Åbn hovedmenuen

Internationale — En Historie om Tyve

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København


Desertører.djvu Desertører.djvu/9 41-65

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

INTERNATIONALE —
EN HISTORIE OM TYVE

Peter Kopf stod ud af sin tredje Klasses Kupé ved den sidste Station, før Toget naaede Berlin. Der var imidlertid alligevel en Gendarm paa Perronen. Han stod med Pikkelhuen spændt fast til sit store, gnavne Læder-Ansigt. Og hans Øjne klippede Billetmærke i dem, der slap gennem Ventesalsdørene.

Kopf trak Hatten fastere ned over sit tætklippede Hoved. Skidt for Resten, om de kendte ham!

Han havde sit Tvangspas i Orden; det kunde de faa at se. Han skulde melde sig med det paa Politikammeret i Berlin; det var en lovlig Sag. Han var ikke eftersøgt; det var blevet godtgjort inden Løsladelsen. Man havde opmærksomt fulgt ham til Grænsen. "Adieu Hr. Kopf!" "Adieu, snälle Hr. Polismand!", og saa ind mellem de sorthvide Grænsepæle.

Gendarmen kom nærmere, satte sit Mærke i ham; men det var, lige som Klippetangen blev hængende et Minut. Naada! Han huggede Hovedet bagover og tog efter en opdukkende Vane et Tag efter Overskægget, men det havde de nok raget af ham. Han var et mærket Faar.

Nu skulde han altsaa klare sig med Mundtøjet. Tysk talte han med en Tilsætning af Russisk. I Danmark havde han klaret sig med en Blanding af Svensk og Norsk. Det gik rigtig flinkt.

Gendarmen løftede i dette Øjeblik Haanden, og der blev en Standsning i Strømmen.

"Naa," sagde Kopf, "kan man ikke komme forbi; jeg har Venner, der staar og kigger efter mig."

Gendarmen saa' paa ham. "Passér!" sagde han, og lagde i det samme Haanden fast paa Skulderen af en ældre, jovialt udseende, stærkt rødmosset Herre i Pels, der var ledsaget af en Drager med mange Ruslædertasker. Klap! sad der et Par blanke Staalmanchetter om de to middagsfede Haandled. Den pelsklædte fik en skæv, apoplektisk Mund. "Lad os faa en Droske," sagde han.

Kopf trak Vejret lettere. Han kom ud i en lang Lindeallé, der førte ind under buede Viadukter; der var faa Huse, men Landskabet var kvadreret til Byggegrunde. Der stod store, hvide Plakater midt i Marken paa to Ben med Paaskriften: Terræn! Kopf sprang paa en Sporvogn, og nu susede de ind mod Berlin N.

Kopf tænkte paa, hvor rart det var at føle, at det gled af Sted med én. I Toget havde han ikke tænkt paa det; dér havde han sovet. Og nu havde han udstaaet Enkeltcelle i et Aar for at faa tre Maaneders Rabat paa Straffetiden i den graa Slaveanstalt der ovre paa Sjælland, hvor en ren Bagatel, der var ganske uværdig hans Talent, havde skaffet ham Logis. Han havde faktisk været meget reduceret, da han kom til at hæfte sig ved den Sømandsjakke, der hang som et Skilt foran en Havnebod. Havde været i daarligt Selskab, spillet Billard og var bleven plyndret for over otte Hundrede Reichsmark i Sedler af et Par Fyre, der var ude at "fange en Torsk". Der var en rødhaaret Pige med i Spillet. Han var "Torsken", og hun fiskede ham. Saa var det, han lavede den Kunst med Frakken, og det var et Aar og to Søndage i Tilgift akkurat. Det var paa Tide, at han fik Foden i en ordentlig Stigbøjle og svang sig op.

Naa, der blev nok en af de gamle, rigtig gode Forretninger inden længe.

Desuden "stod han ikke højt" i Tyskland — havde kun en lille Bedrageridom og vilde næste Gang ikke komme op over en Maaneds Fængsel.

