøde, vedrørte de Knockske Byggeprojekter; men Knock støttede sig i Øjeblikket til den fysiske Vægt af disse halvtreds Pund Jern, der sagtens en Gang i en Krig var skudt ud af en forbandet Haubitz, men nu var Brevpresser. Han holdt den i stiv Arm, og svingede den hen foran Næsen af sin fine Ven, Moth, der øjeblikkelig dækkede sig i sin Direktørstol, og lod sin Hage, hvis skraa Form røbede hans Sinds Svaghed, glide ned under Flippen.

For Fanden, Knock vilde da vel ikke slaa ham ihjel! Han skævede op til Knocks enorme Skuldre, der hældede ud over ham, og han tilføjede langsomt og med Læspen for at synes modig, at det sgu gjorde ham ondt. Han havde nu støttet Knock af al Magt. "Men", sagde han, "Banken vil sgu ikke mere". Og han tilføjede, at Knock maaske bedst vilde forstaa hvorfor, naar han fik at vide, hvad der var sket, nemlig at de havde givet Moht, den tidligere Bogholder Rawen — ja, netop den "engelske Rawen, som vi kalder ham", til Meddirektør.

Rawen kom i det samme fra Privatindgangen meget forhastet, bleg, men korrekt. Han nikkede tavs over Skuldren, idet han hængte sin Frakke i Nærheden af et lille Spejl, som derefter optog ham i nogen Tid. Knock fandt sig i at vente og mønstrede med stækket Raseri denne lille infame Halvmand i engelsk Jacket-dress, og hvis Haar eller mulig Lommetørklæde, som han ganske kvindagtigt fo'r sig med over Ansigtet, udsendte en sødlig Parfume.

Knock stod og svingede Jernklumpen, let skælvende og med et vredt Grin midt i det sorte Skæg. Rawen satte sig ved Bordet og saa hen paa denne Kolos i blaat Cheviot og hvid Vest, og han blinkede koldsindigt til ham.

Knock sagde: "Banken er for stærkt engageret med mig. De kan ikke smide mig ud." Og han tilføjede "Nej;"

Rawen borede pludselig sine Øjne i hans og sagde med stor Ro; "Hvad tror De egentlig, jeg er kommen i Direktørværelset for? Jeg har set længe nok paa Deres Affærer derude fra. Forrige Termin fik De over Femten Hundrede Tusind heroppe. Hvad har De tænkt næste Gang? Og jeg har aldrig kunnet lide Deres Forretninger, de er mig noget svindsottige,"

"Vel", sagde Knock, "Fournerer De mig ikke i Terminen, er jeg færdig."

"Nej, allerede forinden", erklærede Rawen. "Meget forinden." Han rejste sig, og Knock stillede uden føleligt Held hele sin Legemsvægt op overfor Rawens elastiske lille Figur. Dette forbandede, barberede Ansigt, der saa ud, som om det var flækket af Pandeskilningen, — og begge Halvdele lige determinerede! Han lignede nu ingenlunde mere en ung Dame i Jacket og stramme Benklæder.

"Ser De", erklærede Rawen. "Sæt Dem hellere ned, Knock, for Deres mulige Nervers Skyld. Vi vedtog simpelt hen Deres Fald i Gaar. De skal likvidere med det samme, det vil sige lige straks. Ikke en af Deres Veksler gaar mere! Vi vil ikke mere. Kort sagt: Banken er færdig med Dem."

"Ja, og endnu mere", grinede Knock. "Banken er færdig samtidig med mig! De har været for langt ude. Gud og hver Bank i Staden ved, hvor godt vi hænger sammen, De har anbragt Deres Millioner i mig, hele Deres Kredit i mig. Der er sgu alligevel Værdier i mig, som De nok lader være med at ofre."

"Vi har været langt ude", Rawen havde nogle Notater og regnede efter, "men noget redder vi dog fra Kracket, naar De er sat ud af Spillet, og ud skal De!"

"De vil overtage", foreslog Knock, men var alligevel bleven graa under Øjnene. "Hvad? Slagte mine Foretagender? Huse og Gader! Hvad? Haandværkere og Entreprenører paa Møddingen? Det gør De sgu ikke!"

Men Rawen sagde, at det gjorde de.

"Hvem er bagved Dem?" raabte Knock. Rawen trak paa Skuldrene.

"Nu har jeg det", vedblev Knok. "De vil lave en Baisse! Bankaktierne skal drives ned for at komme over paa visse fine Hænder — der saa optræder som frelsende Engle. Hvad? Jeg har været med før. Sig mig Navnet. De store Banker. Hvad?" Men da Rawen tav, begyndte han at trygle. "Lad mig være med. Hører De Rawen. Ingen uden jeg magter de Foretagender. Jeg gaar ind paa at likvidere i Morgen. Hjælp mig til en Akkord — og saa, naar Aktierne er nede paa Bunden, og de Herrer, som skal til at fiske, melder sig, — lad saa mig være med. Jeg stiller mit Navn og mine Kræfter til Disposition. Jeg har været med i de Affærer før. Jeg kan tumle dem." Og han rystede sine mægtige Arme som en Bryder; hans smaa Øjne glimtede af List og Energi, og Rawen trak sig ind bag Lorgnettetne for endnu en Gang at syne de Beslutninger, han havde faaet sat igennem paa Bestyrelsesmødet. Han fandt dem imidlertid fuldkommen holdbare.

