Det Nordiske Forlag Kjøbenhavn


Oliver Twist - Samfundsroman.djvu Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/1 225-229

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

45
Sørgelige Følger.

Det var et Par Timer før Daggry. Nede i sin gamle Hule sad Jøden, saa bleg og fortrukken i Ansigtet og med Øjnene saa røde og blodunderløbne, at han lignede mindre et Menneske end et uhyggeligt, gravklamt, forpint Genfærd. Indhyllet i et gammelt laset Sengetæppe sad han og krøb sammen henne ved den kolde Kakkelovn. Nu og da saa' han et Øjeblik ned paa Noah, som laa' og snorksov paa en Madrats paa Gulvet. For Resten stirrede han ufravendt ind i et næsten nedbrændt Lys, der stod ved Siden af ham paa Bordet, og hvorfra smeltet Tælle løb ned. Den højre Haand holdt han aandsfraværende op til Munden. Han bed i de lange, sorte Negle, og i hans næsten tandløse Gummer saa's da nogle Tandstumper, der lignede en Hunds eller en Rottes.

Pludselig lod hurtige Skridt ude i den stille Gade til at vække ham. Han strøg sig med Haanden over de tørre, feberhede Læber. »Endelig! endelig!« mumlede han.

Der blev ringet sagte. Han listede op til Døren, og kom straks efter ned igen sammen med en Mandsperson, der havde Frakkekraven slaaet op om Ansigtet. og som bar en Bylt under Armen. Da den fremmede slog Frakken til Side, viste det sig, at det var Sikes.

»Dèr!« sagde Indbrudstyven og smed Bylten paa Bordet. »Se at faa saa meget ud af det, som De kan, for det har voldt mig et Helvedes Bryderi. Jeg tænkte, jeg skulde have været her allerede for tre Timer siden.«

Fagin tog Bylten, lagde den ind i Skabet, lukkede, og satte sig saa. Han talte ikke. Men han stirrede saadan paa Sikes, og hans Læber dirrede, og Ansigtet var saa fortrukket, at Sikes uvilkaarligt rykkede Stolen lidt tilbage og saa' bestyrtet paa ham. »Hvad Fanden er det?« brummede han. »Hvad glor De for? kan De ikke snakke?«

Jøden løftede højre Haand og truede med sin rystende Pegefinger; men han var saa ophidset, at han ikke kunde faa et Ord frem.

»Den Onde tordne mig! han er fra Forstanden!« udbrød Sikes urolig og tog ned i Brystlommen.

»Nej, — nej!« fik Fagin endelig stammet, »det er ikke Dem — ikke Dem, Bill! Dem — har jeg ikke noget — at sige paa!«

»Naa dog ikke!« svarede Sikes med et bistert Blik, og han trak omstændeligt sin Pistol frem og stak den ned i en anden Lomme. »Det var heldigt — for én af os!«

Jøden rykkede sin Stol nærmere hen til hans. »Jeg har noget at sige Dem, Bill, som vil gøre Dem endnu mere fortumlet, end jeg er!«

Sikes saa' spændt paa ham. Men da Jøden stadig ikke talte, greb han ham med sin store Haand i Kraven og ruskede ham dygtigt: »Naa! herut med det, din gamle Kæltring! hører du!«

»Sæt nu, at Fyren, som ligger dèr —,« begyndte Fagin.

Sikes havde ikke hidtil lagt Mærke til Noah. Han bøjede sig nu ned og saa' paa ham, og rettede sig saa igen. »Naa ja?« spurgte han. »Sæt, at han,« fortsatte Jøden, »faldt paa at sladre, — angav os allesammen, — listede sig ud om Natten, — kom sammen med vore værste Fjender — og beskrev, hvordan vi selv er, og hvordan vore Smuthuller er, — og røbede vore Planer — og forraadte, os.... Hører De!« næsten skreg han, med lynende Øjne. »Sæt, at han gjorde alt dèt, hvad saa?«

»Hvad saa?« gentog Sikes med en dundrende Ed. »Hvis der var Liv i ham endnu, naar jeg kom til, saa hakkede jeg hans Hjerne itu med Sinkerne under min Støvlehæl!«

»Men sæt saa, at jeg gjorde det?« hylte Jøden, »eller at Charley, — eller Betzy — eller —?«

»Hvad Fanden brød jeg mig om, hvem det var!« sagde Sikes hidsigt.