Godt! Nu gik den igen frem i den fygende Luft. Det pustede dejligt her paa Forperronen, lige ned i Svælget. Han stod mellem en Bunke Arbejdere i deres Værkstedstøj, de røg simpel Tobak, de var sodede og lugtede ikke godt. Men det var rart at være med alligevel, føle, at det flyttede sig med én! Puf! Af Sted! Det skurede og klang fra Luftledningerne af disse morsomme Græshoppeben, som Vognen rakte fra sig. Nu dukkede de ned i Fabrikstaden. Han behagedes ikke af disse graa Fængselsmure og den evige Skorstensskov. — I Arresten havde han haft Udsigt til en graa Dampskorsten og paa Anstalten til en præcis Magen til. Disse Arbejdsmænd gik ind til et ganske lignende Fængselsliv! Han følte sig som fri Mand mod dem. "Rentier" — han levede af sine Midler; — og han saa' tankefuldt paa sine to Mellem-Fingre, som en dygtig Specialist havde erklæret for ypperlig egnede til at danne "Gaffel", ved Opfiskning af Portemonnæer fra Damelommer i Trængsel. Naa forøvrigt ansaa han Lommetyveri for ugentlemanlike — foreløbig.

Flere Skorstene! Han kom til at tænke paa en usynlig Kammerat i Arresten, der ved Bankesystem havde forklaret, hvorledes han var klatret op ad Fængslets Dampskorsten ved Lynaflederen, havde vredet den løs og med den som Svingtov var sprunget i fyrretyve Fods Højde et Dødsspring over et Dyb af Gadens Brede ned paa et skraat slibrigt Skifertag, var balanceret paa Tagryggen og sluppet gennem et Kvistvindue — ned. Saa var der en Kamp med fem Mand af Styrken; et Jærnsengeben gjorde Underværker, men hvad er én Mand mod fem!

I Berlin, Norden, nær ved Stadtbahnstationen stod Kopf af sin Sporvogn. Og nu galdt det, om Piper var paa fri Fod.

Piper var paa fri Fod. Han havde mærkelig nok holdt sig skudfri alle de fire Aar, han havde ført Forretning i Berlin. Han havde et Par store Værkstedslokaler med Udsalg af brugte Cykler i Usedomstrasse. Efter at Cykling var gaaet af Mode i Berlin, gik Forretningen for ringe Omsætning. De professionelle Cyklerøvere søgte udenlandske Markeder, og Pipers Værksted blev efterhaanden en Transitplads, hvor blandt andre franske og skandinaviske Koster hensendtes til Forandring og Ukendeliggørelse. Piper var i Butiken lige indenfor Ruden, og efter at have hilst paa Peter Kopf med et Nik fandt han Anledning til at tage sin Hat og gaa ud ad Gaarddøren. Der ventede Kopf ham.

"Naa, er du ude igen?" sagde han, "det var udmærket. Jeg vil raade dig til strax at gaa over til Moritz Mann. Kom, jeg skal gaa med. Han er flyttet."

Moritz Mann var en fed edderkoppegraa Guldsmed, der sad i et ugenert lille Baggaardsværksted og arbejdede over en Blæselampe, som han traadte med Foden. Han blev ved at banke med den spidse Hammer paa et krumt Stykke Metal.

"Jeg har en Mand," sagde Piper, "som jeg garanterer for er brugelig. Vi har arbejdet sammen ovre i Staterne."

Moritz Mann lagde sine Sager fra sig. De saa' et Par hurtige Krystalblink fra en Æske, han lagde ind i et Jærnskab. Han smed det krumme Stykke Metal, — det var et Brystsmykkes Indfatning af Guld —, hen i Vindueskarmen, hvor der stod en Tallerken med afspiste Pølseskind. Han tog Skærmen af Ansigtet, stod nu op, var kæmpestor med en svær hængende Bug.

"All right," sagde han. "Vel, Hr. Kopf. De er nok, hvad vi i Amerika kalder en "handy" Mand med et Centrumsbor."

"Jeg har lavet den Kunst før," sagde Kopf.

"Der er et Selskab i Byen," begyndte Mann. "Der er kommet et engelsk Selskab her til Byen .... Har De hørt om Mr. Weeny?"

"Weeny? Ikke under det Navn."

"Navnet er ogsaa ligegyldigt. Weeny limited, kan vi kalde det, er kommet hertil i Forretningsanliggende. De behøver som sagt en Mand, der er kendt med Sagerne." Mann var i Færd med at klæde sig om og præsenterede sig nu i Silkehat, Bonjour og en stjærnebesaaet Plydses-Vest. "Ser De, Hr. Kopf, jeg kom fra Frankfurt i Gaar Nat. Der sad i Kupeen en ældre engelsk Herre og læste en Avis. Vi var alene. "Taler De Engelsk? spørger han med ét. "Yes, sir". Vel. Vi kommer i Snak, han er fremmed, jeg er kendt. Jeg fortæller, at jeg er Næringsdrivende her i Staden med Guldsager og Juveler paa Auktionsopkøb og lignende. Strax tager han et Etui op og tilbyder mig en Brillantring til Salg. "Er De en af os?" spurgte jeg. Han nikkede og gjorde det sædvanlige Zinke med to Fingre og venstre Øje. Godt. "Jeg saa' strax, at De var af Lavet," sagde han.

