Smitsons mærkelige Forvandling

by Otto Rung

SMITSONS MÆRKELIGE FORVANDLING

Ved Indkørslen, der aabnede sig mellem to heraldiske Sandstensløver, blev Doktor Hengst modtaget af en sortklædt, fornem Majordomus, som stillede sig ved Ekvipagens rødlakerede Hjulskærm, medens en Tjener i blaat Livré aabnede Vogndøren.

General Smitson kom derefter ud fra Vestibulen, kjoleklædt, med Rosettens Nellike i Atlaskes-Opslaget, bøjede sig over Trappegitrets barokke Smedejerns Guirlander og vinkede med sin meget hvide Haand.

"Hr. Doktor, jeg har den Ære at byde Dem Velkommen — i samme Grad som Gæst og som medicinsk Sagkyndig."

Doktor Hengst traadte massivt ned paa Fliserne, dyngede Plæd, Kørekappe og et Voksdugsetui med Golfkøller i Armene paa den ventende Tjener og bevægede sig vægtigt op mod Vestibulen. Hans stærke Næse filtrerede Luften gennem de sorte Haartotter. Han synede med Uvilje Bygningens Facade: ekstrem og overlæsset Rokoko, altfor yppige Mansarder og Balustrer af Sandstensbrokade.

I stor Majestæt førte han derefter sin mægtige Person op over Trappen. Hans umaadelige Redingote bælgede ud over ham, udspilet af den kraftige Bringe. Benene viste sig under Skøderne i dyb Skygge som under en Baldakin.

Hans Stemme drønede trods Marmorsalens ringe Ræsonnans: "Jeg ønsker med det samme at tage Patienten i Øjesyn. De vil maaske bede Hr. Smitson ulejlige sig herover." Generalens lille Albinoansigt virrede frygtsomt. Han sagde:

"Det er en usædvanlig Sag, idet min Hr. Søn ikke er egentlig Patient, men har ønsket Deres Nærværelse af Grunde, De snarere som Psykolog end som Læge vil forstaa. Han opholder sig i dette Øjeblik i Bibliotheket. Personlig forstyrrer jeg ham ikke gærne nu i hans Studietid mellem fem og halv seks. Men hvis De selv tør vove Forsøget, er det Vejen gennem den blaa Havesal ad Korridoren med de tre mythologiske Medaljoner i Loftet. Der er fire Trin op til Bibliotheket.

Jeg vil bede Dem gaa alene derop og saa vidt muligt paa Taaspidserne."

Doktor Hengst nikkede og svingede ud i den blaa Havesal, han gik drønende med Vægtlinjen af sit gigantiske Legeme sluttet i sine Hæle op mellem Korridorens marmortavlede Vægge. Han skævede foragtende op til en bueskydende Diana, en soppende, fuldkommen nøgen Venus og en Danaë, der hvilede paa blaa Bolstre, udstrakt paa Ryggen i typisk Fødestilling — alle omgivne af forgyldte Medaljonrammer.

Han rev ved et Ryk i Bibliotheksdørenes polerede Messingringe de to Mahognifløje tilbage og kom saaledes med et hult Brag ind i det store halvmørke Rum.

Cosmus Smitson rejste sig fra en lille grøn Taburet, lagde en gyldenkantet lille Bog trykt med røde Miniaturer hen paa en bogfyldt rotativ Læsepult og rullede derefter en dyb Læderarmstol frem til Doktoren.

Doktor Hengst gik imidlertid hurtigt hen og aabnede to af de gamle vaabendekorerede Glasruder. Luften for ind som en kold Explosion, gennembladede otte opslaaede Folianter og spredte et stort Antal afrevne Blokbogblade, meget tæt beskrevne med Notater, ud over Parketgulvet.

Derefter skønnede Doktor Hengst hurtigt over Patienten: Extremitær Muskelatrofi, øjensynlig Underernæring, sandsynlig konstitutionel Neurastheni, typiske Degenerationstræk i Tandbygning, samt Øredeformitet.

Han satte sig spænstigt i Armstolen og slog Haandfladen ned paa den nærmeste Bogdynge. Han sagde øjeblikkelig efter:

"Altsaa, unge Mand. De føler Dem lidende, svækket, nervøs." Og da Smitson nu tog Plads ligeoverfor ham med de meget tynde Ben korslagte, yderlig elegant, i sort Selskabsdragt og med Krysantemum i venstre Knaphul, blev han indigneret og fortsatte med stor Energi.

"Hr. Smitson. Deres Nerveliv frembyder Tegn paa at være i høj Grad undergravet. Deres i Forvejen sikkert slette Konstitution er svækket af uregelmæssige Livsvaner: Livligt Hovedstads-Liv, Spiritus, Nattevaagen, Varietéer og Damebekendtskaber. Ja, De kan spare Dem Protester.

De har nu fulgt Deres Families Raad at søge Ro herude i et længere Landophold, og deri har De gjort vel. Sund Levevis, normal Søvn og daglig Færden i Mark og Skov kan selv paa en Konstitution som Deres udrette Vidundere.

De er fire og tyve Aar. Meget vel. Se en Gang paa mig: Jeg har opdraget mig selv med koldt Vand og et Kvarters Legemsøvelser hver Morgen. Nu er jeg halvtreds, men se her": Han smøgede Manchetten op over Albuen, blottende for en behaaret enorm Muskulatur, lagde Mozins Dictionnaire paa sin flade Haand, Bind efter Bind, — et Hundrede og fem Pund og holdt Armen stiv. Han stod paa vidt skilte Ben og bar Læsset. Hans benede Kæber knasede langsomt og energisk mod hinanden.

Han lod Bogstablen vælte over et Bord og pudsede nu sin Næse med et stærkt og tørt Skrald.

"Se her, unge Mand. Det er Naturmethode. Dyrk Deres Krop som en Mark, saa gror den. For Fanden: Gaa ud og se paa Landbruget herude. I Deres Alder tog jeg min Tørn bag Ploven paa min Faders Bondegaard. Derude er noget for Dem at lære."

Smitson udrakte en bleg og smal Haand, der lignede en nypresset Glacéhandske. Han sagde, idet han talte i en let nasal Tone og med en ganske formidabel Hastighed:

"Det glæder mig meget, Doktor Hengst, at De ganske er af min Mening. Jeg kom igaar hertil fra Hovedstaden og har øjeblikkelig begyndt at interessere mig for lokale Funktioner, der altsaa for Dem som Landbo af Originitet har en intimere Betydning end for mig, der har nydt en kosmopolitisk Opdragelse. Jeg saa imidlertid ikke nogen Grund til at undlade at erhverve mig praktiske Kundskaber paa et Omraade, hvor jeg hidtil kun har gjort spredte teoretiske Studier."

Smitson slog ud med Hænderne, fortsatte med overlegen Talefærdighed:

"Jeg vil straks bemærke, at jeg har gjort højst overraskende Opdagelser herude, der ingenlunde tjener den lokale Kultur til Ære.

