Flyveperspektiv
FLYVEPERSPEKTIV
Paa den smalle Løbebro, der forbandt Gondolen med Motorhuset stod Tela støttende sig til det spinkle Alluminiumsgitter. Den tynde Metalrist gav sig med en besynderlig modstandsløs Elasticitet under hans Fødder. Han dristede sig endnu næppe til at se nedad efter Staden, der nu 100 Meter dybt sejlede ind under denne Evighedsplanke. Det mægtige fiskedannede Luftskib, der ubevægeligt stod over hans løftede Ansigt, var ham endnu nødvendigt som optisk Udgangspunkt og Støtte.
Trods Motorvingernes blæsende Hvirvler opnaaede han saaledes den uomstødelige Fornemmelse af at staa stille. I Forhold til noget Opad bevægede han ikke sit Basis. Siden Luftskibets Start havde han gradvis, uden at sænke sit Blik, i Tanken søgt at forestille sig den synkende og bortvandrende Verden dernede, for at vænne sig til senere uden Svimmelhed at kunne betragte den fra sin Plads med dette Hundreder af Meter dybe Fald lagt imellem.
Grev v. Plessen kom entrende fra Alluminiumsstellet oppe under de fire Stabiliserings-Flader, der kastede transparente og rippede Konkavskygger op over Ballonskibets mægtige Silkebug. Han saa deroppe Stellets Ribben Spant ved Spant spænde Stoffet i faste Tærner: Inde bag dette uhyre Hylster var altsaa de en og tyve Ballonetter, der bar Fartøjet oppe, de usynlige og eneste Garantier mod Svimmelheden, — der nu efterhaanden alene viste sig i sit Forsøg paa at vriste hans Blik til at se nedad.
Grev v. Plessen stillede sig hen ved hans Side, og Tela blev rolig. Han begyndte at undre sig over denne Fart. Han saa v. Plessen smile inde i det sorte spidse Skæg.
"Er De endnu lidt nervøs, Tela?" Og v. Plessen lænede sig ud over Gitret og saa ned. Tela lod Blikket glide over hans overordentlig spinkle Figur i den stramme Ingenieurløjtnants-Uniform, der bar Aëronautkorpsets Emblemer paa Kraven. Han smilede ved Tanken om en ny Militærtype, saa udpræget som Kavallerist og Gardersoldat, den letteste af alle Vaabenarter: Aëronauten, der udtages efter Letvægt som en Jockey.
"Se," sagde v. Plessen. "De hvide Tabletter derude i Sydvest er Charlottenburg. Vi staar over Jungfernheid. Vi er to Hundrede Meter højt. Herfra ser vi altsaa Tyskland som et Croquis. Tænk Dem Generalstaben i Luften! Det vil herefter for Alvor blive en Krig paa Kortet. Korpsene vil staa som sorte og røde Brikker dernede paa et grønt Brædt. Vi flytter dem gnisttelegrafisk — saa let som de smaa Flag paa Krigsspilbordet. Og vi vil videre opleve Krigen i Luften; Luftens Torpedoangréb og Haandgranatkampe, naar Tyskland en Gang har skabt en Flotille for sin Fremtid i Luften."
Tela saa endnu opad i den fuldkommen klare Luft og ud til alle Sider i Rummet, hvor de nye og utraadte Færdselsveje laa bredt for en Fremtid af flyvende Trafik. Og han begyndte at forstaa, at en ny Dimension af det Rumlige var inddraget under menneskeligt Omraade, et nyt Perspektiv: Opad i Stedet for vandret, jordplant eller ned — evigt ned.
Ude i Horisonten saa han allerede Berlins Taarne rejste ud af det evige Røgslør, Horisonten var ingenlunde fremmed, som sagtens Dybderne under hans Fodsaaler — om han nu saa nedad — vilde vise sig. Horisonten var vedblivende i Højde med hans Øje, Synsradien blot større. Disse fjerne Taarne med Spir og Tinder havde man hidtil indrettet sig for at stjæle 100 Meter af Fuglenes Lodrethøjde og en mindre stump Synsvinkel, en længere Hypothenuse i den Trekant, et opretstaaende Menneske ejer af Verden. Der stod altsaa disse plumpe Sokler af Sten og Jern som Monumenter over en magtesløs og altfor tung Tid.
