Oliver Twist/34
34.
Enden paa Æventyret og en vigtig Samtale.
Da Husets Beboere, skræmmet op ved hans Raab, kom farende hen til ham, traf de ham bleg og skælvende. Han pegede ud mod Engen bag ved Haven og stammede tonløst: »Jøden! Jøden!«
Giles kunde ikke begribe, hvad det skulde sige. Men Harry Maylies Fatteevne var noget flinkere; han havde af sin Moder hørt Olivers Historie og forstod straks Meningen. — »Hvad Vej gik han?« spurgte han og greb en Knippel, som stod op mod Huset.
»Dèr!« svarede Oliver og pegede ad den Kant, Mændene var gaaet. »De blev straks borte for mig.«
»Saa maa de være løbet ned i Grøften!« sagde Harry. »Følg med, hold Jer lige i Hælene paa mig!« Dermed sprang han over Hækken og løb saa rask, at det kneb stærkt for de andre at holde Trit. Baade Giles og Oliver fulgte dog saa nogenlunde med. Og et Par Minuter efter plumpede Dr. Losberne (som netop var kommen hjem fra en Spadseretur) ligeledes over Hækken og samlede sig selv op, behændigere end man skulde have troet om ham, og kom løbende bag efter og raabte hele Tiden, hvad der var paa Færde? Foreløbig løb man imidlertid bare. Først da Harry var naaet hen til Gennemgangen i det Gærde, som Oliver havde peget paa, og gav sig til omhyggeligt at undersøge baade Grøften og Hækken paa Gærdet, fik de andre indhentet ham. Og nu fik ogsaa Oliver Stunder til at meddele Doktoren, hvem man var paa Jagt efter.
De ledte dog forgæves; der var ikke engang friske Fodspor at se. De kom op paa en lille Bakke, hvorfra man havde en vid Udsigt over Marker og Enge. Dèrnede til venstre laa Landsbyen; hvis de to Mænd havde søgt hen til den, maatte de have gjort en stor Omvej over aaben Mark, og de kunde umuligt paa saa kort Tid have tilbagelagt saa lang en Strækning. Til den anden Side var der, bag ved Engen, tæt Skov; men heller ikke der kunde de være sluppet ind, af samme Grund.
»Du maa have drømt, Oliver!« sagde endelig Harry Maylie.
»Nej, nej, jeg forsikrer Dem!« svarede Drengen og gøs ved den blotte Tanke om Synet af Jøden. »Jeg saa' ham ganske tydeligt, — jeg saa' dem begge ligesaa tydeligt, som jeg i dette Øjeblik ser Dem!«
»Hvem var den anden?« spurgte Harry og Dr. Losberne i Munden paa hinanden.
»Det var den Mand, jeg har fortalt Dem om, som jeg løb paa i Porten til Gæstgivergaarden. Vi stirrede paa hinanden, og jeg er vis paa, at det var ham.«
»Og du er ogsaa vis paa, at de gik denne Vej?« spurgte Harry.
»Ligesaa vis paa, som jeg er, at de stod udenfor Vinduet!« Oliver pegede ned paa Hækken, som var imellem Haven og Engen: »Dèrhenne sprang den bøje Herre over. Jøden løb nogle Skridt længere til højre og pressede sig saa gennem den Aabning, der er.«
Dr. Losberne og Harry saa' ufravendt paa Oliver, medens han talte, og saa' derefter paa hinanden. Drengen udtrykte sig jo aldeles bestemt! Men alligevel var der intet Spor at opdage af, at nogen kunde være flygtet. Det høje Græs var ikke et eneste Sted traadt ned, undtagen dèr, hvor de selv, Forfølgerne, havde løbet. Og Kanterne og Siderne af Grøften var af fugtigt Ler: men der var ikke det mindste Tegn til, at nogen Fod for nylig havde traadt der.
»Det er underligt!« sagde Harry Maylie.
»Meget underligt!« indrømmede Dr. Losberne. »Ikke engang de Herrer Blathers & Duff vilde kunne forstaa det!«
Det var aabenbart ingen Nytte til at lede længer. Alligevel blev de ved at lede, lige til Mørket faldt paa, og selv da holdt de kun nødigt op. Giles fik af Oliver en omstændelig Beskrivelse af, hvordan de to uhyggelige Fremmede havde set ud og været klædt, og dermed blev han skikket om i Landsbyens Kipper. I al Fald Jødens Ydre var jo saa paafaldende, at hvis nogen havde set ham sidde at drikke eller set ham luske om et Steds, maatte den Paagældende absolut have bidt Mærke i ham. Men Giles kom tilbage uden at have opsporet noget som helst, der kunde kaste Lys over Sagen.