Allerede imorges foretog jeg en Exkursion i de stedlige Laboratorier og iagttog saaledes, at man her endnu anvender det ganske forældede Omkredsningssystem, der overalt er fortrængt af det udmærkede Tomaskinesystem med Anvendelse af Balanceploven og den Howardske Vendekultivator. Det ældre System viste sig allerede i det berømte Forsøg paa under Nord-Sydstatkrigen at usurpere Ægypten som førende paa Bomuldsmarkedet ganske ubrugeligt.

Forøvrigt vil jeg henvise til Perels Haandbog (Udgave Jena 1880) Kapitel 11 og 12 saavel som til Arbejder af Boysen og Wüst, som jeg — forøvrigt med ganske ufuldstændige Titler fik anvist af en engelsk Agronom Sir H. G. W. Harries M. A. K. B., hvem jeg mødte i Société internationale de bibliophile contemporains Sektion A. ved Mødet den 27. December forrige Aar."

Smitson havde hævet sig fra sin Plads. Hans aristokratiske og blege Ansigt dirigerede hans Bemærkninger, en Monocle faldt udtryksfuldt fra hans lyskantede Øjne, nu da han tav, han skiftede nervøst de yderst elegante Fødder, knækkende leddeløst i Knæerne, Hænderne for nu og da ud af Smokingens Lommer for at markere. Han saa med et forbindtlig Smil paa Doktoren og vedblev:

"Forøvrigt maa De undskylde mig denne Digression. Paa rent agronomiske Studier er jeg kommen ind som i en cul de sac under mine rent privatpersonlige Identificeringsforsøg, idet jeg maatte gennemblade Rosenberg Lepinskys berømte historiske Værk om Agrikultur (Breslau 1890) for at danne mig praktiske Forestillinger til Brug under mine mere ethisk anlagt Studier over den fri-social-agronomiske Litteratur, der i Aaret 1670 dannede sig under William Penns Auspicier som Led i Ny-Englands saakaldte Kvækerlitteratur og med Robert Barclays naadige Bistand. Ved denne lidet grundige Gennembladning erhvervede jeg mig et ret overfladisk Kendskab ogsaa til moderne Agrarteknik, hvilken Videnskab jeg senere har forfulgt i Særskrifter, som min Bogleverandeur, ved en ganske taabelig Forveksling af Etiketterne: Agrarisk Kultur og Agrarisk Kultus, sendte mig — og specielt for Dampploves Vedkommende fra de tidligere nævnte Værker og et Par Kataloger fra amerikanske Maskin-Firmaer, jeg her har forefunden.

Digressionen i min Fremstilling er altsaa parallelt forløbende med celle de mes études, og jeg er dermed kommen tilbage til den af Dem med udmærket Hurtighed opstillede Diagnose over min pathologiske Habitus.

Jeg formoder altsaa, at De paa Forhaand indordner min Lidelse under de saakaldte degenerativt opstaaede Psykoser, specielt under Gruppen: Pathologiske Karakterer (efter Kräpelin, Weygandts og andres Inddeling, hvilken De med et Par — forøvrigt tilgivelige — Misforstaaelser har fulgt i Deres udmærkede Afhandling om "Naturhelbredelse", som De i 1899 offentliggjorde i Martshæftet af: "Physiatrisk Maanedsskrift", og som jeg med megen Fornøjelse har læst)."

Nu afbrød Doktor Hengst ved et haardt Slag i Bordet med en Bog.

"Jeg ser," sagde han, "at De studerer medicinske Fagskrifter. Et meget typisk Fænomen for Nervepatienter af Deres Gruppe."

Men Smitson vinkede afværgende med venstre Haand. Monoklen sprang ved et gaadefuldt Trick op i et parat snappende Øje. Han vedblev:

"Oh nej, Hr. Doktor. Medicinen ligger ganske uden for mit Speciale; men Deres Afhandling kom mig helt tilfældigt i Hænde for to Aar siden en Formiddag, da jeg antichambrerede hos min Tandlæge. Som jeg ventede af Dem, bragte De straks idag ved Deres Entré overfor mig den suggestive Maade til Anvendelse, som De anbefaler i Kapitel 4, andet Afsnit, Side 113—120: kraftig og energisk Tiltale af Patienten, Haandspaalæggelse, magnetiserende Blikke og især Exemplet af Lægens egen sunde og robuste Personlighed, formelig — si veniat verbo — holdt ud i strakt Arm. Og jeg vil indrømme, at Deres imponerende og vel gymnasticerede Type virker baade tillidsindgydende og opmuntrende. Jeg vil uden Tvivl drage stor Nytte af at lade mig suggerere af Deres udmærkede Fysis. Vi paa vor Side skal søge at gøre Dem Opholdet som vor Gæst saa behageligt, det er os muligt."

Doktor Hengst havde rejst sig, formørket under de svære Øjenbryn, stillede lydeligt Stolen foran sig og slog sin Haandkant i Bordpladen. Han raabte:

"Maaske Hr. Smitson vilde tillade mig et Par Spørgsmaal om Deres Levemaade."

"Kære Doktor Hengst," sagde Smitson beroligende. "Jeg vil med Forhøjelse give Dem Lejlighed til en Examination en Gang i Aften. Vi ser Gæster til Middag, hører jeg, og jeg kan derfor ikke godt møde i Smoking. Jeg maa dernæst inden Middag foretage et uopsætteligt Notat angaaende et meget kuriøst Exemplar af et Værk, jeg længe har eftersøgt paa alle Europas Bibliotheker, og som jeg pludselig opdager her, indbundet i Tome IV af Diderot og d'Alemberts berømte Encyclopédie raissonné des sciences etc. De ser her det yderst precieuse Bind in qvarto, avec gravures et belles figures sur bois, og her Titlen: Poliphili Hypnerotomachia, ubi humana amnia non nisi somnium docet .... (opus a Francisco Columna compositum, a Leonardo Crasso editum) Venise, Alde 1449; et Værk, der som Ch. Nodier skriver i Bulletin du bibliophile (October 1834) er blevet til af en Tænker, bizarre et divers, Franciscus Columna en Middelalderens Bacon. Jeg turde maaske særlig henlede Deres Opmærksomhed paa et Citat, der, under Hensyn til den middelalderlige og latinbeslægtede italienske Tekst næppe vil volde Dem Vanskelighed ...."

Doktor Hengst rystede indigneret sit Ansigt og skelede over sin vældige Næseryg hen paa Smitson, der nu meget agiteret svingede det ældgamle halvt sprængte Kvartbind, — denne lange og altfor charmant paaklædte Kavaler, der stadig holdt Monoklen klemt i et gabende venstre Øje, og hvis lange blege Haar var friseret skilt midt over det kløgtige Embryonansigt. Doktoren satte forbitret den høje Hat, han efter Visitvane havde beholdt i Haanden, paa sit Hovede og slog ud med Haanden for at gaa.

Men Smitsons Smil synes ham nu at sygne, at snævres saa fattigt og ensomt sammen om den ganske umyndige Mund.