Jøden stirrede et Øjeblik paa ham. Saa betydede han ham med et Nik, at han skulde holde sig rolig, bukkede sig ned over Noah og ruskede i ham for at vække ham. Sikes sad med Hænderne støttet mod Knæene, lidt foroverbøjet, og saa' forbavset til.

»Hm!« stakkels Bolter! stakkels Bolter!« sagde Jøden langsomt og saa' op med et Udtryk af djævelsk Forventning: »han er træt, — han maatte passe hende op saa længe — passe saa længe paa hende, Bill!«

»Hvad mener De?« brummede Sikes og rettede sig igen.

Jøden svarede ikke, men bukkede sig og løftede Noah op i siddende Stilling og kaldte Gang efter Gang paa ham. Omsider gned Noah Øjnene, gabede, og saa' sig sløvt om.

»Aa, min Ven, fortæl det en Gang til, — en Gang til, for at han der kan høre det!«

»Hvad for noget?« mumlede Noah søvndrukken.

»Det om — Nancy!« svarede Jøden og greb i det samme Sikes om Haandledet lige som for at forhindre ham fra at gaa sin Vej. »Du fulgte altsaa efter hende, hen paa Londoner-Broen, og dèr traf hun to Personer?«

»Ja vel.«

»En Herre og en ung Dame, som hun havde været hos en Gang før, af egen Drift. Og de sagde, at hun skulde fortælle om sine Kammerater, og aller først om Monks, — hvad hun gjorde! og at hun skulde beskrive Stedet, hvor vi plejede at komme sammen, og naar vi kom sammen, — hvad hun gjorde! — og hvordan vi bedst kunde passes op, — hvad hun gjorde! Hun fortalte det altsammen, uden at kny, uden at blive truet. — Er det ikke rigtigt? — Er det ikke rigtigt?« hylte Jøden, halv forrykt af Raseri.

»Jo,« sagde Noah og kløede sig i Hovedet, »det er rigtigt!«

»Og hvad var det saa, hun sagde om forrige Søndag? — Fortæl det igen, hører du!« skreg Jøden og klamrede Haanden fast om Sikes' Haandled.

»De spurgte hende.« forklarede Noah (som nu lod til at faa en Anelse om, hvem Sikes var), »hvorfor hun ikke var kommen forrige Søndag, som hun havde lovet. Og saa sagde hun, at hun havde ikke kunnet, for han, Bill, som hun tidligere havde fortalt dem om, han havde holdt hende tilbage med Magt.«

»Og hvad mer? hvad var det mer, hun sagde om ham?!« skreg Jøden triumferende.

»Hun sagde, at det var saa svært for hende at slippe fra ham; forrige Gang, hun havde været henne hos Damen, saa havde hun — ha ha ha! — maattet give ham Opium!«

»Død og Helvede!« brølte Sikes og rev sin Arm løs af Jødens Tag. »Slip mig!« Han stødte den gamle af Vejen, fo'r ud af Stuen og buldrede rasende op ad Trappen.

»Bill! Bill!« raabte Jøden og skyndte sig efter ham, »lad mig blot sige Dem —!«

Sikes stod og ruskede og rev i Gadedøren som en Gal. »Luk mig ud!« brummede han. »Snak ikke, det raader jeg Dem! Luk mig ud!«

»Der er bare dèt, Bill,« hvæste Jøden, »De maa ikke — være for voldsom!«

Dagen var ved at bryde frem, det var lyst nok, til at de kunde se hinandens Ansigter. De vekslede et hurtigt Blik: i begge Øjne luede en Ild, som ikke var til at tage fejl af.

»Jeg mener,« sagde Fagin, som indsaa, at Forstillelse var overflødig. »for vor egen Sikkerheds Skyld — ikke for voldsom! Gør det klogt Bill!«

Han havde imidlertid drejet Nøglen om i Laasen. Bill rev Døren op, og styrtede ud.