Saa gjorde vi Forretningen med Brillanterne. De er fra den store Affære i Edinburgh. Har De ikke læst om den? Naa. Han havde en Citytaske halvt fuld af Smykker. Nu gaar Stenene til Markedet i Hamburg. Her er de ikke i Pris. Indfatningen er min Andel. Han spurgte mig, om jeg ikke havde en modig Mand til en Affære, de har for her i Berlin. Han skulde møde sit Selskab her."

"Hvornaar?" spurgte Kopf.

"I Aften. Der er udeblevet en Mand for dem. Han blev taget i Frankfurt, og det gælder at handle hurtig, inden han faar sladret; han er ikke paalidelig nemlig — under Arrest. Altsaa i Aften. Det er Mr. Weenys Selskab. Mr. Millar venter mig Kl. 9."

"I Aften!" sagde Kopf. "Aldrig. Jeg er for det første her med Tvangspas. Jeg skal melde mig paa Kamret inden 24 Timer. Desuden gør jeg bedst i at "ligge lavt", som de siger i Staterne, i nogen Tid og holde mig ude af Haandteringen, til mit Maalesignalement, som gik til det tyske Politi ved min Udvisning, er mindre frisk i Politiets Arkiv. Farvel. Jeg gaar altsaa op paa Kamret. Skal jeg hilse?"

"Pyh!" sagde Hr. Mann.

"Og desuden," sagde Kopf videre. "Se paa mig: Jeg ligner fuldstændig en løsladt Røver. Jeg har rejst en Nat paa Jærnbane, er fuld af Kulrøg, snavset og gennemsvedt. Jeg ser ud i Tøjet som en Antikvitetsgenstand. De véd, jeg er af god Familie og meget øm over min Person. Min Overfrakke var moderne for to Aar siden, og mine Buxer ser ud, som om de havde ligget i Blød, medens jeg stak i den graa Uniform. Penge har jeg fra Overarbejde. Nej. Jeg vil ekvipere mig, tage ind paa et Hotel, faa mig et delikat Dampbad, — jeg har nok af Anstaltens Lørdagsskrubber, — og saa smække mig i Nat i en førsteklasses Patentfjederseng. Det er, hvad jeg har glædet mig til, og det er, hvad jeg vil."

"Vel, Adieu, Hr. Kopf," sagde Mann. "Det gør mig ondt. De kunde have indlagt Dem Fortjeneste. Det er meget fremragende Folk, de Englændere. Af "De store", "the high mob", som de hedder i London. Det er en exceptionel Udmærkelse at faa tilbudt Arbejde for dem. Men som De vil."

"I Morgen er jeg villig." Kopf betragtede med Modbydelighed et Par Handsker og et Lommetørklæde, han fandt i sin Lomme, indskrumpede til en Valnøds Størrelse, tørre og stive. "Det er Desinfektionsovnen," brummede han, "de Svinebæster!" Og da Hr. Mann ranglede med sine Nøgler for at faa ham ud af Døren, betænkte han sig og sagde, at han kunde paatage sig Arbejdet.

Mann sagde: "Godt De skal stille Klokken halv tolv paa Friedrichstrassestationen." Og han opgav ham nærmere Kendetegnene. "Indtil da maa De blive ovre hos Piper, ikke vise Dem paa Gaden, overhovedet ligge musestille inde i Lageret. Blev De anholdt, sad vi net i det."

Kopf bandede. "Naa, snavset er jeg. Og i Nat er alle Katte graa." Han redte sig et Leje mellem Dyngerne af gamle Gummislanger og Cykledæk og sov øjeblikkelig. —

Hr. Mann førte med megen Elegance sin svære Mave foran sig ned gennem Chausseestrasse. Han gyngede, let i Gangen, og svingede sin sølvduppede Stok. Han var imponeret af Englænderne og kopierede deres seige Globetrottertrit. Han købte sig et Par gule Støvler og lod hos en Frisør Overskægget klippe kortstubbet efter engelsk Officersmønster paa Bekostning af aarelange Skægbinds-Resultater.