Han stod lænet mod den forgyldte Pilaster af en Reol, hvor dunkle og gamle Bind sortnede i dybe Karme. Inde i de mulmfyldte Nischer bugtede Folianter og Kalveskinds Kvarter deres skolede Alléer, Stamme ved Stamme, de røde og gyldne og grønne Tavletter af deres Titler mønstrede sig op gennem Rummet, i indre methodisk Følge, dybe, dybe Vindinger i et System af døde Tanker. Loftets dunkle Barok, der dryppede af gyldne Druer og Snitværks Vigneløv rammede om en vokshvid Iris, en friseret og prententiøs ganske nøgen Dame, der hvilede med Ryggen paa Loftet som den selvlysende Kærne i en uraniablaa Oval. —

Tre snøftende rød-grøn- og sortlakerede Automobiler havde ført ti Gæster til Stede. Der var dækket til tretten i den hvide Havesal, kun Krystal og Sølv og Sèvres, hvidt Damask og blege Krokus i løse Buketter ved hver Kuvert.

Doktor Hengst anbragte sig med nogen Mistillid til den lave hvidlakerede Armstol ved venstre Side af General Smitson. Han kunde uhindret af de frugtfyldte Jardinierer iagttage sin Patient, der nogle Pladser oppe havde ført sin Kusine Alix de la Valossière til Bords.

Denne lille Dame, helt i Rosa Tyll, var voksbilledebleg og holdt sine faste og klare Pupiller hæftede paa sin Kavaler, der intet Øjeblik aflod at tale.

Doktor Hengst henvendte sig nu til General Smitson, som præsiderede for Bordfløjen, medens den sortklædte Majordomus bag hans Stol dirigerede Anretningens yderst raffinerede og meget sammensatte Stil. Ogsaa i Spisesalens Loft var et Billede, sælsomt muslingeskalsformet, gammelt og mørkt, drivende af gylden natura morte; Frugt og Vildt og det underligt rynkede og kobberrøde Aasyn af en Jæger, der i grøn Fløjelsvams saa over sin Skulder og præsenterede: Dette var en Gang mit Bytte!

"Om min Hr. Søns egentlige Lidelse," sagde General Smitson, "ved jeg lidet eller intet. Og om hans Karakter kan Deres Nabo tilvenstre, Doktor i Theologie Hr. Pastor Gerson, min Søns tidligere Manuduktør, give Dem bedre Oplysninger end jeg, der, som knyttet til Generalstaben, har tilbragt næsten hele mit Ægteskab paa Opmaalinger."

Doktor, Pastor Gerson førte sit sort- og langhaarede, men iøvrigt glatragede Hovede nær hen til Doktor Hengsts Øre og begyndte at tale i en altfor lydelig Hvisken.

"Unge Smitson," sagde Pastor Gerson, "er sidste Skud af en stor Slægt og jeg vil benævne ham som en Hukommelsesabnormitet. Rettelig er Familiens Navn: de Smitson. Den er utvivlsomt af fransk Emigrantadel, som i engelsk Landflygtighed har faaet sit noblere Navn forbyttet.

Det siges, at den unge Smitson begyndte at læse førend han var vænnet fra det aller nødvendigste, og jeg troer, han har gennemarbejdet det meste af den existerende Litteratur undtagen de mathematiske Videnskaber.

Jeg erindrer, at jeg under en Ferie mødte ham paa Gaden, gravitetisk, professoragtig, med en stor Bogstabel under venstre Arm, men iøvrigt i Matrosbluse og Knæbukser, idet han den Gang var tolv Aar gammel. Og paa mit Spørgsmaal om, hvor han agtede sig hen, erklærede han mig, at han var paa Vej til det store kongelige Bibliothek for at efterse nogle Notater vedrørende to eller tre af de sekrete græske Autores.

Jeg advarer Dem energisk mod unge Smitson. Han er naturstridig, har aldrig været Barn, er en voksen Kobold fra Fødslen. Det barnlige som vi andre — Gud være lovet — endnu bevare i vort Indre, det Uforgængelige i os, Opstandelseskimet — befinder sig ilde i hans Selskab. Det gamle Dogme om Kundskabens Træ har efter min Mening intet med fri Hengivelse af Kærlighed at gøre, — der efter min Anskuelse er syndefri — uskyldig fordi den er naturlig. — Nej! Den sande Synd er den naturstridige og anmassende Alviden, fordi den anticiperer Livet, hindrer og forgifter den frie og livskraftige Natur. Salige ere de enfoldige af Hjertet."

Doktor Hengst nikkede. Han antog Pastor Gerson for at være disponeret til Nyrecirrhose og begyndte at kontrollere hans Rødvinsforbrug. Smitson sad nu tilbagelænet i sit Sæde, pavserende, og viftede Alix de la Vallossière med en Perlemodersvifte.

"Cosmus Smitson," vedblev Pastor Gerson, "er altsaa en Hukommelsesabnormitet. Det eneste der mangler hans physiske og psykiske Væsen er: at han ikke kan glemme.

Glemslen fra Dag til Dag, det vil sige Kendsgærningernes Nedsiven gennem Bevidstheden — ligesom — for at bruge et Billede: Nilvandet overrisler Ægypten og, bundfældende et frugtbart Slam, igen synker tilbage. Denne Glemsel, mener jeg, er det livsfornyende og guddommelige Element i Homo Sapiens.

Hr. de Smitsons Hjerne er ikke porøs. Hans Viden er en Pyramide af Blokke, knastør og ufrugtbar. Ikke at han savner Vid som Overskud udover Viden, en vis behændig, men ganske vist gold Dialektik, saa trøstesløst som et Flod-Fatamorgana i en libysk og vandløs Ørken. Jeg anser hans Personlighed for at staa i uafhjælpelig Fare for at udflyde, eller rettere udskride. Med sine fire og tyve Aar har Hr. de Smitson allerede forbrugt en Menneskealders Nerve- og Hjernesubstans.

For mig var han en frygtelig og generende Discipel, der ofte af en Slags misforstaaet Skaansomhed hyklede Fejltagelser for ikke at blotstille mig, hver Gang jeg under vore fælles Studier over Exegese og navnlig over middelalderlige Skolastikere viste mig uvidende, — dog altid paa uvæsentlige Punkter, som han allerede den Gang i sit femtende Aar var i Stand til at oplyse med fuldkomne Kildehenvisninger og Parallelsteder.

Denne Hierne vil kun et overfladisk og uretfærdigt Ræssonnement betegne som fremskreden, i mine Øjne er den blot omfangsrig, en abnorm Udvækst af Viden, idet dens Fordele som paavist er Mangler.

Og den Ting alene har jeg ikke kunnet bibringe min Discipel, den Gave som jeg besidder forud for ham: Glemselens Naade, den eneste uforgængelige af alle Videnskaber."

Selskabet gik senere ud paa en gul og florentinsk Marmorbalkon foran Bibliotheket. Sommernatten var allerede blaanet over Parkens dunklere Kroner, de franske Taxpromenader og de klippede Poppelalléer stod i geometrisk faste Silhuetter mod en Himmel af sværmende Stjerner.

