Oliver Twist/27
27.
Bumble & Kompagni.
Efterat Hr. Bumble gentagne Gange havde talt Teskeerne og vejet Sukkertangen og vurderet Flødekanden og mønstret Bohavet lige ned til det Hestehaars-Betræk paa Stolene, faldt det ham ind, om monstro Madam Corney nu ikke snart kom tilbage. Tanker avler Tanker. Saasom endnu ikke en eneste Lyd bebudede, at Madamen nærmede sig, faldt det ham yderligere ind, at han paa en uskyldig og Gud velbehagelig Maade kunde fordrive Tiden og tilfredsstille sin Nysgerrighed, dersom han underkastede Madamens Dragkiste et flygtigt Eftersyn. Da han altsaa havde lyttet lidt ved Nøglehullet og forvisset sig om, at ingen kom, begyndte han, fra neden af, at undersøge de lange Skuffer. De var fulde af gode og velholdte Klædningsstykker, hvilket lod til at tiltale ham saare. I den øverste Skuffe tilhøjre opdagede han desuden en lille aflaaset Kasse, som, da han rystede den, gav en nydelig Lyd af raslende og klingrende Penge fra sig. Saa gik Hr. Bumble med adstadige Skridt hen og stillede sig igen op foran Kakkelovnen og sagde halvhøjt, med en alvorsfuldt. besluttet Mine: »Jeg gør det!« Hvorpaa han det næste Øjeblik virrede skelmsk med Hovedet, som om han indprentede sig selv, at han var dog en durkdreven Rad, og sluttelig med synligt Velbehag og Interesse gav sig til at betragte sine Lægge.
Bedst som han stod fordybet i denne behagelige Beskæftigelse, kom Madam Corney farende ind, kastede sig paa en Stol henne ved Kakkelovnen, holdt den ene Haand for Øjnene, trykkede den anden mod sit Hjerte, og snappede efter Vejret.
»Men hvad er det, Madam?« spurgte Bumble og bøjede sig ned over hende. »Er der sket noget slemt? Men saa svar dog, Madam! Jeg staar her som — paa —.« Han kunde i sin Befippelse ikke finde Ordet »Gløder« og sagde saa i Stedet for »Glasskaar«.
»Aa, Bumble,« udbrød Damen, »jeg er, som jeg var mørbanket!«
»Hvad for noget, mørbanket?!« gentog Bumble forbitret… »Naa-aa, jeg forstaar,« rettede han sig selv med vanlig Værdighed, »det er disse gudsforgaaene Fattighuslemmer…«
»Det er rædsomt at tænke paa!« hviskede Madamen og gøs.
»Saa lad vær' at tænke paa det, Madam!« bad Bumble medfølende. »Tag en lille Slurk!«
»Ikke for alt i Verden!« erklærede Madam Corney. »Drikke noget nu… umuligt! Uh!… Aah! aah, henne paa den øverste Hylde tilhøjre! aah! aah!« Hun var vistnok ikke ganske ved sin Samling, siden hun pegede hen mod Hjørneskabet. Men Bumble fo'r alligevel derhen. fik fat i en grøn Flaske, skænkede en Tekop fuld, og holdt Koppen op til Damens Mund. — Hvorefter Damen drak det halve.
»Nu gaar det bedre!« sagde derefter Madamen. Bumble saa' taknemligt mod Himlen, vendte derpaa atter Blikket mod Koppen og førte denne op til sin Næse og snusede.
»Pebermyntevand!« forklarede Madamen med svag Røst og smilte mildt til Opsynsmanden. »Smag paa det! der er ogsaa — lidt andet i.«
Bumble smagte nølende paa Miksturen, men smækkede saa med Tungen og smagte igen og tømte Koppen.
»Det er virkelig meget styrkende,« bemærkede Madamen.
»Det er det!« bekræftede Bumble. Og han flyttede en Stol hen ved Siden af Madamen, og satte sig og spurgte ømt, hvad det var, der havde taget saadan paa hende.
»Aah, ingenting!« svarede hun. »Jeg er bare saadan en tosset, nervøs svag Skabning.«
»Svag, Madam?« spurgte Bumble og flyttede sig endnu tættere ind til hende. »Er De svag, Madam Corney?«
Madamen gav Sætningen en mere almindelig Form og erklærede: »Vi er alle svage Skabninger!«
»Dèt er vi!« sagde Bumble. Og efter en lille Pavse bekræftede han Udsagnet ved at flytte sin venstre Arm fra Ryggen af Madam Corneys Stol ned omkring hendes Forklæde-Baand, hvilket hans Arm derefter trykkede blidt. — Madamen sukkede.