Alligevel imponerede han ikke Mr. Millar, da han traf ham inde i Kaiser-Passagen. Millar strøg rask — forbi ham og hviskede: "Hurtig Auto! Gaa op efter mig." Han gik ud i Friedrichstrasse. "Auto!" raabte han, og der kom en ledig Motordroske farende. Han sprang ind under Kaleschen, og Mann var ikke sen til at komme efter.

"Jeg vil nødig ses sammen med Dem, you know," sagde Millar paa Engelsk. "Vi staar ikke rigtig godt til hinanden, saadan i Garderoben, you see." Millar var nemlig i flot Rejsekostume, med en lille Krickethue paa sit smukke Hoved og Jockeygamascher op om Læggene. "Har De Manden?"

"Friedrichstrasse-Stationen Klokken halv tolv. Parat. Vil De ryge?"

"Nej Tak. Ryger ikke, naar jeg er i Træning. Holdt Kusk!" Han betalte Kusken. "Hr. Mann! Klokken fem i Morgen tidlig maa De være parat i Deres Værksted. Der bliver en Del Stene at pille ud af en Smule Guldblik. I Morgen Klokken otte er Deltagerne spredte for alle Vinde med de første Tog. Hurtig i Vendingen, véd De. God Aften, Hr. Mann."

Millar gik fra Brandenburger Thor, hvor han var staaet ud, tilbage i den tætte Menneskevrimmel. Der kom en ung Dame med Fingeren inde mellem Bladene paa en Turisthaandbog langsomt vandrende. Rejsesløret indrammede hendes meget blege Ansigt. En mørk Herre ledsagede hende. "Aa, undskyld min Herre," sagde den mørke. "Vær saa venlig at vise mig Vej til Zoo." — "Med Fornøjelse." "Jeg er forøvrigt selv fremmed her," sagde Millar og tilføjede: "De er en præcis Mand, Morris. Vi har fundet en Mand, og Wilson har meddelt mig, at Farvandet er frit. Klokken ti begynder vore Vagtposter deres Ruter."

"Tak for Oplysningen," sagde den anden. "Kom saa, Jessie."

Morris gik videre med Jessie. Hendes lidenskabelige mørke Øjne og de svære Guldringe, der hang fra hendes Øren under en Bunke pelstykt Haar, vakte ikke ringe Opsigt. Morris blev ængstelig. "Lad os ikke gaar herinde i Strømmen."

Han fortalte om Millar, hvorledes han oppe i Stockholm en Gang paa Gennemrejse var blevet taget, fordi han gik for meget inde i Menneskestrømmen, og sigtet for Lommetyveri. I tre Maaneder sad han. Saa blev han ked af den Ting, bad sig fremstillet for Dommeren og sagde følgende:

"De har haft den Frækhed at sigte mig for Lommetyveri. Er De rigtig vel forvaret? Véd De, hvem jeg er? Jeg er den meget bekendte Jack Fergusson Millar! Jeg er Medlem af et stort internationalt Selskab, John Weeny limited. Vores Driftskapital er paa to Hundrede Tusind. Vi gør Forretninger i Bankhvælvinger og i førsterangs Juvelérbutiker i London, Paris og Wien. Tror De, jeg putter mine Fingre i jeres lumpne svenske Overfrakkelommer? Nej, min Herre. Vær saa venlig at lade mig faa min Bagage, at jeg kan komme bort fra saa tarveligt et Land. Lommetyveri! Aldrig har jeg kendt Magen!"

Naa, Millar var ikke eftersøgt og fik følgelig Lov til at rejse.

Jessie lo. "Jeg saa' en Gang en Lommetyv arbejde. Han gik stille med Hænderne i Lommen, men der var ingen Bund i de Lommer, og Hænderne kom ganske stille frem neden under Slidsen. Hvor pudsigt. Ikke!"

Jessie skiltes fra ham udenfor Central-Hotellet, hvor hendes Fader, Mr. Weeny, var taget ind under Navnet "Mr. Clackwood Esq.".

Hun fandt ham nede i Restavranten i Selskab med en mager skægløs Herre i lang gul Overfrakke. Det var Selskabets Londonersagfører Mr. Dear. "God Dag, Jessie." Mr. Dear rejste sig med Haanden fuld af Papirer. Weeny havde meget at ordne. Han ejede en Privatformue paa en halv Million Pund Sterling, saa' for Resten meget distingveret ud, hvidvestet og elegant i Manchetlinned og Fodtøj. Men Ansigtet inde i den sølvgraa Skægindfatning spidsede sig ud mod en Næse af tydelig Jordbærkulør. Han var imidlertid kun normal og arbejdsdygtig, naar han var beruset, og begyndte derfor altid paa Portvinen strax før Lunch.