"Nej", sagde han. "Vi har ikke Brug for Dem til at ordne denne Forretning. Der er nye Navne, som ogsaa har Krav paa at komme frem. Og forøvrigt kan Banken godt selv."

Knock løftede Jernklumpen og slog den i Direktionsbordet. Moht for skælvende op ved Braget, men Knock og Rawen udvekslede et Smil paa hans Bekostning, og Knock søgte straks at vedligeholde denne Sympati ved en Dristighed.

"Moht er en elendig Lus!" erklærede han. "Jeg havde ham i min venstre Vestelomme."

Men Rawen forandrede ikke Mine, og Knock blev iskold i hele sin Krop.

"De spiller et højt Spil, Rawen", erklærede han med Højtidelighed.

Det indrømmede Rawen. "Det foretrækker jeg sædvanlig. Og derfor sidder jeg her. Som Doktor, ser De, Knock. Banken er raadden. Godt, saa skærer jeg!"

"Farvel", sagde Knock og afbrød dermed Forhandlingerne.


Knock ordnede i det Sekund, han overskred Dørtærskelen, sit Ansigt, og passerede Spidsroden af Bankfunktionærernes Blikke uden at forløbe sig. De saa ham fast og tæt som hver eneste Dag før denne Dag; med Gangen kattefjedrende under den jætteagtige Krop. Øjnene i Ro, men parat med et Blik, haardt og sejgt som Vridet af en Skrue, de vældige Jernkæber lavt hvilende paa de enorme, halsløse Skuldre. Listig og tung som en Alligator saa de ham forsvinde ned over Vestibulen: Husæderen Knock, Byggeslagteren Knock! Maaske var de vilde Rygter, de havde indtaget til Frokosten, blind Allarm. Visse af Funktionærerne forandrede Dispositioner.

Men Knock havde, idet han passerede Lokalet, udfundet Manden: Ham, der, indlysende, ja historisk nødvendigt stod bagved.

Personlig forstod Knock sig nu ikke meget paa Bankforretning. Pengemarkedets finere Kombinationer og intimere Politik angik ham ikke direkte. Han vejrede i sit Fag blot, hvor Floden vældede hen og kunde naa den. Ingen forstod sig som han paa Huse, og de, der forstod sig paa, hvor Pengene skulde laves, kom til ham. Han æltede Pengene i en Digel og formede dem til Bygninger. Han saaede dem over Arealer, og sendte Mandskab ud at pløje. Men Bankernes indbyrdes Sjakren og hemmelige Diplomatik, deres Aftaler og Sjofelheder og Alliancer og Forræderier, var ikke tidligere kommen ham paa tværs. Han nøjedes med at være Eneherre over de faste Værdier i Staden. Han, og to tre andre med Bankerne meget føleligt i Ryggen havde alligevel bestemt dens Udvidelsesformer Hus efter Hus, Gader og Kvarterer fem Aar og seks Maaneder.

Nu mærkede han for første Gang de finere Hensyn, de skjulte Traade dybt inde i Kapitalteatret, der virkede og skiftede Kulisser og sagtens forberedte en Lem under hans egne Fødder: at han hurtigst kunde forsvinde af Scenen.

Og han var klar over, hvem Manden var, hvem Banken var, den Store, der vilde æde den Mindre og allerede havde sat sin Direktør igennem med en Politik, der skulde kaste Aktierne ud paa Markedet til Spotpriser. Han fornam, at skumle Processer længe havde arbejdet nede i det store og levende Stof, han nu i Aarevis blindt havde tumlet med, — usporlige Hensyn, der hang sammen med og fulgte af Kriser og Hensyn ude paa Storlandenes Børser og dybere endnu: nede i Millioner Virksomheder af Industri og Erhverv, som afhang af Høst og Metalindvinding, alle de hemmelige Kræfter, som ingen Djævel kan overskue og blot faa geniale Instinkter benytte. Og Klumpen, den store Masse af Stof, han havde haft til daglig Dont, rykkede nu generende i hans Hænder. Han skimtede vel Kræfterne bagved, ned indtil en vis uklar Dybde: Konflikt i Bygningsfaget, Prisfald paa Pengemarkedet: Bankerne strammede deres Fonds. Mange andre Aarsager huserede som sagt dernede i Dybden. Men han saa kun den ene Mand, der var nærmest af disse Aarsagers Ytringer, og han tog hen til ham i sin Karet, meget hovent med blaat Livrée og ringlende Sølvbjælder ned ad Asfalten.

Vedkommende Bankdirektør bemærkede da ogsaa med et fint Smil: "Jeg hørte straks, at De var i Farvandet, Knock, paa Deres Sølvbjælder."