»Nu maa De ikke sukke, Madam!« sagde Bumble.
»Aa, jeg kan ikke andet!« svarede hun. Og hun sukkede igen.
»Det er et rigtig rart Værelse dette her!« bemærkede Bumble og saa' sig om i Stuen. »Naar der kom et til, blev det en hel lille Lejlighed, Madam.«
»Det vilde være for meget til et enligt Menneske!« mumlede Madamen.
»Ja men ikke til to!« indvendte Bumble smægtende. »Hvadbehager, Madam?«
Ved disse Ord sænkede Madamen sit Hoved, og Bumble sænkede ligeledes sit, for at komme til at se hende ind i Ansigtet. Da drejede Madamen tugtigt sit Hoved til Siden og famlede med Haanden efter sit Lommetørklæde. Men ved en Fejltagelse gled Haanden ned i Hr. Bumbles Haand.
»Direktionen giver Dem jo frit Brændsel, Madam?« spurgte Bumble og trykkede ømt hendes Haand.
»Ja, og ogsaa frit Lys,« sagde Madamen og gengældte Trykket.
»Fri Bolig og Lys og Brændsel!« udbrød Bumble. »Aa, Madam, De er en Engel!«
Dette lidenskabelige Udbrud kunde Madamen ikke modstaa. Hun sank i Bumbles Favn, og han trykkede bevæget et brændende Kys paa hendes kydske Næse. — »De er den dejligste af alle kommenale Kvinder!« erklærede han henrykt. »Vèd De, søde, at det nu i Aften er blevet meget værre med Inspektøren?«
»Ja,« hviskede Madamen undseligt.
»Doktoren siger, han gør det ikke en Uge endnu,« fortsatte Bumble. »Og lige saa snart han er død, maa Pladsen besættes igen. Aa, Madam Corney, — sikke Udsigter, sikke Udsigter der aabner sig!«
Madamen hulkede.
»Sig saa bare det ene lille Ord, sødeste Corney!« bad Bumble og bøjede sig ind over hende. »Det lille bitte Ord?!«
»J-a-a!« henaandede Madam Corney.
»Og saa et eneste Ord til! Behersk Deres velsignede Følelser et Sekund, saa De kan sige mig, naar det skal være?«
Hun forsøgte to Gange at tale, men Stemmen svigtede. Endelig tog hun Mod til sig, slyngede Armene om Bumbles Nakke og sagde, at det kunde blive, saasnart han selv vilde, og at han var saa grueligt sød.
Efter at Tingene var blevet klarede paa denne venskabelige og tilfredsstillende Maade, bekræftedes Overenskomsten højtideligt med nok en Kop Pebermyntevand, hvilken Damens stærke Sindsbevægelse gjorde uundgaaeligt fornøden. Medens Koppen blev tømt, fortalte hun saa Hr. Bumble, at den gamle Kone var død.
»Meget vel!« erklærede han og slubrede sit Pebermynte-Vand i sig. »Naar jeg gaar hjem, kigger jeg ind til Sowerberry og siger ham Besked om at sende Kiste til hende i Morgen. Men hvad var det, der havde gjort dig saa forskrækket, min Snut?«
»Aah det var ikke noget videre, sødeste!« svarede Damen undvigende.
»Men hvorfor vil du nu ikke sige din egen Basse det?«
»Jo, — siden, — naar vi er blevet gift, sødeste!«
»Først naar vi er blevet gift?! Jeg skulde da aldrig tro, at nogen af de mandlige Fattiglemmer havde vovet…?!«
»Nej, nej, du sødeste!« indskød Madamen hastigt.
»For hvis nogen — han være saa kommenal eller ikke kommenal — havde understaaet sig til at hæve sine Øjne til dit yndige Ansigt, saa svarer jeg ham for, at det vilde han ikke gøre en Gang til!«
Bumbles Bemærkning kunde nemt have lydt som en just ikke overdreven stor Kompliment til Madamens Tiltrækningskraft. Men saasom han ledsagede den med en hel Del krigeriske Fagter, opfattede Madamen den som et stærkt Vidnesbyrd om hans Elskov, og erklærede fyrigt, at han var ikke til at holde ud for Dejlighed.