"Naa, min Pige! Hvor vil du saa hen i Aften?"

De blev enige om Wintergarten. Mr. W. Dear, Attorney & Solicitor, London, skulde af Sted med Aftentoget. Beklagede ikke at kunne være med til den lille natlige Forretning.

"Saa gaar vi i Wintergarten. Paa Hjemvejen kan vi gøre en lille Tur ned og se, om Drengene har alt i Orden." Nu bragte en Kellner ham "Times", der var bleven ledig, og han lod sig ikke mere forstyrre. —

Klokken halv tolv gik Jessie med Millar ud ad Wintergartens Bagudgang over paa den nærliggende Friedrichstrasse-Station. Jessie havde faaet Lyst til at se den nye Mand. Og hun saa' en meget snavset skummel Person, der stank af frisk Guttaperka. Hun gik nærmere. "Hvad hedder De?"

"Pietro Kaput," sagde han. Hun lo, kunde godt se, at han var baade kraftig og køn, men holdt sig i fornem Afstand paa Grund af hans Lurvethed.

Peter Kopf var rasende. Han fandt Jessie bedaarende.

Det var den Type, som han særdeles godt forstod at gøre sig hengiven, sort og blank var hun i Øjnene, munter og festlig, en udmærket Kammerat ved Udførelsen af lystige Indfald. Men hvad hjalp hans hvide friske Tænder, hans kokette Blink med venstre Øjenlaag ham, nu da han var i disse Slaveklæder.

Jessie stod med et silkeforet Slag løst over en pragtfuld Kniplingsbluse og maalte ham. Han skulede til Millar, der behandlede ham meget nedladende. Af Fødsel og Opdragelse var han saa god Gentleman som denne hovne Jockey! Men en afdanket tredjerangs Tjener lignede han i Tøjet, spist havde han ikke, drukket endnu mindre. Godt! Arbejdet skulde vise, at han var Gentleman endda.


Villaen laa et godt Stykke ude i Thiergartenkvarteret, temmelig isoleret midt i en Have. Som de fleste omliggende Villaer stod den ubeboet om Sommeren udenfor Kontortiden. Den ejedes nemlig af en meget rig Diamanthandler, der havde sit Kontor i Villaens Stueetage. Selskabet kunde skimte den høje Gavlkrone over Buskadset. Situationskortet, som de allerede i London havde sat sig ind i, passede paa en Prik. Necks, der havde været i Berlin for at rekognoscere to Maaneder i Forvejen, havde gjort sine Sager godt. Skammeligt, at han nu sad fast i Frankfurt.

Et Par af de yngre og mindst erfarne blev udstillede som Vagtposter helt oppe fra Siegesallee, en Kæde med fire Hundrede Alens Afstand mellem hver. De havde Anvisning paa at fingere berusede, hænge paa en Bænk og opholde — og om fornødent fornærme — enhver Betjent, der nærmede sig.

Millars Halvsøster, en tolvaars Tøs i fantastisk Tiggerkostume, skulde drive i nærmeste Nærhed inde paa Fortovet. Hun havde en særlig Evne til at opholde navnlig ældre Herrer, som ubelejlig kom forbi. Hun sad stille paa en Stentrappe og klynkede og var smidt paa Gaden af sin onde fordrukne Stedfader, og hun var parat til at smøge Strømperne op om sine dejlige Ben og vise Mærkerne efter Slagene over Lægge og Knæ, om Herren ikke vilde tro hende.

Vagtposterne skulde skifte Plads hver Time, om Afløsning var der ikke Tale. Klokken halv tre skulde Hovedstyrken rykke frem.

Banden foretog altid meget faste Bevægelser, direkte voldsomme Fremstød paa forud valgte Stillinger. Det var sjældent, at nogen Operation under dette opsparede Højtryk af fælles Energi slog fejl.

Mr. Weeny kom kørende i en Droske ude fra Charlottenburg, hvortil han var taget med Toget lige i Forveien. Han kunde uden at bemærkes saaledes gennemløbe hele Rækken af Vagtposter. Alt var i Orden.