Men nu vidste Knock, at han var fortabt. Saaledes smiler en Mand kun, naar han har spist færdig og ikke længere bærer Nag. Knock vovede nu ikke ved en brutal Manøvre at afdække Mellemværendet, og den anden sad som en mæt Mand, og stangede Tænder ad ham, uden at aabne en Sprække for Forhandling, men snakkede om Vind og Vejr, og han berørte endog med næppe en Nuance af Ironi Knocks nye store Projekt — Petersborggrundenes Udstykning, — hvortil Møde var berammet Klokken 12 og som galdt Millioner, om Banken endnu kunde formaas til at gaa med. Han udtalte sig anerkendende om dette Projekt.

Bankdirektøren blev derefter distræt i Ansigtet og begyndte at puste. Asthma! Men Knock kendte det kolde Træk ned over Hals og Øre. Manden pustede ham fra sig, forskanset bag det mægtige Egebord og med udskaarne Paneler og Billeder af tre Generationers Bankdirektører i Ryggen.

Og Knock vovede ikke at tale. Thi: om det nu ikke var ham, ikke den rette Mand, — men det var en af de tre, fire andre, der havde delt Magten og Æren i dette Land — og ikke denne Mand — saa blottede han sig kun i Utide, forraadte, at han var forraadt — og fallit inden et Døgn.

Knock forsøgte alligevel en Føler: Om Etatsraaden havde hørt Nyheden: Rawen var bleven Meddirektør i Metropolbanken! Han forstod øjeblikkelig, at Spørgsmaalet var plumpt og altsaa virkningsløst.

Etatsraaden bemærkede hertil meget roligt: "Moht ringede herover før, og det er altsaa ingen Nyhed, kære Overretssagfører."

Knock havde med et lynsnart Overblik fotograferet Firmastemplet paa seks syv Breve, der laa spredt over Bordet. Ingen af dem har Metropolbankens Mærke. Han konstaterede endnu ingen Forbindelse mellem engelske Rawen og den store Direktør. Der var imidlertid noget, ligesom en drivende Em i Luften, der paatrængte sig ham uklare Billeder, Erindringer, der ikke fik Form. Han var ganske bragt ud af Fatning, og saa med sprængte Pupiller paa det lille, fede og blanke Ansigt, der lurende hang inde under den grønskærmede Glødelampe. Manden sad her gemt som i en Boks og virkede saa stille og passivt som selve Guldet nede i hans Banks Kælder. Der varet opmuntrende Blik i hans Øjne til Knock, der nu havde rejst sig for at gaa; men om Munden laa haarde, næsten lidende Linjer, der neutraliserede, hvad Blikket — maaske — lovede.

Knock for med Hatten ned i Øjnene tværs gennem Bankens mægtige Ekspeditionslokale. Han gad ikke holde Masken længere. Han traadte drønende op i sin Vogn, stak en stor Cigar ind mellem Tænderne, bed til og spyttede forbitret Spidsen fra sig,

"Kør saa for Satan! Hvorhen? Ad Bloksbjerg til!" Hvorpaa Kusken kørte ham til Kontoret.


I de tre lyse Kontorlokaler med Porcelænslofter og Mahognipaneler arbejdede elleve Kontorister, der alle dukkede sig, da Stormen for ind gennem de hvinende Svingdøre mod Privatkontoret. Otte Haandværksmestre, nogle Viceværter og tre, fire Kommissionærer rejste sig og bukkede meget dybt. Og Husmægler Torp, der var forrest, slog Vandstøvlerne sammen og fattede om sine Kortruller, parat til at afgive Melding om visse Oplysninger, han havde opsnuset efter at have rendt i Muddergrøfter ude i Petersborggrundene hele Formiddagen. Den gamle Kontorfuldmægtig, Stou, gav ham imidlertid et diskret Vink: "Vent!" lagde det graanede Marabuansigt til Døren og lettede forsigtigt paa denne, til der blev en Sprække som hans smalslidte Person kunde trækkes igennem.

Knock sad med Overkroppen sammenskudt som en Kikkert i den svære Armstol, Hælene plantede midt paa Skrivebordets Klatpapir. Hans Mund sprang op, da han saa Stou, men Eksplosionen blev kun til en Hosten, der tog Magten fra ham og huggede Hagen ned mod hans Knæ. Endelig sagde han: "Hvad har vi af Kontanter?"

Stou satte ikke noget Ansigt op. Han regnede efter. "To, maaske tre Tusind fem Hundrede. Der var megen Udbetaling i Gaar. Men vi kan jo realisere." Han var straks orienteret og bevarede sin Ro. Knock paaskønnede ham nu som en meget tjenlig Slave. Han gik til Pengeskabet og krammede Obligationer og Aktier ud. Der laa nogle Hundrede Tusinders Værd fremmede Penge, hovedsagelig et Par Boer tilhørende, men tillige hele det Bring'ske Legats Kapital, samt en Del Obligationer, der Dagen forud var deponerede af Direktør Hals.

