Oliver Twist/44
44.
Løftet holdes.
Klokken slog tre Kvarter paa 12, da to Skikkelser dukkede frem paa Londoner-Broen. Den ene, et Fruentimmer, saa' sig ivrigt om, som om hun søgte efter nogen. Den anden, et Mandfolk, luskede frem, hvor der var mest Skygge, læmpede sine Skridt efter Fruentimmerets og skjulte sig nu og da i en af Nicherne paa Broen.
Natten var mørk. Det havde været et stygt Vejr den Dag, der var kun faa Mennesker ude. Over Floden laa en tæt Taage, som dæmpede det røde Skær af Lysene ombord i de mange smaa Fartøjer, og som gjorde de høje Huse langs Flodbredderne skummelt utydelige. Et Par Kirketaarne ragede diset op, men de mange Skibsmaster var næsten ikke til at se.
Fruentimmeret var et Par Gange (stadig fulgt af Spejderen) gaaet urolig frem og tilbage paa Broen. Nu rungede et Kirkeuhrs svære Slag gennem Luften, det var Midnat. Og knap to Minuter efter, at Lyden af det sidste Slag var døet hen, holdt en Droske tæt ved Broen; en ung Dame og en graahaaret Herre steg ud og kom hurtigt gaaende. Fruentimmeret paa Broen »skyndte sig hen til dem. De standsede med et Udbrud af Forbavselse, men betvang sig i samme Nu; thi en Fyr, der var klædt som en Fragtkusk, strøg just forbi dem, saa han formelig puffede dem til Side.
»Ikke her!« sagde Nancy, »jeg er bange. Følg med ned ad Trappen derhenne.«
Trappen, som Nancy havde peget paa, førte ned til en Landingsplads. Fragtkusken skyndte sig derhen og sneg sig ned. Trappen er i tre Afsatser. Ved den anden Afsats er der i Muren til venstre en Pille, som vender ud mod Floden, og naar man staar ud paa den, kan man ikke ses af nogen, der er blot et eneste Trin højere oppe paa Trappen. Her stillede Fragtkusken sig, med Ryggen op mod Pillen, og lyttede. Han var saa spændt, at han syntes, det varede en Evighed, før der kom nogen. Men endelig lod Fodtrin og straks efter Stemmer næsten lige ved hans Øre.
Hvad skal vi dog her i dette mørke, uhyggelige Hul?« spurgte den gamle Herre.
»Jeg er bange! svarede Nancy. »Der har været saadan en Angst over mig hele Dagen, saa jeg knap har kunnet holde mig oprejst. Og nu for, da jeg gik derhen, blev der baaret en Ligkiste lige forbi mig.«
»Ja dèt er virkelig ikke mærkeligt!« svarede Herren. »Der er mange Gange blevet baaret Ligkister forbi mig.«
»Ja men den, jeg saa, var ingen virkelig!«
Hun talte i saa underlig en Tone, at det løb den hemmelighedsfulde Spejder koldt ned ad Ryggen. Det var ham en hel Lise, da i det samme den unge Dame tog Ordet og med en blid Stemme bad Nancy ikke ængste sig. De kom ikke i Søndags Aftes?« lagde hun til.
»Jeg kunde ikke!« svarede Nancy. »Han, Bill, som jeg fortalte Dem om, passede paa mig. Det er saa svært at slippe bort fra ham. Jeg kunde heller ikke være kommen til Dem forrige Gang, hvis jeg ikke havde givet ham Opium, før jeg gik.«
»Var han saa vaagnet, før De kom igen?« spurgte den gamle Herre.
»Nej. Der er heller ingen, der har fattet Mistanke til mig.«
»Vel!« (Det var den gamle Herre, der talte.) »Hør nu efter! Frøkenen her har fortalt mig det hele. Først mente jeg ikke rigtig, De var til at stole paa, men nu tror jeg det. Derfor siger jeg Dem ogsaa rent ud, at vi har besluttet os til at skræmme Monks til at rykke ud med, hvad han véd. Men — men, hvis det ikke kan ske, saa maa De udlevere Jøden til os!«
»Fagin?« udbrød Nancy og traadte et Skridt tilbage. »Det gør jeg ikke, — aldrig! Han er en Djævel og har været værre end en Djævel mod mig, — men jeg gør det ikke!«
»Hvorfor ikke?« spurgte den gamle Herre.
»Det har jeg allerede forklaret Frøkenen,« svarede Nancy bestemt. »Hun vil holde med mig!.... Og saa er der ogsaa dèt, at har han levet som en Kæltring, saa har ogsaa jeg levet som en Kæltring. Der er ingen, der har angivet mig, derfor angiver jeg heller ikke nogen.«
»Naa!« sagde den gamle Herre i en Tone, som om han havde ventet Svaret. »Men saa skaf os fat paa Monks! Jeg lover Dem, der skal ingen anden komme i Forlegenhed; vi vil blot have presset Sandheden ud af ham. Der er formodentlig Ting i Olivers Historie, som det vilde være ubehageligt at faa frem for Offentligheden.«
»Men hvis Monks ikke vil tale?«
»Jøden skal ikke blive stillet for Retten, med mindre De selv har indvilliget deri.«
»Det lover jeg Dem bestemt!« indskød Rosa.