Og da, endelig, saa han nedad, hvor Staden flød, et evigt skiftende, fuldkommen nyt Perspektiv af lodrette Flader og Linjer, der kredsede ind imod Brændpunkter nedad. Han saa fjernt, men meget distinkt, i en Fjernhed der ikke sløredes af Lufttoner, de prægnante Tage og Karéer af Huse, solbeskinnede paa de østre Sider, Gaard ved Gaard, de firkantede Fløje, der stod som skaarne i hvidt eller graa eller rød Karton.
Staden roterede som en umaadelig Valse med udhævede Typer ind under ham, og sprængt mellem de faste og geometriske Figurer af Gader og Huse groede Parkerne som dunkelgrønne Svampe.
"Se," sagde v. Plessner. "Den hvidspættede Plantage dernede, er den Zoologiske Have. Vor Rute betegner nu en Kurve, vi har Ordre til at sejle ind i Berlins Centrum 100 Meter over Brandenburger Thor. Er De endnu svimmel?"
Tela sagde: "Er der ikke et Perspektiv af egen ideel Art herfra netop ned til denne Zoologiske Have — som et Gennemsnit af Jordklodens Perioder ned til en historisk dybt forsænket Arena?"
Han erindrede de dumpe og verdensforladte Dyreformer, som endnu lever i Bure dernede; disse forældede og deforme Typer: Rhinoceros, Fabeldyret fra den miocene Periode og Nilhesten i sit plumrede Bassin med sit Gab som et Profetsyn af blegrøde Kæmpegummer. Aa ja, de hørte til i et lukket Enklave af vor Tid. I en letbevægelig Tid er der ikke Plads for Tykhuder — uden i et Bur, saalidt som der er Plads for Bønder i en Storstad eller for Saalegængere i den høje Luft.
Løjtnant v. Plessen var entret over til det lille lukkede Motorhus, hvor Maskinistens Ansigt, i Læderhætte, strengt og lufthærdet som en Chauffeurs, havde vist sig.
I Gondolen midt inde i Bærestellets spinkle og blanke Alluminiumsstruktur sad Aëronautafdelingens Chef og den anden indbudte Korrespondent, parat ved det elektriske Rat. De to smaa Skovlvinger hjulede paa begge Sider af Gondolen, og den store Viftehale lagde sig paa Skraa. Jord-Planet dèr dybt nede syntes at dreje sig om en Akse. Ballonens Næb pegede direkte Syd.
Tela saa nu dybt dernede Staden, denne gennemaarede Stenmasse, disse Enklaver og Øer af rektangulær Form, de udstraalende Diagonaler af Gader og Boulevarder, der foreløbig var de korteste Veje i Staden. Der laa Staden tegnet som en elementær plangeometrisk Opgave: trægt konstruerede Linjer, der var bundne af Tyngdeloven til Planet. Myrene, der vrimle nede i de blege Jordfurer, nøjedes hidtil med det rumlige i Bredden. Se! Nu strømmede de frem, der hvor Gaden udløb til den aabne Plads, vistnok Belle Alliances Rotonde, en prikket Masse, der spredtes som Pulver fra en Blæser — Hatte og Skuldre af Mennesker, der havde gaaet mellem snævre Gademure og pludselig saa Rummet aabent i Bredden — Torvet! Pladsen! — og aandede op!
Nede over Moabit tindrede Solen gyldent i en Kuppels Ribben. Man rejste altsaa Kupler over en Stad for at fyldestgøre Forestillingen om noget mere rumligt af ideel og guddommelig Art. Taarne for at komme lodret opad, Kupler for at fornemme det sfæriske i de Tider, da man endnu ikke fløj; Forestillingen om Gud krævede en Kuppel! —
v. Plessen kom tilbage. De stod igen sammen paa den sælsomt sukkende Bro. Luften var saa kølig heroppe, der stod en stiv Træk op mod Luftskibet. Det susede lavt deroppe i Stellet som i Rejsningen paa en Fregat. Den knitrende Lyd, naar Aluminiumsstængerne slog over! Slagene af Stabilitetsskærmene, der rejste sig for Brisen og holdt Skibet i Ligevægt. —
"Se," sagde Tela og viste ud over det store Stadpanorama, hvis Relief grelt tavlet hvidt og sort viste sig indtil de skaarede Horisonter, Huse — Huse —
"Se — virker ikke denne ordnede og nøjagtig kanaliserede Overflade af Byen meget nerveberoligende. Man glemmer endog Tanken om det dybe Fald, der dog er derned. Hvor ægte tysk en Orden i alle Linjer, i enhver Energiens Retning. en stadlig Centralisation af alle Linjer, alle Veje — de kortest mulige — ind til et styrende Midtpunkt!