"Kurserne er ret gunstige," erklærede Stou.

Men Knock smed hele Bunken ind i Pengeskabet og gav Stou Nøglen. "I Morgen vil der rimeligvis blive spurgt efter den!" mumlede han. "Jeg rejser muligvis en lille Tur, saa har De Fuldmagt til at udlevere rette — Vedkommende, hvad de nu Finder paa at forlange. Det hele er i Orden." Stou nikkede, rystede blot en Smule i Hænderne, men sagde ingen Ting.

"For Satan!" raabte Knock. "De fordømte Haandværkere er jo tilsagt til Klokken 12. Er de her? Lad os saa blot brænde løs."

Og han gned sine store, haarede Hænder, pludselig sat i Gang. Musklerne lagde sig parat i hans Krop, de gamle Planer spændte Blodet op i hans Pande. Det nye Projekt skød som en Fantom af hvide Karréer over et tavlet graat Areal op for hans Blik. Og Tallene kom bragende ind paa ham, greb ham og slyngede ham op i en plansikker Bane. Han rystede sine Skuldre, og idet Haandværkerne traadte ind, huggede han Panden frem og smilede. Han skulde tumle dem!

De krøb ned paa Stolene, som han anviste dem, meget ydmyge. De sad, som Brolæggere sidder paa en Vippestol, foroverbøjede af Overkroppens mange Kræfter, undtagen Murermester Block, der var en stor Mand og en fin Mand med skinnende Kravebryst og et grønt hæklet Silkeslips.

"Naa, Banken gav sig!" bemærkede han og slog djærvt sin Haand i Knocks. Han vidste vel, at Metropolbanken havde gjort Knuder, — men aabenbart nu havde afstaaet fra at gøre Knuder,

Knock nikkede, blinkede til ham, og slog naadigt den nærmestsiddende paa Knæet. Repræsentanten for det Firma, der skulde have Støbegodsentreprisen, kom ind og tog Plads for sig selv, i klar Følelse af Rangsforskellen. Han rensede sine Negle under det følgende.

Knock udfoldede Papirer og Planer, og Arkitekten, hvis Kontor havde store Glasdøre ind til Knocks Midterbureau, kom paa Plydses Morgensko listende ud af sit Bur og sank stille ned bag ved Kredsen, der nu var sluttet. Alle samlede sig med Panderne tæt sammen, anstrengte under Forsøg paa at forstaa Knocks flydende Tunge, nu da han havde slængt sin svære Krop op over Kortene paa Bordet og med runde Bevægelser anskueliggjorde Projektet. De nikkede overlegent og sagkyndig, da de indviklede Accomodationsobligationer blev fremlagt:

"Belaanes i Metropolbanken. Javel! Det var meget godt." — Haandværkerne vejrede Kilden, der skulde rinde med Penge. De ventede paa, at det egentlige, det væsentlige kom: Fordelingen af Arbejdet og Betalingsraterne. Bloch gav saglig med Baghaanden Slag i Bordet, han ønskede Oplysninger om endnu nogle Punkter, han smølede Tiden hen for at skjule, at ogsaa han, glubsk og sulten, ventede paa sin Del, Hvad Direktøren havde sagt? Garantierne? De løbende Veksler fra forrige Termin? Naa, man havde hvisket ham i Øret om Direktørskifte? Forbandet Vrøvl? Ja, naturligvis!

Knock lo saa heftigt, at han maatte lade sig falde ned i en Stol. Hans Pande bugtede sig under forbitrede Tanker. Han holdt dette mægtige Projekt i begge sine Hænder, han havde udtænkt det Aar tilbage, det var Slutstenen paa et fint, fint beregnet Værk, Fuldkommengørelsen af et helt nyt Bykvarter, han ved Diagonaler havde beskrevet og afmærket ud over et Net af Parceller, ved Huse, der nu i to Aar havde ligget renteløse og tomme som Pionerer i et erobret Land. Petersborggrundene skulde slutte op! Lukke Karréen og danne fast Væv mellem Staden og dens Tilvækst. En ny Aarring om Stammen! Nye Færdselslinjer var afstukne og gennemførte paa Papiret, der skulde blot Huse langs Fliserne, som allerede løb derude over en raa Fælled. Dette fuldbyrdede Køb af Petersborggrundene, der var sket forrige Termin ved Metropolbankens Hjælp, var Garantien for en god Høst efter disse tre, fire sure Aar. Og han var halvkvalt af Visheden om, at den samme Bank nu pønsede paa at vælte ham over Ende, rive sit Pant til sig, for saa, naar Paniken var overstaaet, sagtens selv at bygge løs, udnytte hans Planer og æde Profitten, dér, hvor han havde saaet Værdierne. Han skar Tænder, idet han her i den sluttede Ring af Vasaller udfoldede hele sit Kæmpe-Projekt. Det vilde de Byggerøvere vride ud af hans Haand. Ha!

