Blind Passager
BLIND PASSAGER
"Sirius" blev varpet ud af Westindia-Dok. Inde paa Kaien løb Dokmænd i sluttede Sjag af Sted med Trosser og Slæbere. Paa Dækket susede Dampspillene, Dampen føg lavt hen over Lugernes Presenning. Hen over Dækplankerne kom Vagtmandskabet stampende, og Kaptejnen stod paa Broen og bandede gennem Raaberen.
Første Styrmand dansede Krigsdans paa Agter-Spillet. Kasketten sad ham bagvendt i Nakken, han skreg og skændte og var vittig paa blandet engelsk, dansk og portugisisk Slang.
Den store Staalsvingbro aabnede med Majestæt sine mægtige Skeletarme. "Sirius'" Skrue slog et Par vredne Slag i det smalle aabne Løb, standsede saa brat, afbrudt i en Optakt. Hindringen var en lille skidden Hjuldamper, der masede sig frem, osende af daarlige Kul. Den halede af Sted med et Kobbel raadne Pramme, hvori Majs laa i gyldne Dynger; de klodsede løs mod andre fortøjede og drivende Pramme og Flaader med Kolonialfragt, og Indløbet var en Tid spærret af et Bjærg af spraglede Thekasser, vekslende røde og grønne Tærninger i Stabler af Pakhushøjde.
Andre grønne og sorte Bugserdampere holdt prustende og hylende ude i Floden og vilde frem. Pramførerne løftede deres lange Stænger og skubbede og stagede og vrælede imedens dette Londoner-Doksprog, der er dunkelt som Londons Slums, skiddent som det mælkegule Themsvand.
Svingbroens Alarmklokke klingrede. Over Pakhusenes Tage paa høie Jærnbuer kom et Tog drønende og vilde frem — over og videre. Og Dokarbejderne slap "Sirius'" Trosser og Slæbere, vendte deres Skraa og spyttede tankefuldt ned paa Thekasserne.
Ude paa Themsen gik et evigt Vandretæppe: Strømkrusninger, der gled frem, og skraa gule Master, der kom og krydsede hverandre som Spyd og forsvandt. Signalvimpler og Skorstene af alle Selskabers Mærke.
Kapteinen paa "Sirius" slugte sine Eder. Han opgav ikke sin inderlige Overbevisning, at hans Skibs og hans Fragts Transport var vigtigere end hele Kæmpedokkens øvrige aarlige Trafik. Men han indsaa billigen, at i disse Forhold blev et saa godt Krav ikke respekteret. Han slog ud med Haanden ad første Styrmand, der bestandig dansede paa Forlugen, han trak paa Skuldrene og gav sig Tid, indtil Prammene var klar af hinanden og kom pjaskende ned langs "Sirius" Sider, medens Damperne halede, alt hvad de tangfrynsede Slæbere kunde strække.
"Sirius" gled ud i Flodløbet, og Skruen begyndte at piske det gule fede Flodvand op i store slamfyldte Skumkager.
Langsomt passeredes de vældige Dampere, høje og sorte som Pakhusene langs Kaien. De passerede en evindelig Række af graa Panserskibe, hvis kantede Omrids viskedes ud af Drivregnen. Maager kom allerede baskende ind fra Nordøst. De gled forbi Greenwich, hvis hvide Hospital aabnede sine Fløje mod de søfarende, forbi Woolwichs hamrende Værfter. Bredderne blev fladere, skorpede af gule Lerskrænter. Forternes cementplomberede Tandsæt grinede frem fra de grønne Bastioner. Vandet blev kraftigere kruset, Themsen blev bredere, bredere. Der kom slanke, feminine Skonnerter og rundmavede Barkskibe brasende for alle Sejl. Midt i Strømmen laa Fyrskibe. Og Lodsbaadenes rødstribede Sejl føjtede rundt mellem de vuggende Bøjer og røde Vagere og søgte Forretning.