Klokken halv tre kom Morris, Millar, en meget stærk, forhenværende Nævefægter Wilson, og Peter Kopf ned i Villaalléen. Millars Halvsøster sneg sig klynkende forbi dem. Alt var i Orden. Politiafløsningen var netop foregaaet, og Betjenten var oppe i Sidealléen.

Hurtig stak Morris en Jærnkrog ind i Laasen paa den store Gitterport og vred om. Op kom Laagen, og de gik rask ned over Grusgangen. Da Villaens Façade berørte Sidealléen, var Bagsiden med Haven den rette Operationsbasis.

Som de havde ventet, var alle Vinduer spærrede med Jærnpersienner.

Wilson, der var gaaet op ad Trappens tre Stentrin, hviskede ned til de andre, at den Stump Tændstik, han Klokken 6, da Forretningen lige var blevet lukket, havde anbragt i Nøglehullet paa Entrédøren, sad der endnu. Dette godtgjorde, at Huset nu var tomt. For en Sikkerheds Skyld ringede Wilson længe og voldsomt paa Dørklokken. Blev den lukket op, skulde han sige, at han vilde tale med Lægen — og saa opdage, at han var gaaet galt. Men der blev ikke lukket op.

Saa hentede Morris og Millar Ejendommens Brandstige for at naa første Sals Vinduer, der syntes lettest at angribe. Imidlertid viste det første Vindue sig at være blindt og malet paa Muren. Det nedslog dem. Tyve holder ikke af at maatte forandre Plan. "Vel," sagde Morris og studerede Grundridset ved Lyset af en Cigar. "Kontoret er de to Vinduer dér i Stuen. Lad os gaa gennem Skoddet lige durk til Maalet."

Wilson ordnede nu Instrumenterne, nogle Løvsave, et Par engelske Tandfile og en Del fortræffelige Mejsler.

"Vær saa god, Hr. Kopf," sagde Morris og traadte tilbage.

Kopf lod Fingeren glide langs den bølgede Jærnskodde, der ganske dækkede Vinduet. Han valgte et Punkt, hvor Rammen, som Persiennen gled i, sluttede mindre tæt til Muren. Der førte han sin Mejsel ind, og paa to Minutter var han færdig. Wilson havde allerede ved sit Besøg om Formiddagen bemærket en stor Træbuk ude i Gaarden; den blev hentet, og en Jærnstang blev stukket ind bag Persiennerammen, Wilson lagde sig med hele sin Vægt over Stangen, der støttede paa Træbukken, og med et svagt Knæk blev Persienne og Ramme løftet ud af sit Leje i Muren og hang slingrende ned over den klatrende Vedbend. Saa begyndte Kopf at bore i Vinduessprossen; det tog næsten et Kvarter, før han med en Staaltraad gennem Borehullerne kunde løfte Lukkehagerne af. Efter at have undersøgt, om der mulig henstod Genstande i Vindueskarmen, der kunde falde ned og gøre Støj, lukkede han Vinduet op, og de gik alle fire den Vej ind i Kontoret.

De hængte strax et tykt Tæppe, de havde medbragt, for Ruden og aabnede for det elektriske Lys.

"Det var det," sagde Morris og tændte en Cigar, han fandt i en aaben Kasse paa Skrivebordet. "Ja vær saa god, Kopf, og vis, hvad De duer til." Han tog Plads i Sofaen.

Kopf var i Færd med lidt Haartoilette foran et Spejl. Saa gik han omkring i Stuen og kiggede paa Væggene.

"Ja, det er Pengeskabet, De kigger efter," sagde Morris. "Det skal være i Kælderen. Naar De fløjter paa det, kommer det nok op."

Millar og Wilson, der havde gjort en Ronde i de andre Stuer, kom tilbage og nikkede. Alt var i Orden.

Der var et Træskab, der ganske fyldte den ene Væg. Og Kopf, der var Specialist i saadanne Indretninger, gik øjeblikkelig i Lag med en sort Jærnhætte midt paa Døren. Der var et Nøglehul, men en Kniv forslog bedre. Og Hætten gav Plads for en Elfenbensknap. Saa snart han havde trykket paa denne, kunde de høre den svage Brummen af Jærnskabet, der steg op fra Kælderen.

"Bravo, Kopf!" sagde Millar. "Well done, my boy!" Det var ikke muligt at komme til dette indemurede Skabs Bagside, og Laasene var skjulte af Klapper. Man havde forberedt sig paa at kunne aabne dem ved at sende en kraftig Straale af en lille Sprøjte ned i Nøglehullerne, men det var ikke til at tænke paa nu.