Og han kunde ikke lade det falde nu. Det sad i hans Krop, han kunde ikke standse sine Funktioner, der stemte paa og som en Drift bevægede ham til vedblivende at udvikle Planer og udregne Overslag for disse lyttende Ansigter i Ringen uden om ham. Det var hans Tur endnu, hans Dag endnu! Og Projektet besatte ham. Hans smaa snu Øjne krøb i Læ af ærlige og tilforladelige Miner, medens han trak sine Klienter ind til sit Krokodillehjerte, bredt og med djærvt Humør.

Nu skulde der tages fat, Værdierne laa og ventede! Det var Penge at plukke. Sporvejslinien var garanteret, og Magistraten havde haft Kommissionærer ude og snuse om Nabogrundene i Anledning af det nye Hospital.

Han sprang omkring med stor Adræthed, hviskede lidt med Kommissionærerne, og han kastede en Vittighed i Grams. Hans Haandværksmestre sad og elskede ham, de varmede sig op ad ham, og lo taknemlig, naar han fyrede sine Brandere løs, undtagen en lille skidden Blikkenslager- samt Gas- og Vandmester, der til Forargelse var mødt i Skindfrakke og brune Muffediser trukne ud til de laadne Knoer. Han skar Grimasser med sit sure Djævleansigt, og truede med Obstruktion. Hans Naboer huggede Albuer i hans Sideben, og han knurrede arrigt. Han havde brændt sig før! Men de andre tyssede paa ham. De sad og biede paa det væsentlige, der nu ogsaa kom.

Knock tav, og hans Ansigt glattedes i faderlig Mildhed. Han udbredte med Ømhed Fordelingsplanen, et afstreget Skema, over Leverancerne, og hvad hver skulde have ved Byggelaanene, det var kort og rundt: Saa meget ved Assurancerne. Saa meget pr. Kontant, saa meget paa 3 Maaneders Accept, og saa meget indestaaende paa Prioritet bagved Bankerne og Knocks egne Salærer.

"Her er Spisesedlen. Vær saa god og spis!"

Knock kastede Skemaet ud til dem, og Blikkenslageren fik Brillerne op af Brystlommen. De kiggede over hverandres Skulde, ygmygt og graadigt. De vovede ikke at kny. Deres Folk forlangte Arbejde, der var Rift om hver Bid, som var at faa.

Og de knurrede ad Blikkenslageren, der ikke var tilfreds. Vilde han have Arbejdet, — eller vilde han ikke have Arbejdet? Murermester Block afførte sig højtideligt sine røde Glacéhandsker for at underskrive sin Kontrakt, og Jernstøberagenten slængte Firmanavnet fra sig paa Papiret med en Patentfyldepen, der derefter gik rundt, for at dens Pris kunde blive gættet.

Knock havde begivet sig ud i Forkontoret, fordi dette her bare var noget ligegyldigt Skriveri, de selv kunde afhandle; og kom nu tilbage med en Flaske Champagne, som Jernstøberagenten aabnede med en Patentkniv, paa hvilken han modtog Bestillinger mod Postefterkrav.

De nippede med Kenderminer til Bruset af de spidse Glas, undtagen Blikkenslageren, der ikke nød spirituøse Drikke. Knock skænkede kun én Gang rundt og sendte Flasken ud at staa paa Is, til han blev alene.

Knock sagde: "Dette drejer sig om Millioner! Intet mindre. Skaal!"

"Vi skal vel have en Ejer", mente Entreprenøren, der havde Udgravning og Betonarbejdet, og Knock nikkede. En af Kommissionærerne hentede en lille, svageligt udseende Person, der mødte i Knocks aflagte Overfrakke og Kapsko. De nikkede bekendt til ham, og Blikkenslageren rakte ham demokratisk en Broderhaand.

De havde en Del Løjer, og satte blandt andet Husmægler Dyrboes høje Hat paa ham, denne katteskindsbørstede, rødlige Hat, der sagdes at give Dyrboe Hæderlighedspatent, og som en Gang ærværdigt stillet foran Dyrboe paa en Kriminalkammerskranke skulde have værnet ham mod Sigtelse (og Arrest) for falsk Forklaring i en Sag om en døddrukken Bondemand og en Slutseddel paa Bagsiden af en Smørrebrødsseddel nede i Kafé "Minerva".

Straamanden blev sat foran en Bunke Veksler, og malede sit Navn efterhaanden som Dyrboe, kortspiløvet, tog væk af Bunken, Han skrev sig paa Skøderne "forhenværende Gaardmand", idet han havde renholdt Gaarden i en af Knocks Ejendomme. Han fik Betaling under et for alle Vekslerne og derefter en Snaps. De mødte Haandværkere endosserede derpaa Vekslerne, og Knock tog dem, saa paa sit Ur.

"Klokken er over tre. Vi kan sende dem over i Metropolbanken straks i Morgen. For I trænger vel til Kontanter, Folkens!"

