Oliver Twist/28
28.
Hvad der hændte Oliver Twist.
»Den Onde partere Jer!« brummede Sikes og skar Tænder. »Havde jeg bare fat i én af Jer, saa skulde han komme til at hyle sig hæs!« Han lagde den saarede Dreng ind over Knæet, som han holdt bøjet, og vendte et Øjeblik Hovedet og saa' om efter Forfølgerne. Det var saa mørkt og taaget, at man næsten ingenting kunde se. Men høje Raab dirrede gennem Luften, og allevegne fra hørte man Gøen af Hunde, som var blevet skræmt op.
»Staa, din feje Hund!« skreg Sikes efter Toby Brækjern, som havde brugt sine lange Ben flinkt og var et Stykke forude. »Kom her og hjælp mig med Drengen!«
Toby var ikke ganske sikker paa, om han var udenfor Skudvide, og han kunde høre, at Sikes var ikke just til at spøge med i Øjeblikket. Altsaa standsede han, og kom saa nølende et Par Skridt nærmere.
»Rub dig!« skreg Sikes igen, og han lagde Drengen ned i en tør Grøft og trak Pistolen op af Lommen. »Probèr ikke paa at spille Halløj med mig!«
I det samme kom Larmen nærmere. Da Sikes atter saa' sig om, kunde han skelne, at Forfølgerne var i Færd med at klatre over Ledet til den Mark, hvorpaa han befandt sig, samt at et Par Hunde var nogle Skridt forud for dem.
»Der er ingenting at stille op!« raabte Toby; »slip Hvalpen og stik af, Bill!« Og saasom Toby heller vilde udsætte sig for muligvis at blive skudt af sin Ven end for ufejlbarligt at blive nappet af Fjenderne, gjorde han kort omkring og kilte af, alt hvad han kunde.
Sikes bed Tænderne sammen, saa' sig hurtigt om, bredte Slaget, som Oliver havde haft paa, ud over hans tilsyneladende livløse Legeme, løb saa (for at lede Forfølgerne paa Vildspor) hen langs et Gærde, standsede et Øjeblik foran et andet Gærde, der skar det' første i en ret Vinkel, svingede Pistolen højt i Luften, satte med et Spring over Gærdet, og forsvandt.
»Se! — se! — se der!« raabte en skælvende Røst et Stykke borte. »Hektor! Chasseur! kom her!«
Hundene, der lod til at være lige saa lidt opsatte paa Forfølgelsen som deres Herre, lystrede straks. Og tre Mænd, som imidlertid var kommet et Stykke ind paa Marken, standsede for at lægge Raad op. »Jeg mener — eller rettere sagt: jeg befaler,« sagde den tykkeste af dem, »at vi vender om nu og gaar hjem.«
»Ja, naar Hr. Giles siger det —,« bemærkede en noget mindre, men dog ingenlunde smækker Person. Han var meget bleg og umaadelig høflig, som Folk gerne bliver, naar de er angst. »Det tilkommer ikke mig at sige Hr. Giles imod, — jeg kender, Gud ske Lov og Tak, Sitevationen!« Han lod i al Fald ikke til at finde »Sitevationen« tiltalende; thi Tænderne klaprede i Munden paa ham.
»Du er bange, Brittles,« sagde Giles.
»Ikke Spor,« svarede Brittles.
»Vist er du bange!«
»Det er ikke sandt, Hr. Giles.«
Den tredje i Selskabet gjorde meget filosofisk Ende paa Striden. »Nu skal jeg sige Dem noget,« bemærkede han: »vi er bange alle tre. Det er da jeg!«
»Ja jeg med!« tilstod Brittles. »Men der er ingen Mening i at sige En det saadan lige op i Ens aabne Øjne!«
Disse frimodige Indrømmelser formildede Hr. Giles, som øjeblikkelig bekendte, at han var ogsaa noget angst. Hvorefter Trekløveret i skøn Endrægtighed gav sig til at bene hjemad, indtil Giles (som var mest kortaandet, og som desuden var belæsset med en Høtyv) androg paa, at man skulde gøre et kort Holdt. Sammen med de to andre gav han sig saa til at undersøge, hvorfor man pludselig var blevet bange…
Den ene af Mændene var en omvandrende Kedelflikker, som havde ligget og sovet ude i et Udhus, og som man havde vækket, for at han skulde deltage i Forfølgelsen sammen med sine to Køtere. Hr. Giles tjente som baade Kælder- og Hushovmester hos den gamle Dame, der ejede Villaen. Og Brittles endelig forrettede alt det mere underordnede Arbejde i Huset. Han var allerede som Barn kommet i Fruens Tjeneste, hvis Aarsag han endnu betragtedes som en lovende Dreng, skøndt han var noget over de Tredive.