Søen gik stærkere. Land var nu kun smalle blaagraa Striber i Horisonten.
Først da viste den blinde Passager sit smilende, hørblonde Hoved paa Dækket.
Mandskabet stod den Gang og drev og spyttede ud over Rælingen. Anden Styrmand gjorde Kvalm over løbende Gods, der ikke var forsvarlig surret, over en Svaber, der hang og lavede en vaad Sø paa Dæksplankerne.
Drengen blev kostet hen for at tørre op. Han løb bleg af Sted med den sorte Skibspuddel paa tre Ben i sine Hæle. Han var den første, der fik Øje paa den blinde Passager, som netop stak Hovedet frem fra Folkelukafets Lugekarm.
Drengen spjættede tilbage ved Synet af dette fremmede Ansigt, der strax stemte sig til et venligt, om end usikkert Smil. Han gjorde omkring og satte i Løb hen til Første-Styrmand.
"Mr. Ohlson," raabte han, "Stowaway on board, Sir!"
Første Styrmand blev gal i Hovedet; han vidste, at det var nok til at fordærve Humøret paa den gamle i Rejsens samtlige 36 Dage. "Sirius" var fragtet til Rio med tørret Fisk, Sheffielder Bordknive og Filtvarer. Der var ingen Havn i mange Dage og det sidste Lodsfartøj var ude af Sigte. Og han tænkte sig, at den gamle vilde anmode Snyltegæsten om at spadsere fra Borde snarest og sejle videre i sine egne Vandstøvler.
Han traf Chefen i Bestiklukafet mellem Logbogen og en Whiskyflaske, der altid blev hentet frem til Lodsen, og hvoraf Kaptejnen aldrig drak, da han var Afholdsmand.
Kaptejnen modtog Rapporten uden at fortrække en Mine. Det var nu saa, at "Sirius" paa de nærmest foregaaende Rejser tvende Gange havde haft en umønstret Mand indenfor sine Planker, og den sidste af dem, som var bleven godt behandlet og endog hjulpen med Penge, havde ikke alene medtaget Kaptejnens Vinterfrakke, da han gik fra Borde, men var oven i Købet rendt lige i Armene paa Politiet, der ventede ham med en Arrestordre for utallige Tyverier; og han havde derved forvoldt "Sirius'" Kaptein en Hoben Konsulatsvrøvl og Overliggedage og Fragttab.
"De véd, Ohlson," sagde Kaptejnen meget roligt, "at jeg ikke vil vide af nogen Stow-away fellow her om Bord. Jeg vil ikke se ham, forstaar De. Jeg erklærer simpelthen, at der ikke — ikke, forstaar De — er andre Folk om Bord end dem, jeg har paamønstret. Skulde De eller nogen anden her om Bord tro noget andet, saa maa De se at omvende Dem. Og De maa gøre Folkene forstaaeligt, at de har talt fejl, naar de har talt én Mand for mange. Denne ene for mange existerer ikke i mit Fartøj. Vi er jo enige om den Ting, saa længe vi ikke er berusede og ser dobbelt."
Ohlson var enig. Dels havde han ligesom sin Chef faaet nok af de seneste Snyltegæster, dels interesseredes han levende af Kaptejnens Indfald. Han gik forefter.
Han traf Drengen. "Hvor siger du, at du har set ham, Dick?" spurgte han. Dick pegede paa den fremmede Fyr, der nu stod med Huen i Haanden henne ved Bagbords Jollebomme.
Donkeymanden og Letmatrosen Georg var paa Vej hen for at give sig i Tale med ham. De øvrige Folk tog tilsyneladende ikke Notits af ham. De havde travlt hver paa sin Vis, men alle skelede de agterud efter Kaptejnen. Og de glædede sig til det Spektakel, der nu sagtens vilde bryde løs.