De tre unge Damer spadserede paa en lavere Terrasse med Vifterne i deres tilslørede Hænder. Alix la Valossière vendte sit line, altid sitrende Ansigt opad imod dem, hendes Læber rødmede juvelrødt til dem gennem Nattens Blaanen, de hørte nu og da den distinkte Støj af hendes spinkle Skos Hæle mod Marmoret.

"Se," sagde Cosmus Smitson, "jeg tænker mig, at hun træder i Porcellæns Sko." Og han vedblev, da Doktor Hengst vendte sig mod ham. "Finder ikke ogsaa De, at hendes Nakke var værd mange tankefulde Kys. Læg Mærke til Midjens Spinkelhed og til de søde nøgne Skulderblade. Og se under Rygspændet af hendes Silkebælte hvorledes alle Ovalerne af hendes Væsen samler sig under den stramtsnørede Silke bagtil i en lille smidig og beaandet Oval, der allerede — om jeg saa den alene — vilde lære mig alt om de slanke Veje i hendes Ryg og om den line Profil af hendes Ben, som her rundes, samles og ligesom fuldkommengøres i deres Higen mod Nerve og Form.

Det har uden Tvivl været en Madame Vallossière af hendes Slægt, hin berømte Iris de la Vallossière, om hvem Etienne Pavillon, de l'Academie française omkring 1690 digtede sine vidunderlige Vers: Métarmorphose du cul d'Iris changé en astre (aftrykt i Le plus joli des recueils, Londres 1778 in Oktav), i hvis henrivende Tekst Jupiter, der drømmer om at pryde en tom Plads paa Himmelhvælvet med en ny og ukendt Stjerne, sender Mercurius, denne Kviksølvets rapide og nervøse Gud, til det rige Paris. Og skjult bag Marmorpilastre ser han dér hin Iris de la Vallossière, ganske nøgen badende i et Kobberbassin sine Arme og Bryster, bøiende sig og løftende imod ham sin Rygs smidige og charmante Buer. Og straks anraaber han fascineret af Synets ovale og blændende Karakter Jupiter om at anbringe denne straalende Discus ronde et radiante mellem de evige Stjerner.

Il est d'un èclat sans pareil.
Quand nous l'aurons ici sans jupes et sans voiles,
il fera pâlir de soleil
et rougir les ètoiles,

hvortil en bekendt Bibliofil ifølge l'Anthologie Scatologique p. 96 har tilføjet i Marginen med rødt Blæk:

Il ne faut être surpris
de ce nouveau phénomène
dont nu de nos beaux esprits
Orne la céleste plaine.

Ikke sandt: Dans ce siècle libertin, le cut fait fortune!"

Doktor Hengst saa uden Taknemlighed paa den lille tavse Dame, hvis stærkt snørede Silkecorsage allerede var ham en Fortørnelse. "Hr. de Smitson," sagde han. "Jeg vilde sætte megen Pris paa Deres Opmærksomhed under en Examination. Vil De besvare mig følgende Spørgsmaal vedrørende Deres Befindende."

"Med Fornøjelse," sagde Smitson og vedblev: "Jeg vil endogsaa besvare de Spørgsmaal, De ikke, eller ikke endnu vil stille mig. Lad os tage Plads i disse Kurvestole, der er smidige som meksikanske Maatter, og lægge vore Hæle paa Balustren. Jeg kan saa herfra se eller tænke mig at se den berømte Stjerne, Iris de la Vallossière, staaende paa mine Fodspidser, lysende af rosa Silke med Himlen foran sit bortvendte Ansigt.

Altsaa, Doktor Hengst: De ved utvivlsomt, at jeg har tilbragt mit Liv, dels i Bibliotheker, dels i det selskabelige Liv, der føres indenfor vore Kredse, hvilket sidste ikke er uden Betydning for mig, der er stærkt interesseret i Personalhistorie, navnlig gennem Studiet af det attende Aarhundredes Memoirelitteratur. Vi besidder i Bibliotheket meget sjældne Udgaver af: Jacques Saulx-Taraine, Puiségur, Noailles og navnlig Kvartudgaven 1797 af de celebre og frivole: Aventures du comte Kermalec samt Mmes de Montespan og de Fontanges yderst sekrete og galante Memoirer (Paris 1807).

Min hyppige Frekventeren Aristokratiets og især det herværende Diplomaties utrolig kedelige Saloner (— De aner ikke, hvilken Samling af imbecile Ambassadeurer, tableauarrangerende Ministre, sterile Legationssekretærer [og endogsaa her denne uheldige ungamerikanske Cirkustype, denne altfor stortærnede slightly walker] og deres forøvrigt meget charmante og gracieuse Døtre, frigides ou frôleuses) — som sagt: Denne Selskabelighed har givet mig Anledning til mit eneste selvstændige om end compilatoriske Arbejde, en Monografi over de europæiske, asiatiske og australske Titlers Historie.

Jeg forsikrer Dem, at det britiske og navnlig det britisk-koloniale Ordensvæsen er et Studium for sig, af overordentligt Omfang. Men overfor lavere Aander end Dem vilde jeg kunde rose mig af at være i Stand til at repetere udenad de vigtigste mere fremragende Personligheder, der have Ret til at sætte Abbreviaturerne K. B. eller M. P. eller M. R. A. bag deres Navn.

Overfor Dem nævner jeg blot dette for ad en Genvej at komme tilbage til Genstanden for nærværende Konsultation, nemlig min ganske exceptionelle og muligvis pathologiske Erindringsevne eller maaske rettere Mangel paa Evne til at glemme. Thi som den velkendte mediocre Epiker og Filosof Guzman Vargas y Banor, den venezuelanske Litteraturs ganske fejlagtigt postulerede Fader, skriver i sit Essays over Johan Heinrich Pestalozzi, — (frit gengivet): Oubliere er at supplere, (eller endnu friere): Glemme er at nemme."

"De mener, Hr. de Smitson," udbrød Doktoren, "at Bevidstheden, Hjernen, bør asorbere, paa Svampens Vis opsuge, Kendsgærningerne, at Stoffet bør nedsive gennem Bevidstheden; — ligesom — for at bruge et slaaende Billede, der falder mig ind — Nilvandet overrisler Ægypten og efterlader frugtbart Slam."

"Kender De," vedblev Smitson, idet han talte med stigende Hastighed, — Stavelserne ricochetterede imod hinanden i Accelerationen fra hans Læber, hans Hænder agiterede i Luften. — "Kender De ikke den berømte Lærde, Historikeren og Zoologen Christian Heineken, der blev født den 6. Februar 1721 i Lübeck, og som i 1726 i det Aar han døde, sit Livs femte Aar, ved sin Ammes Haand lod sig forestille for den danske Konge, til hvem han paa ulasteligt Fransk, smykket med udførlige Citater af excellente latinske Digtere rettede en yderst aandfuld speech. I fem Aar fuldendte og fuldførte dette Barn halvfjerdsindstyve Aar, hvorefter han naturnødvendigt afgik ved Døden.