"Her er Bomberne," sagde Morris, "og et godt Staalbor. Kil paa, Hr. Kopf!" Han strakte sig magelig paa Sofaen. Wilson stod Vagt ved Døren. Hans mægtige Arme syntes at hænge som Hamre dirrende i spændt Fjederkraft.

Kopf borede fem Huller omkring de fem Laase og satte Dynamitpatronerne ind i deres Leje. "Vær saa god," sagde han. "Nu er min Del af Forretningen forbi. Nu kan I andre brænde løs. Nu vil jeg se mig lidt om."

Millar kom med en Del Puder og Tæpper, som han svøbte om Skabet for at dæmpe Larmen, og Morris, der var ingeniøruddannet, anbragte en Traadledning i en af Belysningskontakterne. "Hvorfor ikke benytte Kommunens Strøm til at tænde Minen," sagde han. Der gik en Del Tid med denne Ordning.

Imidlertid gik Kopf ind i de tilstødende Værelser og tændte Lys. I et Spejl saa' han sit eget Ansigt, frygtelig medtaget, med lange Sodstriber under Øjnene og over Kinderne. Og da gik det ham, som det ofte gaar Tyve: at de paavirkes og beruses af de Stuer, hvor de er gaaede ind for at stjæle.

Han befandt sig under voldsom Betagelse af den overdaadige Salon, hvis Damaskesportiérer blødt strøg hans snavsede Kind.

Han gled med et halvt Blik forbi de store lyse Malerier af Kvinder, Zigeunerdamer, der stod med løftede Tamburiner paa en Marmortrappe, ganske nøgne Kvinder, der laa cigaretrygende bagover paa et Pantherskind. Han lod Fingrene glide hen over de mavriske Taburetters riflede Ornamenter. Og han følte sig pludselig under en brændende Tørst efter igen at faa Del i denne, som han syntes, rige Komfort og udmærkede Elegance.

Hans Haar, der hang ham ned i Panden, klæbede svedigt. Han fik en tyk Hoste, som havde han spist Støv. Han flængede Frakken af sig, saa Ærmegabene sprang og den raadne Vest skiltes i Ryggen. Han løste sit røde Slips, der snærede som en Strikke om hans Hals. Det lettede.

Kopf gik med voldsomme Gebærder omkring i Salen, ind i Spisestuen, hvor Lyset brødes i Væggenes Kobberkar, hvor der paa Bordet endnu laa en hvid Dug med to slanke Sølvstager og en gylden og blaa Porcellænsopsats med røde Æbler. Han flængede Skjorten fra sit Bryst, gik og nynnede, gned sig i sine lange Tyvehænder. Det gjorde godt.

Han drak et Glas Vin, kom buldrende ud i en Korridor, en Korridor med bløde Løbere; — noget andet end Fængselsgangenes klaprende Gulve af Jærnrister. Derefter smækkede han en Dør aaben og kom ind i et hvælvet Rum af Marmor, der sænkede sig til et Bassin omgiven af blanke Messingrør og snirklede Haner. Og nu flængede han de sidste Klude af sin Krop, prøvede Hanerne; saadan!

Nu sivede fine Dampstraaler frem af Gulvet, lagde sig ømt og vaadt og varmt om hans Hud. Han gav sig ganske hen. Han lod det regne iskoldt og pludselig glødende varmt fra Loftets skinnende gule Brusekander. Lagde sig derefter ned i en Seng af lunt blødt Vand. Det buldrede og kogte inde i Rørene. Han dansede omkring paa de bløde Filtmaatter, gjorde Gymnastik og var inde og nippe til et nyt Glas af den søde Sherry i Krystalkaraffen. Han lagde sig paa ny i det lune duftende Bad.

Morris kom farende. "Hvad Pokker gør De, Menneske? Vil De ødelægge Forretningen for os?"

Kopf dansede for ham, fløjtede ham ind i Næsen. Den store marineblaa Tatovering, der viste et Klownansigt midt paa hans Bryst, trak op til et overstadigt Grin, medens han vred sig af Forhøjelse. Han var Husets Herre nu. Han sprang ind i Sovekamret. Smuttede ned under det bløde Edderdunstæppe og rullede sig bekvemt til rette.