Disse tre opmuntrede nu hverandre ved Samtale, men holdt sig tillige tæt sammen og saa' sig ængsteligt om, hver Gang et Vindpust fik Grenene til at rasle. Alt imedens skyndte de sig hen til et Træ, bag hvilket de havde sat deres Lygte, for at ikke Lyset fra den skulde angive Indbrudstyvene, i hvad Retning de burde skyde. De fik fat i Lygten og benede derpaa videre, i skarpt Trav. Endnu en Stund efter at deres mørke Skikkelser var gledet ud i Taagen, saa's Lygtelyset blinke og danse i det Fjerne, som om det kunde have været en Uddunstning af den klamme og tykke Luft, hvorigennem det hurtigt blev baaret.
Det blev koldere, alt som det gryede ad Dag. Som en tæt Røgsky bølgede Taagen hen over Jorden. Græsset var vaadt, Gangstier og Grøfter var lutter Mudder. En usund Blæsts fugtige Aande drev, hult stønnende, dorsk forbi. — Oliver laa stadig, bevidstløs og uden at røre sig, hvor Sikes havde lagt ham.
Morgenen brød frem, Luften blev skarpere, Genstandene traadte tydeligere og tydeligere ud af Mørket. Det gav sig til at regne, Regnen pidskede ned mellem de bladløse Buske. — Oliver hørte intet og mærkede intet.
Men endelig forstyrredes Stilheden af et sagte Smertens Skrig, og idet Oliver udstødte det, vaagnede han. Hans venstre Arm, der var blevet løseligt forbundet med et Tørklæde, hang tung og ubevægelig ned; Bindet var gennemsivet af Blod. Han var saa mat og forpint, at han knap kunde rejse sig over Ende. Han saa' modløs om efter Hjælp, rystede over hele Kroppen, gjorde en Kraftanstrengelse for at komme op. Men saa sank han atter afmægtig tilbage.
En underligt snigende Hjerteangst advarede ham imidlertid en Stund efter om, at hvis han blev liggende, saa døde han. Med stort Besvær kom han op, og prøvede at gaa. Det løb rundt for ham, han dinglede, som han var drukken. Men han holdt sig alligevel oprejst, og med kraftesløst sænket Hoved trimlede han fremad, han anede ikke hvorhen. Alt imens hvirvlede forvirrede og ængstende Forestillinger gennem hans Hoved. Snart syntes han, at han gik sammen med Sikes og Toby, snart, at han var ene med Bill. Han troede at høre højrøstede Raab, Lys flimrede og forsvandt for hans Øjne. Og midt under disse halvvaagne Drømme havde han dog hele Tiden en dump, pinefuld Smertefornæmmelse.
Fuldkomment mekanisk var han vaklet frem gennem Mark-Led og Aabninger i Gærder og var kommet ud paa en Landevej. Der bragte Regnen ham til Bevidsthed. Han saa' sig om: lidt borte laa et Hus, som han maaske kunde slæbe sig hen til. Folkene derinde vilde maaske have Medlidenhed med ham. Han opbød sine sidste Kræfter og tog saa lange Skridt, som han kunde. Da han kom nærmere, syntes han, at han maatte have set det Hus før, der var noget ved det, som forekom ham saa bekendt. Den Havemur dèr? var det ikke indenfor den, han sidste Nat var faldet paa Knæ og havde tigget Bill og Toby om Barmhjertighed?! — Det var det selvsamme Hus, som de havde haft i Sinde at plyndre!
Han blev i den Grad forfærdet, at han endog et Øjeblik glemte Smerten fra sit Saar og blot tænkte paa at flygte. Ja, flygte?! Han kunde næsten ikke holde sig oprejst, og hvor skulde han desuden have flygtet hen? Han stødte mod Gitterporten. Den var ikke lukket, den gik op. Og han vaklede hen over Gaardspladsen, krøb besværligt op ad Trappen til den lille Portal, bankede sagte paa Døren. Men saa svigtede Kræfterne ham, og han sank ned ved den nærmeste Pille.