Er denne Orden og Inddeling ikke som en grafisk Forestilling over en Stads Administration, dens Instruktion, dens Regie, der set herfra Hundrede Meter højt viser os sit System af enestaaende Skønhed: Alle Linjer efter Logikens simple Lov. Selve Verdensordenens Ide udbredt paa en Flade!
Og hvad har vi ikke Ret at tænke muligt endnu for os at naa her i den nye Dimension — med Evner til at inddrage og befare Rummet!"
v. Plessen lo. "Ja, hvorfor ikke! Vi er nu i rum Luft og har overvundet den første Svimmelhed. Vi kan altsaa begynde at spejde efter, hvor Landet skal ligge. For mig som Strateg og Sportsmand er foreløbig Bevægelsen Hovedsagen, og det er øjensynligt, at Jordfladen er utilstrækkelig som Basis for vore moderne Motorer. Navnlig er Automobilet allerede nu ubrugeligt i en Stad.
Paa fri Bane, paa Væddeløbslængde, hvor Automobilet er reguleret til sit Øjemed og starter klassevis — der er det endnu fuldkomment som Hurtigflyver ad de foreskrevne og planerede Veje. Det er vor Tids foreløbige Vidunder: Vejæderen, Distancefortæreren! og et velgørende Udtryk for, hvad vor Tid vil: Hurtighed og Vidtomspænden!
Men i en ordnet By er Automobilet Revolution! Det er Løsgænger, og allerede i Strid med enhver moderne Stads Idé: Centralisation af Kraft.
En Bys System fordrer ensartet Administration, ordnede Skinneveje og navnlig Samling: at Kraften stationeres i mægtige Centraler for Tilvirkning af Drivkraft og derfra fordeles ad Metaltraade til Brugsstederne, — nødvendigt allerede af Hensyn til Økonomi og moderne Demokratisme: at Forbruget kan aflæses paa Tavler, beskattes og reguleres.
Men disse løse Kraftvogne, der fører deres Motorer med sig under Hjulene, er for respektløse til at taales i en Storstad. Selv om de ere numerforsynede og stadamtligt indregistrerede, lader de sig nødig bestemme af et Politireglement eller stanse af en Gendarm, som har udmaalt Farten ved et Stoppeuhr.
Automobilisten savner social Forstaaelse, fordi han vil være det, han ikke er: Flyver! Det er Fordringen pr. Kraft alene at komme ud over de Hindringer, som anden Mands Mark eller Hus og Gadelygter eller forældede Hestekræfter, der stejler og bliver svimle, maa sætte i det normalt foreløbig plant cirkulerende Samfund. Nej, der hjælper Kurver og Serpentiner ikke. Automobilisten er antisocial; fordi han vil have Rum, hvor Samfundet indsnævrer sig. Godt! Vi vil give ham Luften!
Se nu dernede denne trange, sammenknebne Strøm gaa gennem Gadekanalerne. De kan skimte de sorte Fortætninger i Gademundingerne, smaa mørke Masser kilede fast som en Tampon i en Tarm. Det er Trafiken, der er gaaet i Staa.