Paa én Gang var det, som om Døre og Vægge lukkede sig sammen dumpt og kvælende. Det blev samtidig bælgmørkt. Han var absolut døvet og vidste, at han havde hørt en usædvanlig, en frygtelig bragende Larm. Han sprang op, og Morris faldt bagover imod ham. Millar tændte samtidig et Lys.

"Satan!" raabte han. "Hvorfor forstyrrede De os med Deres Kunster!" Minen var sprængt for tidlig, og Explosionen havde gjort frygtelig Skade. I Kontoret var det meste Bohave splintret, en tyk Taage slørede forøvrigt alt; men Wilson var allerede i fuld Gang med Staalskabet. En tre fire Slag med en Hammer, og Skabet var aabent.

"Hurtigt" hviskede Morris. "Explosionen maa være hørt." Han greb en Citytaske fra en Knage og rakte den til Wilson. Wilson bed Æskerne aabne med sine stærke Tænder og smed Juvelerne ned i Tasken saa ugenert, som bælgede han Ærter.

Kopf gik tilbage til sin Salon. Han var søvnig og vilde gøre sig bekvemt. Han fandt en Sovefrakke foret med grøn Silke. Han puslede henne ved Klædeskabet. Dér hang paa Rad mindst tredive Sæt Spaseredress i Staaltraadsrammer, Frakker og Benklæder for sig sammenlagte i stive Folder.

Wilson og Morris kom ind paa ham. Morris rasede: "Er De gal Mand? Hvad har De for?"

"Hys," sagde Wilson. "Der er Folk inde i Haven. Af Sted!" Og i det samme rammede han med knyttet Næve Kopf et Hug op under Hagen, der fældede ham som en Stud.

Politiet var imidlertid allerede ved Bagdøren. En Politibetjent viste sig under den opbrudte Jærnskodde.

"Hoveddøren," skreg Morris og trak en Revolver frem. En efter en skrævede de over Kopf og kom ud i Entreen. —

Betjenten løftede Kopf op og hældte lidt Vin ind mellem hans Tænder, førte ham hen til Sengen "Nej, jeg vil klæde mig paa," sagde Kopf.

"Jeg haaber, min Kollega kan fange dem," sagde Betjenten. "Jeg hørte, at han fløjtede paa Assistance. De har faaet en slem Næsestyver, min Herre, og det ser ud til, at Tyvene har taget det meste af Deres Værdisager med sig. Sprængt Skabet med Dynamit synes det. Er De lidt bedre? Godt, at vi hørte Knaldet!"

"Ja," sagde Kopf. "Vil De være saa venlig at tage den mørkeblaa Dress der til højre i Klædeskabet." Og han valgte sig omhyggelig en Manchetskjorte ud. Omsider var han paaklædt og tog i Entreen en elegant Silkehat.

"Vær saa venlig at hente en Droske," sagde han til Politimanden, der allerede var i Gang med at tage et Rids over Lejligheden. Den anden svarede noget stødt, at der var Holdeplads omme paa Hjørnet.

"Tak," sagde Kopf og han saa' sig om. "Jeg havde en lille Citytaske til Toilettesager, da jeg kom herind med Toget i Aftes."

"Er det maaske den?" sagde Betjenten og bukkede sig under en Stol.

"Jo, mange Tak." Kopf tændte en Cigar. "Jeg kører nu op til Politikamret," sagde han. "Vil De være saa god at ledsage mig." Men Betjenten turde ikke forlade Gerningsstedet.

Kopf hilste i Haven paa Kvarterets Politiassistent, der betragtede ham noget mistænksomt, men lod ham passere, da han saa' Betjenten paa sin Post i Døren.

Klokken ti traf Kopf Jessie Weeny ved sin The i Centralkafeens Restavrant. "Er Deres Fader visibel?" sagde han. "Gud, Mr. Kopf!" sagde Jessie. "Er det Dem. Véd De, at baade Morris og Millar er sat fast. Og Fader er taget med Exprestoget til Hamburg for at holde sig klar til at forsvinde fra Fastlandet. Mig vilde han for ingen Pris lade følge med. Og jeg er ganske alene her, til jeg faar Telegram fra ham."

"Saa meget des bedre," sagde Kopf og satte Citytasken tungt paa Marmorbordet. "Saa meget des bedre!"

Hun saa' paa Tasken, smilede og spidsede sine flammerøde Læber. "Well my dear boy!", og hun lagde sin Arm i hans og hviskede: "Nord-Syd-Exprestoget gaar om en Time. Jeg har altid drømt om en Tur til det skønne Italien, hvor jeg endnu aldrig har været."