Jeg er mod denne Christian Heineken relativt set et umyndigt Barn, men paa den anden Side har jeg nu naaet min Alders fire og tyvende Aar, uden at Værket i min Sjæl er opslidt. Og De vil forstaa, at dette ikke undlader at gøre mig urolig. Jeg er vedblivende i Stand til uden Grænse at erhverve mig Viden og vedblivende ude af Stand til at glemme denne grænseløse Viden.

Og dette har pludselig vendt sig imod mig som en Art Panik af stor Hæmningsgrad. Tro ikke, at der i min Hjerne findes nogen Rest af et personligt Jeg. Nej! Jeg er en Fortabt, dømt til evig Reproduceren. Jeg erindrer alt i den modtagne Form, Udskillelse af det uvæsentlige og Bearbejdelse af det væsentlige sker kun ifølge Glemslens Methode. Min Hjerne er som endeløse fotografiske Films, der uafladeligt optager Indtryk, et Objektiv, der udelukker enhver Subjektivitet.

Tro ikke, Hr. Doktor, at jeg har ladet Modkure uforsøgt. Jeg har kastet mig over Døgnlitteratur af sletteste Art, endog Dagblade; jeg har prøvet at mætte min Bevidstheds Danaïdekar med den berygtede engelske Legetøjslitteratur.

Men min monstrøse Hukommelse tikker uafladeligt videre med sit Dødningeuhr og opskriver alt uudsletteligt — Marsh, Pemperton, Anstey og W. W. Jacobs, Hichens-Lyall, N. Morrison, — hver Pagina af deres absurde og fantasirige Romaner, saa godt som jeg erindrer Shelley, Svinburne, Poe — og Kirkefædrene fra Athanasius, Orthodoxiens Fader til hin Francisus af Sales, der optoges paa Listen i 1877, saavelsom jeg endnu hvert Øjeblik udenad vil kunne memorere den hele Canoniske Paverække: de fjorten Clemenser, de seksten Gregorer, alle 260 Paver fra Evasistus, Alexander og Telesphorus til det Menneske, der nu er Pave i Vatikanet, iøvrigt en omfangsrig med Aarstal, Notater og historiske Kilder forsynet 40 Meter lang Liste, som jeg i mit femtende Aar udarbejdede, og som rækker fra Havesalen gennem Korridoren ud i Bibliotheket og videre til Spisesalen.

Men ethvert letfærdigt eller barbarisk Dokument evolverer ubarmhjertigt sit Stof baglænds gennem min Erindring, hver Gang min Bevidstheds Vandrepanorama afvikler en Tekst af sine Valser. Jeg formaar endogsaa samtidig at forestille mig flere Tekster, saaledes et oldgræsk Digt og sammes senere af Tibul eller snarere af hans Dobbeltgænger Lygdamus foretagne latinske Oversættelse i Lighed med visse berømte Simultan-Skakspillere eller de bekendte: Mithridates den store af Pontus, Digteren Torquato Tasso og Johann Pico af Mirandola.

Og De vil forstaa, Hr. Doktor, hvilken Nervøsitet og hvilken Depression, der efterhaanden har angrebet mit fysiske og psykiske System. Jeg føler en uudslukkelig Tørst efter — lad mig kalde det — Erindrings-Ubesmittethed efter en Bevidsthedens tabula rasa, efter at vende tilbage til Uviden, kort sagt: til elementær og primitiv Natur.

Ogsaa her har jeg gjort Forsøg gennem planmæssige Studier. Jeg har studeret de store Naturfornyere: Paulus der syntes mig en hvas Teolog efter sin Mester Naziræeren og Ørkenmanden Johanaan, gennem den rørende men perverterede Frans af Assisi helt op til Jean Jacques Rousseau og den senere over hele Europa brølende Apostel Grev Leo Nikolájewitsch Tolstoi, der endelig ikke maa forveksles med den fortrinlige Diplomat og Skribent Alexei Konstantinowitsch Tolstoj eller med sin højtbegavede Søn, hvem Samtiden skylder i det mindste én yderst spirituel Novelle.

Jeg har endogsaa søgt direkte til Skildrerne af Naturlivets Kilder. Jeg har med Selvfornægten og Mod indladt mig med den terrible moderne Bo .... Bo ...."

"Hr. de Smitson," Doktor Hengst udrakte sin mægtige Arm afbrydende, "jeg tilhører selv en gammel og god Bondeslægt."

Smitson sprang med beklagende Gestus op fra sin Plads.

"Deraf skal De ikke være altfor ked. Mennesker af Bønderklasser kan hver for sig være særdeles fortræffelige Individer som Naboer eller endog som Vælgere til deres lokale Bestyrelsesraad.

Men jeg prøvede altsaa at forfriske mig i den moderne — hm — Bonde- og Almuelitteratur, for om muligt derved at reorganisere det almen-menneskelige i mit Væsen, og jeg vil indrømme, at min Erindring her fik Lejlighed til at hvile, idet jeg ikke evnede at modtage Indtryk ved at læse om disse sikkert interessante Forhold og Typer.

Og heller ikke Gustav Frenssen eller Rosegger eller J. H. Rosny eller endog de — ak for mig ikke uforglemmelige — skandinaviske Bondestandsskildrere gav mig nye og friske Suggestioner (De sidste Skribenter hævder jo endogsaa for Alvor, at — hm — Bonden besidder sin egen eminent høje Kultur, hvilket næppe kan tiltale en allerede kulturtræt Hjerne som min, der dog har fjorten hundrede Generationer til Forudsætning, medens en gennemsnitlig bondsk Bevidsthed kan regne tre, højst halvfjerde — d. v. s. Faderen i fjerde Led, i alt Fald ikke Moderen).

Og De vil forstaa, at min Trang til at vende tilbage attraaede dybere Studier, bagom enhver Kul- tur, ja helt ned i det primitive Profundis, ja dybere, paa en lavere Plads i Verdensordenen end selv den der indtages af en moderne amerikansk Borger (U. S. A.) — dog fraregnet i denne Sammenhæng nogle faa mere fremskredne Typer, tilhørende franskpaavirkede Bostonercirkler.

Paa dette Punkt er altsaa min Uro, og jeg tvivler ikke paa, at denne sjælelige Proces tilsvares af legemlige, rent organiske Forandringer.

De erindrer uden Tvivl Mythen, der i Daniels femte Bog beskæftiger sig med den altfor højtkultiverede oldassyriske Despot, Nebukadnezar (eller rigtigere Nabukudurriuzur), der fortvivlede ved sin ubegrænsede Hofholdning, sin formidable Appanage, sine altfor kælne og villige Hofdamer og Hofdrenge, lededes ved sine keramiske Sommerpaladser, sine sindrige og perverse Eunuker og sine af Stjernetydning alvidende Kaldæere — og for en kortere Tid søgte tilbage til de firføddedes elementære og plastiske Gangart.

Denne Konge var sagtens klogest og dybest skuende af alle, i det han af en dyb, dyb Bevidsthed modigt valgte den radikalest mulige Form for Tilbagevenden til sin oprindelige, ja embryoniske Natur.