Blikkenslageren nikkede ivrigt med sit runkne Abekatteansigt. Der kom et sygt og betrængt Lys i hans røde Øjne: Lønningsdag i Morgen! Stod i Forskud for Materialier. Men Snedkermesteren, som gik under Navnet Kontant-Meyer, gjorde en vis rund Bevægelse med Haanden. "Altid parat til Gentjeneste, Prokurator." Og han slog frimodigt Knock midt paa Ryggen.


Lidt senere fornam Knock, at Stuen var tom, og at han sad dybt nede i den altfor bløde Sofa med den tomme Champagneflaske foran sig og et brusende Tog gennem Hovedet af alle Slags Fornemmelser, der lidt efter fortættede sig til Stikket af en enkelt gloende Naal i Baghovedet. Han kæmpede mod at føle sig som en Klud, kvalm og ildesmagende af sine egne Væsker i Munden. Og pludselig kom en umaadelig Skræk op i ham og rev ham ud i Forkontoret, hvor den gamle Fuldmægtig løftede sit musegraa Brilleansigt for at vejre Stillingen.

"De kan godt lukke," mumlede Knock, hvorefter Fuldmægtigen lukkede Kontoret, begav sig ind i sin meget vidtløftige Havelock og listede ud saa sagte, at end ikke Laaseriglen generede Overretssagførerens Nerver.

Saa tog ogsaa Knock Hat og Frakke og prajede fra Vinduet en Droske, thi hans Karet var fra Klokken tre stillet til Disposition for en Dame, der havde gjort dettes Forlangende til en uomgængelig Betingelse dem imellem. I Overfrakkelommen havde Knock den kontante Kassebeholdning af henved tre Tusind, og dette var en Slags Stoppebom, naar Fantasierne løb vild. Han følte sig ingenlunde helt blottet og i Pavsen endog fuldt sikret.

Han trøstede sig forsøgsvis med, at det hele var bluff, Praleri af Banken. De kunde ikke staa uden ham. Han vidste for meget og var i det hele uundværlig. Bankens Fond kunde ikke taale den Krise, der vilde følge, naar Knock faldt. Enhver vidste, hvor desperat Banken var engageret i alle de Knockske Projekter. Dér vilde blive run af Sparerne, Panik paa Børsen, Metropolaktier vilde oversvømme Markedet til meget uhyggelige Kurser.

Nej, det vovede de ikke! Hvis ikke den store Bank og sagtens — alligevel — en vis Mand kom til, — Edderkoppen, der sad og trak i Traadene nede fra Bunden af sin Bank — Eller? Knock vaklede i pinefuld Uvished, medens Drosken klaprede ud over Asfalten. Han sad flot kørende, som han plejede, med Hagens firkantede Skæg stejlt rejst over den storbrogede Kravat, Panamahatten opkrammet og engelsk Snadde fastbidt mellem de hvide Fortænder.

En Del Mennesker, der mødte ham, saa over Skulderen efter ham. En og anden hilste, og der laa en Antydning i Hilsenen af, at man havde hørt og endog diskuteret Rygter.

Efter hans Ordre drejede Kusken ud af Hovedstrøget. Han havde bestemt sig for Aftenekspressen, men der var endnu tre pinefulde Timer at tilbagelægge ved Marsch paa Stedet. Han gennemgik endnu en Gang de store Planer, som Banken altsaa haabløst havde væltet. Og pludselig dirigerede han Kusken i Retning: Petersborg Terræn.

Der var en ny Gade med sværteagtige Facader, og klart blaat Himmellys i alle Ruder, og nu ogsaa alle Spektrets Tjærefarver af Syrefabrikkernes Dampe, der kom herhen ved Østenvind. Ogsaa de Huse havde han bygget. Forsaavidt! — Og nu kunde han hinsides et uhyre, øde Areal se fire eller fem mægtige isolerede Hustærninger, stejle Karréer, som gigantiske Mærkepæle hver for Enden af en dobbelt Fliserad — og nøgne sorte Parceller udenom. Gavlene stod brat belyste af den gule Sol. Gaardsiden mellem Fløjene var en Enklave af sort Nat skarpt op mod Lysfladen. Derude laa Petersborggrundene.

Der var en grum Dødsstilhed herude som i en skidden Tornerose-Verden. Fjernt borte fra Baggaden hinsides gik en Mand paa klaprende Træsko. Et Kirkeur slog meget højtideligt otte.

Knock vadede gennem Pløre, hvor endnu Kalkstøv laa fra Kørslerne, og han vred sig forbi Tomter og halvtudgravede Byggepladser, hvor Dynger af Stilladser og Mursten laa opdrevne som Vrag, hvide af Vejret. Han naaede hen foran den østlige af de fem fuldkommen uudlejede Karréer.