Der blev en lille Pavse. »Og Monks faar heller ikke at vide, fra hvem De har hørt, hvad De ved?« spurgte saa Nancy. — Lidt efter tilføjede hun: »Jeg er vokset op i Løgn fra jeg var Barn, men jeg vil alligevel tro Dem paa Deres Ord!«
Og saa sagte, saa at Lureren næsten ikke kunde høre, gav hun sig til at beskrive Værtshuset »De tre Krøblinger«. Hun fortalte, hvorledes Huset var indrettet, hvordan man bedst kunde holde Øje med det, hvad for Aftener og ved hvilket Klokkeslet Monks plejede at komme der. Af og til standsede hun et Øjeblik, det lod til, at den gamle Herre noterede op, hvad hun sagde. Saa gav hun sig til at beskrive Monks. »Han har tidt Saar paa Læben,« forklarede hun blandt andet, »for han lider af Krampeanfald, og saa bider han sig selv, ogsaa i Hænderne — — Hvad er der!« spurgte hun og brud pludselig af.
Den gamle Herre svarede, at der var ingenting, og bad hende blot blive ved.
»Ja jeg tror forresten ikke, jeg kan sige Dem mere. Jo bi lidt! Han har paa Halsen — man kan se det, naar han drejer Hovedet — et stort —«
»Rødt Ar, som af et Brandsaar?« udbrød den gamle Herre.
»Hvad for noget? kender De ham?«
»Jeg tror det næsten…« Og igen lidt efter hørte Spejderen den gamle Herre mumle: »Det maa være ham!«
»Ja,« fortsatte saa den gamle Herre højt og i en hjertelig og indtrængende Tone, »De har nu vist os en vigtig Tjeneste, og vi vilde gerne gengælde Dem den. Hvordan kan vi hjælpe Dem?… Nej, nej! tænk Dem nu om! Hvad kan vi gøre for Dem?«
»De kan ingenting gøre.« svarede Nancy med Graad i Stemmen, »for mig er alt forbi!«
»Saadan maa De ikke tale! Fred i Deres Hjerte — kan De kun selv skaffe Dem, naar De søger den! Men et roligt Tilflugtssted, enten her i Landet eller i et fremmed Land, det kan vi skaffe Dem, og der er ikke noget, vi hellere vil. Der skal De være saa sikker og ukendt, som om De var forsvundet af Jorden, og det lige straks, før Morgenen gryr. Giv nu efter, hører De! bryd med alt det gamle, medens det endnu er Tid!«
»Nej, — nej!« svarede Nancy efter en kort Kamp med sig selv. »Jeg hader og afskyer det Liv, som jeg fører, men jeg kan ikke opgive det… Saa! der er den Angst igen!« tilføjede hun og saa' sig ængstelig om. »Nu maa jeg hjem!«
»Hjem?« gentog Rosa sørgmodigt.
»Ja, Frøken, til dèt Hjem, jeg selv har skabt mig! Lad os nu skilles. Jeg kan blive passet op og set. Hvis jeg har gjort Dem en Tjeneste, saa beder jeg Dem, lad mig gaa! Godnat!«
»Men tag dog i det mindste denne Pung!« bad Frøken Rosa. »Gør det for min Skyld, — saa De dog kan have lidt at ty til, hvis De kommer i Nød!«
»Nej, nej, — jeg har ikke gjort det for Penges Skyld, lad mig have dèt at glæde mig ved! Men — hvis De vilde give mig noget til Erindring om Dem, — noget, som De selv har gaaet med —, nej, ikke Deres Ring! — men Deres Handske — eller Deres Lommetørklæde — Tak! Gud velsigne Dem! Tak! — Godnat! Godnat!«
Der hørtes Lyd af Fodtrin, og straks efter viste den gamle Herre og Frøken Rosa sig oppe paa Broen. »Tys!« udbrød Rosa og blev staaende og lyttede, »jeg syntes, hun kaldte.«
»Nej,« svarede Brownlow og saa' sig trist tilbage, »hun rører sig ikke, før vi er borte!« Og han tog Rosas Arm og drog hende blidt med sig.
Da de var forsvundne, kastede Nancy sig næsten næsegrus ned paa Trappetrinet og hulkede. Saadan laa hun en Stund, saa rejste hun sig og gik med vaklende, usikre Skridt op ad Trappen, bort over Broen. — Den forbavsede Lurer blev staaende et Par Minuter endnu, ubevægelig, op ad Pillen. Saa saa' han sig forsigtigt om, sneg sig op, kiggede atter omhyggeligt til alle Sider, og skyndte sig alt hvad han kunde tilbage til Jødens Hus.