Og hvo ved, om ikke de kendte folkloristiske Sagn om Varulve og Vampyrer kan forklares ved de store Tænkeres Forsøg paa ved Nattetid at hvile deres belastede Sjæle i lavere Livsformer paa fire i en lodden Ulveham. Ovidius Naso og de byzantinske Encyclopædister Genesios og Ho Diaconus nævner Exempler paa saadanne Metamorphoser fra Menneske til et Dyrs Ham (saakaldte veripelles). Der er utvivlsomt i ethvert Individ af højere Intelligens en saadan latent Drift mod Dyret, som de Lærde populært som altid har klassificeret under Benævnelsen: Lykanthropi.

Oh nej, Doktor Hengst, det er ingenlunde alene min Spøg, men et meget reelt og pinligt Anliggende.

Disse Bibliotheker griber mig iaften med en uovervindelig Rædsel, disse Etager af samlet og klassificeret Viden, disse Systemer af Kundskab, de er som selve det dunkle Portræt af min Hjernes Fysiognomi. Jeg føler mig lidende af en pludselig og uafkastelig Bogskræk, en udtalt Litteraphobi, en Angst for alt skrevet, trykt eller tænkt, for alt Pap, Papir, Chagrin og Læder. Jeg bliver kold ved Tanken om, at jeg imorgen paany vil og maa styrte mig ud i nye litterære Excesser. Jeg føler, at min Kraft udtømmes i Bogpagina som i fortærende Orgier. Min Sjæls Væsen svinder ind som en naturvild Egn, der opdyrkes og bliver lig tusind andre matrikulerede Marker. Der er næppe en ubesmittet Plet tilbage i mit Væsen. Min Ensomhed er paa en Gang grænseløs og paa Veje til at forsvinde med Opløsningen af min Enhed.

Jeg mener ikke, at Deres Raad vil hjælpe mig, men Nærværelsen af Deres usvækkede Personlighed vil sikkert være mig en Lindring. De skal være min Læge, ved at De er vor Gæst. Og jeg vil ogsaa i Fremtiden have Nytte af Deres indgaaende og klare Aandspaavirkninger som en sjælelig Transfusion til min utvivlsomt svækkede Organisme."

Smitson havde rejst sig. Han stirrede trist ud over den sorte Park, fra hvis Mulm en Nattergals Gurglen kaldte, — en Nattergal fra de tusind og en Nætter kaldte.

Alix de la Valossière var kommen hen nær til Marmorterrassens Balustre. De saa hendes stjernebestøvede Haar over den fine sælsomt abstrakte Profil og hendes Læbers lille kløgtige og perverse Smil, medens hun saaledes lod sig betragte i gunstigt Lys af Havestuens gule Lamper.

Smitson sagde: ,Maaske var en Forbindelse med hin Iris de la Vallossière, min eneste mulige Tilbagevej til primitive og befriede Sindstilstande, en Flugt tilbage til det evigt feminine, til dette rolige og moderlige Ideal, — min Kusine Alix, hvis Sundhed og Naivitet vilde give min Natur tilbage Friskhed og ideal Vækst. Thi hendes Sjæls Fordærvelse er vistnok langtfra naaet i Højde med min."

Den Nat indtraf Smitsons mærkelige Forvandling.

Først ud paa Formiddagen, da en Stol ved Frokosten forblev tom, savnede man Smitson, og Doktor Hengst, der gik ned til hans Soveværelse bag Bibliotheket, kom tilbage og meddelte, at Smitson ikke var i sit Soveværelse. Sengen syntes forøvrigt at være urørt.

Smitson var herefter forsvunden.

Hans Klæder laa omhyggelig sammenlagte paa en Stol. Doktor Hengst konstaterede, at alt lige til de højst uhygiejniske Silkepyjamas var paa sin Plads. Et aabentstaaende Vindu rettede Opmærksomheden mod en Undersøgelse af Haven, hvilken Eftersporing overtoges af Doktor Hengst, medens Pastor Gerson begyndte en Afhøring af Tyendet. Der forekom fra den Kant ingen Oplysning ud over, at Kammerfrøkenen og den mistænkelig tilbageholdne nye Tjener Jean, bægge angav at have ligget vaagne ved Firetiden og da fra Herskabsfløjen at have hørt tre eller fire langtrukne og gennemtrængende Skrig, men var de bleven enige om, at omtalte Hyl stammede fra en udelukket Hund.

Efterforskningen i Haven gav positivt Resultat. Doktor Hengst kunde fra de hvide Rosers Bed lige under Smitsons Sovekammervindu følge et Spor ud paa Gangstien og videre i den nyrevne Allé op gennem Parken.

Han var straks sportsmæssig optaget, i sin graa Golfdragt som et muskuløst Kraftbjerg, hvilende paa Hænder og de læderbeskyttede Knæ, beskæftiget med at udmaale Sporene og undersøge dem med Loupe.

General Smitson var yderlig nervøs; flere tilkomne af Gæsterne gisnede paa Overfald eller anden alvorlig Forbrydelse. Alix de la Vallossière var kommen tilstede, klædt i en engelsk kvadreret Sportsdragt; meget morgenbleg stod hun og balancerede paa de lakerede franske Hæle og virrede med det lille betænkelige Ansigt spejdende fra Mand til Mand i den lille Gruppe, der straks samlede sig om Doktor Hengst.

Doktor Hengst rejste sig nu og stod skrævende paa de stærke Ben, i Besiddelse af et Resultat.

Han sagde: "Som Læge under mit seksaarige Ophold paa Island har jeg haft Lejlighed til at foretage over Seks Tusinde Fodmaalinger til Brug for et Tabelværk over Folketyper, hvilket Arbejde af mig blev indbragt som Disputats for Doktorgraden forrige Efteraar. Det er saaledes en heldig Omstændighed, at en Expert er her til Stede.

Jeg vil bede Dem betragte disse Fodspor. De vil se dem ordnede i fire Aftryk paa Rad, to mindre — mellem to bredere. De sidstnævnte ere meget prægnante Aftryk af de yderste Led af en nøgen Menneskefod. Med Loupen vil De se, at venstre Fods Mellemtaa har været en saakaldet Overligger, hvilket vil tjene som Signalement. De inderste mindre Aftryk er utvivlsomt fremkommen ved, at Forlemmerne, støttede paa Haandens Bagflade, ere kastede frem i et Spring, hvorefter Baglemmerne er trukne frem i Linie med dem. De vil se det meget tydelige Aftryk af tredje og fjerde Fingers Knoer. Denne Gang- og Springmaade paa Forlemmernes Haandbag er ejendommelig for Anthropoïderne, navnlig Orangutang og Chimpanse. Og øjensynlig for Hr. de Smitson, fra hvem Sporene utvivlsomt stamme.

Allerede igaar Morges strax efter min Tilstedekomst isolerede jeg Hr. de Smitson i Bibliotheket, lod ham klæde sig af og gennemgik hele hans Corpus med Stethoskopet. Jeg forudsatte allerede den Gang det, der nu er sket, omend jeg ikke ventede et saa rapidt Udbrud. Jeg fandt Pulsen uregelmæssig, Patellarreflekserne forhøjede, Urinen stærkt albuminholdig. Og Pupillen havde den ejendommelige metallisk grønne fosforescerende Spyflueglans, som karakteriserer et vildt Dyrs Øjne. Svedafsondringen havde en ram og desmeragtig Lugt.