De kender Obstruktionen dernede om Aftenen ved Teatertid, har selv siddet og stirret paa et stanset Taksameteruhr. — Videre! Videre! Ikke sandt? —
Kilet fast i en Svulst af Vogne med indfiltrede Hjulnav, med skældende Chauffeurer og gryntende Tudehorn! I en af de lineære Gader dernede med de uudvidelige Vægge! Ved Teatertid: mellem Luxuskareter med stjærnetindrende Lampions og en eller anden balklædt Frøken i Pailletrobe udstillet for Pøblen som i en Glasmontre, fastkilet ved Siden af Deres Vogn. Tudende Automobildrosker og Reklame- og Varevogne af disse nye fantastiske Former — som Paddehatte og Militærstøvler. De har oplevet Billedet: den hæse stønnende Trængen paa, Stansningen, Spærringen, Politirytteren urokkelig rejst paa sin Broncehest. Og de uflyttelige Vægge med deres uomstødelige Særinteresser bagved, kiggende ud gennem tusinde private Ruder.
Det er altsaa Storstadstrafik! Krafttab er det, uerstatteligt Krafttab hvert Sekund. Tarmslynge i Stadens Ernæringssystem. Tusinde Explosioners Kraft, der spildes af de stampende Motorer. Staden sveder Værdierne ud af sine Sikkerhedsventiler til Ingens Nytte. Og da Bevægelse nu en Gang er bleven raadende Form for moderne Liv, er dette utilstedeligt.
Godt: De har gjort opmærksom paa rum Luft som en ny Dimension af Bevidstheden. Jeg vil foreløbig henvise al Befordring, al Trafik, al løbende Bevægelse herop, for at vi kan gøre vore Rejser og føre vore Krige heroppe uhindret, og de dernede være uforstyrrede.
Men jeg ønsker forøvrigt ingenlunde, at de frie uberørte Veje heroppe skal blive tilgængelige for alle. Luften er endnu aristokratisk, og bør i alt Fald en Tid være forbeholdt de exklusive Sportsklubber og det kejserlig kongelige Militær, — inden det demokratiseres og udleveres ogsaa til Pøblen som en rumlig Udvidelse af Folkebevidstheden."
Og v. Plessen lo, tændte sig en Cigaret og tog Plads med Benet svunget over det spinkle Gelænder, støttende sin Ryg til de dirrende Bærestænger. Han sagde endnu henvendt til Tela: "Men at De skulde dele mit Synspunkt kan jeg ikke fordre, siden De er Skribent og altsaa i dyb Forstand Publicist."
De trekantede Styrevinger stod mod Solen, gennemsigtig silkegule af Solstraalerne, og med Ribbernes spinkle Net lignede de store tropiske Dagsværmere.
Tela faldt hen sine i Forestillinger, idet han nu sad her i kølig Skygge af Luftskibet, hvis Finner blødt klappede om den kommende Vind: Deroppe staar nu i sin ædle Form, Luftskibets téndannede Cylinder, den fuldkomneste af al Form, Fiskens og Vasens, Bevægelsens, Rumfangets og tillige Skønhedens ypperste Type: hver Molekyle i Snittet ordnet om en Akse, Cirkel spundet om Cirkel, rhytmisk voksende fra Basis, rhytmisk aftagende mod sin Slutning — som selve Formen for ordnede Idéer.
De hvirvlende Skrueblade, som Motorerne driver, har allerede det ufuldkomnes og forældedes An- stød og Støie, de er saa primitive som Børns blæsende Legetøjsmøller. Vil Hjulbevægelsen ikke en Dag blive afløst? Disse evigt og dumpt malende Hjul i deres meningsløst vidtløftige Cirkelveje! Vil ikke Rotation en Dag erstattes med Ligebevægelse?
Se, nu læner Luftskibet sig imod Luften og gaar opad som over et Skraaplan, trækker Blæsten ind under sin skinnende Hvalfiskebug. Det er igen et nyt Syn at se sit Skib nedefra under Kølen som det ses fra Havets Bund i Fiskenes Perspektiv. Man gribes af en usigelig frisk Undren derved, man føler Opaddriften ganske ny, fysisk og moralsk, den Sindets Opaddrift, der vil beherske alle Regioner: Dybets og Fladens og alle Lufthøjder: Helt dernede fra Dybderne kom vi!
Og paany braser Luftskibet sine Dæmpningsflader og kovender mod Vinden. Chefen har rejst sig og giver et Signal. Et Flag folder sig ud fra en af Stellets Barduner.
Og paany roterer Skibet om sin Midtakse og gaar for haardt Ror direkte Syd.