Næste Dag blev der igen ledt og igen forhørt — ligesaa frugtesløst. Anden Dagen begav Dr. Losberne og Harry Maylie sig over til den nærmeste lille By, for muligvis dèr at faa noget at vide: forgæves! Og saa, efter nogle Dages Forløb, gik Historien omtrent i Glemme. Saadan gør saa mange Historier, idet Forundringen, naar den ingen Næring faar, dør hen af sig selv.
Imidlertid kom Frøken Rosa sig hurtigt. Snart kunde hun forlade Sygeværelset — kunde begynde at gaa ud — kunde være sammen igen med den lille Kreds, hvis Glæde hun var. Og atter kom Huset til at genlyde af lystige Stemmer og lystig Latter. Men det undgik ikke Olivers Opmærksomhed, at der til Tider alligevel laa som et Tryk over en og anden. Fru Maylie og hendes Søn lukkede sig ofte timevis inde sammen; og mer end én Gang saa' det ud, som om Frøken Rosa havde grædt. Da Dr. Losberne havde slaaet fast, hvad Dag han vilde rejse hjem, voksede Trykket: det blev nu ganske øjensynligt, at der var noget i Vejen, som forskertsede baade Frøken Rosas og… en andens Sjælefred.
Saa en Morgen, da Frøken Rosa sad ene inde i Spisestuen, traadte Harry Maylie ind og bad, noget stammende, om han ikke maatte tale med hende. »Det er kun et Øjeblik, Rosa!« sagde han og flyttede en Stol hen ved Siden af hendes. »For ikke sandt? Du véd, hvad jeg vil sige. Selv om jeg ikke har talt til dig om det, saa kender du jo mit Hjertes dyreste Haab.«
Rosa var blevet bleg. da han kom ind; men det var maaske blot en Eftervirkning af hendes Sygdom. Nu bøjede hun sig ned over en Blomst, der stod, og ventede tavs paa, at han skulde fortsætte.
»Jeg burde — været rejst før!« sagde han.
»Ja — det burde du!« svarede hun. »Bliv ikke vred, — men jeg vilde ønske, du havde gjort det.«
»Aa Rosa!« sagde han — og talte sig efterhaanden heftigere og heftigere, »du havde været Døden saa nær, svævede næsten som mellem Himmel og Jord! At vide, at du gled bort, lige som den lyse Skygge, et forbi-ilende Solblink breder over Jorden, — ikke at have Haab om, at du vilde blive bevaret for os, som blev tilbage, og ikke at kunne indse nogen Grund til, hvorfor du skulde blive det, siden du dog er saa meget, meget for god til denne Verden, — det var næsten ikke til at bære! Og saa stormede der samtidigt ind over mig en saa forfærdelig, egenkærlig Angst for, at du skulde dø uden at have faaet at vide, hvor usigeligt jeg holder af dig. Men da du saa kom dig, Dag for Dag, ja næsten Time for Time, — da jeg saa', hvorledes du Skridt for Skridt traadte ind i Livet igen, — — nej, du maa ikke sige, at du vilde helst haft, jeg skulde være gaaet Glip af alt dèt: for det har gjort mit Hjerte saa blødt.«
»Det var heller ikke min Mening,« svarede Rosa, med Graad i Stemmen. »Jeg mente blot, at du burde være rejst for at — gaa op i Arbejde — i Opgaver, som er dig værdige.«
»Ingen Opgave er mig værdigere end at kæmpe for at vinde et Hjerte som dit!« svarede han og tog hendes Haand. »Aa Rosa, dyrebare Rosa, — i mange, mange Aar har jeg elsket dig og drømt om at vinde mig et Navn for saa at kunne komme stolt og sige dig, at kun for din Skyld havde jeg søgt at vinde det. Saa vidt er jeg ikke naa't, ingen af mine ungdommelige Drømme er blevet opfyldt. Men saadan som jeg er bringer jeg dig det Hjerte der allerede længe har tilhørt dig, og hele mit Liv beror paa, hvad du vil svare.«
Hun var stærkt bevæget, men søgte at fatte sig. »Du har altid været saa god og hensynsfuld,« sagde hun, »du maa ikke tro, jeg er utaknemlig. Mit Svar er — —«