Men Styrmanden stirrede lige tværs igennem Snyltegæsten med en uskyldig-forbavset Mine:
"Hør nu her, Richard," sagde han. "Du er en ung Hvalp endnu og bør ikke forsøge paa at være morsom paa Voxnes Bekostning. Jeg ser ingen Mand dèr, hvor du peger, men derimod den Bagbords Hækjolle og saa Vandet. Og du maa indrømme, at dine Øjne heller ikke ser nogen Mand, heller ikke Georg og Mathias og de andre Labaner. Vel Folk! Vi vil ikke vide af flere af de fordømte og tyvebrændte Slubberter, der vil gaa med uden Billet. Og den Ting er vi enige om, Folkens, at vi hverken vil se eller høre den Slags gratis Passagerer her i Skibet. Er det forstaaet?" Og han blinkede rundt til Folkene, der nu stod i Kreds om ham og den fremmede.
De lo og puffede hinanden i Siden. Jungmanden Klarker, der ved Maaneskifte gærne blev halvfjollet, slog sig paa Knæene og grinede og dansede rundt; ogsaa de andre fandt Spøgen god. De lagde Ansigtet i dybsindige Folder og drev hen over Dækket, idet de lod, som om den fremmede var Luft.
Denne blev staaende med Huen i Haanden. Det vage, frygtsomme Smil blev anstrængt, han rømmede sig, skrabede bagud med Foden og begyndte at bukke i Retning af den uforstyrrelige Første-Styrmand.
Den blinde Passager var en ung Knøs, slank af Væxt og genert af Lader. Øjnene lysnede nu og da af Liv og Godhed, mest var de ydmyge, ransagende, spejdende efter Sympathi. Han var slet klædt, men hans Klæder var af mange Farver: et højrødt, blomsterbroderet Bælte holdt Lærredsbuxerne oppe om den blaastribede Skjorte. I Jakkens Opslag luede en Nellike. Og Haaret var vandkæmmet under Huen, slikket i en Tunge ned over Panden. Han var utvivlsomt opdraget blandt Havnegydernes Piger, var hvid og blød i Huden, Hænder og Ansigt tydede ikke paa Arbejdsvanthed. Hans Ansigt skinnede af Godmodighed og af frygtsom Uskyld.
Saaledes stod han og var ganske ensom midt i det meget Solskin, der gød sig ned over ham og Skibets Dæk, som nu glødede rødgyldent, og over Havet.
Havet blev saa lysende blaat i Solen, saa intenst et Blaa, og hen over Smaabølgerne dansede Solblink, en lang Stribe bagud, der sejlede frem med Skibets Fart.
Og den blinde Passager blev staaende upaaagtet midt i denne Sol. Han lod sine Skuldre bage af dens Straaler og søgte Værn mod den klamme Tavshed, der mødte hans søgende Blik. Han hostede forlegent to Gange, bukkede igen og begyndte at fatte sin Stilling.
Nu saa' ingen mere i hans Retning; hver gav sig med Alvor til sin Dont. Rorgængeren løstes af med megen unødig Snak. Andet Vagthold kom paa Dækket, blev hviskende sat ind i Situationen. Det blev Middag—Eftermiddag. Kokken stak Hovedet frem af Kabyssen og sang "Ben Bolt" i skingrende Sørgmodighed, medens han skurede sine Pander. Kaptejnens Snorken bares ud fra Bestiklukafet og formanede til Tavshed. Alt blev stille undtagen Maskinens stampende Takt, og Bølgernes tyste Skvulp om Stævnen.
Nu og da den vagthavende Officers Kommandoraab til Maskinen og Rorgængeren:
"Streg! Vest-Sydvest! Kurs igen."
Den fremmede Fyr drev bedrøvet og forundret rundt paa Skibets Dæk. Han faldt hen i Betragtning af det halvt tilhyllede Dampspil, studerede med Nysgerrighed Kasteblokke og Taljer, hele den forvirrende Mængde af Tovværk, der randt ned langs Formasten. Og længe stod han stum bøjet over Maskinskylightet.