Der var noget med et Par Rotter, deri Slagsmaal tumlede over hans Støvlesaaler og hvinede, da han sparkede dem. Saa lagde han Nakken bagover og saa op ad den mægtige, røde Facade, hvor Kalken endnu var snehvid mellem Stenene, men de fire fugtskjoldede Karnapper havde allerede slaaet Revner, en Plage af Puds var nylig faldet, og Sivene stak frem af den lynildsformede Sprække. Han traadte tilbage ud paa Kørebanens Morads, og saa nu Husformen helt; den laa med sine knuste Ruder, hvor endog Sprosserne var vredet ud, og gabede ud mod Mørket, der kom. Det lignede et uhyre vejrbleget Kranium, dette skaldede Hus, en kold og plyndret Grav. Han naaede den næste Karré, der endnu stod i de raa Mure og med Forskalning blot paa Nordmuren. Otte af Stadens største Haandværksmestre var falleret, da Knock standsede Arbejdet paa dette Hus. Han gik rundt om det. Der var slaaet Brædder for Dørene, men de var flere Steder brækket løs og i Afstand saa han en lille skidden, gammel Mand samle Stumper op i en Sæk.

Knock saa ud over Terrænet bagved Petersborggrundene. Og der laa endnu halvt gemt i et Krat af gustne Ris, Petersborg Havehus, det sidste af den gamle Hovedgaard, med en smuldrende gul Gavl og sprinklede Palæruder. Han knyttede Hænderne i Bukselommen. Her laa Værdier og ventede! Ventede paa den, der fik Lov til at tage dem med de bare Hænder! Det rallede i hans Hals. Han var halvkvalt, og han følte, at det var Graad og Smerte, der samlede sig til en Klump i hans Hals.

Her laa alt dette gode og frugtbare Muld under den døde Haand! Tusinder af Kvadratalen af Jord, Tusinder Kubikfod af Rummet over den! Under den døde Haand! Eller til Rov for Banken, naar den passede sin Lejlighed og overtog til Tvangsauktionspriser!

Knock stod og sparkede til de nedfaldne Murbrokker, Mappen gled fra hans Hofte ned og faldt slatten over hans Fødder, gabende med sit sorte Svælg. Den var tom. Den sorte Mappe var tom! Han vejede den i Haanden. Slunken! Sulten. Hæ! Noget maatte altsaa gøres!

Den gamle Mand, der sankede Brædder, kom nu forbi med sin Sæk, standsede og prøvede at se med sine udflydte Pupiller paa Knock.

"Hør", sagde Knock, "kom her hen."

Den gamle lystrede ængstelig, trippede i sine hullede Lærredsko.

"Jeg har faaet Lov af Betjenten!" klynkede han. "Han siger, at Piberdrengene og deres Fruentimmer ellers tager det. Og jeg bor i Ejendom med Betjenten."

Knock slog ud med Haanden. "Hvem er Ejer af de Ejendomme?" spurgte han.

Den gamlede mumlede i det grumsede Skæg. Endelig sagde han: "En forbandet Prokurator inde fra Byen. Han har Raad til at lade det ligge! Det er hans Mødding. Den skal gøde hans andre Huse." Og han tilføjede fortroligt: "Jeg forstaar mig lidt paa Sagerne! Har selv bygget. Var en stor Murermester en Gang. Jeg har bygget over et Hundrede og firsindstyve Huse. Men saa kom Aage Nord hertil, Sagføreren, som røg forleden. Han snød mig." Han vendte sig mod de øde Huse, der rakte deres mægtige Silhuetter op foran en glasgrøn Himmel.

"De knækker alle sammen Halsen til sidst", mente han. "Alle Byggebaronerne! Ogsaa han! Jeg véd ikke, hvad han hedder. Men det dér, kalder vi herude for: Dødssejleren".

Han begyndte at smaasnakke, sank nogle hostende Grin. "Dødssejleren! Nu bor Piberdrengene gratis til Leje deroppe, og Tøsene der logerer hos dem. De brækker alt Træværket løs og fyrer op med nede i Centralvarmen. Efter 12 kan hele Kvarteret hører deres Signaler, naar de kommer ind fra Fælleden."

"Ja", sagde han tilsidst. "Det er Dødssejleren, og Naboen er vel: Den flyvende Hollænder. Haandværkerne, som havde Arbejdet herude, har Fanden taget. Det er en bekendt Sag. Herude smide Ejendomme ikke andet af sig — end Ejeren!"

Han begyndte at slæbe Sækken, og en lille, meget net Pige kom ham i Møde og hjalp ham. Knock saa, at hun havde nye Støvler og store Sølvørenringe. Han fik Lyst til at give hende en Skilling, Hun saa god og pæn ud. Men han opgav det straks, bekendt med Risikoen ved at give Smaapiger ude i dette Kvarter Penge.

Han stod stille, og paany hørte han det dumpe Brus af Kloak dybt under Risten, hvorpaa han stod. Brølende! Nedad! Ned med alt, efter Tyngdevægtens Regler — ned i Kloakerne og ud.

Her var han ude paa den øde og døde Fælled uden anden Lyd end Kloakernes ildevarslende Mumlen, uden anden Aroma i Verden end Stanken fra Affaldskulerne nede i de henfaldne Byggeudgravninger.