Tilfældigvis sad just i det samme Giles, Brittles og Kedelflikkeren nede i Køkkenet og styrkede sig ovenpaa Nattens Rædsler og Strabadser med en Kop Te samt Smørrebrød. Giles havde ellers ikke for Skik at omgaas det lavere Tyende, undtagen med en Slags velvillig Nedladenhed, som kunde erindre om hans højere sociale Stilling. Men Dødsfald, Ildebrand og Indbrud gør alle Mennesker lige. Altsaa sad nu Hr. Giles foran Ovnen med vidt udstrakte Ben og med venstre Arm lænet paa Bordet. Med højre Haand illustrerede han omstændeligt en Beretning angaaende Indbrudet, som hans Tilhørere, især den tilstedeværende Kokkepige og Stuepige, paahørte i aandeløs Spænding.
»Klokken kunde vel være halv tree, forklarede han, »da jeg vaagner og vender mig om i Sengen (han vendte sig om paa Stolen og trak Fligen af Dugen ind over sig, ligesom den kunde have været et Sengetæppe). Og saa hører jeg en Støj, — ligesom noget blev sprængt…«
»Det var mere, som naar man skraber med et Søm paa et Rivejern,« indskød Brittles.
»Saadan var det maaske, da du hørte det,« fejede Giles ham af. »Da jeg hørte det, lød det, som om noget blev sprængt… Jeg kaster saa Tæppet til Side (han slog Dugen lidt til Side) sætter mig over Ende i Sengen og lytter.«
Kokkepigen og Stuepigen sagde i Munden paa hinanden »Gud!« og rykkede deres Stole tættere sammen.
»Der er nogen,« fortsatte Giles, »som brækker en Dør eller et Vindue op, tænkte jeg. Hvad skal du gøre? Vække den stakkels Brittles, ellers bliver han myrdet i sin Seng. De skærer maaske Halsen over paa ham fra det ene Øre til det andet, inden han véd af det.«
Alles Blik fæstedes paa Brittles, der atter fæstede sit Blik paa Giles og stirrede paa ham med aaben Mund og i den aller yderste Rædsel.
»Jeg kaster Tæppet helt af mig,« vedblev Giles, og han skød Dugen langt fra sig og saa' vist paa Pigerne, »lister ud af Sengen, trækker i et Par — — —«
»Der er Damer til Stede, Hr. Giles!« mumlede Kedelflikkeren.
»Trækker i et Par Sko« fortsatte Giles, med et irettesættende Blik til Kedelflikkeren og med stærkt Eftertryk paa Ordet »Sko«, — »tager den ladte Pistol, der altid ligger ovenpaa Kurven med Sølvtøjet, lister ind til Brittles, faar ham rusket vaagen og siger til ham: »Brittles, siger jeg, bliv nu ikke forskrækket!««
»Ja,« indrømmede Brittles med skælvende Røst, »det sagde De!«
»Og blev han slet ikke forskrækket?« spurgte Kokkepigen.
»Ikke Spor!« erklærede Giles, »han var fuldstændig rolig, næsten ligesaa rolig som jeg selv… Naa… saa tager vi en Blændlygte, som staar derinde paa Bordét, og famler os ned ad Trappen i ravende Bælgmørke.«
Han havde rejst sig og gik et Par Skridt fremad med lukkede Øjne, for at udstyre sin Beskrivelse med den behørige Aktion. Men i det samme stoppede han, og ligesom det øvrige Selskab sank han baglænds tilbage paa Stolen. Pigerne gav et Skrig fra sig.
»Der var nogen, der bankede!« sagde han endelig og anstrengte sig for at lade rolig. »Gaa og luk op, én af Jer!«
Ingen rørte sig.
»Det er underligt, at der kan blive banket paa saa tidligt om Morgenen,« mumlede han og saa' om paa de andre, der var ligesaa blege som han selv. »Men lukkes op maa der jo! Naa! hører I ikke?!«
Han saa' paa Brittles. Men denne unge Mand var af Naturen meget beskeden, saa formodenlig tænkte han, at Ordene kunde umuligt gælde ham. Derefter saa' Giles paa Kedelflikkeren. Men denne Herre var pludselig falden i Søvn. Og om Pigerne kunde der jo ikke være Tale.
Der blev en lille Pavse. »Ja hvis Brittles hellere vil lukke op i Vidners Overværelse,« sagde Giles, »saa er jeg villig til at være et af Vidnerne!«
»Det er jeg med!« erklærede Kedelflikkeren og vaagnede ligesaa pludselig, som han var sovet ind.