Hr. de Smitson er uden Tvivl bleven grebet af et akut Rabiesanfald som indledning til en af disse juvenile Demenser, der angribe saa mange Unge i vor Tid. Nøgen og paa alle fire er han sat til Skovs for at leve som et Dyr.

Jeg vil nu skride til at tage et Gibsaftryk af disse i høj Grad interessante Fodspor."

Derefter blev Fodsporene forfulgt og det lykkedes at finde dem gennem Parken, tvers over en haard makadamiseret Landevej; i det klæbrige Hynde af visne Blade var desværre intet Spor ladt tilbage. Doktor Hengst mente ganske vist at finde Spor af brede Fortænder, der havde gnavet i Barken paa et Birketræ, men det blev oplyst, at Træet af en Forstelev ved Mærkning med en riflet Kniv var udvist til Fældning.

Den fortrinlige irske Pointer O'Fernaghan blev hentet og sat paa Sporet, og dette syntes at lede til en tætbevokset Mose, hvor O'Fernaghan ikke vilde gaa ud, men stak Næsen Op i Luften, slog ud som et Pendul, og grinede forlegen med den lange røde Flab.

General Smitson vred bekymret sine Hænder. "Hvor i Himlens Navn er dog Drengen egentlig henne."

"Unge Smitson," sagde Pastor Gerson, "er aabenbart vendt tilbage til Naturen." Men det forstod ingen uden Pastoren selv og maaske Frøken Alix de la Vallossière, som ikke benyttede sin Forstand, naar hun vilde forstaa en Sag, men andre dybere og sikrere Instinkter.

I sin engelske fodfri, klædelige og praktiske Sportsdragt fulgte hun forbavsende letbenet Jagten, hendes Kinder blev røde af Ophidselse, der kom et dunkelt og graadigt Spil ud fra hendes Mundvige. Hun vendte tankefuld med en lang Bambusstok Buskene inde i Granplantagen for at søge Spor.

Store mørke Skove laa fra Huset ud over Bakkerne i Øst og Syd. Og Aftenens Skygger løste sig fra Bakkernes Kamme og skyllede ned over Skraaningerne, til ogsaa Dalene sortnede. Skovene laa nu derude og deroppe og drømte i en ny Nat, der kom. De søgende Jægere vendte hjem, og de ganske lidt skræmte Raabukke begyndte deres Glammen fra deres skjulte Stier.

Smitson blev set den følgende Aften. En forhenværende Herskabstjener, der nu bestred en tre Gange præmieret Husmandsjord, saa noget, som efter hans Formodning maatte være Smitson.

Han stod i sin Stald og pumpede Ajle op af den cementmurede Beholder til Gødsel for Havelodden, da han circa Hundrede Meter ude i sine Roer saa et langt, hvidt, firføddet Dyr i lange Spring bevæge sig ned mod den nærliggende Frugthave. Den magre Ryg krummede sig i hvert Spring som et svunget Tov, de græshoppeagtige Baglemmer stemmede Kroppen fremad i kraftige Sæt. Forlemmerne støttede paa Knoerne.

Iagttageren gik for at hente sin Riffel, men da han kom tilbage, var Fænomenet forsvundet.

Den følgende Aften blev Smitson set paa Pastor Gersons Eng, da Pigen ved Solfald gik ud for at malke.

Køerne vendte Hovedet om efter hende, da hun trallende nærmede sig med sin Spand, fulgt af Karlen, der trak Vognen. De saa det bægge samtidig: en hvid og sammenkrøbet Skikkelse, der sad under den store sortbrogede Malkeko, Europa, havde spændt bægge Forlemmer om Europas Yver og diede af Vorterne.

Pigen skreg op, men Tjenestekarlen, der ikke var ubekendt med denne af tørstige Vagabonder yndede Fremgangsmaade, løb til med Pisken.

Koen saa forlegen efter ham, gjorde et Spring og løb i Gallop ud over Engen. Derefter havde Karlen det Uheld at snuble, og da han igen saa op, var Tyven ikke mere synlig.

Senere blev Smitson set paa lignende Maade: græssende paa alle fire, ligesom den store Konge Nabukuduriuzur, da ogsaa han havde søgt en Bagvej til Naturen af redelig og ydmyg Vilje eller af en uimodstaaelig dyrisk Drift til at vende tilbage —: Smitson paa alle fire, sugende den varme, søde Mælk af Naturens taalmodige Yvere, den af Bøger og Viden forgiftede Smitson, — Smitson der var bleven led ved de store Sten-Stæders frygtelige Døgn, der blot aabnede evige graa, støvede Albumsblade for hans Sind, — Smitson, den fortvivlede Bibliotheksrotte, som aartusindgammelt ophobet Pergament og Papyrus og tykke, tykke Folianter af skimlede Mennesketanker havde udtørret for alle Taarer, for al Hjertelighed, — indtil endelig det inderste Opstandelseskim brød ud af den inderste Skuffe i hans System og i explosiv Udladning blev herskende.

Han har i senere Stadier forsøgt at erindre, hvorledes denne Forvandling er gaaet for sig, men det lykkes ham kun ufuldstændigt. Hans monstrøse Hukommelse forlader ham her, fordi selve Processen netop opløste den frygtelige og byrdefulde Erindringstvang af hans Sind.

Denne Periodes Hændelser assorberedes sundt af hans Bevidsthed. — Han erindrede ikke! For første Gang blev Kendsgærningerne i hans Jeg omformede og ikke blot fotograferede. Han følte sig for eneste Gang i sit Liv som mere end et Kodakapparat.

Han beskriver Katastrofen som en pludselig Udladning af Vrede, der slyngede ham ud, explosionsmæssigt, i nye Væsensformer. Om selve Flugten skete frivillig eller som Tvangshandling, indlader han sig under Hensyn til sin deterministiske Livsopfattelse ikke paa at afgøre, navnlig da hans Erindring paa disse Felter er affarvet og tilsat med uvirkelige Træk. Han antager, at visse ukontrollerede Kræfter har gennembrudt hans Selvfornemmelse, uden dog at ville udelukke den Mulighed, at han forsøgsvis kan have opgivet sin sjælelige Ligevægt af en Art Videbegærlighed eller Tørst efter at vende tilbage til — almindeligt set og sagt — "den kaldende Natur".

Smitson beretter omstændeligt om sit Liv i Busken. Han har allerede romantiseret Stoffet, sat det i personlig og litterær Stil, det er utvivlsomt undergaaet fuldstændig Erindringsforvanskning, hvilket viser, hvor intensivt det er oplevet. "Mit Liv i Busken," kalder han det. "Min Tilbagevenden til Jordens Mælkeyvere." Han fortæller, hvorledes han indlod sig paa at falde ned paa alle fire — ikke uden en vis trodsig Erkendelse af det perverse i den quadropede Gangart.