»At jeg skal søge at gøre mig værdig til dig, Rosa?«
»Mit Svar er, — at du maa søge at glemme mig, — ikke som din gamle trofaste Kammerat, for dèt vilde jeg ikke kunne holde ud, men som Genstand for din Kærlighed. Se dig om i Verden: der er jo saa mange Hjerter, som du kunde være langt stoltere af at vinde. Naar du saa har faaet en anden kær, vil jeg være den oprigtigste Veninde, du har.«
Hun holdt Haanden for Øjnene og græd. Han stod endnu stadig med hendes anden Haand i sin. Der blev et Øjebliks Tavshed. Endelig spurgte han sagte: »Og dine Grunde til den Beslutning, — bliver du vred, fordi jeg spørger om dem?«
»Nej,« svarede hun, »du har Ret til at faa dem at vide. Men du kan ikke sige noget, der kan bringe mig til at ændre Beslutningen. Det er en Pligt mod mig selv — som den fattige, frændeløse Pige, der har en Plet paa sit Navn, — at jeg ikke maa give Folk Grund til at antage, at jeg af lave Hensyn har føjet mig efter din første Kærlighed og hængt mig selv som en Klods om alle dine Haab og Fremtidsplaner. Og det er en Pligt mod din Familie, at jeg forhindrer din sværmerisk fyrige Natur fra at spærre for sig selv al Fremgang i Verden!«
»Ja dersom din Tilbøjelighed og din Pligtfølelse falder sammen —?« begyndte Harry.
»Det gør den ikke,« indskød hun og blev blussende rød.
»Saa gengælder du altsaa min Kærlighed? Sig mig det, Rosa, sig mig det, gør min bitre Skuffelse lidt mildere!«
»Hvis jeg kunde have gengældt den uden at volde ham Fortræd, som jeg elsker, saa — vilde jeg —«
»Have svaret mig anderledes?« spurgte han lidenskabeligt. »Aa, Rosa, tal ud!«
»Ja — jeg vilde....! Men,« tilføjede hun og trak sin Haand til sig, »hvorfor skal vi forlænge denne pinlige Samtale?… Skøndt! den har dog ogsaa bragt mig Lykke. Det vil altid være mig en Fryd at vide, at du en Gang har sat mig saa højt; og hvert Fremskridt, du gør, vil give mig ny Kraft og Sikkerhed.... Lev saa vel, Harry! Saadan, som vi har mødtes i Dag, mødes vi aldrig mer. Men under andre Forhold end dem, som Samtalen her kunde have skabt, haaber jeg, at vi længe maa ses og holde sammen. Og alle mine Bønner skal nedbede Velsignelse over dig.«
»Blot ét Ord endnu, Rosa!« bad han og knælte ned foran hende. »Hvis jeg nu havde været mindre »lykkeligt« stillet, som Verden kalder det, hvis jeg havde været henvist til at leve et ubemærket Liv, eller jeg maaske havde været fattig og syg og hjælpeløs, vilde du saa ogsaa have vendt dig fra mig? Er det kun, fordi jeg har Udsigt til Ære og Rigdom, at din Fødsel skræmmer dig saadan?… Aa nej, nej, Rosa, ti ikke! Husk paa, hvad du med et Par Ord kan gøre for den, der elsker dig højere end sit Liv! Ved alt, hvad jeg har lidt for din Skyld, og ved alt, hvad jeg kommer til at lide nu efter dit Svar: sig mig det!«
»Hvis din Stilling havde været en anden, end den er,« hviskede hun, og Taarerne løb hende ned over Kinderne, »saa — vilde jeg maaske være blevet sparet for denne Prøvelse. Men nu maa jeg gaa, Harry —!« Og hun rakte Haanden ud imod ham.
»Lov mig blot ét!« bønfaldt han: »at jeg en eneste Gang endnu — naar der er gaaet nogen Tid — maa tale til dig om denne Sag!… Nej, nej!« tilføjede han, »ikke for at trænge ind paa dig, det sværger jeg dig til, — kun for at høre dig gentage dit Svar, hvis du gentager det!«
»Som du vil,« mumlede hun. »Det vil jo kun blive en Smerte til, — og til den Tid kan jeg maaske bære den bedre!«
Hun rakte ham igen Haanden. Men han trykkede hende ind til sig, kyssede hende paa den fine Pande, og gik saa hurtigt ud af Stuen.