Domens Kuppel staar nu derude som en mægtig kronet Pande, og Kejserslottets kantede Tagkamme rejser sig jernsorte nærved. Den kejserlige Vimpel staar fra Midtfløjen som en hvid Flis ud i Vinden.
Derned mod Magtens Centrum drages nu det styrbare Luftskib som mod en magnetisk Pol, hidkaldt ved uimodstaaelige traadløse Telegrammer til Kommandoen i Gondolen.
Længe har de ventet Skibet nede fra deres Jernaltaner. De har set det blive til som et mørkt lille Legeme, der har løst sig fra Horisonten, løftet sig i fri Tangent til Synskredsen — nu med Solen bag ind og den skarpe Segl af sin Klodeforms Skygge om sin forreste Rand. Som en lille gul Blegn paa Himlen, — stille et Minut, og saa rindende som en Mælkedraabe over en Porcellænsplade.
Og tre Gange omsejler Luftskibet i to Hundrede Meters lodret Distance det kejserlige Magtcentrum.
Fra Luftbroen er Bevægelsen af den lille hvide Vimpel synlig, medens det kippende hilser fra sin Stang. Tela forstaar, at dernede kan enhver følge Manøvren. Enhver vil forstaa, at den tyske Magt behersker ogsaa Rummet: At Gaden er paatænkt flyttet herop, at Færdslen, herefter skal gaa heroppe! De maa kunne høre den intense Tikken af Maskinen i Motorhuset ned i deres Gader, og genkende Lyden fra deres egne Asfaltveje, som nu er flyttet herop. Nu befarer Automobilet Luften! En ny Dimension af Rummet er erobret.
v. Plessen staar nu ved Motorhuset, han griber om en kort Vægtstang. Og et langt og bedøvende Skrig stødes ved Damp ud af det store Messinghorn, hvis Basunaabning vender nedad.
Her midt over Berlins Centrum har Luftautomobilet ladt sit Horn lyde i et hoverende Sireneskrig, der staar som en lodret haard Metalstang ned gennem Luften og toner.
Og Autoerne nede i Asfaltgaderne stanser nu sagtens, Passagererne paa Motoromnibusserne, disse plumpe Torpedodestroyers, der med de uhyre gule Skrog baarne af lydløse Gummisokker vædrer sig en Vej gennem Færdslen, rejser sig fra deres Platformer og ser opad. Kraftvognene staar stille i et Nu, Chaufføren sidder og skygger med Haanden for Blikket og stirrer opad.
Hvad var det? Et nyt Signal er gjaldet gennem Luften — fra Fremtiden i Luften! Et gjaldende Basunstød, en apokalyptisk Varselsklang fra de fjerne Egne deroppe.
Nu staar de og peger op mod det drivende Luftskib, der mellem soltindrende Alluminiumseger og spindelvævsfine Gitre staar der højt og klart som en Globe af selve den gule Gas, en stor blødt formet Oval, som en fri og hed Organisme, svævende over Stadens Centrum.
Og man ryster sagtens paa Hovedet: Hvem ved! — og haster videre med smaa altfor hidsige Snøft og Varselsgrynt af den lille Bliktrompet og en kvalm Stank af Benzin bagud fra Spjældene. De smaa Motorer kryber endnu som før i vidtløftige Kurver og Serpentiner om deres altfor mange Hjørner.
Tela synes efterhaanden, at den Verden der nede i Planet er saa fjern, som Luften en Gang var, — som ser han nu med Ansigtet vendt mod denne Myreverden ikke ned, men opad mod det Indre af en stor Kube, hvor et gnidret og intimt Liv myldrer, og han selv staar med Fodsaalerne presset mod Himlens Bund, isoleret og alene, dybt inde i en sælsom Fremtid.
Flyvegriller og Luftkasteller! Den Tid er altsaa ikke mere fjern, da Grillefængerne virkelig har Vinger, og Luftkastellerne er saa sikre at forudse, som en Perronhal var at forudse i Dampens tidligste Dage. —
Der var udkastet Ballast, Sandsæk efter Sandsæk var udtømt, Luftskibet piblede opad som en Boble gennem Vand. Himlens Klarhed kom dem nærmere, der gled Taager ned over og af dem som viftende Slør. Himlens blaa Ocean ventede deroppe, pludselige Pust af blide Passater, af Luftens hede Golfstrømme kom til dem.
