Oliver Twist/35
35.
Et kort Kapitel.
»Saa De tager altsaa af Sted sammen med mig nu til Morgen?« spurgte Dr. Losberne, da Harry Maylie satte sig hen til ham og Oliver ved Frokostbordet. »Men De skifter jo Sind over et Dørtrin, Menneske!«
»De skal forhaabenlig nok en Gang komme til at dømme anderledes om mig!« svarede Harry og blev uden paaviselig Grund rød i Hovedet.
»Ja forhaabenlig!« svarede Doktoren, »skøndt ærlig talt, jeg tvivler stærkt. I Gaar Morges var De pludselig kommet paa det rene med, at De vilde blive og som en god Søn følge Deres Moder ned til Kysten. Lidt før Middag meddelte De mig, at De vilde gøre mig den Ære, at følges med mig, saa langt som min Vej gaar hen ad Londoner-Vejen. Og endelig i Aftes bad De mig hemmelighedsfuldt om, at vi skulde tage af Sted, før Damerne var staaet op. Følgen er, at nu maa Oliver sidde lænket her til Bordet, i Stedet for at han skulde have strejfet rundt i Enge og sanket botaniske Vidundere. Synes du ikke ogsaa, Oliver, at dèt er for stivt?«
»Det vilde have gjort mig meget ondt, hvis jeg ikke havde været hjemme, naar De og Hr. Maylie rejser!« svarede Oliver.
»Hm, flink Dreng!« sagde Doktoren; »skal komme over at besøge mig, naar I er sluppet hjem igen!… Naa, men nu ét Spøg, et andet Alvor, Harry! er det et Budskab fra Stormagterne, der har bevirket dette pludselige Jag med at komme afsted?«
»Jeg har aldeles ikke, medens jeg har opholdt mig her, faaet noget Budskab fra »Stormagterne«, hvorved der vel forstaas bl. a. min højfornemme Onkel.«
»De er en løjerlig Fætter!« mente Doktoren og saa' paa ham. »Naa, man vil vel have Dem valgt ind i Thinget nu til Jul; og saadanne pludselige Omslag i Betragtninger og Standpunkter er jo altid en god Forberedelse til det politiske Liv. Træning maa der til, hvad enten det saa gælder en Position eller et Sølvbæger eller en Førstepræmie!«
Harry Maylie satte et Ansigt op, som om han havde i Sinde at stoppe Munden paa Doktoren med et Par generende Bemærkninger. Men han nøjedes dog med at svare: »Vi faar at se!« og der blev saa ikke talt mere om Sagen. Straks efter kørte Vognen op foran Døren, Giles bar Tøjet ud, Doktoren skyndte sig bag efter for at paase, at det blev surret ordenligt fast.
»Aa, Oliver!« sagde Harry halvhøjt, »jeg vil gerne tale et Par Ord med dig.«
Oliver gik hen til ham i Vindus-Fordybningen, hvor han stod, — og undrede sig over, at han lod paa én Gang forknyt og urolig.
»Nu skriver du jo meget godt, ikke sandt?« spurgte Harry og lagde sin ene Haand paa Drengens Skulder.
»Jo, — saa temmelig.«
»Jeg kommer maaske ikke hjem igen for det første og vilde gerne have, at du skrev til mig — f. Eks. hver fjortende Dag, hveranden Mandag, blot under Adresse til Hovedpostgaarden i London. Vil du dèt?«
»Ja det vil jeg rigtignok, Hr. —!« svarede Oliver, helt stolt over hans Forlangende.
»Jeg vilde gerne have, du skulde skrive til mig om, hvordan Moder — og Frk. Maylie har det,« fortsatte Harry. »Du maa godt fylde et helt Ark med at fortælle, hvad I tager Eder for, og hvad I har talt om, og om hun — jeg mener: om de lader til at være glade og har det godt. Forstaar du mig?«
»Jo, Hr. —«
»Men jeg vil helst have, du ikke taler til nogen om det!« tilføjede Harry med paafaldende Hast: »for saa vilde maaske Moder mene, at hun burde skrive tiere, og jeg vil saa nødig plage hende. Lad det blive mellem os! Men skriv saa rigtig udførligt!«
Oliver »følte sig« betydeligt og lovede at være baade tavs og udførlig. Hvorefter Harry sagde Farvel til ham og gentagne Gange forsikrede ham om, at han var hans Ven.
Dr. Losberne sad allerede i Vognen; Giles (som skulde blive hos Fruen) stod og holdt Vogndøren aaben; inde fra Haven saa' Tjenestepigerne til. — Harry skottede flygtigt op til Frk. Rosa's Vindu, og sprang saa rask ind og satte sig ved Siden af Doktoren:
»Kør!« raabte han til Kusken; »gesvindt! i Galop! I Dag maa det gaa som en Storm!«
»Naa-naa-naa!« udbrød Doktoren og slog hurtigt Forvinduet ned og sagde til Kusken: »Jeg kan godt hjælpe mig med lidt mindre end Storm, — hører du!«
Vognen raslede afsted. Saa døde Larmen mer og mer hen, — et Øjeblik skjultes Vognen af en Støvsky, — kom atter frem — og blev tilsidst helt borte. Da saa ogsaa Støvskyen var forsvundet, spredtes Tilskuerne.
Der var dog én, som blev ved at se længe endnu hen ad den Kant. Oppe bag det hvide Gardin, som havde skjult hende for Harry's Øjne, sad Frk. Rosa.
»Han lod til at være livlig og fornøjet,« sagde hun hen for sig. »Jeg var bange for, at han ikke skulde have været det, — men jeg tog fejl. Gudskelov, saa er jeg glad!«
Taarer kan jo være Tegn baade paa Glæde og paa Sorg. Men de, der gled ned over Frk. Rosa's Kinder, medens hun sad deroppe og stirrede tankefuldt i en og samme Retning, de syntes næsten mer at tyde paa Sorg end paa Glæde.