Og i pludselige Fantasier genoplevede han de første Aar, da han var kommen herind fra Provinsen, og som en mager og lurvet Studerende havde lusket langs Forstadens Plankeværker med Smagen af Spisehusenes Kaalsuppe i Munden for at spare Aftensmaden. Et rystende Had fra de Dage besatte ham paany, gik som en Syre gennem hans Krop og snærpede hans Hud sammen. Han havde et gammelt, uopgjort Mellemværende med denne Hovedstad, med alle dens Sten, med alle dens Store, han havde ingen Tilgivelse for den fra de Dage, da den havde vist ham lutter ligegyldige Facader og vendt skumle Baggaarde til, om han vilde ind i den nogen Steder.

Han havde vistnok naaet at faa en stor Del af denne By i sine Hænder, forvaret dokumentfast i sin sorte Mappe. Aa ja, denne stærke Sagførermappe af sort Læder kunde rumme en Del! Han havde huseret med denne Bys Værdier, knægtet dens Folk. Han forstod taaget, at han ingenlunde havde naaet saa vidt, fordi han just havde elsket denne Stad. Og nu, da han var truet, skulde fældes og udskilles, nu udfoldede dette indkapslede, blot halvt tilfredsstillede Had sig til en yderst bitter Fortvivlelse.

Disse Direktører! Der sad de uldne og nussede i deres Bankraadsstole og pønsede paa Fortræd og passede deres Snit til at spænde Ben for dem, de ikke kunde lide. Han spyttede paa dem. De var Pest og Gemenhed! Disse fine Folk! Hæ! Fiksere og Jobbere!

De var blege som Svæklinge, der sejrede ved Forræderier, snigløb og opaad bagfra, hvad de vilde til Livs. Hæ! De ansaa ham sagtens for en Bonde, der søgte at slaa Rod i deres By! Benyttede sig en Tid af, at han forstod sig paa Jord og paa at faa Sten til at gro. Og kastede ham nu, for at høste hans Udsæd.

Og da var det, at hans Had og Forbitrelse mod Hovedstaden gav Liv, til den Beslutning, han havde baaret, siden Krisen var indtraadt. Han saa sin Vej! Han foragtede straks Modforestillinger, der et Øjeblik meldte sig: at det betød Forbrydelse og altsaa Straf — om Planen glippede. Han paatog sig Risikoen. Han begyndte at svede af Spænding. Han mumlede mellem Tænderne de gamle Bondeeder: Det Satans Bypak! Han skulde vise dem, hvem der forstod sig paa Handler!

Han kom ind i en snasket Beværtning, anraabte en Kelner, hvor han saa et grøntflimrende Øjepar i Halvmørket bag en Skænk. Inde fra Sidestuen lød plumpe Stemmer. "Bondefangere," tænkte han og erindrede. Det var fire fede Mænd, der lavede Byttehandel med et Klaver og en lille Hest, der havde været udstillet som Verdens mindste Hest. De regnede med Pegefingeren i Ølslammet paa Bordene.

Men Knock rejste sig voldsomt fra sit Bord, han forlangte en Telefon. Hans store Krop svulmede under Muskulatur. Ansigtet blev fast og haardt, og han afvred de svedige Hænder i Lommetørklædet. Han vidste, til hvilken Knejpe, han paa denne Tid kunde opringe sin Fuldmægtig, Stou. Og forlangte Knejpens Nummer.

"Er det Stou? Godt! Hør nu efter, Stou. Jeg rejser i Aften. — Ja! — I 10 Dage. — Lige meget hvorhen. Sig blot Australien. Men hør nu nøje efter: Tag min Pengeskabsnøgle og gaa straks op paa Kontoret. Tag i Pengeskabet, hvad der er af Obligationer og sælg dem. Tag Kreditforeningsobligationerne for det Høyerske og det Seehausenske Bo. De staar i 110+12. Tag, hvad vi har liggende af det Bingske Legats Værdipapirer og de Aktier, som Direktør Hals deponerede i Gaar. Sælg Rub og Stub! Og køb saa i Overmorgen, hvad De kan skrabe sammen af Metropolbankaktier. De vil være paa Markedet til Papirværdien, naar det rygtes, at jeg er rejst. Køb, saa snart de er nede i 48. Saa langt gaar de sikkert i Løbet af en Dagstid eller to. Og gem dem. Gem dem til Øjeblikket er der. Den store Bank træder til i Løbet af to Uger, — det véd jeg, — naar de har drevet Kurserne ned, og Etatsraaden har opkøbt Metropolbankens Aktier til 48! Men jeg kommer dem i Forkøbet! Har De forstaaet mig, Stou? Der er Provision til Dem! Sælg for Guds Skyld. Dem vedkommer det i alt Fald ikke, hvem Papirerne tilhøre. Forretningen er garanteret sikker! En Hundrede Procents Forretning! Jeg stoler paa Dem, Stou. Og nu ringer jeg af."

Knock forlangte derefter et Glas Øl og en Droske og tog nu sin sorte Mappe under Armen.