Paa disse Vilkaar kapitulerede Brittles. Og da man havde faaet Vinduesskodderne op og set, at det var højlys Dag, og havde faaet ikke saa lidt mere Mod ved den Opdagelse, drog man afsted, med Hundene i Spidsen og med Pigerne (der var bange for at være ene) som Bagtrup. Efter Giles' Raad talte de allesammen højt, for at advare muligt ildesindede Personer udenfor Døren om, at de var mandsstærke. Og ifølge et af samme opfindsomme Herre udpønsket, fortrinligt Krigspuds kneb man Hunden i Halen, saa at de gav sig til at gø. Derpaa greb Giles fast om Kedelflikkerens Arm (for at han ikke skulde stikke af, bemærkede Hr. Giles spøgefuldt) og gav Kommando om at aabne Gadedøren. Brittles adlød. Og idet man saa skævede ud over hinandens Skulder, var alt hvad forfærdeligt man fik Øje paa — stakkels lille Oliver Twist, som bleg og kraftesløs paakaldte deres Barmhjertighed med et maalløst Blik.
»Det er en Dreng!« udbrød Hr. Giles og skubbede behjertet Kedelflikkeren af Vejen og sig selv frem. »Hvad er der med dig? — — hæ! … Næh! Brittles! se her! kan du ikke kende…?!«
Brittles, som havde staaet gemt bag Døren, udstødte et Genkendelsens Skrig. Giles greb Drengen ved det ene Ben og den ene Arm (heldigvis ikke den saarede) og haledè ham saa lang han var ind paa Flisegulvet. »Her er han!« skraalte han, umaadelig ophidset, op ad Trappen, »her er en af Tyvene, Frue! en af Tyvene, Frøkenen! han, der blev saaret, Frøken! Det var mig, der skød ham, Frøken! Brittles holdt Lyset!«
»I en Lygte!« tilføjede Brittles forklarende. Han holdt den ene Haand op ved Siden af Munden, for at hans Røst skulde naa saa meget sikrere op ovenpaa.
Tjenestepigerne styrtede op ad Trappen for at melde Herskabet, at Giles havde fanget én af Tyveknægtene; og Kedelflikkeren søgte at faa kaldt Oliver til sig selv igen, for at han ikke skulde gaa hen at dø, inden han blev hængt. Midt under al den Forvirring og Støj hørtes oppe fra Trappeafsatsen en blid Kvindestemme, der øjeblikkelig skaffede Ro. »Giles!« kaldte Stemmen.
»Ja, Frøken!« svarede Giles. »De skal ikke være bange, Frøken, jeg kom ikke noget videre til! Han gjorde ikke saadan egenlig fortvivlet Modstand, — han mærkede jo hurtigt, at jeg havde Krammet paa ham.«
»Hys!« sagde den unge Dame, »De forskrækker jo Tante ligesaa meget, som Tyvene gjorde! — Er Staklen slemt saaret?«
»Ja, han er voldsomt saaret!« erklærede Giles med ubeskriveligt Velbehag.
»Han ser ud, som han skulde til at krepere, Frøken!« skraalte Brittles og holdt igen Haanden op ved Siden af Munden. »Vil De ikke komme med og se ham, Frøken, inden han maaske dør?«
»Hys! skrig dog ikke saadan op!« afbrød den unge Dame ham. »Vent nu roligt et Øjeblik, saa skal jeg spørge Tante!«
Med Trin, der var saa lette og bløde som hendes Stemme, skyndte hun sig bort, og kom lidt efter tilbage med den Besked, at den saarede skulde forsigtigt bæres op i Giles' Værelse. Brittles skulde tage Ponyen og ride over og hente Betjenten og Doktoren.
»Men vil De ikke se ham først, Frøken?« spurgte Giles, saa stolt, som om Oliver kunde have været en sjælden og pragtfuld Fugl, han havde skudt.
»Ikke for aldrig dèt!« svarede den unge Dame. »Det stakkels Menneske! Tag nu forsigtigt paa ham, Giles! Gør det for min Skyld!«
Den gamle Tjener saa' op efter hende, da hun gik, med et saa varmt og beundrende Blik, som om hun kunde have været hans eget Barn. Saa bøjede han sig ned over Oliver, og hjalp med en Kvindes Omhu at bære ham op.