Han fortæller om Vildtstierne, der vinder sig gennem Dværgkrattet, om sin Gallop over de regndrivende Roer, hvor Hønseflokkene for op som Skud og spredtes som Røg. (Men dette er sikkert en retrospektiv Forestilling, dannet paa Grundlag af tidligere jagttekniske Studier.)

Han skildrer den syrlige, svampede Lugt af de høstlige Blade, og faktisk har han hidtil manglet enhver Grad af Lugtesans. Men han paastaar, at Næsen som Organ i den Periode var ham i høj Grad vejledende, naar han med Neglens kradsede under Bladskorpen efter Agern og Champignons.

Han levede for Størstedelen af disse Høstsvampe, som hedder Bovista, Cantharellus og Fistulina, og som han paastaar at have afplukket med Munden, (hvilket snarere tyder paa Konstruktion end paa et ægte atavistisk Instinkt, der sikkert havde anvist ham Hændernes Brug.) Heller ikke klatrede han i Træer, men afplukkede om Natten den Frugt han kunde naa med Tænderne og erklærer herved at have følt en fuldkommen moralfri Sindsro — end ikke det kildrende Behag af et bevidst vovet Tyveri.

Heller ikke i Henseende til sine iagttagelser synes han paalidelig.

Saaledes fortæller han en Mængde Details fra Myrenes Liv, hvilket han vil have iagttaget i Tuer, som er befolket af de hyppigt forekommende Lasiusarter, navnlig visse Bemærkelser om de utallige Myregæster, som han foruden Bladlusene har forefundet: store børstebevoksede Biller, der svede sødt ud af Armhulerne (Claviger testaceus?) og andre svære blinde Uhyrer af insekter, som bliver ført rundt i Myretuen og ligne fede Elefanter.

Dette er dog sikkert senere Dannelser. Thi i sin Naturtilstand har Smitson hverken iagttaget eller reflekteret. Han har været en Vild. Men det er typisk, at han senere fandt sig nødt til at udfylde denne Lakune med Materiale fra sin uhyre Bogviden. —

Undsætningsexpeditionen traf Smitson efter fire Dages Klapjagt. Smitson opholdt sig i en Mose; han sad fastklamret til en Ellebusk, forkommen og bleg som en syg Abe; en flere Meter bred Vandgrav skilte ham fra Truppen, som nærmede sig ført af Doktor Hengst.

Der sad Smitson paa sin Elletrunte og spejlede den blanke Himmel i sine Øjne. Hans Sjæl var forsænket i Tilværelsens dybeste Kummer, han følte sin Lidelse som en udvokset Svulst af selve den smerterige Moder Jord. Hans blege Billede stod omvendt nede i Mosens sorte Pøle, brudt af gurglende Gærbobler. Han lamenterede ganske sagte, da hans Navn blev nævnt.

De kom ud til ham ved Hjælp af Brædder og en Brandstige. Doktor Hengst anbefalede den samme Forsigtighed som overfor Søvngængere: Et pludseligt incitament kunde virke som en Gnist i en Krudttønde og sprænge ham paa ny.

Men Smitson viste sig at være meget mat. Hans Ryg og Ben var kvadreret af smudsige og blodige Striber, Hænder og Fødder bar Strømper af Mudder. Han lod sig modstandsløst tage.

Smitson blev bragt til Sengs i det saakaldte Rosenkammer, hvis spidshvælvede Loft var bestrøet med tusind røde Rosenknopper, hvorimellem Rafaels femten Eroter legede. Og Frøken Alix de la Vallossière indfandt sig, klædt i en hvid Lærredsdragt, med et hvidt Slør vundet om Haaret og tog lydløst Plads ved hans Seng. Hun gjorde ingen Nytte, men sad dèr med kløgtige og faste Sygeplejerskeminer og ventede paa, at han skulde vaagne.

Doktor Hengst udtalte:

"Hr. de Smitson vil ikke mere komme til sin Bevidsthed. Der foreligger en typisk udtalt paranoisk Demens. Patienten er allerede i meget høj Grad angrebet af Debilitet, fuldkommen Lammelse og Bevidsthedstab, der langsomt, men sikkert gaa over i Slutstadiet: Kronisk Paralyse."

Smitson slog netop da Øjnene op, og da han saa Doktor Hengst, sagde han:

"Kære Doktor Hengst: Det gør mig ondt at have forvoldt Dem Ulejlighed med min Person. Men jeg haaber, at De alligevel ikke vil fortryde Opholdet hos os.

Jeg har i den sidste Times Tid, medens De underholdt Dem med Frøken Alix de la Vallossière, repeteret vor Samtale i Bibliotheket for fire Dage siden, og jeg indser, at min Uro med Hensyn til mit udmærkede Hukommelsesapparat var ganske ugrundet. Jeg befinder mig allerede fuldkommen rask."

Han saa misfornøjet hen efter Alix de la Vallossière der vendt mod Lyset viste sin Rygside, hvis Linjer et folderigt hvidt Forklæde uigenkendeligt tilhyllede. Og da han hverken genfandt den kælne Profil af hendes Lænder eller den faste og smidige Oval under Rygspændet i hendes Bælte, saa han skuffet mod Loftets legende Eroter.

"Vraiment," udbrød han, "Etienne Pavillon, de l'Academie française havde Ret; Iris de la Vallossière er berøvet sin skønneste Legemsdel, og Himlen maa altsaa have et straalende Stjernebillede mere."

Og vendt til Doktor Hengst sluttede han, idet han trykkede Monoclen fast i det venstre gabende Øje og fremrakte sit frygtelige Hovede, der var parat til nye Erobringer.

"Jeg er vel en lille Smule forfrisket. Men det er min Erfaring, at Redning gives ikke ved Tilbagevenden til lavere Bevidsthedsgrader under animalske eller endog bæstialske Livsformer og endnu mindre ved de Surrogater, som en selv velformet Dame kunde byde vort halvvaagne Sanseliv.

Thi det er desværre sandsynligt, at kun for en døende Mand er Tilbagevenden mulig.

Jeg vil nu forsøge at hengive mig i transcendale Betragtninger —, siden Selvopgivelse er Befrielse, saaledes som de gamle Kirkefædre, Cerinthus og Saturninius lærte, idet de negerede Materien og i Pleroma saa en Opløsningens Vej til Enheden, Logos, hvilken Vej formentlig modsvarer den berømte femdelte Vej, som i den buddhistiske Katekismus, tatwa boddha, er den fjerde af de fire store Sandheder, og som den moderne mysticistiske Kalatschakra ved Hjælp af sine Helgendamer og andre Amuletter ikke gør kortere — saalidt som, indenfor Gnosticismen, de orphitiske og alexandrinske Skoler formaaede det, og allermindst den grove og bondske Symbolik, som i Aaret 141 blev opstillet af den ignorante Hysteriker Valentinus, der var imbecil nok til at mene, at den højeste af verdensdannende Kræfter, Visdommen (Sophia!) var af kvindelig Natur." —