Endnu en Gang saa Tela ned paa Stadens svindende Fantomer. Allerede nu svandt Virkeligheden bort, ligesom forladt af Tiden.
Han tænkte, at Luftens Erobring og Rummets Kolonisation maatte forandre Moderverdenen.
Man vilde lære at betragte Stat og Stæder fra Flyveperspektivets Højde. Lovgiverne vilde faa at gøre med hidtil fuglefri Arealer, Regioner, der ingensinde var Privatdrift og Ejendomsret undergivne. Der vilde blive Brug for fine Forstaaere fremfor fine Fortolkere. De vilde finde, at Afstanden mellem Menneskers Sind var uendeligt kortere end hidtil beregnet. Luften burde blive alle gode Tankers Vej.
De vilde vende deres Huses og deres Hjertes Aabninger opad mod Luften. De maatte omordne Byernes Tagindretninger fra lukkede Telte til aabne Platformer. Det vilde blive svært for dem at drage Grænser mellem Lande, Nationer og Mennesker i den ubeskrivelige Luft.
Det vilde ikke lykkes dem at forpeste disse uendelige Dybder, som deres Aande og Afsondringer forpestede Luften nede i deres snævre Gader og Gyder. Vilde ikke allerede Rigdommen paa Ilt heroppe gøre Menneskene venligere og deres Sind ridderligt og lykkeligt?
Man vilde blive vant til Veje, hvor man glider blidere end paa Asfalt og Kautschoukhjul. Luftens Veje er de blideste af alle, deres Gnidningsmodstand bliver aldrig til Rystelser. I altfor mange Aarhundreder har Brosten og den stramme Hugning af Vognfjedre stødt Ærgrelse og Ondskab op i Hjertet paa Mennesker, der maatte befare de besværlige og gammeldags Veje. Den frie Æther alene tvinger ikke Musklerne til at besvare Haardheden med et Tilbageslag af Harme.
De yderste Fremskridt paa Jordplanet er endnu barbariske, haarde og uden den fornemme Skaansomhed, der benytter en Modstand uden at knuse den først. De amerikanske Samfund beroer endnu ved Maskinernes raa Eksplosioner. Deres Bevægelse er Fremstød, endnu ikke Flugt.
Det vil blive ikke Kraften, men Ligevægten, der vil herske i sin blide Evne til at sejre ved at tage Hensyn!
De balancerede nu her i dyb Luft, i et Rum uden Grænser opad. Et bølgende Hav af Skyer gled forbi under dem, store dorske Dønninger uden Braad eller Skum, der rullede sig hen forbi Jorden. Her hang de altsaa i Ligevægt, i fysisk Stabilitet med disse høje Luftlag. Himlen var ikke mere blaa, men hvid af Lys. De sejlede paa Atmosfæren.
Al Svimmelhed var nu borte. Den tikkende Støj af Motoren var den eneste Forstyrrelse, den eneste Lyd af en ældre og brutalere Kultur, der var bragt herop. Men Tela tænkte, at Motorerne en Gang ogsaa vil blive overflødige i en Tid, der vil have lært at svæve og balancere ved drageformede Aëroplaner, med selve Luften som Bærer og Drivkraft og Ror.
De var endnu kun Pionererne med de ufuldkomne Midler, der endnu ikke er dannede efter Hensigt, men efter de bestaaende Trafikmaaders Forbillede. Der var uendelige Distancer at naa, en ny Verdensdel at erobre; en ny og udvidet Form for de menneskelige Sind, — ikke blot flad og dyb, men løftet i Højden til de evige Sfærer. — — —
De tre Mænd stod nu yderst ude i det blinkende Bærenet, han saa deres Silhuetter insektspinkelt hænge i dette metalliske Spindelvæv, der drev for Luften som en flyvende Sommer.
Ogsaa dem havde Verdens altfor borgerlige Plan gjort træt, ogsaa de var Marodeurer rømt fra de altfor regulære Linjer, af en ubetvingelig Fantasi, af utæmmelige Længsler efter videre Rum. — — — — — — — — — — — — — — — — —