Han standsede ikke, og betænkte sig ikke, han saa' hverken til højre eller venstre eller op eller ned, men fo'r bare lige ud, med Tænderne saadan sammenbidte, saa Kævebenet syntes at ville springe ud gennem Huden, og med hver en Muskel i Ansigtet spændt. Saadan naaede han hen, hvor han boede. Han lukkede sagte Gadedøren op, listede sig op ad Trappen, kom ind, lukkede Døren i Laas efter sig, flyttede et tungt Bord hen foran den, og gik saa hen og trak Sengeomhænget til Side.

Nancy laa', halvt paaklædt, paa Sengen. Hun maatte være blevet vækket, for hun saa' sig fortumlet om.

»Rejs dig!« sagde han.

»Aa er det dig, Bill?« spurgte hun, glad over at han var kommet hjem.

»Ja! Rejs dig!« sagde han.

Der stod et tændt Lys; han tog det ud af Stagen, og kylte det ind under Kakkelovnen. Da Nancy saa', at det var ved at dages, gik hun hen og vilde trække Rullegarpinet op.

»Lad være!« sagde Sikes og stødte hendes Haand bort. »Her er lyst nok til det, jeg skal bestille!«

»Men Bill,« udbrød han urolig, »hvad stirrer du saadan paa mig for?«

Hans Næsebor dirrede, og Brystet gik paa ham. Et Øjeblik stirrede han paa hende, saa greb han hende om Hovedet og om Halsen, slæbte hende midt ud paa Gulvet, skottede tilbage til Døren, og holdt sin svære Haand op for hendes Mund.

»Bill! Bill!« gispede hun og stred imod i Dødsens Angst, »jeg skal ikke skrige — ikke skrige — hør mig blot! — tal til mig! — hvad er det, jeg har gjort —?!«

»Det véd du jo, dit Helvedes Bæst!« mumlede Sikes mellem Tænderne. »Du blev passet op i Nat, hvert Ord, du sagde, blev hørt!«

»Aa i Guds Navn, Bill!« tiggede hun, og klyngede sig til ham, »saa skaan mit Liv, som jeg skaante dit!… Bill, kære Bill! du kan ikke have Hjerte til at staa mig ihjel. Husk paa alt, hvad jeg i Nat gav slip paa for din Skyld! Bill! Bill! for Guds Barmhjertigheds Skyld, vent! Ved min syndige Sjæl, jeg har været dig tro, — jeg har været dig tro, Bill!«

Han gjorde nogle voldsomme Bevægelser for at faa Hænderne fri; men hendes Arme var krampagtigt slyngede om ham.

»Hører du, Bill!« jamrede hun og søgte at presse Hovedet op imod hans Bryst. »Herren og den kære unge Dame tilbød mig et Hjem i et fremmed Land. Lad mig gaa til dem igen og bede dem paa mine Knæ om, at de vil være lige saa gode mod dig, og lad os saa fly fra dette skrækkelige Liv, — det er aldrig for sent at angre, — det sagde de, og jeg føler det nu, men vi maa have Tid, — en lille — Smule Tid — —!«

Han havde vristet sin ene Arm fri og fik fat i sin Pistol. Men midt under hans Raseri fo'r som et Lyn den Tanke gennem hans Hoved, at skød han, vilde alt øjeblikkelig blive opdaget. Saa huggede han, af al sin Kraft, to Gange Pistolkolben ind i hendes opadvendte Ansigt, der næsten rørte ved hans.

Hun vaklede, blindedes af Blodet, der væltede frem af et dybt Saar i Panden, og faldt. Med Besvær kravlede hun op paa Knæ, fik frem fra Brystet et hvidt Lommetørklæde — Rosa Maylies! — holdt det i sine foldede Hænder saa højt til Vejrs, som hendes Smule Kræfter tillod hende, og fremaandede en Bøn til Gud om Barmhjertighed.

Hun var frygtelig at se til. Sikes tumlede tilbage mod Væggen og holdt et Øjeblik Haanden for Øjnene. Saa greb han sin tunge Knippel og slog hende i Gulvet.