Han hørte hjemme dybt inde i Londons Stenørken. Dér holdt han til paa Sømandskipper og Logishuse. Alt sit Liv havde han færdedes mellem Søfolk; men aldrig havde han sat sin Fod paa et Skibsdæk.
Og nu stod han og undrede sig meget naivt over, at han ikke her fandt Venner. Han havde plejet at slentre rundt fra Bord til Bord i sine Stamkipper og havde givet sine staaende Glansnumre for dem, der saa' ud til at behøve hans Munterhed. Han havde sunget sine Viser, fortalt og gjort Behændighedskunster, havde nu og da spillet Kort og havde givet tostemmige Fløjtesoloer. Han blev skattet for sine Talenter, havde haft sit Øgenavn blandt Kammerater, et prinseligt Kælenavn blandt Pigerne. Og han glædede sig, naar hans Lune og hans Foredrag fik de bistre vejrbidte Ansigter til at briste i dette store og brede Grin, der for ham gjaldt for Lykkens Afspejling.
Mismodig satte han sig paa en omvendt Spulepøs. Men strax kom Donkeymanden farende og rev i Pøsen, som om ingen sad dèr. Og en lang smækker Talje kom flyvende hen over hans Ben. Han faldt, og der var ingen, der rakte ham Haanden, da han søgte Fodfæste paa det sagte rullende Dæk.
Han følte sig sat udenfor dette lille sluttede Samfund, dette svømmende Miniaturrige, som havde givet sig en Lov, der ikke indbefattede ham.
Og han spekulerede trist paa en Vej ind.
Kokken kom gravitetisk med et dampende Fad, svang det tæt forbi hans Næse og forsvandt i Folkelukafet. Og Folkene kaldte paa hinanden. De kom rapt fra Maskinrum og Dæk. Og han hørte dem stampe ud af deres Køjer.
Ingen bød ham. Han forstod ikke, hvorfor de gjorde alt dette mod ham; hvad havde han gjort dem! Hans svage Gætteevne syslede med de tænkelige Grunde.
Skibshunden kom paa sine tre Ben hen og snusede til hans Støvler. Saa vendte ogsaa den ham Ryggen og luntede hen til sit fyldte Trug.
Oppe paa Broen kom Kaptejnens brede Skikkelse frem. Han saa' skadefro ned paa den overkomplette, og da denne rev Huen af og gjorde ydmygt Skrabud, blev han ved at stirre, men aandsfraværende ud i Luften. Og den anden frøs derved. Han følte sig, som var han gennemsigtig, og som om selve den friske Brise strøg tværs igennem hans Krop.
Saaledes blev det Aften og Nat. Ingen brød sig om ham. Hundevagten gik gnaven paa Dækket, og op fra Folkelukafet kom en hul Snorken, tre fire forskellige Toner, der steg og sank. Han frøs nu for Alvor, og han fandt sig et Leje mellem Tovruller og Presenninger under Hækken.
Der laa han og stirrede op mod de Milliarder Stjærner, der Iskrystaller lig sneede ud paa det uendelige sorte Rum. Alle de Stjærner var ham nye, fremmede; de isnede ham i Møde. Han længtes hjem efter Londons lige saa mange lune Gasblus.
Det blev Morgen. Mandskabet tørnede ud, drev gnavne og træge til deres Arbejde. Indadtil var der intet Sammenhold blandt Folkene. Det var ganske friskhyret Mandskab; der var daarlig Tone, evigt Kævleri. Et Par af dem var hellige og de andres Syndebukke. De manglede ganske Gemyt, og paa Kokken, der søgte at sprede Morskab med en forstemt Harmonika, gad ingen høre længere. Han kunde kun én Melodi: "Ben Bolt".
Og allerede den næste Dag var den usynlige Passager ingen Adspredelse mere. Man havde vænnet sig til at se tværs igennem ham. Nu regnede ingen mere med ham, man saa' ham faktisk ikke mere.