Dejligheden slog nu igen Kavaj-Kraven op om Ørene, satte den trekantede paa, favnede sin Tilkommende længe og ømt, og begav sig modig ud i den kolde og mørke Aften. Undervejs opholdt han sig nogle Minuter i de mandlige Fattiglemmers Forsamlings-Stue og skældte Lemmerne dygtigt ud, for at overtyde sig om, hvorvidt han kunde røgte Pladsen som inspektør med fornøden Barskhed. Det viste sig, at der var ikke det mindste i Vejen, og han forlod Fattiggaarden let om Hjertet og med straalende Fremtids-Haab. Disse Forhaabninger sysselsatte behageligt hans Tanker paa Vejen hen til Ligkistesnedkerens Bod.
Hr. og Madam Sowerberry var i Aftenselskab, og saasom Noah Claypole nødigt underkastede sig andre Anstrengelser end dem, der krævedes til at spise og til at drikke i Ro og Mag, var Boden ikke lukket endnu, skøndt det var langt over almindelig Lukketid. Bumble slog gentagne Gange paa Disken med sin Stok, men der kom ingen. Da han saa, gennem den lille Rude i Døren ind til Dagligstuen, kunde se, at der var Lys inde bag Butiken, tog han sig den Frihed at titte ind og undersøge, hvad der foregik. Det, som foregik, forbavsede ham umaadeligt.
Der var dækket Aftensbord med Smør, Brød, Tallerkener, Glas, et Krus Porter og en Flaske Vin. Noah Claypole sad for Enden af Bordet, skødesløst slængt hen i en Lænestol, med begge Ben dinglende ud over dens ene Arm; han havde i den ene Haand en aaben Tollekniv og i den anden en mægtig Humpel Smørrebrød. Klods op ad ham stod Charlotte og aabnede Østers, som Noah nedlod sig til at slubre i sig med stor Graadighed. En mer end almindelig stærk Rødme i Omegnen af hans Næseparti samt en underlig stirrende Blinken af hans venstre Øje syntes at antyde, at han havde faaet lidt vel meget over Tørsten.
»Østers er skam en god Ting!« bemærkede han, da han havde sat en dejlig fed èn til Livs. »Det er snavs, at man ikke kan blive ved at spise!… Kan du ikke lide Østers, Charlotte?«
»Aa, ikke saadan videre!« sagde Charlotte; »jeg kan meget bedre lide at staa og se dig spise dem, søde Noah!«
»Hum, det var sgu løjerligt!« forsikrede Noah tankefuldt. — »Saa! nu kan jeg ikke mer!… Kom her, Charlotte, og lad mig kysse dig!«
»Hvad for noget?!« udbrød Hr. Bumble og brasede ind i Stuen. »Prøv og sig det en Gang til, du!«
Charlotte gav et Skrig fra sig og skjulte Ansigtet i sit Forklæde. Noah skiftede kun for saa vidt Stilling, som han lod Fødderne gaa ned paa Gulvet; ellers blev han siddende og stirrede paa Opsynsmanden i drukken Forskrækkelse.
»Sig det engang til, din uforskammede, gemene Flab!« sagde Bumble. »Hvor tør du komme med den Slags, hvad? Og hvor tør Du vove at opmuntre ham, din infame Tøjte?… Kysses?!« udbrød Bumble dybt forarget. »Føj! føj!«
»Jeg havde slet ikke i Sinde at gøre det,« klynkede Noah. »Men hun gaar altid og kysser mig, enten jeg vil eller ej.«
»Aa Noah!« sagde Charlotte bebrejdende.
»Stille!« skreg Bumble strengt. »Ned i Køkkenet med dig, Tøs! Og saa lukker du Butiken, Noah, og siger ikke et Kvæk, forstaar du, før din Herre kommer hjem! Men naar han er kommet hjem, saa siger du til ham, at Hr. Bumble har været her, og at han i Morgen efter Frokost skal sende en Ligkiste til en gammel Kærling, forstaar du, din Æsel?… Hæ, kysses?!« mumlede Bumble og strakte Hænderne mod Himlen. »Nej, det er forfærdeligt, som de lavere Klasser bliver mer og mer syndige og fordærvede i dette kommenale Distrikt!« Og med et grublende og krænket Aasyn skred han ud af Ligkiste-Snedkerens Bod.
Og nu, da han er godt paa Vej hjem, kan vi se os om efter lille Oliver Twist og forhøre, om han endnu ligger i den Groft, hvor Toby Brækjern forlod ham.