Han drev omkring med sulten Mave, træt og nedslaaet. I et ubevogtet Øjeblik gjorde han et Greb i Beskøjtetønden og fortærede sit Rov i Skjul som et Dyr. Sulten voxede kun derved, og hans Selskabsdrift — den stærkeste af alle hans Instinkter — laa knuget ensom mellem de triste Tanker.
Hunden Gordon snusede paa ny til hans Støvler og fandt Behag i deres Lugt, han kløede dens Pels, og den viste ham sin Sympathi ved at logre.
Han fik nyt Mod; medens Kokken var borte fra Kabyssen, fiskede han i Suppegryden med Kødgaflen. Han blev set, men da hans Ikke-Existens var et Faktum, der ikke tillod Optræden imod ham, nøjedes man med at brumme i Skægget og med at gemme, hvad gemmes kunde, bag Laas.
Det blev Aften paa ny; Mandskabet samledes paa Fordækket. De forsøgte at sætte en Rundleg i Gang, men ingen forstod at lede den. Donkeymanden kunde et Par sjofle Viser, men han var i Aften hæs som en Ravn.
Kokken hentede sin Harmonika fra Kabyssen og begyndte at spille "Ben Bolt". Anden Mester lavede Bas til ved at rumle med en Vandpøs, Letmatros Georg lavede Trommeslag paa Lugekappen. Men det var gjort for ofte før. Folkene gabede og tænkte paa deres Køjer. Anden Mester faldt i triste Minder om en Pige, Sally, der i en Kippe havde fortryllet hans Hjærte og skilt ham af med et Pund Sterling. Han kunde ikke glemme hendes fyldige, og herligt pudrede Arme. Det mørknedes. Og Harmonikaen standsede med et Klik.
Den blinde Passager kom da beskedent hen, hvor de sad. Han tog Huen af, gjorde Skrabud, som han plejede i Knejperne, tog et Tag i en af Formastens Barduner og gav sig til at synge løs.
Det var en Sang med Fløjtesolo, med Fuglekvidder, og den endte med nogle sælsomme Strubekluk, som ingen i hele Dokkvarteret kunde gøre ham efter. Det var en saare tvetydig Sang om Sømænd i Havn, men han sang den med sin rene Tenor, med Pathos, med en Koncertsangers Alvor. Og han tog ganske Vejret fra dem, der hørte til.
Men da han tav, saa' de stjaalent paa hinanden, ingen Haand rørte sig til Klap. Og som, altid saa' de tværs igennem ham ud paa det vide, nøgne Hav.
Han bøjede ydmyg Hovedet. Han manglede Gøglerens sejrrige Kurage, var forlegen og beskeden, og hans Miner var affekterte, ufrie. Men han fortsatte ud af sit omfangsrige Program, han gav endog sit eneste store Operanummer af "Le connetable" som han havde lært af et Sangervrag i Himlen maa vide hvilken Snask.
Og "Sirius'" Besætning hørte til i dyb Betagethed. Musiken lagde sit Baand om dem og førte deres simple Sind mod hinanden, og da han paa ny slog om og foredrag en af sine grovkornet vittige Tale-Sange, med Akkompagnement af Grimacer og Gestus, brast deres udtryksløse Ansigtsflader i det store, brede Grin, som Foredrageren kendte som den menneskelige Livsglædes Jærtegn. Han kom i Aande, i Ekstase, han sprællede som en Abekat, gurglede og nøs, greb endelig en Tovende og hoppede paa Hug med den som fældet Bajonet hen ad Dækket.
Og hans Publikum lo, som om de skulde daane. Men dernæst saa' de sky paa hinanden og tav.
Til ham talte ingen. Han var som den blaa Luft omkring dem. De aandede den ind uden Tale.
Kaptejnen stod paa Broen. Hans Øjne glimtede en Smule i det glatte Stenansigt. Men da han saa' Folkenes Tavshed, nikkede han tilfreds. En Ordre var en Ordre, og den Chef, der annullerede en given Ordre, han kunde skyde en hvid Pind efter Disciplin.
Men dog var dette Begyndelsen til, at den blinde Passager blev modtaget i den sluttede Kreds paa "Sirius'" Dæk — uden et Ord og uden at blive mindre usynlig: Han var et savnet Element. Enhver Kreds, enhver Klasse — mest af alt et Skibsmandskab — maa have sit Gemyt, sin Bajads, sit gode Hoved for at kunne trives.
"Sirius" optog den nye Mand stille og ubenævnt. Alt blev udadtil som før: Ingen talte til ham, ingen saa' ham i Øjnene. Men alle lyttede de til, naar han sang, spilede Øjnene op, naar han gjorde sine Kunststykker. De brød ikke den Vedtægt, de havde givet sig selv: at regne deres Antal uden ham. Deres enkle Begreber evnede ikke saa hastig at ændre denne Vedtægt. Og den Forestilling forbenede sig i dem: at han ikke burde, ikke havde Krav paa at regnes til det existerende. Og de lod ham stjæle sin Føde bag Kokkens Ryg som før.
Han blev Glæden paa deres lange og triste Togt, og de hentydede til ham som "Joy" — Glæden — fordi de ikke vilde nævne ham som en Mand, som en af dem selv.
I deres primitive Samfund var han Kunsten, alt, hvad der mindst hører til Livets Behov, og som dog alt efter sin Rang — fra en Lirekasse til en Stradivarius — er nødvendigt for hvert Menneskes Behag.
Man vænnede sig til altid at have ham om sig, ventede paa hans Opsange, før man begyndte Arbejdet. Og da Anden Mester en Morgen fandt sin Skibskiste, som var flyttet op paa Dækket, nymalet, aadret og endog forsynet med en stor Stjærne og Navnet "Sirius" i mønjerødt, satte Folkene, én efter én, hver sin Skibskiste paa Dækket om Aftenen. Og de tog det som en Selvfølge, naar de om Morgenen fandt den aadret og prydet med en Stjærne, "Sirius'" Signalflag lig.
Men bestandig var "Joy" blind Passager. Og han gjorde sine Gerninger kun halvfornøjet, tidt i melankolske og ensomme Grublerier. — — —
Det kulede op. "Sirius" var langt ude paa Atlanten. Passatvinden bruste jævn og frisk; runde, toppede Bølger kom i Rader duvende hen over Havet. "Sirius" rullede stærkere end før, alt løst Gods blev surret, Lugerne forsvarlig skalkede og Slingrebrædder satte omkring Messebordet. Saltvandet sprøjtede op over Stævnen for hvert Hug frem gennem Havet.
"Joy" blev blegere. Han spiste ikke. Dagen igennem blev han liggende i sin Sejldugshule, og hans Ansigt var grønt. Men ingen hjalp ham. Ingen talte om at hjælpe ham. Og alle savnede de hans Opsang, naar Dagvagten kom paa Dækket.
"Sirius" gled frem i sin Kurs.
En Dag var Himlen plettet af sprængte Skyer. Tunge, gule Striber stod i Nordvest; i Syd var Luften tyk og skimlet.
Og Bølgernes Kamme blev skarpe, de knækkede trodsig over, og Skum væltede sydende ud af Bruddet som Blod af et Saar. Vandet blev sortladent og vildere i sin Fart, hæse Vindstød fo'r hen over det og skrællede Skorpen af Bølgerne i regnbuespillende Stænk. Mod Aften gik Solen ned i Flammer i truende Straaleris, Himlen var længe som en gloende Kuppel, hvor Skyerne hang, lig skidden Vulkanaske. Om Natten brød Stormen løs, en Brandstorm, en Cyklon næsten.
Den blinde Passager krøb sammen i Læ af Maskinens varme Skylight. Han vovede sig ikke ned i det lune Folkelukaf, end mindre agterud, hvor Kaptejn og Styrmænd havde deres Rige. Søsygen var gaaet over, nu var kun Angsten tilbage. De taagede Længsler efter tropisk Sol og Sydens vidunderlige Havne, dem, han havde drømt om, medens Kippernes Gæster berettede om deres Farter, de svandt alle for denne store Angst, denne Frygt for det vaade, det kolde og bidende salte, der hævede sig i vældige Rygge og skjulte den vide Udsigt og fo'r frem med Brøl, strakte lange Fangarme ud og gled hen over Skibets Fordæk, saa Plankerne knagede under Vægten. Han fornam saa tydeligt det umaadelige Dyb under sig. Havet var ikke mere som en massiv Flade, der syntes at kunne bære. Alt syntes at synke i dette Dyb.
Besætningen kom tumlende langs de udspændte Stræktove. De var alle i Olietøj og Søstøvler. Kaptejnen selv paa Broen i lodden Hue med Øreklapper.
Og nu som altid gik de den blinde Passager forbi, saa' ikke til ham, talte ikke om ham.
Vandet løb i brede Render ned ad det hældende Dæk. Hvert Minut stod i Luvart en Væg af Vand lodret op og faldt, brækkede over som en Mur, med Drøn som af ramlende Mursten. Og Bølgen drejede sig frem om Stævnen, den satte Næsen og Sprydet dybt i Vand.
Vand føg ned fra oven, som om Himlen stod aaben. Bygen syntes at samle sig i Brændpunkt just, hvor Skibet flød. Regnen smagte salt som Søen. Store Tangtrævler piskede ned med Regnen. Bragene steg, gik over i Raslen, i Knagen. Bagbords Ræling dukkede frem af en Sø, og en Bresche paa 3 Alen gabede nær ved Røstet; de nøgne Jæmstøtter strittede haabløst ud i Regnen. Og Søerne drev deres Hug direkte ind paa Dækkets Planker.
Kaptejnen stod paa Broen og bandede i Skægget. Paa ny kom Skibet paa tværs af Søerne. En Mand entrede frem over Dækket og huggede nogle Vragstumper bort.
Ved Kaptejnens Side stod Styrmanden og skreg gennem Talerøret til Maskinen.
Og de to saa' samtidig, at den blinde Passager holdt sig ensom forude og klyngende sig til Lugetrappens Rækværk. De saa' ham begge, men de talte ikke til hinanden om ham. Og Folkene, der havde travlt midtskibs, de vidste, at han var dèr forude og sikkert inden længe ikke vilde være dèr mere.
Nye Bølger brød over Forskibet, en af dem stejl og hvas som en Klippe; i dens Følge en mindre, rund og med mange kredsende Kamme. Og da den trak sig bort imod Sydøst, saa' alle de, der var om Bord, noget som en gul Bold glide ned langs dens Side, og et blodrødt Tørklæde derunder, endnu et Minut saa' de det — indtil Skumkaskader fossede ned fra en større Bølge, der gik i den andens Slæb og knuste alt.
"Sirius" Mandskab skelede til hverandre. Men ingen talte nu eller siden om, hvad de havde set. Der var nu — som før — ingen blind Passager om Bord.
De løb frem og tilbage og udførte deres Dont, Stormen tog til. Den Storm var ingen Spøg. Dens Brøl var øredøvende, et Kaos af Toner.
Og da Vinden stilnede, gled "Sirius" over vældige, runde Dønninger ind i klam Havgus, der hang som lange Tjavser i Rejsningen, en Taage, der isnede alt, der tæt som rustrøde Gardiner kom vuggende ned fra de duvende Skyer og svøbte sig om alt. Master forsvandt, og Forskib forsvandt for dem, der stod agterude.
Alt blev saa sælsomt stille. Taagen dæmpede al Lyd.
Saa tæt blev Taagen, at ingen mere saa' sin Nabos Ansigt. De famlede efter hinandens Hænder gennem dette hvide Mørke.